Klimatilpasning

Regnvandssøer, stenrev, diger og stormflodsporte er bare et par eksempler på klimatilpasning. Det vil sige tiltag, der skal forebygge skader som følge af de ændringer i vejrforholdene, som klimaforandringerne skaber. Klimaforandringerne tvinger os f.eks. til at håndtere større mængder nedbør på en gang, såkaldte skybrud. Hvis ikke vi finder løsninger, der kan lede vandet effektivt ned i undergrunden, opstår der oversvømmelser og vandskader.

     Mens vestlige lande er langt fremme med udviklingen af højt specialiserede løsninger såsom gennemtrængelig asfalt, grønne tage og opsamlingsbassiner, kæmper verdens fattigste lande med at finde ressourcerne til at tilpasse sig klimaforandringerne. Det skaber yderligere ulighed, da de fattige lande også bliver hårdest ramt af forandringerne. Klimatilpasning er et fælles ansvar, og selv om klimaforandringer måske i første omgang rammer fattige lande hårdest, får de konsekvenser globalt – konkret f.eks. i form af ressourcemangel og klimaflygtninge.

Klimatilpasning handler om at tilpasse sig ændrede vejrforhold som følge af klimaforandringerne – f.eks. håndtering af vand, så man kan bruge de stigende nedbørsmængder som en ressource. Klimatilpasning er en fællesbetegnelse for løsninger, der skal nedsætte risikoen for konsekvenser af klimaforandringerne. Det kan f.eks. være oversvømmelser enten som følge af større og mere intensive mængder af nedbør eller stigende vandstande i verdenshavene.

Vejret har ændret sig markant i hele verden og gør det fortsat, bl.a. som følge af den globale opvarmning. Siden 1873 er gennemsnitstemperaturen i Danmark steget med 1,5 grader, og den årlige nedbørsmængde er stedet med 15 procent. Regnen falder også mere ujævnt: Antallet af regnvejrsdage er blevet mindre, men til gengæld falder regnen mere intensivt, når det så regner. Det er blevet mere almindeligt med tørkeperioder, der pludselig afbrydes af kraftige regnskyl. Skybrud og voldsomme regnmængder sætter kloaksystemerne under et kæmpe pres, fordi de ikke er bygget til at tage imod så store mængder regn på en gang. De bliver fyldte og svømmer over, så kældre og huse, der liger lavt i landskabet, bliver oversvømmede. De stigende temperaturer har også skabt højere vandstande som følge af smeltende havis og gletsjere. Også det giver udfordringer, der kalder på nye løsninger og klimatilpasning i områder langs kyster eller fjorde, hvor vandet skaber oversvømmelser, f.eks. under uvejr, som presser vandet ind i fjorde, over havnemoler og op på land.

Mange kommuner er allerede gået i gang med at adskille regnvandet fra det eksisterende kloaknet, så kloakkerne ikke løber over under skybrud og oversvømmer kældre, veje, søer og naturområder med forurenet spildevand. Det foregår ved at anlægge separate regnvandsrør, der holder regnvandet ude af kloakkerne og leder det væk til regnvandssøer og rensebassiner.

Det er imidlertid både et dyrt og omfattende arbejder at separere regnvandet fra spildevandet. Klimatilpasning handler derfor også i høj grad om at finde løsninger, hvor man i stedet for at lede vandet ned i kloakken forsøger at anvende det som en ressource, f.eks. til vanding af grønne områder og parker i byen – i form af byhaver, grønne tagterrasser og tage eller urbane gadekær, som man kender det fra landsbyer. Grønne områder inviterer til social og fysisk aktivitet. Derfor er klimatilpasning ofte fokuseret på at skabe steder, hvor mennesker har lyst til at mødes på offentlige arealer.

