Aktiv dødshjælp

I Danmark skelner man mellem passiv og aktiv dødshjælp. Passiv dødshjælp (også kaldet palliativ sedering) er at fremskynde dødstidspunktet for en person, der allerede er døende, typisk med smertelindrende medicin. Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter livet for en person, hvis død ellers ikke er umiddelbart forestående (ud fra en overbevisning om, at det er den pågældendes ønske at dø). Passiv dødshjælp er lovligt i Danmark, når det udføres lægefagligt, men det er aktiv dødshjælp ikke. Det straffes som drab, men der er lavere strafferamme, hvis det kan bevises, at den afdøde selv havde bedt om hjælp til at dø. Der er otte lande i verden – og en række delstater i USA – hvor aktiv dødshjælp under forskellige betingelser er lovligt. Også i Danmark bliver det jævnligt debatteret, om aktiv dødshjælp skal være lovlig og i så fald under hvilke omstændigheder og for hvem. Debatten opstår ofte i forbindelse med retssager mod personer, der har ydet aktiv dødshjælp, ligesom der findes interesseorganisationer, som argumenterer for liberalisering af lovgivningen. I sommeren 2023 erklærede statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp og mener, at det er noget, Folketinget bør overveje at lovliggøre. Etisk Råd, læge- og sundhedsfaglige organisationer samt handikaporganisationer fraråder det. Tilhængerne argumenterer typisk med individets selvbestemmelse og retten til en værdig død. Modstanderne argumenterer omvendt for retten til et værdigt liv. De advarer mod en glidebane, hvor et tilbud om ”assisteret død” (som det kaldes i flere lande) kommer til at træde i stedet for sociale og sundhedsfaglige tilbud, der kan forbedre betingelserne for et meningsfuldt liv, også for mennesker med svære fysiske og psykiske lidelser. I efteråret 2023 nedsatte regeringen et udvalg, der skal ”starte en samtale med danskerne” om ”en mere værdig død” – men der stod ikke noget om, at det nødvendigvis skulle indbefatte aktiv dødshjælp. I foråret 2024 forlod to medlemmer udvalget, fordi de mente, at der lå forventning om, at udvalgets opgave reelt var at komme med modeller for indførelse af aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er en handling, der afslutter et andet menneskes liv. Forskellen mellem drab og aktiv dødshjælp ligger i kontekst, motiv og handling. Konteksten for aktiv dødshjælp vil være, at den, hvis liv afsluttes, i en eller anden forstand selv har bedt om hjælp til at dø. Motivet vil være at opfylde denne persons ønske. Handlingen vil typisk have medicinsk karakter.

     Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der kommer af det græske ’eu’ (der betyder ’god’) og ’thanasos’ (der betyder ’død’). Juridisk skelner man mellem aktiv og passiv dødshjælp:

• Aktiv dødshjælp: At fremkalde døden hos et menneske, der ikke er døende 
• Passiv dødshjælp: At fremskynde tidspunktet for døden hos et menneske, der allerede er døende

     I Danmark er passiv dødshjælp lovlig under visse omstændigheder. Aktiv dødshjælp er derimod ikke lovlig og straffes som drab. Straffen er dog typisk mildere, hvis motivet er lindring af offerets lidelser, hvilket betegnes som medlidenhedsdrab. Ifølge lex.dk

  skelnes der mellem tre former for medlidenhedsdrab:

• Sker det efter den pågældendes frivillige og utvetydige anmodning, er der tale om drab efter begæring. 
• Sker det uden den pågældendes samtykke eller mod dennes vilje, foreligger der ufrivillig eutanasi. 
• Er den dræbte fx på grund af svækket mental tilstand ude af stand til at tage stilling, foreligger der ikke-frivillig eutanasi.

     Efter Straffelovens § 239 er strafferammen lavere for drab efter begæring end ved forsætligt manddrab. Der er ikke lavere strafferamme for ufrivillig og ikke-frivillig eutanasi, men det kan indgå som formildende omstændighed i strafudmålingen. 

     Dertil findes begrebet assisteret selvmord. Det bruges, når den pågældende udtrykkeligt har erklæret at ville have hjælp til at dø og selv foretager den afgørende handling (fx indtagelse af medikamenter), men får hjælp til omstændighederne og fx fremskaffelse af de midler, der skal bruges til handlingen.

