Bæredygtige byer

Skybrud, trafikpropper, forurening, pladsmangel og stigende mængder affald. Det er bare et par af de udfordringer, såkaldt bæredygtige byer søger at løse. Befolkningstilvækst og klimaudfordringer har gjort bæredygtig byudvikling til et varmt politisk emne, som politikere, arkitekter, byplanlæggere og organisationer verden over er optaget af. I København er et af målene for den bæredygtige byudvikling, at hovedstaden allerede skal være CO2-neutral i 2025. I Aarhus går man efter at blive CO2-neutral i 2030. Og i Vejle samarbejder man med byer som New York og Rom om at gøre byen mere modstandsdygtig over for klimaforandringerne. Men hvad bæredygtig byudvikling handler om, kan variere meget fra f.eks. en megaby i et udviklingsland til en mindre storby i et land som Danmark og kan hænge sammen med alt fra folkesundhed, trivsel, økonomisk vækst, innovation, uddannelse og vellykket integration til social retfærdighed og gode arbejdsforhold.

Ideen om at arbejde aktivt for at gøre byerne bæredygtige blev for første gang for alvor beskrevet i den såkaldte Brundtlandrapport (1987). Rapporten blev til i kølvandet på 1980'ernes miljødebat, som var præget af, at man opfattede miljø og økonomisk udvikling som modsætninger. Miljøkrav sås som en modsætning til økonomisk vækst. Der var "grænser for vækst". I stedet for at tale om, at man skulle beskytte miljøet ved at rense forurenet miljø, begyndte man at fokusere mere på, hvordan man kunne forebygge miljøproblemer og finde løsninger med både økonomiske og miljømæssige gevinster. Rapporten blev udarbejdet under FN’s Verdenskommission for Miljø og Udvikling med den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand og fik derfor navnet Brundtlandrapporten. I rapporten blev bæredygtighed beskrevet som et helhedsorienteret begreb, hvilket vil sige, at bæredygtighed ikke alene omfattede miljø, men også sociale forhold og økonomi. Det kan man læse i Erhvervsstyrelsens rapport "Bæredygtige byer – en social og grøn bæredygtig politik" (se kilder).

Begrebet bæredygtighed blev først defineret af FN i 1980’erne. Ifølge FN er definitionen på bæredygtighed en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov. En bæredygtig by er altså en by, der er i stand til at opretholde et godt liv for alle dens indbyggere – uden at det sker på bekostning af fremtidige generationer. Det fremgår på hjemmesiden groenforskel.dk (se kilder).

Bæredygtige byer er karakteriseret af meget andet end grønne områder og bilfri zoner. Som Anna Esbjørn Hess, bæredygtighedskoordinator i Dansk Arkitektur Center og projektleder for webportalen Bæredygtigebyer.dk, formulerer det i artiklen "Besøg verdens grønne storbyer" på Politiken.dk (se kilder): "Alt for ofte fokuserer man for ensidigt på nedbringelse af CO2. Men vil man skabe en bæredygtig by, skal hele byplanlægningen tænkes i forhold til klimaet. Det gælder ikke kun den miljømæssige del, men også det sociale og økonomiske – at man skaber en by, der udnytter sine ressourcer mest hensigtsmæssigt, og som mennesker har lyst til at bo i."   Tilsvarende betragtninger kan man læse i rapporten "Hovedstaden for bæredygtig udvikling", som er Københavns Kommunes handlingsplan for realisering af FN's Verdensmål i hovedstaden (se kilder). Rapporten beskriver tre dimensioner af bæredygtig udvikling; den sociale, den økonomiske og den miljømæssige, der "hver udgør væsentlige og ligestillede politiske prioriteter. Bæredygtighed skal således omfatte kampen for bedre folkesundhed, trivsel i byerne, økonomisk vækst, innovation, bedre uddannelse, social mobilitet, lighed mellem kønnene, en værdig alderdom, vellykket integration, social retfærdighed, gode arbejdsforhold samt arbejdspladser i verdensklasse", står der blandt andet i rapporten.

