Liberalisme

Liberalisme er en politisk og økonomisk tænkning, der sigter på at fremme individets frihed og rettigheder. Ifølge liberalismen skabes det bedst mulige samfund, når det enkelte menneske har mulighed for at søge sin egen lykke.

     De grundlæggende politiske værdier i liberalismen såsom demokrati, ytringsfrihed og trosfrihed er med tiden blevet bredt anerkendt, omend de bliver presset fra forskellige sider. Samtidig er den økonomiske liberalisme, hvor markedsøkonomien skal fungere med mindst mulig statslig indblanding, kommet under heftig beskydning siden den globale finanskrise. Det danske folketing rummer i dag tre partier med et erklæret liberalt værdigrundlag, men de liberale kerneværdier om individets frihed og rettigheder finder tilslutning i hele det politiske spektrum.

Liberalisme betyder frihed (ordet er dannet ud fra det latinske liber, der betyder fri). Liberalisme kan defineres som en politisk, social og økonomisk tænkning, der særligt fremhæver individets frihed og selvstændige værdi, og den kan siges at rumme både en politisk teori om individets frihed og rettigheder og en økonomisk teori. Inden for denne generelle ramme er der dog markante forskelle mellem de mange varianter af liberalismen, der har udviklet sig gennem tiden, og begrebet kan ikke defineres entydigt. Liberale tanker har spillet en afgørende rolle i udviklingen af det såkaldt liberale demokrati, hvor den lovgivende magt skal repræsentere landets borgere, og borgerne har en bred palet af lovsikrede rettigheder.

     Den amerikanske tænketank Freedom House opgør hvert år en oversigt over politisk frihed og menneskerettigheder i verdens lande. Ifølge deres seneste opgørelse fra 2016 (se kilder), lever 40% af verdens befolkning i frie lande, 24% i delvist frie lande, mens 36% bor i ufrie lande. De frie lande har både parlamentarisk demokrati og lovsikrede, individuelle rettigheder, mens de delvist frie lande kan mangle nogle af disse individuelle rettigheder. Igennem de seneste 11 år, er der flere lande, der har haft tilbagegang i graden af frihed, end der er lande, der har oplevet fremskridt.

Ifølge liberalismen vil personlig frihed sige, at alle mennesker har ret til frit at tænke, tale og tro. Ytringsfrihed og trykkefrihed sikrer det enkelte menneske ret til at udtrykke sig frit. forsamlingsfrihed betyder, at man kan mødes med dem, man vil, og trosfrihed betyder, at det enkelte menneske har ret til selv at vælge sin religion eller at vælge religion fra. Dette lyder måske ret indlysende i moderne menneskers ører, men da disse tanker blev udformet, skete det i modsætning til den dominerende konge- og kirkemagt, og tankerne blev anset som meget udfordrende, nærmest revolutionære.

     Ifølge liberalismen omfatter den personlige frihed også, at alle mennesker skal have mulighed for at stræbe efter et godt liv, og at det enkelte menneske har ret til selv at bestemme, hvad det bedste liv for dem.

Når alle har mulighed for at stræbe efter et godt liv, resulterer det ifølge liberalismen også i det bedste for samfundet som helhed. Fordi mennesker er forskellige, er det til gengæld også inden for liberalismen accepteret, at der er sociale forskelle mellem mennesker, da individerne udnytter deres muligheder forskelligt. Det er den enkeltes personlige ansvar at forvalte sine muligheder bedst muligt.

     Staten er derfor ifølge liberalismen primært til for at beskytte individets rettigheder, for eksempel gennem politi og domstole, og skal derudover blande sig så lidt som muligt. Den skal for eksempel ikke gribe ind for at få mennesker til at leve på bestemte måder eller for at skabe større lighed mellem individerne i et samfund.

Den anden væsentlige bestanddel i liberalismen – udover den personlige frihed – er økonomisk frihed. Økonomisk liberalisme rummer mange forskellige retninger og nuancer, men i centrum står den private ejendomsret og den fri konkurrence i en markedsøkonomi.