     Det siger sig selv, at der er adskillige gråzoner mellem de forskellige begreber, og at det ikke altid vil være let at afgøre hverken kontekst, motiver eller grad af medvirken eller frivillighed fra den dræbte.

”Det handler om værdighed i den sidste tid i livet.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun under Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023 erklærede sig tilhænger af aktiv dødshjælp og foreslog at Folketinget (igen) skal diskutere, om aktiv dødshjælp skal legaliseres

. Kort efter nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død

, hvor der i udvalgets opgavebeskrivelse – kaldet et kommissorium – bl.a. står, at udvalget skal:    ”starte en samtale med danskerne om en mere værdig død med henblik på, at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død i forlængelse af den tradition, som vi i Danmark har for pleje og behandling af palliative patienter” og at det handler om ”værdighed i livets sidste fase”.    Men der ligger ikke i kommissoriet nogen afgrænsning af, hvem målgruppen kan være. I nogle lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, er målgruppen også mennesker med ”ubærlig lidelse”

. Det kan være fysiske handikap eller psykiske lidelser, som ikke i sig selv er livstruende, men hvor livet – særligt uden tilstrækkelig hjælp og støtte – kan være så vanskeligt, at der kan opstå ønske om at afslutte det.    I Canada er lovgivningen om assisteret død gradvist blevet liberaliseret de senere år. I foråret 2024 blev målgruppen udvidet til personer, der har psykiske lidelser og ikke andre sygdomme. Antallet af assisterede dødsfald er steget voldsomt siden liberaliseringen af loven, og med 30 procent alene mellem 2021 og 2022, hvilket har givet anledning til debat i Canada

.

Under den gældende lovgivning er det i Danmark aldrig lovligt at udføre aktiv dødshjælp. Ifølge en oversigt på DR

  er der 11 lande i verden, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, de seks af dem i Europa: Schweiz, Holland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Spanien. Derudover er det lovligt i Colombia, Canada, New Zealand, Australien og i 11 stater i USA.    Rammer og kriterier er imidlertid forskellige i de forskellige lande. Fx er der lande, hvor det kræver aktiv medvirken fra den pågældende, og altså falder under det, der i Danmark ville kaldes assisteret selvmord. Der er også forskellige aldersgrænser for, hvem der kan få aktiv dødshjælp. Ligesom der er forskel på, om det kun tilbydes til personer med en dødelig sygdom eller i princippet til enhver, der udtrykker ønske om det.    Der er også lande – fx Holland – hvor personer, der ikke længere er ved deres fulde beslutningskraft, kan få aktiv dødshjælp, hvis de på et tidligere tidspunkt har underskrevet et såkaldt ”fremtidsønske”. Det er især personer, der bliver ramt af demens, som vælger at underskrive sådan et fremtidsønske.

De fleste meningsmålinger angående aktiv dødshjælp spørger til principielle holdninger om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være lovlig. Ikke til, om folk selv ønsker at få aktiv dødshjælp. Det er vanskeligt at finde pålidelige tal for hvor mange, der har et ønske om selv at benytte sig af aktiv dødshjælp eller assisteret død, hvis det var lovligt i det land, de bor i. Mange af de tal, der er i omløb, stammer fra organisationer, der lobbyer for legalisering, og som dermed har interesse i at få opbakningen til at virke omfattende. Der er imidlertid forsket i, hvad motiverne er for at bede om aktiv dødshjælp, i de lande, hvor det er lovligt

. For omkring hver tredje handler det om fysiske smerter. Men de mest almindelige motiver er begrænset handlefrihed, forringet livskvalitet og værdighedstab. En stor andel lider af uhelbredelig kræft eller forskellige former for sklerose. Studiet viser imidlertid ikke noget om, hvilke alternativer, de borgere, som oplever begrænset handlefrihed, sænket livskvalitet og værdighedstab på grund af deres helbredstilstand, er blevet stillet i udsigt. Altså i hvilken kontekst, de har truffet deres valg om at bede om aktiv dødshjælp. I staten Oregon har det siden 1997 været muligt for personer med terminal sygdom at få medicinsk hjælp til selvmord. De to mest udbredte begrundelser for at benytte sig af tilbuddet

  er, at patienterne oplever sig ”mindre i stand til at deltage i aktiviteter som giver livskvalitet” og oplever et ”tab af selvbestemmelse”. Det angiver næsten 90 procent. 60 procent oplever ”tab af værdighed” og næsten halvdelen føler sig som en byrde for pårørende eller omsorgspersoner.