Det er en verdensomspændende tendens, at befolkningen samler sig i storbyer. Hele verdens byer fylder kun 4 % af jordens landareal. Alligevel bor mere end halvdelen af verdens befolkning nu i byer. OECD vurderer, at Kina har 15 såkaldte megabyer, dvs. byer med mere end 10 millioner indbyggere, og at yderligere 240 millioner kinesere vil flytte til byerne, så 75 % af kineserne i 2050 vil bo i byerne. Det kan man læse i artiklen "Kina har endnu flere megabyer, end man troede" på finans.dk (se kilder). I 2030 forventer man, at hele 60 % af verdens befolkning bor i byerne. Dermed er udviklingen af bæredygtige byer en af de største globale udfordringer. Byerne står over for en lang række sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer, der kræver omstilling. Det gælder også i Danmark, hvor der i dag findes 33 byer med over 20.000 indbyggere i hver. Lidt over halvdelen af Danmarks befolkning har samlet sig i disse byer, viser tal fra Danmarks Statistik.   Samtidig bliver langt de fleste arbejdspladser etableret i byerne. Det betyder øget behov for at udvikle byer, der er bæredygtige i social, grøn og økonomisk forstand. Og behovene er oftest forskellige fra by til by. Som det beskrives i rapporten "Bæredygtige byer – en social og grøn bæredygtig politik", som redegør for en række bæredygtige byprojekter i Danmark og er udarbejdet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (se kilder): "Udfordringerne og løsningerne er ikke ens – det, der virker i Odense, virker ikke nødvendigvis i f.eks. Randers. Byernes størrelser, beliggenhed, historie og muligheder er forskellige, og det samme er planlægningstraditioner og holdninger. Derfor er det afgørende, at løsninger tilpasses lokale forhold og ikke mindst lokale beboere."

Den 25. september 2015 vedtog FN's 193 medlemslande den nye 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling. Her vedtog FN 17 mål og 169 delmål, som skal søge at løse mange af klodens største problemer inden 2030. Målene har bl.a. fokus på at få udryddet ekstrem fattigdom og sult på globalt plan, skabe mindre ulighed og stoppe klimaforandringerne. Mål nummer 11 har overskriften "Bæredygtige byer og lokalsamfund". FN's verdensmål kendes også som Sustainable Development Goals forkortet SDG. De 17 mål er beskrevet i rapporten "Hovedstaden for bæredygtig udvikling" (se kilder).

Reduktionen af CO2-udledning spiller en afgørende rolle i arbejdet med at udvikle bæredygtige byer, fordi CO2-udledning på mange parametre er dårligt for både klima og sundhed. Særligt storbyerne står for en stor del af den samlede CO2-udledning, både på grund af trafik og virksomheders produktion. Og i rapporten "Hovedstaden for bæredygtig udvikling" (se kilder) kan man da også læse, at en af de helt centrale målsætninger for København er, at byen inden år 2025 er den første såkaldt CO2-neutrale hovedstad i verden: "I 2025 skal københavnernes energi komme fra grønne energikilder såsom vind, biomasse og geotermi. Ligeledes skal den offentlige transport i hovedstaden omlægges til at bruge alternative drivmidler, og al kommunens tunge transport skal køre på biogas i 2018", fremgår det af rapporten. Og man er godt på vej mod målet: Siden 2005 er byens CO2-udledning faldet med 38 %, fremgår det af samme rapport.

Ganske ofte indebærer indretning af bæredygtige byer, at man søger at omlægge trafikken, så antallet af forurenende køretøjer som biler minimeres, mens cykelstier og offentlig transport får mere plads. Det beskrives f.eks. i artiklen "Forsker: I Aarhus tænker man ikke længere mobilitet som vejnet for biler" i Jyllands-Posten (se kilder). Af artiklen fremgår det, hvordan lokalpolitikerne i Aarhus forsøger at gøre byen grønnere, give mere plads til børnefamilier og opnå byens klimamål ved at omlægge trafikken radikalt. Blandt andet skal alle veje indsnævres for at give plads til mere beplantning, og kollektiv transport og cyklisme skal prioriteres højere end bilisme, ligesom man vil skabe attraktive områder for f.eks. børnefamilier ved at etablere p-pladser, der kan anvendes til ophold om sommeren.

