Den danske kolonisering og slavehandel

2017 er 100-året for Danmarks frasalg af øerne i Dansk Vestindien, og det har ført til fornyet debat om Danmarks fortid som kolonimagt. De europæiske stormagters – heriblandt Danmarks – kolonisering af andre dele af verden tog for alvor fart i slutningen af 1400-tallet, hvor Amerika blev opdaget af Christopher Columbus i 1492, og søvejen til Indien blev fundet i 1498. Især Spanien, Portugal, Storbritannien, Holland og Frankrig blev store kolonimagter, men også Danmark oprettede kolonier i Indien, Afrika og Vestindien. Danmark tog således del i trekanthandlen, der var et handelssamarbejde mellem Europa, Afrika og Amerika. Europæerne fragtede efterspurgte varer til Afrika, hvor de så købte slaver, som de fragtede videre til Vestindien, hvorfra de bragte råsukker med tilbage til Europa. 

     Se også De Dansk Vestindske Øer beskrevet i dansk litteratur

Ordet koloni stammer fra det latinske colonia, der betyder landbrug. Oprindeligt betegnede det de områder omkring Middelhavet, som romerne erobrede. En koloni er således et magtområde, som en stat opretter uden for sit eget territorium. Kolonisering er den proces, hvor en stat – typisk med magt – underlægger sig områder uden for sit eget territorium og opretter en form for administration eller styre der. I slutningen af 1400-tallet blev de europæiske staters kolonisering intensiveret, da hidtil ukendte områder af verden blev opdaget af opdagelsesrejsende, der var udsendt af europæiske herskere.

Opdagelsestiden begyndte i slutningen af 1400-tallet, hvor portugiserne opdagede Amerika og sejlruten til Asien rundt om Afrikas sydligste punkt. Den sluttede i 1800-tallet, da de sidste ukendte steder på kortet var blevet opdaget. I denne periode udforskede de europæiske stater verden blandt andet med det mål at erobre og kontrollere nye handelsruter, råstoffer og territorier. De europæiske stormagters kraftige oversøiske ekspansion førte til dannelsen af store koloniimperier som for eksempel Storbritannien og Portugal.

I tråd med tidens merkantilistiske tænkning var formålet med kolonierne at gøre staterne konkurrencedygtige i forhold til andre stater. Merkantilisme er en sammenfattende betegnelse for en række politisk-økonomiske teorier og styringsredskaber, der var fremherskende i Europa i 1600- og 1700-tallet. Målet med merkantilismen var først og fremmest at sikre staten tilstrækkeligt store indtægter til at dække udgifterne til hæren, hoffet og den nye, lønnede embedsstand. I forhold til omverdenen var merkantilisternes mål at sikre en positiv handelsbalance. Eksporten af varer skulle derfor overstige importen. Det forsøgte staterne at opnå ved at indføre importforbud, pålæg af told og styrkelse af den nationale konkurrenceevne i forhold til udlandet, således at indenlandske virksomheder stod stærkere i konkurrencen med udenlandske. For at modvirke manglen på hjemlige råstoffer betragtede mange stater det som en god løsning at oprette fjerne kolonier, som kunne skaffe eksempelvis krydderier, sukker og andre ubearbejdede råstoffer til hjemlandet. Sammenhængen mellem den merkantilistiske praksis og kolonierne er beskrevet i bind 9 i ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie” (se kilder).

Især datidens stormagter Spanien, Portugal, Storbritannien, Holland og Frankrig gjorde sig gældende som kolonimagter. I løbet af 1500-, 1600-, 1700- og 1800-tallet oprettede disse stater kolonier i Amerika, Afrika, Mellemøsten, Asien og Australien. Sammenlignet med disse lande var Danmark kun en mellemstor kolonimagt.

Gennem hele sin historie har Danmark i både kortere og længere perioder haft besiddelser uden for sit territorium – for eksempel i Island, Norge, Sverige, Tyskland, Færøerne, Grønland, Storbritannien og Østeuropa. Den danske stat anlagde dog først egentlige handelskolonier i 1600-tallet. Danmarks vigtigste handelsstøttepunkter var således kolonierne på Trankebar i Indien, Guldkysten i Ghana og de Vestindiske Øer i Caribien. Danmarks handelskolonier i troperne er beskrevet i bøgerne ”Kolonierne i Afrika og Asien” og ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).