I efteråret 2023 gennemførte Epinion en meningsmåling for DR

, hvor spørgsmålet var:    ”Det er i dag forbudt at yde aktiv dødshjælp. Det diskuteres politisk om aktiv dødshjælp skal være tilladt eller forbudt i Danmark. Mener du, at aktiv dødshjælp skal tillades i Danmark?”    Her svarede 72 procent ja, mens 10 procent svarede nej, og 18 procent ikke havde taget stilling. Den slags meningsmålinger bruger fortalerne naturligvis til deres fordel.    Spørgsmålet er dog, om emnet overhovedet egner sig til en meningsmåling. Det mener psykolog Anne Knudsen og læge Søren Valgreen Knudsen ikke, at det gør

:    ”Undersøgelserne giver et rimelig retvisende billede, hvis danskerne bliver spurgt om noget konkret som: Hvilket parti vil du stemme på ved det kommende folketingsvalg? (…) Meningsmålinger, hvor der skal svares på, om der skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark, har imidlertid en anden karakter (…) Den helt store forskel ligger i, at det er meget forskelligt, hvad folk forbinder med aktiv dødshjælp, og at det stort set er umuligt i en meningsmåling at give information, som ikke på en eller anden måde påvirker de adspurgte.”   De argumenterer desuden for, er det er komplet uklart, på hvilken baggrund folk svarer ja, nej eller ved ikke. Hvad forestiller folk sig, at aktiv dødshjælp betyder? Aktiv dødshjælp til hvem, hvordan, hvornår, hvorfor? Og hvad ved folk, om fx de muligheder for palliativ indsats, der allerede findes?

Der er helt overordnet to grupper, som aktiv dødshjælp kan være relevant for: Dem, som har udsigt til en ”forfærdelig død”, f.eks. på grund af den måde, en terminal sygdom udvikler sig. Og dem, der har udsigt til et ”forfærdeligt liv”, på grund af enten fysiske handikap, sygdom eller psykiske lidelser. De lægefaglige vurderinger peger på, at meget få vil have udsigt til en ”forfærdelig død” med den rette palliative indsats. Altså lindrende pleje og omsorg af patienter, der allerede er døende, herunder f.eks. smertebehandling, der kan fremskynde dødstidspunktet. Det er også inden for den gældende lovgivning muligt at afvise livsforlængende behandling.    Det efterlader gruppe to som relevant for en legalisering eller afkriminalisering af aktiv dødshjælp.    Etisk Råd kom i efteråret 2023 med en udtalelse om aktiv dødshjælp

, hvor de påpeger en udfordring ved at tilbyde adgang til dødshjælp til personer med f.eks. svære fysiske handicap, kroniske smertetilstande, eksistentielle udfordringer, invaliderende psykisk sygdom: Hvordan afgrænser man, hvem målgruppen omfatter? Og hvilken betydning får adgangen til dødshjælp for den del af målgruppen, der ikke ønsker dødshjælp, ”men som er i risiko for at få deres liv bedømt som forfærdelige liv, ud fra et gruppetilhørsforhold”?

Et flertal i Etisk Råd

  argumenterer imod legalisering af aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det vil medføre ”uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet.”   Janus Tarp er formand for Ulykkespatientforeningen og Polioforeningen, og har selv efter en ulykke som barn været lam fra nakken og ned. Han mener, at det vil ændre samfundet radikalt at indføre aktiv dødshjælp.    ”Aktiv dødshjælp betyder, at nogen kommer til at sætte regler op for, hvilke menneskeliv der er værd at leve, og hvilke der ikke er. Med tid vil det ende med, at grænsen bliver udvidet. Det ser man i Holland og i Canada. Man ender med livsanskuelser, som jeg i den grad frygter,” sagde Janus Tarp til DR

  efter, at statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2023 havde genåbnet debatten

. Han har selv i perioder af sit liv efter ulykken ønsket at dø, men fortæller, at han med den rette støtte fra sine omgivelser fik livslysten tilbage. Han anerkender, at der findes mennesker, som ønsker at få hjælp til at afslutte livet, men mener, at konsekvenserne for samfundet vil være for omfattende.

