Racisme i Danmark

En gruppe højreekstremister, der overfalder en ung far med anden etnisk baggrund end dansk, fordi de ikke kan lide hans udseende. Hadefulde skældsord mod en mørk fodboldspiller på stadion. Dørmanden, der afviser en sort fyr ved indgangen til diskoteket. Grove generaliseringer om fremmede og deres levemåder fra repræsentanter for forskellige politiske partier i Folketinget. Racisme kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men fælles for alle racistiske ytringer og handlinger er, at de er udtryk for en overbevisning om, at man kan opdele mennesker i forskellige racer, og at nogle racer er mere værd end andre.

     Racistiske ytringer og diskriminerende adfærd baseret på racisme er forbudt i de fleste europæiske lande, og det har blandt andet baggrund i erfaringerne fra første halvdel af 20. århundrede, hvor den nazistiske ideologi, der var tæt knyttet til racismen, fik stor tilslutning og medførte udryddelsen af millioner af jøder og andre, der af nazisterne blev anset for mindreværdige. Den racistiske lovgivning, som nazisterne gennemførte, findes ikke tilsvarende i Europa i dag. Men det betyder ikke, at racismen er væk i dag, heller ikke i Danmark.

Man bruger overordnet begrebet racisme om den diskrimination, der foregår over for folk af anden farve, religion, kultur og race. Oprindeligt var racisme forestillingen om, at mennesker kan inddeles i forskellige grupper afhængigt af, hvilken biologisk race de tilhører. I denne oprindelige form for racisme herskede en forestilling om, at der er et hierarkisk forhold imellem disse racer, sådan at nogle racer er andre racer overlegne.

     Racisme giver sig ofte til udtryk igennem nedværdigende handlinger, diskrimination, undertrykkelse og fremmedhad. Siden har racismen givet sig til udtryk i andre forhold end blot mellem racer. Den omhandler nu også kulturelle forskelle – etnicitet og religiøse forhold.

Man kan inddele racismen i forskellige underkategorier for at få et bedre overblik over, hvad det store begreb dækker over. Underkategorierne kan overordnet set deles i to kategorier: Isoleret diskrimination og strukturel diskrimination.

• Direkte isoleret racisme/diskrimination: Enkeltpersoners racistisk motiverede adfærd og handlinger, f.eks. overfald mod en person med etnisk minoritetsbaggrund, hvilket ofte forekommer i nattelivet. 
• Politisk organiseret racisme/diskrimination: Racistisk motiverede handlinger med et klart politisk budskab. Det er bevidste handlinger, og grupperne, der står bag, har ofte et netværk, som kan organisere aktioner. 
• Indirekte isoleret racisme/diskrimination: Enkeltpersoners handlinger over for etniske minoriteter, der ikke udspringer af et bevidst diskriminerende motiv. Her er diskriminationen ofte udløst af fordomme over for en person med anden etnisk baggrund end dansk. Et eksempel på denne form for racisme kan være et tilfælde, hvor en ingeniør med minoritetsbaggrund skal inspicere en byggeplads, men bliver standset af vagten med henvisning til, at der ikke er bestilt nogen taxa. Her antager vagten på grund af sine fordomme, at ingeniøren må være taxachauffør og være dukket op ved en fejltagelse.

• Strukturel, direkte racisme/diskrimination: Strukturel, direkte racisme består i, at samfundets institutioner, erhvervslivet og kulturlivet er indrettet på en måde, så de sociale forhold/strukturer holder mennesker, der adskiller sig fra flertallet, hvad angår trosretning, hudfarve, national-, etnisk- eller kulturel oprindelse, udenfor. En afvisning ved et diskotek med henvisning til personens hudfarve er f.eks. at betragte som direkte diskrimination. Et andet eksempel kunne være, hvis et boligformidlingskontor imødekommer diskriminerende krav fra boligudlejere om ikke at udleje deres boliger til personer med en bestemt etnisk, kulturel, religiøs eller national baggrund. 
• Strukturel, indirekte racisme/diskrimination: Strukturel, indirekte diskrimination indebærer, at i udgangspunktet neutrale bestemmelser i praksis stiller personer med en bestemt trosretning, hudfarve, national, kulturel eller etnisk oprindelse i en ufordelagtig situation sammenlignet med andre mennesker. Et eksempel på strukturel indirekte diskrimination – hvor en neutral regel, som ikke har til hensigt at diskriminere, men i praksis får diskriminerende effekt – kunne være visse virksomheders beklædningskrav, som indebærer, at ansatte ikke må bære hovedbeklædning. Beklædningskravet er tilsyneladende neutralt, fordi det gælder alle. Det får imidlertid en utilsigtet virkning for personer, der på grund af religiøse overbevisninger bærer hovedbeklædning, eksempelvis muslimske kvinder eller sikh-mænd.

