Børn og diagnoser

I de seneste 15-20 år er der sket en betydelig stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose og kommer i behandling. Den mest udbredte diagnose blandt børn er ADHD, som især drenge får, men også antallet er børn, der får diagnosen autismespektrumforstyrrelse, er steget. I 2012 trådte en inklusionslov i kraft, som betød, at flere børn skulle gå i folkeskole i stedet for specialskole. En overgang kom flere børn med diagnoser derfor i almindelige klasser, men fordi lærerne mangler tid, viden og ressourcer, eller fordi børnenes vanskeligheder betyder, at de har brug for mere ro, struktur og overskuelighed end andre børn, går en del børn med diagnoser i lange perioder slet ikke i skole. Det får forældre og handicaporganisationer til at kritisere behandlingen af børn med diagnoser. Samtidig mener nogle debattører, at for mange børn får diagnoser, bl.a. fordi en diagnose i nogle tilfælde kan give forældrene bedre mulighed for at få hjælp til et barn med vanskeligheder.

En diagnose er en bestemmelse af, hvilken sygdom eller forstyrrelse en patient lider af. En diagnose kan både være somatisk (dvs. fysisk) og psykiatrisk. Begrebet ‘diagnose’ favner vidt forskellige fænomener – fra somatiske lidelser som døvhed til psykiatriske lidelser som depression. Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab.

     I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. Diagnosen kan her bruges som grundlag for at vurdere, om et barn er berettiget til at få specialpædagogisk støtte.

Den mest udbredte psykiatriske diagnose blandt børn er ADHD, som står for ‘Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. På dansk taler man om forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

     Ud over ADHD findes der en vifte af psykiatriske udviklingsforstyrrelser. De mest almindelige er autismespektrumforstyrrelser (ASF), som dækker over bl.a. Aspergers syndrom (AS), anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA) og uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUU), samt Obsessive Compulsive Disorder (OCD). Mange børn med autismespektrumforstyrrelser har eller får også andre diagnoser som OCD, angst eller depression.

Det er ofte en børnelæge eller psykiater, der stiller diagnosen gennem en udredning og børnepsykiatrisk undersøgelse. Det sker med afsæt i en diagnosemanual, som opregner de forskellige mulige symptomer, der skal eller kan være til stede, for at diagnosen kan stilles. Diagnoser er imidlertid vejledende, og det enkelte menneske, der får stillet en diagnose, er sjældent præcis, som det står beskrevet i diagnosemanualen.

     Siden 1995 har man i Danmark brugt verdenssundhedsorganisationens WHO’s diagnosesystem: International Classification of Diseases (ICD). Det er et diagnosesystem, hvor de psykiatriske lidelser er defineret ud fra symptomer og forløb. I dag bruger vi i Danmark den 11. version af manualen, ICD-11, som blev offentliggjort i januar 2022 og også er udbredt i flere andre europæiske lande. I ICD-systemet har hver sygdom en talkode og et bogstav. Formålet med at bruge en diagnosemanual er at skabe en standard på tværs af lande.

     Det er dog ikke alle lande, der følger samme diagnosemanual. I den engelsktalende del af verden anvender man f.eks. den amerikanske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th Edition (DSM-V). Begge manualer revideres jævnligt. Nogle psykiske forstyrrelser forsvinder, mens andre kommer til. I 1952 beskrev manualen DSM-II i alt 112 psykiske forstyrrelser. I dag er der i DSM-V tæt på 400 psykiske forstyrrelser.

Ifølge Tine Basse Fiskers rapport Mere viden om diagnoser (se kilder) er autisme den børnepsykiatriske diagnose, som har den længste historie. Den blev første gang beskrevet af børnepsykiateren Leo Kanner i en artikel i 1943. Året efter, i 1944, offentliggjorde lægen Hans Asperger en afhandling om en gruppe børn og unge med et adfærdsmønster, som senere har fået betegnelsen Aspergers syndrom, som er en form for autisme, der i dag hører under den samlende diagnosebetegnelse Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Autismespektrumforstyrrelser og diagnosticering heraf beskrives i Faktalink-artiklen “Autisme”.

