1990'erne

1990’erne bliver ofte beskrevet som en parentes i historien, hvor der ikke skete noget særligt. Årtiet, hvor truslen fra atombomben var afblæst, og truslen om terror endnu ikke dominerede dagsordenen. 90’erne er også kendt som det sjove og ubekymrede årti, hvor den danske popgruppe Aqua opnåede international succes med hittet Barbie Girl, det danske fodboldherrelandshold vandt EM-guld, det danske kvindehåndboldlandshold vandt OL-guld og cykelrytteren Bjarne Riis vandt Tour de France – og blæste liv i den nationale stolthed. Efter ’fattigfirserne’ blev 90’erne på mange måder optimismens årti med den endelige afslutning af Den Kolde Krig og en teknologisk udvikling, der gav mulighed for at klone fåret Dolly, spille Snake på Nokias mobiltelefoner og udforske verden online på det hastigt voksende World Wide Web.

     Men der var også omfattende arbejdsløshed, som især ramte de unge. Perioden var også præget af nogle meget brutale borgerkrige i Rwanda og på Balkan, der resulterede i folkedrab og tusindvis af mennesker på flugt. Golfkrigen i 1991, hvor USA med en større angrebsalliance bekæmpede Iraks styre, indledte en ny højteknologisk krigsførelse med fjernstyrede missiler og live-transmissioner af nyheder 24 timer i døgnet fra den amerikanske tv-kanal CNN.

Den økonomiske optimisme var så stor, at danskerne ved en folkeafstemning i 2000 stemte nej til at deltage i den europæiske møntunion. Danskerne sagde nej tak til euroen og insisterede på at beholde kronen, selvom et stort folketingsflertal ønskede, at Danmark sagde ja euroen. Det kan man læse i artiklen ”Danmarks økonomi” i opslagsværket Denstoresanske.lex.dk (se kilder).

     Efter et årti præget af økonomisk underskud på betalingsbalancen, høj arbejdsløshed, lavvækst, historisk rekord i tvangsauktioner, høje renter og dyre boliglån blev 1990’erne et økonomisk set optimistisk årti. Den socialdemokratiske regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen indførte en såkaldt ekspansiv finanspolitik, der skulle kickstarte dansk økonomi. Regeringen besluttede at gøre det markant billigere at låne penge til huskøb og forbedre mulighederne for at låne penge i boligen. Det gjorde, at danskerne fik flere penge til forbrug og satte mærkbart skub i økonomien. Faktisk gik det så godt med at bruge penge, at finanspolitikken efter et par år igen blev strammet med den såkaldte pinsepakke, som blev vedtaget i 1998 for at bremse forbruget, så økonomien ikke blev det, man kalder overophedet, hvilket betyder, at forbruget bliver kunstigt højt, fordi folk bruger flere penge, end de egentlig har. Årtiet var også præget af en kraftig stigning i aktiemarkedet – særligt for virksomheder, der leverede IT og bioteknologi.

1990’erne var ellers præget af udsyn og globalisering, også økonomisk. I 1995 blev Danmark medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, der har til formål at ”forbedre velfærden for befolkningerne i medlemslandene” ved at bryde barriererne for samhandel. Grundtanken med organisationen er, at friere verdenshandel vil øge den globale konkurrence og dermed gøre alle varer billigere og øge væksten globalt. Målet med WTO er samtidig at forhindre handelskrig og dermed gøre verden mere fredelig og stabil, fremgår det af artiklen ”WTO for begyndere” på Information.dk (se kilder).

