Jødeaktionen 1943

Som et led i nazisternes forsøg på at udrydde den jødiske befolkning i Europa, iværksatte tyskerne natten mellem 1. og 2. oktober 1943 en aktion for at arrestere de danske jøder og deportere dem til koncentrationslejre. Den jødiske menighed i København blev advaret i tide, og en omfattende redning blev sat i gang af modstandsgrupperne. Fra havne på Sjælland blev flere end 7.000 personer smuglet over Øresund til det neutrale Sverige, og de fleste var gået under jorden eller flygtet, før det tyske politi slog til. Knap 500 jøder blev pågrebet og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvorfra de overlevende blev bragt til Sverige i april 1945.

     Evakueringen af flertallet af de danske jøder i forbindelse med jødeaktionen kom til at ændre de allieredes opfattelse af Danmark, som inden da havde stået i et dårligt lys på grund af regeringens samarbejdspolitik med besættelsesmagten. I eftertiden har historikere imidlertid bidraget til at nuancere fortællingen om dansk ’heltemod’, bl.a. ved at sætte fokus på kontrasten mellem redningen af de danske jøder og afvisningen af jødiske flygtninge ved grænsen til Danmark.

     I 2023 bliver 80-året for jødeaktionen markeret i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og bl.a. ngo’en Humanity in Action, der er stiftet for at sætte fokus på de danske jøders flugt fra det tyske politi inden jødeaktionen 1943, og hvad nutidens samfund kan lære af de historiske begivenheder.

I Danmark var der ved Anden Verdenskrigs udbrud omkring 8.000 jøder. I oktober 1943 var de tyske nazister i fuld gang med at udrydde jøder i Europa, hvilken siden er blevet kaldt holocaust (se Faktalinks artikel om Holocaust).

     Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 iværksatte den tyske besættelsesmagt i Danmark en aktion for at arrestere og deportere den jødiske befolkning. Det blev kendt som ’jødeaktionen’. Nogle måneder forinden jødeaktionen var samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt brudt sammen. I løbet af aktionen blev næsten 300 jøder arresteret, mange af dem i deres hjem, og det hemmelige tyske statspoliti Gestapo pågreb flere jøder under flugtforsøg. I alt knap 500 danske jøder blev deporteret. Men den jødiske menighed var blevet advaret, og en omfattende redningsaktion blev sat i gang af modstandsgrupperne med hjælp fra mange almindelige borgere, altså folk, der ikke var organiseret i modstandsgrupper, men som var imod nazisterne og deres forfølgelse af jøderne. Størsteparten af de næsten 8.000 danske jøder, der blev smuglet til Sverige i dagene og timerne op til jødeaktionen, blev det i små fiskekuttere fra den nordsjællandske kyst.

Jøder havde været en minoritet i Danmark siden 1600-tallet, men frem til slutningen af det 19. århundrede udgjorde de kun et par tusinde. Som følge af jødeforfølgelser (progromer) i Østeuropa ankom endnu nogle tusinde jøder til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Af de omkring 8.000 jøder, der boede i Danmark ved udbruddet af Anden Verdenskrig, var størstedelen bosiddende i København. 

     Den antisemitisme (racisme mod jøder), som i det nazistiske Tyskland var udviklet til en udryddelsespolitik, var også udbredt i Danmark. Efter statsbankerotten i 1813 blev jøder gjort til syndebuk, bl.a. fordi den jødiske finansmand David Amsel Meyer (1755-1813) havde været blandt Frederik 6.’s nærmeste økonomiske rådgivere. Konflikten kulminerede i 1819 i den såkaldte ’Jødefejde’, hvor jøder blev angrebet i København og i enkelte andre byer, som det beskrives på Danmarkshistoriens artikel om Jødefejden 1819

.

