FN's Børnekonvention

Menneskerettighederne er universelle og gælder principielt alle uanset alder. Alligevel er langt de fleste lande i verden er enige om, at børn har særligt krav på beskyttelse. I 1989 blev børn derfor sikret en række ekstra rettigheder, da FN's medlemslande enstemmigt vedtog Børnekonventionen. I 2014 markerer verden 25-året for FN’s Børnekonvention og kan blandt andet fejre, at børnedødeligheden er faldet, og at stadig flere børn går i skole. Men der er stadig børn i både hjem- og udland, som ikke kan nyde de rettigheder, de ellers er sikret i konventionen.

FN's konvention om barnets rettigheder – eller Børnekonventionen som den oftest kaldes – blev vedtaget enstemmigt af FN's medlemslande den 20. november 1989. I dag har 194 af verdens lande tiltrådt Børnekonventionen, hvilket gør den til den mest udbredte menneskerettighedstraktat. Kun USA, Sydsudan og Somalia har endnu ikke tiltrådt konventionen. Danmark tiltrådte (ratificerede) Børnekonventionen i 1991 og har dermed forpligtet sig til at efterleve konventionen.

     Børnekonventionen indeholder 54 artikler, som fastlægger barnets grundlæggende rettigheder. Blandt disse finder man for eksempel: retten til liv, tilknytning til forældre, retten til at blive hørt, ytringsfrihed, retten til privatliv, retten til omsorg og retten til beskyttelse mod narkotika, prostitution og andre former for udnyttelse.

Som Børnerådet beskriver det i bogen ”Børnekonventionen i Danmark”, var vedtagelsen af Børnekonventionen resultatet af en udvikling op gennem 1900-tallet, hvor børn i stigende grad blev respekteret som individer med egne juridiske rettigheder (se kilder).

     I Folkeforbundet, som var forløberen for FN, blev der i 1924 for første gang nedskrevet et sæt regler, der anerkendte, at børn havde brug for særlig beskyttelse. Dokumentet hed Geneve-erklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder og bestod af fem punkter, der ikke var juridisk bindende. De handlede om barnets ret til udvikling, ret til mad, husly og hjælp og ret til at beskyttes mod udnyttelse.

     I 1948 vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der i daglig tale kaldes Menneskerettighedskonventionen. Den består af 30 artikler om de grundlæggende civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder.

     Særligt Polen arbejdede for, at børn skulle have særskilte rettigheder, så i 1959 vedtog FN's Generalforsamling enstemmigt Erklæringen om Barnets Rettigheder. Det er 10 punkter, der bygger videre på Menneskerettighedserklæringen og Geneve-erklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder.

     Knap 20 år senere, i 1978, fremlagde Polen et forslag til en konvention om barnets rettigheder. Efter meget debat – blandt andet om abort og brugen af børnesoldater – blev Børnekonventionen vedtaget i 1989.

Tidligt i 1900-tallet var det udbredt, at børn eksempelvis arbejdede på fabrikker, og derfor var der brug for regler, der beskyttede børn. Efterhånden opstod love, som satte grænser for, hvor meget børn måtte arbejde, når de også skulle passe deres skole.

     Efter Anden Verdenskrig pressede især Polen på for at få et regelsæt, der øgede beskyttelsen af børn. Baggrunden var, at nazisternes forfølgelser og medicinske eksperimenter i høj grad var gået ud over polske børn. Under Anden Verdenskrig blev over to millioner polske børn dræbt.

     Men blandt FN's medlemslande var der uenighed om, hvorvidt der overhovedet var brug for en konvention om børns rettigheder. Mange lande mente, at alle mennesker – store som små – var godt dækket ind med Menneskerettighedserklæringen.

FN's Børnekonvention indeholder en stribe grundlæggende rettigheder, der kan deles op i fire grupper af rettigheder:

• De grundlæggende rettigheder (mad, bolig, sundhed) 
• Ret til udvikling (skolegang, leg, fritid og information) 
• Ret til beskyttelse (mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse) 
• Ret til medbestemmelse (ytringsfrihed, indflydelse, medbestemmelse og selvbestemmelse).