Fra 1990 til1993 stod den konservative statsminister Poul Schlüter i sin fjerde valgperiode som statsminister i spidsen for en mindretalsregering bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det var en svag regering, der primært kunne regere, fordi Socialdemokratiets formand Svend Auken ikke kunne få midterpartierne til at pege på ham som statsminister. Presset af den såkaldte Tamil-sag (en sag om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføring af tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka) gjorde, at Poul Schlüter den 15. januar 1993 måtte forlade statsministerposten uden at udskrive valg. Herefter overtog en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti magten med Poul Nyrup Rasmussen (S) som statsminister. Poul Nyrup Rasmussen kom som sin forgænger til at sidde som statsminister næsten et helt årti, fra 1993 til 2001. Det lykkedes Nyrup-regeringen at reducere arbejdsløsheden og forbedre dansk økonomi markant, og desuden vedtog Nyrup-regeringen en stor stigning i udviklingsbistanden.

     To nye partier kom i stigende grad til at spille en rolle op igennem 1990’erne. I 1989 var Enhedslisten (Ø) blevet stiftet som en sammenslutning af venstrefløjspartierne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Venstresocialisterne (VS), der havde svært ved at finde politisk fodfæste efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning. Enhedslistens forskellige holdninger var samlet i dels et kapitalismeopgør, dels et ønske om en aktiv dansk miljøpolitik. Desuden kæmpede partiet for blandt mere ligestilling, nej til fremmedhad samt modstand mod EF.

     I 1995 opstod Dansk Folkeparti som et udbryderparti fra Fremskridtspartiet med mærkesager som indvandrerskepsis, mere lov og orden og EU-modstand. I front for det det nye parti stod Pia Kjærsgaard, der kom til at spille en markant rolle i dansk politik i årtierne efter.

Indvandringsspørgsmålet blev gennem 1990’erne et stadigt større politisk tema, som det lykkedes Dansk Folkeparti at markere sig så tydelige på, at de ved udgangen af 1990’erne var blevet landets tredjestørste parti, kan man læse under overskriften ”Valgtema: Nyrup-tiden 1993-2001” på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Debatten om indvandring og integration ændrede sig markant i løbet af årtiet. Da omkring 20.000 flygtninge fra Bosnien kom til Danmark under borgerkrigene i Eksjugoslavien (se senere), indførte man for første gang en særlov, som betød, at bosnierne fik ophold, men ikke fik behandlet deres asylsager i flere år, fordi man håbede, at deres ophold kunne blive midlertidigt, og at de kunne flytte tilbage til Bosnien direkte fra de særlige flygtningecentre, man oprettede. Selv om de fleste bosniere endte med at få asyl, havde diskussionen om flygtninges midlertidige ophold i Danmark bidt sig fast, og man begyndte at tale om det som et mål, at flygtninge skulle repatriere – det vil sige vende tilbage til deres oprindelsesland.

     Dansk Folkeparti havde i sin indvandrekritiske politik især fokus på forskellene mellem islam og kristendom og argumenterede blandt andet for muslimers brug af tørklæde som eksempel på, at islam er en kvindeundertrykkende religion. I slutningen af 1990’erne var integrationsdebatten generelt præget af strengere krav til indvandrere i Danmark, og i 1998 blev Danmarks første integrationslov vedtaget. Loven blev skelsættende for udlændingepolitikken og velfærdsstatens historie, blandt andet fordi den indførte en lang række krav og pligter, som udlændinge skulle opfylde for at få ophold og økonomisk hjælp i Danmark, kan man læse under overskriften ”Danmarks første integrationslov 1998” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Der var en vis bekymring i befolkningen ved tanken om at gå fuldt ud ind i det europæiske fællesskab EU. Denne resulterede blandt andet i et nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen i 1992. Traktaten udvidede det europæiske samarbejde med en økonomisk union med den fælles møntfod euroen, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde på social- og retsområdet og en styrkelse af miljøbestemmelserne. Danskernes nej til Maastrichttraktaten var et chok for politikere over hele Europa. Den folkelige modstand mod traktaten førte til, at der året efter den 18. maj 1993 blev gennemført en ny afstemning om en modereret udgave af traktaten – den såkaldte Edinburgh-aftale – hvor et flertal af danskerne stemte ja med de fire forbehold, der nu var skrevet ind.