     Som det beskrives på Dansk Institut for Internationale Studiers hjemmeside folkedrab.dk

  fandtes der også i tiden op til og under holocaust antisemitisme i Danmark og kun få satte spørgsmålstegn ved det nazistiske syn på jøder. Åbenlyse udtryk for antisemitisme blev imidlertid stadigt mindre socialt acceptabelt i Danmark i løbet af 1930erne og 1940erne. De færreste ønskede at blive associeret med barbariet syd for grænsen og med den tyske besættelsesmagt i øvrigt. Udsigten til, at Tyskland ville tabe krigen, betød fra 1943 også, at det blev stadigt vigtigere at vise, at man stod på den rigtige side af historien

Da Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940, blev regeringen stillet over for et svært valg: samarbejde eller modstand. Det sidste ville sikkert føre til, at folkestyret blev afskaffet, og mange troede desuden, at Tyskland snart ville vinde krigen. Regeringen, de store politiske partier og erhvervslivet valgte at samarbejde med besættelsesmagten. Der blev i sommeren 1940 dannet en tværpolitisk samlingsregering, der forhandlede en række handelsaftaler på plads med tyskerne. Regering, folketing og myndigheder, som f.eks. retsvæsen og politi fik lov til at fungere videre, og samfundet kunne fortsætte relativt uanfægtet.

     Prisen for samarbejdspolitikken var store indskrænkninger i borgernes rettigheder. Bl.a. blev det i 1941 forbudt at være kommunist, og hundredvis af kommunister blev arresteret og interneret – dvs. tilbageholdt uden rettergang. Allerede før jødeaktionen begyndte tyskerne at deportere kommunister og andre fanger (f.eks. fra modstandsbevægelsen) til koncentrationslejre i Tyskland.

     Mange danske virksomheder blev pålagt at producere for tyskerne under årene med samarbejdspolitik. Danmark var dermed på mange måder en afgørende brik i den tyske krigsmaskines forsyningskæder. Ifølge historiker Hans Kirchhoff i bogen ”Samarbejde og modstand under besættelsen”

  accepterede befolkningen stort set samarbejdspolitikken frem til sommeren 1943, hvor en række tyske nederlag på bl.a. Østfronten fik mange til at tro, at krigen snart var slut. Antallet af sabotageaktioner steg, og situationen udviklede sig til store generalstrejker og optøjer i en række danske byer. Tyskerne stillede 28. august den danske regering et ultimatum

: Der skulle indføres undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Regeringen valgte at gå af. Dermed var samarbejdspolitikken faldet, og tyskerne så ikke længere nogen grund til at skåne de danske jøder.

Selvom Danmark på grund af samarbejdspolitikken blev mindre hårdt ramt økonomisk i besættelsens første år, havde Anden Verdenskrig også store økonomiske konsekvenser i Danmark, hvor der blev indført rationering allerede før besættelsen. Som det beskrives i Museerne i Fredericias kildesamling om rationering

  blev benzin og kul rationeret i Danmark allerede i september 1939. Som det beskrives i ”Danske modstandskvinder”

  betød det imidlertid også, at modstandsgrupperne let kunne høre, hvis tyskerne kom – de kørte nemlig i benzindrevne køretøjer.

     Inden udgangen af 1940 var yderligere dagligvarer som brød, gryn, smør, margarine og sæbe blevet rationeret. Der var størst mangel på varer, som ikke kunne fremstilles i Danmark, f.eks. kaffe. Arbejdsløsheden var stor og havde været det siden 1930erne. Under besættelsen blev arbejdsløse opfordret til at arbejde for tyskerne – herunder at tage til Tyskland og arbejde.

     Ifølge Danmarkshistoriens opslag om jødeaktionen

  spillede Danmarks betydning for den tyske krigsøkonomi en rolle for Werner Bests beslutning om at tillade, at de danske jøder blev advaret på forhånd: Hvis den jødiske del af befolkningen faktisk blev pågrebet og deporteret, kunne det udløse nye massestrejker og intensiveret sabotage, hvilket ville forstyrre den tyske krigsmaskine på et afgørende tidspunkt i krigen. Muligvis spekulerede han også i, at det ville stille ham selv i et bedre lys i tilfælde af, at Tyskland ikke vandt krigen.

