2010'erne

Ligesom angrebet på USA den 11. september 2001 satte den globale dagsorden for 00’erne, kom terror også til at spille en central rolle i 10’erne. Den danske tegner bag Muhammed-tegningerne Kurt Westergaard blev forsøgt dræbt i sit hjem, det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktion blev angrebet, og formodede terrorplaner mod avisen Jyllands-Postens redaktion blev afsløret, mens tre mænd blev dræbt og fem betjente såret ved et attentat mod Krudttønden i København. Det var ikke alene den islamistiske terror, der kom tæt på. Også højreekstremistisk terror rystede verden med massakren på den norske ø Utøya, hvor 77 mennesker, mestendels unge, blev dræbt.

     Flygtningekrisen i 2015 sendte flere hundrede tusinde flygtninge på flugt op igennem Europa. Tusindvis af flygtninge vandrede ind over grænsen fra Tyskland til Danmark, tonen i den danske indvandrerdebat blev skærpet, og reglerne for ophold i Danmark strammet. 10’erne blev også årtiet, hvor socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister, og briterne stemte Storbritannien ud af EU, mens rigmanden Donald Trump vandt præsidentvalget i USA. 2010’erne blev på mange måder opgørets årti. Fra bølgen af folkelige protester, der rullede hen over den arabiske verden (Det Arabiske Forår), og protestbevægelsen De gule Veste, der demonstrerede mod den stigende afstand mellem politikere og befolkning i Frankrig, Belgien og Holland, til den globale #MeToo-bevægelse, der startede som et oprør mod seksuelle krænkelser i filmbranchen og udviklede sig til en verdensomspændende debat om køn og ligestilling.

2010’erne er samfundsøkonomisk set blevet beskrevet som ’fornuftens årti’. Dansk økonomi rystede for alvor finanskrisen af sig og tog hul på et langt opsving.

     Arbejdsløsheden var lav, mens jobvæksten var den højeste siden 1970’erne, som hidtil var historisk høj, blandt andet fordi kvinderne dengang indtog arbejdsmarkedet. I løbet af 2010’erne steg beskæftigelsen med mere end 142.000 personer. På trods af god økonomi var danskerne dog ikke vilde med at bruge penge. Belært af finanskrisen valgte mange at spare op, så privatforbruget var det laveste siden Anden Verdenskrig. Hvor tidligere årtier har været præget af både økonomiske opsving og nedture, var 10’erne et årti med næsten uafbrudt vækst. Det kan man læse i pressemeddelelsen ”10’erne bød på den laveste forbrugsvækst siden anden verdenskrig” fra Dansk Erhverv (se kilder).

Socialdemokratiet vandt regeringsmagten i 2011, og partiets leder Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister. Hun stod i spidsen for den såkaldte SRSF-regering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og SF. De Radikale satte som betingelse for deres deltagelse i regeringssamarbejdet, at der blev ført en borgerlig, økonomisk politik. Partiet havde kort før valget indgået forlig om efterløn og tilbagetrækning med Lars Løkke Rasmussen (V), og de forlig måtte den nye SRSF-regering virkeliggøre. Særligt den økonomiske politik skabte uro og modstand fra SF, som valgte at træde ud af regeringssamarbejdet. I det hele taget var 2010’erne præget af politisk uro og interne opgør i begge blokke om både økonomisk politik og værdipolitik, kan man læse i artiklen ”I 2010’erne blev dansk politik vendt på hovedet” på Kristeligt-Dagblad.dk (se kilder).

     Helle Thorning-Schmidt udskrev Folketingsvalg i 2014, vandt valget og stod i spidsen for endnu en socialdemokratisk ledet regering fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015, hvor hun tabte valget til Venstre, hvis formand Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten. Løkke Rasmussen stod i spidsen for først en ren Venstre-regering fra 28. juni 2015 til 28. november 2016, og dernæst en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, den såkaldte VLAK-regering frem til valget 27. juni 2019. Der vandt Socialdemokratiets nye formand Mette Frederiksen valget og dannede en ren socialdemokratisk regering.

