Apartheid i Sydafrika

I Sydafrika var der fra 1948-1994 apartheid. Det vil sige, at der var total adskillelse mellem racerne. Hvide havde bedre forhold end sorte, farvede og asiater og sad på den politiske og økonomiske magt. Især den sorte befolkningsgruppe blev voldsomt undertrykt. Først efter mange års voldelig modstand mod apartheid-styret blev det racistiske system afskaffet, og modstandsbevægelsens mest kendte leder, Nelson Mandela, blev landets nye præsident. Men selv om Sydafrika er en demokratisk stat, er der stadig mange konflikter mellem sorte og hvide, og forsoningsprocessen er endnu ikke afsluttet. Desuden har de sorte fortsat langt dårligere forhold end de hvide, selv om de to befolkningsgrupper har samme formelle rettigheder.

     Efter Nelson Mandelas lange sygdomsperiode og død i december 2013 hersker stor usikkerhed om, hvor Sydafrika nu vil bevæge sig hen demokratisk og politisk.

Apartheid betyder oprindeligt "adskillelse" på afrikaan, det sprog, som en stor del af de hvide i Sydafrika har som modersmål. 

     Apartheid er en racistisk ideologi. Den baserer sig på, at det er nødvendigt og formålstjenligt at adskille de forskellige racer, og at den hvide race bør have magten og lede samfundet. Denne ideologi blev udviklet i Sydafrika for flere hundrede år siden, men blev først formuleret som en samlet politik under dette navn i 1948 af Nationalistpartiet i Sydafrika. 

     Ideen om race handlede om genetik og udseende. For eksempel blev befolkningen inddelt i fire grupper:

• Sorte 
• Farvede 
• Hvide 
• Asiater

     Det var den enkelte persons udseende, der afgjorde, hvor personen hørte hjemme. Det gjaldt for eksempel hårets snoning, næsens bredde og hudfarven. 

     Målet med apartheid var, at de hvide på sigt kunne leve helt uden kontakt med farvede og sorte, hvilket beskrives i følgende citat fra 1978 af en minister i regeringen, bragt i Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder): "Hvis vores politik skal føres til den logiske konklusion, vil der ikke være en eneste sort mand med sydafrikansk statsborgerskab i vort land."  

     En anden apartheid-politiker, J.B. Vorster sammenlignede ifølge opslaget om 'apartheid' på hjemmesiden "Leksikon for et 21. århundrede" (se kilder) i 1942 apartheid med fascime og nazisme: "Vi står for kristen nationalisme, som er en allieret til nationalsocialismen. Man kan kalde dette demokratiske princip for diktatur, hvis man ønsker det. I Italien kaldes det fascisme, i Tyskland nationalsocialisme og i Sydafrika kristen nationalisme."

Apartheid er et begreb, der især forbindes m. Sydafrika, hvor begrebet blev opfundet af Nationalistpartiet som en betegnelse for dets racistiske ideologi. 

     Apartheid var en realitet i Sydafrika fra 1948 frem til 1994, hvor det formelt blev afskaffet. Desuden blev apartheid indført i Namibia, efter af briterne havde invaderet landet fra Sydafrika omkring 1914. Efter 1. Verdenskrig blev landet overdraget til Folkeforbundet (det senere FN), som lod Sydafrika stå for den konkrete administration. Det betød, at der i takt med indførelsen af apartheid i Sydafrika blev indført et lignende system i Namibia, hvor sydafrikanske boere og tyske 'settlere' samarbejdede om at undertrykke den sorte del af befolkningen.  

     Derfor besluttede FN's Generalforsamling allerede i 1966, at Namibia ikke længere skulle høre ind under Sydafrika som mandatområde, men i 1974 erklærede Sydafrika officielt, at det ville annektere Namibia, og trods protester fra FN og voldsom modstand fra guerillabevægelsen i landet, sad et lokalt apartheid-styre med direkte forbindelse til Sydafrikas regering på magten frem til slutningen af 1980'erne. 

     I november 1989 blev der afholdt frie valg i landet, og friheds- og guerillabevægelsen SWAPO fik 60% af stemmerne, ligesom ANC fik 60 % af stemmerne ved det første frie valg i Sydafrika fem år senere. Uafhængigheden fra Sydafrika blev proklameret den 21. marts 1990.  

     Også i Rhodesia (det nuværende Zimbabwe) var der i en årrække apartheid-styre. Grundlaget for apartheid blev her lagt, da en britisk eventyrer, Cecil Rhodes, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet støttet af den britiske regering erobrede store landområder ved hjælp af lejesoldater fra Sydafrika. I 1923 fik landet formelt en form for selvstyre, men var underlagt den britiske krone. I praksis havde det hvide mindretal frie hænder, og Storbritannien brød aldrig ind for at hindre undertrykkelse eller racediskriminerende lovgivning. 

     Det økonomiske og politiske grundlag var helt frem til 1980 baseret på bestemmelserne om jordfordeling og de sortes rolle som lavtlønnet arbejdskraft i europæisk ejede miner, fabrikker, godser og plantager.  

     Lokalbefolkningen blev presset ind i reservater, og omkring halvdelen af al jord blev registreret som 'hvide områder'. Omkring 1960 sad de hvide på omkring 70% af jorden. Efter en årrække med borgerkrigslignende tilstande blev det apartheid-lignende system afskaffet i 1980, og den sorte præsident Robert Mugabe blev valgt som præsident. Siden har landet udviklet sig i retning af en diktatorisk etpartistat, og såkaldte 'sorte krigsveteraner' har angrebet hvide farmere.

Når man bruger begrebet apartheid, henviser det primært til den ideologi, der herskede i Sydafrika og omkringliggende lande i en bestemt periode, og som havde adskillelse af racer og undertrykkelse af den sorte del af befolkningen som sine karakteristika. 

     Nogle personer bruger dog også begrebet apartheid om situationen i andre lande for at understrege, at de mener, at forholdene her minder om forholdene i Sydafrika under apartheid eller kan sammenlignes med de forhold. Der er for eksempel mennesker, der mener, at Israels undertrykkelse af palæstinenserne i selve Israel og i de besatte områder kan sammenlignes med de hvides behandling af de sorte i Sydafrika frem til 1948.

Apartheid har baggrund i de hvides kolonistyre, der på mange måder ikke var anderledes end i andre kolonier med en europæisk befolkning som magthavere. En bevidst racediskrimination gik ud på at holde racerne adskilt og især at holde alle ikke-hvide uden for økonomisk og politisk indflydelse. Det væsentlige var, at de hvide ønskede at bevare magten over samfundsgoderne og anså sig selv for at være en højerestående race end de sorte.

     De hvide boere, som var af hollandsk afstamning, anså sig selv for at være Guds udvalgte folk i Sydafrika og så det derfor som deres pligt og ret at bestemme over de sorte. Disse boere kom til området allerede i 1600-tallet. Man kan således sige, at apartheid som tankegang og ideologi har en lang historie i Sydafrika, men blev først for alvor nedskrevet i form af love og regler fra 1948, hvor Nationalistpartiet kom til magten. Denne proces beskrives blandt andet i Gert Clevins bog "Sydafrika" og i bogen "Sydafrika - en nation under forvandling" (se kilder).

Apartheid som formelt system opstod, fordi Nationalistpartiet kom til magten ved parlamentsvalget i 1948. Det var Nationalistpartiet selv, der kaldte deres ideologi apartheid. De sorte havde ikke stemmeret, det var de hvide, der stemte på hvide kandidater. Og de hvide var allerede gennem mange år blevet præget af den tankegang, der lå i apartheid-politikken. På mange måder var apartheid allerede en realitet, da Nationalistpartiet kom til magten i 1948 efter en stor sejr ved parlamentsvalget. 

