Højreekstremisme og nynazisme

Højreekstremisme – eller højreradikalisme – findes i stort set alle vestlige, demokratiske samfund. De seneste år har også højrepopulistiske partier oplevet voldsom vækst verden over, og Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg og Storbritanniens beslutning om at forlade EU nævnes som højrepopulistiske sejre. Ideologisk tager højreekstremismen ofte afsæt i nazismen eller i fascismen fra tiden omkring 2. verdenskrig, men det er samtidig vigtigt at skelne mellem højreekstremistiske partier, som er mere moderate og ikke officielt er inspireret af nazisme eller fascisme, og andre grupperinger, som til tider er mere rabiate.

     I dag er samlingspunktet for de højreekstreme organisationer først og fremmest modstanden mod indvandrere og flygtninge, som typisk kommer til udtryk i en skarp antimuslimsk position. Nogle af bevægelserne er aktive på gadeplan, men flere sympatisører eksisterer kun på internettet, hvor antallet af højreekstreme debatfora er stigende, og hvor debatindholdet bliver mere og mere radikalt. I nogle lande bekæmper man højreekstremismen ved at forbyde organisationer og partier, og i andre lande er der tværtimod tradition for at tillade tilsvarende partier og organisationer. Hvordan man bedst bekæmper det ekstreme højre, har igen været til debat ovenpå afsløringen af en nynazistisk likvideringsgruppe i Tyskland, og Anders Behring Breiviks massakre i Norge.

Højreekstremisme – eller højreradikalisme – er en betegnelse for politiske synspunkter og bevægelser, der ligger alleryderst til højre i det politiske spektrum. Det kan både gælde politiske partier, som generelt er mere moderate, og folkelige bevægelser på gadeplan og online, som ofte er mere racistiske, militante og antidemokratiske end de officielle partier. Bevægelserne har blandt andet nogle af følgende kendetegn: 

• En stærk konservatisme og et skeptisk fremtidssyn. Fortiden idealiseres, mens fremtiden bliver opfattet som truende. Det indebærer bl.a. en modvilje mod ”det moderne”, for eksempel i form af ny teknologi og nye livsformer, da brud med traditioner opfattes som trusler mod ”sunde” og positive moralske værdier  
• Modstand mod samfundets intellektuelle elite, der ofte betragtes som modstandere af ”folket”. Det kommer bl.a. til udtryk i forestillingen om, at der eksisterer en omfattende konspiration mellem magthaverne og eliten  
• Systematisk brug af syndebukke, for eksempel indvandrere, muslimer, jøder, handicappede og homoseksuelle  
• En stærkt nationalistisk, ofte racistisk, militant, moralsk fundamentalistisk og antidemokratisk ideologi  
• Dyrkelse af nationale ritualer, myter og historie

     Mærkesagerne er bl.a. beskrevet af historikeren Adam Holm i kronikken ”Pia, Adolf og pudlen” i Politiken 19. november 2001 (se kilder).

Nazisme – eller nationalsocialisme, som det er en sproglig sammentrækning af – er en politisk bevægelse og ideologi, der opstod i Tyskland i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig. Se artikel om Mellemkrigstiden.

     Nazismen er først og fremmest en racistisk politisk ideologi, idet nazister opfatter sig selv som et særligt overordnet ”herrefolk”, også kaldet den ”ariske race”. Denne idé om at mennesker kan inddeles i et særligt biologisk hierarki, baserer sig på tidlige raceteorier fra det 18. og 19. århundrede, og anerkendes i dag ikke videnskabeligt. For eksempel har man senere kunnet vise, at det kun er seks ud af menneskets omkring 30.000 gener, der bestemmer forskellen i hudfarven.

     Det første nazistiske parti var Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, der opstod i Bayern i 1920. Stifterne af partiet var imod den fredsaftale fra 1919, som pålagde Tyskland at afstå fra de territorier, landet havde erobret under 1. verdenskrig. NSDAP stillede ikke op til valg og var i det hele taget modstandere af demokratiet som styreform. Demokratiet fungerede på det tidspunkt i Tyskland heller ikke særlig godt, og mange små stridende fraktioner betød, at rigsdagen, det tyske parlament, i perioder stort set var ude af stand til at træffe beslutninger. Nazisterne ønskede i stedet en koncentration af magten, og en stærk og handlekraftig politisk ledelse.

     Fra 1921 overtog Adolf Hitler ledelsen af partiet og udviklede nazisternes ideologi, der sammenblandede elementer fra religiøs mystik med nationalisme og realpolitiske krav. For mange tyskere virkede den nazistiske ideologi tiltrækkende. Ikke mindst i tiden efter 1929 hvor en dyb økonomisk og politisk krise ramte Tyskland og medførte høj arbejdsløshed, utryghed og generel utilfredshed med tingenes tilstand. I løbet af få år blev NSDAP landets største parti, og i januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler. Da rigsdagen brændte en måned efter, benyttede Hitler det som anledning til at sætte de borgerlige rettigheder ud af kraft, og herefter havde han den absolutte magt i landet.

