Hjemvendte soldater

De fleste danske soldater, der har været udsendt til missioner på Balkan, i Irak og senest Afghanistan, er kommet hjem uden større mén. Alligevel har 48 ud af op mod 60.000 udsendte soldater i perioden 1992-2021 mistet livet i kamp eller som følge af skader fra kamphandlinger. En del soldater har mistet ben eller arme, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at mellem hver femte og hver tiende af de hjemvendte soldater lider af posttraumatisk stressforstyrrelse – også kaldet PTSD. Der er fra både Forsvarets og politikernes side kommet mere fokus på de hjemvendte soldaters tilstand, men mange soldater lider stadig af alvorlige traumer, som ikke kun påvirker dem selv, men også deres familier, som i nogle tilfælde skal indstille sig på et liv med en partner eller forælder, som har svært ved at finde tilbage til hverdagen og det ‘almindelige’ liv igen. Efter Danmarks tilbagetrækning fra Afghanistan er debatten om, hvorvidt indsatsen har været prisen værd, blusset op, og flere hjemvendte soldater har udtrykt frustration over den aktuelle situation i landet.

De fleste danske soldater oplever det som en berigelse at være udsendt. Det fremgår af rapporten Soldater efter udsendelse – En spørgeskemaundersøgelse fra 2012, som er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (se kilder). Soldaterne føler, at de bliver mere modne, og at de lærer at være tålmodige, afbalancerede, bliver bedre i stand til at udvise autoritet og får mere selvtillid. Efter udsendelse føler de sig mere åbne over for verden, fordi de har oplevet, hvor mangfoldig verden er. De ser det desuden som en stor styrke, at de har været en del af et stærkt fællesskab.    I samme rapport har 3.000 hjemvendte soldater svaret på, om de har fået fysiske eller psykiske mén efter at have været udsendt på et eller flere tidspunkter i perioden mellem 1992 og 2009. Fire ud af fem mener ikke, at de har nogen mén, mens 21 procent svarer, at de har eftervirkninger af krigene i mindre eller højere grad. Rapporten fastslår, at psykiske mén er mest udbredt, og at de hyppigst optræder hos dem, der har været udsendt flere gange og ikke længere arbejder for Forsvaret. Et studie fra Center for Selvmordsforskning med titlen Belastende og beskyttende faktorer for selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater (se kilder) viser, at hjemvendte soldater har en anelse højere selvmordsrate end resten af befolkningen. Fra 1990 til 2009 begik 41 af de 25.000 soldater, der havde været udsendt, selvmord.

Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) er den psykiske lidelse, der oftest rammer hjemvendte soldater. I rapporten Soldater – før, under og efter udsendelse – Et litteraturstudie (se kilder) bliver PTSD defineret som “et udtryk for permanente psykiske virkninger af at blive udsat for voldsomme påvirkninger som for eksempel krigshandlinger, trafikuheld, naturkatastrofer eller fysiske og psykiske overgreb”. Følgerne af PTSD kan vise sig fysisk i form af nedsat immunforsvar, men det er hovedsageligt en psykisk sygdom. De psykiske symptomer kan blandt andet komme til udtryk ved angst, hvor kroppen reagerer ved at være i konstant alarmberedskab, eller i form af hukommelsessvigt, søvnproblemer, depression og/eller ukontrollerede vredesudbrud.    Graden og variationen af symptomerne veksler fra person til person. For de fleste forsvinder symptomerne inden for et halvt år, men for nogle bliver symptomerne ved i længere tid, og for andre bliver lidelsen kronisk. Ifølge rapporten Soldater – før, under og efter udsendelse – Et litteraturstudie fra 2010 (se kilder) udvikler folk med PTSD ofte et misbrug af rusmidler, der er stor risiko for, at de bliver skilt og mister venner, og det er et generelt træk, at de lider af lavt selvværd.