     Det nye valgresultat udløste et voldsomt sammenstød på Nørrebro i København mellem politiet og primært unge fra det autonome miljø. Op igennem 1980’erne havde der været utallige voldelige konfrontationer mellem politi og BZ-bevægelsen eller de autonome, som de senere kom til at hedde. I kampene natten mellem den 18. maj og 19. maj blev der kastet store mængder af blandt andet brosten mod politiet, der forsøgte at rykke ind i området. På et tidspunkt hvor situationen spidsede til affyrede en gruppe betjente varselsskud op i luften for at stoppe nogle af demonstranterne. Kort efter affyrede de en ny række af pistolskud, men denne gang mod mængden af demonstranter. Omkring 200 meter væk skød andre betjente ti minutter senere også på nogle demonstranter. I alt 113 skud blev affyret under kampene. Ingen døde, men 20 betjente var blevet såret af brosten, og ni demonstranter måtte under behandling for skudsår. Det var første gang siden 2. Verdenskrig, at dansk politi havde skudt direkte ind i en folkemængde.

Når man taler om Den Kolde Krig, handler det om de konflikter og magtkampe, som opstod mellem Sovjetunionen og USA i perioden mellem 1945 og 1991 i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig. Konflikten bliver kaldt kold, fordi det aldrig udviklede sig til en direkte militær kamp mellem de to supermagter. Efterkrigstiden og helt frem til Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud var præget af usikkerhed og frygt for, at konflikten mellem USA og Sovjetunionen ville udvikle sig til reel krig. Danmark lå geografisk lige imellem de to magter i en udsat position. Derfor oprustede man i perioden det danske forsvar, forsvarsbudgetterne voksede, værnepligten blev udvidet, man oprettede Hjemmeværnet og lavede offentlige oplysningskampagner og øvelser, der skulle forberede befolkningen på en mulig krig. Begge supermagter udviklede kernevåben, og selvom der aldrig blev krig, levede mange danskere i frygt for, at den ville komme. Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs afslutning i 1991 skabte derfor en enorm lettelse og tro på fremtiden i befolkningen, kan læse man under overskriften ”Den Kolde Krig” på Nationalmuseets hjemmeside (se kilder).

• I Rwanda mistede flere tusinder mennesker livet i en blodig borgerkrig i årene 90-94 mellem de to befolkningsgrupper hutuer og tutsier – en krig, der udviklede sig til en voldsom humanitær katastrofe og et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab siden Holocaust. I løbet af bare tre måneder mistede omkring 800.000 rwandanesere livet, kan man læse på folkedrab.dk (se kilder). 
• I sommeren 1990 besatte Irak nabolandet Kuwait i et forsøg på at opnå kontrol med olieudvindingen i området. Besættelsen mødte stor international kritik og vinteren 91 indledte en alliance mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Saudi-Arabien et omfattende luftangreb på Irak. En måned efter rykkede den internationale styrk ind i Kuwait og kort efter måtte Irak kapitulere. Danskerne kunne følge med i krigshandlingerne på tv, hvor der blev vist billeder af de nye højteknologiske missiler, der kunne fjernstyres og ramme fjendes mål. Der var meget få tab hos angrebsalliancen mens, irakerne havde omfattende dødstal. Det præcise antal døde irakere er meget svært at afgøre, men det skønnes at omkring 100.000 irakiske soldater døde under krigshandlingerne og omkring 200.000 civile. 
• I perioden 1991-1999 rullede en række af borgerkrige hen over det daværende Jugoslavien. De interne modsætninger i det etnisk sammensatte Balkanområde fik serbere, kroatere og bosniere til at bekrige hinanden, mens byer blev lagt i ruiner og minoriteter blev drevet på flugt. Der fandt også omfattende etniske udrensninger sted, som gav påmindelser om Europas nære fortid under 2. Verdenskrig. For europæerne var det første gang siden verdenskrigen, at der havde været krig så tæt på, og mange flygtninge, især bosniere, blev spredt ud til nabolandene og til Danmark. Folkedrabet under borgerkrigen i Eksjugoslavien var medvirkende til oprettelsen af den internationale domstol for krigsforbrydelser i Haag, der trådte i kraft i 2002.