     Derfor blev apartheid som statssystem indført som en fortsættelse eller skærpelse af de forhold, der allerede var i Sydafrika. Det skete ved at lave en lang række love, der sikrede de hvides magt over de sorte og en konsekvent adskillelse af de fire grupper, som apartheid-styret opdelte befolkningen i: Hvide, farvede, asiater og sorte.  

     I grundloven stod der "Ingen lighed mellem hvid eller sort hverken i kirken eller i samfundet." I 1994 var der mere end 15.000 forordninger og 200 egentlige love om raceadskillelse. De var alle et resultat af fire principper:

• Inddeling i racegrupper 
• Fysisk adskillelse af racegrupperne 
• Ingen politiske frihedsrettigheder til de sorte 
• Ingen mulighed for social mobilitet for de sorte

     Den konsekvente adskillelse og håndhævelsen af lovene indebar brutal undertrykkelse af store grupper, fængslinger, tortur, drab og anden form for vold fra statsmagtens side. Enhver, der var mistænkt for at være imod regeringens principper, kunne fængsles og tilbageholdes i op til 180 dage, før de blev stillet for en dommer, og politiske fanger kunne fængsles på ubestemt tid. Også børn blev fængslet. 

     Indførelsen af apartheid beskrives i Gert Clevins bog "Sydafrika" og på Danmarks Radios baggrundssite om forsoningsprocessen i Sydafrika efter apartheid (se kilder).

Den hvide befolkning består af to hovedgrupper, boerne (også kaldet afrikaanere), der har hollandsk baggrund, og englænderne. Det beskrives i Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder). 

     Hvide med boer-baggrund udgør i dag cirka 60 % af de hvide, mens hvide med engelsk baggrund udgør cirka 40 %.  

     Afrikaanere var de første, der slog sig ned i det nuværende Sydafrika. Det var i 1600-tallet, da hollandske handelsrejsende oprettede en forsyningsstation i det nuværende Cape Town, hvor skibe på vej til Østen kunne lægge til. En del hollændere slog sig permanent ned i området. 

     I 1806 erobrede englænderne området, og fra 1820 hentede englænderne nybyggere hjemmefra til Sydafrika. I 1833 ophævede englænderne slaveriet i Sydafrika, hvilket boerne blev vrede over, da de drev deres landbrug ved hjælp af sorte slaver. Men efter flere borgerkrige mellem de to hvide grupper blev Den Sydafrikanske Union dannet i 1910. Der er dog fortsat spændinger mellem de to hvide grupper.  

     Ud over englændere og boere er der nogle få portugisere, grækere, tyskere og italienere blandt de hvide.

De farvede er efterkommere af de oprindelige stammefolk i Sydafrika, San-folket og Khoikhoi-folket, og hvide indvandrere. Hollandske kolonister giftede sig med San- og Khoikhoi-folkenes kvinder helt tilbage i 1600-tallet, gjorde mændene til slaver og dræbte mange. San-folket blev stort set udryddet. Men efterkommerne af de blandede ægteskaber hører til den farvede befolkningsgruppe. Det gør også efterkommere af de slaver, hollænderne havde hentet i Indonesien og forskellige steder i Afrika.

Den asiatiske befolkningsgruppe i Sydafrika består især af indere, der kom til landet fra 1860-1911. I den periode havde englænderne magten i området og etablerede store sukkerplantager, som de importerede indere til at arbejde i. De blev bragt fra den engelske koloni på det engelske subkontinent og ansat på årelange kontrakter. Når kontrakterne udløb, kunne de blive sendt hjem, forny kontrakten eller få et lille stykke jord, som de selv kunne dyrke. De fleste valgte det sidste. 

     Blandt asiaterne i Sydafrika findes desuden en mindre gruppe kinesere, der ligesom inderne blev hentet til landet som billig arbejdskraft. De blev brugt som kontraktarbejdere i landets mange miner og kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet.

De sorte er efterkommere af den bantu-talende befolkningsgruppe, som indvandrede til det nuværende Sydafrika fra Centralafrika for cirka 2.000 år siden. De sorte levede i velorganiserede stammesamfund, der blev styret af konger eller høvdinge, og de levede af kvægavl og agerbrug. De forskellige stammer talte (og taler) forskellige sprog og har og havde forskellige kulturer og religiøse forestillinger.

Lovgivningen var præget af ét overordnet formål: At sikre de hvide magten og privilegierne og forhindre, at de andre racer - især de sorte - fik adgang til magten og de økonomiske, politiske og kulturelle ressourcer. Det gjorde man blandt andet ved at indføre over 200 love om raceadskillelsen. Følgende love var blandt de mest betydningsfulde og blandt de første under apartheid: 

• Registreringsloven: Slog fast, at alle borgere over 16 år skulle udstyres med et identifikationskort, hvor det stod, hvilken af de fire racegrupper de tilhørte. Det var embedsmænd, der bestemte, hvilken gruppe man hørte til i. Embedsmanden lavede blandt andet 'blyantsprøven' ved at stikke en blyant ind i personens frisure. Blev blyanten siddende, var man sort, ellers farvet. 
• Loven om Adskilte Faciliteter: Betød, at de forskellige racer ikke måtte bruge samme faciliteter og opholde sig samme steder. Hvide havde egne områder, sorte, farvede og asiater måtte nøjes med de områder, de blev tildelt. Det gjaldt for eksempel strande, parkbænke, elevatorer, offentlige toiletter, jernbaneperroner, skranker i offentlige bygninger.    Loven om Blandede Ægteskaber:   
• Loven om Umoral: Forbød sex mellem hvide og ikke-hvide. 
• Lov om Adskilt Beboelse: Denne lov gav de hvide byråd pligt til at lave særlige by- og boligområder (townships) til sorte, farvede og asiater, så de blev holdt væk fra de hvides kvarterer. Disse townships blev derfor placeret langt fra bymidten og de hvides boligkvarterer. 
• Lov til Forhindring af Ulovlig Bosættelse: Gav myndighederne mulighed for at tvangsfjerne folk fra offentlig og privat jord. Loven blev blandt andet brugt til at tvinge sorte ud i de townships og reservater, der blev grundlagt til dem. 
• Lov om Fremme af Bantu-selvstyre: Loven gjorde det muligt at samle alle sorte i bestemte reservater, såkaldte bantustans. Hver stamme skulle have sin egen 'bantustan'.

Apartheid betød, at de sorte havde langt dårligere mulighed for at få uddannelse end de hvide. "Lov om Bantu-uddannelse" betød, at sorte børn skulle undervises efter et andet pensum end andre børn. Halvdelen af undervisningen skulle gennemføres på børnenes modersmål, selv om de ofte ikke kendte det godt nok. 

     Desuden blev der indført regler for, hvor meget børnene måtte lære. For eksempel mente regeringen ikke, at de sorte børn skulle lære matematik, da de sorte skulle benyttes som billig arbejdskraft i miner og på fabrikker.

     Den dårlige uddannelse i de sorte skoler fik i 1976 børn og unge til at protestere mod regeringen i den sorte township Soweto. Militær og politi greb ind, og 16 børn og unge blev dræbt af politiets skud. Opstanden og forholdene i Soweto beskrives i Sean Sheehans bog "Sydafrika efter apartheid".

Apartheid betød, at det var hudfarven, der bestemte, hvor man måtte bo, bevæge sig, arbejde, gå i skole, gå i biografen, tage på stranden og så videre Især de sorte var stærkt begrænsede i deres hverdag. 

     Mere end 3 millioner mennesker blev ifølge Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder) tvangsforflyttet til de nye bantustans, som apartheid-styret oprettede fra 1959-1984. Mange af dem havde aldrig før været i det område, som styret påstod var deres naturlige hjemland. Samtidig fik de frataget deres sydafrikanske statsborgerskab, hvilket betød, at de ikke kunne rejse ud af landet.  