I stedet for, at den danske stat selv tog risici i forbindelse med oprettelsen af kolonier, gav kongen en række handelskompagnier eneret på oprettelsen af og handlen med de oversøiske handelsstøttepunkter. Til gengæld for de økonomiske risici, som handelsselskaberne løb, fik de altså monopol på de potentielt store indtægter, der var forbundet med at drive handel med oversøiske destinationer.

Kolonien på Trankebar i Indien var den første danske koloni, der blev grundlagt i troperne, det vil sige i det tropiske bælte, der følger ækvator Jorden rundt. I 1616 gav Kong Christian den Fjerde således tilladelse til oprettelsen af Ostindisk Kompagni. Ostindisk Kompagni var et handelsselskab, der fik monopol, det vil sige eneret, på at handle i og med Østindien, som det blev kaldt dengang. Den 29. november 1618 stævnede den første østindiske flåde under ledelse af adelsmanden Ove Giedde ud fra København. I 1620 gav den lokale hersker af den østindiske provins Tanjore Ostindisk Kompagni tilladelse til at oprette et handelsstøttepunkt i Trankebar. Til gengæld for en årlig afgift fik Ostindisk Kompagni tilladelse til at handle, opkræve told og opføre en fæstning her.

Guldkysten er betegnelsen for en række europæiske besiddelser på Afrikas kyst i det nuværende Ghana. I 1659 gav Kong Frederik den Tredje Glückstadt-kompagniet eneret på den oversøiske handel med Afrika. På vegne af Danmark-Norge grundlagde kompagniet i 1659 Frederiksborg Fort på den afrikanske Guldkyst. Det skete efter aftale med den afrikanske stat Fetu. 150 kilometer længere mod øst grundlagdes i 1661 fortet Christiansborg, som dog allerede i 1685 blev afstået til Storbritannien. I 1736 fik Danmark-Norge igen to forter på Guldkysten, da Fredensborg blev grundlagt. I 1780’erne blev der bygget yderligere fire forter på Guldkysten: Kongensten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram.

Dansk-norske handelsskibe begyndte at drive handel med de vestindiske øer allerede i midten af 1600-tallet. I 1671 blev Vestindisk Kompagni etableret ved kongelig koncession. Handelskompagniet fik monopol på den oversøiske handel med de vestindiske øer. Vestindisk Kompagni nøjedes dog ikke med at anlægge et handelsstøttepunkt i form af et fort, som man gjorde på Guldkysten og Trankebar. I 1672 koloniserede således kompagniet øen Sankt Thomas og påbegyndte sukkerproduktion. I 1718 overtog kompagniet naboøen Sankt Jan, og i 1733 købte kompagniet Sankt Croix af den franske stat.

I 1674 blev Glückstadt-kompagniets privilegier på den afrikanske handel overgivet til Vestindisk Kompagni, som derfor skiftede navn til Vestindisk-Guinesisk kompagni. Det dannede baggrund for, at Danmark i 1700-tallet begyndte at deltage i den såkaldte trekanthandel mellem Europa, Afrika og Amerika. Trekantshandlen var et handelssamarbejde, der udvekslede varer mellem Europa, Afrika og Amerika. Danmark eksporterede varer som for eksempel våben, brændevin og jern fra København eller Flensborg til Guldkysten i Afrika. På Guldkysten købte de danske skibe så afrikanske slaver, som de eksporterede til de Vestindiske Øer, hvor de blev solgt til brug i sukkerplantagedriften. I Vestindien købte de danske skibe råsukker, som de så sejlede tilbage til Danmark, hvor det blev videreforarbejdet på danske fabrikker. Hele rejsen fra Danmark til Afrika til Amerika og hjem til Danmark igen tog typisk to år. Trekantshandlen beskrives blandt andet i Gyldendals opslagsværk Den Store Danske (se kilder).

Handelskompagnierne havde det alle svært i løbet af 1600-tallet og måtte flere gange bede den danske stat om økonomisk hjælp. I 1700-tallet begyndte kolonierne imidlertid at blive økonomisk rentable. På den måde kom de til at danne grundlag for den såkaldte florissante periode, der var en lang periode med stor økonomisk fremgang i anden halvdel af 1700-tallet. København udviklede sig således til en europæisk storhavn i denne periode, hvor den almindelige velstand bredte sig fra de købmænd og redere, der udnyttede de danske kolonier direkte. Den florissante periode og dens baggrund er beskrevet i bind 9 i ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie” (se kilder).

