Forskning i stamceller

Mange af os vil formentlig blive behandlet med stamceller, når vi bliver gamle. Om 10-20 år vil stamceller efter alt at dømme blive brugt til at behandle mange udbredte sygdomme og lidelser på verdens hospitaler – lige fra sukkersyge til hjertekarsygdomme og slidgigt. Stamceller er kroppens ’mekanikere’. Det er dem, der reparerer os, når vi slår os – for eksempel når vi skærer os på en kniv. Og forskere er i gang med at finde ud af, hvordan man programmerer stamcellerne, så de kan bruges til at behandle lidelser og sygdomme, som kroppen ikke selv kan gøre kål på.

     To hjørner af stamcelleforskningen har vakt stor modstand: I nogle forsøg bruger forskerne stamceller fra kasserede fosteranlæg. Og på private klinikker i udlandet udføres en lang række stamcelleoperationer, som ikke er anerkendt af forskerne, og som er farlige og uden dokumenteret effekt.

Celler er kroppens byggesten, og alt fra hjernen til knogler og muskler består af celler. En lille del af kroppens celler er stamceller. Stamcellerne er ’universalceller’, og deres rolle er at erstatte andre celler, der går i stykker. Stamceller er medvirkende til, at vores hud heler, når vi har skåret os, og at vores knogler vokser sammen igen, når de er brækket. Et nyskabt fosteranlæg er også fyldt med stamceller – dog af en anden type end dem, som voksne mennesker har.

Forskerne kan få stamceller fra både voksne individer og fra fosteranlæg. Fælles for alle de stamceller, der sidder i en voksen krop, er, at de er specialiserede. Det vil sige, at de hver især kun kan reparere en afgrænset type af væv. Nogle stamceller kan erstatte blodceller. Andre kan erstatte muskelceller og nerveceller.

     I mange tilfælde kan forskerne nøjes med at bruge stamceller fra voksne, når de udfører deres eksperimenter. Men nogle gange har de brug for pluripotente stamceller, og indtil 2006 kunne de kun få dem fra kasserede fosteranlæg. I et nyskabt fosteranlæg finder man nemlig forstadiet til alle de voksne celler: de såkaldte embryonale pluripotente stamceller. Disse celler har den fordel, at de kan lave sig selv om til alle de typer af celler, som et voksent individ består af.

Når kvinder ikke kan få børn på naturlig måde, kan de få foretaget en reagensglasbefrugtning på en fertilitetsklinik. Dette foregår på den måde, at sæd fra manden sættes sammen med æg fra kvinden i et laboratorium. Når æggene er befrugtede, udvikler de sig først til bittesmå klumper af meget stærke stamceller: såkaldte fosteranlæg. Efter nogle dage sættes et af de befrugtede fosteranlæg op i kvinden. Men i processen producerer lægerne mere end ét fosteranlæg, og nogle af dem skal kasseres. Kvinden kan vælge at donere disse fosteranlæg væk. Og forskerne er meget interesserede i dem, fordi de er fyldt med embryonale stamceller, som har et meget stort udviklingspotentiale.

     I 2006 opfandt den japanske forsker Shinya Yamanaka en teknik, der gjorde det muligt at tage hudceller ud af voksne mennesker og ’spole’ dem tilbage i deres udvikling, så de blev til pluripotente stamceller, der minder meget om dem, man finder i fosteranlæg. Disse celler kaldes inducerede pluripotente stamceller. De er ikke helt lige så gode som de embryonale stamceller, og derfor bruger nogle forskere stadig stamceller fra kasserede fosteranlæg. Men forskerne bliver hele tiden bedre til at producere inducerede pluripotente stamceller. Shinya Yamanaka og John B. Gordon modtog i 2012 Nobelprisen i medicin for deres epokegørende forskning i stamceller.

Stamcelleforskere er kommet frem til adskillige opsigtsvækkende resultater, og mange nye behandlinger er på vej, hvilket beskrives nærmere i "Del 2: Forskning og fremtidsperspektiver". Men de mange stamcellebehandlinger, der er på vej, skal i gennem en lang testfase, før samfundet for alvor får glæde af dem. Dog har én bestemt stamcellebehandling været i brug i årtier på hospitaler over hele verden. Nemlig knoglemarvstransplantationer til leukæmi-patienter. En anden stamcellebehandling, der bruges på hospitalerne, er stamceller, der føres på forbrændt hud, så den heler bedre.