1990’ernes pædagogik var præget af et fokus på, at børn skulle lære en masse. Børn skulle ikke bare lege – de skulle lege sig til læring, hed det i den såkaldte førskolepædagogik, der skulle forberede børnene på at starte i skole, allerede mens de gik i børnehave. Politikerne indførte en pasningsgaranti, som gav forældre sikkerhed for, at deres børn kunne blive passet, så de til gengæld kunne passe deres arbejde. 90’ernes børneliv var præget af travlhed, og hjemmet var ikke i samme grad som tidligere omdrejningspunkt for børns liv. Det blev almindeligt, at børn tilbragte hverdagseftermiddagene i SFO’en eller med andre egne fritidsaktiviteter som ridning, håndbold, fodbold eller andet. Computere var slået igennem og rykket ind i de fleste danske hjem, og fagene PC og blindskrift kom på skoleskemaet. Allerede fra de mindste klasser lærte børn at bruge computeren, som de også spillede på hjemme. Det travle liv i de små hjem kaldte på hurtige løsninger i hverdagen. Der blev brugt mindre tid i køkkenet end førhen, og fastfood blev et udbredt fænomen i danske hjem, kan man læse under overskriften ”Historisk tema; 90’erne” på BUPL’s hjemmeside (se kilder).

De unge, der var født fra 1967 til 1977, kaldes Genration X eller nå-generationen.

     Den høje ungdomsledig blandt unge fortsatte fra 1980’erne ind i 1990’erne. Frem til midten af årtiet var ledighedstallet for unge 20-29-årige på hele 25-30 procent. Siden faldt de officielle tal for ungdomsarbejdsløsheden, men mange unge ledige optrådte nu ikke længere i statistikkerne, da de var registreret som bistandsmodtagere, uddannelsessøgende eller ansatte i de mange beskæftigelsesprojekter. Den omfattende ungdomsarbejdsløshed betød også, at mange unge fik lov til at bruge tiden på kulturelle projekter og blive ved med at studere på universitet i årevis. Der var jo ikke et arbejde at tilbyde dem. På den måde blev nogle unge sat i en slags venteposition, men mange voksede også op i en tid med langt flere økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale muligheder end tidligere generationer. I artiklen ”Unge i 6 generationer: Politikerne taler forbi os” på Dr.dk (se kilder) bliver det beskrevet, hvordan 90’ernes unge havde svært ved at finde deres eget ståsted. Denne splittelse blev også brugt til at forklare de unges svækkede interesse for politik. Det var karakteristisk for 90’erne, at det oprør, der de sidste årtier var kommet fra de unge, udeblev. Individualiteten indhentede ligesom kollektivet, som Liv Thomsen, der står bag kulturkrøniken ”Digtere, divaer & dogmebrødre” om 90’er-kulturen, forklarer det i artiklen ”90’erne, en historisk parentes” på Information.dk (se kilder):

     ”90’ernes unge plukkede lidt her og der fra det store kulturelle tag-selv-bord, blandede fin- og massekultur og dyrkede i det hele taget den såkaldte individualitet frem for det kollektive”.

     I samme artikel bliver 90’ernes unge beskrevet som dem, der slog janteloven ihjel og insisterede på, at individet kunne være lokomotiv for fællesskabet og godt måtte stikke lidt ud.

I 90’erne kom der international opmærksomhed omkring klimaet, efter at den såkaldte Brundtland-rapport i 1987 konkluderede, at en fremtid baseret på fossile brændstoffer ville føre til alvorlige klimaproblemer. Den første rapport fra FN’s nye klimapanel i 1990 slog lige så tydeligt fast, at den igangværende udvikling ville medføre en global opvarmning på 0,3 grader celsius hvert tiende år og betyde vandstandsstigninger på mindst 0,7 meter ved udgangen af det 21. århundrede, som man kan læse i artiklen ”Klimaet på den politiske dagsorden: Fra rettidig omhu til sløseri og latterliggørelse” på Information.dk (se kilder).