Terrortruslen rykkede helt tæt på. I januar 2010 forsøgte en mand med somalisk baggrund at bryde ind i tegneren Kurt Westergaards hjem med kniv og økse for at hævne Muhammedtegningerne, som Westergaard var en af tegnerne bag. Året efter, i januar 2011, kom det frem, at fire formodede islamistiske terrorister havde haft planer om at angribe medarbejderne i JP/Politikens hus på Rådhuspladsen i København i december 2010. PET afværgede angrebet efter at have overvåget de fire mænd gennem længere tid.

     Planen var at trænge ind i bladhuset med en maskinpistol med lyddæmper, en pistol og 200 plastikstrips til at bagbinde medarbejderne, hvorefter terroristerne skulle dræbe så mange af dem som muligt, blandt andet ved at hugge halsen over på dem, kan man læse i artiklen ”Fire bliver nu tiltalt for terror mod JP” på Ekstrabladet.dk (se kilder).

     I 2015 nåede tre bevæbnede, islamiske terrorister længere i deres ærinde, da de onsdag den 7. januar angreb redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris, hvor de dræbte 12 og sårede 11, kan man læse i artiklen ”Det store overblik i billeder og grafik: Sådan forløb angrebet på Charlie Hebdo” på Tv2.dk (se kilder).

     Den 22. juli 2011 blev Norge udsat for et terrorangreb, da den højreekstremistiske nordmand Anders Behring Breivik først sprang en bombe i Norges regeringskvarter, som dræbte otte, sårede 98 og efterlod regeringskvarteret stærkt beskadiget. Herefter fortsatte han til øen Utøya, 40 kilometer nordvest for Oslo, hvor den norske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylkning (AUF), svarende til dansk socialdemokratisk ungdom, holdt sommerlejr, og 600 unge mennesker var samlet. Forklædt som politibetjent gik han i land på øen, hvorefter han på mindre end en time skød og dræbte 69 mennesker og sårede 60.

     Anders Behring Breivik har senere forklaret, at han med angrebet forsøgte at redde Norge fra ”kulturens ødelæggelse (og) dekonstruktion af den norske etniske gruppe”. Det kan man læse i artiklen ”Utøya – massakren i Norge” på faktalink.dk.

Da Bjarne Corydon (S) som finansminister indgik en aftale om at sælge en del af den statsejede virksomhed Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, startede det en debat, som fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Investeringsbanken Goldman Sachs blev verdenskendt under finanskrisen, hvor banken fik en milliardbøde for en række handler, der betød, at flere af bankens kunder gik fallit. Det var en del af baggrunden for den modstand, som salget af Dong Energy vakte. Samtidig var Goldman Sachs kendt for at benytte sig af datterselskaber i såkaldte skattely, for at firmaet kunne rykke aktierne til lande, hvor de slap for at betale skat i Danmark, og det spredte frygt for, at Goldman Sachs ville gøre netop dette med Dong-aktierne. Mod en investering på cirka otte milliarder kroner fik Goldman Sachs en ejerandel på 19 procent og omfattende indflydelse i virksomheden, heriblandt vetoret i Dong’s bestyrelse. Den folkelige modstand fik flere politikere til at udtrykke bekymring og fik SF’s daværende formand Annette Vilhelmsen til at trække sig fra formandsposten og SF til at forlade regeringen. Sagen gav også anledning til demonstrationer på Christiansborg Slotsplads, og modstanderne af aftalen indsamlede over 200.000 underskrifter mod salget af aktierne. En DR-dokumentar afdækkede, at det danske pensionsselskab ATP skulle være kommet med et kontrabud på aktierne fra DONG Energy, der var på højde med Goldman Sachs, men at det tilbud blev afvist af finansministeren. Balladen om salget af Dong Energy sendte både finansminister Bjarne Corydon (S) og regeringen i strid modvind, kan man læse i artiklen ”Overblik: Forstå DONG-sagen på fem minutter” på Dr.dk (se kilder).

     I 2017 solgte Goldman Sachs de sidste aktier i Dong Energy, og havde i perioden tjent 12,4 milliarder. Kort efter skiftede virksomheden navn til Ørsted. Selv om Goldman Sachs tjente mange penge på deres korte investering, har den danske stat tjent meget mere. Staten har fastholdt en ejeandel på 50,1 procent og siden 2014 har der været en stor stigning i virksomhedens markedsværdig. Ifølge artiklen ”DONG-frasalg har været statens bedste forretning i nyere tid” på finans.dk (se kilder) ejede staten i august 2020 aktier for 188 milliarder kroner og havde derved tjent 14 gange mere end den amerikanske investeringsvirksomhed.

