Folkeskolen

Folkeskolen blev grundlagt i 1814 ud fra den tanke, at undervisning af borgerne er statens opgave. Folkeskolens opgave har til alle tider været at skabe det bedste fundament for lighed, og det er også baggrunden for, at folkeskolerne ret tidligt ansatte egne tand- og skolelæger. Selve konceptet folkeskolen hviler, som navnet antyder det på, at skolen er folkets skole. Det er staten og Folketinget, der sætter rammerne for folkeskolerne, og lovændringer og reformer har løbende justeret folkeskolernes virke – og har ofte givet anledning til heftig debat – således også den seneste reform fra 2014. Samtidig er folkeskolen udfordret af, at stadig flere vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler, hvilket sætter folkeskolens grundlæggende idé om solidaritet, mangfoldighed og lighed på prøve.

Folkeskolen er den kommunale grundskole i Danmark bestående af 10 års obligatorisk skolegang fra 0. til 9. klasse og en 10. klasse, som er frivillig. Det er gratis for alle at gå i folkeskole, som betales af skattekroner. Ifølge Undervisningsministeriet var der i 2019 1.262 folkeskoler i Danmark mod 1.671 i år 2000 og 1.536 i 2009.

Folkeskolen blev oprettet i 1814, indtil 1899 under navnet Almueskolen og fik senere navnet Borger- og Almueskolen. Når man har valgt at sige, at 1814 var året, hvor skolerne blev til folkeskoler, som vi kender dem i dag, skyldes det, at man i 1814 vedtog de første landsdækkende skolelove for henholdsvis København, købstæderne og landet, fremgår det af artiklen ”Skole og undervisning 1814 til 2014” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Fra 1500-tallet og under Reformationen var der en stærk forbindelse mellem skolen og kirken, som havde en interesse i skolen som opdragelsesanstalt. Her lærte eleverne De ti bud, Fadervor, trosbekendelsen og Luthers Katekismus udenad. Samtidig blev efterspørgslen på boglige færdigheder stadigt større. Med indførelsen af bogtrykkerteknikken i slutningen af 1400-tallet kunne forældre se, at det var vigtigt, at deres børn lærte at læse. I artiklen ”Danske skoler blev sparket i gang af folket – ikke staten” på Videnskab.dk (se kilder) kan man læse, hvordan det i 1600-tallets Danmark var almindeligt, at fysisk skadede soldater, fattige studenter og gamle mænd var omrejsende lærere. Det viser ny dansk forskning, der giver helt nye perspektiver på forestillingen om, hvordan skoler opstod i Danmark. De danske skolers historie tager sin begyndelse, før skolerne fik deres egne bygninger, da Kong Frederik d. 4. begyndte at oprette rytterskoler i 1721. I 1600-tallet fandt undervisning sted som en mere uformel affære, og ofte var det private hjem, der på skift lagde lokale til undervisningen.

Folkeskolen hviler i høj grad på Nikolai Frederik Severin Grundtvigs (1783-1872) tanker om oplysning, åndsfrihed og ligeværdighed. Han talte for, at skolen ikke kun skulle være til for samfundets skyld, men også gavne det enkelte barns personlige udvikling og være med til at gøre børn til hele mennesker. I forlængelse heraf har folkeskolen siden 1800-tallet også prioriteret ikke-boglige fag og færdigheder som idræt, musik, madlavning, træsløjd osv.  Det var således i en grundtvigiansk ånd, da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, i et interview i Politiken i 2002 sagde, at det var skolens opgave at ”gøre børnene til livsduelige mennesker. Skolen er jo ikke bare en læreanstalt, den er en menneskeskole. Vi ønsker, at børnene ikke bare skal blive til noget – de skal blive til nogen”. Det kan man læse i ”Skolens værdier historisk belyst” (se kilder). I de seneste år er der kommet stadig større politisk fokus på faglighed i folkeskolen. I den såkaldte globaliseringsrapport fra 2006 (se kilder) hedder det blandt andet, at ”fremtidssikringen” af Danmark i forhold til de udfordringer, globaliseringen stiller, skal ske via danske uddannelser i verdensklasse og ”verdens bedste folkeskole”.