Den amerikanske historiker George M. Fredrickson (1938-2008) arbejdede ud fra en teori om, at racismen i den vestlige verden er opstået i forskellige bølger med forskellige udtryk. Disse bølger og baggrunden for dem har han beskrevet i bogen ”Racism: A Short History” (se kilder).

     Ifølge Frederickson opstod der i den sene middelalder et spirende had til jøder i Europa. Siden kristendommens opståen og indtil den sene middelalder havde man ment, at jøderne kunne undgå stigma ved at omvende sig til kristendommen. Men under den sorte død midt i det 14. århundrede begyndte mange at se jøder som en slags djævlens yngel, som var skyld i de kristnes lidelser. Dette var, ifølge Fredrickson, den første store bølge af racisme i den vestlige verden.

Den anden bølge af racisme opstod ifølge Frederickson i forbindelse med den vestlige slavehandel af afrikanere. Oprindeligt begrundede de amerikanske kristne, der var involveret i slavehandlen, deres undertrykkelse af de sorte afrikanere med, at man ved at ‘herske’ over de sorte, kunne gøre dem kristne og dermed gøre dem en tjeneste ved at omvende dem og redde deres sjæl fra evig fortabelse. Kristendommen spredte sig efterhånden blandt de sorte afrikanere, så argumentet med at gøre dem til slaver for at gøre dem kristne, forsvandt. Men slavehandlen fortsatte, nu ofte begrundet med et andet populært argument, nemlig at de sorte skulle være slaver, fordi de, som efterkommere af Noahs sønnesøn Kanaan, var ramt af hans forbandelse. De første to bølger af racisme var altså funderet i en religiøs forestilling om forskellighed.

Efter 1. Verdenskrig voksede racismen for alvor frem både i USA’s sydstater og i Tyskland. Jøder og sorte blev gjort til syndebukke for alverdens økonomisk og politisk elendighed. Racismen er nok bedst kendt fra nazismen i Tyskland, men faktisk var begge samfund, ifølge Fredrickson, grundlagt på en racistisk ideologi, og raceadskillelsen var at finde i deres lovgivning. Ofrene for den racistiske lovgivning måtte ikke besidde embeder og blev holdt i fattigdom. Skrækscenarier blev tegnet op af magthaverne: De sorte og jøderne ville voldtage de hvides hustruer og døtre. Disse skræmmebilleder var med til at skabe grobunden for massemord og lynchninger. Da det nazistiske Tyskland faldt i 1945, forsvandt også den racistiske lovgivning, som nazisterne havde indført. På samme måde med den såkaldte ”separate but equal”-lovgivning i USA, der segregerede sorte fra hvide, som officielt blev afskaffet i 1954.

I 1948 blev der indført statsligt sanktioneret racisme i Sydafrika med det berygtede Apartheidstyre, der delte befolkningen ind i racer og tildelte dem rettigheder herefter. Apartheidstyret ophørte først i 1994, og den racistiske lovgivning blev afskaffet. Læs mere i faktalink-artiklen “Apartheid i Sydafrika”.

     Nogle argumenterer for, at Israel også udfører statsracisme i deres besættelser af de palæstinensiske områder og deres vedvarende godkendelser af nye bosættelser. Det er dog fortsat omdiskuteret, om den israelske politik over for palæstinenserne kan kaldes statsracisme.

     Racistiske ytringer og diskriminerende adfærd baseret på racisme er forbudt i de fleste europæiske lande, og det har blandt andet baggrund i erfaringerne fra første halvdel af 20. århundrede, hvor den nazistiske ideologi, der var tæt knyttet til racismen, fik stor tilslutning og medførte udryddelsen af millioner af jøder og andre, der af nazisterne blev anset for mindreværdige. Den racistiske lovgivning, som nazisterne gennemførte, findes ikke tilsvarende i Europa i dag. Men det betyder ikke, at racismen er væk i dag, heller ikke i Danmark.