De psykiske reaktioner efter en udsendelse kan påvirke soldaternes nære, sociale relationer. De hårdest ramte isolerer sig og mister ikke bare deres bekendte, men også deres nærmeste. Kigger man på samtlige hjemvendte soldater, er de dog mindre ensomme end resten af den danske befolkning. Det viser rapporten Soldater efter udsendelse – en spørgeskemaundersøgelse (se kilder).    I rapporten Hjemvendte soldater (se kilder) fra 2010 fremgår det, at pårørende til de hjemvendte soldater ofte opfatter soldaterne som forandrede, når de kommer hjem, og at soldaterne bliver ved med at være forandrede. De hjemvendte unge soldater fortæller, at de føler, at de er gået fra at være drenge til at blive voksne, og at de kan have svært ved at finde deres plads i familien, efter at de er vendt hjem.    Soldater, der er udsendt for første gang, kan desuden miste fortroligheden til deres nærmeste. Det skyldes blandt andet, at soldaterne har et stort behov for at fortælle om de voldsomme oplevelser, de har været igennem, men samtidig gerne vil skåne deres familie for at høre om det. Samtidig kan der være problemer med, at familie og pårørende ikke orker at høre de samme historier igen og igen og fx ikke magter at se soldaternes mange billeder. Det kan betyde, at forholdet mellem soldaterne og deres nærmeste sjældent bliver det samme, som det var før udsendelsen.    Et udbredt problem blandt de hjemvendte soldater er også, at deres kærester eller ægtefæller vænner sig til at klare sig uden de udsendte, og derfor kan soldaterne føle sig overflødige, når de endelig kommer hjem. Flere oplever omvendt, at de skylder familien noget, fordi de har været væk hjemmefra. I rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) fortæller en soldat:   “Man skylder. Det gør man. Når hun siger, at du har barns første sygedag alle dage det næste halve år, så er det bare sådan, det er. Og det gør jeg bare.”

Forsvaret oprettede i 2009 en rehabiliteringsenhed, REHAB, der støtter soldater med varige skader. Tidligere bestod tilbuddet ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) i, at den skadede blev sikret en ansættelse i Forsvaret indtil pensionsalderen. Det har dog skabt strukturelle problemer, da antallet af hjemvendte soldater med varige fysiske mén er steget. Derfor forsøger rehabiliteringsenheden nu i højere grad at hjælpe de skadede soldater til en fremtid uden for Forsvaret.    Fra Forsvarets side hjælper man også soldater med fysiske eller psykiske skader ved at give dem mulighed for at søge erstatning. Alle arbejdsskader bliver behandlet af Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor (FAEK). I 1998 udbetalte FAEK en million kroner i erstatning. I 2009 var beløbet over 50 millioner kroner ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder). Erstatningsbeløbet varierer, men af Forsvarets elektroniske folder “Hvis du kommer til skade” (se kilder) står der, at soldater får 830.000 kroner, hvis de har en méngrad på 100 procent.   De senere år er der kommet mere opmærksomhed på vigtigheden af at anerkende soldaterne for deres arbejde. Forskning viser, at det har stor betydning for soldater på tværs af landegrænser, at deres handlinger bliver anerkendt af både deres nære relationer og af samfundet. Ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) er der stor forskel på, om de hjemvendte soldater fx bliver kaldt for helte og frihedskæmpere, terrorister, mordere eller syge veteraner. Samme rapport påpeger, at der siden 2007 er kommet en større anerkendelse af soldater i det danske samfund. Det lader til, at befolkningen er i stand til at adskille det politiske og soldaternes indsats fra hinanden. Man kan derfor godt være imod krigen i Afghanistan og samtidig have respekt for de soldater, der er udsendt, hvilket kan have positiv effekt på, hvordan soldaterne oplever at vende hjem.    Fra politisk side har man desuden forsøgt at vise de udsendte og hjemvendte soldater mere anerkendelse ved i 2009 at etablere en officiel flagdag for veteraner den 5. september. I 2010 fik Danmark desuden en officiel veteranpolitik, der i højere grad skal sikre hjælp til fysisk og psykisk sårede soldater. Som følge af veteranpolitikken er der desuden opført veterancentre flere steder i landet, hvor de sårede soldater kan få hjælp.