I Etisk Råds udtalelse om aktiv dødshjælp

, skriver de bl.a. at det vil være ”umuligt at afgøre med tilstrækkelig sikkerhed, hvornår et ønske om dødshjælp har den fornødne dybde og vedholdenhed”. De henviser til, at selv terminale patienter, der har udtrykt ønske om hjælp til at dø, kan skifte mening, ”når den rette hjælp i form af palliativ behandling bliver givet”. De henviser også til, at de fleste mennesker, som lider af svære fysiske eller psykiske sygdomme, kan opleve at ændre opfattelse af, hvad der er et værdigt liv. Dels fordi en ny situation kræver tilvænning, dels fordi ens oplevelse af livets kvalitet er meget afhængig af, hvilken støtte, man får fra sine omgivelser. Problemet er ifølge bl.a. Etisk Råd – og mange andre, der forholder sig kritisk til indførelse af aktiv dødshjælp – at det vil være umuligt at tilbyde aktiv dødshjælp til de få, der måtte ønske det, uden at andre i samme patientgruppe vil blive påvirket af det. De påpeger også, at hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil det typisk være op til en læge- eller sundhedsfaglig person at vurdere, om behovet og ønsket er tilstrækkeligt til stede, og det er et urimeligt ansvar at lægge på den enkelte sundhedsperson.    At aktiv dødshjælp ikke er lovlig i Danmark, har imidlertid også konsekvenser for den enkelte. Et medlem af Etisk Råd påpeger f.eks., at den gældende retstilstand kan stille f.eks. pårørende i meget vanskelige situationer. De må enten afvise at hjælpe med opfylde et afgørende ønske hos en, der står dem nær, eller de kan føle sig forpligtede til at assistere med at afslutte den pågældendes liv og dermed - afhængig af omstændighederne - risikere en kortere eller længere fængselsstraf. Derudover kan personer, der selv kan gennemføre et selvmord, men ikke har de rette lægefaglige forudsætninger, risikere at forværre deres situation ved et mislykket selvmordsforsøg. Samtidig vil omstændighederne ved et selvmord eller selvmordsforsøg, som man er overladt til selv at gennemføre, ofte vil være ”stærkt belastende for både dem selv, deres pårørende og øvrige omgivelser”.

Etisk Råd skriver i deres udtalelse

, at uanset om man vælger at legalisere, afkriminalisere eller lovliggøre aktiv dødshjælp, så kan spørgsmålet ikke behandles uafhængigt af mulighederne for ”at modtage den rette livshjælp”:    ”Rådet ønsker at fremhæve, at der fortsat kan gøres meget mere for at sikre den rette hjælp til personer med særlige behov i form af psykisk sygdom, funktionsnedsættelser, ensomme liv og vanskelige levevilkår i det hele taget.”

Fagforeningen FOA, der bl.a. organiserer SOSU’er, har udtalt sig skarpt imod aktiv dødshjælp. De er især bekymrede for, at et tilbud om aktiv dødshjælp vil komme til at understøtte en udvikling, hvor der sættes for få ressourcer af til pleje og omsorg til mennesker, der har brug for det. Med andre ord: At livet for ældre, syge og mennesker med handikap bliver gjort så uudholdeligt, at flere vil ønske hjælp til at afslutte det ”før tid”. Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, skrev i efteråret 2023

  bl.a.:   ”De ældre har betalt et helt arbejdsliv til et veletableret velfærdssamfund. Jeg bliver helt dårlig ved den horrible tanke, at de så i stedet for hjælp til tilværelsens sidste år skulle kunne få en billet til en sidste rejse. (…) Vi må og skal fortsat arbejde for at sikre ressourcer til ældreområdet, så ingen ældre nogensinde skal føle sig til besvær.”