Det er kommunens ansvar at planlægge, hvordan regn- og spildevand bliver håndteret, mens det er forsyningsselskabets opgave og ansvar at realisere planerne og sikre, at håndteringen af vandet på offentlige arealer lever op til kommunens regler og krav. Ifølge §32 i miljøbeskyttelsesloven og §5 i spildevandsbekendtgørelsen skal kommunerne udarbejde en plan for bortskaffelse af spildevand – dvs. alt vand, herunder regnvand, der afledes fra beboelse, erhvervsvirksomheder, bebyggelse og fælles arealer, fremgår det på Miljøstyrelsens hjemmeside mst.dk (se kilder). I de private husstande er det boligejerens ansvar, at vand ledes væk og ud i kloakken. En oversvømmet kælder er således den enkelte boligejers ansvar. Når vi betaler vores vandregning, er vi alle sammen med til at betale samfundets fælles håndtering af vand, da man betaler en vis vandafledningstakst til forsyningsselskabet, som står for kloakker og rensning af spildevand.

Efter en rekordvåd vinter indgik den socialdemokratiske regering og partierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance i maj 2020 en politisk aftale om bedre klimatilpasning. Aftalen gav vandselskaberne friere hænder til at lave klimatilpasningsprojekter, idet den fjernede reglen om, at kommunerne skulle bidrage med 25 procent af finansieringen. Med aftalen fik vandselskaberne mulighed for selvstændigt at lave fordybninger i parker og langs veje, som kan lede regnvandet væk – en løsning, der er fire gange billigere end kloakprojekter, kan man læse på regeringens hjemmeside i pressemeddelelsen ”Politisk aftale om bedre klimatilpasning” (se kilder).

Dansk lov er reguleret af EU’s oversvømmelsesdirektiv, som forpligter alle EU-medlemslande til at udarbejde en plan for, hvordan de håndterer ekstreme oversvømmelser, som kan medføre væsentlige negative konsekvenser for sundhed, miljø, kulturarv eller økonomi. EU-direktivet er implementeret i Miljø- og Fødevareministeriets ”Lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer” og i Kystdirektoratets ”Bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorden eller andre dele af søterritoriet”. Det kan man læse på Miljøstyrelsens hjemmeside under overskriften ”Om klimatilpasning” (se kilder).

     På hjemmesiden oversvommelse.kyst.dk (se kilder) kan man læse mere om oversvømmelsesdirektivet og dansk oversvømmelseslov, som blev udarbejdet og vedtaget på baggrund af en række oversvømmelser, der ramte Centraleuropa mellem 1998 og 2002 og kostede 700 menneskeliv samt forårsagede store materielle skader og økonomiske tab på mindst 25 milliarder euro. Her kan man også finde et kort, der kortlægger risikoområder for oversvømmelser i Danmark.

Alle landets kommuner laver handleplaner for håndtering af stigende mængder nedbør. På hjemmesiden klimatilpasning.dk kan man læse om forskellige projekter. F.eks. har Aarhus Kommune skabt SPARK-parken – et parkområde omkring sundhedscentret MarselisborgCentret, hvor næsten alt regnvand holdes på den 7,3 hektar store matrikel i bede og græsplæner i stedet for at blive ledt ud i kloakken. Parken er blevet vurderet til at kunne klare en 35-40 års regnhændelse – dvs. et regnvejr, der er så kraftigt, at det statistisk set kun optræder en gang hvert 35.-40. år.

     I Tommerup Stationsby i Assens Kommune er der etableret tre nye regnvandssøer, der skal holde stationsbyen tørskoet, selv under kraftig og langvarig regn. Søerne er forbundet af åbne slyngede kanaler og kan tilbageholde 22.000 kubikmeter vand.

     Og i Zoologisk Have på Frederiksberg har kommunen etableret 650 regnvandskassetter med en samlet volumen på 142 m3. De fungerer som faskiner – dvs. hulrum i jorden med sten, som opsamler og leder regnvand ned i jorden. Siden 2015 har faskinerne været med til at beskytte villaområder neden for Valby Bakke ved skybrud. Samtidig sparer Zoologisk Have på sit vandforbrug, fordi det opsamlede regnvand bruges til at skylle bassiner med.

     Man eksperimenterer også flere steder med gennemtrængelig asfalt, en særlig type belægning, som regnvandet kan trænge igennem, som bl.a. er blevet brugt på p-pladsen ved Svanemøllehallen på Østerbro.

     Man kan læse mere om forskellige projekter på hjemmesiden klimatilpasning.dk (se kilder).

