Racehygiejne

Racehygiejne eller eugenik bygger på forestillingen om, at mennesket kan og bør forædles gennem genetiske og sociale tiltag. Til den idé hører ofte opfattelsen af, at mennesker kan inddeles i distinkte racer, at nogle er mere levedygtige og -værdige end andre, og at man ikke bør blande racer. Racehygiejne forbindes ofte med jødeudryddelser og nazisternes bestræbelser på at skaffe 'den ariske race' lebensraum, udfoldelsesrum. Men racehygiejne var udbredt i Vesten længe før Hitler kom til magten i Tyskland, og racehygiejniske ideer kan stadig findes inden for f.eks. social-, -uddannelses- og sundhedspolitik.

Racehygiejne, også kaldet eugenik, var og er et teorikompleks, en akademisk strømning, en bevægelse, og en række praktiserede politikker, som sigter mod at forbedre arvemassen i en given befolkning – enten gennem positiv udvælgelse, såsom at opmuntre bestemte personer til at reproducere sig, og/eller gennem negativ udvælgelse, f.eks. ved at forhindre bestemte personer i at reproducere sig.

Den britiske matematiker, geograf, statistiker, opdagelsesrejsende og genetiker Sir Francis Galton brugte i 1883 begrebet eugenik som en opsamling på tanker, han havde præsenteret godt femten år tidligere: Ved at arrangere ægteskaber mellem begavede mænd og velhavende kvinder kunne man skabe en forbedret race og imødegå den fare for degeneration, som mange af datidens samfundsdebattører så som en lurende fare.

     Eugenik beskriver en proces, hvorigennem ”bestanden” af mennesker kan ”forædles” – præcis som det var og er almindelig praksis at forædle dyrebestand og planter gennem f.eks. genmanipulation.

     ”Eugenik er den videnskab, som beskæftiger sig med alle de påvirkninger, som forbedrer en races medfødte kvaliteter; og med påvirkninger, som udvikler disse kvaliteter til højest muligt nytte,” skriver Sir Francis Galton i værket "Inquiry into the Human Faculty and it's Development" (se kilder), der i 1883 gav startskuddet til en akademisk bevægelse for National Eugenik med base på University of London. Galton udviklede ideerne yderligere i "Eugenics: its Definition, Scope, and Aims" i 1905 og i 1909 blev han slået til ridder. I dag omtales han som ”Victoriansk multigeni” på det danske Wikipedia.

Eugenik betyder sprogligt set ”af god byrd” og knytter sig lige så meget til forestillinger om klasse som om race. Racehygiejne som politisk-videnskabelig ideologi og praksis er ikke nødvendigvis men vil ofte være forbundet til forestillinger om, at:

     A) mennesker kan deles op i distinkte racer med dertil hørende egenskaber,

     B) at nogle racer er bedre egnede mere værdige til overlevelse end andre,

     C) at racer ikke bør blandes,

     D) at nogle racer er så skadelige, at de bør isoleres eller udryddes.

     Denne kobling mellem (et hierarkisk organiseret) racebegreb og racehygiejne/eugenik forbindes især med Nazitysklands bestræbelser på at skabe Det Tredje Rige befolket af en overlegen arisk race, men ideen om racehiearkier har været i omløb i årtusinder:

     ”Scholars have long pointed out the role of Greek philosopher Aristotle in providing the foundation for the way in which race and hiearchy have been viewed through time. It was Aristotle who first arranged all animals into a single, grade scale that placed humans at the top as the most perfect iteration (…) It was a small step (…) to apply the hierarchical order to human beings” – ifølge bogen "Eugenics and Education in America. Institutionalized Racism and the Implications of History, Ideology, and Memory" (se kilder).

I Storbritannien udvikledes i slutningen af 1800-tallet socialdarwinismen, en teori om ”naturlig selektion” af personer, grupper eller racer – at individuelle og kollektive livsforløb styres af, at de bedst egnede klarer sig bedst. Blandt frontfigurerne var den britiske filosof og sociolog Herbert Spencer, den engelske skribent og økonom Walter Bagehot og den amerikanske sociolog William Graham Sumner (1840-1910). Socialdarwinismen trækker på ideer fra naturvidenskabsmanden og evolutionsteoretikeren Charles Darwin, men er ikke identisk med darwinismen. I socialdarwinisme opfattes samfund som organiske enheder, der udvikles fra primitive former til stadig mere komplekse stadier med stigende grad af specialisering og arbejdsdeling. ”Survival of the fittest”, et udtryk der ofte forbindes med Darwin, er fra Herbert Spencer i 1864. Socialdarwinismen blev en af inspirationskilderne for racehygiejne og eugenik. Fra Første Verdenskrig begyndte teorien at miste indflydelse og blev for alvor miskrediteret med nazisternes måde at omsætte den type ideer på.