     Samtidig var det svært for de sorte at overleve i deres bantustans, da jorden var dårlig og befolkningstætheden ofte stor. Mange mænd valgte derfor at arbejde på fabrikker og i miner eller på hvide farmeres jord. De arbejdede som regel 10-12 måneder, var så hjemme på besøg hos familien i en måneds tid og tog derefter af sted til byen igen. Det betød, at kvinderne var nødt til at tage sig af hjem og børn og ofte også drive lidt landbrug for at kunne brødføde familien.

Sydafrika under apartheid var en politistat, hvor både politi og militær brugte drab, tortur, voldtægt og vilkårlige fængslinger uden rettergang i forsøget på at undertrykke de sorte og deres kamp mod styret. Selv børn blev fængslet i lange perioder under usle vilkår og udsat for psykisk og fysisk vold. 

     En del sorte, der deltog i modstanden mod apartheid, forsvandt under mystiske omstændigheder, og under høringerne i Sandheds- og Forsoningskommissionen (se nedenfor) indrømmede politifolk, at tortur var almindeligt udbredt i fængslerne, og at politiet hyrede lejesoldater til at dræbe navngivne personer, der kæmpede mod apartheid-styret.  

     I 1970'erne blev 6-700.000 årlig dømt for overtrædelse af pasloven, og fra midten af 1985, hvor der blev erklæret undtagelsestilstand i store dele af landet, til slutningen af 1986, oversteg antallet af dræbte 750, og flere tusinde oppositionelle var interneret. 

     Der var således tale om systematisk forfølgelse af personer, der deltog i organiseret modstand og vilkårlig forfølgelse af personer, der viste det mindste tegn på modstand mod styret.

Det var primært sorte, der organiserede modstand mod apartheid-systemet, og den væsentligste modstandsbevægelse var ANC, African National Congress. Men også det mere radikale parti PAC, Pan-African Congress havde betydning i kampen mod det hvide styre, og der opstod en bred nationalistisk sort bevægelse kaldet Black consciousness. 

     Modstanden rettede sig i begyndelsen især imod de love, der fratog de sorte deres borgerrettigheder, for eksempel retten til at stemme, eje jord, bevæge sig frit i landet og så videre. Siden kom modstanden også til at rette sig mod politiets brutale fremfærd over for dem, der deltog i demonstrationer, strejker og protester.  

     Farvede, asiater og i mindre grad hvide var også aktive i kampen mod apartheid. Ikke mindst unge hvide, der forelskede sig i en person fra en anden race og dermed på egen krop mærkede apartheid-lovene - det var forbudt at dyrke sex med eller gifte sig med en person fra en anden race - blev modstandere af styret. Men kun få hvide turde stå offentligt frem med deres modstand.

Steve Biko blev stifter af og symbol for Black Consciousness-bevægelsen, en bevægelse der arbejdede på at give de sorte deres stolthed og værdighed igen og stille krav om ligeret i det sydafrikanske samfund. 

     Biko blev i 1977 tævet ihjel, mens han lå i håndjern i en celle på en politistation. Drabet på ham fik stor betydning for det internationale samfunds fordømmelse af apartheid og for sanktionerne imod apartheid-styret. FN's Sikkerhedsråd vedtog således en våbenembargo mod Sydafrika kun to måneder efter Bikos død. Hans liv og arbejde beskrives i bogen "Biko - en sydafrikansk eksiljournalists beretning" (se kilder) og på hjemmesiden for Steve Biko Foundation (se kilder).

ANC blev dannet i 1912 under navnet South African National Congress. Det var et lille politisk parti af sorte, der samlede sig i protest med en ny jordlov, der betød, at de hvide fik tildelt 87 % af Sydafrikas areal, mens de sorte fik de resterende 13 %. Samtidig forbød lovene de sorte at købe jord i de hvides områder og omvendt.

     I 1923 skiftede partiet navn til African National Congress, ANC. I 1920'erne var bevægelsen fortsat ret lille, og der var intern uenighed om, hvorvidt partiet skulle samarbejde med kommunistpartiet. Også i 1930'erne var bevægelsen forholdsvis ubetydeligt. Men i 1940'erne, da der blev dannet en ungdomsafdeling, blev partiet mere aktivt, og der blev organiseret en lang række ikkevoldelige strejker, protesteer, boykotter og demonstrationer.  

     Partiets etablering og udvikling beskrives blandt andet i bogen "Sydafrika – en nation under forvandling" (se kilder) og på partiets egen hjemmeside http://www.anc.org.za/ (se kilder).

ANC's mål var at afskaffe apartheid og indføre et demokratisk socialistisk styre med udgangspunkt i alle menneskers ligeværd. Første skridt på vejen hertil skulle være at skaffe stemmeret til farvede, asiater og sorte. I de første årtier holdt partiet sig til ikkevoldelige metoder. Alligevel blev mange medlemmer chikaneret af politiet, arresteret og fængslet. Og fra 1948, da medlemstallet steg som følge af Nationalistpartiets magtovertagelse, blev det jævnligt diskuteret, om det var nødvendigt at tage voldelige midler i brug, og nogle af de, der talte for brug af vold, gik over i PAC, Pan-African Congress. 

     I 1960 arrangerede PAC store demonstrationer mod paslovene, og herefter blev både PAC og ANC forbudt. Efter forbuddet besluttede ANC at gå over til voldelige midler, og i 1961 dannede partiet en væbnet afdeling kaldet Umkhonto we Sizwe, Nationens Spyd. Den forsøgte sig med sabotagevirksomhed, også organiseret fra nabolandene, men aktionerne blev aldrig særlig effektive, fordi den sydafrikanske regering satte hårdt ind med militær og overvågning. Sideløbende med de væbnede aktioner fortsatte demonstrationerne.  

     I 1990 blev forbudet mod ANC ophævet, og til gengæld stoppede partiet sin guerillavirksomhed. Enkelte medlemmer og tilhængere deltog dog i løbet af 1990'erne gentagne gange i kampe med tilhængere af Inkhata-bevægelsen, en anden sort bevægelse, der samarbejdede med Nationalistpartiet i forsøget på at fratage ANC indflydelsen. Fra 1990 brugt ANC dog formelt og stort set også i praksis kun demokratiske metoder. Nelson Mandela forhandlede med den hvide mindretalsregering om overgangen til demokrati for alle racer. Siden valget i 1994 har ANC fungeret som et almindeligt politisk parti.

Nelson Mandela (f. 1918) blev den væsentligste person i kampen mod apartheid og i dannelsen af et demokratisk land. Han sluttede sig til ANC i 1944 og blev en af lederne i bevægelsen i 1949. Han var med til at beslutte, at modstanden mod apartheid skulle benytte sig af voldelige midler, og han var selv direkte med i kampen, indtil han i 1962 blev arresteret og idømt fem års fængsel. Året efter blev han og flere andre sorte anklaget for at have planlagt sabotage og voldelige episoder fra fængslet, og han blev idømt fængsel på livstid.

     I 1985 tilbød den daværende sydafrikanske præsident Botha at løslade Mandela mod, at Mandela afstod fra at bruge vold som politisk middel. Men Mandela afslog tilbudet med den begrundelse, at Botha burde afskaffe apartheid og stoppe volden mod de sorte.  

     Mandela sad fængslet frem til 1990 og blev i mellemtiden en levende martyr, som symboliserede de sortes modstand mod apartheid-styret. I februar 1990 blev han løsladt, og kort efter blev han valgt til næstformand i ANC. I 1991 blev han valgt til formand, og i 1993 modtog han sammen med Sydafrikas hvide præsident de Klerk Nobels Fredspris (se kilder). I april 1994 blev han valgt som landets præsident ved det første frie valg, og han sad på posten frem til næste valg i 1999, hvor han selv valgte at træde af på grund af alderdom. 