Lærerlockouten var en 25 dage lang landsdækkende konflikt i april 2013, hvor cirka 67.000 overenskomstansatte lærere blev lockoutet, det vil sige tvunget til at indstille arbejdet uden løn, som følge af at overenskomstforhandlingerne om lærernes løn og arbejdsvilkår gik i hårdknude. Lockouten medførte, at cirka 557.000 folkeskoleelever fik stærkt begrænset undervisning i perioden, da der kun var de tjenestemandsansatte lærere til at undervise, suppleret af de forholdsvis få lærere, der ikke var medlemmer af fagforeningerne under Lærernes Centralorganisation. Herudover blev ca. 220.000 elever og kursister på blandt andre produktionsskoler berørt. Kernen i striden mellem Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening var den arbejdstidsaftale, der gav lærerne krav på en vis forberedelsestid per undervisningstime, fleksibilitet i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdet og lærere over 60 år ret til at gå ned i tid svarende til fire uger om året med fuld løn. Danmarks Lærerforening arrangerede store demonstrationer flere steder i landet og foran Christiansborg.

     Efter 25 dage greb regeringen ind med et lovindgreb, der afskaffede de hidtil gældende bestemmelser for lærernes arbejdstid og ophævede lærernes ret til reduktion af arbejdstiden efter 60 år. Konflikten resulterede i, at undervisningsminister Christine Antorini (S) udsatte 9. og 10.-klasses elevernes skriftlige eksamener, og meningsmålinger efter lockouten viste, at de daværende regeringspartier Socialdemokratiet, De Radikale og SF, gik markant tilbage blandt lærerne under og efter konflikten. I artiklen ”Lærer-konflikten og dens efterspil” på Folkeskolen.dk kan man læse om hele forløbet (se kilder).

I 2010’erne blev tonen i integrationsdebatten skærpet. Advokaten Rasmus Paludan stiftede i 2019 partiet Stram Kurs med det mål at opnå plads i Folketinget ved valget samme år.

     Han høstede stor medieopmærksomhed, når han kaldte til demonstrationer, primært i boligområder, hvor der boede mange borgere med muslimsk baggrund, og med en række YouTube-videoer, hvor han kastede med og brændte Koranen af og udtrykte sin store utilfredshed med islam og ”islamistiske værdier”. Selv om partiet Stram Kurs ikke blev stemt ind i Folketinget, prægede demonstrationer og en ny hårdhed i retorik og handlinger indvandrerdebatten, ikke mindst foranlediget af den racismedømte partileder Rasmus Paludan. Tonen i debatten risikerede at skubbe flere danskere ud i højreekstremisme, vurderede blandt andre ekspert i radikaliseringsprocesser og højreekstremisme Tina Wilchen Christensen i artiklen ”Ekspert: Tonen i indvandrerdebatten kan skubbe flere danskere ud på den yderste ekstremistiske højrefløj” på Berlingske.dk (se kilder).

     Også partiet Nye Borgerlige var med til at skærpe tonen i debatten om indvandrere. Modsat Stram Kurs opnåede Nye Borgerlige valg til Folketinget i 2019 med partiformand Pernille Vermund i spidsen. Nye Borgerliges har blandt andet som politisk mål, at den såkaldte racismeparagraf, § 266b i den danske straffelov, afskaffes. Partiet markerede sig desuden med tre ufravigelige krav til en statsministerkandidat, at 1) der indføres et totalt asylstop, 2) udlændinge skal forsørge sig selv, 3) kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom. Desuden skal islam ingen indflydelse have i det danske samfund, kan man læse på partiets hjemmeside (se kilder).