I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede fik racehygiejniske teorier vind i sejlene på store, anerkendte forskningsinstitutioner og blandt politiske og administrative magthavere i Vesten.

     I USA stod racehygiejniske ideer stærkt i starten af det 20. århundrede blandt såvel forskere som politikere og erhvervsledere, og lå blandt andet til grund for lovgivning, der skulle begrænse tilvandringen af jøder og af folk fra Asien, Mellemøsten, Syd- og Østeuropa. En række Immigration Acts i 1910'erne og 1920'erne sigtede mod at opretholde en ”homogen amerikansk befolkning” med forbillede i en ”nordisk race”. Overalt i Nordamerika bestræbte lovgiverne sig i øvrigt på at begrænse jøder, sorte, native americans, 'white trash', seksuelle afvigere, handicappede, kriminelle, psykisk syges og andre 'ikke-egnedes' adgang til reproduktion og deltagelse i det offentlige liv.

     Racehygiejniske ideer spillede også en central rolle under opkomsten af de nordiske velfærdsstater; både inden for medicin, psykiatri og kriminologi og inden for især socialpolitikken i de første årtier af det 20. århundrede.

De første og mest synlige politisk-videnskabelige tiltag, der trækker på racehygiejne, er: Sterilisations- og kastrationslove, der sigter mod at forhindre bestemte personer eller befolkningsgrupper i at reproducere sig. Det racehygiejniske redskab har især været brugt i de nordiske lande, i Tyskland og i USA. I dansk sammenhæng har tvangssterilisation f.eks. været anvendt på, hvad man gennem tiden har kaldt åndssvage og seksuelle afvigere. Et andet racehygiejnisk politisk redskab er intelligenstests, der sigter mod at identificere og selektere mellem særligt begavede og mindre begavede, og i nogle varianter opererer med intelligens som noget arveligt, bundet til race. Journalistikprofessor Nicholas Lemann beskrev 1910'erne og 1920'ernes skoletests i USA som ”det puritanske begær efter at forbedre menneskets tilstand gennem system og orden” – ifølge værket "The Big Test: The Secret History of the American Meritocracy" (se kilder).

     Også inden for f.eks. kriminologi og social- og sundhedsforskning findes strømninger, som argumenterer for, at nogle mennesker er mere disponerede for forbrydelser og sociale dårligdomme end andre.

     En særlig variant i dette krydsfelt er frenologi, som blev præsenteret af den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall i slutningen af 1700-tallet. I frenologien hævdes en sammenhæng mellem psykiske/sjælelige egenskaber og fysisk ydre. I Danmark var bl.a. filosoffen F.C. Sibbern fortaler for Galls lære, som han behandlede i "Om Forholdet imellem Sjæl og Legeme" (1849). Disse teorier blev samlet op i slutningen af det 19. århundrede, af bl.a. den italienske kriminolog og læge Cesare Lombroso, der opstillede prototyper på forskellige 'psykisk og seksuelt afvigende' forbrydere ud fra bl.a. kraniets form, ideer som i forskellige udgaver på vandt bred tilslutning langt op i det 20. århundrede.

     Alle disse politisk-videnskabelige tiltag og diskussioner kan genfindes i delvis nye antræk i nutidens samfund, selvom de færreste i dag vil sige, at de går ind for racehygiejne eller abonnerer på eugenik.

     F.eks. forsker man nu i, om kriminalitet (såsom vold) eller sociale problemer (såsom alkoholisme) kan forklares med og identificeres i generne, ligesom man praktiserer negativ selektion f.eks. i form af rådgivning og målrettede aborter ifm. risiko for kromosomfejl eller alvorlige arvelige sygdomme.

     I Danmark blev Den Antropologiske Komité dannet i 1905 af blandt andre politilægen Søren Hansen, plantefysiologen og genetikeren Wilhelm Johannsen, statistikeren Harald Westergaard og psykiateren August Wimmer. De var optaget af at udvikle teknikker til at begrænse fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige.

