Prekariatet

Prekariatet er betegnelsen for en ny klasse af mennesker, som befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet uden udsigt til at få et fast job med stabil indtægt eller mulighed for at gøre karriere. Medlemmerne af prekariatet er ofte unge i ufaglærte midlertidige jobs, men det kan også være flygtninge og migranter, som må nøjes med de dårligst betalt og mest usikre jobs eller akademikere, som ufrivilligt arbejder som projektmedarbejdere eller freelancere og konstant er på jagt efter nye opgaver og indtægter. Fælles for dem er usikkerheden og manglen på gode fremtidsudsigter, men derudover har de forskellige interesser og baggrunde, og det gør det vanskeligt for dem at organisere sig og kæmpe en fælles kamp for bedre vilkår. Nogle mener, at borgerløn er løsningen på prekariatets udfordringer. Andre mener, at fagbevægelsen bør gøre mere for denne nye klasse, og andre igen mener, at prekariatet i stedet må organisere sig i nye kollektive arbejds- og interessefællesskaber.

Prekariatet er en ny klasse af mennesker, som er ansat i skiftende, løse jobs og derfor lever et usikkert og udsat liv i periferien af arbejdsmarkedet, hvor de typisk ikke har mulighed for at spare op til pension eller for at få løn under sygdom og lignende. Prekariatet omfatter både vikarer, ufrivilligt løstansatte samt projektansatte og freelancere, der ønsker et fast job, men ikke har mulighed for at få det, hvilket både kan skyldes manglende uddannelse, men også i en del tilfælde skyldes, at andelen af midlertidige og usikre ansættelser er i stigning, også blandt akademikere og andre med lange uddannelser. Prekariatet beskrives nærmere i den britiske sociolog Guy Standings bog ”Prekariatet – den farlige nye klasse” (se kilder).

Ordet ’prekariat’ er skabt af en sammenstilling af de første stavelser i det engelske ord precarious og de sidste stavelser i ordet proletariat. Precarious genfindes i det danske ord ’prekær’, der ligesom det engelske har oprindelse i det latinske precarius, som betyder usikker og måske har rødder i preces, som betyder de bønner, man beder. Precarious betegner således en usikker situation, som man beder bønner om at komme ud af. Proletariat var oprindeligt i marxistisk teori betegnelsen for den ejendomsløse klasse, som var nødsaget til at sælge sit eneste aktiv, sin arbejdskraft, til kapitalisterne.

Ordet har været anvendt i en engelsksproget sammenhæng fra omkring 2006, men blev først for alvor udbredt, da den engelske sociolog Guy Standing i 2011 udgav bogen ”The Precariat: The New Dangerous Class” (udgivet i dansk oversættelse i 2017 (se kilder)). Guy Standing er britisk professor i udviklingsstudier ved School of Oriental and African Studies, University of London, og en internationalt anerkendt samfundsanalytiker og -debattør. Han har siden udgivelsen af sin første bog om prekariatet holdt foredrag rundt om i verden – også i Danmark – og debatteret prekariatet, baggrunden for det og eventuelle løsninger på denne nye klasses udfordringer. I 2014 udgav han endnu en bog, ”A Precariat Charter”, om prekariatet med fokus på, hvordan denne nye klasse berøves sine sociale rettigheder samt en række bud på, hvordan medlemmerne af prekariatet kan organisere sig og stille krav om at få forbedret sine vilkår.

Den stigende anvendelse af begrebet hænger formodentlig sammen med, at prekariatet er en voksende klasse, hvis udfordringer bliver tydelige for flere og flere politikere og samfundsdebattører. Nogle iagttagere mener også, at den stigende optagethed af prekariatet skyldes, at denne nye klasse omfatter en del journalister, akademikere og andre højtuddannede personer, som har nem adgang til medier og politiske debatfora, og som journalister, redaktører og andre, der er med til at sætte mediernes dagsorden, kan identificere sig med. Endelig har det været nævnt, at prekariatet udgør en stadig stigende vælgergruppe, som ikke har noget stabilt stemmemønster eller fast partitilhørsforhold, og som det derfor er interessant for både etablerede og nye politiske partier at appellere til.