Der har i de seneste år været stor debat om det, der kaldes ”det specialiserede socialområde”, der omfatter børn, unge og voksne, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bl.a. handikap- og patientorganisationer samt faglige organisationer på området har rejst kritik af, at området er underfinansieret.    Den 22. maj 2024 indkaldte flere end 50 organisationer til demonstration på Christiansborg Slotsplads under parolen ”Undskyld vi er her!” for at gøre opmærksom på problemerne. En af organisationerne var LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger – som skrev på deres hjemmeside om baggrunden for demonstrationen

:   ”Vi står lige nu i en situation, hvor rigtig mange mennesker med handicap i Danmark ikke får den hjælp de har brug for eller ret til. Og alligevel er det de færreste der er klar over, hvor slemt det faktisk står til. I stedet for at løse de store problemer på tværs af vores velfærdssamfund, hører vi politikere udtale, at det specialiserede socialområde er en byrde for resten af samfundet. Og mennesker med behov for hjælp betegnes som et udgiftspres.”   Mange af de organisationer, der indkaldte til demonstrationen, har gjort opmærksom på, at debatten om aktiv dødshjælp hænger uløseligt sammen med debatten om velfærdssamfundets ansvar for de mennesker, der har behov for særlig støtte – og at det er uhyggeligt at foreslå lovliggørelse af aktiv dødshjælp i en tid, hvor hjælpen til at leve sit liv, bliver skåret ned på.   Sarah Glerup, der er handikapaktivist med muskelsvind, sagde til Ekstra-Bladet

  sådan her om aktiv dødshjælp: ”Det er ikke lykkedes et eneste sted at lave en model, der samtidigt beskytter sårbare borgere med eksempelvis handicap.” Sarah Glerup henviste til, at det de seneste to årtier er blevet sværere at få hjælp til et mere selvstændigt liv som handicappet og uddybede:    ”Så kan man sige, at hvis de ender med at sige 'jeg vil gerne dø', er det så virkelig et frit valg, hvis der ikke er noget alternativ? Hvis vi havde et perfekt system, hvor alle kunne få den hjælp, de havde brug for til et værdigt og selvstændigt liv, kunne vi godt snakke om aktiv dødshjælp, men i den kontekst, vi er i lige nu, er folk faktisk enormt pressede.”

Selvom Lægeforeningen er modstander af aktiv dødshjælp, findes der også gruppen Læger for aktiv dødshjælp. Deres argumenter er ifølge deres hjemmeside

: 

1. medfølelse 
2. hensyn til selvbestemmelsesretten idet både selvbestemmelse og selvmord er menneskerettigheder 
3. fordi vi ønsker at reducere menneskelig lidelse 
4. ud fra en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre ud af udsigtsløse lidelser når de selv beder om det 
5. fordi vi mener det bør være en menneskeret at få aktiv dødshjælp ved uhelbredelige og svære lidelser 
6. kun kyniske eller religiøse samfund ignorerer en sådan bøn fra sine allersvageste medlemmer.

     Gruppen mener, at modstandernes bekymring for, at svage grupper i samfundet vil føle sig presset til at bede om aktiv dødshjælp, hvis det bliver lovliggjort, er en konspirationsteori. De mener også, at modstanderne primært er kristne ”fanatikere”. Det er ikke nemt at finde ud af, hvem der er med i Læger for Aktiv Dødshjælp. Den eneste kendte person i gruppen er Svend Lings, der er dømt for ulovlig at have udskrevet medicin til selvmord og for at udgive manualer til selvmord (se boks).    Professor i etik, Thomas Søbirk Petersen, der er med i Udvalget for en mere værdig død, er også fortaler for aktiv dødshjælp. I en kommentar på Videnskab.dk

  skriver han bl.a.:    ”udfordringen ved kun at acceptere passiv dødshjælp, er, at vi i nogle situationer hermed kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerte sammenlignet med en situation, hvor aktiv dødshjælp er lovligt. (…) En anden fordel ved aktiv dødshjælp er, at vi hermed lader folk bestemme over deres eget liv.”   Thomas Søbirk Petersen mener dog, at aktiv dødshjælp kun skal være ”en nødløsning for individer, der ligger på dødslejet med kort tid igen, og som lider intenst og ønsker at dø en værdig død.” Det er en langt mere afgrænset målgruppe end mange andre fortalere – heriblandt Læger for Aktiv Dødshjælp – ønsker, og langt mere afgrænset end i modellerne i bl.a. Canada og Holland.

