Seksuelle overgreb mod børn i Danmark

Seksuelle overgreb mod børn og unge finder sted over hele verden. De fleste bliver misbrugt af et familiemedlem, men overgrebene kan også ske uden for familien. Overgrebene har forskellig karakter. Nogle børn bliver udsat for blotteri eller seksuel berøring, mens andre bliver tvunget til samleje. Alle børn uanset alder, køn og social klasse kan blive udsat for overgreb, men ofrene er hovedsageligt piger fra socialt belastede hjem. At blive misbrugt seksuelt kan påvirke offeret både psykisk og fysisk, og mange ofre er plaget af mén fra overgrebet resten af deres liv.

     I de seneste år er der kommet øget opmærksomhed på sager om seksuelle overgreb mod børn i Danmark. Det har vist sig, at flere kommuner ikke er gode nok til at skride ind over for mennesker, der begår overgreb, og at adskillige børn derfor er blevet ladt i stikken. Det har fået politikerne til at stramme reglerne for kommunerne og for voksne, der omgås børn. Og senest er Slagelse Kommune blevet dømt til at betale erstatning for at have svigtet deres handlepligt overfor tre misbrugte piger.

er findes mange forskellige definitioner på, hvad seksuelle overgreb mod børn og unge er. I en stor dansk undersøgelse ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” (se kilder) bliver overgrebene defineret som en seksuel handling, barnet ikke kan forstå og ikke er modent til eller kan give samtykke til. Den, der begår overgrebet, bliver kaldt en krænker, og overgrebene baserer sig på krænkerens behov. Vedkommende udnytter barnets afhængighed af sig eller sin egen magtposition til at gennemføre den seksuelle handling.

     I den danske straffelov er der ikke en klar definition på, hvad et seksuelt overgreb er, men det fremgår, hvad der er strafbart. Ifølge Red Barnets omskrivelse af lovparagrafferne i hæftet ”Når voksne krænker” (se kilder) er det ulovligt at have samleje eller anden kønslig omgang (oralsex, analsex eller at føre fingre eller genstande ind i skeden eller anus):

• med børn under den seksuelle lavalder (15 år). 
• mellem børn og unge under 18 år og ældre familiemedlemmer eller søskende (incest). 
• mellem børn og unge under 18 år og deres adoptivforældre, plejeforældre, opdragere eller undervisere. 
• med børn og unge under 18 år, hvis barnet tjener på det (prostitution).

     Derudover er det ulovligt at bruge børn og unge under 18 år som pornomodeller, og det er strafbart at udsætte dem for blufærdighedskrænkelse, som vil sige at blotte sig for dem, beføle dem eller bruge sjofelt sprog over for dem.

     Undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” viser, at det er anden kønslig omgang end samleje, der er den hyppigste form for seksuelt overgreb. Halvdelen af de ofre, der optræder i undersøgelsen, har været udsat for anden kønslig omgang end samleje. Mellem 12 og 24 % er blevet tvunget til samleje, og mellem 30 og 50 % har været udsat for blufærdighedskrænkelse. De færreste sager handler om, at børn er blevet fotograferet eller optaget på film, og mindre end 8 % af ofrene har oplevet, at andre har købt seksuelle ydelser af dem.

Både drenge og piger på tværs af alder og sociale lag kan blive udsat for seksuelle overgreb. Dog bliver flere piger end drenge seksuelt misbrugt. Undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” (se kilder) viser, at i tre ud af fire misbrugssager er offeret en pige. Af samme undersøgelse fremgår det, at over halvdelen af de børn og unge, der har været udsat for overgreb, er vokset op i brudte hjem. Omkring halvdelen er blevet slået af deres forældre eller har overværet vold i familien, og næsten halvdelen af ofrenes forældre er psykisk syge og/ eller har et misbrug, der gør, at deres barn lider af omsorgssvigt.

     Rapporten ”Overgreb mod børn” (se kilder) fastslår, at socialt svage børn, der mangler tryghed hjemmefra, generelt har større risiko for at blive udsat for overgreb. De udsatte børn bliver i højere grad seksuelt misbrugt, fordi de har behov for den omsorg og opmærksomhed, som krænkeren giver, og de er mere modtagelige over for den manipulation, som krænkeren benytter for at gøre overgrebet muligt. Forklaringen er ifølge hæftet ”Seksuelle overgreb mod børn og unge – En antologi om forebyggelse og behandling” (se kilder), at udsatte børn ofte forveksler seksuelle overgreb med omsorg, fordi voksne i deres opvækst ikke har lært dem at skelne. Af den grund får de ikke trukket deres egne grænser.