Omfanget af den nye klasse, prekariatet, er omdiskuteret, bl.a. fordi der ikke er nogen helt klar definition af, hvem der tilhører prekariatet, og fordi der ikke er nogen fagforening eller nogle partier eller lignende, der organiserer denne nye klasse. Den omfatter nemlig mennesker med meget forskellig social og uddannelsesmæssig baggrund, der blot har det tilfælles, at de – ufrivilligt – arbejder under usikre eller skiftende forhold. I sin bog ”Prekariatet – den nye farlige klasse” (se kilder) fremlægger den britiske sociolog Guy Standing stort set ingen dokumentation for antallet af prekære ansatte. Men han anslår, at omkring hver fjerde ansatte i Europa i dag er underlagt prekære arbejdsvilkår og altså kan siges at tilhøre prekariatet, og han vurderer, at antallet er stigende.

     Denne antagelse understøttes af forskellige undersøgelser af udviklingen på arbejdsmarkedet, som samstemmende viser, at der er en stigning i antallet af midlertidige kontrakter og ansættelser på det europæiske arbejdsmarked. I en artikel i Zetland (se kilder) refereres f.eks. en undersøgelse foretaget af OECD i 2016, som viser, at i adskillige lande er mere end hver femte på arbejdsmarkedet, der er ansat på midlertidige kontrakter med en tidsbegrænset ansættelse. I Holland, Frankrig og Tyskland er det mellem hver femte og syvende, og i Frankrig er det desuden næsten 9 ud af 10 nye stillinger på arbejdsmarkedet, der er tidsbegrænsede.

     Ifølge artiklen ”Farvel til dit faste job – Fremtiden er en verden af løsarbejdere” i Berlingske Tidende (se kilder) er hvert femte job i USA, som er skabt efter den globale finanskrise i 2008, midlertidige job, hvoraf halvdelen kun tjener en anelse mere end mindstelønnen, og ifølge samme artikel har freelancernes fagforening i USA fundet ud af, at hver tredje lønmodtager i USA udfører freelancearbejde. Hvor mange af disse, der har valgt freelancearbejdet frivilligt og dermed ikke nødvendigvis tilhører prekariatet, vides dog ikke.

Prekariatet udgør formodentlig ikke så stor en del af arbejdsstyrken i Danmark som i mange andre europæiske lande, bl.a. fordi fagbevægelsen i Danmark til en vis grad har formået at bremse udviklingen af midlertidige kontrakter og løst ansatte. Ifølge en kronik på netavisen Kommunen.dk (se kilder) er deltidsansættelser, vikaransættelser og forskellige former for midlertidige ansættelser dog også i Danmark i kraftig vækst, og de er især udbredt blandt unge. I gruppen af unge under 35 år skønnes det, at mindst hver sjette i 2013 var midlertidigt ansat.

     Ifølge artiklen ”De unge har kurs mod prekaritatet” på netavisen Pio (se kilder) viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dog et fald i andelen af midlertidigt ansatte fra knap 10% i 2015 til 8,7% i 2015. Men den faldende andel gælder kun det samlede billede, ikke de unge. Blandt de 25-34-årige er tendensen, at en stadig større andel må nøjes med løsere og mere midlertidige ansættelser.

     Ifølge artiklen ”Vikarer og løstansatte vinder frem” i Berlingske Tidende (se kilder) bruger flere og flere virksomheder i Danmark vikarer, og det gælder også i det offentlige, hvor man i sundhedsvæsnet opretter egne interne vikarbureauer, og hvor antallet af tilkaldevikarer i folkeskolen ifølge en opgørelse er steget med 31 % på ét år.

