Identitetspolitik

Når universiteter laver regler, der forbyder de studerende at klæde sig ud som mexicanere, og de studerende kræver større mangfoldighed i pensum, når is-producenter omdøber deres Eskimo-is, eller når politikere sidestiller danskhed med håndtryk og frikadeller, er det alt sammen udtryk for identitetspolitiske kampe. Identitetspolitik er kommet til at fylde mere i den offentlige debat både i Danmark og mange andre steder i verden, og begreber som ’krænkelseskultur’ og ’privilegieblindhed’ er blevet kendt i bredere kredse, mens medierne jævnligt rapporterer om kontroverser om minoriteter og repræsentation, når det gælder køn, kultur, religion og etnicitet.

     De identitetspolitiske kampe kan ses som et udtryk for samfundsmæssigt overskud med plads til at tage vigtige kampe for mangfoldighed og anerkendelse, argumenterer fortalerne. Kritikere mener derimod, at identitetspolitikken truer ytringsfriheden, samfundets sammenhængskraft og demokratiet, fordi man i kampene for anerkendelse for de mindre enheder mister blik for det fælles. De identitetspolitiske kampes sværdslag er rykket helt ind i folketinget, hvor det bliver tydeligt, at kampene handler om grundlæggende værdier som demokrati og forskningsfrihed.

Begrebet ’politisk korrekthed’ dækker over et regelsæt, der fastsætter grænserne for en acceptabel måde at omtale minoritetsgrupper på. Begrebet ’political correctness’ slog igennem i USA sidst i 1980’erne og skabte de efterfølgende år en heftig debat. De aktuelle identitetspolitiske debatter har på mange måder rod i det, som begrebet om politisk korrekthed i udgangspunktet handlede om. Men begrebet politisk korrekt er gennem tiden blevet brugt til at beskrive meget andet end minoritetsgruppers kampe for værdighed og anerkendelse og er herved blevet udvandet som identitetspolitisk begreb. Man siger for eksempel i dag, at det er politisk ukorrekt at give sine børn slik i madpakken, eller at det er politisk ukorrekt at spise mange klimabelastende fødevarer eller at købe produkter, der er fremstillet af børn under farlige og sundhedsskadelige forhold i tredjeverdenslande. I Den Danske Ordbog (se kilder) er begrebet politisk korrekt da også beskrevet langt bredere end som noget, der vedrører identitetspolitiske spørgsmål. At handle politisk korrekt er at handle ”i overensstemmelse med vedtagne, uangribelige meninger”.

Her er et nogle af de begreber, der ofte optræder i den identitetspolitiske debat:

• Blackfacing: Når ikkesorte personer maler sig i ansigtet i bestræbelsen på at portrættere en sort person, eksempelvis til udklædningsfester, og kritiseres for dermed at gøre sortes kultur og lidelseshistorie til en påklædning, der kan tages på og af. 
• Ciskønnet: Personer, der identificerer sig med det køn, vedkommende er født med. Man kan være cismand eller ciskvinde. 
• Interkønnet: En person, der fødes uden klart aflæselige ydre kønsorganer. Som følge af det danske CPR-system kan man ikke officielt være registeret som interkønnet i Danmark. 
• Heteronormativitet: Et billede af verden, hvor heteroseksualitet og det heteroseksuelle forhold er normen. For eksempel er idéen om, at alle ønsker at få børn og indgå i en klassisk kernefamilie med en mor og far en heteronormativ idé. 
• Krænkelsesparat: Er nogen lidt for hurtige til at udråbe sig selv til offer i en diskussion eller opfatte det, andre siger, eller de udtryk, de bruger, som krænkende, kan denne betegnelse bruges som modargument.  
• Privilegieblindhed: Betegnelse for person, som ikke er bevidst om sin privilegerede status i samfundet. 
• Repræsentation: Idéen om, at samfundets forskellige minoriteter skal have en stemme og blive hørt. Kravet om at flere kvinder skal ind i bestyrelseslokalerne er for eksempel et repræsentationskrav. 
• Strukturel diskrimination: Når diskrimination af en gruppe på baggrund af køn, etnicitet, religion med videre er strukturelt indlejret i et samfund gennem eksempelvis lovgivning, samfundsinstitutioner, erhvervs- eller kulturliv.