     Foruden de socialt udsatte, er handicappede børn og unge en helt særlig risikogruppe og har to til tre gange større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb end andre børn, da de har endnu sværere ved at sige fra.

     Undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” (se kilder) viser desuden, at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har været udsat for seksuelle overgreb i højere grad end deres jævnaldrende. Og samme undersøgelse fastslår, at gennemsnitsalderen ved det første overgreb er omkring 7 år, men der er sager, hvor børn er blevet seksuelt misbrugt helt ned til spædbarnsalderen.

Det er en gammel myte, at dem, der begår seksuelle overgreb mod børn, er børnelokkere med lange frakker. Forskning viser, at krænkerne er meget forskellige, men der er dog nogle fællestræk.

     Det største fællestegn er, at tre ud af fire af krænkerne er mænd. Ifølge undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” (se kilder) er over halvdelen af dem i familie med deres ofre. Det kan være forældre, søskende, bedsteforældre, stedfamilie eller andre familiemedlemmer. Deres alder varierer. I undersøgelsen er den yngste krænker syv år gammel, mens den ældste er 70 år.

     Ifølge organisationen Red Barnet (se kilder) kan en seksuel krænker være en tillidsvækkende person, som man ikke lige umiddelbart vil mistænke for at begå seksuelle overgreb. Fælles for krænkerne er, at de længe før det seksuelle overgreb har haft seksuelle fantasier om børn.

Det er svært at give et præcist tal for, hvor mange børn og unge under 18 år, der bliver udsat for seksuelle overgreb. En af grundene er, at mange seksuelle overgreb aldrig bliver opdaget og anmeldt, fordi det er tabubelagt for ofrene at fortælle om, hvad de har været igennem. I den største og nyeste undersøgelse af omfanget af seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark ”Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark” foretaget af SFI (se kilder) har 12 % af de unge angivet, at de har oplevet uønskede hændelser med blottelser, og samme andel af de unge har oplevet uønsket berøring. Omkring dobbelt så mange piger som drenge har oplevet dette. 7 % af pigerne og 5 % af drengene har oplevet forsøg på eller gennemført uønsket samleje. I tre ud af fire tilfælde er udøveren en jævnaldrende, mens det i ét ud af fire tilfælde er en voksen eller et familiemedlem.

     Undersøgelsen er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor 2.000 8. klasses elever fra 92 forskellige skoler har deltaget.

Seksuelle overgreb mod børn har formentlig altid eksisteret, men i Danmark begyndte man først at håndtere problemet i 1970’erne, og det var ikke før 1983, at den første konference om børnemishandling og omsorgssvigt af børn blev afholdt.

     I 1990'erne steg den offentlige interesse for seksuelle overgreb – særligt overgreb i daginstitutioner. Det skete som følge af den såkaldte Vadstrupgård-sag fra 1997, hvor en pædagogmedhjælper i en børnehave blev dømt for at have misbrugt omkring 20 små børn seksuelt. Det satte gang i debatten i Danmark, og flere sager fulgte i kølvandet. Debatten rokkede ved en hidtidig opfattelse af, at overgreb primært fandt sted internt i familier, og satte fokus på, at børn i princippet kan udsættes for seksuelle overgreb i alle de sammenhænge, de indgår i.

     I 00’erne kom der endnu større fokus på sager om seksuelle overgreb mod børn – især gennem massiv mediedækning af den såkaldte Tønder-sag. Sagen handlede om to søstre, født i 1994 og 1997, der blev seksuelt misbrugt af deres far. Han udlånte og lejede desuden sine døtre ud til en række fremmede mænd, der begik seksuelle overgreb mod dem fra de var henholdsvis otte og ti år gamle. I 2005 fik politiet et anonymt tip om, at noget var galt, og i 2007 blev faren idømt 10 års fængsel. Moren blev anklaget for at have medvirket til samleje eller anden kønslig omgang. I 2006 blev hun idømt en tidsubestemt behandlingsdom, fordi hun blandt andet lider af skizofreni. Derudover blev 16 mænd anholdt – mistænkt for at have misbrugt pigerne. Tre af dem blev dømt for at have haft samleje eller anden kønslig omgang end samleje med de to piger.