     Nelson Mandela er mange steder i verden et symbol på frihedskamp og retfærdighed, og hans bøger om kampen mod apartheid (se kilder) er oversat til mange sprog, ligesom hans liv og arbejde beskrives på en række hjemmesider (se kilder) og i bøgerne "Nelson Mandela - frihedens fader", "Nelson Mandela" og "466/64 Nelson Mandela: Jeg blev født fri" (se kilder) samt i filmen "Mandela - søn af Afrika, en stats fader" (se kilder).

Biskop Desmond Tutu var i mange år leder af det sydafrikanske kirkeråd og fungerede som ærkebiskop i Cape Town fra 1986-1996. Han arbejdede ud fra sin teologiske baggrund for at afskaffe apartheid, og allerede i 1984 modtog han Nobels Fredspris for sit arbejde mod racisme og apartheid. Han var meget aktiv i forhold til at påvirke udenlandske regeringer, blandt andre den danske. Under et besøg i Danmark kaldte han således de danske kulindkøb fra sydafrikanske kulminer for 'uværdige'.

     Efter apartheids afskaffelse var han en drivende kraft i oprettelsen af og arbejdet i Sandheds- og Forsoningskommissionen, som han var leder af. Desmond Tutus arbejde i kommissionen beskrives i selvbiografien "Ingen fremtid uden tilgivelse" (se kilder).  

     Ikke alle kirkelige samfund var med i kampen mod apartheid. Blandt andre den Hollandsk Reformerte Kirke bakkede i mange år op om apartheid-styret, men ændrede holdning under afsløringerne fra Sandheds- og Forsoningskommissionen (se nedenfor).

     En række kirkelige organisationer fra udlandet støttede aktivt op om Desmond Tutus kamp mod apartheid, blandt andre Folkekirkens Nødhjælp.  

     Tutu er også kendt for at have introduceret begrebet 'regnbuenationen' i 1990'erne, et begreb der afspejler Sydafrikas store kulturelle, etniske og religiøse forskelle og håbet om, at disse forskelligheder kan rummes i ét harmonisk samfund.

• Frihedserklæringen: I 1955 besluttede ANC sammen med den indiske kongres og en kongres for hvide demokratier at afholde en fælles Folkets Kongres for at skabe en vision for et nyt Sydafrika. 3.000 delegerede deltog i kongressen og vedtog et dokument, Frihedserklæringen, hvor der stod: "Sydafrika tilhører alle, der bor i landet, sorte som hvide, og ingen regering kan med rette kræve magt herover uden folkets vilje." 
• Sharpville-massakren 1960: Den 21. marts protesterede tusinder af demonstranter i byerne Sharpville og Langa mod apartheid-styrets paslove. Protestdemonstrationen foregik foran politistationerne. Politiet åbnede ild mod dem, 69 mennesker blev dræbt og over 200 såret. Massakren fik endnu flere demonstrationer til at bryde ud, og politiet foretog razziaer mod ANC og PAC og arresterede over 100 medlemmer. Den 8. april 1960 vedtog parlamentet at forbyde de to partier. Det kunne nu koste op til 10 års fængsel at fremme organisationernes formål. Det fik dog ikke ANC til at opgive kampen, men fik partiet til at opgive sin ikkevoldelige modstand og gå over til væbnet kamp. 
• Soweto-opstanden: I 1976 opstod der en opstand i den største township i Sydafrika, nemlig South-Western Township, forkortet til Soweto, som ligger lige uden for Johannesburg. 20.000 skolebørn protesterede mod den dårlige undervisning i de sorte skoler. Politiet gik ind og skød mod mængden. 16 børn blev dræbt, og det fik oprøret til at brede sig til andre dele af Sydafrika. I dette oprør blev adskillige hundrede dræbt. Den voldsomme opstand fik nogle medlemmer af det regerende Nationalistparti til at tale om at afskaffe eller lempe apartheid. 
• Drabet på Steve Biko i 1977: Borgerretsforkæmperen Steve Biko blev tæsket ihjel, mens han var i politiets varetægt. Sammen med Sharpville-massakren og Soweto-opstanden fik dette drab det internationale samfund til at skærpe kritikken af det sydafrikanske styre. 
• Mandelas frigivelse 1990 og lovliggørelsen af ANC: Da Nelson Mandela blev frigivet i 1990 og forbudet mod ANC ophævet var det et signal om, at apartheid-regimet var parat til at acceptere Mandela og andre ANC-folk som ligeværdige forhandlingspartnere. Det blev dermed et vigtigt vendepunkt i processen hen imod afskaffelsen af apartheid.

Indtil slutningen af 1950'erne var verdenssamfundets indstilling til apartheid ikke specielt fordømmende, hvilket blandet andet skal ses i lyset af, at der også andre steder i verden fandt undertrykkelse af bestemte etniske grupper sted. For eksempel fik den sorte befolkning i de amerikanske sydstater først stemmeret i 1965. Det var også en amerikansk CIA-agent, der gav det sydafrikanske politi de oplysninger, som ledte til arrestationen af Nelson Mandela. Det fremgår af Gorm Gunnarsens bog "Sydafrikas historie" (se kilder). 

     FN fordømte apartheid som en forbrydelse mod menneskeheden og mod menneskerettighederne i 1962 på opfordring fra Indien, og i 1977 besluttede FN at lave en sportslig boykot. Men de mange medlemslande blev først enige om at indføre våbenembargo mod Sydafrika i 1977. I løbet af 1970'erne begyndte det internationale samfund at blive mere opmærksom på konsekvenserne af Sydafrikas apartheid-politik, blandt andet på baggrund af den brutale nedkæmpning af opstanden i Soweto i 1976 (se ovenfor) og drabet på Steve Biko (se ovenfor). Adskillige menneskerettighedsorganisationer sendte anmodninger til den sydafrikanske regering om at løslade Mandela og andre politiske fanger.  

     I 1985 vedtog FN en opfordring til sanktioner mod Sydafrika, og samme år vedtog EF's udenrigsministre en række sanktioner mod Sydafrika. De nordiske lande, herunder Danmark, gennemførte fra 1985 og frem en direkte handelsembargo, som blandt andet betød, at Danmark ikke længere importerede sydafrikanske kul. En handelsembargo nåede man aldrig til enighed om i FN.

     Flere sydafrikanske lande, for eksempel Tanzania og Zambia, indførte forbud mod migrantarbejde i de sydafrikanske miner allerede i 1960'erne, hvor der ellers var mange fra andre sydafrikanske lande, der tog til Sydafrika for at arbejde.

I Danmark opfordrede 100 medlemmer af Folketinget allerede i 1963 danske forbrugere til at boykotte sydafrikanske varer, men den socialdemokratiske regering var imod statslige sanktioner, og firmaer som F.L. Smidt og ØK handlede med Sydafrika, ligesom danske rederier deltog i våbensmuglinger efter, at FN's våbenembargo var trådt i kraft.

     Der opstod til gengæld i løbet af 1970'erne en lang række politiske grupper og såkaldte komitéer, som arbejdede i solidaritet med de sorte i Sydafrika og for at afskaffe apartheid. Især efter Soweto-opstanden (se ovenfor) var mange danskere stærkt engagerede i Sydafrika-problematikken, og efterhånden gav virksomheder, butikskæder og kommuner efter for kravet om at boykotte Sydafrika.  