     Ovenstående og en række andre identitetspolitiske ord og begreber bliver forklaret i artiklen ”Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik” på Information.dk (se kilder).

Det er ikke alene i Danmark, at de identitetspolitiske kampe har sat præg på offentligheden de senere år. Danske studerendes kampe for mangfoldighed og antidiskrimination er for eksempel stærkt inspireret af amerikanske studenterorganisationers lignende oprør, kan man læse i artiklen ”Overblik: Her er fem identitetspolitiske sager, som amerikanske studerende kæmper for” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder). Også protestbevægelser som Black Lives Matter og De Gule Veste er eksempler på bevægelser, der kæmper identitetspolitiske kampe for anerkendelse. Black Lives Matter er en protestbevægelse, der kæmper imod racediskrimination og startede i de afroamerikanske samfund i USA, men har siden spredt sig til en række andre lande. De Gule Veste er en oprørsbevægelse, der opstod i efteråret 2018 som en reaktion på den franske regering og den franske præsident Emmanuel Macrons planer om at skrue op for skatten på brændstof som led i regeringens klimapolitik. De nye afgifter ramte nemlig socialt og økonomisk skævt og gør det vanskeligt for millioner af franskmænd at få økonomien til at hænge sammen.

Mange komikere verden over frygter pres og censur fra folk, der føler sig krænkede og får opbakning til krænkelsesfølelsen i tråd med tidens fokus på identitetspolitiske kampe. Men der er også en lang række komikere, der netop har skruet op for den ’politisk ukorrekte’ humor som en kommentar til de identitetspolitiske debatter og opnået stor succes med det. For eksempel er satireprogrammet ”Den Korte Radioavis” på Radio24/7 blevet rost af anmeldere og har høstet en række priser for at gå kritisk til alt og alle og være grænseoverskridende gennem figuren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der er kendt for at stikke snuden direkte ned i de identitetspolitiske kampes hvepserede ved at gøre grin med alt fra islam, homoseksuelle, tykke mennesker til alverdens andre minoriteter. Det var måske netop den gennemgående ’politisk ukorrekte’ tone, der gjorde programmet til en succes. Det vurderer i hvert fald Henrik Palle, medforfatter til bogen ”Dansk stand-up: historien om comedy i Danmark”. I artiklen ”Krænkende humor er ildeset, men styrkes af identitetspolitik” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder) siger han: ”Komik og standup-comedy lever af at udfordre normer og tingenes tilstand. På den måde har identitetspolitik og krænkelseskultur ændret den komiske diskurs. For når folk stiller sig op og kritiserer komikere for at være krænkende, vil mange reagere ved at blive endnu mere grænsesøgende. Og den type komik har helt åbenlyst et stort publikum.”

Efter den ophedede forespørgselsdebat stemte et flertal i Folketinget bestående af partierne S, V, DF, K, Ny Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne for en vedtagelsestekst, der blandt andet understreger, at politik ikke må forklædes som videnskab. ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvregulering af den videnskabelige praksis fungerer, Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”, står der blandt andet i teksten (se originalkilder).