Kim Su Rasmussen, der er cand.mag. i kultur- og idéhistorie og har udført forskningsprojektet Den europæiske racismes idéhistorie, har udarbejdet et foredrag om den nuværende racisme i Danmark (se kilder). Her påpeger han, at racismen i høj grad har udviklet sig til at være en kulturel racisme.

     Denne kulturracisme deler dog en række karakteristika med det tidligere begreb om biologisk racisme. Kim Su Rasmussen beskriver, hvordan kulturer i dag ofte hævdes at være afgrænsede og lukkede størrelser, der er defineret af en grundkerne af værdier. Ligeledes er kultur definerende for individets identitet på en måde, som det enkelte individ hverken kan vælge eller fravælge. Dette kulturbegreb udgør kernen i den moderne racisme, hvor ’fremmede kulturer’ opfattes som en trussel mod den nationale identitet.

Ifølge Kim Su Rasmussen, der har forsket i den europæiske racismes idehistorie, har den nye kulturelle racisme dannet grundlag for en ny politisk højrebølge i Europa. I sit foredrag om den kulturelle racisme beskriver han det således: “Siden 1983 har den franske politiker Jean-Marie Le Pen gjort den kulturelle racisme til hjørnesten i sit politiske program, og i kølvandet på hans enorme vælgersucces i begyndelsen og midten af 1980’erne har en stribe højreorienterede partier i Europa kopieret opskriften. I en dansk sammenhæng er den kulturelle racisme blevet formuleret og iværksat af det nye højre, heriblandt Søren Krarup, Den Danske Forening og Dansk Folkeparti, og hver enkelt af de karakteristiske træk vil kunne findes udfoldet hos det nye højre i Danmark.”

     Ifølge Mandag Morgens hjemmeside TjekDet (se kilder) er Søren Krarup ikke dømt for racisme, heller ikke mangeårig formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard. Derimod er følgende personer blevet dømt:

• I 2000 blev Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth, der dengang begge var medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, idømt 14 dages betinget fængsel. De overtrådte racismeparagraffen ved at indrykke en annonce i Studiemagasinet, et magasin med “nyheder, tips og tricks om studielivet”, hvor et billede af hætteklædte og blodplettede mænd med en koran i hånden var flankeret af en tekst, hvor der blandt andet stod “Massevoldtægter” og ”Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os”. 
• Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Jesper Langballe blev i 2010 idømt 10 bøder á 500 kr. for overtrædelse af racismeparagraffen, efter at han i et indlæg i Berlingske januar 2010 skrev, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og “vender det blinde øje til onklers voldtægt”. 
• DF-politiker Mogens Camre blev i 2016 straffet med en bøde på 8.000 kr. på baggrund af et tweet. Den nu afdøde politiker skrev 24. juli 2014 på Twitter: “Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.”

Racismen er oftest svært definerbar og kan være næsten umulig at dokumentere. Derfor er omfanget af racismen også meget vanskeligt at vurdere. Hvis man som person med anden etnisk baggrund end dansk føler sig afvist på et diskotek på grund af sin hudfarve, eller hvis man tænker, man sikkert havde fået det job man søgte, hvis ikke man havde været muslim, kan det være racisme, men ofte er det umuligt at bevise. Det vurderes, at diskriminationen ofte ikke anmeldes, og derfor er det reelle omfang ikke kortlagt.

Ligebehandlingsnævnet (en statslig instans, som man som offer for diskrimination kan klage til) modtog i 2019 i alt 48 sager omkring diskrimination baseret på ‘race samt etnisk og social oprindelse’. Ingen af disse sager blev afgjort som værende i strid med loven.

     Hovedparten af de afgjorte sager bortfaldt (18 sager), fordi parterne indgik forlig, eller fordi sagerne blev afvist (18 sager). I tre sager modtog sagsanlæggeren godtgørelse. Det fremgår af “Ligebehandlingsnævnets årsberetning 2019” (se kilder).

Hvert år laver Rigspolitiet en rapport (se kilder), hvori de forsøger at tegne et billede af, hvor mange sager om hadforbrydelser, der er sket på baggrund af et racistisk eller religiøst motiv.