Folkeskolens formålsparagraf (se kilder) blev senest ændret i 2006 og lyder således:  § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.  Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.  Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Folkeskolens rødder og tidligere tilknytning til folkekirken præger stadig til en vis grad folkeskolen. Langt de fleste folkeskoler holder f.eks. fast i traditioner som julegudstjenester, Luciaoptog, fastelavn og morgen- og eftermiddagssang. I artiklen ”Usynlige forbindelser mellem folkekirke og folkeskole” i Kristeligt Dagblad (se kilder) refereres en undersøgelse fra Københavns Universitet, der viser, at de nævnte traditioner er de fire mest populære traditioner i den danske folkeskole. En anden populær og udbredt tradition er 9. klassernes sidste skoledag, hvor det er er almindeligt, at eleverne klæder sig ud, opfører en revy for resten af skolens elever og lærere og kaster karameller til de yngre elever. Også fællessang før sommerferien og skolernes motionsløb dagen før efterårsferien er udbredte traditioner.

Den danske folkeskole bliver ofte rost for som noget helt særligt at fokusere på dannelse frem for blot uddannelse. I skrivelsen ”Hvad skal vi med skolen?” (se kilder) beskriver formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, hvordan han opfatter det stærke fokus på dannelse af hele mennesker som en særlig styrke, der får andre lande til at hente inspiration i den danske folkeskole. Han henviser til en formulering, der blev skrevet ind i Folkeskoleloven i 1993: ”Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling” og skriver med afsæt heri: ”Her er tale om, at vi stiller krav om benhård faglighed: kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer. Men det understreges, at denne faglighed skal medvirke til elevens alsidige personlige udvikling. Fagligheden skal medvirke til, at eleverne bliver kloge mennesker.”  Også fokus på demokratisk dannelse bliver ofte nævnt som et unikt kendetegn ved den danske folkeskole. I VK-regeringens debatoplæg til møde i Globaliseringsrådet 18. og 19. august 2005 (se kilder) står blandt andet følgende om den danske folkeskoles særlige styrker: ”I forhold til andre lande har vi selvsikre og glade elever med interesse for samarbejde. Vores unge har en god viden om samfundsforhold og en udbredt demokratisk forståelse”. Det bakker en international undersøgelse op om. Den konkluderer, at de danske 8. klasses elever er blandt de absolut mest kompetente, når det kommer til viden om samfundet og evnen til at tænke demokratisk. Det kan man læse i artiklen ”Skolen gør danske elever til verdensmestre i demokrati” på Videnskab.dk (se kilder).  Klasselæreren er også en særlig dansk opfindelse, som er ret enestående internationalt set. Danske elevers demokratiforståelse bliver sandsynligvis styrket, fordi de har en lærer med ansvar for, at problemer diskuteres igennem, og en løsning på klasseproblemer bliver fundet, kan man læse i artiklen.

I 1937 var der stadig stor forskel på skolerne på landet og i byen. Centralskolerne i byerne havde såkaldt mellemskole, og hermed reelt flere års skolegang. Folkeskoleloven 1937 lagde op til indførelse af centralskoler i landdistrikterne, så børnene på landet fik samme mulighed for skolegang som børn i byen. Samtidig blev betoningen af, at skolens opgave først og fremmest var at danne gode, kristne borgere skrevet ud af formålsparagraffen. Nu blev kerneformålet at udvikle barnets evner og personlige egenskaber. Kristendommen blev nu udelukkende nævnt i forbindelse med kristendomsundervisningen. Det kan man læse i artiklen ”Lov om folkeskolen 18. maj 1937” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

