Selvmord

Vi taler stort set ikke om det. Men der er flere danskere, der dør af selvmord, end der omkommer i trafikuheld. Tværs over kloden er selvmord blandt de 20 hyppigste dødsårsager; hvert år tager 800.000 mennesker livet af sig selv. Alligevel er selvmord så tabuiseret, at det for de fleste er meget svært at tale om, hvis de selv går med selvmordstanker, ligesom det er svært for pårørende til en, der overvejer at tage livet af sig selv, at tale om det. Det gør det ikke nemmere, at medier og journalister fuldstændigt frarådes at behandle emnet, og at der er eksempler på, at selvmord glorificeres på sociale medier. Derfor opfordrer forskere og eksperter nu til at tage emnet op.

Der er flere forskellige definitioner på, hvad selvmord og selvmordsforsøg er, men hos det danske Center for Selvmordsforskning læner man sig op ad de definitioner, som World Health Organization (WHO), Verdenssundhedsorganisationen, har vedtaget. Ifølge Lægehåndbogen af WHO (se kilder) defineres selvmord således: “En handling med dødelig udgang, som afdøde, med viden eller forventning om et dødeligt udfald, havde foranstaltet og gennemført med det formål at fremkalde de af den afdøde ønskede forandringer.”

     Selvmordsforsøg defineres af WHO således: “En handling uden dødelig udgang, hvor en person med vilje indtager en overdosis af medicin eller lignende eller udviser anden ikke-vanemæssig adfærd, der vil være skadevoldende for personen, hvis andre ikke griber ind, og hvor hensigten har været at fremme vedkommendes ønskede forandringer via handlingens forventede fysiske konsekvenser”.

Hver dag er der i gennemsnit to danskere, som begår selvmord, skriver Center for Selvmordsforskning på deres hjemmeside (se kilder). Der er cirka 600 personer, der dør af selvmord hvert år i Danmark. Ud af de omtrent 55.000 personer, der hvert år dør i Danmark, udgør selvmord altså omtrent 1,1% af alle dødsfald. Det er cirka tre gange så mange, som der dør i trafikuheld, skriver Center for Selvmordsforskning (se kilder).

     Siden 2010 er antallet af selvmord hverken vokset eller faldet. I stedet har antallet af selvmord ligget stabilt på omtrent 600 om året i Danmark, skriver Psykiatrifonden i en artikel fra 2017 (se kilder).

Hvert år begår knap 800.000 personer selvmord på verdensplan – og endnu flere forsøger, skrev WHO i august 2018 (se kilder). I 2016 var selvmord den næsthyppigste dødsårsag for unge mellem 15 og 29 år, skriver WHO. 79% af alle selvmord det år fandt sted i lande med lav- eller middel-indkomst, skriver WHO.

Ifølge Livslinien, der rådgiver både selvmordstruede og efterlade personer, har nogle grupper i befolkningen statistisk set øget risiko for at begå eller at forsøge at begå selvmord. Det gælder personer, der lider af en psykisk sygdom, ældre mænd, unge piger, personer, der tidligere har forsøgt selvmord, og efterladte efter selvmord.

     Ifølge Psykiatrifonden er personer med en psykisk sygdom – inklusiv misbrug af for eksempel alkohol eller stoffer – i større fare for at begå selvmord end personer uden psykisk sygdom. For kvinder med psykiske sygdomme er risikoen 12 gange større end for befolkningen i øvrigt, og for mænd er den 7,5 gange større.

     Mænd og kvinder med lav uddannelse og lav indtægt har dobbelt så stor risiko for at tage livet af sig selv som personer med høj uddannelse og høj indtægt, skriver Psykiatrifonden med henvisning til en rapport fra 2011 ved navn ”Attributable risk of psychiatric and socio-economic factors for suicide from individual-level, population-based studies: a systematic review” af Z. Li, A. Page, G. Martin og R. Taylor (se kilder).

I mange højindkomstlande er det – ligesom i Danmark – især psykisk syge personer, der er i risikogruppen for at begå eller forsøge at begå selvmord. Men kigger man mere bredt på verdensplan, skriver WHO (se kilder), at personer, der tager livet af sig selv eller forsøger på det, ofte gør det som en impulsiv reaktion på livskriser, såsom økonomiske problemer, kærestesorger eller kroniske smerter og sygdom. Hvis man oplever krig, konflikt, katastrofer, vold eller tab, eller hvis man føler sig isoleret, kan alt dette også føre til øget selvmordsrisiko. Ifølge WHO er sårbare grupper, som udsættes for diskrimination, også ofte i større fare for at begå eller forsøge at begå selvmord. Det gælder for eksempel flygtninge og migranter, medlemmer af indfødte folk, LGBTQ-personer og indsatte i fængsler. Men den allerstørste risikofaktor for at begå selvmord er, hvis man tidligere har forsøgt at gøre det, skriver WHO (se kilder).