• 2010: Et jordskælv ramte Haiti den 12. januar 2010 med en styrke på syv på Richterskalaen. Mindst 52 efterskælv fulgte i dagene efter. Ifølge Haitis regering omkom 316.000 mennesker under jordskælvet, 300.000 blev kvæstet, og over en million blev hjemløse. 
• 2011: Det Arabiske Forår: En bølge af folkelige protester og krav om frihed fra undertrykkende regimer rullede hen over den arabiske verden fra slutningen af 2010. Oprørene førte til regimeskifte i Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen og udløste en blodig borgerkrig i Syrien – samt også efterfølgende borgerkrigslignende tilstande i flere af de førnævnte lande. 
• 2012: Vladimir Putin genindtrådte som Ruslands præsident, og samme år gennemførte en punkgruppe under navnet Pussy Riot en række protestoptrædener mod Putin, blandt andet en ’anti-Putin-bøn’ i Moskvas domkirke, som førte til retssag mod de kvindelige aktivister. Sagen vakte stor international opmærksomhed og kritik af Putin. 
• 2013: Sydafrikas mest berømte anti-apartheid-aktivist og præsident i perioden 1994-1999, Nelson Mandela, døde. 
• 2014: Terrorgruppen Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) indtog i løbet af sommeren store dele af Irak. I august udråbte gruppen et kalifat fra sin nye højborg i byen Raqqa i det nordøstlige Syrien og udnævnte Abu Bakr Al-Baghdadi som leder. 
• 2015: Den store flygtningevandring. Rekordmange flygtninge, 1.393.875, søgte asyl i en stor del af EU-landene og satte EU’s åbne grænser og asylpolitik under pres. 
• 2016: Brexit. I juni 2016 stemte 51,9 procent af briterne ja til at forlade EU. Folkeafstemningen blev gennemført på initiativ af premierminister David Cameron fra Det Konservative Parti. 
• 2017: #MeToo. I oktober 2017 begyndte flere tusinde mennesker under hashtagget #MeeToo at dele deres oplevelser af at blive krænket seksuelt. Bevægelsen begyndte i Hollywood, hvor en række kvindelige skuespillere anklagede mandlige kollegaer for krænkelser, men bevægelsen bredte sig hurtigt og blev et internationalt oprør mod seksuelle krænkelser og magtmisbrug. 
• 2018: Den 16-årige svensker Greta Thunberg trådte ind i klimadebatten med ’skolestrejke for klimaet’ og fik hurtigt stor opmærksomhed, da hun blandt andet fik taletid ved FN’s klimatopmøde i New York. Thunbergs aktivisme startede en ny global bevægelse af børn og unge, der efter hendes forbillede afholdt klimastrejker. 
• 2019: Rigsretssag mod USA’s præsident, Donald Trump, som var anklaget for at presse Ukraines leder, Volodymyr Zelenskyj, til at indlede en undersøgelse af Joe Biden, dengang Trumps potentielle rival til præsidentposten, og hans søn Hunter Biden.

     Man kan læse mere om disse begivenheder i artiklen ”Fra jordskælv til Trump: Her er de største internationale historier fra dette årti” på Dr.dk (se kilder).

De børn, der er født mellem 2010 og 2025, som af den australske demograf og fremtidsforsker Mark McCrindle er blevet døbt Generation Alpha, er blandt andet kendetegnet ved, at de kan styre en iPad, før de er blevet renlige, og er født i en tid, hvor smartphones, selfies og Snapchat er en selvfølgelig og stor del af hverdagen. Online-aktivitet fyldte således en stor del af 2010’ernes børneliv – både i skolen, hvor iPad’en var blevet et redskab på linje med lærebogen, og i fritiden, hvor samvær med venner i stadigt stigende grad udspillede sig online. Som sognepræst i Hjortshøj ved Aarhus, Morten Skovsted, siger om sin søn i artiklen ”2010’erne blev de bøjede nakkers årti” på Kristeligt-Dagblad.dk (se kilder): ”Efter skole sendte han og kammeraterne bare en sms til hinanden, hvor der stod ’fort?’ for computerspillet Fortnite, og så var det ellers hjem foran skærmen og spille i mange timer, hvor de godt nok var sammen i spillet – men hver for sig. Jeg tøver ikke med at kalde 2010’ernes digitalisering for en dehumanisering af menneskelivet og af nærværet, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af.”

     Børnelivet online skabte muligheder, men også udfordringer. Hvert femte barn havde således følt sig mobbet på nettet, viste en undersøgelse fra organisationen Red Barnet, som har udviklet kurser i digital opførsel, ligesom digital dannelse er kommet på skemaet i folkeskolen.

     Også 2010’ernes børn oplevede forandringer i skolestrukturen. Blandt andet med skolereformen, som fra 2014 gjorde skoledagene markant længere. 2010’ernes børn er også vokset op med en stærk klimabevidsthed, blandt andet foranlediget af, at FN’s Verdensmål, herunder klimamålene, er obligatorisk pensum i folkeskolen. Det kan man læse i artiklen ”2010’ernes børn er både kloge og klimabevidste” på tv2ostjylland.dk (se kilder).