Ifølge den britiske sociolog Guy Standing, der har gjort begrebet prekariatet udbredt via sin bog af samme navn (se kilder), består prekariatet af tre ret forskellige grupper:

• Den første gruppe består af dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse. De føler sig ifølge Standing usikre, fordi de oplever en virkelig eller indbildt fortid med tryghed på arbejdsmarkedet, og fordi de ikke har en høj uddannelse. De vil ofte føle sig tiltrukket af populistiske partier på højrefløjen, som tilbyder ’lette’ løsninger på de nye usikre forhold på arbejdsmarkedet, f.eks. i form af at lukke grænserne for indvandring. 
• Den anden gruppe består af dem, der er uden hjem og fast opholdssted, først og fremmest migranter, men også straffede og rettighedsberøvede. Ifølge Guy Standing er de fleste i denne gruppe parat til fortsat at acceptere meget ringe vilkår på arbejdsmarkedet for blot at overleve, og de vil derfor ikke umiddelbart organisere sig eller stille krav til arbejdsgiverne. En lille gruppe vil dog være draget af religiøs fundamentalisme som en løsning på de barske vilkår, de lever under. 
• Den tredje gruppe er ifølge Guy Standing et stigende antal både unge og lidt ældre højtuddannede, som ikke kan få en fast plads på arbejdsmarkedet, men i stedet – mod deres vilje – må nøjes med midlertidige stillinger, projektansættelser eller freelancearbejde. De er bekymrede, fordi de ikke oplever, at de kan udvikle deres evner kontinuerligt eller bygge en karriere op. En del af dem støtter nye bevægelser på venstrefløjen, f.eks. Podemos i Spanien og Alternativet i Danmark, og de færreste af dem mener, at traditionel socialisme er løsningen på deres problemer.

Samfundsforskere peger på, at fremkomsten af et prekariat bl.a. skyldes globalisering, udflytning af arbejdspladser, teknologisk udvikling, som overflødiggør en del funktioner og kræver nye kompetencer, samt tendensen til, at man i visse brancher oplever hurtigt opståede virksomheder, der organiserer arbejdet på nye måder, herunder i form af deleøkonomi. Det har ført til færre faste ansættelser, flere løst ansatte, flere vikarer, freelancere og deltidsansatte og lavere grad af social beskyttelse. Mange bliver nu ansat uden pensionsordninger eller ret til løn under sygdom, og fordelene ved de nye typer virksomheder og ansættelser er derfor ifølge de mere bekymrede blandt forskerne primært en fordel for arbejdsgiverne og en stor ulempe for arbejdstagerne. Et kendetegn ved det arbejde, medlemmer af prekariatet udfører, er nemlig, at det er muligt at udskifte den ene ansatte med en anden, hvis markedet eller produktionen kræver det. Det giver stor usikkerhed for den enkelte ansatte. Prekariatet udvikler sig derfor blandt andet, når f.eks. store industrivirksomheder afskediger fastansatte, som de bagefter ansætter som vikarer.

     Desuden risikerer selv folk i faste stillinger at blive en del af prekariatet, fordi deres ansættelser bliver mere og mere projektorienterede, sådan at f.eks. forskere selv skal fundraise og skaffe penge til deres næste projekt.

Prekariatet går på tværs af traditionelle klasseskel, og der er derfor stor forskel på medlemmerne af den nye klasse. Dog har de til fælles, at deres usikre arbejdsvilkår kan gøre det svært for dem at opbygge en karriere, få en stabil arbejdsidentitet, stifte familie eller få en fast bolig. Desuden vil de ofte opleve sig negativt omtalt i medierne. Peter Simonsen, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, siger i artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder): ”Hvad enten de er ufaglærte, faglærte, højtuddannede, danskere eller indvandrere, deler de en form for usikkerhed og uforudsigelighed. Deres liv er præget af manglende social tryghed og manglende udsigt til, at de får det (…) De bliver presset til at opføre sig, som om der er en masse jobs derude, som de skal skynde sig at få – ellers er de nogle nassere.”

