Menneskesmugling

Menneskesmugling er en global forretning, som kriminelle netværk tjener milliarder af kroner på. Men smuglingen har sin baggrund i andet end mafiabander og kriminalitet, for de fleste mennesker, der lader sig smugle over grænserne, gør det, fordi de er desperate for at slippe ud af fattigdom, krig eller andre former for nød. Da det er meget svært at få visum til rige lande som f.eks. Danmark, vælger mange at rejse illegalt ind i disse lande ved hjælp af menneskesmuglere, som kan organisere indrejsen. Nogle af de smuglede personer bliver fanget eller dør undervejs, mens andre bliver ofre for menneskehandel. Menneskesmuglingen er et voksende problem, som regeringer i bl.a. Danmark forsøger at bekæmpe ved at overvåge grænserne og optrævle de kriminelle netværk, som står bag meget af menneskesmuglingen. Men så længe der er mennesker, som er desperate for at slippe væk fra krig og fattigdom, er det svært at bremse menneskesmuglingen.

Når mennesker transporteres illegalt over grænser, er der tale om menneskesmugling. Målet med transporten kan være at søge asyl i modtagerlandet eller at leve illegalt i modtagerlandet. Menneskesmugling er som regel en aftale, der indgås mellem menneskesmugler og migrant. Migranten betaler for at blive smuglet over en eller flere grænser. Ifølge hjemmesiden for Center mod Menneskehandel (se kilder) er menneskesmugling kendetegnet ved følgende fire forhold:

• De fleste, der smugles, har givet deres samtykke – de vil migrere 
• Menneskesmugling går altid over grænser 
• Forholdet mellem smugler og migrant stopper, når grænsen nås 
• Smuglerne tjener penge på hver person, der smugles

     Nogle definitioner på menneskesmugling omfatter dog også smugling af mennesker, hvor smuglerne ikke tjener penge på de personer, der smugles, og hvor samarbejdet også kan fortsætte, når grænsen nås.

Betegnelserne menneskesmugling bruges ofte nærmest i flæng sammen med betegnelsen trafficking eller menneskehandel. Det er dog ikke synonyme begreber. Menneskesmugling bruges generelt om det illegalt at smugle personer på tværs af landegrænser, typisk mod betaling. Trafficking eller menneskehandel blev oprindeligt brugt mere snævert om handel med kvinder og børn inden for et land eller mellem lande med henblik på seksuel eller arbejdsmæssig udnyttelse. I dag bruges trafficking og menneskehandel bredere, sådan at det også kan omfatte menneskesmugling. Generelt kan det dog siges, at menneskesmugling typisk finder sted med de smuglede personers samtykke, mens menneskehandel typisk involverer tvang. Menneskehandel er heller ikke nødvendigvis forbundet med grænseoverskridende kriminalitet eller illegal indvandring, sådan som menneskesmugling er. Der kan dog være flydende grænser, og nogle organisationer, der arbejder med forskning i og bekæmpelse af menneskesmugling og trafficking, skelner ikke skarpt mellem de to begreber. FN skelner dog generelt mellem menneskesmugling, der på grund af sin grænseoverskridende karakter kan siges at være et brud på en stats suverænitet, hvorimod menneskehandel først og fremmest opfattes som et brud på ofrenes menneskerettigheder.    Forskellen på menneskesmugling og menneskehandel beskrives på Center mod Menneskehandels skolesite (se kilder).

Den mest udbredte form for menneskesmugling udføres for at tjene penge på de mennesker, der af en eller anden grund er villige til at lade sig smugle. Det er altså smugling med profit for øje, og den udføres ofte af mennesker, som er involveret i flere forskellige former for kriminalitet, og som anser mennesker for en ’vare’ blandt flere, som de kan tjene penge på at smugle eller sælge. I en del tilfælde er menneskesmugling en del af menneskehandel, hvor personerne smugles som en del af udnyttelse, hvor de f.eks. bliver brugt i prostitution eller slavearbejde, og det er herfra, indtægterne til bagmændene kommer.    Der findes dog også menneskesmugling, som udføres af humanitære årsager. Det kan f.eks. dreje sig om mennesker, der hjælper flygtninge med at komme i sikkerhed i et land, som de ikke umiddelbart har adgang til at rejse til for at søge asyl.