     Den seneste rapport fra 2018 viser, at der dette år var 260 kriminelle sager med racistiske motiver. Det er en markant forskel siden 2015, hvor der blev anmeldt 104 tilfælde af hadforbrydelser med racistisk motiv.

Hadforbrydelser kan ifølge Rigspolitiets rapport 2018 (se kilder) være vold, trusler, hærværk og hadefulde ytringer. I de fleste tilfælde er gerningspersonen mundtligt eller skriftligt kommet med racistiske tilkendegivelser i forbindelse med den kriminelle handling – for eksempel kan gerningsmanden have ytret sig racistisk i forbindelse med et voldeligt overfald eller en trussel.

Ifølge Rigspolitiets rapport 2018 (se kilder) er der især sket en stigning i hadforbrydelser med racistisk motiv inden for den kategori, der hedder ‘race/hudfarve’, mens antallet af registrerede hadforbrydelser inden for kategorien ‘nationalitet/etnicitet’ har ligget stabilt siden 2015.

     Stigningen inden for kategorien ‘race/hudfarve’ kan skyldes, at der er sket en stigning i kriminelle handlinger baseret på hudfarve og race, men det kan også skyldes, at flere end tidligere vælger at anmelde hadforbrydelser baseret på hudfarve.

     I rapporten fremgår det, at langt størstedelen af hadforbrydelserne omkring race og hudfarve var rettet mod mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Kun 13 af de 260 racistisk motiverede hadforbrydelser var rettet mod etniske danskere.

     I alt 112 hadforbrydelser i 2018 var religiøst motiverede hadforbrydelser. Størstedelen af de religiøst motiverede hadforbrydelser var rettet mod muslimer (56 %). 26 af disse forbrydelser var rettet mod jøder og 14 mod kristne.

     For alle hadforbrydelserne gælder det, at de oftest finder sted på offentligt tilgængelige steder efterfulgt af internettet. Stadig flere hadforbrydelser finder sted på internettet og næsten udelukkende på sociale medier, navnligt på Facebook. Længere nede på listen over gerningssteder er arbejdspladser/uddannelsessted, privat bolig og restauranter og diskoteker.

Særligt én befolkningsgruppe er særligt udsatte for racisme og diskrimination i Danmark, ifølge The European Commission Against Racism and Intolerance (ECRI). ECRI besøger hvert fjerde år medlemslandene og udarbejder på baggrund af besøget en statusrapport over omfanget af racisme i de pågældende lande.

     I 2017 besøgte ECRI Danmark igen og konkluderede i deres rapport “ECRI-rapport om Danmark 2017” (se kilder) blandt andet, at:

• der især er problemer med hadefulde ytringer over for muslimer. Især påtaler ECRI, at det er et problem, at hadefuld tale ikke anmeldes i et større omfang. De vurderer, at det kræver en øjeblikkelig indsats. 
• derudover mener ECRI, at det er bekymrende, at antisemitisk vold og hadefulde ytringer er stigende, også på sociale medier.

     ECRI skriver i deres rapport fra 2017, at der generelt er sket en positiv udvikling i Danmark hvad angår bekæmpelsen af racisme siden deres sidste besøg i 2014. Blandt andet er det positivt:

• at aktører og NGO’er, der arbejder med at forhindre diskrimination og racisme i Danmark, har fået flere ressourcer tilført. 
• at det er lykkedes med at få flere elever med anden etnisk baggrund end dansk ind på Politiskolen.

     Der er dog stadig er en række områder, som ECRI mener er problematiske, og som kræver handling. Nogle af disse områder vil blive berørt i de følgende afsnit.

I den offentlige debat sættes der ofte lighedstegn mellem at komme fra Mellemøsten og være muslim, ligesom der sættes lighedstegn mellem muslim og fundamentalistisk muslim. Den slags sammenblandinger er med til at skabe et unuanceret og generelt negativt billede af en stor befolkningsgruppe, som i realiteten består af både flygtninge, indvandrere og efterkommere fra Mellemøsten, Pakistan, Tyrkiet og en række andre lande, heriblandt ikke kun muslimer, men også kristne og ikke-troende.