     Alle andre stamcellebehandlinger er stadig kun på eksperimentstadiet. Men på trods af det, udbydes en lang række stamcellebehandlinger allerede nu på flere hundrede klinikker i lande som Mexico, Costa Rica og Ukraine. Efter et par håndfulde Google-søgninger kan man finde stamcelleklinikker, som behandler autisme, muskelsvind, diabetes, hjerneskader og mange andre uhelbredelige lidelser.

     Stamcelleforskernes organisationer kæmper for at få disse behandlinger stoppet, men markedet er i mange lande kaotisk og ureguleret. Problemet med behandlingerne er, at de er meget dyre, de har ikke nogen dokumenteret effekt, og de kan have alvorlige bivirkninger – såsom svulster. Desuden følger behandlingerne ikke den metode, som lægevidenskaben arbejder efter. Denne metode foreskriver, at en ny behandlingsform først skal igennem en meget lang testperiode, inden den tages i brug. Først skal behandlingsformen undersøges i laboratorier. Dernæst skal den testes på dyr. Og til sidst skal den over flere omgange testes på mennesker. Til sidst skal forskningen gøres offentligt tilgængeligt og granskes af andre læger.

     De private klinikker, som udfører de risikable stamcellebehandlinger, går helt uden om denne procedure. Hverken behandlingernes effekt eller bivirkninger dokumenteres på systematisk vis, og forskerne har ikke mulighed for at gå behandlingerne efter i sømmene. Derfor advarer forskerne og deres organisationer - såsom International Society of Stem Cell Research – mod behandlingerne.

     For eksempel sagde stamcelleforskeren Christopher Mason fra universitetet University College London sådan her til Kristeligt Dagblad i 2010: ”Patienter risikerer at miste deres liv og helbred, ikke få deres tilstand forbedret, forgæves rejse langt væk fra familie og venner og måske sætte en stor sum penge over styr.”

     Christopher Mason citeres sammen med andre kilder i artiklen ”Eksperter advarer mod stamcelle-turisme” af Ulla Poulsen, trykt den 7. september 2010 (se kilder).

Forskningen i stamceller er eksploderet siden årtusindskiftet. I dag bliver der forsket i stamceller på næsten alle større universiteter, som beskæftiger sig med lægevidenskab. Det gælder også i Danmark. For eksempel arbejder et hold forskere på Københavns Universitets DanStem-afdeling med at udvikle en ny behandling mod Diabetes – også kaldet sukkersyge – ved hjælp af stamceller. Den forskning, der foregår på universiteterne og hospitalerne, står i skarp kontrast til de mange udokumenterede behandlinger, der udføres på private klinikker i udlandet.

Når man forsker i stamceller, arbejder man som en slags programmør – lidt på samme måde, som når man programmerer en computer. Celler kan nemlig programmeres, så de laver sig selv om til andre typer af celler. Dette foregår ved hjælp af forskellige proteiner og kemiske sammensætninger, som giver cellerne signaler til at opføre sig på nye måder. Programmeringen kan enten foregå inden i kroppen eller i petriskåle uden for kroppen.

     På Rigshospitalet i København har der i nogle år kørt et opsigtsvækkende eksperiment. Overlæge Jens Kastrup er i færd med at udvikle en ny behandling, der kan vække døde hjertemuskler til live i patienter, som tidligere har haft blodprop i hjertet. Behandlingen foregår på denne måde:

     Jens Kastrup tager såkaldte mesenchymale stamceller ud af patienternes knoglemarv. Dette er en bestemt type af stamceller, der kan udvikle sig til blandt andet knogleceller og muskelceller. Derefter ’tænder’ han – i flere trin – for bestemte dele af cellernes arvemasse, så de udvikler sig til en anden type af celler – nemlig celler, der kan bygge blodårer. Efter nogle uger sprøjter han de nye celler ind i hjertet på patienten, hvor de begynder at bygge nye blodårer.

     Det er dog kun en udvalgt gruppe af meget syge testpersoner, der har modtaget denne behandling. Og behandlingen skal nu testes på kryds og tværs, inden den bliver tilgængelig for hjertepatienter over hele verden. Læs eventuelt Ingeniørens artikel ”Hjertet pumper kraftigere med stamceller fra knoglemarv”.