I midten af 1700-tallet var den danske stats mål om en hurtig opbygning af plantageøkonomien på Sankt Croix og en lige så hurtig opbygning af en konkurrencedygtig dansk sukkerproduktion nået. Den danske stat overtog derfor driften af kolonierne i Vestindien og forterne på Guldkysten i 1755 fra Vestindisk-guinesisk kompagni. Samtidig blev handlen med de vestindiske øer og sukkerproduktionen i Danmark-Norge tilladt for alle. Kolonien på Trankebar blev overdraget til staten i 1777, hvor den danske stats mål om at gøre København til et europæisk marked for asiatiske varer ligeledes var nået.

Kolonien på Trankebar blev solgt til Storbritannien i 1845. Fem år senere købte englænderne også de danske kolonier på Guldkysten og gjorde dem til en del af den i forvejen omfattende britiske Guldkyst-koloni. De tre vestindiske øer blev solgt til USA for 25 millioner dollars i 1917.

Danmark begyndte at handle med slaver, da Vestindisk-guinesisk Kompagni blev oprettet i 1671. Det var således Vestindisk-guinesisk Kompagni, der havde monopolet på handlen med Afrika og Vestindien, og i perioden fra slutningen af 1600-tallet til 1802 købte, fragtede og solgte kompagniet cirka 100.000 slaver fra Afrika til de vestindiske sukkerplantager. Den danske slavehandel er beskrevet i bøgerne ”Kolonierne i Afrika og Asien” og ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).

Alle de store kolonimagter tog del i den transatlantiske slavehandel. Flere af dem havde således handelsstøttepunkter langs den afrikanske kyst, hvor de købte slaver, som de efterfølgende fragtede videre til Amerika. Her blev de brugt i plantage- og minedriften. Portugiserne var den kolonimagt, der fragtede flest slaver fra Afrika til Amerika. Anslået er det samlede antal slaver, som portugiserne købte i Afrika og fragtede videre til Amerika, således 4,5 millioner mennesker. Efter portugiserne kom briterne, franskmændene, spanierne og hollænderne. De øvrige kolonimagters slavehandel er beskrevet i bogen ” The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade, 1440-1870” (se kilder).

Afrikanere spillede en meget direkte rolle i slavehandlen, fordi de solgte krigsfanger til de europæiske købere. De tilfangetagne blev betragtet som tilhørende andre etniske og religiøse stammegrupperinger, hvilket legitimerede slavehandlen.

Af økonomiske årsager forsøgte de danske slavehandlere at sikre, at slaverne nåede raske og stærke frem til Amerika. Årsagen var, at stærke, sunde slaver gik for et højere beløb end udmagrede, svage slaver. De blev imidlertid behandlet brutalt i plantagedriften. Derfor var det nødvendigt at opretholde en konstant strøm af nye slaver. Slavernes vilkår er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).

I slutningen af 1700-tallet blev der ført en stærk kampagne i mod slavehandlen og slaveriet i de engelske kompagnier. I Danmark blev der aldrig ført en ligeså succesfuld kampagne. Der var således slaverimodstandere i Danmark, som var påvirket af Oplysningstidens tanker om frihed og lighed, men det var ikke dem, der fik slavehandlen stoppet. Størsteparten af den kulturelle og politiske elite i Danmark udtrykte derimod oftest stolthed over det danske engagement i slavehandlen, fordi de så slavehandlen som et udtryk for, at Danmark bestred en stærk udenrigspolitisk position som kolonimagt. Danskernes holdning til slavehandlen er blandt andet beskrevet i artiklen ”Danske magthavere var stolte af koloniernes skatte og slaver” (se kilder).