     De tidligste beskrivelser af diagnosen ADHD går dog helt tilbage til børnelægen George F. Stills forelæsninger i 1902, men i dansk kontekst er diagnosen af langt nyere dato. Det var først med diagnosemanualen ICD-10 i midten af 1990’erne, at egentlige kriterier for diagnosen blev indført. Og det er inden for de sidste 15-20 år, at diagnosticering af børns psykiske forstyrrelser har taget fart. Udviklingen af diagnosen ADHD og brugen heraf beskrives grundigt i Faktalink-artiklen “ADHD”.

I de seneste 15-20 år er der sket en stor stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, både internationalt og i Danmark. Blandt børn ses oftest diagnoserne ADHD og Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Særligt antallet af børn, der bliver behandlet for ADHD, er steget meget. Ifølge rapporten Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser (se kilder) er antallet af 0-17-årige med registrerede diagnoser steget fra ca. 39.400 i 2009 til ca. 57.100 i 2019. Eller sagt på en anden måde: Mens 32 ud 1.000 børn og unge havde en eller flere psykiatriske diagnoser i 2009, var det steget til 49 pr. 1.000 i 2019. Det er en stigning på over 50 procent. Disse børn og unge blev diagnosticeret i børne- og ungdomspsykiatrien eller på et somatisk sygehus, som primært behandler fysiske sygdomme. Hertil kommer dem, der får diagnosen uden for sygehusvæsnet – hos privatpraktiserende psykiatere. Hvor mange det gælder, vides ikke med sikkerhed, men formentlig flere tusinde om året. Således viser det danske studie Incidence Rates and Cumulative Incidences of the Full Spectrum of Diagnosed Mental Disorders in Childhood and Adolescence (se kilder), at 15 procent af danske børn født mellem 1995 og 2016 er blevet diagnosticeret med en psykisk lidelse, før de fylder 18 år.

Stigningen betyder ikke nødvendigvis, at flere børn og unge har en psykisk sygdom. Udviklingen er udtryk for, at flere og flere børn har en diagnose, som de har modtaget på sygehuset. Det kan både skyldes, at flere er syge, og/eller at der er sket en ændring i, hvor mange der henvises, diagnosticeres og modtager behandling. En række klinikere og forskere peger på forskellige grunde til denne udvikling. Først og fremmest en større opmærksomhed på børn i psykisk mistrivsel og dermed bedre opsporing, men også at klinikerne i dag ved mere om børn og unges psykiske udvikling og over tid har udviklet bedre diagnostik og bedre behandlingstilbud.

     Selv om børn med diagnoser fortsat generelt er mere socialt belastede, så er forskellene mindsket. Opgørelsen over børn og unge med psykiatriske diagnoser viser, at der over den tiårige periode er sket et fald i børn og unge med diagnoser fra familier med lav indkomst. Det samme er tilfældet, når man ser på andelen, der bor i almene boliger, og der er også sket et markant fald i andelen med en mor, der har grundskole som højest fuldførte uddannelse. Det betyder, at der er forholdsvis flere børn fra familier med en stærk socioøkonomisk baggrund, som har fået stillet en diagnose.

Særligt antallet af børn, der bliver diagnosticeret med autismespektrumforstyrrelser, er steget, men der er også en stor stigning blandt børn med henholdsvis ADHD og angst og OCD. Ifølge rapporten Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser (se kilder) er næsten 14 ud af 1.000 børn og unge diagnosticeret med autisme i 2019, hvor det i 2009 var 5,5 ud af 1.000. Det svarer til en stigning på 152 procent over den tiårige periode. ADHD er dog stadig den mest udbredte diagnose blandt børn og unge. Her er der sket en stigning fra 7,5 ud af 1.000 i 2009 til 18 ud af 1.000 i 2019 svarende til en stigning på 139 procent.