     Markedsøkonomi betyder ifølge denstoredanske.dk's opslag 'Markedsøkonomi' (se kilder), at prisen for en vare bliver afgjort af markedet på baggrund af udbud og efterspørgsel på produktet.

     Den frie konkurrence vil sige, at der ikke er monopoler (altdominerende virksomheder), og at alle konkurrerer på lige vilkår.

     Den skotske økonom og filosof Adam Smith (1723-1790) anses som ophavsmanden til teorien om økonomisk liberalisme. Han lagde vægt på frihed som grundlag for økonomisk velstand i et samfund. Markederne skulle fungere frit med minimal indblanding fra staten, mente Smith. Han var af den overbevisning, at markederne ville regulere sig selv ved hjælp af en 'usynlig hånd', og at statslig indblanding typisk ville gøre mere skade end gavn.

Frihandel ses af mange liberale som en væsentlig komponent i økonomisk liberalisme. Frihandel er ifølge denstoredanske.dk (se kilder) international handel, som ikke søges begrænset ved offentlige indgreb, for eksempel i form af told, import- og eksportrestriktioner og andre handelshindringer.

     Frihandelstanken blev udviklet i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet af Adam Smith og den engelske økonom David Ricardo. Ricardo udviklede teorien om komparative fordele. Den gik ud på, at et land sammenlignet med andre lande af forskellige årsager kan være i stand til at producere visse varer billigere. Et land burde ifølge denne teori koncentrere deres produktion om varer, hvor deres komparative fordele var størst, og så importere det, de ellers behøvede. Dette ville ifølge teorien sikre bedst mulig udnyttelse af resurserne og den højeste velstand for verdenssamfundet.

Den væsentligste konkrete forskel på liberalister og socialister er deres holdning til statens involvering i samfundsøkonomien. Groft sagt mener socialister, at staten skal gribe ind og styre økonomien. Liberalister mener, at staten skal blande sig mest muligt uden om og lade markedet fungere frit. Den mest effektive mekanisme til at styre økonomien er at lade udbud og efterspørgsel styre produktion, arbejde og forbrug.

     Mere filosofisk set, er liberalister mere fokuseret på individets muligheder og rettigheder. Socialister ser i højere grad mennesket som en del af et fællesskab. Her er muligheder og rettigheder noget, der skal kæmpes for i fællesskab, for eksempel gennem fagforeninger.

Den svenske idéhistoriker Sven-Eric Liedman skriver i bogen 'De politiske ideers historie' (se kilder), at der ikke er enighed om, hvornår liberalismen opstod. Dette skyldes, at begrebet liberalisme er så flertydigt og løst defineret.

     På trods af dette nævner Liedman dog, at den engelske filosof John Locke, der skrev i slutningen af 1600-tallet, normalt kaldes for liberalismens grundlægger. Locke mente, at statsmagten var funderet i en samfundspagt – en frivillig kontrakt, som borgerne indgik med hinanden. Derfor var det parlamentet, der først og fremmest skulle forvalte folkets vilje, og ikke kongen. Denne tanke var central for udvikling af demokrati. Ifølge Locke skulle staten desuden sikre den private ejendomsret og sørge for lov og orden.

     Igennem 1700-tallets oplysningstid blev de liberale ideer udviklet og fandt deres foreløbige kulmination i den franske revolution i 1789. Med sit opgør mod den enevældige konge og kirkens privilegier udgjorde revolutionen et markant nybrud og introducerede basale menneskerettigheder, som i dag fortsat er grundlæggende komponenter i liberale demokratier.

Den økonomiske liberalisme udviklede sig for alvor i 1800-tallet. I starten af 1800-tallet blev den britiske økonomi således liberaliseret, fremgår det af bogen 'A History of Western Society' (se kilder). Hindringer for handel og industri blev skrottet, mens frihandel blev promoveret på globalt plan. Man talte om en ureguleret _laissez-faire-_økonomi (fransk, kan oversættes til 'lad stå til').