Ifølge “Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) rejses der hvert år i Danmark så alvorlig mistanke om seksuelle overgreb på børn under 15 år – såvel pædofile som incestuøse – at der foretages en politianmeldelse vedrørende mindst 900 børn. Det svarer til, at cirka ét barn ud af 1.000 i aldersgruppen 0-14 år udsættes for seksuelle overgreb. Ifølge selv samme bog var der i 1998 550 politianmeldte sager om overgreb på børn. De 56 af sagerne drejede sig om incestuøse forhold, 8 af sagerne drejede sig om voldtægter eller voldtægtsforsøg, 213 var sager om forbrydelser mod kønssædelighed og 273 sager handlede om blufærdighedskrænkelser. Ud af de pågældende sager blev der idømt fængsels- eller behandlingsstraf i:

• 46 % af incestsagerne 
• 38 % af sagerne om overgreb udenfor familien 
• 15 % af sagerne om blufærdighedskrænkelser

     Det betyder altså, at der er en del sager, der af den ene eller anden årsag ikke falder dom i. For eksempel fordi gerningsmanden ikke kan identificeres, fordi anklagen ikke kan påvises eller lignende.

     Til sammenligning blev der i 2002 anmeldt 1.104 sager om seksuelle overgreb på børn under 15 år, heraf handlede godt 700 sager om blufærdighedskrænkelse.

     Særligt fire sager om overgreb har fyldt meget i pressen: Vadstrupgård-sagen, Brønderslev-sagen, Esbjerg-sagen og Rebild-sagen.

Vadstrupgård-sagen er en af Danmarks mest kendte pædofilisager, som for alvor startede debatten om seksuelle overgreb på børn. Ifølge “Misbrugt: Vadstrupgård – danmarkshistoriens største sag om seksuelt misbrug af børn” (se kilder) anmeldte en praktiserende læge efter at have undersøgt et barn den 25. juni 1997 en 30-årig pædagogmedhjælper til politiet for at have forgrebet sig på barnet. Pædagogmedhjælperen var gift og havde to børn, og han havde siden 1993 arbejdet i Gladsaxe Kommunes daginstitution Vadstrupgård. Den 22. juli 1997 blev han anholdt af politiet, og den 17. november begyndte sagen, hvor pædagogmedhjælperen blev anklaget for at have misbrugt 23 børn seksuelt. Han nægtede sig skyldig. Den 23. december samme år idømtes han tre års fængsel i Gladsaxe Byret, en dom som han ankede til Landsretten. Ved Østre Landsret blev straffen skærpet, og pædagogmedhjælperen blev idømt 3,5 års fængsel for seksuelt misbrug af 20 børn. Overgrebene fandt efter sigende sted blandt andet i et kælderrum, et depotrum, et legehus, på toilettet. Af vidneafhøringerne af børnene fremgår det, at pædagogmedhjælperen har befamlet og slikket piger i numsen og på kønsdelene, at han har fået et barn til at beføle og kysse sit lem, at han har stukket sin finger op i anus på en dreng og en pind op i en anden drengs anus. Pædagogmedhjælperen har ifølge domsudskriftet ikke haft direkte samleje med børnene, ligesom han heller ikke har haft sædafgang.

Vadstrupgård-sagen var ikke slut med domfældelsen i Østre Landsret, for i løbet af politiets efterforskning kom der vidneudsagn fra børn om, at adskillige – både kvinder og mænd – havde deltaget i sexmisbruget. Blandt andet blev en HIV-smittet kampsportstræner fra Gladsaxe anklaget for at have forgrebet sig på børn angiveligt på hotellet Eremitage, hvorfor sagen af medierne blev døbt Hotel Eremitagesagen eller Vadstrupgård-sagen II. Aviserne greb straks historien, og især Jyllands-Posten dækkede den massivt. Både antallet af misbrugte børn i Gladsaxe og antallet af potentielle krænkere voksede eksplosivt. Fra de 20 børn, som dommen i Østre Landsret omfattede, til 57 i nogle medier, og fra en enkelt mandlig krænker til, at der var tale om et omfattende netværk af seksualforbrydere. Selv da politiet den 9. januar 1999 meddelte, at der ikke var hverken tekniske beviser, vidneudsagn eller andet, der kunne underbygge børnenes nye forklaringer, berettede Jyllands-Posten flere dage efter om en decideret pædofiliring og skrev først den 20. januar, at sagen nu var afsluttet.