Mette Lykke Nielsen, der er lektor på Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning, forsker i, hvordan unge uden uddannelse oplever at være en del af et arbejdsmarked, hvor de hele tiden risikerer at bliver erstattet af en anden. Ifølge artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder) viser hendes forskning, at disse unge risikerer at opleve ensomhed og manglende tiltro til fremtiden: ”Det, som kendetegner den situation, man er i, når man har flere midlertidige ansættelser bag sig, er, at man holder op med at knytte sig til sine kollegaer. Man holder op med at have forhåbninger om at blive en del af noget. Der er risiko for, at man resignerer. Hvis man er ansat på en midlertidig kontrakt, råber man ikke højt og kritiserer. De opfatter sig selv som en vare på arbejdsmarkedet, der hele tiden kan erstattes”, siger hun. Desuden peger hun på, at der blandt de midlertidigt ansatte unge er større risiko for skader og ulykker på arbejdet.

Umiddelbart er der mange fordele for de virksomheder, der ansætter folk på korte, usikre kontrakter, fordi de kan spare en del udgifter, som virksomheder har til ansatte i faste ansættelser. International forskning peger dog ifølge en kronik på netavisen Kommunen.dk (se kilder) på, at det også kan have en række negative konsekvenser for arbejdspladsen at bruge midlertidige medarbejdere: Det er vanskeligt at etablere en sammenhængende arbejdsorganisation – at etablere rutiner, fællesskaber og vidensdeling mellem medarbejdere, hvis de hele tiden bliver skiftet ud, og det kan i hvert fald i visse typer af virksomheder skade økonomien på sigt.

Der er endnu kun få undersøgelser af, hvordan medlemmerne af prekariatet oplever deres tilværelse, og hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet påvirker dem. Derfor er der sat flere forskningsprojekter i gang i Danmark. Der laves bl.a. forskning i, hvordan unge nyuddannede oplever at gå fra det ene midlertidige job til det andet, ligesom der forskes i, hvordan folk i usikre ansættelsesforhold i den akademiske verden oplever deres livs- og arbejdssituation.

     En anden kilde til indblik i, hvordan det føles at tilhøre den nye gruppe af socialt udsatte i prekariatet, er skønlitteraturen. Ifølge professor Peter Simonsen fra forskningscentret Uses of Literature på Syddansk Universitet findes der allerede i dansk skønlitteratur en del beskrivelser af livet i prekariatet. I artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder) nævner han bl.a. delvist selvbiografiske værker som Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” fra 2013 og Morten Papes roman ”Planen” fra 2015 er som eksempler på litteratur, der giver førstehåndsberetninger om, hvordan verden opleves af prekariatet. Bøgerne viser ifølge Peter Simonsen blandt andet, hvordan livet er præget af stor usikkerhed, og hvordan de forskellige grupper i prekariatet kæmper mod hinanden og ikke forstår hinanden. I Morten Papes ”Planen” gælder det f.eks. gruppen af indvandrere og gruppen af socialt udsatte danskere. Den manglende forståelse mellem prekariatets forskellige grupperinger kommer ifølge Peter Simonsen også til udtryk i forfatter Helle Helles roman ”Ned til Hundene” fra 2008, hvor fortælleren, Bente, er et eksempel på en akademiker fra prekariatet, der undervejs i romanen møder et par, der kommer fra en meget lavere social klasse og bl.a. på grund af sygdom ikke er på arbejdsmarkedet og ikke har fast indkomst.

Nogle debattører fremhæver, at begrebet prekariatet er upræcist og bruges til at omtale meget forskellige mennesker, som ikke nødvendigvis har fælles interesser. Det kan ifølge nogle debattører være problematisk at omtale alle løst ansatte som medlemmer af prekariatet, da en del freelancere og løst ansatte selv har valgt denne ansættelses- og arbejdsform og nyder den frihed, der følger med. Derfor bør man ifølge nogle skelne mellem ’atypisk ansatte’, der ikke er ansat på en normal fuldtidskontrakt og så egentligt prekære ansatte, som er lønmodtagere, der ikke har de samme rettigheder, løn og arbejdsvilkår som andre lønmodtagere, er i en usikker ansættelsessituation, og som ikke selv ønsker at være ansat på den måde.