     Liberalismen fandt næring i den økonomiske og teknologiske fremgang i perioden. Liberale tænkere argumenterede for, at det var naturligt, at nogle forblev fattige, mens andre blev rige. Bogen 'De europæiske ideers historie' (se kilder) beskriver filosoffen David Ricardos argumenter for en 'naturlig' arbejdsløn, der kun lige gav arbejderen, hvad han behøvede for at overleve. Staten kunne og burde ikke gøre noget for at forbedre arbejdernes forhold, for dette lønniveau kunne betragtes som en naturlov, mente Ricardo.

England og de øvrige industrialiserede lande var i 1800-tallet præget af ekstremt rige overklasser på den ene side og på den anden side undertrykte, fattige arbejdere, der arbejdede og boede under usle forhold.

     Denne tilstand var baggrunden for udviklingen af socialliberalismen, der forsøgte at afbøde laissez-faire-liberalismens værste skadevirkninger ved at indføre et socialt sikkerhedsnet og visse restriktioner på den frie markedsøkonomi. Socialliberalismen forener ifølge historikeren Kjeld Mazanti Sørensens bog 'Ideologier og diskurser' (se kilder) det liberale tankegods med konservatismens frygt for et socialt sammenbrud og socialismens krav om retfærdighed. Socialliberalismen blev grundlagt i sidste halvdel af 1800-tallet og fik for alvor vind i sejlene i forbindelse med den verdensomspændende krise i 1930erne. Her udviklede den britiske økonom John Maynard Keynes en teori, der sigtede på at undgå tilbagevendende økonomiske kriser i kapitalistiske samfund. Keynesianismen, som hans teori kaldes, stod centralt i opbygningen af de moderne velfærdsstater efter 2. Verdenskrig.

Neoliberalismen vandt frem fra slutningen af 1970erne i USA og Europa med den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan som prominente frontfigurer. Historiker Kjeld Mazanti Sørensen beskriver i bogen 'Ideologier og diskurser' (se kilder), hvordan neoliberalismen voksede ud af kritik af velfærdsstaten. De neoliberale tænkere beskyldte for at fratage borgerne deres individuelle ansvar og for at have skabt en stor, tung offentlig sektor, der forhindrede økonomisk vækst. Som modsætning hertil fremhævede de neoliberale den såkaldte minimalstat som et ideal.

     For at komme tættere på idealet om minimalstaten skal store dele af den offentlige sektor privatiseres, skatterne skal sænkes, der skal indføres brugerbetaling, og markederne skal afreguleres. Disse klassiske liberale ideer bliver ofte kombineret med konservative værdier som nationalisme, lov og orden og et stærkt forsvar. Det er ofte neoliberalismens økonomiske sider, der står for skud, når liberalismen kritiseres.

Liberalismen dukkede ifølge artiklen 'Liberalisme' på danmarkshistorien.dk (se kilder) op i Danmark i kølvandet på den franske julirevolution i 1830, der for en kort bemærkning smed den franske kongemagt på porten. Derefter udviklede liberalismen i Danmark sig med stor hast.

     De danske liberale i 1830erne kom fra borgerskabet og kæmpede først og fremmest for trykkefrihed og sikring af politisk indflydelse for deres egen klasse. Økonomien spillede en sekundær rolle for den tids liberale.

     For de nationalliberale, som var en særlig gruppe af liberale, var det afgørende, at der blev etableret borgerstyrede nationalstater, der var funderet i de enkelte folk. Nationalliberalismen var ifølge artiklen 'Nationalliberalisme' på danmarkshistorien.dk (se kilder) en afgørende faktor i Europas mange borgerlige revolutioner, der fandt sted i 1848. I Danmark var der samme år også en fredelig revolution drevet af det københavnske borgerskab. Den førte til afskaffelsen af enevælden og vedtagelsen af junigrundloven i 1849.

Efter Danmarks nederlag i krigen mod Østrig og Preussen i 1864 var nationalliberalismen i krise, og andre former for liberalisme vandt frem. Disse liberale strømninger blev repræsenteret af partiet Venstre, der i 1870 blev grundlagt under betegnelsen Det forenede Venstre. De kæmpede blandt andet for et mere reelt demokrati med blandt andet almindelig stemmeret og parlamentarisme, hvilket vil sige, at et flertal i Folketinget kan vælte regeringen.