     Nazisterne brugte blandt andet magten til at arrestere sine politiske modstandere, og målsætningen om et racerent samfund førte senere til forfølgelse af jøder, handicappede og homoseksuelle. Drømmen om et Stortyskland resulterede i 2. verdenskrig og udryddelsen af op mod seks millioner jøder.

Nynazisme er en betegnelse for den nazistiske ideologi og de nazistiske bevægelser, som er opstået efter 2. verdenskrigs afslutning. Den dækker altså også over de nazistiske bevægelser og grupper, der findes i dag. Nogle forskere hævder, at nynazisternes ideologi er helt anderledes end nazismen i 1930’erne og 40’erne. Andre fokuserer på, at der er store ligheder mellem ideologi og retorik hos datidens og nutidens nazistiske grupperinger, og de argumenterer for, at der slet ikke er tale om en ny nazisme, men blot om nye udtryk for nazisme. Nynazister ser dog typisk ikke jøder, men indvandrere og flygtninge som den største trussel mod såvel Europas sikkerhed som mod den ”ariske” race.

     Nynazister er desuden typisk optaget af den såkaldte revisionisme. Det er en historieskrivning, der bl.a. benægter Holocaust og betragter de ledende nazister under 2. verdenskrig som helte, der kæmpede for at sikre fred og sikkerhed. Revisionisterne mener derfor også, at de dømte nazister ved Nürnbergdomstolen efter 2. verdenskrig, blev uretfærdigt dømt. Revisionisternes propaganda produceredes blandt andet på Institute for Historical Review i Californien. Mange nynazister henviser desuden til Hitlers bog ”Mein Kampf” fra 1924 for at forklare indholdet i deres ideologi.

Fascisme bruges af mange som et overordnet begreb for højreekstreme politiske ideologier og bevægelser, der har en antidemokratisk grundholdning. Fascisme er ligesom nazisme en politisk bevægelse og ideologi, som opstod i Europa i mellemkrigstiden. Fascister er som nazister antidemokrater og ønsker i stedet magten koncentreret hos en stærk politisk leder. Fascister går ind for en absolut statskontrol, blandt andet skal virksomheder gøres til statsejendom, og fagforeninger og politiske partier skal forbydes.

     Fascismen er som ideologi først og fremmest nationalistisk og militant, men den bygger ikke på racisme, sådan som nazismen gør. Fascisterne ser vold som et nødvendigt middel til at opnå og beholde magten. Som alle øvrige diktaturer er det kendetegnet ved censur og fravær af ytringsfrihed.

     Fascismen opstod i Italien på et tidspunkt, hvor der var økonomisk krise i Europa, og hvor en stærk socialistisk og kommunistisk bevægelse voksede frem. Fascisterne var modstandere af kommunismen og så en fuldstændig statskontrol som den eneste måde at undgå fattigdom og kaos. Fascismen blev etableret som egentlig politisk bevægelse i 1919, hvor italieneren Benito Mussolini etablerede partiet Partito Nazionale Fascista. Allerede i 1922 lykkedes det Mussolini at få sit parti med i regeringen, og tre år senere overtog hans parti magten. Mussolini regerede herefter diktatorisk frem til 1943, da de allieredes styrker invaderede Syditalien. Mussolini blev i 1945 dræbt af partisanere i Norditalien.

Det korte svar er nej. Blandt nutidens højreekstreme kan der findes personer med nazistiske og fascistiske sympatier, men der kan ikke sættes lighedstegn mellem højreekstremisme på den ene side og (ny)nazisme og fascisme på den anden. Ifølge kronikken ”Pia, Adolf og pudlen” i Politiken 19. november 2001 (se kilder), skrevet af historiker Adam Holm, er der en række forskelle på nazismen og fascismen i 1930’ernes Europa og højreekstremisme i det 21. århundrede: 

• Mange af nutidens højreekstreme forsvarer de fri markedskræfter, mens fascister og nazister ønsker, at staten skal have den totale kontrol med kapitalen  
• Nutidens højreekstreme dyrker ikke i samme grad den karismatiske lederskikkelse  
• Nutidens højreekstreme ønsker i nogle tilfælde at begrænse frihedsrettighederne for bestemte grupper i samfundet – for eksempel indvandrere – men er generelt ikke modstandere af demokrati som sådan

Der er ikke nogen enkel forklaring på højreekstremismens fremvækst i den vestlige verden. Ifølge flere forskere kan der dog peges på en række politiske, sociologiske og økonomiske faktorer, som formodentlig er afgørende: 