Der er stemmer i debatten, der mener, at man kan se de identitetspolitiske debatter som et udtryk for demokratisk overskud. Blandt andre professor Ning de Coninck-Smith, der forsker i kulturhistorie på DPU under Aarhus Universitet: ”I stedet for at se det som et forfald, at vi ikke længere har det fælles for øje, kunne man jo se det som udtryk for et overskudssamfund, der kan rumme forskellighed. Man kunne vælge at se det som en demokratisering af anerkendelse,” siger hun i artiklen og nævner dét, at ingen længere skal underlægge sig det heteroseksuelle mønster (se kilder).    Forfatter Henrik Marstal anser de identitetspolitiske debatter som udtryk for overskud og mangfoldighed. De identitetspolitiske debatter og kampe kan være med til at udvide og nuancere forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske og er hermed en gave til majoritetssamfundet, fordi de skaber grundlag for anerkendelse af marginaliserede grupper i samfundet. Således er tidens identitetspolitiske debatter med til at skabe en virkelighed, hvor ret til forskellighed bliver en ny norm, argumenterer Henrik Marstal, musiker, forfatter og feminist i artiklen ”Identitetspolitik er en gave. Den tvinger os til at indse, at der er andre måder at være i verden på” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder).

Flere andre stemmer i debatten argumenterer også for, at de identitetspolitiske kampe udfordrer demokratiet. Blandt andre Stanford-professor, forfatter og debattør Francis Fukuyama. I artiklen ”Francis Fukuyama: Identitetspolitik underminerer demokratiet” (se kilder) forklarer han, hvorfor han mener, at de identitetspolitiske kampe skaber fragmenterede grupper i samfundet, der truer den sociale samhørighed, der er fundamentet for et velfungerende demokrati. Francis Fukuyama nævner den højrepopulisme, der er opstået i både USA og Europa som eksempel. Både valget af den amerikanske præsident Trump, Ungarns premierminister Victor Orbán og Storbritanniens afsked med EU (Brexit) er resultater af marginaliserede gruppers vrede og kamp om anerkendelse på bekostning af fællesskabet, mener han. Også filosofiprofessor Frederik Stjernfelt mener, at de identitetspolitiske kampe truer de fællesskaber og retsstatslige principper om ligebehandling, som demokratiet hviler på. Det er særligt minoriteters krav om positiv særbehandling, som Frederik Stjernfelt er kritisk overfor, fordi han mener, at indførelsen af særrettigheder fører til en glidebane, hvor den ene gruppe efter den anden ønsker særbehandling. Problemet er, at den identitetspolitiske ”modebølge” kan skade det, der holder samfundet sammen ved at fragmentere befolkningen i et kludetæppe af snævre interesser baseret på gruppetilhørsforhold og identitetsmarkører og hermed risikere at underminere demokratiet, argumenterer Frederik Stjernfelt i artiklen ”Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme” på Information.dk (se kilder).

Virksomheder verden over har for længst opdaget, at de kan tjene penge på at sælge deres varer i identitetspolitiske indpakninger. Når luksusbrandet Gucci for eksempel vælger at bruge den cool, unge, transseksuelle kvinde Hari Nef som kampagnemodel for sin nyeste parfume. Eller når H&M laver reklamevideoer med titlen ”Body Positivity”, der udstråler mangfoldighed med plus size-modeller og kvinder af forskellig etnicitet, hudfarve, alder og seksualitet, er det er, fordi de ved, at der er penge i at ramme den identitetspolitiske vibe. Det kan man læse i artiklen ”Vi kan ikke slå den ihjel, den er en del af os selv. Fem grunde til, at identitetspolitikken ikke er en døgnflue” på Zetland.dk (se kilder).

Mange komikere verden over frygter pres og censur fra folk, der føler sig krænkede og får opbakning til krænkelsesfølelsen i tråd med tidens fokus på identitetspolitiske kampe. Men der er også en lang række komikere, der netop har skruet op for den ’politisk ukorrekte’ humor som en kommentar til de identitetspolitiske debatter og opnået stor succes med det. For eksempel er satireprogrammet ”Den Korte Radioavis” på Radio24/7 blevet rost af anmeldere og har høstet en række priser for at gå kritisk til alt og alle og være grænseoverskridende gennem figuren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der er kendt for at stikke snuden direkte ned i de identitetspolitiske kampes hvepserede ved at gøre grin med alt fra islam, homoseksuelle, tykke mennesker til alverdens andre minoriteter. Det var måske netop den gennemgående ’politisk ukorrekte’ tone, der gjorde programmet til en succes. Det vurderer i hvert fald Henrik Palle, medforfatter til bogen ”Dansk stand-up: historien om comedy i Danmark”. I artiklen ”Krænkende humor er ildeset, men styrkes af identitetspolitik” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder) siger han: ”Komik og standup-comedy lever af at udfordre normer og tingenes tilstand. På den måde har identitetspolitik og krænkelseskultur ændret den komiske diskurs. For når folk stiller sig op og kritiserer komikere for at være krænkende, vil mange reagere ved at blive endnu mere grænsesøgende. Og den type komik har helt åbenlyst et stort publikum.”