Mellemkrigstiden var i Danmark som i resten af Vesten racehygiejnens guldalder. Fra højre til venstre øjnedes der en mere storslået fremtid ved hjælp af eugenikkens forædlende, og ikke mindst udskillende, metoder. I 1925 udkom Adolf Hitlers "Min kamp", hvor den kommende diktator i kaptitel 11 skriver om folk og race (se kilder):

     "Den stærkeste skal herske og ikke smelte sammen med den svage, så at den derved ofrer sin egen storhed. Kun den fødte svækling opfatter dette som grusomhed, thi han er jo også kun et svagt og indskrænket menneske; men hvis denne lov ikke herskede, ville enhver forbedring af alle organiske levende væsner være utænkelig. [...] Kampen for det daglige brød får alle de svage og sygelige samt de mindre beslutsomme til at bukke under, mens hannernes kamp om hunnen kun giver den sundeste forplantningsretten eller muligheden derfor. Kampen er altid et middel til at fremme artens sundhed og modstandskraft, altså en årsag til dens udvikling til det bedre."

     Men at racehygiejne skulle være afgrænset til højreradikale eller nazistiske kredse er en historisk fejlslutning, som nyere forskning for længst har manet i jorden. Et af hovedværkerne i dansk sammenhæng er Lene Kochs afhandling "Racehygiejne i Danmark 1920-56", der udkom som bog på Informations Forlag i 2010.

     For eksempel skrev den kulturradikale læge og seksualoplyser J. H. Leunbach i værket "Racehygiejne, arvelighed og Udvikling – Om bestræbelserne for at forbedre menneskets arveanlæg" i 1925: ”Trods alt – det er maaske en slags galskab – bevarer jeg mit lyse haab om, at socialismen og racehygiejnen ved intimt samarbejde vil være i stand til at redde den hvide race fra undergang!”.

     Det var også i mellemkrigstiden, at især socialdemokrater i de nordiske lande arbejdede systematisk med racehygiejniske ideer i socialpolitikken. Den skandinaviske eugenik blev begrundet som en del af planen for en velfærdsstat.

     Den danske socialdemokrat K.K. Steincke argumenterede i 1920 i "Fremtidens Forsørgelsesvæsen" (se kilder) for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. I kapitel 22 skriver Steincke:

     "Ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse, og skal om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i én henseende må samfundet være på sin post. Med hensyn til forplantningen [...] Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have lov til at glæde sig ved tilværelsen, så vidt han og hans medmenneskers velfærd tillader det, men en ret skal han miste - en mulighed skal ham berøves, nemlig at overføre sine mangler til sine efterkommere og på den måde at forevige og mangedoble ulykken. [...]

     Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrustede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden [...] de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisationer til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisation indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Middelstanden, medens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere. [...]

     Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind paa en systematisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige tilstræbe en Forædling af Racen, den saakaldte Eugenik, i Tyskland og Norden særlig benævnet Racehygieine eller Raceforbedring.

     I Virkeligheden er Tanken om Raceforbedring meget nærliggende! Enhver Dyreopdrætter, enhver Gartner, ja selv den læge Landbruger gaar jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt Afkom eller en normal Afgrøde, naar han skyder de slette Eksemplarer af Racen ud og kun til Avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige Egenskaber udrustede Individer."

     Men Steincke tog i "Fremtidens Forsørgelsesvæsen" samtidig afstand fra det, han kaldte “de rene Stutterisynspunkter” og “Hellere-død-Retningen” inden for eugenikken “paa Grund af dens ensidige Ønske om Udryddelse af alle 'svage' Individer og Begunstigelse af de Stærke. Den hviler i saa Henseende paa en fejlagtig og forældet, altfor darwinistisk, Opfattelse af Arvelighedsproblemet og tilsidesætter netop de berettigede hensyn til Samfundslivet, som den sociale Lovgivning søger at fremme”.

Mellem 1929-38 blev en række racehygiejniske love vedtaget:

• sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935) 
• lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) 
• ægteskabslovgivning (1938).

     Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier med undtagelse af enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster. 'Åndssvage' blev betragtet som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene – ifølge Den Store Danske (se kilder).