Der kan være flydende grænser mellem de forskellige former for menneskesmugling. F.eks. nævnes jødetransporterne over Øresund i 1943 ofte som et eksempel på humanitær menneskesmugling. I løbet af få måneder blev 7000 jøder smuglet fra Danmark til Sverige for at de kunne undslippe nazisternes forfølgelse. Andre lignende eksempler er udsmuglingen af systemkritikere fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa samt Kina. Både jødetransporterne og flere af de andre eksempler, der nævnes som humanitær menneskesmugling, har dog også involveret betaling for smuglingen, og nogle forskere mener, at en del af de fiskere, der smuglede jøder over Øresund, primært gjorde det for pengenes skyld.

Så længe der har været grænser og grænsekontrol, har der eksisteret menneskesmugling. Men især den organiserede form for menneskesmugling, som kriminelle organisationer står bag, og som alene finder sted for pengenes skyld, er steget meget i de seneste 10-20 år.    Antallet af menneskesmuglere og mennesker, der lader sig smugle, stiger i takt med antallet af flygtninge og med migranter i det hele taget. Der er over 50 millioner flygtninge i verden, og mange af dem har ikke andre muligheder for at komme til et sikkert land i nærområdet eller i Vesten end at benytte sig af menneskesmuglere. Krigen i Syrien har betydet, at antallet af mennesker, der søger over Middelhavet til Europa i synkefærdige både er f.eks. steget voldsomt de senere år. I 2014 sejlede omkring 220.000 mennesker ud i både på Middelhavet i håb om at komme til Europa. Mange af dem var flygtninge fra f.eks. Syrien, andre fattige migranter fra Afrika syd for Sahara.   I 2014 kom der over 276.000 illegale indvandrere ind i EU, hvilket var dobbelt så mange som året før.

Menneskesmuglere hjælper andre til ulovligt at komme ind i et land. En del af dem indgår i kriminelle netværk, der opererer på tværs af grænserne og bliver betalt for at organisere transporten. Der findes dog også eksempler på menneskesmuglere, der hjælper andre af humanitære årsager; det kan være mennesker, som er lykkedes med at flygte fra krig eller fattigdom og hjælper andre med det samme, eller som selv er på flugt. Det gælder f.eks. en del af de ’kaptajner’, som styrer skibe med flygtninge over Middelhavet. Ifølge artiklen ”Immigranter er også en forretning” i Information den 16. juni 2014 (se kilder) er disse ’kaptajner’ ”i mange tilfælde blot selv flygtninge, der håber på en gratis plads om bord, nemlig den plads, der er reserveret til båden fører, kaptajnen.”    Der er også eksempler på taxachauffører, der har kørt asylsøgere over grænsen fra f.eks. Tyskland til Danmark og efterfølgende er blevet dømt for menneskesmugling, fordi de skulle have tjekket, om kunderne havde gyldige pas og visum.    Nogle smuglere specialiserer sig i at fragte mennesker på en bestemt rute, f.eks. over Middelhavet. Men der findes også kriminelle netværk, som sælger en række ’ydelser’ til desperate mennesker, der ønsker at søge asyl eller få illegalt ophold i et andet land. Det kan f.eks. hjælpe med at skaffe falske identitetspapirer, arrangere rejsen og sørge for opholdssteder og andre former for hjælp i de lande, som migranterne smugles igennem. Nogle organiserer også illegalt arbejde i de lande, migranterne har som mål for deres rejse.    Ofte er de kriminelle netværk også involveret i andre kriminelle aktiviteter, f.eks. smugling og salg af narkotika og våben. Mafiaorganisationer i bl.a. Kina, Japan, Rusland og Italien er kendt for at være involveret i både menneskesmugling og andre former for organiseret kriminalitet.   Man kan altså anskue menneskesmuglere som kriminelle, men også som en form forretningsfolk. I en artikel i Information den 12. december 2014 (se kilder) beskriver en politiinspektør fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) det således: ”Menneskesmuglerne er forretningsfolk, der bare beskæftiger sig med ulovlige forretninger. De kigger på markedet, og hvor man kan afsætte ’varer’.”