Nogle gange kan livet blive så svært og gøre så ondt, at man begynder at tænke på at gøre en ende på det. Det kan for eksempel være, fordi man har en fysisk eller psykisk sygdom, hvis man har problemer i familien, eller hvis man har et misbrug, man ikke kan komme ud af. Det kan også være, at man har oplevet noget voldsomt, der får en til at tænke på at tage livet af sig selv.

     Det kan være meget skræmmende at have de tanker. Og man skal ikke gå med dem selv. I stedet skal man søge hjælp – og der er mange steder, man kan få hjælp. Man kan for eksempel tale med en god ven, et familiemedlem eller en kollega om, hvordan man har det, og hvis det ikke hjælper, kan man søge hjælp hos en læge, en psykolog eller en præst, anbefaler Center for Selvmordsforskning i artiklen ”Ved selvmordstanker” (se kilder).

     Går man stadig i skole til og med 10. klasse, kan man bede sin klasselærer om hjælp til at få kontakt med en skolepsykolog eller sundhedsplejerske. På gymnasiale uddannelser kan studievejlederen typisk hjælpe med kontakt til en gymnasiepsykolog eller -præst. Og på SU-berettigede videregående uddannelser kan studievejledere hjælpe med kontakt til Studenterrådgivningen, hvor der både arbejder psykologer og socialrådgivere. Desuden er der studenterpræster tilknyttet mange videregående uddannelser.

     Man kan også ringe til Psykiatrifondens rådgivning og tale med dem helt anonymt. Det samme gælder Livslinien.

     I artiklen ”Har du selvmordstanker? Tal med nogen!” (se kilder) giver Psykiatrifonden disse råd til personer, der har selvmordstanker:

• Hold dig tæt på andre mennesker – og lad nogen vide, hvordan du har det 
• Undgå alkohol og rusmidler 
• Tal med din læge, en præst, en skolelærer eller en anden professionel person 
• Fjern genstande i dine omgivelser, som kan bruges til at skade dig selv.

Hvis man får at vide af nogen, at de går med selvmordstanker, skal man tage det alvorligt. I artiklen ”Det kan du gøre som pårørende” (se kilder) skriver Psykiatrifonden, at mange er bange for at spørge ind til selvmordstanker, fordi de frygter, at det vil få den selvmordstruede person til at overveje selvmord endnu mere. Men sådan er det ikke, skriver Psykiatrifonden. Tværtimod vil det vise personen, at man oprigtigt bekymrer sig for vedkommende og ønsker at hjælpe.

     Når man skal tale med en person, som har selvmordstanker, skal man ikke være bange for at spørge direkte ind til vedkommendes tanker, og hvorfor de er opstået. Man skal undgå at blive vred eller give personen dårlig samvittighed ved for eksempel at sige, at et selvmord vil ødelægge andre personers liv. I stedet skal man lade vedkommende vide, at man gerne vil hjælpe, og henvise til andre, der også kan hjælpe.

     Her er tre råd fra Psykiatrifonden til personer, der kender nogen, som udviser selvmordstruede adfærd:

• Tal om det 
• Lad ikke vedkommende være alene 
• Skaf adgang til professionel hjælp

Der kan opstå mange svære følelser i én, hvis man har mistet nogen, der begik selvmord. Man kan føle vrede, skyldfølelse, sorg, ensomhed og bebrejdelse på én gang – og ingen af følelserne er forkerte. Men de kan være svære at snakke om.

     Hvis man vil have hjælp til at bearbejde de komplicerede følelser, kan man opsøge sin læge, en præst eller en psykolog, og hvis man går i skole, på en gymnasial uddannelse eller en videregående uddannelse, kan man gå til sin klasselærer eller studievejleder og få hjælp til at kontakte en psykolog.

     Der er også en række foreninger, som hjælper personer, hvis nære har begået selvmord. Det gælder for eksempel Landsforeningen for efterladte efter selvmord og Nefos – netværket for selvmordsramte. Find links til foreningerne i kilder.

I Pressenævnets vejledning for god presseskik (se kilder) står der, at journalister og medier bør afholde sig fra at omtale selvmord og selvmordsforsøg, “med mindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig”.

