Krigene i Eksjugoslavien

Da Jugoslavien i 1991 brød sammen, eksploderede de interne modsætninger i det etnisk sammensatte Balkanområde. Borgerkrige mellem bosniere, serbere og kroater blev ved med at blusse op med fornyet intensitet i hele tiåret frem til 2001. Minoriteter blev drevet på flugt, byer blev lagt i ruiner og etniske udrensninger fandt sted, som en frygtelig gentagelse af Europas nære fortid. Eksjugoslaviens krige var den direkte årsag til oprettelsen af den internationale domstol for krigsforbrydelser i Haag – en domstol der stadig har en række højtstående militærpersoner på anklagebænken.

Balkan er en halvø i den sydøstlige del af Europa. I dag dækker området dele af Slovenien og Kroatien, det meste af Serbien, samt hele Montenegro, Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Makedonien, Grækenland, Bulgarien, Rumænien og den europæiske del af Tyrkiet. På grund af sin placering mellem Øst og Vest, og på grund af sin geografi – med sletter mod nord og stræder mod øst – har halvøen gennem alle tider været præget af store folkevandringer, uroligheder og territoriale konflikter. Området udgør ikke en politisk, økonomisk eller kulturel enhed, men der er fællestræk mellem landene.

     I antikken spredtes græske byer langs kysterne, mens det indre Balkan havde en græsk-barbarisk blandingskultur. Senere blev halvøen inkorporeret i Romerriget, og siden i Det Byzantiske Rige. Da Byzans magt i løbet af 500-tallet blev svagere, blev nye riger dannet, bl.a. bulgarske, bosniske og serbiske foruden frankiske korsfarerriger.

     Den sidste samling foregik under de tyrkiske osmanners erobringer fra midten af 1300-tallet til den første halvdel af 1500-tallet. Det Osmanniske Rige blev svækket i løbet af 1700-tallet, mens en rivalisering med det habsburgske- (Østrig-Ungarn) og russiske imperium stod på, og riget gik i stigende grad i opløsning i 1800-tallets krige, med nationale løsrivelsesbevægelser og påvirkningen af europæiske stormagter. I 1912 og i 1913 brød de to Balkankrige ud, som handlede om at få magten over de sidste osmanniske besiddelser i Europa, nemlig Makedonien, Thrakien og Epiros samt den østlige del af Det Ægæiske Hav. Krigene førte til væsentlige, men spændingsfyldte ændringer i de regionale magtforhold på Balkanhalvøen. Spændinger, som blev en stærkt medvirkende faktor til udbruddet af Første Verdenskrig.

Ideen om et fælles Jugoslavien for de sydslaviske folk var spiret frem allerede i 1800-tallet, da Serbien blev fri af flere århundreder med osmannisk overherredømme. Den fik hurtigt stor tilslutning – også i de områder, Slovenien, Kroatien og Bosnien, som endnu hørte ind under det habsburgske rige. Så da Østrig-Ungarn brød sammen ved Første Verdenskrigs afslutning, og hele området for første gang i 500 år var frit for fremmedherredømme, så man sit snit til at danne sin egen storstat. Den 1. december 1918 proklamerede den serbiske prinsregent Aleksandar Karadjordjevic oprettelsen af ’Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere’. I Serbien gav det nye rige anledning til stor entusiasme: Man var ikke kun kommet ud som sejrsherrer fra den omkostningsfulde Første Verdenskrig, man havde også befriet de andre ’broderfolk’.

     Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede over at være blevet en del af den nye stat, og mange kroatere og slovenere frygtede serbisk overherredømme. I Kosovo opstod der alvorlige interne stridigheder, hvor lokale albanere, som udgjorde 60 % af befolkningen, blev udsat for apartheid-lignende tilstande. Alt i alt eskalerede det til en politisk og social krise, som kong Aleksandar i 1929 forsøgte at løse ved at indføre kongeligt diktatur. I den forbindelse ændrede landet navn til Jugoslavien, som betyder ’Sydslavernes land’.

     Statskuppet løste ikke problemet, og da det i forvejen fattige land samtidig blev ramt af den økonomiske verdenskrise, førte det til en yderligere polarisering: I Serbien fik den nationalistiske, royalistiske tjetnik-bevægelse en vis indflydelse, mens der i Kroatien voksede en fascistisk oprørsbevægelse frem, som kaldte sig ustasja-bevægelsen. I 1934 gennemførte ustasja-terrorister et spektakulært mord på kong Aleksandar under et statsbesøg i Frankrig.