De mennesker, der betaler menneskesmuglere for at komme illegalt over en grænse, har typisk ikke andre muligheder. De er desperate efter at komme væk fra enten krig, diktatur eller fattigdom og for at opnå sikkerhed eller muligheder for at tjene penge og forsørge sig selv og deres familie. Nogle har penge til at betale for en nogenlunde sikker og hurtig rejse, mens andre må sætte sig i gæld for at rejse en kort etape, hvorefter de arbejder eller begår kriminalitet eller tigger for at skaffe penge til den videre rejse.    Størstedelen af dem, der forsøger at nå Europa, er flygtet fra krige og diktaturer. Men der er også mange andre, nemlig dem, der vælger at tage chancen for økonomisk at få et bedre liv. Af dem, der krydser eller forsøger at krydse Middelhavet, er der mange flygtninge fra Syrien, Eritrea og Afghanistan, der har en chance for at opnå politisk asyl i et EU-land. Andre, fra eksempelvis Nigeria, Mali, Senegal eller Gambia, har ikke store chancer for at opnå politisk asyl, men håber på at finde sort arbejde i Europa. Eksempler på motiverne bag at lade sig smugle til Europa fremgår af artiklen ”Immigranter er også en forretning” i Information den 16. juni 2014 (se kilder).

Menneskesmuglingen kan ses som et udtryk for, at der er nogle mennesker, som har et meget stærkt ønske om eller behov for at flytte sig over grænser, og at dette behov kun kan opfyldes ved hjælp af smugling. Migrationsforsker ved Roskilde Universitets Center Christian Groes-Green formulerer det således i artiklen ”Menneskehandel er også vores skyld” (se kilder): ”Menneskesmuglere findes, fordi folk ikke kan rejse frit ind i Europa. Hvis man skal ind i Europa, så er der efterhånden kun én vej, og det er at blive smuglet ind eller handlet ind. Lovgivningen og at vi i stigende grad lukker grænserne mod omverdenen er årsagen til, at der findes menneskesmuglere, der kan skaffe folk ind i landene på ulovlig vis. Hver gang man laver et initiativ mod indvandring, så skaber man også et miljø, hvor migranterne bliver afhængige af kriminelle for at komme ind i Europa”.   Markedskræfterne er en anden faktor, påpeger Nina Nyberg Sørensen, socialantropolog og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i artiklen ”Immigranter er også en forretning” (se kilder): ”Vi forestiller os, at vi kan lave et skjold (mod flygtninge, red.), men det er fuldstændigt umuligt. Samtidig er det helt usandsynligt, at folk ikke vil forsøge alligevel, når uligheden er så stor.”   Et eksempel på de årsager, der ligger bag menneskesmugling, beskrives i artiklen ”Afghanistans menneskesmuglere har gyldne tider” i Information den 22. januar 2012 (se kilder). Her beskrives det, hvordan menneskesmugling er en stigende og lukrativ forretning i Kabul, og at især to faktorer spiller ind på den stigende omsætning i menneskesmuglingsindustrien: ”Den stigende frygt blandt mange afghanere for deres lands fremtid og tilstedeværelsen af en gruppe af velhavende og veluddannede afghanere, der har råd til hans store honorarer.”

Menneskesmugling eller organiseret illegal indvandring er et stadig større globalt problem, men størst i USA og Europa. Smuglingen finder sted på mange forskellige ruter, som ændrer sig afhængig af, hvordan reglerne for migration og asyl ændrer sig, og afhængig af hvorfra nye strømme af flygtninge og migranter kommer.   Migranterne kan dog sjældent selv bestemme, hvor de ender henne, da de er overladt til menneskesmuglernes forgodtbefindende. Nogle menneskesmuglere sælger dog rejser til bestemte lande, som de ligefrem gør reklame for blandt potentielle kunder. I en artikel i Information den 12. december 2014 (se kilder) beskriver en politiinspektør fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) det således: ”Der er agenter for de her menneskesmuglerorganisationer, som rent faktisk promoverer Danmark.”    I de senere år er antallet af illegale migranter, der rejser over Middelhavet fra Afrika til Europa, steget voldsomt, ligesom der også er et stort antal afghanere, der søger fra Afghanistan til Grækenland via Tyrkiet. Desuden har der i årtier været en tæt trafik af illegale migranter over grænsen fra Mexico til USA. Menneskesmugling er også udbredt i Kina, bl.a. i sammenhæng med menneskehandel og salg af kvinder og børn til adoption eller prostitution. Ifølge artiklen ”I slangehovedernes land” i Information den 17. marts 2005 (se kilder) udvandrer 80.000-100.000 kinesere hvert år illegalt, langt de fleste formodentlig med hjælp fra menneskesmuglere.