     Men hvorfor er det sådan? For at forstå det, skal vi tilbage til 1774, da tyske Wolfgang von Goethes roman “Den unge Werthers lidelser” udkom. I bogen begår den unge hovedperson selvmord ved at skyde sig selv, fordi han ikke kan få den kvinde, han elsker. Og dét inspirerede i 1774 en række mænd til at tage livet af sig selv på samme måde, fordi de kunne identificere sig med hovedpersonen, skriver Center for Selvmordsforskning i rapporten ”Omtale af selvmord i medierne” (se kilder). Nogle af mændene havde endda klædt sig på som den unge Werther og blev fundet døde med et eksemplar af bogen ved siden af sig.

     Siden dengang har man derfor talt om den såkaldte Werther-effekt, en forestilling om, at omtale af ét selvmord kan udløse endnu flere lignende selvmord. Men faktisk er det ikke tilfældet, skriver Center for Selvmordsforskning i førnævnte rapport. Tværtimod kan omtale af selvmord være med til at nedbryde tabuer og redde liv. “Det er ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlige medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker,” står der i rapporten.

     I en artikel i fagbladet Journalisten under overskriften ”Vi bliver nødt til at skrive om selvmord” (se kilder) opfordrer journalist Susanne Sayers derfor til, at de presseetiske regler opdateres, så det ikke længere bliver frarådet journalister at omtale selvmord. I stedet skal journalister og medier undgå at lave sensationspræget journalistik om selvmord, mener hun. Hun henviser til WHOs retningslinjer for medieomtale af selvmord, som blandt andet anbefaler journalister og medier at:

• bringe korrekt og opdateret information om, hvor man kan få hjælp 
• informere befolkningen om fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse uden at sprede myter 
• bringe historier om, hvordan man håndterer livskriser eller selvmordstanker, og hvor man kan søge hjælp 
• være særlig varsom med kendissers selvmord 
• være forsigtig, når man interviewer efterladte familiemedlemmer eller venner 
• være opmærksom på, at journalister og andre professionelle mediearbejdere selv kan blive påvirket af selvmordshistorier

Mens journalister hos trykte medier, tv-kanaler og radioprogrammer typisk afholder sig fra at omtale selvmord og selvmordsforsøg, er der på sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter og Pinterest et væld af konti, der ligefrem glorificerer selvskade og selvmord. Det har blandt andre journalist Mikkel Danielsen beskrevet for Berlingske i artiklen “’Spillede Instragram en rolle i Mollys død? Storbritannien vil regulere sociale medier efter 14-årigs selvmord’” (se kilder).

     På sociale medier findes der konti, som viser billeder af unge mennesker, der har skåret i sig selv. De laver billedbeskrivelser med hashtags som #suicide (der på dansk betyder selvmord), og deler andre opslag, der direkte opfordrer brugere til at begå selvmord. Og følger man bare én af disse konti, er for eksempel Instagrams algoritme lavet sådan, at den vil foreslå dig flere konti med lignende indhold.

     På Facebook er der flere eksempler på, at unge har live-transmitteret deres selvmord og selvmordsforsøg til deres venner. Det har journalist Katja Majbom beskrevet for Ekstra Bladet i artiklen ”14-årig live-sendte sit selvmord: Nu reagerer Facebook” (se kilder).

     Unge, sårbare mennesker kan altså på sociale medier nemt finde indhold, som romantiserer og opfordrer til selvmord. Og dét kan føre til en såkaldt smitte-effekt hos dem, der allerede går med selvmordstanker.

     I Storbritannien har regeringen derfor i 2019 varslet at ville regulere sociale medier, så de ved lov bliver tvunget til at skærme brugerne mod skadeligt indhold og underskrive et lovpligtigt adfærdskodeks, hvor de tager ansvar for at beskytte unge og sårbare brugere, skriver Mikkel Danielsen i den førnævnte artikel hos Berlingske (se kilder).

Men det er ikke den eneste risiko, sociale medier udgør. I 2018 viste en ny undersøgelse at digital mobning – altså, mobning, der typisk finder sted på sociale medier – fordobler risikoen for at begå selvskade eller forsøge selvmord. Det beskrives i DR-artiklen ”Digital mobning fordobler risikoen for selvskade og selvmordsforsøg” (se kilder).

     Flere og flere unge oplever den slags digital mobning på sociale medier. I 2019 beskrev Mikkel Danielsen i fornævnte artikel fra Berlingske (se kilder), at 11% af britiske børn mellem 12 og 15 år er blevet mobbet online. Det er en stigning på seks procent siden undersøgelsen blev foretaget i 2016.