Jugoslavien blev først direkte involveret i 2. Verdenskrig i 1941, da Tyskland krævede, at de kunne føre tropper direkte igennem landet til Grækenland. Regeringen indvilgede, men heftige protestdemonstrationer i Beograd førte til et militærkup. Den uventede modstand vakte stor vrede hos Adolf Hitler, som udsatte den planlagte invasion af Sovjetunionen for i stedet at koncentrere sig om at okkupere Jugoslavien. Kroatien blev en tysk lydstat styret af de fascistiske Ustašaer, mens Serbien kom under hårdhændet tysk besættelse. De fire besættelsesår ramte den jugoslaviske befolkning utrolig hårdt. Der opstod blodige og racistisk funderede borgerkrige mellem kroatiske ustasjaer, serbiske tjetnikker og kommunistiske partisaner. I Kroatien indførte Ustasja-regimet en racistisk lovgivning og politik, ifølge hvilken det kroatiske folk var af arisk oprindelse og derfor hævet over slaviske folk som serberne. De myrdede et stort antal serbere ud fra en plan om en udryddelse af de to millioner serbere, som var bosat i Kroatien og Bosnien.

     I Serbien fremhævede tjeknikkerne deres særlige serbiske identitet ved at bære langt hår og skæg og ved at gå med huer med dødningehoved og korslagte knogler som symbol. Deres metode svarede til symbolet: med mord, terrorisme og blodige hævnaktioner mod kroater og bosniske muslimer. Det anslås af historikere, at en million indbyggere i det forhenværende Jugoslavien blev dræbt under 2. Verdenskrig, og meget af det had, som blussede så voldsomt op mellem Jugoslaviens folkeslag i 1990’erne, var allerede blev sået under verdenskrigen 50 år tidligere.

Jugoslavien genopstod efter 2. Verdenskrig som en samlet forbundsrepublik under ledelse af den kommunistiske partisan og krigshelt Josip Broz Tito (1892-1980). Det nye Jugoslavien byggede på to piller: Den socialistiske ideologi og den føderale statsstruktur. Jugoslavien blev delt op i seks republikker med en vis autonomi:

• Slovenien 
• Kroatien 
• Bosnien 
• Serbien 
• Montenegro 
• Makedonien

     For at undgå ny serbisk dominans fik to serbiske områder, Kosovo og Vojvodina, status som autonome provinser. Med den kommunistiske parole ’Broderskab og ledelse’ formåede Tito at holde de nationale modsætninger i skak, blandt andet ved at slå hårdt ned på ethvert tilløb til nationalisme. Under hans ledelse steg landets velstand markant, og bruddet med Sovjetunionen i 1948 gjorde Jugoslavien til et af de førende neutrale lande i den såkaldt Alliancefri Bevægelse. En decentraliseret planøkonomi, baseret på selvforvaltning hos virksomhederne, gav en stabil økonomisk vækst helt op i 1970’erne, suppleret af voksende indtægter fra turisme.

Jugoslaviens krise begyndte ved Marskal Titos død i 1980. I slutningen af 1980'erne befandt Jugoslavien sig i en alvorlig eksistenskamp med økonomisk krise, en voldsomt tyngende udlandsgæld, en kommunistisk ideologi i forfald og et tomrum i den politiske ledelse efter Titos død. Der opstod voksende etniske modsætninger overalt i Jugoslavien, men især mellem serbere og albanere i Kosovo og serbere og kroater.

     Under de første demokratiske valg i Jugoslavien i 1990 vandt de nationalistiske partier – eller kommunistpartier, der var iklædt nationalistiske klæder – i næsten alle republikker. Den serbiske leder, Slobodan Milošević (1941 – 2006), afskaffede Kosovos selvstyre og forsøgte at samle så megen magt som muligt i Beograd. Den nyvalgte kroatiske leder, Franjo Tuđman (1922 – 1999), og hans slovenske kollega, Milan Kučan (født 1941), ønskede derimod et 'løsere' Jugoslavien med større magtbeføjelser til republikkerne, men blev skræmt af Milošević' hårde retorik og handlinger. Der blev gjort flere forsøg på at bevare Jugoslavien som en politisk enhed i en løsere form – eller i det mindste sikre en fredelig, gennemforhandlet opløsning af Jugoslavien – men alle forsøg på at opnå enighed strandede.