Forsvaret bliver kritiseret for ikke at gøre nok for at samle hjemvendte soldater med psykiske mén op. Flere af de soldater, der deltager i undersøgelsen bag rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder), er kritiske over for, at kun hjemvendte fra ‘hårde missioner’ tilbydes en obligatorisk psykologsamtale og ikke hjemvendte fra fx Kosovo. Derudover påpeger rapporten, at der er risiko for, at tidligere udsendte med svære psykiske problemer falder igennem systemet, fordi de fleste af Forsvarets støttetilbud afhænger af, at soldaten selv tager initiativ. Den opsøgende indsats opfattes af flere som utilstrækkelig. En anonym ansat i Forsvaret siger i rapporten:   “Vi tror lidt, at når vi bare sender breve ud til folk 1 eller 2 år efter, så svarer folk, og så har vi ligesom et billede, og jeg må bare sige, det er fantastisk, at systemet stadig kan tro, at det virker! For selvfølgelig fanger man nogen op, men dem, der virkelig sidder og kigger ind i væggen, og dem der vil slå politiet ihjel med en sabel, de svarer jo ikke.”    Han henviser til en episode fra 2009, som er et voldsomt eksempel på, hvor galt det kan gå for hjemvendte soldater, der lider af PTSD. Politiet mødte op i en lejlighed på Nørrebro i København for at tvangsindlægge en 32-årig, tidligere soldat, der havde haft PTSD, siden han havde været udsendt til Bosnien et halvt år i 1990’erne. Da betjentene kom ind i lejligheden, gik den tidligere soldat amok med en sabel, og det endte med, at betjentene dræbte ham med skud. Ifølge Jyllands-Postens artikel “Sabelmand var psykisk syg eks-soldat” fra den 10. marts 2009 (se kilder) var den 32-åriges krigstraumer ikke blevet behandlet, fordi der kun var frivillige tilbud og ikke krav om obligatorisk tjek fra Forsvarets side.

Forsvarets Veterancenter har på baggrund af information fra 230 veteraner udarbejdet en rapport, som evaluerer veteranindsatsen i 2019/2020 (se kilder). Rapporten består af fem mindre rapporter, som blandt andet handler om, hvordan de mest udsatte veteraner kan hjælpes tilbage i beskæftigelse, hvordan de kan få hjælp til at indgå i nære familierelationer, hvordan de kan støttes i at forebygge psykiske efterreaktioner, og hvordan anerkendelse spiller en central rolle i veteranernes syn på deres udsendelse. Ud over rapporter og forskning er der blevet produceret flere dokumentarfilm, som sætter fokus på konsekvenserne ved at lade sig udsende som soldat. I Soldaten (se kilder) følger vi den PTSD-ramte veteran Henriks jagt på ro og helbredelse dybt inde i Amazonas. I Vores krig (se kilder) følger vi den ligeledes PTSD-ramte Piet, hvis sygdom kulminerer med et voldsomt psykotisk anfald. Piet isolerer sig i en skurvogn i haven, mens hans kone og tre børn opholder sig i familiens hus. Begge dokumentarer har medført debat om, hvorvidt der bliver gjort nok for de danske veteraner, selvom de har bedre adgang til hjælp i dag, end de havde for 15 år siden.

De psykiske reaktioner efter en udsendelse kan påvirke soldaternes nære, sociale relationer. De hårdest ramte isolerer sig og mister ikke bare deres bekendte, men også deres nærmeste. Kigger man på samtlige hjemvendte soldater, er de dog mindre ensomme end resten af den danske befolkning. Det viser rapporten Soldater efter udsendelse – en spørgeskemaundersøgelse (se kilder).    I rapporten Hjemvendte soldater (se kilder) fra 2010 fremgår det, at pårørende til de hjemvendte soldater ofte opfatter soldaterne som forandrede, når de kommer hjem, og at soldaterne bliver ved med at være forandrede. De hjemvendte unge soldater fortæller, at de føler, at de er gået fra at være drenge til at blive voksne, og at de kan have svært ved at finde deres plads i familien, efter at de er vendt hjem.    Soldater, der er udsendt for første gang, kan desuden miste fortroligheden til deres nærmeste. Det skyldes blandt andet, at soldaterne har et stort behov for at fortælle om de voldsomme oplevelser, de har været igennem, men samtidig gerne vil skåne deres familie for at høre om det. Samtidig kan der være problemer med, at familie og pårørende ikke orker at høre de samme historier igen og igen og fx ikke magter at se soldaternes mange billeder. Det kan betyde, at forholdet mellem soldaterne og deres nærmeste sjældent bliver det samme, som det var før udsendelsen.    Et udbredt problem blandt de hjemvendte soldater er også, at deres kærester eller ægtefæller vænner sig til at klare sig uden de udsendte, og derfor kan soldaterne føle sig overflødige, når de endelig kommer hjem. Flere oplever omvendt, at de skylder familien noget, fordi de har været væk hjemmefra. I rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) fortæller en soldat:   “Man skylder. Det gør man. Når hun siger, at du har barns første sygedag alle dage det næste halve år, så er det bare sådan, det er. Og det gør jeg bare.”

Ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) er det blevet mere udbredt blandt de udsendte patruljer, at de hændelser, soldaterne oplever, bliver ‘defused’ samme dag. Det vil sige, at soldaterne får mulighed for at udveksle de umiddelbare indtryk, de har haft under hændelsen – både af taktiske årsager, men også for at forebygge psykiske mén. Hvis soldaterne bliver udsat for en mere voldsom hændelse end normalt eller et dødsfald, bliver Forsvarets psykologer fløjet til soldaternes lejr for at tale med soldaterne om hændelsen.    Når soldaterne vender hjem til Danmark, indgår de gennem Forsvaret i en såkaldt afviklingsperiode, hvor de får afsluttet udsendelsen. Førhen varede afviklingen kun en uge, men i takt med den stigende opmærksomhed på psykiske efterreaktioner har Forsvaret implementeret flere støttetilbud i afviklingsperioden, og der findes derfor flere aktiviteter, der har til formål at hjælpe soldaterne med at finde sig til rette i en almindelig hverdag igen. Siden 2008 har enheder, der har været i Afghanistan, været samlet i op til tre måneder efter hjemkomsten.    I modsætning til tidligere, hvor det har været frivilligt, har det siden 2003 været obligatorisk for de soldater, der kommer hjem fra missioner med mange kamphandlinger, at tale med en psykolog i ti minutter. Hvis psykologen vurderer, at der er behov for mere psykologhjælp, får soldaten tilbudt et forløb.    Efter hjemkomsten holder Forsvaret desuden et gensynsarrangement, hvor soldaterne igen bliver informeret om støttetilbud og muligheder for at få hjælp og dele erfaringer i blandt andet Veterancentret, som er en del af Forsvarets Personalestyrelse (se kilder). Har soldaterne brug for yderligere støtte, findes der også den såkaldte Veteranstøttelinje, hvor det er muligt at tale med andre tidligere udsendte. Det er også muligt at tale med Forsvarets psykologer, som kan give soldaterne redskaber til at bearbejde eventuelle psykiske skader.

Forsvaret oprettede i 2009 en rehabiliteringsenhed, REHAB, der støtter soldater med varige skader. Tidligere bestod tilbuddet ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) i, at den skadede blev sikret en ansættelse i Forsvaret indtil pensionsalderen. Det har dog skabt strukturelle problemer, da antallet af hjemvendte soldater med varige fysiske mén er steget. Derfor forsøger rehabiliteringsenheden nu i højere grad at hjælpe de skadede soldater til en fremtid uden for Forsvaret.    Fra Forsvarets side hjælper man også soldater med fysiske eller psykiske skader ved at give dem mulighed for at søge erstatning. Alle arbejdsskader bliver behandlet af Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor (FAEK). I 1998 udbetalte FAEK en million kroner i erstatning. I 2009 var beløbet over 50 millioner kroner ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder). Erstatningsbeløbet varierer, men af Forsvarets elektroniske folder “Hvis du kommer til skade” (se kilder) står der, at soldater får 830.000 kroner, hvis de har en méngrad på 100 procent.   De senere år er der kommet mere opmærksomhed på vigtigheden af at anerkende soldaterne for deres arbejde. Forskning viser, at det har stor betydning for soldater på tværs af landegrænser, at deres handlinger bliver anerkendt af både deres nære relationer og af samfundet. Ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) er der stor forskel på, om de hjemvendte soldater fx bliver kaldt for helte og frihedskæmpere, terrorister, mordere eller syge veteraner. Samme rapport påpeger, at der siden 2007 er kommet en større anerkendelse af soldater i det danske samfund. Det lader til, at befolkningen er i stand til at adskille det politiske og soldaternes indsats fra hinanden. Man kan derfor godt være imod krigen i Afghanistan og samtidig have respekt for de soldater, der er udsendt, hvilket kan have positiv effekt på, hvordan soldaterne oplever at vende hjem.    Fra politisk side har man desuden forsøgt at vise de udsendte og hjemvendte soldater mere anerkendelse ved i 2009 at etablere en officiel flagdag for veteraner den 5. september. I 2010 fik Danmark desuden en officiel veteranpolitik, der i højere grad skal sikre hjælp til fysisk og psykisk sårede soldater. Som følge af veteranpolitikken er der desuden opført veterancentre flere steder i landet, hvor de sårede soldater kan få hjælp.