I 1950erne flyttede mange fra land til by, og hermed blev mange mindre landsbyskoler nedlagt, mens nye større centralskoler i byerne blev opført.   ”De større skoler betød, at eleverne kom i klasse med børn på deres egen alder – noget de ikke var vant til på de små landsbyskoler, hvor der ofte kun var ét klasseværelse og én lærer, der underviste forskellige klassetrin samtidig. De begynder altså at have undervisning og udvikle sig sammen med jævnaldrende klassekammerater”, forklarer forsker i skolehistorie Ning de Coninck-Smith. Det blev mere almindeligt, at piger fik lov til at gå i skole i længere tid, fordi der ikke længere var samme behov for, at de skulle ud og tjene penge til familien. Det kan man læse i artiklen ”Tidslinje: Se hvor meget folkeskolen har rykket sig siden 1950” på dr.dk (se kilder).

     Med den ny folkeskolelov i 1958 blev mellemskolerne afskaffet, hvilket betød, at skolerne på landet blev ligestillet med skolerne i byerne. Folkeskolen omfattede nu et 7- eller 8-årigt hovedskoleforløb, der kunne suppleres med en 8. eller 9. klasse eller en treårig realskole fra 8. til 10. klasse. Det kan man læse i artiklen ”Bekendtgørelse af lov om folkeskolen 18. juni 1958” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Den Blå Betænkning var den populære betegnelse for den undervisningsvejledning, der fulgte i kølvandet på folkeskoleloven 1958. Den blev formuleret af et politisk udvalg med den radikale K. Helveg Petersen som formand. Den Blå Betænkning betonede, at skolens opgave først og fremmest var at skabe harmoniske og lykkelige mennesker og lagde indirekte afstand til 1958-lovens fokus på kundskaber og karakterer, blandt andet ved at understrege vigtigheden af gruppe- og emnearbejde og tværfaglighed og i sin kritik af prøver og karaktergivning. Det kan man læse i artiklen ”Den Blå Betænkning Undervisningsvejledning for Folkeskolen, 1960” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).  Med Den Blå betænkning fulgte også et nyt fag: Orientering. Her skulle eleverne lære om samfundet, så de blev i stand til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet – som såkaldte harmoniske mennesker, fremgår det af artiklen ”Tidslinje: Se hvor meget folkeskolen har rykket sig siden 1950” på dr.dk (se kilder).

Hvor det tidligere havde været tilladt at bruge afstraffelse med spanskrør og andet, blev det med ”Cirkulære om ro og orden §8” fra 1967 forbudt for lærerne at slå eleverne. Allerede i 1951 forbød skolerne i København lærerne at slå eleverne. Fra 1967 gjaldt loven alle landets skoler. Der blev også uddannet stadigt flere lærere, fordi antallet af centralskoler steg. Hvor der i 1945 var cirka 15.000 lærere, var der i 1960 over 23.000. Mange af de nyuddannede var kvinder. Faktisk fordobledes antallet af kvindelige lærere i folkeskolen fra 1945 til 1960, kan man læse i artiklen ”Tidslinje: Se hvor meget folkeskolen har rykket sig siden 1950” på dr.dk (se kilder).

Medbestemmelse og demokrati kom i den grad på dagsordenen i 1970erne – også i folkeskolen. Mange skoler holdt samlinger, hvor eleverne havde mulighed for at sige deres mening og gå i dialog med lærerne. Skolerne indførte elevråd som resultat af, at eleverne i højere grad blev opfattet som selvstændige og kritiske individer. Samtidig kunne både drenge og piger vælge, om de ville have sløjd eller husgerning, som tidligere havde været obligatoriske pige- eller drengefag. Køn og seksualitet fik også plads på skoleskemaet med faget seksualundervisning i 1970. Elevernes demokratiske dannelse blev indskrevet i formålsparagraffen, og der blev åbnet op for specialundervisning til børn med særlige behov og sat større fokus på tværfaglig undervisning, fremgår det af artiklen ”Lov om folkeskolen 26. juni 1975” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

I 1980erne begyndte børn at tilbringe langt mere tid i institutioner. Oprettelse af fritidshjem gjorde, at børnene tilbragte eftermiddagene efter skoletid omkring skolen. Computere og it blev en del af undervisningen, og hvor man i 1970erne havde haft fokus på fællesskabet, begyndte man i højere grad at sætte den enkelte elev i centrum i såkaldt ”differentieret” undervisning. Ordene selvrealisering og evaluering blev flittigt brugt.