     Programmeringen af stamceller kan også foregå ved at føre bestemte kemiske sammensætninger ind i kroppen og aktivere stamceller, som allerede er derinde. For eksempel har forskere ved Harvard Medical School i USA hjulpet døve mus med at genvinde hørelsen. Dette foregik ved at aktivere stamceller i deres indre ører ved hjælp af indsprøjtninger med særlige proteiner.

Stamceller er et af de absolut vigtigste forskningsområder inden for lægevidenskaben i disse år. Og mange forskellige kategorier af sygdomme og lidelser vil formentlig kunne behandles effektivt med stamceller i fremtiden.

     Forskere i USA har fået lamme hunde til at gå igen ved at sprøjte stamceller ind i ryggen på dem. Andre har fået døve mus og ørkenrotter til at høre ved at aktivere stamceller i deres indre ører. Halvvejs døde hjertemuskler er blevet vakt til live på Rigshospitalet i København. Svagtseende mus i USA er blevet væsentligt bedre til at se, efter at forskere har omdannet stamceller til lysfølsomme celler og ført dem ind i øjet på musene. Klinikker i blandt andet USA og England bruger stamceller til at genopbygge ødelagte sener og brusk i dyr, såsom væddeløbsheste. Europæiske forskere udvikler stamcellebehandlinger mod Parkinsons Sygdom og Diabetes. Og sådan kunne man blive ved. Alle disse behandlinger er dog endnu kun på forsøgsstadiet.

     Under ”Kilder citeret i artiklen” kan du finde links til nyheder om disse eksempler.

Mange af de ovennævnte forskningsprojekter er først startet siden årtusindskiftet. Og topforskere siger typisk, at mange af behandlingerne først vil blive standard-behandlinger på verdens hospitaler om 10 til 20 år. Læs eventuelt artiklen ”Læger tryller med kroppens superceller” i Illustreret Videnskab.

     Som tidligere nævnt, kan man dog allerede nu blive behandlet for en lang række af lidelser på stamcelle-klinikker i udlandet. Men disse behandlinger anerkendes ikke af forskerne.

     Alle nye behandlingsformer skal igennem flere trin, før de bliver godkendt af det videnskabelige samfund og sundhedsmyndighederne. Dette tager flere år, for behandlingerne skal testes på kryds og tværs og raffineres, inden myndighederne giver grønt lys for at behandle mennesker over hele verden med dem. Et af problemerne med mange stamcellebehandlinger lige nu, er, at stamcellerne er svære at styre, fordi de netop kan udvikle sig til mange typer af væv. Programmeres de forkert, kan der opstå svulster og knoglevækst – f.eks. i hjernen, øjet eller omkring rygraden.

Det er i dag tilladt i Danmark at forske i stamceller fra kasserede fosteranlæg, så længe formålet er at udvikle behandlinger mod alvorlige sygdomme. Omvendt er det ikke tilladt af skabe nye fosteranlæg i et laboratorium, hvis ikke de skal bruges til at gøre kvinder gravide.

     Før 2003 var det kun lovligt at udføre biomedicinske forsøg på befrugtede menneskeæg samt på kønsceller. Forskning i embryonale stamceller blev den gang reguleret af "Lov om kunstig befrugtning" – også kaldet befrugtningsloven – samt "Lov om de videnskabsetiske komiteer" – også kaldet komitéloven (se kilder). Befrugtningsloven regulerer spørgsmålet om, hvornår det er lovligt at udføre forsøg på befrugtede menneskeæg og kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning. Komitéloven indholder regler vedrørende godkendelse af de forsøg, som det ifølge befrugtningsloven er lovligt at udføre på befrugtede æg og sædceller.

     Den centrale bestemmelse i befrugtningsloven er § 25:

     § 25 Biomedicinske forsøg på det befugtede menneskelige æg samt på kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, må kun foretages i følgende tilfælde:

1. Hvis de har til formål at forbedre in vitrobefrugtning (reagensglasbehandling, red.) eller lignende teknikker med henblik på at fremkalde graviditet. 
2. Hvis de har til formål at forbedre teknikker til genetisk undersøgelse af et befrugtet æg med henblik på at fastslå, om der foreligger en alvorlige arvelig sygdom eller en væsentlig kromosomabnormitet (præimplantationsdiagnostik).

     Den 27. maj 2003 vedtog folketinget ”Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.” (se kilder), der trådte i kraft den 1. september samme år. Med lovændringen blev det nu også tilladt at lave forsøg på befrugtede menneskeæg og kønsceller:

     Hvis forsøgene ved anvendelse af befrugtede æg og stamceller herfra har til formål at opnå ny viden, som vil kunne forbedre mulighederne for behandling af sygdomme hos mennesker.