Fra 1991 til 2001 udspillede fem krige sig i området, som efterlod det tidligere Jugoslavien med dybe sår. Det begyndte med Slovenien, som var det land, som med en ti dage lang konflikt slap billigst fra det dramatiske årti. Krigen blev en kendsgerning, da Slovenien og Kroatien den 25. juni 1991 erklærede sig for selvstændige republikker. To dage efter blev den jugoslaviske forbundshær sat ind i Slovenien for at sikre sig kontrollen med landets grænsestationer, men den mødte en uventet hård modstand fra det slovenske hjemmeværn. Efter 10 dages kampe blev forbundshæren trukket tilbage til kasernerne. Sloveniens selvstændighed var en realitet. På dette tidspunkt havde den serbiske leder, Slobodan Milošević, som kontrollerede den jugoslaviske hær, opgivet at holde Jugoslavien samlet under Beograds kontrol. Han satsede nu på at samle alle de dele af Jugoslavien, hvor der boede serbere, til et Stor-Serbien. Slovenien fik lov at gå, fordi der stort set ikke boede andet end slovenere. I stedet samlede Milošević opmærksomheden om det næste opgør – mod kroaterne.

Krisen i Kroatien ulmede fra tidligt i 1991. Den nye, nationalistiske regering under ledelse af Franjo Tuđman tog mange kontroversielle skridt, som gjorde Kroatiens store serbiske mindretal utrygge. Eksempelvis afskedigede man serbere i den offentlige sektor i stort antal, især inden for politiet. I løbet af 1991 udråbte den politiske ledelse i de tre serbiskbeboede områder i Østkroatien en ny, selvstændig stat, Den Serbiske Republik Krajina. I slutningen af juli rykkede den jugoslaviske forbundshær under serbisk ledelse ind i to af disse områder, Øst- og Vest-Slavonien – hjulpet af paramilitære styrker. Især Vukovar, en smuk by ved Donau, blev symbolet på de serbiske styrkers grusomhed. Byen holdt stand under en tre måneder lang belejring, og da de serbiske styrker endelig rykkede ind, var den fuldstændig pulveriseret. Massakren på 200 hospitalspatienter, hjælpeløst overladt til de serbiske militser, blev kendt som en af de første af krigens mange grusomheder. Også det serbiske bombardement af den middelalderlige kystby Dubrovnik var med til at vende verdensopinionen mod serberne. De serbiske styrker nåede at erobre, hvad der svarede til en tredjedel af Kroatiens territorium, inden en fredsplan blev undertegnet i januar 1992, og en FN-styrke indsattes. I 1995 generobrede den kroatiske hær, udrustet og trænet af bl.a. USA, de besatte territorier i Krajina. Ca. 250.000 serbere flygtede eller blev fordrevet fra Krajina.

Krigene i Slovenien og Kroatien var kun generalprøver til den mest grusomme krig i Europa siden 2. Verdenskrig: Borgerkrigen i Bosnien mellem landets muslimer, serbere og kroater, som i 1991 udgjorde henholdsvis 44, 31 og 17 % af befolkningen.

     Krigen blev uundgåelig, da en folkeafstemning den 1. marts 1992 vedtog løsrivelse fra Jugoslavien. Afstemningen blev boykottet af de bosniske serbere, som udråbte deres egen selvstændige republik med hovedstad i vintersportsbyen Pale uden for Sarajevo, og med børnepsykiateren Radovan Karadžić (født 1945) som 'præsident'. Støttet af våbenleverancer og paramilitære styrker fra selve Serbien begyndte de bosniske serbere at erobre store territorier i Bosnien og iværksatte den årelange belejring af hovedstaden Sarajevo.

     FN's Sikkerhedsråd indførte våbenembargo mod alle parter i krigen, men da de bosniske serbere fik deres våben fra Beograd, var det en embargo, som først og fremmest ramte den internationalt anerkendte regering i Sarajevo. I 1992 indførtes økonomiske sanktioner mod Serbien med det formål at få Beograd til at stoppe hjælpen til de bosniske serbere. I 1993 blev krigen udvidet til at være en alle-mod-alle konflikt, da også de bosniske kroater, der oprindelig var allieret med landets muslimer, udråbte deres egen stat, Herceg-Bosna. Især kampene om byen Mostar, som de bosniske kroater havde udset til at være hovedstad i deres stat, blev intense, og store dele af den historiske by blev lagt i ruiner. I 1994 sluttede kroater og muslimer fred – efter intenst amerikansk pres. Denne fred holdt dog kun nogle måneder.