Den jødiske befolkning i Danmark havde indtil oktober 1943 levet i nogenlunde fred, fordi den tyske besættelsesmagt ville holde sig på god fod med den danske regering, der ønskede at jødiske borgere skulle behandles på lige fod med alle andre borgere.

     Som det beskrives på Danmarkshistorien.dk

  havde kommunister derimod allerede siden 1941 været jaget af tyskerne, da den danske regering gik med på det tyske krav om at erklære det kommunistiske parti, DKP, ulovligt, og det danske politi hjalp den tyske besættelsesmagt med at arrestere partimedlemmer. Hundredvis af kommunister blev interneret – dvs. tilbageholdt uden rettergang – i bl.a. Horserød-lejren. Dette blev startskuddet til en egentlig organiseret modstandsbevægelse i Danmark, hvis indsats blev afgørende for redningen af de danske jøder i 1943.

     Samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt var brudt sammen i slutningen af august 1943 i kølvandet på ’Augustoprøret’ – en bølge af strejker, gadeuroligheder og sabotageaktioner.

I nabolandet Norge havde den tyske besættelsesmagt allerede iværksat deportation af den jødiske befolkning året forinden, hvor over en tredjedel af den jødiske befolkning blev sendt i koncentrationslejre. I Danmark derimod nåede flertallet at blive advaret. Den tyske politiske leder i Danmark, Werner Best, foreslog deportationen af de danske jøder i et telegram til Berlin 8. september 1943

. Men Best spillede tilsyneladende et politisk dobbeltspil, skriver historikerne Kreth og Mogensen i bogen ”Flugten til Sverige”

. Den 28. september – altså blot et par dage før jødeaktionen skulle iværksættes – gav han nemlig sin medarbejder, embedsmanden Georg Duckwitz, grønt lys til at advare den jødiske menighed i København. Da langt de fleste jøder boede i København, nåede mange at gå under jorden og flygte til Sverige, før politisoldater i løbet af tre timer natten mellem 1. og 2. oktober bankede på døren.

     Selvom flertallet af jøderne lykkedes med at komme i sikkerhed, var det langt fra ufarligt at flygte over sundet til Sverige. Som det beskrives på hjemmesiden Oktober 1943

  var der både drukneulykker og stikkere, som førte til arrestationer af jøder under flugten. Der var også nogle familier, som så sig nødsaget til at skjule deres børn i Danmark, da de selv flygtede til Sverige.

At få sendt så mange mennesker over sundet, uden at tyskerne opdagede det, var en kæmpe operation, der krævede mange menneskers indsats. Der skulle skaffes skjulesteder rundt omkring på Sjælland, indtil overfarten kunne arrangeres, og fra deres skjulesteder skulle de jødiske flygtninge transporteres til kysten, hvorfra de blev samlet op af fiskekuttere og andre mindre både. Modstandsgrupperne spillede en central rolle, men der var også mange almindelige danskere, som ikke tidligere havde været involveret i modstandsarbejdet eller kun perifert involveret, som nu kastede sig ind i arbejdet med at få deres medborgere i sikkerhed.

     Også politiske beslutninger på den anden side af Øresund gjorde redningen af de danske jøder mulig. Den svenske regering udstedte udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930’erne.

     Svenskerne sendte deres kystvagt ud for at tage imod de danske fiskekuttere, når de sejlede på tærsklen til svensk farvand, ligesom meget blev gjort for at hjælpe de danske flygtninge efter deres ankomst til Sverige.

     Kystpatruljeringen fra dansk side var stort set sat ud af funktion i hele oktober måned, hvilket gjorde det lettere at smugle flygtninge over sundet. Det skyldtes dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen, var blevet interneret og dels at værnemagten endnu ikke selv var begyndt at patruljere kysten. Meget tyder i øvrigt på, at repræsentanterne for de tyske myndigheder generelt forsøgte at lukke øjnene for evakueringen af de danske jøder.