I starten af 00erne satte de internationale PISA-undersøgelser fokus på faglighed og karakterer i folkeskolen. De danske skoleelever klarede sig ikke vildt godt i PISA-undersøgelserne, og det fik politikerne til at stille krav til øget evaluering og indførelse af flere obligatoriske prøver. Nu skulle eleverne også til prøve i naturfag, historie, samfundsfag og kristendom. Med folkeskoleloven 2009 blev der indført såkaldt bindende mål for en række fag, som alle lærere skulle følge. ”Fortrolighed med dansk historie” blev skrevet ind i formålsparagraffen, og den nye lov flyttede generelt fokus fra dannelse til uddannelse med fokus på færdigheder – med argumentation om, at det var nødvendigt for at sikre konkurrenceevne i en globaliseret verden. Det kan man læse i artiklen ”Bekendtgørelse om lov om folkeskolen 24. juni 2009” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Argumenterne for den folkeskolereform, som et flertal bestående af Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative besluttede, var et fagligt løft af folkeskolen. Hovedformålet var at forlænge skoledagen og gøre lektiehjælp efter skole obligatorisk for alle skoler. Skoledagen blev forlænget, så eleverne i 0.-3. klasse fik en skoleuge på 30 timer, eleverne fra 4.-6. klasse på 33 timer, og eleverne fra 7.-9. klasse på 35 timer. Samtidig blev der indført krav om, at alle lærere fra 2020 skal have undervisningskompetence svarende til linjefag i de fag, de underviser i. Herudover blev det vedtaget, at idræt, motion og bevægelse skal fylde mere i skoledagen, minimum 45 minutter om dagen for alle elever, og sikre en mere varieret skoledag. Det fremgår af ”Folkeskolereformen kort fortalt” udgivet af BUPL (se kilder).

     I januar 2019 blev partierne bag reformen bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF enige om at justere reformen på baggrund af den kritik, reformen er blevet mødt med. Kritikken har blandt andet lydt, at skoledagene er blevet for lange, for særligt de yngste elever – og at kommunerne og de enkelte skoler har været for låste i forhold til at skabe en skoledag, som giver mening for børnene og den enkelte skole. Men også at en række fag har lidt under reformen, fordi de har fået tildelt for få timer.

     Med de nye justeringer blev skoledagen 2,25 timer kortere for de yngste skoleelever, mens der blev tilført 90 ekstra fagtimer årligt til fremmedsprog i 5. klasse, billedkunst i 6. klasse og historie i 9. klasse, kan man læse i artiklen i Jyllands-Posten ”Elever får fremover kortere skoledage og flere fagtimer” (se kilder).

Folkeskolelærernes ret til at disponere over deres arbejdstid er blevet indskrænket markant de seneste år. Særligt med folkeskolereformen 2014 og den såkaldte lov 409, der stillede nye krav til, hvor mange timer lærerne skal være fysisk til stede på skolerne. Den nye lov pålagde dels lærerne flere undervisningstimer, dels at forberedelsen skulle finde sted på skolerne, hvor det hidtil havde stået lærerne frit for, hvor og hvad tid på døgnet de ville forberede sig. Samtidig fulgte der ikke mere tid til forberedelse af den ekstra undervisning. Mange lærere har oplevet den nye lov som udtryk for manglende tillid til, at de faktisk udfører et godt stykke arbejde, og de nye strammere arbejdstidsregler har fået mange lærere til at søge væk fra folkeskolen – til job på privatskoler eller i en helt anden branche. Det kan man læse i rapporten ”Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?” udarbejdet af forskere fra UCC Professionshøjskolen (se kilder).  Generelt tegner lærernes udtalelser i rapporten et billede af en stor gruppe lærere, der efter reformen ikke længere føler, at de kan få lov til at tage initiativer, få medbestemmelse, gøre en forskel eller have mulighed for at bruge deres kvalifikationer, indsigter og professionalitet og blive anerkendt for det. Som det formuleres i rapporten: ”Fornemmelsen af ikke selv at være herre over, hvordan arbejdstiden prioriteres, eller have mulighed for at disponere over arbejdstiden, men at skulle stå til rådighed for ledelsens anvisninger, fyldte meget og blev oplevet som frustrerende”.