     I juni 1999 besluttede Gladsaxe byråd at nedlægge Vadstrupgård som institution.

I sagen fra Slagelse blev en plejefar til tre palæstinensiske søstre i 2008 idømt fem års fængsel for at have haft samleje med to af pigerne, for vold og blufærdighedskrænkelser. Slagelse-sagen sluttede ikke her. For siden rejste de tre piger tiltale mod Slagelse Kommune, fordi de følte sig svigtet af kommunen. Deres krav i retssagen mod kommunen lød på hver 300.000 kroners erstatning. TV2 dokumentaren ’Anbragt i helvede’ beskriver de tre søstres historie. Efter at deres far havde slået deres mor ihjel, blev de anbragt hos den plejefamilie, hvor plejefaderen begyndte at misbruge dem (se kilder). Efter fire dage i Østre Landsret afgjorde tre dommere den 14. juni 2017, at Slagelse Kommune skulle have grebet ind for at forhindre overgrebene, fordi kommunen burde have vidst, at pigerne blev udsat for vold og seksuelle overgreb. Hermed havde kommunen tilsidesat sin handlepligt efter Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og svigtet de tre piger. Kommunen blev pålagt at betale pigerne hver 100.000 kroner, lød dommen. Det kan man læse i artiklen Slagelse Kommune skal betale erstatning til anbragte søstre (se kilder).

I sagen fra Brønderslev blev et forældrepar på 42 og 37 år i 2011 dømt for omfattende vanrøgt, grov vold og ulovlig tvang mod deres syv fælles og tre sammenbragte børn i årene fra 2006 til 2010. Faren blev også kendt skyldig i at have voldtaget sin steddatter og sin ældste datter gentagne gange, og i at have fået to af sønnerne til at forsøge at få en hest til at voldtage den ældste datter. Det var hende, der som 21-årig i 2010 gik til politiet. Det førte til, at forældrene blev anholdt, og børnene blev tvangsfjernet. I landsretten blev forældrene idømt henholdsvis fire års og 11 års fængsel.

I Esbjerg-sagen blev en 40-årig mand i 2011 idømt syv års fængsel for at have misbrugt otte børn i løbet af 23 år. Blandt ofrene var hans egen datter, født i 1998. I perioden fra 2004 til 2006 blev hun ifølge anklageskriftet flere gange misbrugt seksuelt af sin far.

En 56-årig mand blev i 2012 idømt forvaring i den såkaldte Rebild-sag. Han blev dømt for i en periode over 16 år at have begået seksuelle overgreb mod syv af sine egne børn og to af børnenes veninder.

I 1996 blev Marcel Dutroux afsløret. Han var ifølge artiklen “Belgiens onde ånd blev kendt skyldig” i Berlingske Tidende (se kilder) ansvarlig for i 1995-96 at have bortført og voldtaget seks piger i alderen 12-19 år. I slutningen af 1990’erne og starten af det 21. århundrede verserede adskillige rygter i medierne om, at Dutroux blot var et lille led i en større pædofiliring, der havde medlemmer såvel blandt politiet, anklagemyndigheden og helt op i det belgiske kongehus. Sagen, der har inkluderet afhøring af flere end 500 vidner og fremlæggelse af tusinder af dokumenter, har dog dementeret denne påstand. Ifølge artiklen i Berlingske Tidende var der således i alt fem medsammensvorne i sagen, hvoraf Marcel Dutroux var den egentlige bagmand. Han blev i retten idømt fængsel på livstid for kidnapning og seksuelt overgreb på de seks piger, for mord på to af pigerne, for medskyld i mord på to af de andre piger og for at være skyldig i mord på en af sine fire medsammensvorne. Alle fem myrdede blev fundet nedgravet på Dutrouxs grund i den Belgiske industriby Charleroi. Hans hustru Michelle Martin blev idømt 30 års fængsel for kidnapning og voldtægt, Michel Lelievre fik en dom på 25 år for kidnapning og narko, og Michel Nihoul fik 5 år for narkohandel og bedrageri.