En aktuel udfordring for både by og land er de stormfloder, der de senere år har forårsaget oversvømmelse og skader i både danske og udenlandske byer. Derfor arbejder mange byer med stormflodssikring som del af initiativerne for at gøre byen mere bæredygtig, kan man læse i artiklen "Fremtidens byer handler om meget mere end bæredygtighed" på Ingeniøren.dk (se kilder). Men også målsætninger på ligestillings- og mangfoldighedsområdet kan indgå i udviklingen af en bæredygtig by. Københavns Kommune har f.eks. som et af sine bæredygtighedsmål at ville være global foregangsby for homoseksuelle ægteskaber og flere kvinder i chefstillinger. En blanding af ejer- og lejerboliger, som sikrer mangfoldighed og plads til både velhavende og økonomisk trængte beboere, kan også være med til at skabe en mere bæredygtig by, ligesom et rigt kulturliv, natur i byrummet og rekreative områder uden trafikstøj også er typiske målsætninger for bæredygtige byrum. Københavns Kommune har f.eks. et mål om at plante 100.000 træer frem mod 2025. Træerne skal bidrage til klimasikring af byen, opsamle regnvand, rense luften og styrke københavnernes fysiske og mentale sundhed, fremgår det af rapporten "Hovedstaden for bæredygtig udvikling" (se kilder).

Der er flere eksempler på, at bæredygtighedsprojekter i byerne har bragt mennesker sammen om en fælles sag og på den måde være med til at udvikle nye og stærke fællesskaber. Et eksempel er de mange fødevarefællesskaber, der er opstået i byer landet over. Her mødes folk om at skaffe lokalt producerede bæredygtige fødevarer. Et andet eksempel er delebilsordninger, hvor folk melder sig ind både af hensyn til deres privatøkonomi og for at bidrage til en reduktion af CO2-udledningen. Bylandbrug, haveforeninger og byttemarkeder er andre eksempler på begivenheder og projekter, hvor folk mødes med et fælles ønske om at forbruge mindre og dele med hinanden i bæredygtighedens navn.

Over hele verden går byer forrest, når det kommer til bæredygtig omstilling. Selv om stater og regeringer lægger ambitiøse planer, er det ofte de større byer, der virkelig rykker. F.eks. forbød den indiske millionby Mumbay sidste år engangsplastik, i den kinesiske by Shenzhens er alle busser og taxier blevet elektriske, californiske San Fransisco genbruger over dobbelt så meget af sit affald som resten af USA, mens London har indført verdens mest ambitiøse miljøzone, der skal halvere partikelforureningen i byens centrum.

     Det sker også, at byer går direkte imod regeringens linje på klimaområdet. Som det f.eks. skete, da den amerikanske regering med præsident Donald Trump i spidsen besluttede at trække USA ud af den såkaldte Paris-aftale (klimaaftale der forpligter medlemslandene af FN’s klimakonvention til at opnå bestemte klimamål), og 250 amerikanske byer, herunder New York, Los Angeles og Chicago, alligevel valgte at overholde aftalen. Også i Danmark er byerne forrest i den grønne omstilling. København har et mål om at blive CO2-neutral i 2025 – 25 år før den nationale målsætning i 2050. Odense har sænket antallet af hjemløse markant, selvom hjemløsheden stiger på landsplan. Samsø er selvforsynende med vedvarende energi. Bornholmske Rønne arbejder mod et mål om totalt stop af affaldsafbrænding i 2032. Sønderborg har reduceret CO2-udledningen med 35% på blot 12 år og vil være helt CO2-neutral om 10 år. Det kan man læse i artiklen ”Byerne trækker i arbejdstøjet for bæredygtighed” på hjemmesiden Verdensmaal.org (se kilder).

Langt de fleste større byer i Danmark arbejder målrettet på at gøre byen mere bæredygtig. Det sker på en række forskellige måder med alt fra bedre planlægning af trafikken over grønne områder og byhaver til hønsehold, som kan omsætte madaffald til æg i daginstitutionerne. Men hvis de mange forskellige indsatser for alvor skal gøre en forskel, kræver det målrettet politisk styring samt ambitiøse, konkrete mål, som kan evalueres løbende. Sådan lyder hovedargumentet i debatoplægget ”Bypolitik og Bæredygtighed” fra Statens Byggeforskningsinstitut (se kilder). Selv om bæredygtige byer generelt er et højt prioriteret emne på den politiske dagsorden i Danmark, lever de danske byer generelt set endnu ikke tilsvarende op til høje standarder for bæredygtighed, argumenterer forfatterne. Det skyldes udfordringer i samarbejdet mellem forskellige ministeriers forskellige måder at arbejde på, og at byernes forskellighed gør, at man ikke kan arbejde ud fra én bæredygtighedsmodel, men må bruge mange forskellige alt efter by og behov.