     Konventionen fastslår, at børn skal inddrages og høres i overensstemmelse med deres alder og modenhed, når der træffes beslutninger af betydning for dem.

     I vid udstrækning er de rettigheder, der er indskrevet i Børnekonventionen, en gentagelse af de menneskerettigheder, alle er omfattet af. Men barnet har også særlige rettigheder, såsom at blive beskyttet mod hårdt og farligt arbejde eller at blive beskyttet mod narkotiske stoffer. Staten er også forpligtiget til at tage sig af forældreløse børn. Desuden fastslår Børnekonventionen, at børn ikke må deltage i krig og væbnede konflikter.

Siden 1989 er der blevet udarbejdet tre tillægsprotokoller: 

• ”Tillægsprotokol om børnesoldater” er fra maj 2000 og er blevet ratificeret af 129 lande.   
• ”Tillægsprotokol om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi” har 121 lande tilsluttet sig. Begge er fra 2002.  
• ”Tillægsprotokol om klagemekanisme” fra 2011 er underskrevet af 46 lande.

     Det er valgfrit for de lande, der har tilsluttet sig Børnekonventionen, om de også vil tilslutte sig tillægsprotokollerne. Danmark har tilsluttet sig de to førstnævnte.

     (Marts 2021: Siden Faktalink-artiklen blev skrevet, har Danmark også tilsluttet sig tillægsprotokollen om klagemekanisme. Den trådte i kraft i Danmark i 2016.)

Flere af vores nabolande har modsat Danmark valgt at lægge konventionen ind i den nationale lovgivning. Sådan er det i blandt andet Norge, Island, Tyskland, Frankrig og Sverige. Svenskerne har endvidere en mekanisme, der sikrer, at man tjekker alle lovforslag for at se, om de er i overensstemmelse med Børnekonventionen.

FN’s Børnerettighedskomité i Genève overvåger, om staterne overholder konventionen. Komiteen har beskrevet, hvad der kræves af staterne for at opfylde børns rettigheder. På alle niveauer af love, institutioner og mekanismer skal hensynet til børn være medtænkt. Det bør ifølge komiteen omfatte: lovgivning der stemmer overens med børnekonventionen, undersøgelser af hvordan ny lovgivning påvirker børn, en koordineringsmekanisme på tværs af ministerier, tilstrækkeligt med ressourcer til børn og synlighed af børn i budgetterne, indsamling af data vedrørende børn, samarbejde med civilsamfundet, kapacitetsopbygning af institutioner der er i kontakt med børn samt en uafhængig ombudsmands funktion.

     De lande, der har tilsluttet sig Børnekonventionen, forpligter sig til at lade sig eksaminere af FN's Børnekomité. Hvert femte år skal de enkelte lande sende en statusrapport til FN's Børnekomité, hvor de beskriver de fremskridt, der er sket i retning af at styrke børns rettigheder. Komiteen beder også ikkestatslige organisationer (NGO'er) om at komme med deres vurderinger. I Danmark indsender blandt andre Børnerådet og Red Barnet supplerende rapporter til FN's Børnekomité.

Børns rettigheder halter i mange lande rundt om i verden. En af de grundlæggende årsager er ofte fattigdom, skriver Amnesty International på sin temaside om Børnekonventionen (se kilder). Mange børn arbejder et antal timer, der er i strid med konventionen og med de internationale regler om børnearbejde. Næsten dagligt er der historier i medierne om børns manglende ret til mad, skolegang og udvikling, for det meste i lande der er så fattige, at de ikke kan brødføde deres børn.

     I lande, der er i krig, sker der grove krænkelser af børns rettigheder. Ikke kun for familier, der lever med stor utryghed og usikkerhed på en række områder – men også i de lande, hvor børn tvinges til at deltage direkte i krigshandlinger.