I et forsøg på at komme belejrede muslimske enklaver, navnlig i det østlige Bosnien, til undsætning, introducerede FN i 1993 de såkaldte 'sikre zoner': Fem enklaver, hvor den muslimske civilbefolkning og de mange flygtninge var garanteret FN-beskyttelse mod de omringende bosnisk-serbiske styrker. Men af de fem enklaver – Sarajevo, Tuzla, Gorazde, Srebrenica og Zepa – var det kun i de tre første, at sikkerhedsgarantien holdt. Særlig Srebrenicas fald i juli 1995 og den efterfølgende likvidering af ca. 7.500 af byens muslimske mænd og store drenge vakte international afsky. Bosnisk-serbiske styrker indtog byen, mens de udstationerede hollandske FN-styrker magtesløse så til. FN-styrken bad om flystøtte til at bombe de indtrængende serbere, men blev afvist af FN's ledelse. Selv om FN under hele krigen gjorde en stor indsats for at brødføde og huse de mange flygtninge og skaffe nødforsyninger til belejrede byer som Sarajevo, bragte massakren i Srebrenica FN's indsats i Eksjugoslavien i miskredit og førte til, at det internationale samfund gav grønt lys for NATO-bombardementer mod serbiske stillinger.

Bosnien og Hercegovinas hovedstad Sarajevo var i århundreder kendt for at være et multikulturelt og tolerant åndehul på Balkan. Byens tre-et-halvt år lange belejring, med så godt som daglige bombardementer fra de serbiske styrker i bjergene rundt om byen, og snigskytternes terror mod civile, kom for tv-seere verden over til at stå som et symbol på krigens meningsløse vildskab. Granater, der slog ned i brødkøer og på markedspladser og dræbte snesevis af civile, var stærkt medvirkende til, at det internationale samfund endelig besluttede en militær indgriben efter i flere år at have forsøgt at standse krigen udelukkende med diplomatiske midler. Belejringen varede indtil oktober 1995.

NATO-bombardementer og kroatiske og bosniske styrkers fremrykning i det nordvestlige Bosnien bragte i august-september 1995 de serbiske styrker i defensiven, og for første gang under konflikten var de bosniske serbere modne til at sige ja til en fredsaftale. Aftalen kom i stand efter flere ugers forhandlinger på en flybase i Dayton, Ohio, og kom derfor til at hedde Dayton-aftalen. Aftalen, der blev underskrevet i Paris 14. december 1995, indebar følgende:

• Øjeblikkelig stop for kampene 
• Indsættelse af en international styrke, ledet af NATO, på 60.000 mand til at overvåge freden og afvæbne de stridende hære 
• En deling af Bosnien i to næsten lige store dele: Den muslimsk-kroatiske Føderation og de bosniske serberes statsenhed, Republika Srpska. Hver del skulle vælge egen regering og eget parlament med ret til at bestemme over områder som: skatter, militær og politi, offentlige serviceydelser, uddannelse, medier og meget andet 
• Oprettelse af en central stat med fælles regering og et præsidentråd, der bestod af en muslim, en serber og en kroat. Den centrale regerings beføjelser blev ringe – den fik kun lov at bestemme over centralbanken, udenrigspolitikken og domstolene 
• Tilbagevenden af alle flygtede og fordrevne. De, der af forskellige grunde ikke kunne vende hjem, fik løfte om økonomisk kompensation 
• Massiv international økonomisk støtte til genopbygning af infrastruktur, produktionsanlæg og beboelsesejendomme 
• Etablering af en international myndighed, Den Høje Repræsentants Kontor (OHR), som skulle overvåge, at fredsaftalen iværksattes. OHR fik gradvist større magt og kunne nu iværksætte lovgivning uden om de bosniske instanser og udelukke politikere, som modarbejdede Dayton-aftalen.