     En af solidaritetsgruppen var LSA, Landskomitéen Sydafrika Aktion, som blev stiftet i februar 1978, og som siden skiftede navn til Sydafrika Kontakt. LSA støttede blandt andet ANC's Radio Freedom med en ny sender og fagbevægelsen SACTU med et trykkeri. Desuden koordinerede LSA en forbrugerboykot mod sydafrikanske varer. Aktivister satte 'Boykot Sydafrika'-mærkater på varer i dagligvarebutikker og fik på den måde kæder som Irma og FDB til at udfase deres salg af sydafrikanske varer. 

     Også 'Unge mod Apartheid’ og Sydafrika-komiteeen i København (SAKK) lavede aktioner og kampagner, af og til med domme for hærværk som resultat.  

     Der blev også arrangeret 'Løb mod Apartheid' og 'Rock mod apartheid'. 

     Særlig stor opmærksomhed fik kampagnen mod Shell, som havde en aftale med det sydafrikanske militær. Unge aktivister skar benzinslanger over og satte ild til Shellstationer, hvilket dog gav tilbageslag. Shell fik sympati fra kunderne, og selskabets omsætning steg.  

     Der var også danske politikere, der var imod sanktionerne, og enkelte der ligefrem udtalte sig positivt om apartheid-styret. En af dem var stifteren af CD, Erhard Jakobsen, der i 1980 - efter at være blevet ført gennem slumkvarteret Soweto af apartheid-styrets informationsministerium - udtalte: "Det ser ikke nær så slemt ud, som man skulle tro. Ikke fordi jeg gerne vil leve der, men jeg ville heller ikke bryde mig om at bo i Ølstykke." Ved samme lejlighed forklarede han, at det forhold, at visse restauranter i Sydafrika var forbeholdt hvide, "skyldes traditionen og kan sammenlignes med restauranter i andre lande, hvor kvinder ikke kan komme."

Der var ikke nogen skrap kontrol med overholdelsen af de forskellige sanktioner og embargoer, og en del vestlige virksomheder handlede derfor med Sydafrika i modstrid med sanktionerne. For eksempel blev der importeret frugt til Danmark fra Sydafrika, som blot blev mærket med 'from Botswana'-mærkater. 

     En del af ofrene for apartheid er fortsat overbevist om, at apartheid-styret blev holdt ved magten af internationale virksomheder, som dermed var medskyldige i de sortes lidelser. Derfor har tusindvis af ofre for apartheid i maj 2003 lagt sag an mod 34 internationale virksomheder. Sagen beskrives i artiklen "Apartheid-ofre anklager" i Berlingske Tidende 20. maj 2003 (se kilder), og heraf fremgår det, at anklagen lyder på, at de 34 har "hjulpet og tilskyndet" apartheid-regeringen med at undertrykke befolkningen. For eksempel har diamantfirmaet DeBeers udnyttet den lavtlønnede arbejdskraft, som systemet garanterede, og banker som Crédit Suisse og Citigroup ydede regimet lån, selvom der var internationale sanktioner imod det, hedder det i anklagen.

Apartheid blev formelt afskaffet i 1991, da apartheid-lovene blev ophævet, men først reelt i 1994, da der blev indført en ny forfatning i Sydafrika. En del af de love, der opretholdt apartheid-systemet, blev dog allerede afskaffet i løbet af 1980’erne, fordi regeringen havde store økonomiske problemer, og disse problemer hang blandt andet sammen med sanktioner fra det internationale samfund og udgifter til politi og militær, der skulle opretholde den indre sikkerhed. I praksis er mange af apartheid-tidens uligheder dog stadig mærkbare i det sydafrikanske samfund, idet den sorte del af befolkningen fortsat er langt fattigere og har højere arbejdsløshed, dødelighed m.m., end den hvide del af befolkningen.

Apartheid blev afskaffet gennem en langvarig proces, som på sin vis allerede begyndte, før apartheid formelt blev etableret. ANC gjorde allerede før Nationalistpartiets magtovertagelse i 1948 modstand mod raceopdelingen og det hvide overherredømme. Egentlige forhandlinger mellem Nelson Mandela, som fortsat var fængslet, og andre ANC-ledere på den ene side og medlemmer af det regerende Nationalistparti på den anden side blev indledt i 1986. Det skete efter, at flere medlemmer af Nationalistpartiet indså, at apartheid var et uholdbart system. I 1985 var der voldsomme demonstrationer, og 21 sorte blev skudt af politiet, mens 1500 blev anholdt. Det gjorde indtryk på dele af Nationalistpartiet, og det var blandt andet denne begivenhed, der drev dem til at forhandle med ANC. Forhandlingerne foregik i hemmelighed, hvilket beskrives i bogen ”I morgen er et andet land. Sydafrikas hemmelige revolution” (se kilder). I 1989 kom den mere liberale præsident F.W. de Klerk til magten, og han besluttede i februar 1990 at ophæve forbuddet mod ANC og PAC. Kort efter blev Nelson Mandela løsladt, og forhandlinger mellem de Klerk og Mandela begyndte. I maj 1990 ophævedes raceadskillelsen på hospitalerne og seks måneder senere i alle andre offentlige institutioner. I 1993 forhandlede de Klerk og Mandela sig frem til en midlertidig forfatning, der blandt andet slog fast, at der skulle afholdes valg med stemmeret for alle over 18 år. Hermed var apartheid-styrets magt brudt.

I forhold til det internationale samfund betød apartheids afskaffelse, at sanktionerne og handelsembargoen mod Sydafrika efterhånden blev opgivet; de danske sanktioner ophørte for eksempel i 1992. Sydafrika blev medlem af diverse internationale fora, blandt andet Verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken, Southern African Development Community (SADC) og FN. Ophævelsen af apartheid betød også, at Sydafrika begyndte at modtage bistandshjælp fra en række regeringer, herunder den danske. Sammen med bistanden kom også opfordring til at indføre et kapitalistisk økonomisk program, hvilket en stor del af fagbevægelsen og ANC’s traditionelle støtter var og er imod. ANC var i begyndelsen af kampen mod apartheid meget optaget af ideen om at indføre socialisme, men under forhandlingerne mellem Nelson Mandela og Nationalistpartiet lovede Mandela, at ANC ville afstå fra sin socialistiske politik. Også lån fra IMF og Verdensbanken var betinget af en liberal økonomisk politik, og den nuværende regering har blandt andet derfor satset på privatisering og liberalisering. I 1996 indførte således regeringen et neoliberalt økonomisk program, GEAR, Growth, Employment And Redestribution strategy. Dette program er dog blevet voldsomt kritiseret af nye græsrodsorganisationer, som er utilfredse med ANC’s kapitalistiske politik og mener, at GEAR-programmet øger afstanden mellem rige og fattige i samfundet. Blandt disse kritikere kaldes programmet bak-GEAR. Det fremgår blandt andet af artiklen ”ANC udfordres” i Gaia nr. 34/2001 (se kilder).

Det betød først og fremmest, at der blev etableret en vis form for retssikkerhed. Sorte, farvede og asiater blev ikke længere udsat for vilkårlige fængslinger og vold fra statsmagtens side. Desuden havde de sorte nu havde fået en lang række rettigheder og formelle muligheder for at få indflydelse og deltage i det politiske liv. Det blev for eksempel muligt for de sorte at søge job i det offentlige. Under Nelson Mandelas periode som præsident fra 1994-1999 blev der dog sat fokus på sociale temaer. Fra 1994-1999 blev der i gennemsnit installeret 750 telefoner om dagen, og 1.300 hjem fik hver dag elektricitet, ligesom 1.700 mennesker hver dag fik adgang til rent vant. Nye klinikker behandlede 8,5 mio. patienter, og i 1995 begyndte et polio- og hepatitis-vaccinationsprogram, hvor 8 mio. børn blev vaccineret i løbet af to år. Disse tal findes i Sean Sheehans bog ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder).