Under samarbejdspolitikkens år fra besættelsen 9. april til regeringens afgang 29. august 1943 medvirkede de danske myndigheder til at arrestere, internere og retsforfølge medlemmer af kommunistiske partier og grupper samt personer, der udførte eller bistod modstandsgruppernes sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt. Flygtninge, der kom til den danske grænse, men som blev afvist, blev også i mange tilfælde overleveret af de danske myndigheder til det tyske Gestapo. Fra oktober 1943 blev de jøder, der ikke var nået at flygte eller gå under jorden, også arresteret og deporteret.

Ifølge hjemmesiden folkedrab.dk’s opslag om koncentrationslejrene

  blev i alt omkring 6.000 danskere sendt til fængsler og koncentrationslejre i Tyskland, primært fra efteråret 1943 og frem. Foruden 481 jøder, drejede det sig om 2.850 modstandsfolk, 1.900 politifolk, 141 grænsegendarmer, 150 kommunister og 450 defineret som ”asociale”. Omkring 600 danskere omkom i lejrene eller kort efter evakueringen på grund af sult og sygdom. De danske jøder, som blev arresteret fra 1. oktober 1943, blev sendt til Theresienstadt. Det var ikke en udryddelseslejr som fx Auschwitz, men det var en lejr præget af sult og sygdom. Flere end 50 danskere døde i Theresienstadt. Flere end 7.000 danske jøder overlevede imidlertid jødeaktionen og besættelsen, fordi de var blevet evakueret til Sverige i tide, eller lykkedes med at forblive under jorden i Danmark i skjul hos medborgere.

Redningen af de fleste danske jøder fra oktober 1943 og flere måneder frem fik afgørende betydning for de allieredes opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. På grund af den danske regerings beslutning om at samarbejde med besættelsesmagten frem for at yde modstand, havde der hersket tvivl om Danmarks engagement i kampen mod tyskerne. Efterhånden som modstandsbevægelsen i løbet af besættelsen blev mere organiseret og omfattende – og indledte samarbejde med det britiske SOE om sabotageaktioner – begyndte opfattelsen langsomt at vende. Det virkelige vendepunkt blev befolkningens indsats for at bringe de danske jøder i sikkerhed i Sverige i forbindelse med jødeaktionen. Herfra blev fortællingen, at mange i den danske befolkning aktivt bekæmpede nazismen.

     Også den kollektive historiebevidsthed i Danmark blev præget af begivenhederne fra oktober 1943. I efterkrigstidens Danmark er fortællingen om redningen blevet udlagt som et bevis på danske politikeres og befolkningens modstandsvilje under besættelsen, og historikeres forsøg på at nuancere billedet – f.eks. ved at sætte fokus på dem, der tjente penge på sejladserne – er ofte blevet mødt med kritik af parter, der selv var involveret i redningen.

I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som et eksempel på modstandskraft og medmenneskelighed. Begivenheden bliver omtalt som ”den danske undtagelse” og ”et mirakel”, fordi Danmark er det eneste land, hvor langt flertallet af den jødiske befolkning overlevede krigen. At så mange kunne reddes skyldes imidlertid også de rent praktiske omstændigheder: at nabolandet Sverige var neutralt og meget tæt på med en grænseovergang, der faktisk var mulig at passere.

     Redningsindsatsen som svar på tyskernes jødeaktion havde den konkrete betydning, at anslået 95 procent af jøderne i Danmark overlevede krigen. Af dem, der blev taget til fange og bragt til Theresienstadt, var det omkring 10 procent, der døde, selvom det ikke var en egentlig udryddelseslejr. De andre danske jøder, der omkom under krigen, døde under flugten, f.eks. fordi de blev opdaget og skudt af Gestapo, eller fordi deres både kæntrede under sejladsen til Sverige.