Tilskadekomne soldater har mulighed for at blive i Forsvaret i et såkaldt rehabiliteringsforløb, som typisk varer et-tre år, men også kan strække sig over længere tid. For at komme i betragtning til rehabiliteringsforløbet, skal soldaten blandt andet have pådraget sig en skade under udsendelse, have en varig eller betydelig funktionsnedsættelse, ligesom skaden enten skal være, eller forventes at kunne blive, anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en arbejdsskade. Flere soldater i rehabiliteringsforløbet arbejder med lagerarbejde eller andet på landets kaserner, fordi de ifølge rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) føler, at Forsvaret bedre kan rumme deres handicap, end det ordinære arbejdsmarked kan. I Jyllands-Postens artikel fra den 14. december 2010 “Soldater: Vi presses ud af Forsvaret” (se kilder) fremgår det dog, at flere af de tilskadekomne, der arbejder i Forsvaret, føler, at de bliver presset ud i det civile mod deres vilje. Martin Paszkiewicz Aaholm er en af de tilskadekomne soldater, der udtaler sig i artiklen. I 2009 mistede han begge ben og fem fingre, da han trådte på en mine. I dag arbejder han på Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor han ikke føler sig ordentlig behandlet: “De bruger nærmest mafialignende metoder og forsøger at kede os ud af Forsvaret. Vi får job uden indhold. Vi bliver hjælperes hjælpere. Og så siger uddannelseskonsulenterne hele tiden: ‘Nu skal du vist ud i det civile. Nu gider vi ikke have dig mere’. Jeg er pissesur. For min identitet ligger i hæren,” siger han.

Forsvaret bliver kritiseret for ikke at gøre nok for at samle hjemvendte soldater med psykiske mén op. Flere af de soldater, der deltager i undersøgelsen bag rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder), er kritiske over for, at kun hjemvendte fra ‘hårde missioner’ tilbydes en obligatorisk psykologsamtale og ikke hjemvendte fra fx Kosovo. Derudover påpeger rapporten, at der er risiko for, at tidligere udsendte med svære psykiske problemer falder igennem systemet, fordi de fleste af Forsvarets støttetilbud afhænger af, at soldaten selv tager initiativ. Den opsøgende indsats opfattes af flere som utilstrækkelig. En anonym ansat i Forsvaret siger i rapporten:   “Vi tror lidt, at når vi bare sender breve ud til folk 1 eller 2 år efter, så svarer folk, og så har vi ligesom et billede, og jeg må bare sige, det er fantastisk, at systemet stadig kan tro, at det virker! For selvfølgelig fanger man nogen op, men dem, der virkelig sidder og kigger ind i væggen, og dem der vil slå politiet ihjel med en sabel, de svarer jo ikke.”    Han henviser til en episode fra 2009, som er et voldsomt eksempel på, hvor galt det kan gå for hjemvendte soldater, der lider af PTSD. Politiet mødte op i en lejlighed på Nørrebro i København for at tvangsindlægge en 32-årig, tidligere soldat, der havde haft PTSD, siden han havde været udsendt til Bosnien et halvt år i 1990’erne. Da betjentene kom ind i lejligheden, gik den tidligere soldat amok med en sabel, og det endte med, at betjentene dræbte ham med skud. Ifølge Jyllands-Postens artikel “Sabelmand var psykisk syg eks-soldat” fra den 10. marts 2009 (se kilder) var den 32-åriges krigstraumer ikke blevet behandlet, fordi der kun var frivillige tilbud og ikke krav om obligatorisk tjek fra Forsvarets side.