Efter Dayton-aftalen herskede relativ fred i Eksjugoslavien i et par år, men snart gik det galt igen. Denne gang i Kosovo, en serbisk provins, overvejende beboet af albanere (knap 90 % af de godt to mio. indbyggere). Kosovo fik ved den jugoslaviske forfatningsændring i 1974 status som autonom republik inden for Serbien, men i et forsøg på at ride med på den nationalistiske bølge i Serbien inddrog landets leder, Slobodan Milošević, denne autonomi i 1989. Kosovos parlament og statsorganer opløstes, og i titusindvis af Kosovo-albanere blev fyret fra deres job i den offentlige sektor. Kosovos albanere udråbte deres egen selvstændige republik under ledelse af forfatteren Ibrahim Rugova (1944 – 2006), og oprettede en separat statsstruktur med egne skoler, hospitaler og egen skatteinddrivelse.

     Da flere års ikke-volds strategi over for serberne ikke gav resultater, opstod den albanske partisanbevægelse UCK (Kosovos Befrielseshær), som først gjorde sig bemærket i 1996 med drab på serbiske politimænd og administratorer. UCK's tilslutning voksede og udgjorde i 1998 et regulært problem for de serbiske sikkerhedsstyrker, der besluttede at iværksætte 'de brændte landsbyers' strategi i håb om at stoppe UCK. Flere hundrede tusinde civile Kosovo-albanere blev drevet på flugt. I oktober 1998 indgik man – under pres fra truslen om NATO-bombardementer – en våbenhvileaftale, der skulle overvåges af ubevæbnede internationale observatører, men aftalen brød sammen få måneder senere. En international konference om en løsning af Kosovo-konflikten i Rambouillet i Frankrig i februar-marts 1999 løb også ud i sandet, da Beograd afviste den aftale, USA og Europa lagde på bordet.

Efter konferencens sammenbrud i Rambouillet virkeliggjorde Nato-landene, deriblandt Danmark, truslen om luftbombardementer af mål i Serbien og Kosovo. Beslutningen var kontroversiel af flere grunde:

• Det var første gang overhovedet, at NATO gik samlet i krig – og det uden for alliancens normale virkefelt 
• NATO's bombardementer var en indblanding i et suverænt lands indre anliggender og dermed i strid med et grundlæggende princip i den internationale folkeret 
• NATO's intervention fandt sted uden forudgående godkendelse i FN's Sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina med deres vetoret ville være i stand til at blokere for enighed

     Slobodan Milošević svarede igen med at iværksætte en folkefordrivelse af historiske dimensioner. 1,1 mio. Kosovo-albanere blev fordrevet eller flygtede til nabolandene i løbet af få uger i marts-april 1999. Imens udrettede NATO's bombekampagne store skader i Serbien – mere på fabrikker og infrastruktur end militære styrker. Udsigten til en økonomisk forblødning og NATO-trusler om indsættelse af landstyrker fik i juni 1999 Milošević til at indgå en fredsaftale. 40.000 internationale soldater indsattes i Kosovo, de serbiske styrker blev trukket ud, og Kosovo blev reelt et internationalt protektorat, styret af FN. Mord og overgreb fortsatte dog, nu med serberne som ofre. De albanske flygtninge vendte hjem på rekordtid, men størsteparten af Kosovos 250.000 serbere flygtede. FN’s administrator i Kosovo, danskeren Hans Hækkerup, udskrev det første valg til et lokalt parlament til afholdelse i efteråret 2001, men spørgsmålet om Kosovos endelige status blev ikke løst.

Krigen, og især den etniske rensning, var skyld i de største flygtningestrømme, Europa har set siden 2. Verdenskrig. I alt flygtede 2,3 mio. ud af i alt 4,5 mio. bosniere – halvdelen af dem til udlandet. Alene til Danmark kom 22.000 flygtninge. En del flygtninge vendte senere hjem, en del har fået permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab i de lande, de flygtede til. Men ifølge tal fra FN var der godt fem år efter krigen fortsat 800.000 flygtninge, som stod uden en permanent bolig.

     En ny opgørelse fra 2009 viste, at omkring 100.000 flygtninge i Serbien udgjorde Europas største flygtningeproblem. Omkring en halv million serbere måtte flygte under krigshandlingerne i 1990'erne. Heraf er 200.000 senere vendt hjem, andre 200.000 har fået serbisk statsborgerskab.