Danmark har meget kyst, og en stor del af klimatilpasningen består i at sikre kysterne mod det stigende havvandsspejl, fordi de højere vandstande i havene æder sig ind på kysten og mange steder simpelthen går i land som oversvømmelser af havne, strande og kystnære boliger. På hjemmesiden energihjem.dk, der henvender sig til husejere, som ønsker at energirenovere eller klimatilpasse deres bolig, kan man læse om forskellige former for kystsikring.

     Kystsikring kan ske ved, at man etablerer et dige af komprimeret lerholdig jord, der kan holde vandet ude. Man kan også lave såkaldt skråningsbeskyttelse ved hjælp af sten, der placeres i lag af forskellig tykkelse, som sikrer, at sandet på skråningen ikke skrider. Faskiner, der leder vandet væk fra kysten, og høfder, der bryder bølgerne, kan også være med til at sikre kysterne, ligesom man kan tilføre ekstra sand og plantesikre klitterne ved at plante marehalm eller andre planter.

     Køge Kommune er i gang med et langsigtet kystsikringsprojekt, der skal forhindre vandmasser fra Køge Bugt i at blive presset op i Køge Å og ind i byens gader, hvor vandstigninger de seneste år har gjort skade på historiske bygninger, når storme har fået havniveauet til at stige. Her vil man bl.a. opføre forhøjede boliger, kajkanter og promenader med såkaldte LAR-løsninger (Lokal Afledning af Regnvand). Køge Kommune arbejder også som andre kystnære kommuner med at finde sluse-løsninger, så vandet holdes ude af åen ved stigende vandstande. Man kan læse mere om de forskellige projekter på klimatilpasning.dk (se kilder).

Tørke tænkes i stadigt stigende grad ind i klimatilpasningen, både i forhold til landbruget og i forhold til pres på vandressourcer til vanding i private haver og fare for brande i naturen. De seneste år har der været perioder, hvor vi har været nødt til at indføre forbud mod båltænding og åben ild i naturen og mod vanding af haven med vand fra vandværket. Det har givet anledning til, at flere kommuner tænker tørke ind i deres klimatilpasning. F.eks. har man i Odense skrevet det ind i kommunens klimatilpasningshandleplan, at man vil skabe adgang til åbne vandoverflader, der afgiver kulde, og etablere grønne områder og flere skyggepladser i byen, kan man læse i Odense Kommunes ”Handleplan for Danmarks grønneste storby” (se kilder).

Det forventes, at somrene bliver mere tørre, og at der vil komme længere perioder med tørke fremover. Det går hårdt ud over landbruget og forårsager også brande med alvorlige ødelæggelser til følge i mange lande. Som led i klimatilpasningen ift. tørke undersøger forskere, hvordan vi bedst ruster os.

     Under overskriften ”Sådan ruster vi landbruget til fremtidens tørke” på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (se kilder) kan man læse lektor i agroøkologi Svend-Erik Jacobsens råd til, hvordan vi forbereder og justerer landbrugsproduktionen. Vi bør introducere nye afgrøder i dansk landbrug, vurderer han, og peger bl.a. på quinoa, hirse, majs og sorghum som tørketolerante afgrøder. Det er også vigtigt at tænke i mere varieret og forskelligartet dyrkning, for jo mere ensartet man dyrker jorden, desto mere udsat og sårbar bliver den overfor klimaforandringer, argumenterer han.

World Economic Forum betegner fejlslagen klimatilpasning som den ultimative systemudfordring, fordi vand understøtter al økonomisk vækst på tværs af sektorer, samtidig med at vand forvaltes og styres af så mange forskellige sektorer. Derfor er en af de helt store udfordringer ift. klimatilpasning at lave nationale planer på tværs af sektorer, lyder vurderingen i en rapport fra Kommunernes Landsforening (KL). Flere steder er grundvandet steget en til to meter. De udfordringer, vandet skaber, er de samme, uanset om vandet kommer fra oven i form af nedbør, fra havet eller fra undergrunden. ”Der er behov for et nationalt klimascenarie som grundlag for kommunernes og borgernes planlægning og prioritering”, skriver KL i rapporten ”Klimatilpasning for fremtiden – Vand fra alle sider” (Se kilder).