     ECRI opfordrer til, at:

• de danske myndigheder i større omfang indsamler data om racistiske ytringer og gør en aktiv indsats for at anmelde hadefulde ytringer. 
• at myndighederne udvider den nuværende nationale strategi om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme til også at omfatte bekæmpelse af islamofobiske, hadefulde ytringer.

I 2014 udtrykte ECRI bekymring over mediernes fremstilling af muslimer og mennesker med mellemøstlig herkomst og undrede sig desuden over, at der kun er meget få sager, hvor en anklage for brud på den såkaldte racismeparagraf (Straffelovens § 266b) fører til domfældelse. ECRI mener, at paragraffen bør bruges mere. Samtidig opfordrer kommissionen til, at politikere skruer ned for den hadske tone i debatten over for muslimer og folk med mellemøstlig baggrund.

     I 2017 mener ECRI fortsat, at “hadefulde ytringer forekommer stadigt hyppigere i det danske samfund i almindelighed og i den politiske diskurs i særdeleshed”. Det fremgår af rapporten fra 2017 (se kilder).

     Et af de eksempler, som rapporten nævner, er da tidligere politiker Mogens Camre fra Dansk Folkeparti skrev på Twitter: “Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.” Et andet eksempel – fra samme parti – er fra 2013, da et folketingsmedlem lagde et foto op på sin Facebookside og sammenlignede muslimske kvinder med affald.

     ECRI gentager også sin anbefaling fra 2014 om, “at myndighederne gør medierne opmærksom på behovet for at sikre, at de ikke udsender oplysninger, der bidrager til at skabe fjendtlighed over for medlemmer af grupper, der udsættes for hadefulde ytringer”. Derudover opfordrer rapporten til, at myndighederne tager initiativ til at:

• afholde kurser for journalister i antiracisme 
• diskutere det image, som de videreformidler til offentligheden af islam og de muslimske samfund.

ECRI konkluderer i sin rapport fra 2017 (se kilder), at medlemmerne af det jødiske samfund i Danmark i stigende grad er blevet udsat for hadske ytringer i årene 2012-2014. Rigspolitiets rapport fra 2018 (se kilder) afspejler en lille stigning i anmeldte hadforbrydelser mod jøder fra 22 % i 2015 til 23 % i 2018.

     Ifølge ECRI’s rapport fra 2017 er det særligt radikaliserede muslimer, der anklages for at stå bag den diskriminerende adfærd over for jøderne.

ECRI kritiserer den lov, som Folketinget vedtog i 2016, der gør det lovligt for myndighederne at konfiskere kontanter og værdigenstande medbragt af asylansøgere – populært kaldet ‘smykkeloven’.

     Loven giver myndighederne ret til at beslaglægge genstande, hvis de overstiger en værdi på over 10.000 kroner, som kan bidrage til asylansøgernes udgifter til kost og logi, mens de er i Danmark.

     Loven er kun blevet håndhævet en håndfuld gange, og ECRI argumenterer for, at den ikke har medført “den forventede økonomiske fordel for staten”, men “imidlertid har medført stigmatisering af personer, der søger beskyttelse i Danmark, og det kan have negativ indvirkning på deres forhold til den danske stat og deres mulighed for integration på lang sigt.” ECRI anbefaler i sin rapport fra 2017 til (se kilder), at smykkeloven droppes.

En række forskellige love og paragraffer har til formål at sikre mod racisme i samfundet. Det gælder både bestemmelser i Grundloven og Straffeloven.

Grundloven indeholder i § 70 et forbud mod forskelsbehandling uanset trosbekendelse eller afstamning:

     “Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.“

Den mest omtalte bestemmelse om racisme er den såkaldte racismeparagraf, Straffelovens § 266b. Her står der, at “den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år".

Paragraffen blev skrevet ind i Straffeloven i 1939 som en reaktion på Hitlers naziregime og med det formål at undgå, at Danmark skulle ende i samme situation som Tyskland.

     Paragraffen gjorde det strafbart at "udsprede falske rygter eller beskyldninger, forfølge eller ophidse til had mod en gruppe af den danske befolkning pga. dens tro, afstamning eller statsborgerforhold".

     I 1971 blev den ændret som følge af Danmarks forestående ratificering af FN’s racediskriminationskonvention til den nuværende ordlyd, der også indbefatter race, hudfarve og seksuel orientering, og fik tilnavnet racismeparagraffen.