Helt skidt står det ikke til for de bæredygtige ambitioner for danske byer. København vandt i 2014 EU-Kommissionens pris European Green Capital som en anerkendelse af byens arbejde med at kombinere bæredygtige løsninger med vækst og livskvalitet, kan man læse i artiklen ”Menneskedyret bor snart i bæredygtige byer” (se kilder). Samtidig søsatte Innovationsfonden i samarbejde med Realdania sidste år et ambitiøst forskningsprojekt, hvor 10 erhvervsforskningsprojekter skal forske i bæredygtig byudvikling, kan man læse i pressemeddelelsen ”Nyt samarbejde mellem Innovationsfonden og Realdania skal styrke forskning i Smart Buildings og Smart Cities”:   ”Udviklingen af fremtidens byer handler om livskvalitet og vækstmuligheder. Nu løfter vi dansk viden og giver plads til nye talenter, der har modet og evnerne til at tænke i løsninger, vi andre ikke har fået øje på endnu”, siger Hanne Harmsen chef for erhvervsforskerområdet i Innovationsfonden (se kilder).

Danmark er blandt frontløberne, når det kommer til bæredygtig byudvikling. Udenlandske delegationer besøger ofte Danmark for at hente inspiration til indretningen af bæredygtige byer – at lære om fremme af cyklisme i byen, grøn energi og CO2-neutralt byggeri, og ministre, interesseorganisationer og virksomheder taler ofte om bæredygtig byudvikling som det næste store danske eksporteventyr. Det kan man blandt andet læse i artiklen ”Bæredygtig byudvikling: Vision for et dansk eksporteventyr” i ugebrevet Mandag Morgen (se kilder).

Udfordringen når det kommer til bæredygtig udvikling er ofte, at bæredygtighed bliver målt på mange parametre – det handler om meget mere end CO2-udledning. Og ofte kan de forskellige mål for bæredygtighed spænde ben for hinanden. For eksempel skal en bæredygtig by gerne både have bæredygtige billige boliger og grønne rekreative områder, to ønsker der kan komme i konflikt med hinanden, som det f.eks. skete, da Københavns Kommune havde planer om at opføre billige boliger på Amager Fælled. Det rejste en storm af protester fra borgere, der ikke ønskede, at det grønne område på Amager skulle bebygges. Et andet dilemma er ønsket om mobilitet og en effektiv infrastruktur på den ene side og ønsket om at nedbringe trafikken, bekæmpe luftforurening på den anden. Da SRSF-regeringen for år tilbage foreslog at indføre en betalingsring, der skulle begrænse antallet af biler i byen, blev forslaget stemt ned, fordi flertallet ikke ønskede at pålægge beboere og pendlere yderligere udgifter i forbindelse med kørsel til og fra byen.

Den danske rapport Baseline for Verdensmålene, som blev offentliggjort januar 2019 viser, at der stadig er udfordringer for den bæredygtige udvikling i byerne. Eksempelvis viser rapporten, at CO2-udledningerne fra transport er steget i perioden 2010-2015, hvor vi ellers har sænket den samlede udledning pr. indbygger. Rapporten beskriver også, at NOX-partikelforureningen fra trafik og kraftværker kun falder langsomt og fortsat er langt over den tilladte grænse i de danske storbyer. Samtidig viser rapporten, at de offentlige udgifter til beskyttelse af luften er faldet. En anden stor udfordring, som rapporten påpeger, er, at huslejen for almene boliger stiger tre gange så hurtigt som den normale prisudvikling på varer og ydelser. Det betyder, at det kræver en stadigt højere indkomst at bosætte sig i byen, og at stadigt flere bliver presset ud af storbyerne – en udvikling der strider mod bæredygtighedsmålsætningen om, at byerne skal give plads til mangfoldighed og forskellige mennesker. Rapporten konkludere også, at hjemløsheden på landsplan er steget med en tredjedel på under 10 år (se kilder).

     ”Med projektet ”Baseline for verdensmålene” har vi vist, hvordan vi kan arbejde med verdensmålene i Danmark. Danmark er på mange områder i front. Men baselinen viser alligevel, at vi stadig har vej at gå for at indfri verdensmålene inden 2030. Vi er kendte for vores byers bæredygtighed, men er stadig meget langt fra at bygge bæredygtigt. Vi er blevet bedre til at reducere, sortere og genanvende vores affald, men vores nabolande viser os, at vi kan gøre det endnu bedre. Og på mange andre områder kræver det en indsats og nytænkning, hvis udviklingen ikke skal gå i den forkerte retning”, lyder det blandt andet i rapportens anbefalinger (se kilder).