     Efter krigen bredte der sig, hvad en af modstandsfolkene i dokumentarserien ”Danske modstandskvinder” kalder ”den store tavshed”. Mange valgte slet ikke at tale om det, de havde oplevet, hverken med hinanden eller med andre. Livet skulle gå videre, og i 1940erne var der endnu ikke megen viden om, hvordan oplevelser som dem, modstandsfolk og flygtninge havde været udsat for, kunne give ar på sjælen, eller hvad man kunne gøre for at bearbejde oplevelserne, så folk ikke udviklede det, man i dag kalder posttraumatisk stress. Det var dog i forbindelse med Anden Verdenskrig at forståelsen for varige psykiske mén efter voldsomme oplevelser begyndte at blive udviklet.

Evakueringen af de danske jøder i oktober 1943 var enestående i et Europa, hvor nazisternes jødeudryddelse på dette tidspunkt var på sit højeste. Langt størstedelen af de danske jøder overlevede krigen. Det er typisk blevet tilskrevet den danske befolknings heltemodige indsats i evakueringen, og den medmenneskelighed, det var udtryk for. Redningen af de danske jøder blev imidlertid også muliggjort af de praktisk-geografiske forhold, som ikke var til stede andre steder i Europa: at nabolandet Sverige var neutralt, og at grænsen over Øresund ikke blev nidkært bevogtet.

     Ifølge historiker Sofie Bak i bogen ”Jødeaktionen oktober 1943”

  har historikere også siden problematiseret heltefortællingen. Især Werner Bests rolle og motiver for at advare jøderne har været omdiskuteret. Det samme har den urimeligt høje betaling, som flere fiskere og bådførere tog for at sejle jøderne til Sverige. Endelig har bl.a. Lone Rünitz

  fremhævet kontrasten til de danske myndigheders politik over for jødiske flygtninge fra Tyskland før oktober 1943. Mange ikke-danske jøder blev nemlig afvist, når de forsøgte at flygte til Danmark, udvist til Tyskland eller direkte udleveret til Gestapo under besættelsen.

Jødeaktionen og redningen af de danske jøder bliver i dag stadig brugt som et af de centrale argumenter for, at den danske befolkning stod på ’den rigtige side af historien’ under Anden Verdenskrig. 

     De jødiske samfund i Danmark og rundt omkring i verden bruger begivenheden som et eksempel på, at der var ”lys i mørket” under krigen. Det bliver også brugt – som markeringen af 80-året er et eksempel på – som påmindelse om antisemitismens konsekvenser og vigtigheden af at forhindre, at noget lignende kan ske igen.

     I en indsats for at bringe international opmærksomhed tilbage på oktober 1943, har Humanity in Action blandt andet lavet den animerede kortfilmstrilogi ”Traces: Portraits of Resistance, Survival and Resolve”

. Humanity in Action mener der er vigtig læring i historierne om jødeaktionen og redningen af de danske jøder i en tid, hvor verden fortsat kæmper med krig, forfølgelse, flygtningestrømme og antisemitisme.

     I 2023 er Dansk Jødisk Museum, Det Jødiske Samfund i Danmark og Humanity in Action gået sammen med Udenrigsministeriet om at markere 80-året for redningen af de danske jøder. Om baggrunden for markeringen skriver de på hjemmesiden 80aaret.dk

:

     ”Vi lever i en tid, hvor de sidste vidner til historien langsomt forsvinder. Vi står ved en skillelinje, hvor det bliver vigtigere end nogensinde at både høre og bevare vidnesbyrdene fra de overlevende og erindre begivenhederne, der fortsat er sørgeligt aktuelle i en tid med fortsat krig, forfølgelse og flygtningestrømme og hvor antisemitismen fortsat lever også i Danmark. (…) Erindringen er vores fælles ansvar og vores eneste måde at forebygge gentagelse.”