Fra et lægefagligt synspunkt argumenteres der med, at ”aktiv dødshjælp er en glidebane i modstrid med lægens rolle og kan skabe tvivl hos patienterne”, som formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke ser det

. Fra det perspektiv bør man hellere arbejde med at forbedre og yderligere specialisere den palliative behandling af patienter med terminal sygdom.   Modstanderne mod aktiv dødshjælp argumenterer også for, at ”retten til en værdig død” – som er tilhængernes argument – ikke kan skilles fra retten til et værdigt liv. Hvis aktiv dødshjælp bliver en lovlig mulighed, som samfundet kan tilbyde til mennesker, der af fysiske eller psykiske årsager er ulykkelige, vil det puste til en udvikling, der allerede er i gang: Hvor adgang til fysiske hjælpemidler, til menneskelig omsorg, til behandling mm. bliver stadigt mere snæver. Det har bl.a. fået handikaporganisationer på barrikaderne i debatten. Kommuner har i årevis skåret ned på bl.a. antallet af handikaphjælpertimer og bevilling af redskaber som kørestole og lifte, på tildeling af fleksjob og førtidspension eller tabt arbejdsfortjeneste til pasning af pårørende i hjemmet. Det har gjort manges liv – både folk med handikap og pårørende til folk med handikap – vanskeligere og mere isoleret. I stedet for at fokusere på, hvordan alle menneskers liv kan blive mere levebare, kommer der så et forslag om at legalisere aktiv dødshjælp. Det opleves af mange med handikap eller andre udfordringer som endnu et angreb på deres ret til et værdigt liv og som en decideret eksistentiel trussel.    Det forklarer handikapaktivist Sarah Glerup i en video, som Muskelsvindfonden valgte at dele på deres facebookside, da organisationen selv tog stilling i spørgsmålet, nemlig entydig modstand mod legalisering af aktiv dødshjælp.

I oktober 2023 nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død med ti medlemmer. Fem af dem kommer fra en baggrund i sundhedsfagligt arbejde, to er forskere (sundhedsret og moralfilosofi), en er præst, en er journalist og en er jurist samt formand for to patientorganisationer. Udvalget blev nedsat i forlængelse af den debat om lovliggørelse af aktiv dødshjælp, som statsminister Mette Frederiksen åbnede på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023. Det stod imidlertid ikke i kommissoriet – altså udvalgets opgavebeskrivelse – at de specifikt skulle beskæftige sig med aktiv dødshjælp. I stedet var det beskrevet mere abstrakt som en samtale om en ”mere værdig død”.    I foråret 2024 var der imidlertid to medlemmer af udvalget – Emma Helledie, Afdelingslæge og næstformand i Dansk Selskab for Palliativ Medicin, og Jesper Grud Rasmussen, Klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice – der trak sig i protest med et åbent brev

. De skrev, at de havde stillet sig til rådighed for en åben samtale om en mere værdig død, sådan som det var beskrevet i kommissoriet, men at virkeligheden havde været en anden:   ”Vores oplevelse er, at udvalget fra starten har haft et ufravigeligt fokus på at skabe konkrete modeller for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ikke med fokus på, om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord overhovedet skal ind i sundhedsvæsenet med de konsekvenser, det vil have. Men derimod et fokus på, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan implementeres i Danmark. (…) Det er ikke den opgave, vi takkede ja til at påtage os.”   Udvalgets rapport forventes leveret i slutningen af 2024, men udvalgets foreløbige arbejde skal også diskuteres på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2024.    I Folketinget var der i efteråret 2023, hvor TV gennemførte en undersøgelse

, kun ét parti, der var for aktiv dødshjælp, nemlig Alternativet. Resten af partierne var enten imod eller uafklarede. Derfor havde de fleste partier valgt, at deres folketingsmedlemmer er fritstillede, når og hvis der skal stemmes om et konkret lovforslag.