     Samlet set var den årlige stigning fra 2009 til 2019 højest i begyndelsen af perioden og lavest i slutningen, så det tyder på, at antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser har stabiliseret sig.

     Ifølge rapporten Mental Sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år (se kilder) var forekomsten af ADHD-diagnosen blandt 10-24-årige 4,5 procent i 2016, hvilket svarer til den internationalt bedst estimerede gennemsnitlige forekomst af ADHD hos børn og unge. Langt flere drenge end piger får diagnosen. Ifølge rapporten Prævalens, incidens og aktivitet i sundhedsvæsenet (se kilder) er ca. syv ud af ti børn, som diagnosticeres med ADHD, drenge. Ifølge forskningsprojektet ‘Mere viden om diagnoser’ og rapporten af samme navn (se kilder) er der til gengæld en lille overvægt af piger/kvinder, som får diagnosen ADD (den ‘stille ADHD’).

     Antallet af mennesker med en autismediagnose er steget meget de seneste årtier, og i dag har omkring en procent af alle danskere en autismediagnose. Stigningen skyldes formodentlig, at det i dag er sværere at leve op til krav i skole og samfund, hvis man har autistiske træk. Desuden er kriterierne for diagnoserne blevet ændret.

Forekomsten af psykisk sygdom blandt børn og unge afhænger bl.a. af alderen. Jo ældre barnet er, jo højere er forekomsten. Det hænger bl.a. sammen med, at små børn har sværere ved at give udtryk for, hvordan de har det, end ældre børn.

     Ifølge rapporten Mental sundhed og psykisk sygdom blandt 0-9-årige børn (se kilder) diagnosticeres syv-otte procent med en psykisk sygdom i hospitalsvæsenet, inden de fylder ni år, og to procent bliver diagnosticeret, inden de fylder fire år. Det er især mental retardering, autismespektrumforstyrrelser og ADHD, som diagnosticeres tidligt i barneårene.

     Ofte opdages pigernes vanskeligheder senere end drengenes, fordi de hyppigt har lidelser, som giver sig udslag i mindre udadreagerende adfærd. Drenge diagnosticeres med stigende hyppighed i de første seks leveår med f.eks. autismespektrumforstyrrelser, mens piger diagnosticeres senere i livet med denne tilstand med et maksimum ved 14-16-årsalderen. Kurven for børn med ADHD og adfærdsforstyrrelser er også aldersmæssigt forskudt. Blandt hospitalsdiagnosticerede børn med ADHD topper hyppigheden af førstegangsdiagnosticerede mellem seks og ti år. Dette gælder især for drenge, mens der hos piger ses to toppe mellem henholdsvis seks og ti år og 14 og 16 år.

Børn med kognitive forstyrrelser som ADHD og autismespektrumforstyrrelser vil ofte opfatte, fortolke og forstå omgivelserne på særlige måder. Jenny Bohrs bog Problemløsende inklusion – Viden og værktøjer til inklusion af børn og unge med ADHD og kognitive forstyrrelser (se kilder) lister nogle særlige kendetegn op:

• Mange har en mangelfuld fornemmelse for fortiden og har svært ved at genkalde sig fortiden. Det kan betyde, at de kan have svært ved at lære af tidligere erfaringer. Nogle af børnene kan derfor nemmere komme til at gentage den samme uhensigtsmæssige adfærd. 
• Mange har et begrænset fremsyn og kan have svært ved at lægge planer for fremtiden. 
• Mange har en mangelfuld fornemmelse for tid og kan for eksempel have svært ved at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager. 
• De er ofte konkret tænkende og oplever verden i sort/hvid. Det er ja eller nej.

     De mere specifikke symptomer og vanskeligheder, der knytter sig til ADHD og autisme, beskrives i Faktalink-artiklerne “ADHD” og “Autisme”.

Behandlingen afhænger af, hvilken lidelse der er tale om, og i hvilken grad den er til stede og giver vanskeligheder i hverdagen hos det enkelte barn. Der er også stor forskel på, om behandlingen er kortvarig eller varer hele livet.