Ikke kun Forsvaret, men også kommunerne og det psykiatriske system har fået kritik for ikke at tage ordentlig hånd om de tilskadekomne soldater. Af rapporten Hjemvendte soldater fra 2010 (se kilder) og Jyllands-Postens artikel “Krigsveteraner har brug for særlig hjælp” fra den 15. juli 2010 (se kilder) fremgår det, at de danske myndigheder ikke er gode nok til at tackle de tilskadekomne, fordi de ikke er specialiseret i at varetage deres behov. Der har desuden været problemer med, at amputerede soldater har haft svært ved at få hjælpemidler som kørestole, løbeproteser og elektriske gardiner af deres kommune. Tilbage i 2010 lovede politikerne at stramme op, og af veteranpolitikken – vedtaget under VK-regeringen – fremgår det, at soldaterne skal sikres lettere adgang til proteser og andre hjælpemidler. Af artiklen “I over 10 år har amputerede veteraner siddet fast i en forhindringsbane” i fagbladet Fagligt Forsvar (se kilder) fremgår det imidlertid, at når en veteran skal have sin første protese, skal personen først vurderes i forhold til arbejdsskadesikringsloven. Herefter starter en sagsbehandling ved Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor med henblik på udbetaling af et engangsbeløb til fremtidige udgifter som fx proteser. Proteser har typisk en levetid på mellem to og seks år og bliver betragtet som et hjælpemiddel. Veteraner skal derfor ansøge kommunen om fornyelse af hjælpemidler, når de har brug for nye proteser. Har kommunen ikke midler til at imødekomme veteranens ønsker, kan Veterancentret træde til og rådgive vedkommende i forhold til eksempelvis at søge legater.

Forsvarets Veterancenter har på baggrund af information fra 230 veteraner udarbejdet en rapport, som evaluerer veteranindsatsen i 2019/2020 (se kilder). Rapporten består af fem mindre rapporter, som blandt andet handler om, hvordan de mest udsatte veteraner kan hjælpes tilbage i beskæftigelse, hvordan de kan få hjælp til at indgå i nære familierelationer, hvordan de kan støttes i at forebygge psykiske efterreaktioner, og hvordan anerkendelse spiller en central rolle i veteranernes syn på deres udsendelse. Ud over rapporter og forskning er der blevet produceret flere dokumentarfilm, som sætter fokus på konsekvenserne ved at lade sig udsende som soldat. I Soldaten (se kilder) følger vi den PTSD-ramte veteran Henriks jagt på ro og helbredelse dybt inde i Amazonas. I Vores krig (se kilder) følger vi den ligeledes PTSD-ramte Piet, hvis sygdom kulminerer med et voldsomt psykotisk anfald. Piet isolerer sig i en skurvogn i haven, mens hans kone og tre børn opholder sig i familiens hus. Begge dokumentarer har medført debat om, hvorvidt der bliver gjort nok for de danske veteraner, selvom de har bedre adgang til hjælp i dag, end de havde for 15 år siden.

Det vakte stærke følelser hos danske veteraner, da de sidste danske soldater forlod Afghanistan den 22. juni 2021. Efter få uger havde Taleban, som de danske soldater havde været med til at bekæmpe sammen med blandt andet USA, ifølge TV 2’s artikel “Se kortene og billederne: Så hurtigt har Taleban indtaget Afghanistan” den 16. august 2021 (se kilder), indtaget hovedstaden, Kabul, og overtaget magten i landet.

For mange veteraner er Talebans magtovertagelse et symbol på, at missionen om at skabe fred og demokrati i Afghanistan ikke er lykkedes. Andre veteraner, fx formanden for Danske Veteraner Lolland-Falster og Møn, Per Amnitzbøl Rasmussen, føler vrede og skuffelse over, at den afghanske hær efter adskillige års træning ikke formåede at tage kampen op mod Taleban. Andre argumenterer for, at 20 år med Taleban fra magten trods alt var bedre end 20 år med Taleban ved magten. Piet Funder Svendsen fra dokumentaren Vores krig (se kilder) siger i artiklen “PTSD-ramte Piet var i klar bedring, men nu holder brutale krigstraumer ham vågen igen” fra den 22. august 2021 på DR.dk (se kilder), at han stadig lider af mareridt og flashbacks. I artiklen forklarer hans kone desuden, at han har svært ved at sove, fordi mareridtene presser ham, samt at han er kommet i en depressiv tilstand igen. Traumerne til trods prøver Piet at vende tilbage til hverdagen igen: “Det handler om tid og om gode samtaler. Jeg taler med nogle gode venner – primært andre veteraner – og det hjælper,” siger han.