I Tyskland har man i mange år været langt fremme med udvikling af grønne tage – tage, der er dækket med planter, som  optager regnvandet og dermed mindsker risikoen for oversvømmelse i byerne. I dag har mere end 14 procent af alle flade tage i Tyskland grønt tag, hvilket svarer til over 86 millioner m2. I Stuttgart er andelen oppe på 25 procent, idet over 2 millioner m2 tage er grønne. Dertil kommer grønne tage, der er anlagt på ikke flade tage, fortæller artiklen ”Grønne tage – historik og potentiale” på Københavns Universitets hjemmeside Videntjenesten.dk (se kilder).

     I tropeområder i Østafrika eksperimenterer man med at plante træer i landbruget, som skal modvirke jordskred under kraftige regnskyl og skærme mod storm, så f.eks. bananpalmer og andre afgrøder ikke bliver væltet i stormen, skriver Globalnyt.dk i  artiklen ”Flere træer i tropelandbrug lægger en dæmper på vildt vejr” (se kilder).

De lande, der har udledt mindst CO2, er typisk dem, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Det fremgår af artiklen ”Sådan kan rige lande hjælpe fattige med at ruste sig til klimaforandringer” på Videnskab.dk (se kilder). Artiklen beskriver også, hvordan den rigeste procent af verdens befolkning de seneste 25 år har udledt tre gange så meget CO2, som de tre milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel. Det viser rapporten ”Bekæmpelse af ulighed i CO2” lavet af forskere fra Det Svenske Miljø Institut for den humanitære organisation Oxfam.

     Fra 1751 til 2018 bidrog 48 lande i Afrika syd for Sahara med kun 0,55 procent af de akkumulerede udledninger af CO2, viser tal fra Our World in Data – en videnskabelig online-publikation, der samler viden om globale udfordringer som fattigdom, sygdom, klimaforandringer, krig og ulighed. Ifølge Energistyrelsen udledte hver dansker i 2018 46 gange mere CO2 end hver etiopier. Det kan man læse i artiklen ”Klimakrisen: Rige lande sviner, Afrika betaler, og grøn omstilling kan forøge ulighed” på Globalnyt.dk (se kilder).

     Det koster 70 milliarder dollar årligt for udviklingslande at tilpasse sig klimaforandringer, og prisen vil stige til mellem 140 og 300 milliarder dollar i 2030 og 500 milliarder dollar i 2050, vurderer den såkaldte ”Adaption Gap Report” fra FN’s Miljøprogram UNEP. Rige lande har lovet udviklingslandene at støtte deres klimatilpasnings-indsats med 100 milliarder dollar årligt fra 2021. Men det er fortsat kun cirka 20 procent af klimastøtten, der går til klimatilpasning, viser OECD’s opgørelse. Det fremgår af artiklen ”Behov for milliarder til udviklingslandes klimatilpasning” på Globalnyt.dk (se kilder).

Selv om det er de rigeste lande i verden, der står for langt størstedelen af CO2-udledningen, er det de fattigste udviklingslande, der bliver hårdest ramt af klimakrisen, både fordi de rammes hårdest af klimaforandringerne, og fordi de hverken har ressourcer eller overskud til at implementere klimatilpasning, der kan afbøde virkningerne. I Afghanistan er hundredtusindvis af bønder drevet på flugt på grund af tørke og oversvømmelser, og klimaændringer har været med til at antænde borgerkrigen i Syrien, mens klimaforandringer og deraf følgende kampe om ressourcer og jord har spillet en rolle i 40 procent af alle interne konflikter på globalt plan de seneste 60 år. Det kan man læse i artiklen ”Sådan kan rige kande hjælpe fattige med at ruste sig til klimaforandringer” på Videnskab.dk (se kilder).

Klimatilpasning er et globalt ansvar, fordi verdens rige lande står for langt størstedelen af CO2-udledningerne og hermed har et stort ansvar for de klimaforandringer, som rammer verdens fattigste lande hårdt. Som man kan læse i artiklen ”Over tre milliarder er meget sårbare over for klimaforandringer” på Berlingske.dk (se kilder), er det særligt i Vest,- Central- og Østafrika, Sydasien, Central- og Sydamerika, små østater og Arktis, at borgerne er sårbare over for de forandringer, klimaets ændringer fører med sig. Altså i de lande, som ikke i så høj grad har bidraget til de globale temperaturstigninger, og samtidig lande som har færre ressourcer end i Vesten.