Danmark forbød som det første land i verden slavehandel ved en kongelig forordning i 1792. Forordningen trådte dog først i kraft fra 1803, da plantageejerne fik mulighed for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Baggrunden for forbuddet var først og fremmest økonomisk. For det første var slavetransporten for dyr i drift i forhold til indtægterne. For det andet regnede den danske regering med, at et engelsk forbud mod slaveri var på trapperne. Det ville presse mindre slavehandlernationer som Danmark til at opgive slaveriet også. Den danske forordning af 1792 var derfor et forsøg på at komme briterne i forkøbet. For det tredje døde et uacceptabelt højt antal besætningsmedlemmer om bord på de danske slaveskibe. Forbuddet mod slavehandel indebar imidlertid ikke et forbud mod slaveri. Det var således tilladt at holde slaver i Vestindien helt frem til 1848. Forbuddet mod slavehandlen er blandt beskrevet på danmarkshistorien.dk (se kilder).

Der var slaver i Vestindien allerede fra midten af 1600-tallet. Antallet af slaver steg imidlertid drastisk i 1725, hvor det Vestindisk-guinesiske Kompagni tillod private slavehandlere at bringe slaver til de vestindiske øer. Baggrunden var, at plantagerne gik fra dyrkning af bomuld til dyrkning af sukkerrør. Produktionen af sukkerrør kræver således væsentligt flere arbejdere i produktionen. I stedet for at ansætte lønnede arbejdere, valgte man i stedet at købe slaver, der med magt blev tvunget til at arbejde i plantagerne uden løn.

Ifølge de officielle tal var der i slutningen af 1700-tallet godt og vel 30.000 slaver, der arbejdede på sukkerplantagerne i Dansk Vestindien. De officielle tal er imidlertid upålidelige. Historikere mener således, at plantageejerne ofte skjulte det virkelige antal for at slippe for at betale den påkrævede skat, der blev pålagt hver slave. Antallet af slaver og diskussionen herom er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).

Slaveriet i Vestindien blev forbudt i 1850. Den konkrete begivenhed, der førte til forbuddet, var et slaveoprør i Frederiksted på Sankt Croix i 1848. Oprøret foranledigede Dansk Vestindiens guvernør Peter von Scholten til på egen hånd at ophæve slaveriet i de danske besiddelser i Caribien. Peter von Scholtens ophævelse af slaveriet kan imidlertid ikke adskilles fra det faktum, at 1848 var revolutionsår i Europa. Rettighedstankerne om frihed og lighed påvirkede således Peter von Scholtens opfattelse af slavernes ønske om frihed. Peter von Scholten måtte imidlertid stå til regnskab for sin ophævelse af slaveriet, men han blev frikendt i Højesteret, og den danske stat stadfæstede ophævelsen af slaveriet i 1850. Ophævelsen af slaveriet i de danske kolonier er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).

Danmarks fortid som kolonimagt gik mere eller mindre i glemmebogen, efter at tropekolonierne blev solgt, og Grønland og Færøerne indgik i Rigsfællesskab med Danmark. Den danske kolonisering og slavehandel har derfor ikke fyldt ret meget i den offentlige debat. I de seneste ti år er der imidlertid sket en ændring. I løbet af de seneste ti år har stadigt flere debattører og forskere således påpeget, at Danmark stadig har til gode at konfrontere sin fortid som kolonimagt og slavehandlernation. Eksempelvis har den historiske forskning hidtil betragtet Danmarks koloniale fortid som et eksotisk appendiks, som var uden den store betydning. I de senere år har forskere inspireret af postkolonialismen imidlertid forsøgt at gøre op med dette ved at fokusere på de menneskelige konsekvenser af slaveriet. Postkolonialismen er en akademisk disciplin, der analyserer de kulturelle følgevirkninger af kolonialistiske imperier. Den vigtigste teoretiker er Edward Said, der har skrevet bogen Orientalism, der blev udgivet i 1979. Forandringen i det danske syn på kolonitiden er beskrevet i artiklerne ”Danmark i postkolonialismens vridemaskine,” ”Dansk kolonitid fylder mere i undervisningen” og ”Den danske kolonihistorie er både fortid og nutid” (se kilder).

I 2017 er det 100 år siden, at Danmark solgte øerne i Dansk Vestindien, og det har ført til fornyet debat om Danmarks historiske rolle og nutidige ansvar. Både politikere, kunstnere, forfattere og samfundsdebattører har rettet fokus på emnet. I sin nytårstale til danskerne den 1. januar 2017 valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen at adressere Danmarks fortid som slavemagt: ”Danmark er et særligt land. Og vi lever i et tæt samspil med resten af verden. Det har vi en lang tradition for. Desværre er den ikke lige ædel hele vejen. I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af Jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid,” sagde den danske statsminister i talen (se kilder).