Debatten om danske forskningsmiljøer som arena for identitetspolitiske kampe blussede for alvor op under en forespørgselsdebat i folketingssalen den 28. maj 2021, hvor folketingspolitikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) anklagede forskningsmiljøer som køns- og raceforskning, postkoloniale studier og migrationsforskning for at være ”pseudovidenskab” og ”politisk aktivisme”. De to politikere kritiserede navngivne forskere for at være aktivistiske og ubrugelige. For eksempel kaldte Henrik Dahl (LA) professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Jakob Skovgaard Petersen ”notorisk enøjet” som et eksempel på et af flere forskningsområder, som Henrik Dahl mener, er styret af identitetspolitiske værdisæt. Det kan man læse i artiklen ”Tusindvis af forskere protesterer mod ’forskerangreb’: Minister kalder kritik forfejlet” på Dr.dk (se kilder).

Efter den ophedede forespørgselsdebat stemte et flertal i Folketinget bestående af partierne S, V, DF, K, Ny Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne for en vedtagelsestekst, der blandt andet understreger, at politik ikke må forklædes som videnskab. ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvregulering af den videnskabelige praksis fungerer, Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”, står der blandt andet i teksten (se originalkilder).

Forespørgselsdebatten i Folketinget og vedtagelsen af teksten om forskning fri for identitetspolitik fik 262 forskere til at kræve, at regeringen trak deres støtte til vedtagelsesteksten om forskningsfrihed. I et åbent brev i Politiken under overskriften ”Vi bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt” opfordrede forskerne forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til at modarbejde, hvad de oplever som chikane af deres forskning og appellerede til, at ministeren vil bakke op om deres ret til at forske frit uden at blivehængt ud som ”pseudovidenskabelige”, ”uredelige”, ”venstredrejede” og ”identitetspolitiske” aktivister. “Vi savner dine svar på, hvor og hvornår vi har bedrevet det, som vi ikke må. Hvilke videnskabelige metoder er ifølge dig ministergodkendte, og hvilke medfører et politisk indgreb i vores forskningsfrihed?”, skrev forskerne i brevet (se kilder). 

     Senere underskrev 3.241 forskere fra en bred pallette af forskningsfelter et åbent brev, som opfordrede S-regeringen til at trække støtten til vedtagelsesteksten, kan man læse i artiklen “Oprør breder sig voldsomt: 3.241 forskere vil have regeringen til at trække støtten til kontroversiel tekst” på Politiken.dk. Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har taget afstand fra sine politiske kollegaers kritik af navngivne forskere, men forstår ikke forskernes opfordring til, at regeringen skal trække støtten fra vedtagelsesteksten. Det gør Pernille Skipper Enhedslisten til gengæld. Hun har kaldt Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen for medløber i et udemokratisk spil og opfordrede ministeren til at komme med en uforbeholden undskyldning til hele forskningsdanmark, kan man læse i artiklen ”Oprør breder sig voldsomt: 3.241 forskere vil have regeringen til at trække støtten til kontroversiel tekst” på Politiken.dk (se kilder).