     Tvangsterilisation var ét redskab blandt mange – racehygiejnisk politik kan omfatte “alt fra rådgivning over ægteskabsforbud, internering, abort, sterilisering og kastration til regulært drab på såkaldte mindreværdige”, skriver historikeren Jes Fabricius Møller i afhandlingen "Biologismer – naturvidenskab og politik ca. 1850-1930" (se kilder) og fortsætter:

     ”Den såkaldte positive eugenik, der forsøgte at fremme ægteskab og børneavl mellem de 'bedst egnede' fik aldrig nogen praktisk betydning. Fælles for de skandinaviske lande er forbindelsen til tidens generelle frygt for degeneration i kombination med en frygt for overbelastning af fremtidens forsorgsbudgetter. Man frygtede især, at antallet af åndssvage skulle forøges, hvis deres utæmmede seksualdrift fik frit spillerum. Begrebet åndssvag omfattede en høj grad af moralisering, således at umoralsk adfærd – typisk seksuel løssluppenhed, vagabondering, alkoholisme, tyvagtighed o.l. – bidrog til diagnosen åndssvag og dermed til en begrundelse for sterilisering”.

I 1922 åbnede verdens første institut for racehygiejne i Sverige: Statens institut för rasbiologi i Uppsala. Det var finansieret af den svenske stat (og enstemmigt vedtaget i 1921), men administrativt selvstændigt, og havde til opgave at bedrive "vetenskaplig forskning på rasbiologiens område med särskild hänsyn till svenska folket och till förhållandena inom Sverige". I denne variant opereredes eksplicit med en forestilling om forskellige racer med forskellige egenskaber, som knyttede sig til såvel gener som miljøpåvirkning, traditioner og kultur. Inden for svensk racebiologi på dette tidspunkt skelnedes der mellem fire overordnede racer: europider, mongolider, negrider och austromelanesier, med underkategorier som 'den nordiske race'.

     Sverige havde, som Danmark, haft fortalere for racehygiejne og racebiologi siden starten af det 20. århundrede, blandt andet repræsenteret ved Svenska sällskapet för rashygien oprettet i 1909. Ligesom i Danmark var det med politisk enighed fra Socialdemokraterne til Højre, at f.eks. Instituttet for rasbiologi blev oprettet.

     I 1958 ændrede instituttet navn til Institutionen for medicinsk genetik og blev lagt inder under Uppsala Universitet. Siden er genetikforskningen fortsat under forskellige forgreninger, mens begrebet racebiologi ikke længere er akademisk legitimt.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde elementer fra eugenik/racehygiejne i årtier været en dominerende kraft i snart sagt enhver ”moderne” politisk, videnskabelig og social bevægelse. Den nazistiske bevægelse med den tyske rigskansler og siden diktator Adolf Hitler i spidsen brugte racehygiejniske ideer og politikker og eugenik som videnskabelig metode til at begrunde og udføre projektet om Det Tredje Rige befolket af en overlegen 'arisk race'. Der blev skruet op for politikker, som allerede havde været praktiseret i årtier – også i Danmark – såsom tvangssterilisation, mens andre praksisser blev sat i system, såsom registrering af arvelige sygdomme. Dertil blev der gradvist iværksat flere og mere radikale tiltag.

     Begrebet eutanasi, barmhjertighedsdrab, blev brugt om drab på op mod 300.000 ”uværdige” mennesker rundt omkring på de tyske institutioner og hospitaler i løbet af 1930'erne. Mange af de teknologier, som Nazityskland iværksatte fra 1933 var importeret fra Californien, hvor eugenikken stod stærkt som videnskab – ifølge "Eugenics and the Humane Genome Project: Is the Past Prologue?" (se kilder). En californisk eugeniker berettede – ifølge bogen "War against the Weak: Eugenics and America's Campaign to Create a Master Race" (se kilder) – for sin kollega efter en studietur til Tyskland i 1934:

     ”You will be interested to know that your work has played a powerful part in shaping the opinions of the group of intellectuals who are behind Hitler in this epoch-making program. Everywhere I sensed that their opinions have been tremendously stimulated by American thought . . . I want you, my dear friend, to carry this thought with you for the rest of your life, that you have really jolted into action a great government of 60 million people.”  Den amerikanske Rockefeller Foundation finansierede udviklingen af mange tyske eugenik-programmer, blandt andre dem 'Dødens Engel', den tyske SS-officer og læge Josef Mengele, var involveret i, før han startede sine udryddelses- og forskningsvirksomhed i kz-lejren Auschwitz-Birkenau. Her stod han for udvælgelsen af fanger: Hvem der umiddelbart skulle overleve, hvem der skulle dræbes øjeblikkeligt. Derudover frasorterede han alle tvillinger, som han udførte forsøg på for at finde nøglen til menneskets arveanlæg, som skulle sætte Tyskland i stand til at rendyrke og reproducere den ariske race.  Den massedrabsmetode, som er mest kendt i forbindelse med Nazitysklands udryddelsesprogrammer rettet mod jøder, sigøjnere, samt seksuelle og psykiske afvigere og politiske modstandere – gaskammeret – blev ifølge "The Nazi Doctors: Medical Killing and the Psychology of Genocide" angiveligt udviklet på sindssygehospitalet Hadamar Klinikken i 1930'erne (se kilder).