     I begyndelsen af 90’erne begyndte FN at samle verdens lande om at lave aftaler, der skulle dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer. Den første bindende klimaaftale var Kyoto-protokollen, som blev underskrevet i 1997, og som forpligtede landene til at reducere deres udledning af drivhusgasser. Miljø- og klimaspørgsmål blev også i Danmark et tydeligere politisk tema i 1990’erne, blandt andet i kraft af den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken, der kraftigt profilerede området. Men for hovedparten af de politiske partier og hos den største del af befolkningen var det stadig ikke et spørgsmål, der blev brugt meget tid på.

1990’ernes musikscene var selvfølgelig i høj grad påvirket af, hvad der foregik ude i verden. Nye genrer som grunge, triphop, britpop og indierock opstod i USA og England og inspirerede danskere musikere.

     Grunge var en rockmusikbølge, der hyldede vildskab, druk og grimhed. Den 26. juni 1992 indtog grungemusikeren fra Seattle Curt Cobain Orange Scene på Roskilde Festival. Han var en ousider, der hadede sport, blev set med en kokainsprøjte i armen og begik selvmord 5. april 1994. Nirvarna blev grungens største ikon med sangen ”Smells Like Teen Spirit”, der blev generationens slagsang, forklarer programmet ”Husker du: Grunge, grimhed og skovmandsskjorter” på Dr.dk (se kilder), hvor musikanmelder Klaus Lynggaard beskriver grungemusikken som ”Lyden af en generation, der brækker sig”.

90’ernes grunge- og ravebevægelse dyrkede det smadrede ubarberede udtryk med store militærstøvler, skovmandsskjorter og afklippede bukser med gamacher under. Grungebølgen inspirerede de danske bands Kashmir, Dissy Miss Lissy og Psyked up Janis.

     Også hiphop-genren udviklede sig og fik for alvor et dansk udtryk i 1990’erne med grupper som Østkyst Hustlers, Humleridderne og Den Gale Pose, mens kvindelige singer-song-writere som Marie Frank og Tina Dickow og dansksprogede Karen Busck fornyede rockscenen, kan man læse under overskriften ”Danmark – rockmusik” i opslagsværket Den Store Danske (se kilder).

     Men både de danske og udenlandske hitlister var i høj grad præget af popballader, boybands og eurodance. I det musikalske univers opfandt danske bands Cartoons og Aqua opfandt den såkaldte tyggegummipop, der fik enorm international opmærksomhed. I hele verden sang publikum med på Aqua-hittet ”Barbie Girl”, som gjorde Aqua til det mest sælgende danske band nogensinde med cirka 28 millioner solgte plader på verdensplan, kan man læse i artiklen ”Her er 11 album, der helt sikkert stod i dit CD-tårn i 90’erne på Dr.dk (se kilder).

90’ernes litteratur var præget af minimalisme. Det blev en trend at bruge så få ord som muligt i såkaldt kortprosa og punktromaner – en genre, der med helt korte kapitler og tomme huller i handlingen bryder med romangenrens klassiske fortælleform, således at læseren selv må skabe sammenhæng og mening. Forfatteren Helle Helle er en af de forfattere, hvis skrivestil er kendetegnende for 90’ernes minimalisme. Næsten helt uden adjektiver i præcis nedskrabet prosarealisme portrætterede hun hverdagslivet og almindelige menneskers liv. Kvinderne markerede sig som noget nyt for alvor blandt de skelsættende forfattere. Helle Helle, Katrine Marie Guldager, Naja Marie Aidt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Ursula Andkjær Olsen var blandt de kvindelige forfattere, der satte dagsordenen på den litterære scene, kan man læse under overskriften ”Minimalisme i 1990’erne” på forfatterweb.dk (se kilder).