Gennem det seneste årti har der været adskillige rygter og sager om katolske præsters misbrug af børn og unge. I februar 2004 offentliggjordes en undersøgelse af amerikanske præsters seksuelle overgreb mod børn i årene 1950 til 2000 foretaget af Den Amerikanske Konference af Katolske Biskopper. Ifølge artiklen “4.450 amerikanske præster mistænkt for pædofili” i Berlingske Tidende (se kilder) har i alt 4.450 præster været genstand for 11.000 anklager om seksuelle overgreb, hvoraf undersøgelsen viser, at der var substans i 6.700 af anklagerne, 1.000 af dem var falske, mens 3.300 sager ikke blev gennemført, fordi den pågældende præst i mellemtiden var død.

I årene 2003-2005 verserede en sag mod Michael Jackson for anklager om pædofile overgreb på en amerikansk dreng, der var kommet meget i popstjernens hjem. Sagen vandt megen omtale i medierne af flere årsager. Dels fordi Michael Jackson var en verdenskendt sanger. Dels fordi der igennem tiden har verseret mange myter om sangerens liv, selvopfattelse og seksualitet. Dels fordi Jackson tidligere havde været anklaget for pædofili men betalte sig fra retssagen. Dels fordi mange børn har Jackson som idol, ligesom han ofte har udtalt til pressen, at han elsker børn. Og dels fordi han bor i en gigantisk forlystelsespark, hvor han ynder at køre i karruseller og radiobiler med børn, som var han et forvokset barn eller en anden Peter Pan. Efter en langvarig retssag, som i medierne blev sammenlignet med sagen mod O.J. Simpson, blev Jackson dog frikendt for alle anklager. Man kan eksempelvis finde Michael Jacksons biografi på hjemmesiden www.allmichaeljackson.com (se kilder).

Juli 2005 faldt der dom i den største pædofilisag i Frankrig nogen sinde. I alt 39 mænd og 26 kvinder blev dømt for at have misbrugt eller prostitueret egne eller andres børn i perioden januar 1999 til februar 2002 i byen Angers sydvest for Paris. Ifølge artiklen “Rædsler fra samfundets nederste lag” i Berlingske Tidende (se kilder) menes i alt 45 børn i alderen seks måneder til 12 år at være blevet misbrugt. Alle 65 blev dømt i sagen. Hårdest straffet blev to brødre, som havde spillet en central rolle i at organisere det omfattende pædofilinetværk, nemlig med domme på henholdsvis 26 og 28 års fængsel.

2012 startede afsløringen af omfattende seksuelt misbrug begået af politikere og andre kendte englændere. Et tv-program afslørede, at en af Storbritanniens mest kendte børne-tv-værter i 1970’erne og 1980’erne, Jimmy Savile, var pædofil, og at han havde forgrebet sig på mindst 500 børn, hvoraf den yngste var to år. På et hospital i Leeds, hvor han arbejdede som frivillig, havde han også haft sex med døde i lighuset. Savile-skandalen førte til Operation Yewtree, en kulegravning af kendtes historiske overgreb på mindreårige. 16 kendisser har været anholdt, og i retssagerne kom det frem, at også toppolitikere havde været involveret, og at et 40 sider langt dokument om en stribe pædofile politikere var blevet overleveret til den daværende konservative indenrigsminister, Lord Brittan, i 1983 uden at nogen at disse var blevet tiltalt, fordi dokumentet sammen med flere hundrede andre sagsmapper var blevet fjernet fra Indenrigsministeriets arkiv, angiveligt skaffet af vejen af Adrian Smith, som i 1979 blev leder for en lobbygruppe, der arbejdede for at gøre pædofili lovligt.

     Han har siden forklaret, hvordan han i sit arbejde som elektriker i Indenrigsministeriet havde fri adgang til at gemme papirer med følsomme oplysninger om pædofilringen af vejen, og hvordan han brugte en telefonlinje i ministeriet som kontakt for den pædofile gruppe. Det kan man læse i artiklen ”Leder af pædofiliring skjulte dokumenter i ministerium” i Berlingske Tidende (se kilder). Sagerne førte til heftig debat i Storbritannien, og Indenrigsministeriet blev anklaget for at have dækket over en række pædofile politikere. I 2014 ledte en seks måneder lang efterforskning til anholdelse af 660 pædofile. Politiet ransagede 833 ejendomme og undersøgte over 9.000 computere, telefoner og harddiske. Og anklagerne lød på alt fra besiddelse af upassende billeder af børn til seksuelle overgreb på mindreårige. Blandt jobtitlerne hos de 660 anholdte var blandt andet læge, lærer, spejderleder og politibetjent. Men dog ikke nogle medlemmer af det britiske parlament, understregede det britiske politi. Det kan man læse i artiklen ”Flere end 600 pædofile arresteret i Storbritannien” (se kilder).