     Logisk set er klimatilpasning et globalt ansvar, fordi klimakrisen rammer globalt og på tværs af landegrænser. Også de rige lande bliver berørt af flygtningestrømme, når klimaforandringer fordriver mennesker fra deres hjem. Kun ved globalt samarbejde kan vi sænke udledningen af CO2. Som FN’s Generalsekretær António Guterres sagde det i en tale i 2017: ”Klimaforandringer udgør en direkte trussel i sig selv, men er også en multiplikator for så mange andre trusler som fattigdom, fordrivelse og konflikt”. Citatet gengives i debatindlægget ”UNHCR: Det er et globalt ansvar at beskytte fordrevne mennesker” på FN’s Flygtningeorganisation UNHCR’s hjemmeside (se kilder).

Forskellige hjælpeorganisationer hjælper udviklingslande med at løse udfordringerne forårsaget af klimaforandringer. F.eks. hjælper Økologisk Landsforening bønder i Østafrika med at plante træer i små familielandbrug – såkaldt tropelandbrug. I april og maj 2021 plantede Økologisk Landsforening i alt 6.060 træer fordelt på 206 familielandbrug i det vestlige Uganda, kan man læse i artiklen ”Flere træer i tropelandbrug lægger en dæmper på vildt vejr” på Globalnyt.dk (se kilder).

     Organisationen CARE har hjulpet med at udvikle mere detaljerede lokale vejrudsigter til bønder i Kenya, som har gjort det lettere at sikre et godt høstudbytte og dermed sikre fødevareforsyningen.

     Dansk bistand til klimatilpasning har gjort en forskel, konkluderede en evaluering af Danmarks støtte til klimatilpasning i perioden 2008-2018 med fokus på Bangladesh, Burkina Faso, Etiopien og Kenya. Evalueringen fremhævede, at den danske støtte har bidraget til at gøre sårbare grupper mere modstandsdygtige over for klimaforandringer, og at klimatilpasning er kommet højere op på den politiske dagsorden, både i flere udviklingslande og globalt. Samtidig peger evalueringen på, at der er udfordringer – f.eks. begrænset bemanding og faglig ekspertise på klimaområdet i Udenrigsministeriet og de danske ambassader. Det har fået Udenrigsministeriet til at udarbejde en ny strategi og opruste – bl.a. ved at samle sine aktiviteter inden for klima og det grønne område i et nyt kontor Grøn Diplomati og Klima (GDK), der får til hovedopgave at styrke den danske indsats for klimatilpasning, kan man læse i artiklen ”Bestået – men med plads til forbedringer” på Globalnyt.dk (se kilder).

Under klimatopmødet i København 2009 lovede de rige lande, at når vi nåede til 2020, ville de hvert år give 100 milliarder dollar i klimafinansiering til udviklingslandene. Det løfte er endnu ikke blevet indfriet, kan man læse i artiklen ”Tror vi egentlig på vores egne klimamål?” på Zetland.dk (se kilder).

     Forud for klimatopmødet i Glasgow i november 2021 forsøgte Canada og Tyskland at stampe flere penge op, men uden det store held. Resultatet af anstrengelserne er en finansieringsplan, som viser, at målet om 100 milliarder dollars om året hverken vil blive nået i 2021 eller i 2022, men først i 2024 og 2025. Planen siger ikke noget om, hvorvidt der vil komme flere penge til klimatilpasning, hvilket udviklingslandene ellers skriger på. Det er nemlig betydeligt sværere at skaffe penge til klimatilpasning – diger, katastrofeberedskab, omlægninger i landbruget osv. – når man i forvejen kæmper for overlevelse. Desuden er det svært at skaffe finansiering til klimatilpasning, fordi man ikke kan tjene penge på et dige, som man f.eks. kan på en vindmøllepark.

     Også FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling forpligter lande, der har tilsluttet sig målene, til at støtte udviklingslandenes behov for meningsfuld klimatilpasning. Det fremgår af hjemmesiden verdensmaalene.dk under Mål 13: Klimaindsats (se kilder).