I sportens verden red danskerne på en opvind. Da det danske herrefodboldlandshold vandt EM i fodbold i 1992, gik en kvart million danskere på gaden i København for at give det danske herrelandshold en heltemodtagelse, da de kom hjem efter at have vundet EM-guld over Tyskland. Også det danske kvindehåndboldlandshold brillerede som ”de jernhårde ladies” og tog OL-guldet med hjem fra mesterskaberne i Atlanta i 1996. Samme år vandt cykelrytteren Bjarne Riis Tour de France, en sejr det flere år senere viste sig, at han havde opnået ved hjælp af doping. De store sportslige succeser samlede danskerne og opbyggede en national stolthed og en stemning af optimisme.

90’er-moden var på mange måder lige så uhøjtidelig som tyggegummipoppen og ungdommens fraværende oprør. Et legesygt udtryk inspireret af blandt andre girlbandet Spice Girls fik voksne kvinder til at lave rottehaler, farve striber i håret med såkaldt hårmascara, lægge farvet lipgloss med frugtsmag på læberne og smøre glimmer på kinderne. Det blev populært at plukke øjenbrynene ultratynde og sætte sommerfugleklemmer i håret, og Bindi-pletten mellem øjenbrynene og tårnhøje plateausko var andre tendenser, der understregede 90’er-modens udklædningsagtige udtryk, kan man læse i artiklen ”16 ting, vi gjorde i 90’erne for at ”se godt ud” på Alt.dk (se kilder).

Uhøjtidelige, barnligt legende udtryk prægede også underholdningsindustrien. Der opstod en retrobølge, der dyrkede nostalgien og ironien. En hel generation af unge gik for eksempel i barndom ved at hylde 70’er musikeren Poul Kjøller, som turnerede rundt med koncerter, hvor han spillede sine kendte børnesange for et teenagepublikum, der genoplevede sangene fra deres barndom. Filminstruktøren Quentin Tarantinos lavede sin ikoniske ironiske film Pulp Fiction, som blev en enorm publikumssucces og var banebrydende på grund af sin blanding af rå vold, absurd humor og referencer til tidens popkultur. 90’erne var også årtiet, hvor man for alvor begyndte at se tv-serier, blandt andre ungdomsserien Beverly Hills og den danske serie Hvide løgne. Dansk film fik for alvor international opmærksomhed: Bille August vandt De Gyldne Palmer i Cannes og en Oscar for Pelle Erobreren og De Gyldne Laurbær for Den gode vilje i 1992. Der blev eksperimenteret i dansk film, og i 1995 skrev filminstruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg det såkaldte Dogmemanifest Dogme 95, og et kollektiv af filminstruktører tilsluttede sig Dogmereglernes 10 bud, som opstiller strenge regler og rammer for instruktørens brug af bestemte tekniske hjælpemidler, så som at film skal optages på de steder, hvor de skal forestille at foregå og påbud om at lyd og billede skal optages samtidig. Det skal være slut med underlægningsmusik, lyssætning og farvefiltre, og den ydre handling, de blodige effekter og den overfladiske action skal væk. Udover disse stramninger skal kameraet være håndholdt, filmen skal optages i farver og må kun foregå i nuet. De kommende års dogmefilm fik stor betydning for dansk film. Man kan læse mere om dogmefilmene i faktalink-artiklen ”Dogmefilm”.