     Skribent og cand.mag. i italiensk Cecilie Marie Meyer forklarer i et indlæg på webstedet POV – Point of View International (se kilder), at selv om hun er selvstændig og mest lever af isolerede opgaver, som hun får løn for fra gang til gang, ikke har nogen pensionsopsparing og ikke er tilknyttet en a-kasse, kan hun ”på ingen måde genkende hverken mig selv eller mine kollegers situation i det billede, der med dommedagsprofetiske vendinger er blevet fremmanet om prekariatet igennem de sidste par måneder”. Hun mener, at der er et forkert fokus i debatten om prekariatet, fordi ”der ikke skelnes særligt meget mellem dem, der ufrivilligt står uden arbejde, og dem, der med ønsket om at skabe deres egen levevej er sprunget ud i at starte eget firma”. Hun mener, at debatten ”tyder på en fordrejning af fakta, en fejllæsning af prekariat-begrebet og en stigmatisering af dem, der tænker anderledes”.

Nogle debattører og politikere mener, at prekariatets forhold skal forbedres ved at fagforeningerne gør mere for at organisere medlemmerne af prekariatet og lave aftaler for dem. Det kræver dog, at prekariatets medlemmer også er parate til at sætte noget på spil ved f.eks. at hjælpe fagforbundene med at føre en sag. Formand for Journalistforbundet (DJ), Lars Werge, skriver i et blogindlæg (se kilder) om dette: ”Balancen er, at skal DJ føre en sag om for eksempel ubegrundede, gentagne forlængelser af korttidsansættelse, så kræver det et medlems deltagelse – og ofte vil det enkelte medlem føle sig udsat for et markant krydspres: Arbejdsgiveren vil muligvis blot opsige hende, og fagforeningen og tillidsrepræsentanten ønsker på den anden side at bruge hende som case til at vinde sagen. (…) DJ bakker fuldt op om den danske model, der baserer sig på aftaler og tillid, ikke på lovgivning”.

     Andre mener, at staten bør regulere forholdene på arbejdsmarkedet eller f.eks. indføre borgerløn, så alle mennesker er sikret en basisindkomst og derfor ikke kan presses til at arbejde for stadig dårligere løn og med stadig dårligere arbejdsvilkår.

Flere og flere europæiske politikere har gjort vilkårene for prekariatet til et tema i deres politik, f.eks. i forbindelse med valgkampe. Ifølge Christian Foldager, cand.mag. i historie og samfundsfag med speciale i europæisk politik, har vilkårene for prekariatet f.eks. været et hovedtema ved de seneste valg i Holland, Frankrig, Storbritannien og i Tyskland. Det fremgår af en analyse i Zetland (se kilder). Af denne artikel fremgår det også, at de fleste politiske partier i de store europæiske lande forholder sig til prekariatet, men med meget forskellige løsningsforslag, som dog ifølge Foldager kan placeres inden for tre hovedpositioner:

• Socialistiske og populistiske partier vil have stoppet udviklingen af et voksende prekariat, og de går derfor til valg på løfter om at forbyde midlertidige ansættelser og ulønnede praktikophold m.m. 
• Socialliberale og rød-grønne partier accepterer delvist, at der udvikler sig et mere prekært arbejdsmarked og ønsker kun enkelte af de prekære ansættelsesformer forbudt. De argumenterer for, at de nye arbejdsformer giver flere muligheder og mere frihed til den enkelte, men ønsker dog at tilpasse de offentlige velfærdsmodeller, så det uden en fast stilling bliver nemmere at optjene pension, sygesikring og retten til arbejdsløshedsunderstøttelse. 
• Borgerlige partier er langt hen ad vejen positive over for nye ansættelsesformer og vil ikke strække sig lige så langt som de socialliberale og rød-grønne partier for at tilpasse offentlige velfærdsmodeller til prekariatet, og de vil ikke forbyde de mange nye arbejdsformer.