Debatten om identitetspolitiske værdier i forskningen tog fart, da 14 forskere i september 2020 i et debatindlæg i Berlingske advarede mod identitetspolitik og forskeraktivisme (se kilder).    Heine Andersen, professor emeritus ved Aalborg universitet forsøgte i kølvandet på forskernes opråb at sætte debatten om identitetspolitik og forskningsfrihed i perspektiv ved at fastslå, at debatten om identitetspolitik ikke må foranledige politisk indblanding i forskningsfriheden. ”Identitetspolitik kan være et retfærdigt led i antidiskriminationspolitik, fx antiracisme (…) Men jeg kan ikke se, at der er nogen eksempler på, at det har truet forskningsfrihed ved danske universiteter”, skrev han i debatindlægget ”forskningsfriheden er under pres, men ikke fra identitetspolitik” i Uniavisen.dk. Her opfordrede han til at adskille begreberne forskningsfrihed og akademisk frihed fra ytringsfrihed, for ikke at sløre og udvande begreberne. De identitetspolitiske debatter om forbud mod mexicanske hatte til festerne på universiteterne er jo værdidebatter, der ikke har noget med forskningen at gøre, argumenterede han i artiklen (se kilder).

Der er stemmer i debatten, der mener, at man kan se de identitetspolitiske debatter som et udtryk for demokratisk overskud. Blandt andre professor Ning de Coninck-Smith, der forsker i kulturhistorie på DPU under Aarhus Universitet: ”I stedet for at se det som et forfald, at vi ikke længere har det fælles for øje, kunne man jo se det som udtryk for et overskudssamfund, der kan rumme forskellighed. Man kunne vælge at se det som en demokratisering af anerkendelse,” siger hun i artiklen og nævner dét, at ingen længere skal underlægge sig det heteroseksuelle mønster (se kilder).    Forfatter Henrik Marstal anser de identitetspolitiske debatter som udtryk for overskud og mangfoldighed. De identitetspolitiske debatter og kampe kan være med til at udvide og nuancere forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske og er hermed en gave til majoritetssamfundet, fordi de skaber grundlag for anerkendelse af marginaliserede grupper i samfundet. Således er tidens identitetspolitiske debatter med til at skabe en virkelighed, hvor ret til forskellighed bliver en ny norm, argumenterer Henrik Marstal, musiker, forfatter og feminist i artiklen ”Identitetspolitik er en gave. Den tvinger os til at indse, at der er andre måder at være i verden på” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder).

Blandt de mest markante kritikere af de identitetspolitiske debatter og tendenser er lektor på Københavns Universitet og debattør Marianne Stidsen, som har kritiseret de identitetspolitiske aktører og deres synspunkter i adskillige debatindlæg og kronikker og et essay i bogform med titlen ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”. Hun mener, at de identitetspolitiske debatter om krænkelser i yderste konsekvens udfordrer demokratiet og menneskerettighedernes krav om, at alle stilles lige. I debatartiklen ”Marianne Stidsen: Vi må forsvare os mod identitetspolitiske stormtropper” på Kristeligt-dagblad.dk (se kilder) kalder hun identitetsdebatten for ”krænkelsesondet”, og argumenterer for, at det skal bekæmpes blandt andet ved, at man fra politisk hold tager initiativ til ”at klæde lederne af ikke mindst de højere uddannelsesinstitutioner på, så de ikke så let lader sig presse til at tilsidesætte det værdigrundlag, institutionerne selv, såvel som det danske samfund som helhed, hviler på og har forpligtet sig på”.