I 1980'erne og 1990'erne voksede strømmen af flygtninge til de vesteuropæiske lande dramatisk. Årsagerne var uroligheder, krige og borgerkrige i lande såvel uden for Europa som inden for Europa. Antallet af asylsøgere kulminerede i 1992 med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Krigen førte til, at mindst 4 mio. mennesker blev sendt på flugt. Heraf søgte cirka 700.000 om asyl i Vesteuropa. Antallet af asylsøgere faldt igen efter 1993 som følge af stramningerne i EU-landenes asyllovgivning, men samtidig steg antallet af illegale indvandrere og flygtninge, som passerede grænserne til EU. Med krigen i Syrien og mange andre kriser og konflikter er antallet af flygtninge igen steget. Flere flygtningeorganisationer mener, at stigningen i antallet af illegale indvandrere til EU-landene til dels er selvforskyldt, fordi EU har strammet den fælles asyllovgivning så meget, at flygtninge med reelt behov søger at komme ind i landene på illegal vis.

Bagmændene har forskellig nationalitet og opererer fra forskellige lande. Der er ofte tale om international kriminalitet, hvor forretningsfolk gennem flere led hyrer underentreprenører, som står for transport, dokumenter og vejvisning. De illegale indvandrere transporteres ad mange ruter til Europa. Ruterne afhænger af forskellige faktorer, såsom afstanden mellem oprindelsesland og destinationsland, den politiske situation i forskellige transitlande, grænsekontrol samt korruptionsforhold i de enkelte lande. Det er langt fra altid den korteste rute, der vælges mellem udrejselandet og destinationslandet. En transport kan vare fra nogle få uger, måneder og helt op til år afhængig af, hvor mange komplikationer der opstår undervejs. Den kan finde sted med båd, bil, bus, købebiler, godsvogne eller mere ’kreative’ løsninger som lastbiler camoufleret som Røde Kors-køretøjer. Menneskesmugling hænger dog tæt sammen med og er en del af det, der kan kaldes migrationsindustrien, og som også omfatter legale busselskaber og lign. Sammenhængen mellem migrationsindustri og menneskesmugling beskrives i artiklen ”En døende bussektor blev reddet af udvandring” i Information den 12. september 2010 (se kilder).

Da der er tale om ulovlig migration, er der ingen kontrol med menneskesmuglerne, og transporten foregår ofte under farlige forhold. Migranterne betaler typisk mange penge uden at vide, om de reelt kommer sikkert frem. Illegale indvandrere dør på forskellige måder under deres ofte farefulde transport. Flugtruterne går over bjerge, minebelagte områder, floder eller have. De fryser til døde i kølevogne eller kvæles af røg i lastrum på færger og skibe, eller de drukner, når båden eller skibet kæntrer. Der har de seneste år været mange eksempler på kæntringsulykker med hundredvis af døde bådflygtninge i Middelhavet, og det vurderes ifølge artiklen ”Kan menneskesmuglere stoppes med mere kontrol?” (se kilder), at ca. 20.000 mennesker er druknet på vej mod Europa de seneste 20 år.    Også i Rio Grande-floden på grænsen mellem USA og Mexico er der eksempler på migranter, der drukner under forsøget på at rejse illegalt ind i USA, og der er eksempler på migranter, der bliver efterladt i ørkenen undervejs til grænsen og dør af tørst.