2010’ernes unge er ofte blevet kaldt pligtopfyldende. De er stærkt opsatte på at gøre, hvad der forventes, og det var i 10’erne, at begrebet ’12-tals-piger’ blev til et begreb, der bliver brugt til at beskrive en tendens til, at særligt unge kvinder presser sig selv hårdt og sætter urimeligt høje krav til egne præstationer. Faktisk blev der givet så mange 12-taller, at politikerne begyndte at diskutere, om det var for let at få 12, og om karakterskalaen på den baggrund burde justeres. 10’ernes unge lavede heller ikke så meget ballade som tidligere generationer; ungdomskriminaliteten dalede, og de unge drak mindre, selvom de stadig var blandt de unge i Europa, der drak mest. Generelt rettede 10’ernes unge ind, og oprøret udeblev, selvom der kunne være nok at demonstrere mod – blandt andet den såkaldte fremdriftsreform, der i 2013 strammede reglerne for at få SU i et forsøg på at få de unge til at færdiggøre deres uddannelser hurtigere, uddannelsesloftet, der fra 2016 begrænsede muligheden for at læse flere uddannelser og skifte studie undervejs.

     Et stigende antal unge kæmpede med stress og mentale udfordringer, fordi de vendte problemerne indad – måske presset af politikere og samfundsforventninger, men også fordi det blev stadigt mere almindeligt konstant at spejle sig i det liv, alle andre delte ud af på sociale medier. De unge begyndte dog også at bruge sociale medier til at bryde tabuer og skabe opmærksomhed om det uperfekte liv. Det kan man læse i artiklen ”Dum og doven eller stresset stræber? Hvad kommer der til at stå om mig og 10’ernes unge i historiebøgerne?” på Dr.dk (se kilder).

I 2010’erne opstod en stærkere kollektiv bevidsthed om klimakrisen og nødvendigheden af at handle. Den svenske teenagepige Greta Thunbergs skolestrejker for klimaet gav genlyd verden over og inspirerede millioner af børn og unge. Fra talerstolen på FN’s klimatopmøde i New York skældte Thunberg verdens ledere ud: ”Hvor vover I at stjæle vores fremtid fra os,” lød budskabet, der for alvor bragte følelserne ind i klimadebatten.

     Thunbergs følelsesladede kamp delte vandene, men især mange unge er fulgt i hendes fodspor ved at kræve politisk handling, lægge pres på deres forældre og selv forsøge at leve mere bæredygtigt. Ved folketingsvalget i 2019 blev klimaet for første gang det største emne i en dansk valgkamp. Den ny socialdemokratiske regering satte et historisk højt ambitionsniveau med et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030, og i slutningen af 2019 blev Danmarks første klimalov vedtaget med opbakning fra alle Folketingets partier. Det kan man læse i artiklen ”Folkelige oprør, en ny klimabevidsthed og en grønnere finanssektor” på Merkur.dk (se kilder).

2010’ernes litteratur stillede skarpt på krop, køn, psykisk sårbarhed og globale menneskeskabte kriser for eksempel i Kaspar Colling Nielsens fremtidsroman ”Den danske borgerkrig 2018-24” om velfærdssamfundets sammenbrud, og i romaner med klimakrisen som omdrejningspunkt af forfattere som Theis Ørntoft, Charlotte Weitze og Maja Lunde. Hanne Vibeke Holst beskrev med romanen ”Om Pesten” udbruddet af en global pandemi, som i foruroligende grad lignede den Corona-pandemi, der ramte verden i 2020.

     En anden af årtiets vigtige litterære tendenser var autofiktionen, som norske Karl Ove Knausgård repræsenterede med seksbindsværket ”Min Kamp”, hvor Knausgård hudløst ærligt lagde sit eget og sine nærmestes liv åbent frem. Autofiktionen blev i 10’erne identitetspolitisk og fik også et poetisk spor, repræsenteret ved blandt andre Yahya Hassan, som debuterede med digtsamlingen af samme navn. Danske forfattere vandt tre gange i løbet af årtiet Nordisk Råds Litteraturpris: Kim Leine (2013), Kirsten Thorup (2017) og Jonas Eika (2019). En række romaner, der skildrede ikke-heteroseksuelle livsfortællinger, fik et bredt publikum, blandt andet Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille”, som gav hende et folkeligt gennembrud og boghandlernes pris De Gyldne Laurbær i 2018. Det kan man læse i artiklen ”Tendenser i 10’ernes litteratur” på Litteratursiden.dk (se kilder).