Afskaffelsen af apartheid betød, at det hvide mindretal ikke længere var sikret et totalt herredømme og skulle til at dele både den politiske og økonomiske magt med de andre grupper i landet. Det betød også, at de nu kom til at bo side om side med sorte, farvede og asiater. En del hvide emigrerede (og emigrerer stadig) derfor til Storbritannien, USA, Canada, Australien eller New Zealand. Dette fænomen beskrives blandt andet i Gert Clevins bog ”Sydafrika” (se kilder). Udviklingen i den økonomiske fordelingspolitik betyder, og der også er opstået en hvid underklasse for første gang, blandt andet bestående af mennesker, som trods manglende uddannelse var sikret et job under apartheid, men som nu har mistet deres arbejde til sorte. Ifølge Udenrigsministeriets temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder), er det dog kun 1 % af de hvide, der lever under den officielle fattigdomsgrænse, mens det gælder 61 % af de sorte og 38 % af de farvede. En del hvide er glade for, at det racistiske system er afskaffet og vil gerne dele landets goder med de andre grupper. Mange har følt skyld over undertrykkelsen af de sorte. Ifølge bogen ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder) sagde en hvid efter valget: ”Er det ikke forbandet fantastisk? For første gang i mit liv skammer jeg mig ikke over at være hvid.” Andre hvide forsøger dog med alle midler at bekæmpe de sortes indflydelse på samfundet. I samme bog beskrives det, hvordan en gruppe hvide i 1995 brugte geværer, piske og hunde for at forhindre sorte børn fra en township ved Cape Town i at komme ind i en tidligere rent hvid skole.

De første frie valg blev afholdt fra 26.-28. april 1994. Op til valget var der store stridigheder mellem partierne og den hvide højrefløj, der var imod afskaffelsen af apartheid, truede med vold og opgør. I de sidste to måneder op til valget fandt der 500 formodet politiske mord sted, og Inkhata-bevægelsen truede med at boykotte valget. Kun to dage før valget sprængtes en bilbombe anbragt af hvide ekstremister og dræbte ni tilfældige forbipasserende. Bomben skulle skræmme sorte vælgere fra at stemme. Mange politikere over hele verden frygtede for vold på valgdagene og var også bekymrede for, om der ville være valgfusk, fordi det hvide mindretal ikke ville afgive magten. Der var trods alt gået mange årtier forud, hvor sorte ofte blev skudt og dræbt, hvis de forsøgte at kræve lighed.

     Men selve afviklingen af valget blev mere fredeligt end frygtet, og valgobservatører fra FN og EU og andre internationale organisationer kunne bagefter bekræfte, at valget var gået retfærdigt til. Nelson Mandela dannede en national samlingsregering med deltagelse af:

• ANC, der fik lige over 60 % af stemmerne. 
• Det tidligere hvide regeringsparti, Nationalistpartiet, der fik 20 % af stemmerne 
• Inkatha Freedom Party, der fik 10 % af stemmerne.

     Valgets forløb beskrives indgående i Sean Sheehans bog ”Sydafrika efter apartheid” (se kilder).

Den nye forfatning indeholder en lang række menneskerettighedsgarantier, blandt andet princippet om lighed og forbud mod diskrimination samt retten til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Den er meget detaljeret og bliver af nogle eksperter opfattet som en af verdens bedste og mest demokratiske forfatninger, blandt andet fordi den også forbyder diskrimination på baggrund af seksuel orientering, alder, handicap, sprog og fødsel. Grundloven har titlen ”En lov for en nation”, og der er stærkt fokus på, at alle minoriteter og grupper får samme rettigheder. Den afspejler også, at befolkningen i stort omfang blev inddraget i processen via medierne, der opfordrede borgerne til at komme med kommentarer og forslag. For eksempel blev dødsstraf gjort grundlovsstridig efter, at forskellige menneskerettighedsorganisationer havde forklaret, hvorfor de ønskede at inddrage et forbud mod dødsstraf i forfatningen. Der er også sikret offentlig adgang til forvaltningen, og domstolene er uafhængige og kun underlagt grundloven. Der er dog det problem, at kun få sydafrikanere kender deres rettigheder.

Sandheds- og Forsoningskommissionen blev nedsat af den sydafrikanske regering i april 1995 og arbejdede frem til begyndelsen af 2002. Den fik til opå grund afve at undersøge overtrædelserne af menneskerettighederne fra 1960-1994. Formålet var ikke at placere skyld, men at skabe en fælles hukommelse, en fælles bevidsthed om, hvilke overgreb der havde fundet sted under apartheid. Tanken var, at det, der er sket i fortiden bør tilgives, men ikke glemmes. Baggrunden for dette princip var, at især den hvide befolkning var meget skræmte ved tanken om, hvad der kunne ske, når den sorte præsident Nelson Mandela kom til magten. Politikere, embedsmænd og politifolk ønskede ikke at blive retsforfulgt og fængslet. I første omgang krævede Nationalistpartiets leder F.W. de Klerk, at der blev givet fuldstændig amnesti for alle. Men kommissionen fik til opgave at følge en tredje vej. I stedet for at give betingelsesløs frifindelse eller at gennemføre en egentlig retsforfølgelse, valgte man at lave ’høringer’, hvor både ofre og bødler kunne træde frem og fortælle deres version af historien. Alle ’bødler’, der trådte frem, fik amnesti. De, der ikke trådte frem, risikerede at blive retsforfulgt sidenhen. Tanken var, at ved at få de traumatiske hændelser frem i lyset, ville det blive muligt at sikre fredelig sameksistens fremover.

     Sandheds- og Forsoningskomissionen har sin egen hjemmeside (se kilder), og baggrunden for dens arbejde beskrives i netartiklen ”Sandhed og forsoning i Sydafrika” (se kilder) i et netmagasin lavet af Kirkernes U-landsudvalg.

I begyndelsen var det især ofre, der henvendte sig, men efterhånden kom også ’bødler’ frem ved høringerne, og i alt søgte cirka 8.000 gerningsmænd om amnesti, mens 20.000 mennesker, hvoraf langt de fleste var sorte, bad om at måtte fortælle deres historie. Cirka halvdelen fik lov at bringe deres sag frem ved de høringer, der foregik fra 1996-1998; resten skrev eller fortalte deres beretning til kommissionen. Der kom mange chokerende oplysninger frem, blandt andet at sydafrikanske videnskabsmænd havde forsket i bakterier, som kun ville skade sorte. Arbejdet med at indsamle beretninger blev afsluttet med en rapport ”Truth and Reconciliation Commission of South Africa Report” i marts 2003 (se kilder), men der er fortsat ikke taget stilling til alle anmodninger om erstatninger. Internationalt vurderes kommissionens arbejde for at være en succes og et eksempel til efterfølgelse, men i Sydafrika er der også kritik af arbejdet. Nogle kvinder mener for eksempel, at der var for lidt fokus på de særlige forbrydelser mod kvinder, og at de kvinder, der fik mulighed for at fortælle om tortur på kønsorganerne, voldtægter og andre ydmygelser, ikke fik hjælp efter den traumatiske oplevelse med at fortælle om overgrebene. Denne problematik beskrives i filmen ”Erindringens landskaber. Himlen folder sig ud” (se kilder). Andre lægger vægt på, at mange hvide politikere aldrig erkendte deres ansvar. For eksempel påstod den tidligere præsident F.W. de Klerk, at han aldrig havde godkendt tortur eller mord. Andre igen mente, at det var forkert, at kommissionen også afhørte de ANC-folk, der havde deltaget i voldelige handlinger. Flere centre og organisationer, der var utilfredse med kommissionens arbejde eller blot mener, at det bør fortsættes, arbejder videre med at skabe forsoning og tilgivelse efter apartheid. Det gælder blandt andet Centre for the Study of Violence and Reconciliation og Institute for Justice and Reconciliation.