     Behandlingen af børn med psykiatriske forstyrrelser er ofte pædagogisk, didaktisk eller psykosocialt orienteret, og ofte inddrages forældre, pædagoger, lærere og andre i høj grad i behandlingen ved f.eks. at hjælpe med at strukturere barnets hverdag med skemaer og piktogrammer og faste rutiner, som gør hverdagen mere overskuelig for barnet.

     Antallet af børn i behandling med psykofarmaka er dog steget meget siden årtusindskiftet, hvilket især skyldes stigningen af antallet af børn med diagnosen ADHD. Børn med ADHD får oftere medicinsk behandling kombineret med pædagogisk og psykosocial støtte. Blandt førskolebørn med diagnosen ADHD er man imidlertid mere tilbageholdende med at ordinere medicin. Opgørelsen “Analyser om ADHD-medicin” (se kilder) viser, at i 2011 brugte 2,6 børn pr. 1.000 under 18 år ADHD-medicin, mens det i 2020 var vokset til 3,4 pr 1.000. Lægemidlet Ritalin er det mest kendte psykofarmaka i behandlingen af ADHD.

Der har i mindst 100 år været diskussioner blandt fagfolk, om det var samfundet, den individuelle psyke eller arvelige forhold, der var årsag til psykiatriske lidelser. I dag er det fortsat vanskeligt at sige, hvad forklaringen på en psykisk lidelse er, og der er derfor fortsat debat om det. Der er for eksempel stor uenighed om, hvorvidt problematisk adfærd hos små børn er lokaliseret i barnet eller i det sociale miljø, dvs. i forholdet mellem børn og forældre/andre omsorgspersoner. Undersøgelser viser, at psykiatriske forstyrrelser ofte begynder tidligt i livet og kan være livslange og kroniske, men om det hænger sammen med genetiske, sociale eller psykologiske forhold, er svært at konkludere.

     Man forsker stadig i årsagssammenhænge bag psykiske lidelser. Ifølge professor Per Hove Thomsens bog Psykiske lidelser i skolealderen – En guide for forældre og lærere (se kilder) ved man, at årsagssammenhænge er meget komplekse, og at der i de fleste tilfælde er tale om en kombination af medfødte og sociale forhold.   I forhold til ADHD er forskerne generelt enige om, at ADHD formodentlig skyldes en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet og f.eks. sørger for, at vi kan tage initiativer, planlægge, overskue og gennemføre handlinger. Forskere mener, at årsagen til forstyrrelsen i hjernen kan være en nedsat mængde eller virkning af stofferne dopamin og noradrenalin, som sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne.   I forhold til autisme er forskerne enige om, at autisme formodentlig er genetisk bestemt, og at autismen varer hele livet. Ifølge nyere forskning har alle mennesker genvarianter, der kan disponere for autisme. Nogle forskere mener, at der kan være en sammenhæng mellem den mad, vi spiser, og udviklingen af autisme, ligesom der forskes i sammenhæng mellem morens alder og adfærd under graviditeten og risikoen for, at hun føder et barn med autisme.