Efter finanskrisen holdt danskerne igen med forbruget og sparede i stedet op. I 2006, 2007 og 2008 brugte danskerne omkring 105 kroner, hver gang de tjente 100 kroner, men siden midten af 2009 har danske husholdninger øget opsparingerne væsentligt. For hver 100 kroner, der kom ind i 2017, brugte danskerne omtrent 95 kroner, fremgår det af en analyse foretaget af Dansk Industri i februar 2018 (se kilder). Det var særligt forbruget af beklædning og fodtøj, der faldt, men også af møbler, fritidsudstyr, tobak og alkohol.

     Omvendt steg forbruget af flyrejser med 54 procent fra 2010 til 2017, mens forbruget af fastfood og take away-mad steg ed 23 procent alene fra 2016 til 2017. Det kan man læse i artiklen ”Danskerne køber færre varer, men flere flyveture” på Arbejderbevægelsens Erhvervsråds hjemmeside (se kilder).

En af de stærke tendenser i 2010’ernes mode var overdrevent oversize – især kvindemoden blev afseksualiseret af tøj i overstørrelse, som endelig ikke skulle virke vulgært. Det blev populært at lade brynene gro stort og vildt i tråd med, at 10’erne på mange måder var kvindernes årti hjulpet på vej af #MeToo-bevægelsen. Bæredygtighed blev et ben, dansk mode for alvor blev tvunget til at stå på, foranlediget af danskernes stigende klimabevidsthed og ønske om at tage ansvar for klimaet i deres forbrugsvaner. Lysten til at tage stilling, mene noget og udtrykke det kom også til udtryk med statement-t-shirts.

     Trenden ”normcore” gik helt i den anden retning med et underspillet udtryk, og mange gled i ét med mængden i et par anonyme jeans og en hvid t-shirt. Diversitet blev et vigtigt budskab for modehusene, der som noget nyt blev målt på, hvor gode de var til at vise diversitet, både hvad angik alder, kropsstørrelse, etnicitet, hudfarve og kønsidentitet. Det kan man læse i artiklen ”10 tendenser fra 10’erne: Uffe Buchard og Kim Grenaa gør dig klog på de største trends fra 2010 til 2019” på alt.dk (se kilder).

Biografiske film og historiske dramaer var en stærk trend i 2010’erne danske film. Men også kønsdebatten prægede perioden både på filmlærredet og i branchen. Som led i den verdensomspændende #MeToo-kampagne talte også danske skuespillere ud om krænkende opførsel, de havde oplevet i deres professionelle liv. Blandt film, der var optaget af kønsdebat, kønsroller og parforhold, var Nikolaj Arcels satiriske ”Sandheden om mænd” (2010), Mikkel Munch-Fals’ beske ensemblefilm ”Smukke mennesker” (2010), Ole Christian Madsens skilsmissekomedie ”Superclásico” (2011) og Lars von Triers episke ”Nymphomaniac” (2013). Blandt biografiske film fra perioden kan nævnes Bille Augusts ”Marie Krøyer” (2012) om malerparret Marie og P.S. Krøyers ægteskab, Ole Christian Madsens ”Steppeulven” (2015) om sangeren/digteren Eik Skaløe og Christopher Boes ”Spies og Glistrup” (2013) om rejsekongen og politikeren. Blandt de historiske film var Nikolaj Arcels Oscar-nominerede ”En kongelig affære” (2012) om den gale kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde og deres forhold til den tyske læge Struensee, der reelt havde magten i kongeriget, indtil han blev bragt til fald i 1772, og Bille Augusts ”Lykke-Per” (2018) bygget på Henrik Pontoppidans roman af samme navn. Det kan man læse i artiklen ”Dansk filmhistorie 2010-2019” på Det danske filminstituts hjemmeside (se kilder).