Menneskesmuglerne sørger typisk for, at de illegale migranter rejser uden legitimationspapirer eller andre dokumenter, der kan afsløre deres rejserute. Så migranterne ankommer typisk til det land, de er blevet smuglet ind i, uden papirer og ofte også uden viden om det nye land, hverken med hensyn til kultur, sprog eller landets love. De er sårbare og udsatte for udnyttelse, fordi de ofte er i et gældsafhængighedsforhold til menneskesmuglerne.   Andre er mere heldige og kan ved ankomsten få hjælp af andre migranter af samme nationalitet. Nogle søger asyl, og blandt disse får en del opholdstilladelse. Mange sidder dog længe i lejre og centre i f.eks. Italien, Grækenland og Spanien under barske forhold, og får de afslag på asyl og sendes ud af landet, er de ofte dybt forgældede og dermed fattigere end nogensinde. Nogle går under jorden, når de får afslag på asyl og forsøger at komme videre til et andet land. Især i Sydeuropa er der et stort illegalt jobmarked, hvor illegale indvandrere arbejder under barske vilkår og til meget lave lønninger inden for f.eks. byggebranchen og landbruget.

En del af de kriminelle netværk, der smugler mennesker, bruger de samme ruter til at smugle f.eks. narko eller våben. Menneskesmugling er ofte også koblet til sager om menneskehandel, slaveri, prostitution, dokumentfalsk, bestikkelse og lign. Det fremgår bl.a. af en artikel i Politiken den 18. oktober 2014 (se kilder). I artiklen siger lederen af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC): ”Det er ikke bare min vurdering, men det internationale politisamfunds vurdering, at det er blevet en forretning, som ligger på linje med narkotikasmugling. Det er en af de største indtægtskilder inden for organiseret kriminalitet.”   Ofte har den illegale indvandrer kun betalt for en del af transporten, og i nogen tilfælde har smuglerorganisationen lagt ud for hele betalingen af transporten. Når den illegale indvandrer kommer frem til bestemmelseslandet, tvinges han eller hun ofte til at involvere sig i kriminelle aktiviteter, for eksempel prostitution, narkotikasmugling, tiggeri og sort arbejde for at betale af på sin gæld. Undertiden er de illegale indvandrere ikke kun udsat for økonomisk udnyttelse, men også udsat for seksuel udnyttelse, vold og mishandling samt andre brud på deres fundamentale menneskerettigheder. På trods af dette er mange indvandrere tøvende over for at anmelde forbrydelser begået mod dem til de lokale myndigheder, fordi de er bange for repressalier fra menneskesmuglernes side.

Da menneskesmuglerne tjener deres penge ulovligt, er det svært at afgøre, hvor stor fortjenesten er. Generelt stiger priserne, når presset for at komme over en bestemt grænse øges. Således kan flygtninge fra Syrien, hvorfra millioner af mennesker er flygtet de senere år på grund af krig, fortælle, at prisen for at komme fra Syrien til et sikkert land i Europa kan være 10.000 euro eller mere. Samme pris nævnes i artiklen ”Immigranter er også en forretning” i Information den 16. juni 2014 (se kilder) for rejsen fra f.eks. en landsby i Ghana eller Nigeria til Europa. I samme artikel nævnes en vurdering fra Dansk Flygtningehjælp, som lyder på, at alene transporten af migranter over Middelhavet fra Libyen til Italien er en forretning til langt over 100 millioner dollars om året.   Migrationsforskere kan se tendenser til, at priserne stiger i takt med, at grænsekontrollen øges, og menneskesmuglernes risiko for at blive afsløret og straffet derfor også stiger. Migrationsforsker Helle Stenum vurderer i en artikel i Politiken den 18. oktober 2014 (se kilder), at menneskesmugling i dag en langt større forretning end tidligere, blandt andet fordi det er blevet sværere at komme til Danmark og andre EU-lande: ”Organiserede menneskesmuglere opererer efter almindelige markedsmekanismer. Jo flere der vil ind, og jo mere risikofyldt det bliver, jo højere bliver prisen, for man er afhængig af smuglernes netværk.”