Antallet af børn med psykiatriske diagnoser er i stigning, men der er uenighed om, hvor stor stigningen reelt er, og hvad årsagerne til stigningen er. Ifølge bogen Psykiske lidelser i skolealderen – En guide for forældre og lærere (se kilder) er der flere forklaringer på stigningen: En af forklaringerne er, at det i psykiatrien er blevet mere almindeligt at beskæftige sig med børns psykiske lidelser, i takt med at der er sket en aftabuisering af børns psykiske sygdomme. Det har fået forældre til at blive mere opsøgende, hvis deres barn mistrives, og patientforeninger (bl.a. andet for ADHD og angst) er blevet mere synlige. En anden forklaring er, at der kom en langt bedre beskrivelse af psykiske sygdomme med nye diagnosemanualer i 1990’erne.   Stigningen i antallet af autismediagnoser skyldes formodentlig en kombination af øget opmærksomhed og viden på området, ændrede diagnosekriterier samt, at mennesker med autismespektrumforstyrrelser (ASF) ofte falder igennem samfundets voksende krav til sociale evner og hurtig omstilling. Det fremgår af artiklen “Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser” på Videnskab.dk (se kilder). Autismeforskere mener dog, at noget af stigningen også kan skyldes ændringer i det miljø, vi lever i.   Det stigende antal diagnoser hænger formodentlig også sammen med en mere generel samfundsudvikling, hvor der stilles større, men mere løst definerede krav til børn og unge, hvilket kan påvirke børns og unges psykiske tilstand. Professor Peter C. Gøtzsche forklarer således i artiklen “Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien” (se kilder), at medicinalindustrien også er med til at øge antallet af børn med diagnoser, eftersom medicinalindustrien har en interesse i at sælge lægemidler.   Endelig har det været fremført i debatten, at en del forældre oplever, at de først kan få hjælp til deres børns vanskeligheder, når barnet har fået en diagnose, og derfor er flere forældre mere opsøgende for at få udredt og eventuelt diagnosticeret deres barn. Det fremgår bl.a. af artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

At stille en diagnose er ikke en eksakt videnskab og er derfor et omdiskuteret område. Antallet og udvalget af diagnoser er ikke blot et spørgsmål om en medicinsk forståelse, men handler også om politik og kultur. I 1968 blev homoseksualitet eksempelvis optaget som en psykisk forstyrrelse i diagnosemanualen DSM. Fem år senere blev diagnosen stemt ud.

     Professor Peter C. Gøtzsche bruger i artiklen “Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien” (se kilder) betegnelsen “elastiske diagnoser” og henviser til, at de diagnostiske kriterier er så brede, at det kan føre til overdiagnosticering af raske børn. I folkemunde er diagnosen ADHD da også blevet oversat til ‘Alle Drenge Har Det’, da diagnosen især er udbredt blandt drenge. For børn med en ADHD-diagnose er denne form for omtale dog med til at gøre det ekstra vanskeligt at få anerkendelse for deres vanskeligheder, og f.eks. ADHD-foreningen har arbejdet aktivt for at imødegå forestillinger om, at ADHD-diagnosen blot dækker over urolige eller dårligt opdragede børn.

Blandt modstanderne af den voksende diagnosticering af børn er der bekymring for, at børn skal blive forsynet med en diagnose, som vil forme barnets selvforståelse og omverdens forståelse af barnet – og påvirke barnets udvikling. Desuden påpeger kritikerne, at der er en række – til tider alvorlige - bivirkninger forbundet med medicineret behandling af ADHD og af følgelidelser til autisme som f.eks. angst og depression.

     Nogle mener, at medicinalindustrien presser på for, at flere mennesker bliver diagnosticeret og eventuelt herefter bliver behandlet med den medicin, som industrien producerer, og at det stigende antal diagnoser derfor i højere grad afspejler medicinalindustriens økonomiske interesser end en reel udvikling i antallet af mennesker med udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser. Andre mener, at det stigende antal diagnoser især skyldes, at forældre oplever, at de ikke kan få hjælp fra kommunen til deres børn, før børnene har en diagnose, eller at forældre med børn, der har adfærdsvanskeligheder, gerne vil have en diagnose, som kan lette dem for følelsen af, at de er dårlige forældre.

     Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

Nogle mener, at det er positivt, at flere børn og unge bliver udredt for ADHD og også får diagnosen, fordi det kan gøre det lettere at give børnene den rette støtte og behandling – i bedste fald allerede inden, at barnet eller den unge udvikler store problemer affødt af de mange symptomer på lidelsen.