     Også i rigere lande som Danmark bliver børns rettigheder krænket, påpeger Amnesty. Organisationen har blandt andet kritiseret Danmark for varetægtsfængsling af mindreårige og for asylsager, hvor flygtningebørn risikerer hjemsendelse efter flere års ophold i Danmark, på trods af at de har tilbragt det meste af deres liv i landet.

Ifølge FN's børneorganisation, UNICEF, har konventionen ændret opfattelsen af, hvordan børn skal betragtes og behandles. I dag ses børn i højere grad som selvstændige individer med egne rettigheder end som passive objekter, der skal passes og plejes (se kilder).

     Over hele verden har konventionen inspireret regeringer og beslutningstagere til at indføre national lovgivning, der i højere grad sikrer børns rettigheder. Tillægsprotokollerne om børns deltagelse i krig, om børnepornografi og om klagemuligheder har desuden presset stater til at indføre tiltag, der beskytter børn på disse områder.

     Inde på UNICEF's temaside i anledning af 25-års-jubilæet kan man læse om konkrete forbedringer i børns vilkår, som blandt andet kan tilskrives Børnekonventionen herunder: at spædbørnsdødeligheden siden 1990 er faldet med over 1/3, og at procentdelen af børn, der bliver indskrevet på indskolingstrin, er steget fra 33 til 50 procent fra 1990-2011 (se kilder).

     I Danmark har konventionen og det øgede fokus på børns rettigheder medvirket til, at der i 2012 blev oprettet et Børnekontor hos Folketingets Ombudsmand. Børnekontorets opgave er at tage sig af klager fra børn, der oplever at deres rettigheder bliver krænket.

     Også på andre områder har Danmark ændret praksis for at undgå at være på kant med Børnekonventionen, blandt andet når det gælder isolationsfængsling af mindreårige.

Børnekonventionen er en rettesnor, ikke en lov. Der er derfor ikke er nogen sanktioner, hvis konventionens bestemmelser alligevel ikke bliver overholdt i Danmark. Mange danske ngo-organisationer taler derfor varmt for en inkorporering af Børnekonventionen i dansk lovgivning. Blandt disse er Børnerådet, der i et høringssvar fra september 2014 skriver således: ”Inkorporering af Børnekonventionen vil sende et stærkt og tydeligt signal til børn og voksne ikke bare i Danmark, men i hele verden om at børn skal respekteres og behandles som fuldgyldige borgere med de særlige muligheder og begrænsninger, som deres alder og modenhed tilsiger.” (se kilder).

     Regeringen nedsatte i 2012 et udvalg bestående af 15 sagkyndige, der skulle undersøge fordele og ulemper ved at gøre en række FN-konventioner til en del af dansk lov. Blandt de konventioner, udvalget så nærmere på, var Børnekonventionen. Da udvalget var færdigt med sit arbejde i august 2014, anbefalede seks medlemmer, at særligt Handicapkonventionen og Børnekonventionen skulle inkorporeres i loven, fordi det drejer sig om beskyttelsen af de to persongrupper, der i praksis er i særlig risiko for at blive udsat for indgreb og overgreb. Fire medlemmer frarådede derimod en inkorporering af Børnekonventionen i dansk lovgivning, fordi de fandt, at det medførte en risiko for magtforskydning fra regering og folketing over mod domstolene. Regeringens egne repræsentanter i rådet afstod helt fra en anbefaling. Det fremgår af Ulrik Dahlins artikel i Information ”Udvalg delt i syn på at skrive FN-konventioner ind i dansk lov” (se kilder). Først efter måneders tøven kom der i november 2014 en afgørelse fra regeringens side. Som det bliver afsløret i Informations artikel ”Regeringen: Konventioner bliver ikke en del af dansk lov”, besluttede Justitsministeriet i al ubemærkethed at følge anbefalingen fra udvalgets mindretal om ikke at inkorporere Børnekonventionen i dansk lovgivning. Til Information henviser Justitsminister Mette Frederiksen til risikoen for en magtforskydelse fra regering til domstole som den bagvedliggende forklaring – en risiko som udvalgsmedlem Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder i samme artikel beskriver som reelt ikkeeksisterende. Jurist, Jens Elo Rytter, forklarer i artiklen regeringens afgørelse som et valg om at holde konventionerne ud i armslængde (se kilder).