Den teknologiske udvikling ændrede på mange måder vores hverdag i 90’erne. I 1993 blev internettet lanceret, og selvom det dengang var markant mindre og langsommere end i dag, var det skelsættende, at man pludselig med få klik kunne kommunikere ved hjælpe af live chatbeskeder og e-mails og hente informationer på et tastatur. Det var først i midten af 90’erne, at det blev almindeligt at have en PC, der kunne gå på internettet. Det var også i 90’erne (1992), at det blev muligt at skrive og sende sms’er, men først i slutningen af årtiet blev mobiltelefonen en del af den almindelige danskers hverdag, og man kunne endda spille det – om end meget simple – spil ”Snake” på mobilen, hvis man havde en model fra Nokia. Nyt var også cd’en, der var mindre end de gamle vinylplader og ikke risikerede at ”gå i båndsalat” som de gamle kassettebånd. Cd’erne blev afspillet på discmanen, som overtog walkman’ens plads eller på den større boomblaster, hvis man skulle spille lokalet op. Det var en både skelsættende og opsigtsvækkende bedrift, da britiske forskere fra Roslind Instituttet klonede fåret Dolly. Det satte gang i en international mediestorm, da den britiske avis The Observer den 24. februar 1997 bragte nyheden, og en heftig etisk debat fulgte. Mange var bekymrede for, at forskere kunne ”lege gud” ved kunstigt at kopiere liv, som man kan læse i artiklen ”Dolly 20 år senere – kloning afløst af CRISPR og stamceller” på Videnskab.dk (se kilder). Også på Christiansborg vakte kloningen af Dolly debat, som det fremgår af en udskrift af høringen ”Kloning af dyr” (se kilder).

De børn, der blev født 1990 til 2001, kaldes Genration Z. Z’et kommer af udtrykket ’at zappe’ på tv-fjernbetjeningen, når man skifter kanaler hele tiden. På den måde er generationen blevet karakteriseret ved at zappe gennem livet og skifte spor eller retning, når interessen daler og noget nyt og interessant melder sig.

     Som alle generationer er Generation Z flasket op med de værdier for børneopdragelse, pædagogik og livsstil, som prægede perioden. Ifølge artiklen ”Syg generationer og deres kendetegn” (se kilder) voksede de op i familien som projekt- og curlingbørn. Begrebet ’curlingbørn’ blev optaget af Dansk Sprognævn i 1999, mens ’curlingforældre’ officielt blev godkendt året efter. I artiklen ”Psykologer er uenige: Har vi opfostret en genaration af curlingbørn?” (se kilder) beskrives begrebet således: ”curlingbørn er børn, der bliver overbeskyttet af deres forældre og derfor ikke lære at tackle modgang. Begrebet er opkaldt efter spillet curling, hvor en sten sættes i bevægelse hen over en bane af is, og to spillere styrer den i mål ved at feje og gnubbe med koste foran den kurende sten. Billedligt talt kan man derfor sige, at curlingforældre 'fejer' alle forhindringer væk for deres børn.”

     Ifølge artiklen ”Generation Z – de digitale indfødte er på vej” (se kilder) fik børnene for alvor en stemme i familiedemokratiet og selvstændig indflydelse på indkøb, forbrug og rejser fra en meget tidlig alder. Generationen voksede op i en tid præget af den nye folkeskolelov og individuelle læreplaner i daginstitutioner og skoler, hvor udgangspunktet er en positiv og anerkendende tilgang til det enkelte lille individ og de talenter, som er til stede, og dem, som man skal arbejde med.

     De børn, der voksede op i 1990’erne, er også de første digitale indfødte. Ifølge artiklen ”Generation Z – de digitale indfødte er på vej” har ”opvæksten med digital og direkte formidling af verdens begivenheder og den nemme kontakt med andre digitale indfødte den betydning, at de som den første generation føler sig som verdensborgere. Godt nok er man glad for at bo og leve i den nordlige provins Danmark, men det er den store verden, som er spændende at opleve enten fysisk eller digitalt.”

     Ifølge artiklen ”Syv generationer og deres kendetegn” (se kilder) karakteriseres Genration Z desuden ved at være ”højtuddannede, selvsikre, oplyste, kritiske og tør blande sig i debatterne. Følger kun de talspersoner, som de gider lytte til (…) Tænker globalt og tilpasser sig hurtigt nye omgivelser. Er vant til at dele, hvad de laver lige nu, med hele verden. Er vokset op med reality-tv og vil gerne være kendte.”