Det diskuteres, hvorvidt paragraffen har en forebyggende effekt, og om den sender et vigtigt og korrekt signal om, hvor grænserne går for ytringer i det offentlige rum.

     Paragraffen var meget brugt lige efter 2. Verdenskrig, men de seneste årtier er der ikke faldet ret mange domme efter denne paragraf – i gennemsnit kun lidt over en om året. Der skete dog en lille stigning fra 1995 og fremefter.

     Tal fra Ligebehandlingsnævnets rapport fra 2019 (se kilder) viser, at nævnet traf afgørelser i 48 sager dette år. Ingen af de i alt 48 sager om racisme i 2019 førte til en afgørelse om, at der var handlet i strid med loven.

Straffelovens § 267 skal sikre mod udtalelser, der kan krænke æren hos den, der er mål for udtalelsen, eller ”udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgerens agtelse”. Overtrædelser af denne § kan straffes med bøde eller såkaldt hæfte, hvilket er den mildeste form for frihedsberøvelse, som typisk afsones i et åbent fængsel.

• ’Lov nr. 289 om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.m., der påbyder, at “den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.” 
• Lov nr. 374 om etnisk ligebehandling, der som navnet antyder, har til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Den siger blandt andet: ”Loven har til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.”

     Man kan læse mere om lovenes oprindelse på det juridiske internetopslagsværk retsinformation.dk (se kilder).

Det er ikke kun gennem dansk lov, at Danmark er forpligtet til at forebygge og bekæmpe racisme. Også en række internationale konventioner har betydning for den danske stats forpligtelse til at forebygge og bekæmpe racediskrimination: blandt andet FN’s racediskriminationskonvention. Konventionen er ganske vist ikke indskrevet i dansk lov, og derfor ikke direkte gældende i dansk ret, men den danske stat har principielt forpligtet sig til at følge konventionen, som forbyder “enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning, eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.”

     Den europæiske menneskerettighedskonvention, som blev udarbejdet i 1950, altså ganske kort efter 2. Verdenskrigs ophør. Konventionen slår fast, at “nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”

• EU’s Beskæftigelsesdirektiv: generel rammebestemmelse om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. 
• EU’s Ligebehandlingsdirektiv: om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.

     EU-direktiverne er implementeret i dansk ret ved vedtagelse af forskellige love.

Det er ikke kun på lovgivningsniveau, at der er forsøg på at bremse racismen. Der har i årenes løb været specifikke kampagner rettet mod racisme i forskellige sektorer og brancher, herunder i fodboldverdenen.

     “Giv Racismen Det Røde Kort” blev oprettet i et samarbejde mellem MIXeurope og Spillerforeningen (fagforeningen for danske elitefodboldspillere) i 2005 for at sætte fokus på racisme og diskrimination. Kampagnen var til at begynde med kun synlig på de danske fodboldbaner, men har udvidet sit sigte, så kampagnen nu også er til stede i det brede kulturliv.

     Kampagneaktiviteterne har til formål at synliggøre racismebekæmpelse i sporten, kulturlivet og samfundet generelt. Det er målet, at kampagnen spreder information om det positive ved mangfoldighed, mens myter, fordomme og racisme bekæmpes.

     I Storbritannien har man forsøgt sig med en lignende kampagne under navnet “Kick it out”.

     På FN-niveau har man forsøgt sig med kampagnen “Let’s fight racism” (se kilde).

     Den 7. juni 2020 var omkring 15.000 demonstranter på gaden i København for at protestere mod racisme. Lignende demonstrationer har fundet sted flere steder i Danmark og i resten af verden – mange af dem arrangeret af organisationen Black Lives Matter. Demonstrationerne kommer i kølvandet på, at den sorte amerikaner George Floyd blev dræbt af en hvid politibetjent, som pressede sit knæ imod George Floyds hals, indtil han mistede bevidstheden, fordi han ikke kunne få luft. Han døde kort tid efter.

     George Floyds død har antændt en vrede over hele verden og fået racedebatten til at blusse op, særligt i USA. Ikke mindst fordi det langtfra er første gang, at en sort mand bliver dræbt af hvide betjente i USA. 