Mens antallet af folkeskoler er faldet fra 1.536 i 2009 til 1.262 i 2019, er antallet af friskoler og privatskoler steget fra 503 i 2009 til 556 i 2019, fremgår det af Undervisningsministeriets hjemmeside (se kilder). En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at forældre vælger friskole og private grundskoler på grund af skolens ry, værdigrundlag, høje faglige niveau, og på grund af utilfredshed med folkeskolen. Mens forældre, der vælger folkeskolen, lægger stor vægt på det lokale tilhørsforhold (se kilder).

     I skoleåret 2018/19 gik knap 79 % af eleverne fra 0.-9. klasse i en folkeskole, mens knap 18 % af eleverne gik i frie og private grundskoler, viser tal fra Undervisningsministeriet (se kilder). Den resterende del af eleverne er fordelt på efterskoler (1,4 %) og øvrige tilbud (2,0 %) herunder bl.a. specialskoler og dagbehandlings- tilbud.

Undersøgelser viser, at mange elever føler, at skoledagen er blevet for lang. Således viser tal fra SFI og Epinion, at andelen af elever, der finder skoledagene alt for lange, er steget fra 43% før til 82% efter reformen, mens omfanget af pjæk på de ældste klassetrin ifølge PISA-undersøgelserne er næsten fordoblet. Det kan man læse i kronikken ”Politikernes skønmaleri af skolereformen er langt fra virkeligheden” i Information (se kilder). Artiklen henviser også til en rundspørge, som Politiken har lavet blandt landets børnehaveklasseledere, hvor fire ud af fem vurderede, at reformen har resulteret i generel, massiv mistrivsel blandt børnene.

I artiklen ”Ny undersøgelse: elever spilder tiden i lektiecaféer” på Folkeskolen.dk (se kilder) kan man læse om resultaterne af en panelundersøgelse, som Scharling Research har udført for fagbladet ”Folkeskolen”. Den viser, at over halvdelen af lærerne vurderer, at lektiehjælpen, der blev indført med skolereformen, ikke har nogen positiv effekt på elevernes faglige udbytte af undervisningen, mens kun hver femte lærer mener, at indførelsen af lektiehjælp er positivt for elevernes faglige udbytte. Samtidig oplever mange lærere, at det efter reformen er blevet vanskeligt at finde tid til at forberede undervisningen. I artiklen ”Nu begynder folkeskolereformen af falde fra hinanden” i Politiken kan man læse om, hvordan man på en række af landets skoler har haft så store udfordringer med skemalægningen af de længere skoledage, at ledelsen har søgt om dispensation til at fastholde kortere skoledage. Mange skoler har fået lov til at droppe en del af undervisningen i ydertimerne og de lektiecaféer, der blev indført med reformen (se kilder).

Seks måneder efter at folkeskolereformen trådte i kraft i august 2014, viste en undersøgelse foretaget af interesseorganisationen Skoler og Forældre, at 28% af de 886 adspurgte forældre var 'utilfredse' eller 'meget utilfredse' med deres barns skolegang. Til sammenligning var der i september 'kun' 16%, der svarede det samme. Utilfredsheden skyldes blandt andet, at de ekstra tiltag, der skulle skabe mening med de længere skoledage, ikke fungerer, forklarer formand for Skole og Forældre, Mette With Hagesen i artiklen ”Forældre er blevet mere utilfredse med deres barns skolegang” på tv2.dk (se kilder).