Der blev i første omgang skrevet en overgangsforfatning, som trådte i kraft forud for det første demokratiske valg i Sydafrika i april 1994. Herefter gik en proces i gang med at skabe en ny forfatning, og forfatningskomiteen blev sammensat af politikere fra en lang række partier. Det varede to år, før forfatningsudkastet var parat til vedtagelse i parlamentet, og undervejs var der stor uenighed mellem det hvide Nationalistparti, som havde siddet på magten siden 1948, og ANC, som havde fået flertal ved valget i 1994. Uenighederne mellem de to partier drejede sig især om tre ting:

• Nationalistpartiet ønskede, at arbejdsgivernes ret til at lockoute arbejderne skulle med i forfatningen ligesom strejkeretten. Det krav fik de ikke opfyldt. 
• ANC ønskede, at alle skoler skulle være blandede, mens Nationalistpartiet gik ind for skoler, hvor der kun blev undervist på afrikaan (boernes sprog). Her blev indgået et kompromis. 
• Ejendomsretten. Her blev også indgået et kompromis, der betød, at de hvide ikke skulle levere så meget jord tilbage, som ANC ønskede.

     Efter to års forhandlinger blev den sydafrikanske forfatning vedtaget den 8. maj 1996. Processen frem mod den nye forfatning bliver beskrevet i dokumentarfilmen ”Deadline” (se kilder), og forfatningens indhold beskrives i Udenrigsministeriets temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder).

”De befriede os aldrig. De flyttede bare lænkerne fra vores hals til vores ankler,” har antiapartheid-aktivisten Rassool Snymann sagt til journalisten Naomi Klein (se kilder) om afskaffelsen af apartheid. Den sydafrikanske menneskeretsaktivist Yasmin Sooka uddybede denne kritik ved at sige om overgangsfasen, hvor ANC indlod sig på den økonomiske politik, det sydafrikanske erhvervsliv og de internationale økonomiske institutioner, dikterede: ”Forretningslivet sagde: 'Vi beholder det hele, og I [ANC] vil lede af navn … I kan få politisk magt, I kan få regeringsfacaden, men den virkelige styring vil foregå andetsteds”. I kapitlet 'Et demokrati født i lænker' i bogen Chokdoktrinen, beskriver Naomi Klein hvordan denne overgang, hvor ANC officielt tog den politiske magt, men stort set uden at få sat nogen af sine økonomiske omfordelingspolitikker igennem, foregik (se kilder).

     Denne start for Sydafrika efter apartheid har betydet, at trods den store politiske indsats fra ANCs side, er fattigdom og social ulighed langt fra afskaffet. William Gumede, ANC-aktivist og forfatter til bogen "Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of ANC" mener, at ANC og det flertal af befolkningen, som bakkede op om behovet for grundlæggende forandringer, undervurderede, hvor meget de strukturelle økonomiske programmer betød. Programmerne blev fremstillet som noget ”teknisk” og ”administrativt”, og fordi landet i de første år efter apartheids afskaffelse fortsat var plaget af politimassakrer på demonstranter og snigmord på ANC-ledere, havde folk andre og mere presserende sager at tænke på. ”Vi tabte! Vi tabte det, det virkelig handlede om!” siger han til Naomi Klein i Chokdoktrinen.Sorte er fortsat markant fattigere og har dårligere levevilkår, sundhedsstilstand og økonomi end den hvide befolkning. Samtidig er den økonomiske politik, som blev grundlagt i starten af 1990'erne fortsat, f.eks. i form af et skattesystem, som snarere end omfordeling sikrer stigende ulighed, mener bl.a. Dick Forslund, økonom og forsker ved Alternative Information and Development Centre.

     ”Apartheid fald gav muligheden for et opgør med den økonomiske ulighed som apartheid havde skabt og var designet til at understøtte. Dette skete ikke. De faktiske skattereformer i post-apartheid Sydafrika er ikke blevet anvendt til progressiv omfordeling af magt og rigdom. Politikken har støttet snarere end tilbagerullet den voksende ulighed,” skriver Dick Forslund i rapporten "Personal Income Taxation and the struggle against inequality and poverty" fra 2012 (se kilder). Af denne rapport fremgår det, at de 75 % fattigste i Sydafrika i 2012 tjente mindre end de 0,7 % rigeste. Og når de rigeste ikke betaler ret meget i skat, og størstedelen af befolkningen næsten ingenting tjener, bliver statens indtægter – de penge, der ville kunne bruges på kollektive sociale goder – tilsvarende små.

Sydafrikas bruttonationalprodukt pr. indbygger er højere end i de fleste andre lande i det sydlige Afrika tilsammen, men der er ekstremt stor ulighed – altså stor forskel på, hvordan de rige og de fattige har det. Langt de fleste af de rige er hvide, selv om sorte udgør cirka 75 % af befolkningen. Det fremgår af Gert Clevins bog ”Sydafrika” (se kilder).

     Arbejdsløshed, fattigdom og spredning af samt manglende adgang til behandlingstilbud for HIV/AIDS er blandt landets største problemer i dag. I en af de sektorer, hvor mange sorte traditionelt har været beskæftiget, mineindustrien, mistede flere end 180.000 arbejdere deres job perioden 1989-1997. Det fremgår af bogen ”Sydafrika – en nation under forvandling” af Christel Sølvhjelm og Sofie Danneskiold-Samsøe (se kilder). Det er ikke siden lykkedes at skabe en jobvækst, der kan matche tilgangen til arbejdsstyrken.  

     For omkring 10 år siden levede 7 mio. sydafrikanere i slum, som blandt andet opstår, fordi et stigende antal mennesker søger ind til storbyerne på jagt efter arbejde. Siden er antallet af mennesker i Sydafrikas byer steget markant, mens procentandelen af byboere, der bor i slum ifølge FN's statistik afdeling er forblevet det samme, nemlig omkring 23 %, altså en antalsmæssig stigning (se kilder).

     En af de største trusler mod udviklingen i Sydafrika er hiv/aids-epidemien. Sydafrika er et af de lande i verden, der har den højeste koncentration af personer, der er smittet med hiv eller har aids i udbrud. Ifølge WHO, Verdenssundhedsorganisationen, var cirka 10 % af befolkningen i Sydafrika ved årtusindeskiftet smittet med hiv, dvs. omkring 5 mio. mennesker, og blandt de 15-49-årige er det op mod 20 %. Det fremgår af CIA – The World Factbook (se kilder) og af Aidsfondets hjemmeside under ’Globalt udsyn’.

     En anden trussel er den udbredte kriminalitet. Cirka 90 % af de arbejdsløse er under 30 år, og mange af de unge arbejdsløse forsøger at tjene penge ved kriminalitet. Der finder et mord sted i Sydafrika hvert 12. minut og en voldtægt hvert 26. sekund. Sydafrika er faktisk det farligste sted i verden at opholde sig ud over områder, hvor der er krig. Det fremgår af bogen ”Sydafrika” (se kilder).

     Den politisk motiverede vold er dog ifølge temahæftet ”Sydafrika ved en skillevej” faldet siden afskaffelsen af apartheid. Fra 1984 til 1997 fandt der gennemsnitligt 2.000 politiske drab sted i Sydafrika hvert år. Dette tal er faldende, men antallet af fængselsansatte er fortsat et af de højeste per indbygger i verden, og forholdene i fængslerne er meget dårlige.