     I 1905 brød en fraktion ud af Venstre og dannede et nyt parti: Det Radikale Venstre. Det var forankret blandt husmænd på landet og dele af det intellektuelle borgerskab i byerne. Den politiske linje havde et mere socialliberalt snit end hos Venstre.

     I 2007 blev partiet Ny Alliance stiftet og kom ind i Folketinget med 5 mandater ved valget samme år. Allerede i 2008 skiftede partiet navn til Liberal Alliance og ændrede kursen fra en socialliberal linje til en mere klassisk liberal og neoliberal linje.

I de senere årtier er der både i Danmark og internationalt sket en ideologisk sammenblanding mellem de politiske fløje, så det ideologiske udtryk står mindre rent hos de enkelte partier. I Gads historieleksikon (se kilder) anføres det, at socialdemokratiske og socialistiske partier i Europa og Demokraterne i USA har overtaget dele af den neoliberale økonomiske politik. Samtidig har liberale partier, ikke mindst Venstre i Danmark, omfavnet velfærdsstaten og konservative elementer som forsvaret af nationalstaten.

     I november 2016 fik Danmark en ny trekløverregering, der udover De Konservative består af de to erklærede liberale partier, Venstre og Liberal Alliance. I artiklen 'Regeringen er ikke så liberal, at det gør noget' fra Kristeligt Dagblad (se kilder) analyseres regeringsgrundlaget. Konklusionen fra de interviewede eksperter er, at regeringens program på overfladen er liberalt, men at fundamentet er stadig velfærdsstaten.

De liberale værdier er under pres fra mange sider, ikke mindst fra regeringskontorer rundt omkring i verden, hvor Donald Trump, Vladimir Putin og Viktor Orban i Ungarn tordner mod indvandring, frihandel og internationale organisationer. Den amerikanske historiker og journalist Paul Berman skriver i sit essay 'Modrevolutionen' (se kilder), at 50 års liberal revolution, der gav rettigheder til sorte, kvinder og homoseksuelle blev afsluttet med valget af Donald Trump som amerikansk præsident i 2016.

     Den liberale revolution medførte også bindende, internationale samarbejder såsom EU, der nu står svækket under beskydning fra højreorienterede partier overalt i Europa og Storbritanniens Brexit. Berman skriver, at potentielle trusler som terrorisme og indvandring får mange til at længes efter en autoritær leder som Ruslands Vladimir Putin: "I sidste ende forstår vi alle sammen, hvad Putins tillokkelse er. Det er diktaturets tillokkelse. Det er retræten fra det liberale demokrati."

Den danske venstrefløj har i det store og hele taget den politiske liberalisme til sig. Neoliberalismens økonomiske doktriner om afregulering og nedskæringer i den offentlige sektor bliver til gengæld stærkt kritiseret fra dele af den danske og internationale venstrefløj. Kritikken er særligt blevet forstærket i forbindelse med den globale finanskrise fra 2007-2008, som mange mener, blev forårsaget af ureguleret finanskapitalisme.

     Finanskrisen har også sat yderligere fokus på den globale ulighed, som kan illustreres ved, at de otte rigeste mænd i verden ejer lige så meget som de 3,6 milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel af Jordens befolkning, som det er beskrevet i artiklen 'Rapport: Otte mænd ejer nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning' (se kilder).

     SF's daværende næstformand Peter Westermann skrev i 2014 et debatindlæg 'Socialisme giver frihed – liberalisme giver ledighed' (se kilder), hvor han kritiserede liberalistiske politikere for først at have skabt finanskrisen og derefter skære ned i ydelserne til de mange, der er blevet sendt ud i arbejdsløshed: "Hvis nogen sikrer frihed, penge og værdighed til landets borgere, er det da os socialister, der kæmper for at ingen skal miste forsørgelsen. I skarp kontrast til den liberalistiske nedskæringsideologi."