Nogle forskere og debattører mener, at prekariatet formodentlig vil vokse og vokse, og at det vil være svært for denne nye klasse at tilkæmpe sig bedre vilkår, fordi de – udover deres vilkår på arbejdsmarkedet – har meget lidt tilfælles. Derfor vil de forskellige grupper i prekariatet blot kæmpe mod hinanden og dermed gøre forholdene endnu værre. Det forudser f.eks. forfatter og debattør med speciale i arbejdsmarked og sociale forhold Lars Olsen. I en kommentar offentliggjort på hans egen hjemmeside (se kilder) skriver han: ”Arbejderklassen oplever, at polakker og andre østeuropæiske indvandrere presser løn- og arbejdsforhold. Arbejdskraftens fri bevægelighed giver nye muligheder til østeuropæere, men den vesteuropæiske arbejderklasse har ikke samme interesser. Det samme gælder flygtningene. (…) tusindvis af flygtninge skal sluses ind på arbejdsmarkedet ved hjælp af lave lønninger. Fornuftigt af hensyn til integrationen – men danskere i lavtlønsjob opfatter af gode grunde flygtningene som en trussel. Det er heller ikke indlysende, at arbejderklassen har fælles interesser med de unge akademikere. Det gælder i hvert tilfælde ikke de kontoransatte under LO. Fagforbundet HK klager over, at unge akademikere med offentlige tilskud fortrænger de kontoruddannede fra jobbene.”

Nogle forskere påpeger, at hvis medlemmerne af prekariatet formår at organisere sig på nye måder, kan de opnå et arbejdsliv med stor frihed og fleksibilitet. Birger Steen Nielsen, der er professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC, siger f.eks. i artiklen ”Akademiker-prekariatet” på Dansk Magisterforenings hjemmeside (se kilder): ”Dem, der definerer sig aktivt som freelancere har umiddelbart en større frihed. Den der faglige frihedsfølelse kan være en enorm styrke. Og der er også negative sider af det faste lønarbejde.” En freelancer med akademisk baggrund, Cecilie Marie Meyer skriver i et indlæg på webstedet POV – Point of View International (se kilder) netop om de fordele, hun som selvvalgt freelancer oplever: ”Jeg tjener færre penge lige nu som selvstændig, til gengæld er min hverdag fleksibel, og jeg har tid til at se familie, venner og veninder på barsel på skæve tidspunkter. Aldrig har mit sociale liv været større, og hver dag arbejder jeg for mig selv, ikke for andre, på at udvikle eget firma med min passion i centrum.”

     Andre debattører fremhæver, at de mange løstansatte og selvstændige kan opnå større sikkerhed og bedre arbejdsvilkår ved at indgå gensidige støtte- og forsikringsordninger og danne nye virksomhedsformer og kooperativer. Af artiklen ”Prekariatet overhaler den offentlige sektor” på Dansk Magisterforenings hjemmeside (se kilder) fremgår det, at denne type virksomheder er i voldsom vækst i hele Europa.

     Sociologen Guy Standing, der i 2011 udgav bogen ”Prekariatet – den nye farlige klasse” (se kilder) mener også, at nye former for organisering er en realistisk vej frem for at forbedre forholdene for prekariatet. I artiklen ”Op med humøret – prekæriatet kommer” i Information (se kilder) beskriver Standing prekaritatet som ”en klasse, som har politisk forandringspotentiale, fordi prækariatet higer efter at blive stærkt nok til at afskaffe sig selv ved at afskaffe de uligheds- og usikkerhedsvilkår, der definerer det”. Han forudser, at fordi mange i prekariatet ikke føler, at fagforeningerne repræsenterer dem, vil de i stedet søge mod nye, alternative bevægelser og organisationer: ”Inden for de næste fem år vil størrelsen af prekariatet og fremkomsten af en fælles bevidsthed inden for prekariatet føre til et oprør. Det vil ske ved at forme nye politiske bevægelser – som f.eks. Alternativet i Danmark og Podemos i Spanien.”