     Kort inden George Floyds død blev Ahmaud Arbery, en sort, ung mand, dræbt af skud i Georgia, da han var ude at løbe og blev forvekslet med en indbrudstyv af en tidligere politibetjent. Omkring to uger efter George Floyds død blev Rayshard Brooks, endnu en sort, amerikansk mand, dræbt af en hvid betjent i Atlanta af skud i ryggen, da han flygtede under en anholdelse. Mændenes død har ført til fyringer inden for politiet, og nogle af de involverede politibetjente er også blevet anholdt og sigtet for drab.

I den seneste rapport fra 2017 om Danmark fra The European Commission Against Racism and Intolerance (ECRI) (se kilder) opstilles en række forslag til, hvordan racismen ifølge ECRI kan begrænses og bekæmpes i Danmark:

• Kommissionen ønsker, at Danmark skal ændre reglerne for familiesammenføring, sådan at reglerne er uden for fare for at diskriminere visse grupper af mennesker. 
• de danske myndigheder bør gå mere systematisk til værks og indsamle data om racistiske og hadefulde ytringer og gøre en større indsats for få dem anmeldt. 
• de danske myndigheder bør overveje, om den nuværende integrationsydelse er passende i forhold til at sikre, at nyankomne indvandrere kan integreres i det danske samfund. 
• de danske myndigheder bør omgående stoppe den adskillelse, der finder sted på Langkær Gymnasium i Aarhus, hvor elever er blevet fordelt på baggrund af deres navne, hvilket i praksis har betydet en adskillelse på baggrund af etnicitet.

     Sidstnævnte punkt førte til meget debat i medierne, da det i 2016 kom frem at Langkær Gymnasium praktiserede adskillelse på baggrund af etnicitet. Begrundelsen fra skolens side var, at man ville forhindre, at mindretallet af etniske danskere ville flygte fra gymnasiet. Gymnasiet er i dag omdøbt til Aarhus Gymnasium.

     Institut for Menneskerettigheder rejste sag mod Langkær Gymnasium i 2016 med begrundelsen: “Man må ikke lave klassedeling efter etnicitet, som det er sket på Langkær Gymnasium. Det er ulovlig diskrimination, uanset hvilken hensigt man har haft med den deling, man lavede.” Det skriver Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse, citeret i artiklen “Langkær Gymnasium stopper med at fordele elever efter navn” i Aarhus Stifttidende (se kilder).

     Selv siger rektor for Langkær Gymnasium, Yago Bundgaard, i nævnte artikel: “Vi har ikke haft til hensigt at diskriminere nogen, og vi mener heller ikke, der er nogen, der er blevet stillet dårligere. Men vi må på baggrund af klagen fra Institut for Menneskerettigheder notere os, at der er tale om diskrimination, og vi agter ikke at gentage fremgangsmåden.”

Den såkaldte racismeparagraf, Straffelovens §266b (se ovenfor) er omdiskuteret. Nogle mener, at paragraffen bør skærpes, og/eller at den bør anvendes i større omfang, end tilfældet er nu. Andre mener, at paragraffen bør afskaffes, fordi den i alt for høj grad indskrænker ytringsfriheden. Nogle debattører hævder, at den frie debat bliver voldsomt begrænset af racismeparagraffens eksistens.

     I et debatindlæg på Altinget den 12. maj 2020 argumenterer forhenværende chefredaktør for Jyllands-Posten, Flemming Rose, og seniorforsker Jakob Mchangama i en fælles kronik for at afskaffe racismeparagraffen.

     De skriver: “Racismeparagraffen modvirker hverken vold eller overgreb på mindretal, men er tværtimod historisk blevet brugt til at undertrykke minoriteter (…) retssikkerhedsmæssigt er det et problem, at borgere i Danmark er blevet henholdsvis dømt og frikendt for racisme, selvom deres ytringer er sammenlignelige. Det skyldes en indbygget uklarhed og vaghed i racismeparagraffen, fordi den enes had kan være den andens poesi. Had har ingen juridisk definition, og den slags love risikerer at blive brugt til at kriminalisere upopulære holdninger.”

     De mener, at der er ‘historiske argumenter’ for at afvise love som racismeparagraffen, fordi de er blevet brugt til at undertrykke mindretal. De argumenterer for, at en styrkelse af ytringsfriheden også er en styrkelse af minoriteter med henvisning til blandt andet USA.