Ind imellem dukker der sager op, hvor Danmark beskyldes for at handle i strid med Børnekonventionen. F.eks. kritiserede Europarådets menneskeretskommissær, Nils Muižnieks, i november 2013, at Danmark tilsyneladende sætter indvandringskontrol højere end børns rettigheder.

     ”Jeg kunne godt ønske mig, at der blev givet mere opmærksomhed til børn som en særlig udsat gruppe inden for asylsystemet og udlændingeloven,” siger Nils Muižnieks i artiklen ”Hård kritik af danske udlændingelove for børn” (se kilder).

     I marts 2014 dukkede der sager op i pressen om, at børnefamilier kan være blevet udvist af Danmark i strid med FN's Børnekonvention. I dokumentarudsendelsen ”De udviste børn” (se kilder) kom det frem, at Justitsministeriet havde givet afslag på forlængelse af humanitær opholdstilladelse til børnefamilier. Det blev efterfølgende underkendt af Udlændingestyrelsen.

     Siden beskrev Information i artiklen ”Voksende tvivl om ministeriums overholdelse af børnekonvention” (se kilder), hvordan justitsministeriet ikke tidligere har sikret, at der er blevet taget hensyn til barnets tarv i sager om humanitært ophold. I en række sager om børnefamilier, som Information har haft adgang til, har Justitsministeriet således ikke vejledt om mulighederne for at søge efter den omtalte paragraf i udlændingeloven, ligesom ministeriet ikke selv har inddraget hensynet til barnets tarv i sagsbehandlingen. Professor i jura på Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen betegner det over for Information som ”uholdbart”.

     Et andet område, der har ført til ophedede diskussioner omkring overholdelsen af FN’s Børnekonvention herhjemme, er den religiøse omskæring af drengebørn. Modsat omskæringen af pigebørn er denne praksis nemlig stadig er lovlig i Danmark. I februar 2014 gik de tre NGO’er Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår sammen om en fælleserklæring, i hvilken de forslår et forbud mod omskæring af drenge under 15. I et uddrag fra fælleserklæringen på Børns Vilkårs hjemmeside skriver organisationernes tre frontfigurer Per Larsen, Mimi Jakobsen og Rasmus Kjeldahl: ”Omskæring af drengebørn er i strid med FN's Børnekonventions Artikel 12 om børns ret til at sige deres mening i forhold, der vedrører dem og Artikel 24 stk. 3, som siger, at børn skal beskyttes mod traditionsbundne ritualer, som kan være skadelige for deres helbred. FN's Menneskerettighedsråd har i 2013 opfordret alle lande til at afskaffe indgreb, som kompromitterer børns integritet og værdighed, og som er skadelige for piger og drenges helbred. Vi ser det som grundlæggende, at forældrerettigheder i denne sammenhæng ikke sættes foran børns ret til kropslig integritet. Barnets bedste skal altid komme i første række, selv om det kan indskrænke voksnes ret til at udøve deres religiøse eller traditionsbundne ritualer.” (se kilder). Også Europarådet har beskrevet omskæring af drenge som et overgreb mod barnets fysiske integritet, ligesom Sex & Samfund har krævet det helt forbudt. Trods massivt pres ønsker de fleste politikere på Christiansborg at forsøge med dialog og oplysning i stedet for at skride til en lovændring. Som det beskrives i Berlingske-artiklen ”Politikere tøver med indgreb mod omskæring af drenge”, er det særligt hensynet religionsfriheden og det faktum, at Sundhedsstyrelsen i 2013 har vurderet, at indgrebet ikke er forbundet med sundhedsfare, der taler imod en lovændring (se kilder).