Den teknologiske udvikling på tech-området ændrede danskernes adfærd og kultur grundlæggende i løbet af 10’erne. Da streaming af musik og film blev lovligt i slutningen af 00’erne, tog streamingtendensen fart. Hurtigt vænnede danskerne sig til at streame alt fra musik, film, serier og radioprogrammer til computerspil og fik hermed adgang til utallige timers underholdning mod betaling af et abonnement, hvor man tidligere måtte en tur i Blockbuster for at leje film eller i musikforretningen for at købe en cd. Det massive forbrug af streamingtjenester krævede hurtigere internetforbindelse, og det sikrede overgangen fra 3G til 4G mobilnetværk og gigantiske datacentre, der lagrede al den data, der blev delt på internettet. En anden skelsættende udvikling var udbredelsen af Facebook, som i løbet af årtiet blev platform for stadigt flere sociale sammenhænge. Danskerne vænnede sig til at kommunikere via grupper og beskeder, mens dét at sende en invitation til en fødselsdag eller housewarming blev noget, mange gjorde via Facebook. Danskerne blev vant til at have adgang til nyheder, sociale medier, netbank og mails på deres smartphones døgnet rundt. I 2011 havde to ud af 10 danskere en smartphone; i 2018 gjaldt det ni uf af 10, kan man læse i artiklen ”Bye bye Blockbuster: Her er tre tech-trends, der forandrede dit liv i 2010’erne” (se kilder).

2010’ernes boligindretning var i forlængelse af 00’ernes tendenser inspireret af naturens farver og former. Særligt i starten af årtiet var den franske landstils romantiske udtryk med lyse antikke træmøbler, som gerne skallede i malingen og tilførte patina-afskalning i malingen, med til at skabe romantiske opholdssteder i bolig og have. Veloursofaer i lyse pastelfarver indtog stuerne ved siden af det industrielle design, for eksempel det praktiske garderobestativ i jern, som skabte et råt udtryk som kontrast til det mere romantiske.

     Synlige vandrør som ophæng var en anden populær tendens, ligesom kommoder af jern eller metal rykkede ind som solid kontrast til de fine tørrede siv og markblomster i buketter, såkaldt evighedsblomster, som blev populære, blandt andet fordi de blev lanceret som bæredygtigt alternativ til de friske buketter. Grønne stueplanter fyldte også godt, ligesom blomsterprint på alt fra puder til plakater var populært. Det kan man læse i artiklen ”Årtiets største boligtrends og hvad 2020 bringer” i pressemeddelelsen på mynewsdesk.dk (se kilder).

     I artiklen ”Danske møbeldesignere – et overblik og kig fremad” på boligjournalen.dk spås en ny guldalder for dansk møbeldesign. Blandt nye lovende danske møbeldesignere nævnes Hee Welling, som har designet stolen About a Chair, der er blevet et internationalt hit, Nanna Ditzel, der har designet Trinidad-stolen, og Jakob Wagner, der står bag bænken Mindcraft15 (se kilder).

De sociale medier blev et afgørende brændstof og redskab i de folkelige oprør mod regimerne i en række lande i Mellemøsten og Nordafrika, også kaldet Det Arabiske Forår. På Facebook og Twitter kaldte oprørerne til protest, og sociale medier var afgørende i koordineringen og spredningen af protesterne, samtidig med at de spredte oprørenes budskab ”folket vil styrte regimet” til internationale medier, som delte beretningerne om oprørernes krav om demokrati og frihed fra undertrykkelse. Det kan man læse i artiklen ”Medierevolutionen dokumenteret” på Information.dk (se kilder).

Udviklingen af teknologi har givet muligheder, frihed og medieplatforme, der har leveret brændstof til frisættende folkeoprør som Det Arabiske Forår. Men samtidig har almindelige borgere afgivet indflydelse og magt til techgiganter, for hvem det er ’big business’ at besidde de data, brugerne giver i pant for adgangen til tjenester som Facebook og andre medier. Samtidig kan samme platforme i hænderne på totalitære kræfter gøre stor skade med spredning af ekstreme budskaber og krænkelser, argumenterer historiker Bo Lidegaard i artiklen ”Bo Lidegaard: Festen er forbi. Det går ikke længere. Vi har nået et vendepunkt” på Altinget.dk (se kilder): ”Internettet er ikke et ubeskrevet blad, der lader os alle komme til orde på lige vilkår, men en højkommerciel forretning, hvor den vinder, hvis algoritmer mest effektivt kommercialiserer brugernes data”.