Sydafrika kæmper stadig med arven efter apartheid, men der er samtidig en positiv udvikling i gang, hvor tiltroen til de demokratiske institutioner er større end forventet, og mange sorte benytter sig af de muligheder, den nye forfatning har givet dem. Der er også i befolkningen en stolthed over at være en del af en ’regnbuenation’, hvor alle religiøse og etniske grupper har samme rettigheder og muligheder. Mange ser derfor Sydafrika som et land, der kan udvikle sig til et afrikansk mønstereksempel på demokrati og fredelig sameksistens. De sidste par år har landet imidlertid været præget af store strejker og protester mod ANC's manglende vilje eller evne til at sikre det fattige flertal bedre vilkår. Både i den offentlige sektor og i bl.a. mineindustrien har der været massestrejker. 

     I 2012 greb myndighederne så voldsomt ind overfor en strejke blandt minearbejdere, at flere blev dræbt. Det blev senere kendt som Marikana-massakren. Samtidig har mange mistet tiltroen til ikke blot de politiske ledere, men også lederne i fagbevægelsen, som anklages for korruption og pamperi. Vreden er også stor over, at de jordreformer, som fra starten var topprioritet for ANC, aldrig er blevet gennemført. Senest lovede ANC, under Jacob Zumas ledelse, i 2009 at jordreformprogrammer skulle tilbage øverst på dagsordenen. Men der er ifølge Ben Cousins og Ruth Hall, der forsker i landbrug og jord, ikke sat gang i konkrete initiativer (se kilder). Præsident Jacob Zuma har dog fastholdt, at en ny jordreform, der reelt forandrer det faktum, at hvide stadig ejer størstedelen af jorden, skal være gennemført inden 2018.

Ved parlamentsvalget i 1999 fik ANC en overvældende sejr med 66,4 % af stemmerne og 266 af de 400 pladser i parlamentet. Havde partiet fået en plads mere, ville det have haft 2/3 flertal og dermed mulighed for at ændre forfatningen uden om samtlige andre partier. De tre største oppositionspartier var det liberale, hvidt dominerende Democratic Party med 38 pladser, Inkatha Freedom Party med 34 pladser og New National Party med 28 pladser. Thabo Mbeki, der overtog ledelsen af ANC fra Nelson Mandela, blev indsat som præsident 16. juni 1999. ANC fik også flertal i de styrende forsamlinger i syv af de i alt ni provinser. I det danske udenrigsministeriums temahæfte ”Sydafrika ved en skillevej” (se kilder) formuleres det imidlertid således: ”Mens det sydafrikanske demokrati har sikret befolkningsflertallet den politiske magt, er kontrollen over økonomien stadig i hænderne på et hvidt mindretal.”

     Ti år senere vandt ANC igen regeringsmagten med Jacob Zuma i spidsen. Hans regeringstid har imidlertid været præget af skandaler af såvel politisk som økonomisk karakter, herunder anklager om misbrug af offentlig midler. Ved lokalvalgene i 2011 var der opstillet de største antal uafhængige kandidater nogensinde, og valgdeltagelsen var højere end forventet. Det største oppositionsparti, The Democratic Alliance, gik frem fra 16-22 % af stemmerne, og Seán O’Leary fra Denis Hurley Peace Institute spår, at mange af de mindre partier og uafhængige kandidater vil slutte sig til Democratic Alliance i forbindelse med det nationale parlamentsvalg, der skal afholdes i 2014. Dette kan for første gang siden afskaffelsen af apartheid udfordre ANC's regeringsmagt (se kilder).

     De seneste års sociale uroligheder, der kulminerede med Marikana-massakren i forbindelse med minestrejken i 2012, har ført til et ændret politisk landskab. Det sydafrikanske socialistparti Democratic Socialist Movemement (DSM)s, skrev i foråret 2014 (se kilder):

     ”Hvis Marikana var jordskælvet, så var beslutningen på National Union of Metalworkers of South Africas (Numsa) seneste kongres om at trække støtten til regeringspartiet ANC et efterskælv med lige så stor intensitet, som de oprindelige rystelser”

     Numsa vil formentlig blive ekskluderet af fagbevægelsens sammenslutning COSATU – der svarer til LO i Danmark – som traditionelt har været kritisk overfor ANC's økonomiske politik, men de senere år i stigende grad har optrådt loyalt overfor ledelsen af ANC, hvilket har ført til splittelse i fagbevægelsen. Venstrefløjen håber, at Numsa's tilbagetrækning af støtten til ANC og mulige eksklusion fra COSATU kan blive startskuddet til dannelsen af en ny fagbevægelsessammenslutning, hvor ledelsen står frit til at kritisere såvel ANC som ethvert andet parti, der måtte komme til magten. Redaktionen på det uafhængige venstrefløjsmagasin Amandla! (der betyder 'magt') opfordrede i foråret 2014 til at bruge opbruddet i den sydafrikanske fagbevægelse til at skabe en ny bevægelse, ”i hvilken arbejdsløse, organiserede arbejdere, kvinder, miljøforkæmpere, bøsser og lesbiske alle kan finde sammen i løftet om frihed fra undertrykkelse og skaffe sig de redskaber, der skal til for at regere over sig selv og samfundet” (se kilder).

     Også andre kræfter vejrer morgenluft i et politisk landskab, hvor ANC's magt er svækket. Det højreradikale hvide parti Freedom Front, der var imod afskaffelsen af apartheid – og nu har relanceret sig som Freedom Front Plus, og taler om at være ”imod diskrimination” – stiller op til parlamentsvalget i 2014 på en kritik af ANC's manglende evne til at løse landets økonomiske problemer (se kilder).

Da Nelson Mandela efter lang tids sygdom døde 5. december 2013, udløste det national landesorg, og præsident Jacob Zuma annoncerede 10 dages officiel sørgeperiode i landet. At Nelson Mandelas død får betydning for ANC's (og dermed Sydafrikas) fremtid, er hævet over tvivl. ANC's kritikere mener, at det i mange år primært har været Mandelas stærke symbolske betydning, der har holdt partiet ved magten, på trods af voksende utilfredshed hos ikke mindst det store fattige flertal af den sorte befolkning.

     Journalist Louise Windfeld-Høeberg skrev i en artikel weekenden før parlamentsvalget i Sydafrika den 7. maj 2014: ”ANC vinder valget onsdag, reddet af Mandela-nostalgi og gammel loyalitet. Men den slags har en udløbsdato. Næste uges sejr er ANC's sidste sikre af slagsen” (se kilder).

     Som forudsagt vandt ANC i 2014 endnu en periode ved magten, men ikke med det overvældende flertal, det ellers har haft siden apartheids fald. Godt 73 % af de registrerede vælgere stemte, og af dem gik 63 % til ANC, mens Democratic Alliance øgede deres opbakning fra 16 % i 2009 til 22 % i 2014.

     11 andre partier fik nok stemmer til at blive repræsenteret i parlamentet, heriblandt det nydannede Economic Freedom Fighters (EFF), der blev landets tredjestørste parti med 6.35 % af stemmerne. EFF blev dannet i 2013 af bl.a. Julius Malema, der ledte ANC's ungdomsorganisation indtil han blev ekskluderet fra partiet to år forinden. EFF mobiliserede opbakning på netop parolen om at skaffe den økonomiske frihed, som flertallet af landets befolkning ikke fik med sig, da den politiske frihed blev vundet ved apartheids fald. Samtidig havde et andet nydannet parti, AGANG, under ledelse af den kendte anti-apartheid aktivist Mamphela Ramphele opfordret folk til helt at boykotte 2014-valget i protest mod ANC.

     De kommende år vil vise, hvilke forandringer de mange nye – og nyreformerede – partier, samt de nye bevægelser, der udspringer af bl.a. den ANC-uafhængige fagbevægelse, kan skabe i Sydafrika post apartheid – og post Mandela.