Efter at partierne bag reformen i januar 2019 justerede reformen og åbnede op for, at de enkelte skoler kunne forkorte skoledagene, har de fleste af landets folkeskoler valgt at gøre dette. Den politiske aftale ændrede paragraf 16 b i loven, som i børnehaveklassen og på 1.-3. klassetrin giver mulighed for at indsætte en ekstra lærer eller pædagog i undervisningen og afkorte den understøttende undervisning. Rapporten ”Kortlægning af skoledagens længde” fra Undervisningsministeriet viser, at 64 % af skolerne forkorter skoledage for elever i 1.-3. klasse. I 4.-9. klasse er der 74 procent af skolerne, som gør dagene kortere, fremgår det af rapporten (se kilder).

Siden den nye Socialdemokratisk ledede regering overtog i sommeren 2019, har den nye minister for børne og ungeområdet Pernille Rosenkrantz-Theil (S) varslet en række ændringer for folkeskolen. Hun har blandt andet opgivet den såkaldte talentpulje på 65 millioner kroner, der var afsat til at understøtte undervisningen af særligt begavede elever for i stedet at brede pengene ud til alle folkeskolens elever. En beslutning der har mødt kritik både politisk og fra fagfolk og forældre. I artiklen ”Minister opgiver national pulje til folkeskolens kloge børn” i Jyllands-Posten argumenterer Poul Nissen, professor emeritus ved Aarhus Universitet og forsker i bl.a. højtbegavede børn for, at også højtbegavede børn har brug for særlige indsatser, mens børne- og undervisningsordfører Ellen Trane Nørby (V) kalder lukningen af puljen for ”socialdemokratisk ligemageri” (se kilder).  Pernille Rosenkrantz Theil har også varslet ændringer i den såkaldte inklusionsreform fra 2012, så det for fremtiden skal være lettere at sende elever til og fra specialundervisning, kan man læse i artiklen ” Rosenkrantz-Theil varsler opgør med inklusions-reformen” på Folkeskolen.dk (se kilder) og hun har varslet et opgør med de nationale tests i folkeskolen.  I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2020 fremlagde Socialdemokratiet et forslag om skære i det offentlige tilskud til friskolerne ved at sætte den såkaldte koblingsprocent ned fra 76 til 71 % for herved at finde omkring 300 millioner kroner til folkeskolen, kan man læse i DR-artiklen ”Pernille Rosenkrantz Theil om friskoler: Vi kan bruge skattepengene bedre” (se kilder). Forslaget vakte massiv kritik både i nyhedsmedier, fagblade og på sociale medier, og Socialdemokratiet kunne ikke samle politisk opbakning til at få gennemført forslaget.

Selv om debatten og kritikken fylder meget, er der alligevel meget der tyder på, at det trods alt går ganske godt i den danske folkeskole. I artiklen ”Danske skoler præsterer i verdensklasse” på Folkeskolen.dk (se kilder) kan man f.eks. læse, at den internationale undersøgelse PIRLS placerer danske elever på en femteplads i læsning, og at Danmark og Finland deler førstepladsen i ICCS-undersøgelsen, der vurderer, hvor gode forskellige landes skolesystemer er til at uddanne elever til demokratiske medborgere.

En tredje undersøgelse – den første internationale undersøgelse af skolebørns computer- og informationskompetence (ICILS) – viser, at danske 8. klasses elever er blandt de bedste til at anvende IT, og de danske lærere er blandt dem, der i størst omfang integrerer IT i undervisningen (se kilder). Når politikere, forskere og skolefolk diskuterer visioner for folkeskolens fremtid, er det mere og andet end færdigheder og viden, der kommer i fokus. Folkeskolen skal kunne ruste eleverne til at tænke nyt og alternativt, til at udforske og skabe innovation, til at kommunikere, samarbejde og deltage og ”agere i komplekse sammenhænge”, som det blandt andet hedder i artiklen ”Fremtidens skole: Mere kompetence end faglighed” på Folkeskolen.dk (se kilder).