Flere andre stemmer i debatten argumenterer også for, at de identitetspolitiske kampe udfordrer demokratiet. Blandt andre Stanford-professor, forfatter og debattør Francis Fukuyama. I artiklen ”Francis Fukuyama: Identitetspolitik underminerer demokratiet” (se kilder) forklarer han, hvorfor han mener, at de identitetspolitiske kampe skaber fragmenterede grupper i samfundet, der truer den sociale samhørighed, der er fundamentet for et velfungerende demokrati. Francis Fukuyama nævner den højrepopulisme, der er opstået i både USA og Europa som eksempel. Både valget af den amerikanske præsident Trump, Ungarns premierminister Victor Orbán og Storbritanniens afsked med EU (Brexit) er resultater af marginaliserede gruppers vrede og kamp om anerkendelse på bekostning af fællesskabet, mener han. Også filosofiprofessor Frederik Stjernfelt mener, at de identitetspolitiske kampe truer de fællesskaber og retsstatslige principper om ligebehandling, som demokratiet hviler på. Det er særligt minoriteters krav om positiv særbehandling, som Frederik Stjernfelt er kritisk overfor, fordi han mener, at indførelsen af særrettigheder fører til en glidebane, hvor den ene gruppe efter den anden ønsker særbehandling. Problemet er, at den identitetspolitiske ”modebølge” kan skade det, der holder samfundet sammen ved at fragmentere befolkningen i et kludetæppe af snævre interesser baseret på gruppetilhørsforhold og identitetsmarkører og hermed risikere at underminere demokratiet, argumenterer Frederik Stjernfelt i artiklen ”Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme” på Information.dk (se kilder).

De identitetspolitiske debatter foregår ofte i et sprog og på en måde, der er præget af et indforstået og omfattende begrebsapparat, som det er nødvendigt at kende for at kunne deltage i debatten. Det er et problem, fordi det betyder, at rigtig mange i praksis er udelukket fra at deltage i debatten. Det argumenterer socialrådgiver Pernille Loumann for i debatartiklen ”Identitetspolitik og kampen for anerkendelse” på Solidaritet.dk (se kilder). ”Det er anstrengende, når det forventes, at man forstår, hvad cis-kønnet, non-binær, racialiseret, kulturel appropriation og heteronormativ betyder, før man kan deltage i debatten. Det er et problem, jeg mener, at man bliver nødt til at tage alvorligt,” skriver hun i artiklen og opfordrer i stedet til at åbne op for en mere jordnær debat om anerkendelse, solidaritet og overskud til at rumme forskellighed.

”Identitetspolitikken er ikke en månelanding, som nogle af dens kritikere gør den til. Og den kommer ikke til at fise ud og efterlade landet, som det var, før vi begyndte at diskutere, om mexicanerhatte, højskolesange og universiteternes pensum er krænkende,” skriver journalist Marie Carsten Pedersen fra netmediet Zetland i artiklen ”Vi kan ikke slå den ihjel, den er en del af os selv. Fem grunde til, at identitetspolitikken ikke er en døgnflue” (se kilder). Artiklen leverer fem argumenter for, at de identitetspolitiske debatter og kampe er kommet for at blive. De fem argumenter lyder:

1. ”Vi kan ikke slå den ihjel, den er en del af os selv”. Identitetspolitikken har dybe rødder i det moderne danske samfund, i nationalismen såvel som den sorte borgerrettighedsbevægelse, 1960’er og 1970’ernes kvindebevægelse og kampen for homoseksuelles rettigheder.  
2. ”Vi bliver ikke enige,” lyder det andet argument: Som så mange andre store, politiske og filosofiske kampe, er det utopisk at tro, at den er en døgnflue.  
3. ”Tiden er – så meget – til det”: Vi bliver stadigt mere vant til at se problemer og udfordringer fra et subjektivt perspektiv, de sociale medier har skabt grobund for stærke og omfattende fællesskaber, der netop drejer sig om individuelle interesser og søgen efter identitet.  
4. ”Forandringen er allerede sket”: Identitetspolitikken har allerede forandret den måde, vi tænker, taler og handler på. Se bare MeToo-bevægelsen som eksempel.  
5. ”Den gamle verdensorden er død. I dag er vi hver især vores egne suveræne småstater”: Vi lever i et stadigt mere blandet og fragmenteret samfund, både hvad angår etnicitet, kønsidentitet, politisk identitet og så videre, og identitetspolitik er det fragmenterede samfunds politik: I en tid, hvor alting flyder, ser vi os selv som det essentielle og ukrænkelige, som vi må kæmpe for.    Som det formuleres i omtalte artikel: ”Så længe nogle føler, at de ikke har samme rettigheder som andre, vil der være grobund for at tænke i identitetspolitik”.