Hvilke psykiske følgevirkninger, ofre for seksuelle overgreb får, afhænger af omfanget og omstændighederne for overgrebet. Nogle mén viser sig med det samme, mens andre først dukker op, når barnet kommer i puberteten, får en kæreste, bliver forælder eller oplever en krise som en skilsmisse, en fyring eller et dødsfald.

     Ifølge bogen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge” (se kilder) reagerer små børn mellem to et halvt år og seks år ved, at de er mere end almindeligt interesseret i egne og andre børns kønsorganer, og de viser viden om seksuel adfærd gennem deres egen adfærd og leg. Større børn og unge, der har været seksuelt misbrugt, udvikler ofte et negativt selvbillede præget af selvhad og afmægtighed, og de bærer ofte på en stor skyldfølelse. Senere i livet kan de udvikle et ambivalent forhold til sex, og det kan påvirke deres parforhold i en negativ retning. Mange af ofrene er bange for at blive svigtet og kan derfor have svært ved at udvikle sociale relationer og har stor risiko for at isolere sig.

     De fysiske følgevirkninger er koncentreret om tarme, skede og urinveje. Ifølge rapporten ”Overgreb mod børn” kan mindre børn få problemer med renlighed, mens større børn har symptomer som hoved- og mavepine.

Hvis myndighederne får kendskab til, at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb, skal det tilbydes psykologhjælp enten alene eller sammen med sine forældre alt afhængig af situationen.

     Hvis krænkeren bliver dømt for sine handlinger, kan offeret få tildelt erstatning. I sagen fra Esbjerg fik datteren til den dømte mand og de syv andre børn, han havde misbrugt, for eksempel 125.000 kroner i erstatning hver især.

     Flere politikere mener, at erstatningsbeløbene er alt for små. I forbindelse med Esbjerg-sagen udtalte Socialdemokraternes retsordfører Ole Hækkerup i artiklen ”For lille erstatning i Esbjerg-sagen: S vil give ofre for misbrug højere erstatninger” (se kilder): ”Ingen af beløbene fra Esbjerg- og Brønderslev-sagerne står mål med det, børnene har været udsat for. Lige nu får ofrene kun, hvad der svarer til et plaster på såret, men det er begrænset, hvor meget det hjælper, når såret er et åbent benbrud.”

Efter Vadstrupgård-sagen i 1997 (se afsnittet ”Hvordan har opmærksomheden på seksuelle overgreb udviklet sig?”) blev det lovpligtigt at vise sin straffeattest, hvis man skulle ansættes i en stilling, hvor man var i kontakt med børn. Siden er reglerne blevet strammet yderligere for i højere grad at forebygge overgreb mod børn. I 2012 trådte en ny lov i kraft, der forpligter flere personer til at udfylde såkaldte børneattester, som er en særlig form for straffeattest, der viser, om en person på et tidspunkt i vedkommendes liv er straffet for et seksuelt forhold til børn under 15 år. Ordningen skal ikke længere kun omfatte personer, der arbejder med børn, men også personer, der arbejder steder, hvor børn under 15 år kommer forbi. Derfor skal pedeller, ansatte i zoologiske haver, stewarder, der hjælper børn, bibliotekarer, dagplejeres samlevere og andre nu også udfylde en børneattest.

     Politikerne har gennem tiden vedtaget andre love, der skal forhindre seksuelle overgreb mod børn. I serviceloven (se kilder) står der, at ”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”.

     Med anbringelsesreformen fra 2005 (se kilder) er landets kommuner desuden forpligtet til at udarbejde en børnepolitik, der beskriver, hvordan de vil forebygge og opspore børns mistrivsel.

Selv om borgere har pligt til at underrette myndighederne om mistanke om et barns mistrivsel, har myndighederne ofte problemer med at opdage seksuelle overgreb. En barriere kan være, at man ikke opdager, at barnet har vanskeligheder, en anden kan være, at den almindelige borger ikke kender til underretningspligten, eller at man ikke har lyst til at blande sig.