I EU er der de senere år kommet stort fokus på problemer med menneskehandel, illegal indvandring og menneskehandel. Især har der været meget politisk debat om illegale indvandrere, særligt de mange bådflygtninge, der søger til Italien, Spanien og Grækenland fra især Libyen og Tyrkiet. I EU fokuseres først og fremmest på det ulovlige i den illegale indvandring og på, hvordan man kan skære grænsekontrollen, så færre mennesker smugles ind i EU. Der har dog også – især i forbindelse med bådflygtningene – været debat om, at EU’s grænsekontrol og forsøget på at forhindre indvandring er medvirkende til, at desperate mennesker dør under forsøg på at komme ind i EU, bl.a. ved at drukne i Middelhavet.    Hidtil har EU dog især skærpet sin grænsekontrol og fokuseret på at straffe de illegale indvandrere. Det skyldes bl.a., at det er vanskeligt at finde frem til bagmændene, som organiserer den illegale indvandring. Samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet og illegal indvandring er dog også blevet øget, blandt andet med oprettelsen af Europol, EU’s politisamarbejde, som gør det muligt for medlemslandene at udveksle oplysninger eftersøgte personer.   Europol, oprettede i 2015 en afdeling, Joint Operation Team (JOT) Mare, der skal efterforske de kriminelle netværk, som står bag menneskesmugling via Middelhavet. Den nye afdeling skal bruge efterretninger fra Europol og EU’s medlemslande for at slå ned på kriminelle grupper, som er involveret i smugling – ofte både af mennesker, narko og våben.

I mange af de lande, der grænser op til EU er der ingen forebyggelse eller effektiv kontrol med menneskesmugling, og der er eksempler på, at politifolk, toldere og andre myndighedspersoner lader sig bestikke til at hjælpe menneskesmuglerne med at få folk ud af landet uden de gyldige papirer. Det fremgår af artiklen ”Immigranter også en forretning” i Information den 16. juni 2014 (se kilder). EU har dog også indgået samarbejde med flere af disse lande om at patruljere f.eks. i Middelhavet og stoppe de både, som sejler migranter mod Europa. Det har medført, at en del migranter er blevet tvunget tilbage til lejre i f.eks. Libyen, Tunesien og Marokko, og her er der eksempler på, at de er blevet udsat for overgreb og brud på menneskerettighederne. EU’s forsøg på at forhindre indvandring kan derfor betyde, at mennesker, som har ret til asyl, ikke får mulighed for at søge om det.

Politiet i Danmark har de senere år gjort mere for at opspore og anholde menneskesmuglere. ”Vi anser det for en meget alvorlig forbrydelse, som vi tager dybt seriøst, fordi det drejer sig om personer, som i griskhed udnytter mennesker, der er på flugt fra en krig,” udtaler en vicepolitiinspektør i Politiken den 18. oktober 2014 (se kilder). Ifølge samme artikel satte Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) i efteråret 2014 en operation i gang, hvor de lokale politikredse i samarbejde med EU’s politisamarbejde, Europol, skal jagte de bagmænd, der tjener penge på at smugle flygtninge ind i Danmark og andre EU-lande. Lederen af NEC beskriver i artiklen aktionen således: ”Vi er i gang med første fase, hvor vi koncentrerer os om de såkaldte slusere. Det vil sige chauffører og dem, som sejler en båd hen over Middelhavet eller viser vej hen over et terræn. Dem, som sluser mennesker fra et land til et andet og hjælper over grænserne.”    Når menneskesmuglere bliver anholdt, gennemgår politiet mobiltelefoner, eventuelle dokumenter og notesbøger, og sammen med oplysninger fra afhøringerne bliver materialet sendt til Europol, så efterforskerne der kan se, om de har andre oplysninger om de samme personer. På den måde håber det danske politi, at man i samarbejde med politi i resten af Europa kan finde frem til bagmændene og straffe dem. Antallet af tiltaler for menneskesmugling i Danmark er også steget fra henholdsvis 10 og 11 i 2011 og 2012 til 36 i 2013 og omkring 30 i de første ti måneder af 2014. Det fremgår af samme artikel i Politiken den 18. oktober 2014 (se kilder).

Menneskesmugling kan straffes normalt med bøde eller op til to års fængsel. Men i særligt alvorligt sager, hvor personer har tjent penge på menneskesmugling, kan straffen være op til otte års fængsel. Indtil videre har de fleste straffe dog lydt på mellem tre måneders og to års fængsel. Menneskesmuglingen kan straffes efter Udlændingeloven eller efter en særlig paragraf i Straffeloven om menneskesmugling. Hvor hård straffen bliver, afhænger bl.a. af, hvordan smuglingen er udført, om det har været organiseret og professionelt, og om smuglernes motiv har været at tjene penge. Det er også en skærpende omstændighed, hvis smugleren har udsat de smuglede personer for livsfare.