Det internationale samfund var fra begyndelsen af konflikten i Jugoslavien præget af uenighed. USA, Storbritannien og Frankrig gik længe ind for, at Jugoslaviens enhed bevares, mens lande som Tyskland, Østrig og Italien pressede på for at opnå international anerkendelse af Kroatien og Slovenien som selvstændige stater. I januar 1992 vurderede EU, at enhver mulighed for at holde Jugoslavien sammen var udtømt, og Kroatiens og Sloveniens selvstændighed anderkendtes. Få måneder efter fulgte anerkendelsen af Bosnien, men uden udstationering af internationale styrker til at forhindre den krig, alle vidste, ville komme. Som det eneste vellykkede forsøg på at forhindre krigen, blev en mindre FN-styrke udstationeret i Makedonien i 1992. På flere fredskonferencer og med et omfattende rejsende fredsdiplomati forsøgte det internationale samfund i årene 1991-95 at stoppe krigene i Jugoslavien. Det lykkedes relativt hurtigt i Kroatien, hvor en FN-fredsstyrke i 1992 blev indsat som stødpude mellem kroater og serbere. I Bosnien, derimod, så flere fredsplaner dagens lys, som alle blev forkastet af en eller flere af parterne.

     Forfatteren Carsten Jensen fulgte som kommentator begivenhederne i det tidligere Jugoslavien tæt og var indædt modstander af FN og EU's passive holdning.

Den tiltagende grusomhed under krigen i Bosnien fik i 1993 FN's Sikkerhedsråd til at oprette den internationale krigsforbryderdomstol ICTY, der fik sæde i Haag. Domstolen har til opgave at retsforfølge tiltalte i de fire typer af forbrydelser, der til daglig kaldes krigsforbrydelser:

• Folkedrab 
• Forbrydelser mod menneskeheden 
• Overtrædelse af krigens love 
• Overtrædelser af Geneve-konventionerne fra 1949 (om beskyttelse af civile under krig)

     ICTY er en midlertidig domstol, som skal nedlægges, når sagerne er færdigbehandlede. Dog har FN været nødt til at forlænge den ad flere omgange, fordi mange af sagerne har trukket ud. I flere tilfælde har det taget mange år at få anholdt og udleveret de anklagede. I 2008 forlængede man domstolen, fordi den øverste politiske leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic, med 13 års forsinkelse blev udleveret. I 2010 blev også den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic anholdt, og retssagen mod ham gik i gang i efteråret 2012, hvor blandt mange andre den tidligere danske indenrigsminister Birte Weiss har været inde som vidne. I artiklen "Birte Weiss vidner mod Balkankrigens Mladic" (se kilder) fra Ritzau udtalte hun: "Det spiller positivt ind, at de helt store fisk rent faktisk bliver retsforfulgt i et internationalt retsorgan. Det er mændene bag. De, der planlagde det. De, der havde udryddelsen af dele af den ikke-serbiske befolkning i Bosnien som deres hovedmål."

     Pr. oktober 2012 var i alt 161 personer anklaget siden etableringen af domstolen. Hovedparten af sagerne er afsluttet, og efter anholdelsen af den tidligere premierminister i Krajina, Goran Hadzic i juli 2011, er samtlige anklagede endelig anholdt. FN forventer at nedlægge domstolen i 2014.

     De to kroatiske generaler, Ante Gotovina og Mladen Markac, blev i 2011 idømt henholdsvis 24 og 18 års fængelse. Men i efteråret 2012 besluttede ankedomstolen højst overraskende at løslade de to mænd med øjeblikkelig virkning.

     Den sag, der kunne have haft størst betydning for domstolen, var sagen mod den tidligere serbiske premierminister Slobodan Milosevic. I 1999 blev han anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Kosovo. Han blev arresteret og udleveret til domstolen i 2001. Sagen mod ham begyndte i 2002, men blev afbrudt og udskudt hele 15 gange på grund af Milosevic’ helbredsproblemer. Milosevic døde i sin celle den 11. marts 2006. Selv om han aldrig blev dømt, var beviserne imod ham så overvældende, at der ikke er tvivl om hans ansvar.

Måske bortset fra det lille Slovenien er der ingen vindere efter et tiår på Balkan præget af brutale borgerkrige. De andre seks stater som kom ud af Jugoslaviens sammenbrud – Serbien, Kroatien, Bosnien samt småstaterne Kosovo, Makedonien og Montenegro, har i større eller mindre omfang været præget af dårlig økonomi, stor arbejdsløshed, voldsom kriminalitet, et stort antal flygtninge samt fortsatte etniske spændinger.