Fokus på at optimere den enkeltes muligheder og udvikling i livet satte sig også igennem uddannelsespolitisk. Politikerne i Folketinget vedtog en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skulle have gennemført mindst en ungdomsuddannelse, inden de fyldte 40 år. Denne målsætning blev formuleret under temaet ”Uddannelse Til Alle” (UTA) i 1993 og har siden været definerende for det danske uddannelsessystem. Det viste sig dog, at denne målsætning var urealistisk, og i 2017 omformulerede regeringen målsætningen, så målet nu er, at 90 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse, men at det til gengæld skal ske, inden de fylder 25 år, fremgår det af artiklen ”Regeringen begraver 95-procent-målsætningen” på gymnasieskolen.dk (se kilder).

Begrebet ungdom fik ny betydning i 90’erne. Det styrkede fokus på individets udvikling, begreber som ”omstillingsparathed” og ”livslang læring” signalerede, at selvrealisering og intensiv udvikling ikke længere var noget, der primært hørte en periode af ungdommen til, men snarere var definerende for hele livet. Økonomien tillod, at teenagere ofte allerede fra 13-års alderen tjente egne penge ved siden af deres skolegang og havde råd til et forbrugsmønster på linje med de 20-30-årige, kan man læse under overskriften ”Den udvidede ungdom” på danmarkshistorien.dk (se kilder). Artiklen beskriver, hvordan det vakte bekymring blandt psykologer, at helt unge piger begyndte at klæde sig i mavebluser og andet tøj, som sendte seksuelle signaler inspireret af deres voksenidoler, blandt andre kvinderne fra det britiske band ”Spice Girls”. Netop fænomenet Spice Girls, som kombinerede det barnligt legende med det meget voksne stærkt kvindelige udtryk, er et karakteristisk symbol på 90’ernes udstrækning af ungdommen – i 90’erne kunne alle ligesom passe ind i ungdommen. Grænserne forsvandt ligesom i markedets tegn, og ungdom var nu mere et spørgsmål om selvudvikling end om numerisk alder.

I tråd med tidens øgede opmærksomhed omkring klima begyndte danske designere at gå mere op i miljø og bæredygtighed og markere sig som klimabevidste. I 1990’erne opstod en række nye værksteder og salgssteder for kunsthåndværk og brugskunst, og der kom et stærkere fokus på formgivning og industrielt og grafisk design, som de nye elektroniske muligheder muliggjorde. I artiklen ”De største indretningstrends det år, du blev født” på bobedre.dk (se kilder) kan man læse om, hvordan elevationssenge rykkede ind i soveværelserne, mens køkkenfjernsyn, transportable tv-apparater og tårnhøje cd-hylder var supermoderne på linje med farvestrålende glasvaser, lædersofaer og sækkestole.

Fra slutningen af 1980’erne til slutningen af 1990’erne gennemgik dansk social- og arbejdsmarkedspolitik markante forandringer. Kort beskrevet bestod udviklingen i, at ”grundkonceptet i velfærdsstaten stille og roligt skiftede fra forsørgelse til aktivering”, som sociolog ved Roskilde Universitet Jacob Torfing beskriver det i forordet til forskningsrapporten ”Det stille sporskifte i velfærdsstaten” (se kilder). Hvor staten tidligere havde forsørget alle, der havde behov for offentlig forsørgelse (unge kunne for eksempel uden videre modtage kontanthjælp, så snart de var færdige på gymnasiet), begyndte man at stille krav om aktivering af alle borgere, der søgte om offentlig forsørgelse. I Socialministeriets oplæg ”Der er brug for alle” (se kilder) kan man læse om det nye aktiveringskrav, der er udtryk for en ny politik, der ”tager udgangspunkt i, at alle, som kan, også skal yde noget til samfundet til gengæld for forsørgelsen” efter et ”noget for noget” princip. Således harmonerede de stigende krav til borgere på offentlig forsørgelse med de stramninger og principper om ”ret og pligt”, der prægede dansk integrationspolitik i 90’erne, og som er fortsat med yderligere stramninger frem til i dag.