     Trods berøring af emnet er Lars Løkke Rasmussen blevet kritiseret for ikke at komme med en officiel undskyldning for fortidens forseelser på vegne af den danske stat. Efter nytårstalen sagde Enhedslistens Pernille Skipper til DR (se kilder): "Jeg synes, at vi skal erkende vores ansvar og bruge ordet undskyld, fordi det selvfølgelig også indebærer, at den danske stat har et ansvar for fortiden, for den slavehandel, der foregik, og for de konsekvenser, som efterkommerne lever med i dag."

     Det er også en holdning, som flere historikere deler, blandt andet historiker Claus Bryld: "Jeg mener bestemt, at Danmark bør gå ud og give en undskyldning for at have været en del af slavehandlen. Det bør være statsministeren på vegne af regeringen, som går ud og undskylder," sagde ifølge Politiken i 2016 (se kilder).

     Andre politikere og eksperter mener ikke, at der bør undskyldes, blandt andet fordi de frygter et økonomisk erstatningskrav fra øerne, mens endnu andre peger på, at man ikke kan undskylde overfor Jomfruøerne, fordi de i dag er en del af USA, og at det derfor er et mellemstatsligt anliggende.

Historikeren Claus Brylds udsagn i Politiken (se kilder) er del af en generel debat om, hvorvidt Danmark skal forholde sig til sin brutale fortid som slavemagt. I slutningen af 2016 blev der udgivet flere bøger om emnet, blandt andet Mich Vraas roman "Haabet", arkitekten Ulla Luuns fagbog "Stedet fortæller", historiker Dick Harrisons "Slaveriets historie", og Gads Forlags fembindsværk om kolonihistorien ved navn "Danmark og kolonierne". Bøgerne kaster lys over Danmarks fortid og lægger op til debat omkring, hvordan landet i dag bør forholde sig til den.

     Også på den visuelle scene er der fokus på 100-året. I slutningen af 2016 kom det frem, at Jomfruøerne har sendt Danmark et mindesmærke over slavetiden. Monumentet er det første af sin slags, der sætter fokus på Danmarks fortid som kolonimagt og slavenation. Det vil blive opført offentligt, men det er endnu uvidst hvor, skriver Politiken (se kilder). Monumentet hedder "Freedom" og forestiller en sort mand med en konkylie for munden. Versioner af statuen er opført på Jomfruøerne.

     Danske billedkunstnere har også taget Danmarks fortid som kolonimagt under behandling, især Jeanette Ehlers. "Vi kender ikke særlig meget til kolonitidens grusomheder. Vi har hvidvasket historien om Danmarks slaver," sagde hun i 2015 til Politiken (se kilder) om grundlaget for sit arbejde. Hun har længe arbejdet på et monument over slavehistorien, som hun håber vil blive opført ved Den Kongelige Afstøbningssamling på havnekajen i Københavns Toldbodgade, skriver Weekendavisen (se kilder). Bygningen blev oprindeligt brugt til sukkertransporten fra det daværende Dansk Vestindien.

     I løbet af 2017 og 2018 kommer flere museer og festivaler desuden til at sætte fokus på Danmarks fortid. Museet Gl. Holtegaard vil fra august til december vise udstillingen "Kolonihistorier: Magt og Afmagt", mens festivalen Golden Days i 2018 er dedikeret til historiens sorte pletter, blandt andet Danmarks fortid som slavenation.

Danske turister besøger stadig i stort antal de vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan. Danskerne er således den største oversøiske gruppe, der besøger de vestindiske øer. Den danske turisme i Vestindien er beskrevet i artiklen ”Danskerne indtager Dansk Vestindiske Øer” (se kilder).

15 caribiske lande krævede i 2013 en undskyldning og erstatning af den danske stat for slaveriet. Den danske stat har imidlertid nægtet at eftergive kravet. Det skete blandt andet med begrundelsen, at man ikke kan holde mennesker, der aldrig har holdt slaver, eller lande, der ikke er kolonimagter længere, ansvarlige for noget, der skete for flere hundrede år siden. De caribiske landes krav om erstatning er beskrevet i ”Komite: Danmark skal betale slave-erstatning” (se kilder).