Efter nazisternes masseudryddelser, var eugenik og racehygiejne blevet stærkt miskrediteret i den vestlige verden. Ikke desto mindre talte mange fortsat for nødvendigheden og ønskeligheden af at forbedre mennesket gennem målrettede politiske, sociale og ikke mindst biologisk og genetiske indgreb, blot på ”humane” måder.

     I sit essay "Brave New World Revisited" fra 1958 gjorde forfatteren Aldous Huxley status over verdens gang siden udgivelsen af hans dystopiske sci-fi roman "Brave New World" fra 1932, i hvilken et videnskabeligt baseret diktatur bestående af højkasterne Alpha og Beta disponerer over lavkasterne Gamma, Delta og Epsilon. Huxleys profeti for fremtiden lød i 1958:

     ”The twenty-first century, I suppose, will be the era of World Controllers, the scientific caste system and Brave New World.” ("New Eugenics and the Rise of the Global Scientific Dictatorship" – se kilder).

     De videnskabelige kredse, der beskæftigede sig med racebiologi og eugenik fortsatte med at beskæftige sig med f.eks. genforskning med henblik på forbedring/forædling af mennesker, men blev gradvist omdannet og udviklet – og man er er i vid udstrækning gået bort fra brugen af begreberne eugenik, racehygiejne og racebiologi. Ikke desto mindre begyndte bl.a. historikere særligt fra 1990'erne at undersøge kontinuitet inden for videnskabeligt-politiske tiltag og forskning fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag ud fra tesen om, at eugenik, racehygiejne og racebiologi ikke så let kan afgrænses til en enkeltstående historisk periode og strømning.

Med Adolf Hitlers programmer og pogromer under Anden Verdenskrig røg racehygiejnen ud af det gode selskab, men lader nu til at være på vej ind igen, blot i nye antræk. Genforskning og hjerneforskning bliver stadigt mere mainstream, også den del, der beskæftiger sig med mere kontroversielle spørgsmål om positiv og negativ selektion. I dag er det f.eks. almindelig praksis i Danmark at scanne under graviditeter med henblik på at kunne frasortere fostre, der ligger i risikozonen for ”kromosomfejl”.

     Relationen mellem ny teknologi og arven fra eugenik bliver behandlet i forskellige debatbøger fra 00'erne, f.eks. i "Den menneskelige naturs fremtid, på vej mod en liberal eugenik?" af Jürgen Habermas og i antologien "Det menneskelige eksperiment" (se kilder), hvor der i indledningen står:

     ”Den nye teknologi skaber på den ene side en mere teknisk diskussion om fordele og risici, men betyder på den anden side også, at vi må forholde os til, hvad et menneske, herunder et normalt menneske, er. Kunstig befrugtning og brug af teknologier til at sikre, at fremtidige generationer af børn i højere grad har de egenskaber, som forældregenerationen gerne ser at de har, rejser fundamentale spørgsmål om lighed og retfærdighed.”

Det er sjældent, at man i dag støder på forskere eller politikere, der bruger begreberne racehygiejne, racebiologi eller eugenik om det, de selv bedriver. Men nutidig forskning i og debatter om at forbedre den enkeltes og hele befolkningers evner inden for uddannelse, sundhed osv. får alarmklokker til at ringe bl.a. hos historikere. Et eksempel på bekymring er Edwin Black, forfatter til en række bøger om forbindelserne mellem Nazityskland og USA. Han skriver i forordet til "War Against the Weak" (se kilder):  ”Today we are faced with a potential return to eugenic discrimination, not under national flags or political credos, but as a function of human genomic science and corporate globalization. Shrill declarations of racial dominance are being replaced by polished PR campaigns and patent protections. What eugenics was unable to accomplish in a century, newgenics may engineer in a generation. The almighty dollar may soon decide who stands on which side of a new genetic divide already being demarcated by the wealthy and powerful. As we speed toward a new biological horizon, confronting our eugenic past will help us confront the bewildering new genic future that awaits.”