Der har været en række sager om menneskesmugling, her nævnes blot et par af de mere omtalte:   I 2001 blev fem personer tilsammen ti år og seks måneders fængsel for systematisk og for at tjene penge at have smuglet baltiske kvinder til Danmark og fået dem til at arbejde som prostituerede.    I 2013 blev en filippinsk-født kvinde fra Thisted kendt skyldig i at have hjulpet næsten 500 personer fra Filippinerne med at få visum til Danmark på ulovlig vis. Hun drev et rejsebureau, der solgte pakkerejser inklusive visum, som blev lavet ved, at kvindens bekendte skrev under på, at de var i familie med de filippinske kvinder, der ville til Danmark.

Strafferammen for menneskesmugling er meget forskellig i de enkelte EU-lande, varierende fra en mindre bødestraf over fængselsstraf på 1 til 2 år og op til en maksimumstraf på 25 år i Grækenland. I Australien er lovgivningen for nylig blevet strammet, så maksimumstraffen for organiseret menneskesmugling er blevet hævet til 20 års fængsel.

Nogle forskere mener, at menneskesmugling bedst kan bekæmpes ved, at adgangen til at søge arbejde og asyl i de rige lande, f.eks. i EU, gøres nemmere. Forsker ved Dansk Institut i Internationale Studier (DIIS) Nauja Kleist skriver i artiklen ”Kan menneskesmuglere stoppes med mere kontrol?” (se kilder): ”Markedet blomstrer, fordi det for mange mennesker er blevet vanskeligt eller umuligt at komme ind i Europa ved legal migration. Menneskesmuglere kan, paradoksalt nok, takke Europa for, at de har passagerer til deres både. Den mest effektive måde at ramme dem på er derfor at øge muligheden for legal migration og at give reel mulighed for at søge asyl fra hjemlandet. Så mindskes menneskesmuglernes forretningsgrundlag, for hvem ville tage en overfyldt og faldefærdig båd, hvis der fandtes et sikrere og billigere alternativ?”   En syrisk flygtning, der har fået asyl i Danmark efter at være kommet hertil ved hjælp af en menneskesmugler, bakker synspunktet op i Politiken den 18. oktober 2014 (se kilder) ved at foreslå, at EU åbner sine ambassader i landene omkring Syrien for asylansøgere: ”Politiet skal selvfølgelig bekæmpe smuglerne, men det påvirker prisen dramatisk. Hvis EU åbnede sine ambassader i Tyrkiet, Jordan og Libanon og startede asylprocessen der, kunne folk få klar besked om, hvorvidt de var asylberettigede, og så kunne de måske undgå den farlige og bekostelige vej til Europa”.   Migrationsforsker ved Roskilde Universitets Center Christian Groes-Green nævner i artiklen ”Menneskehandel er også vores skyld” (se kilder) fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene som en måde at forebygge menneskesmugling: ”Vi kunne ændre vores økonomiske politik over for u-landende, og vi kunne lave andre handelsaftaler. Vi kunne godt gøre en masse andre ting. Vi kunne også forsøge at hjælpe kvinderne med at få arbejde i deres hjemlande.”

Udsigterne er ikke umiddelbart gode, vurderer en række forskere. Til trods for massive kampagner rettet mod immigranter fra Afrika, der advarer imod farerne ved at krydse Middelhavet i små overfyldte både, er der fortsat vilje til at forsøge, siger Nina Nyberg Sørensen i artiklen ”Immigranter er også en forretning” i Information den 16. juni 2014 (se kilder): ”forestillingen om, hvor godt livet er på den anden side, er for stærk.”    EU-landenes forsøg på at bremse indvandringen er desuden med til at skabe grundlag for fortsat menneskesmugling, vurderer forsker ved Dansk Institut i Internationale Studier (DIIS) Nauja Kleist i artiklen ”Kan menneskesmuglere stoppes med mere kontrol?” (se kilder): ”Den øgede kontrol og militarisering af Europas grænser betyder altså, at det bliver sværere, dyrere og farligere at migrere. Den betyder ikke at migrationen stopper. Menneskesmugling er en konsekvens af migrationskontrol, ikke årsagen til migration.”