I de fleste Iande er kun to stamcellebehandlinger godkendt:

• knoglemarvstransplantationer til leukæmi-patienter 
• påføring af stamceller på brandsår

     Samtidig kan forskere få godkendelse til at udføre eksperimenter på syge patienter.

     I nogle lande – såsom Ukraine og Costa Rica – er der dog en langt mere lempelig lovgivning. Her udfører stamcelleklinikker mange forskellige behandlinger, som ikke er anerkendt af det videnskabelige samfund.

En del af debatten handler om, at flere hundrede private klinikker udfører stamcellebehandlinger, som ikke er anerkendt af de europæiske og amerikanske sundhedsmyndigheder, og som stamcelleforskerne generelt tager skarp afstand fra. Som nævnt tidligere kæmper stamcelleforskernes organisationer for at få disse behandlinger stoppet, men markedet er i mange lande kaotisk og ureguleret. Problemet med behandlingerne er, at de er meget dyre, de har ikke nogen dokumenteret effekt, og de kan have alvorlige bivirkninger – såsom svulster.

     En anden del af debatten handler om de mere fundamentaleproblemstillinger, der med brugen af stamceller.

     Især religiøse grupper har været imod udnyttelsen af stamceller i forskning og forsøg. Det skyldes blandt andet, at en af de forskellige typer af stamceller, som forskerne bruger, er stamceller fra kasserede fosteranlæg – det vil sige små celleklumper, der er forstadier til fostre, og som bliver kasseret af fertilitetsklinikker. De store religioner mener, at et fosteranlæg skal betragtes som et menneske med rettigheder og er derfor som udgangspunkt imod forskningsmetoden. Læs eventuelt Kristeligt Dagblads artikel ”Det mener religionerne om stamcelleforskning” (se kilder).

     Et flertal i Det Etiske Råd er positivt stillet over for en lempelse af den nuværende lovgivning, så det bliver tilladt at fremstille forstadier til fostre alene med henblik på forskning. Det sker ud fra en målsætning om at finde behandlingsmetoder til kroniske sygdomme, hvilket vejer tungere end hensynet til tidlige former for liv, lyder argumentet. Alligevel er der i Det Etsiek Råd forskellige synspunkter om sprøgsmålet:

• Thomas G. Jensen, der er professor ved Institut for Human Genetik ved Aarhus Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, mener ikke, at kunstigt fremstillede embryoner skal beskyttes på samme måde som andet menneskeligt liv: ”Jeg og flere andre har et biologisk synspunkt, nemlig at kunstigt fremstillede embryoner, der ikke har mulighed for at udvikle sig videre, ikke har krav på samme form for beskyttelse,” siger han i et interview med Kristeligt Dagblad i 2011 (se kilde).

     Peter Øhrstrøm, der også er tidligere medlem af Det Etiske Råd og dr.scient ved Aalborg Universitet, har en anden holdning:

     ”Jeg mener, man skal holde fast i princippet i Europarådets konvention om biomedicin, som siger, at man ikke må fremstille menneskelige fosteranlæg alene til forskning. Det hænger sammen med det gamle dilemma: Hvornår begynder det menneskelige liv? Jeg ser ikke nogen grund til at sætte en senere grænse for livets begyndelse end befrugtningen,” siger han i et andet interview med Kristeligt Dagblad (se kilder).

     I rapporten ”Etiske aspekter ved nye typer af stamceller og befrugtningsteksnikker”, som Det Etiske Råd udgav i 2010 (se kilder), beskrives fire typer af mere overordnede etiske dilemmaer, der kan resumeres:

     ”A: Hvor gamle skal vi blive? Hvor går grænsen for menneskets levealder? Hvis der altså er en grænse?

     B: Hvis avanceret stamcelleterapi med tiden vil kunne helbrede i princippet alle skavanker, kan vi så uden selvansvar give los for dårlig livsstil og farlige vaner? Eller skal der være restriktiv adgang til disse terapier?

     C: Er der grunde til bekymring for et eventuelt perfektionsjag? Vil ’det perfekte’ risikere at få status som en norm, ingen ustraffet kan unddrage sig?

     D: Ved vi overhovedet, hvad det er, vi gør ved menneskets krop og sjæl, når vi ikke bare lindrer og symptombehandler, men kurerer sygdomme og regenererer defekter?”