     Slovenien: Lille Slovenien med to mio. indbyggere er det land i eks-Jugoslavien, der suverænt har klaret sig bedst. Landet er præget af stor politisk stabilitet, og i 2004 blev det optaget som medlem i både EU og NATO. Det har et meget spændingsfyldt forhold til nabolandet Kroatien, med hvem der er bitre territoriale stridigheder omkring havområdet ud for den slovenske kyst.

     Kroatien: Landet genvandt i 1995 de territorier, der var besat af Serbien, og dets første leder, Franjo Tudjman, havde dermed nået sit vigtigste mål. Men politisk var Kroatien præget af den højrenationale Tudjmans autoritære styre med manglende pressefrihed og storstilet korruption. Efter Tudjmans død i december 1999 og de efterfølgende valg kom en koalition af liberale og socialdemokrater til magten, og en demokratisering blev indledt. Siden udleveringen af krigshelten Ante Gotovina i 2005, har Kroatien fået en større agtelse i det internationale selskab. I 2003 ansøgte landet om medlemskab af EU, og den 1. juli 2013 kunne Kroatien træder ind som det 28. medlemsland af den Europæiske Union. Dog kæmper landet fortsat økonomisk med at afvikle sin store udlandsgæld.

     Bosnien: Bosnien-Hercegovina er fortsat præget af den krig, der kostede en kvart mio. mennesker livet. Landet er delt i to statsenheder: Føderationen (domineret af muslimer og kroater) og Republika Srpska. På grund af handlingslammelse i Bosniens komplicerede regeringsstruktur er det i stigende grad det internationale samfund, som gennem dets Høje Repræsentant, østrigeren Wolfgang Petritsch, gennemfører lovgivning og afsætter ikke-samarbejdsvillige eller korrupte politikere. Valgene i november 2000 gav en solid fremgang for de ikke-nationalistiske partier, der nu for første gang dominerer regeringen og det tre mand store præsidentråd. Bosnisk regeringschef er socialdemokraten Zlatko Lagumdzija. I Republika Srpska er det fortsat serbiske nationalister, der dominerer. Det meste af den ødelagte infrastruktur er genopbygget takket være den internationale hjælp på 5,1 mia. dollar over fem år, men økonomisk er Bosnien langt fra at være på fode. Internationale investorer bliver væk på grund af politisk ustabilitet, stive regler og manglende reformer.

     Serbien: Landet var i mange år præget af Slobodan Milošević’ styre, som udkæmpede ødelæggende krige i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Milošević fald og udlevering til Haag i 2001 gav serberne nye muligheder, men landet har været præget af interne magtkampe og politisk ustabilitet.

     Udleveringen af den tidligere præsident Karadzic i 2008 gav dog Serbien stor goodwill i udlandet. På et topmøde i Bruxelles juni 2013 blev EU-landenes stats- og regeringschefer enige om at åbne optagelsesforhandlinger med Serbien. Men det sker ikke uden yderligere betingelser. Topmødet fastslog, at forhandlingerne skal indledes "aller senest i januar 2014" – ligesom det skal godkendes af endnu et EU-topmøde.

     Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udtalte efterfølgende, at hun gerne havde set en hurtigere og mere betingelsesløs proces. Men hun betegnede det alligevel som "en meget vigtig beslutning".

     Kosovo: Kosovo rev sig løs fra Serbien i februar 2008 og udråbte sig som en uafhængig stat. Siden har Danmark og omkring 75 andre lande anerkendt Kososvo som selvstændig stat, men det tog fire år, før det også blev anerkendt af FN. Den 12. september 2012 lukkede Det Internationale Civile Kontor i landet – et kontor som havde til formål at overvåge og bistå myndighederne i Kosovo. Den Nato-ledede styrke Kfor er dog fortsat tilstede i Kosovo, da Serbien nægte at anerkende landets selvstændighed. Der har i de seneste år været øget spændinger i det nordlige Kosovo, hvor størstedelen af befolkningen er serbere, mens de øvrige dele af området domineres af albanere.

     Kosovo er på den måde endnu ikke blevet et bæredygtigt samfund. Økonomien er den dårligste i hele Europa, med tårnhøj arbejdsløshed og et stort underskud på handelsraten.

     Makedonien og Montenegro: Makedonien er fortsat præget af fattigdom, etniske opdelinger, høj arbejdsløshed og politisk ustabilitet. Montenegro indgik i en union med Serbien helt frem til 2006. Det lever i dag i høj grad af sine turistattraktioner.