     Flemming Rose og Jacob Mchangama, der selv er medlemmer af Ytringsfrihedskommissionen, er dermed uenige i dens anbefaling om at bevare paragraffen i dansk lov.

     Ytringsfrihedskommissionens rapport om “Ytringsfrihed i Danmark” (se kilder), der inkluderede anbefalingen om at bevare racismeparagraffen, blev offentliggjort den 30. april 2020. Her kom det også frem, at et mindretal i kommissionen ville have paragraffen droppet. Størstedelen af medlemmerne ønskede den bevaret som et nødvendigt værn mod racistiske og hadefulde ytringer. Dog mente kommissionen, at det var nødvendigt med en ‘præcisering’ af bestemmelsen.

     Justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde ved offentliggørelsen af kommissionens rapport: “Jeg kan dog allerede nu sige, at regeringen vil se på, om der er behov for at skærpe straffen for trusler, der skal forhindre andre i at ytre sig og deltage i den demokratiske debat. For ytringsfriheden er en ret, som vi ikke skal tage for givet, og derfor skal vi som samfund tage markant afstand fra trusler mod ytringsfriheden.” Det fremgår af en pressemeddelelse på Justitsministeriet hjemmeside den 30. april 2020 (se kilder).

     Netop grænsen mellem racisme og ytringsfrihed bliver ofte udfordret. Et eksempel på det så vi i 2019, da Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs under valgkampen rejste rundt i Danmark for at brænde koranen af under massiv politibeskyttelse.

Nogle mener altså, at racismeparagraffen forhindrer en fri og åben debat om reelle samfundsproblemer, mens andre mener, at den er nødvendig for at forhindre, at en bestemt befolkningsgruppe bliver lagt for had.

     Det har især været Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet af 2004 og andre højreorienterede grupper, der har været ude efter racismeparagraffen, som de mener, indskrænker ytringsfriheden og er med til at lægge en dæmper på debatten og gøre kritik af især islam og danske muslimer umulig.   Det mener flere eksperter imidlertid ikke. Professor i strafferet Jørn Vestergaard sagde det således i artiklen “Færre anmeldes for at overtræde racismeparagraf” i Kristeligt Dagblad i 2010 (se kilder): “Praksis viser med stor tydelighed, at anklagemyndigheden er yderst tilbageholdende med at rejse tiltale for overtrædelse af racismeparagraffen, og domstolene strækker sig til det yderste for at undgå krænkelser af ytringsfriheden. Der skal virkelig meget til for domfældelse, for eksempel at man sammenligner bestemte grupper med grove forbrydere, laverestående dyr eller dødelige og ubehagelige sygdomme. Der kan også være tilfælde, hvor man ønsker bestemte grupper udryddet.”

Et nyere eksempler på en ytring, som er blevet dømt ulovlig i henhold til racismeparagraffen, er følgende passage fra blogger og billedkunstner Firoozeh Bazrafkans blogindlæg på Jyllands-Postens hjemmeside i december 2011: “…jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk-iraner, at der er tale om en defekt, menneskefjendsk kultur – hvis det overhovedet er kultur? Men man kan sige, jeg mener, at der er tale om en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.” Udsagnet er gengivet i denne artikel fra Jyllands-Posten “Jeg vil aldrig pakke mine synspunkter ind i gavepapir” (se kilder).

     Firoozeh Bazrafkan blev idømt en bøde på 8.000 kroner, der skulle betales inden for 20 dage, men frifundet for racisme.

     I januar 2012 blev en tidligere politibetjent ligeledes dømt efter § 266b. Han fik en bøde på 10.000 kroner for at skrive, ”at muslimske mænd i ”meget stort omfang” mishandler og dræber deres døtre”.

     Fælles for disse – og andre – udtalelser, som er blevet vurderet i strid med § 266b, er, at de sætter lighedstegn mellem islam/muslimsk kultur og voldtægter, incest og vold. Der er altså tale om eksempler på såkaldt ’kulturel racisme’, som er den form for racisme, der ifølge flere forskere er mest udbredt i Danmark i dag i modsætning til tidligere, hvor den biologiske racisme var mere udbredt.