     At en del mennesker med ADHD tidligere først har fået diagnosen som unge eller voksne har nemlig ifølge flere undersøgelser betydet, at de i mange år har levet med stærke symptomer og vanskeligheder og ikke har fået den nødvendige hjælp. Det har bl.a. medført, at mange har klaret sig dårligere i skolen, har forsøgt at dæmpe uroen med f.eks. hash, er havnet i kriminalitet og har haft svært ved at etablere gode venskaber. En rapport fra Rockwool Fonden har således vist, at unge og voksne med ADHD, som er blevet opdaget sent, tjener mindre, oftere er på kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge, tilbringer flere dage på sygehusene og oftere begår kriminalitet end andre på samme alder. Det fremgår af artiklen “Ubehandlet ADHD koster samfundet milliarder” (se kilder).   En del debattører påpeger desuden, at selv om antallet af ADHD-diagnoser er steget i Danmark de seneste år, er det stadig meget lavere end i f.eks. USA, hvor en undersøgelse har vist, at 15 procent af alle drenge i skolealderen og syv procent af pigerne i samme alder har fået diagnosen ADHD, mens det gælder 19 procent af de 14-17-årige drenge og ti procent af de 14-17-årige piger.   Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

     I forhold til autismediagnoser påpeger forskere desuden, at stigningen i Danmark primært skyldes, at diagnosekriterierne i 1994 blev ændret, så autismebegrebet blev udvidet, og man fik flere underkategorier, deriblandt diagnosen Aspergers. Det fremgår af artiklen “Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser” på videnskab.dk (se kilder).

Øgede udgifter til specialundervisning fik i 2012 et bredt flertal i Folketinget til at vedtage en inklusionslov med en målsætning om, at 96 procent af alle børn skulle være en del af den almene skole. Efter vedtagelsen af loven blev flere børn med diagnoser eller funktionsnedsættelser indskrevet i almindelige folkeskoler i stedet for på specialskoler. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at samlet set voksede andelen af elever i den almene skole fra 94,3 procent i 2011 til 95,1 procent i 2016.

     Mange debattører fremhæver, at målet om inklusion er godt, men samtidig har det vist sig, at mange børn med vanskeligheder og diagnoser reelt ikke inkluderes i fællesskabet i klassen og ikke får den hjælp og støtte, de har behov for. Det kan både skyldes manglende viden, ressourcer og tid hos lærere og pædagoger eller manglende mulighed for at indrette hverdagen i skolen sådan, at det enkelte barn med f.eks. autisme eller ADHD reelt magter at deltage i undervisningen. Flere undersøgelser har således vist, at et stort antal børn med ADHD, autisme eller andre diagnoser i lange perioder slet ikke går i skole, fordi de ikke magter det. En del børn udvikler desuden angst og depression, fordi presset i hverdagen bliver for stort. I 2016 konkluderede et inklusionseftersyn – en ekspertgruppe nedsat af regeringen – at inklusionen ikke fungerede godt nok. Eftersynet anbefalede bl.a., at 96-procentsmålsætningen skulle erstattes af et styrket fokus på, at alle elever skal udvikles fagligt og trives. Senere på året blev målsætningen officielt afskaffet, og siden er inklusionsgraden dalet til 94,4 procent i skoleåret 2019/20. Graden er altså stort set tilbage ved udgangspunktet i 2011.

     Det får dog ikke skoler og kommuner til at give op. Løsningen er ifølge fagfolk, forældre og interesseorganisationer bl.a. at afsætte flere ressourcer til, at børn med diagnoser kan få ekstra støtte og hjælp. En anden løsning kan være, at hele skoler og klasser indrettes ud fra de behov, som børn med f.eks. en autismediagnose har. Det går under betegnelsen mellemformer. Et eksempel er de såkaldte Nest-klasser, som man indførte på en skole i Aarhus i 2016, og som siden har bredt sig til andre kommuner. Konceptet kommer fra USA, og ideen er, at en hel klasse med børn både med og uden autisme undervises med den klare struktur og tydelighed, som børn med autisme har behov for. Nest-klasserne og debatten om manglende inklusion i folkeskolen af børn med diagnosen beskrives i Faktalink-artiklerne “Autisme” og “ADHD” samt i Socialstyrelsens rapport Børn med autisme og skolevægring (se kilder).