     Undersøgelsen ”Seksuelle overgreb mod børn og unge anbragt uden for hjemmet eller i aflastning” (se kilder) viser, at det for det meste er udsagn fra barnet, der giver viden eller mistanke om et seksuelt overgreb og ikke myndighedernes egne observationer af, at noget er galt. Af samme undersøgelse fremgår det, at der i gennemsnit går to år fra det første seksuelle overgreb mod et barn, og indtil kommunen får kendskab eller mistanke til overgrebet.

     Selv om myndighederne har mistanke om overgreb, er det næsten kun i 30 % af sagerne, at den mistænkte krænker bliver meldt til politiet. En del af årsagen kan være, at ofrene føler, at det er for stort et skridt at gå til politiet, da det er meget belastende for dem, at de skal gennemgå retsmedicinske undersøgelse og deltage i en retssag.

     En række sager understreger, at nogle kommuner har svært ved at håndtere sager om misbrug mod børn. Et gennemgående problem er, at familierne eller krænkerne flytter rundt i landet, og at kommunerne ikke får underrettet hinanden om eventuel mistanke om, at noget er galt. I Tønder-sagen blev Løgumkloster og Tønder Kommuner, hvor familien havde boet, kritiseret for utilstrækkelig kommunikation omkring familiens forhold og for deres manglende indgriben.

     I sagen fra Brønderslev flyttede familien også fra kommune til kommune. Allerede i 2006 advarede politiet Lolland Kommune om forholdene i familien og skrev ”Uegnet til beboelse” i en rapport om familiens hjem. Af artiklen ”Brønderslev-sagen: Få et overblik her” fremgår det, at Lolland Kommune ikke fandt det nødvendigt at skride ind, fordi der angiveligt ikke var sager om vold i familien. Siden flyttede familien til Brønderslev, hvor både naboer og skole advarede kommunen om børnenes mistrivsel, men der blev ikke for alvor gjort noget, før den ældste datter i familien gik til politiet. Det Sociale Nævn har slået fast, at det hovedsageligt var Lolland Kommune, der har svigtet i sagen. Politiet har dog ikke ment, at der var grundlag for at rejse en politisag mod ansatte i de to involverede kommuner.

     I Esbjerg-sagen blev den dømte mand anmeldt til politiet allerede i 2001 i Taastrup Kommune og igen i Esbjerg i 2008, og Esbjerg Kommune er blevet kritiseret for at overhøre adskillige advarsler om manden.

     I Rebild-sagen fik Rebild Kommune skarp kritik fra den Sociale Ankestyrelse, fordi kommunen ikke havde reageret på alvorlige underretninger og undlod at foretage nødvendige faglige undersøgelser. Siden blev tre kommunale topchefer fyret i kommunen som følge af sagen. I forbindelsen med Rebild-sagen udtalte social- og integrationsminister, Karen Hækkerup (S), at der forsat er kommuner, som ikke formår at håndtere sager om misbrug. Hun besluttede derefter, at der i kommunerne skal være fagligt kompetente medarbejdere, der kan gennemgå alle de underretninger, kommunerne modtager, og Folketinget nedsatte et rejsehold, der kan tage ud og hjælpe kommunerne i misbrugssagerne.

     I artiklen ”Panik og frygt styrer kamp mod misbrug” fremgår det, at Rebild-sagen også fik andre politikere til at komme med forslag til at forebygge overgreb på børn. Nogle mente, at der skulle etableres nye overvågningssystemer til at overvåge nomadefamilier, der flytter rundt mellem kommuner for at undgå tvangsfjernelse, og at kommunerne skulle have nemmere ved at trænge ind i borgernes hjem.

     Forslagene mødte kritik fra flere eksperter. I artiklen opfordrer ph.d. og underviser i socialforvaltningsret på Professionshøjskolen Metropol, Idamarie Leth Svendsen, politikerne til at holde igen, før de forsøger at lovgive sig mod overgreb mod børn:

     ”De her sager kalder igen og igen på nogle brede samfundsmæssige overvejelser om, hvor langt vi vil gå i forhold til overvågning og kontrol for at komme problemet til livs. Det kan godt være, at det er muligt at forhindre samtlige overgreb med nogle mere skrappe regler – men så skal man bare være helt klar over, hvad det koster.”