• Problemer med integration af indvandrere og flygtninge i de vestlige samfund. Ifølge den britiske journalist Angus Roxburgh har de højreekstreme partier og organisationer peget på problemer, som har været tabubelagte i den almindelige politiske debat indtil begyndelsen af 1990’erne. Det gælder blandt andet problemer med integration af flygtninge og indvandrere. Den forklaring nævner Roxburgh i interviewet ”De veltrimmede populister lever” i Politiken den 22. december 2002 (se kilder).  
• Social udstødelse og marginalisering. Den tyske filosof Axel Honneth mener, at de grupper, der ikke føler sig anerkendt og værdsat af samfundet, typisk reagerer ved at danne modkulturer, som bruger vold for at vise deres utilfredshed. Den voldelige del af det højreekstreme miljø kan forklares som et udtryk for, at mange unge mennesker ikke føler sig anerkendt, forklarer Honneth i artiklen ”Hvordan skal de udstødte protestere?” i Information den 20. november 2004 (se kilder). Det gælder især unge, som er arbejdsløse og føler, at samfundet ikke har behov for deres evner.  
• Angst for globaliseringen og moderniteten. Opbrud i traditionelle samfundsstrukturer og stigende globalisering – herunder udflytning af arbejdspladser fra den vestlige verden – er ifølge den italienske samfundsforsker Piero Ignazi med til at skabe grobund for nationalistiske og konservative ideologier. Idealet i ideologierne er et homogent, overskueligt og tætvævet samfund, der ikke undgår større forandringer, hvilket også skulle gøre det muligt at undgå arbejdsløshed. Denne baggrund for højreekstremismens fremgang i Europa beskrives i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder).  
• Manglende historisk viden. En udbredt del af de højreekstreme miljøer har begrænset eller faktuel forkert viden om 2. verdenskrig og krigens konsekvenser, hvilket blandt andet er påpeget af Ole Lindboe i bogen ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder). Denne uvidenhed kan være med til at gøre unge åbne over for ideologier, der baserer sig på revisionistisk historieskrivning og udpeger bestemte befolkningsgrupper og minoriteter som syndebukke.  
• Økonomisk krise. I mange lande har samfundsforskere påvist en sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og tiltroen til det demokratiske system og de etablerede partier. Denne sammenhæng kan ifølge den italienske samfundsforsker Pietro Ignazi være med til at forklare fremgangen for en række højreekstreme bevægelser i Europa i 1990’erne. Mange af disse bevægelser har især fået tilslutning fra mennesker, der har mistet tilliden til de etablerede partier, fremhæver han i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder).

Højreekstremismen og –populismen har udviklet sig på to planer: Der er den blødere partipolitiske version af højrepopulismen, som partier såsom Dansk Folkeparti, tyske Alternative für Deutschland og franske Front National står for, og den markant hårdere højreekstreme linje, som bevægelser såsom tyske Pegida og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse repræsenterer. Mens de politiske partier er højrepopulistiske snarere end højreekstreme, så vedkender mange af de mere ekstreme bevægelser sig at være inspirerede af nazismen og fascismen.

     Mens fascismen i mange forskellige diktatoriske afskygninger levede videre rundt omkring i verden efter 2. verdenskrig, så har især nynazismen først for alvor fået en genopstandelse i de vestlige lande i løbet af 1980’erne. Hvert enkelt land har i høj grad sin egen historie i forhold til fremvæksten af højreekstreme bevægelser. For eksempel har Berlinmurens fald i 1989 – og særligt skuffelsen over, at faldet ikke førte øget velstand med sig – affødt en øget tilslutning til højreekstreme bevægelser i det tidligere Østtyskland og i det tidligere kommunistiske Østeuropa generelt. Andre lande som f.eks. Østrig, Holland, Storbritannien har andre historier.

     Set i et overordnet perspektiv så udgøres højreekstremismen og -populismen i dag af en lang række forskellige grupperinger og strømninger, der godt kan have modstridende dagsordener, eksempelvis om bevægelsen er for eller imod homoseksuelle. Et af fællestrækkene – ifølge lektor ved idehistorie Mikkel Thorup i artiklen ”Terror for orden” i Politiken den 29. juli 2011 (se kilder) – er dog, at højreekstremismen og -populismen helt overordnet er optaget af moralske brud og krænkelser på hierarkier og ordenssystemer, som bliver anset for at være ”sande” og naturlige. Som sådan er målet for de højreekstreme stadigvæk – ligesom for nazismen og fascismen – at ”genetablere” en bestemt orden i samfundet. Alt efter udgangspunktet kan det så resultere i forskellige former for højreekstremisme: 

• Fundamentalisme som reaktion på et brud af en religiøs orden (f.eks. kristne abortmodstandere i USA)  
• Fascisme som reaktion på et brud af en statslig orden (øget centralisering og koncentration af magten, f.eks. i forskellige diktaturer)  
• Nazisme og racisme som en reaktion på et brud af et særligt ”racehierarki” eller sammenblanding af befolkningsgrupper (f.eks. hetz mod muslimer eller romaer)  
• Militarisme i form af et højreorienteret militærkup (som det er set i mange sydamerikanske lande) som en reaktion på manglende politisk handlekraft og politisk evne til at etablere ”orden” i samfundet

     Meget af den retorik og mange af de symboler, som nazismen og fascismen indførte tilbage i tiden før 2. verdenskrig, bruges den dag i dag af højreekstreme bevægelser rundt omkring i verden. Men samtidig er det, som bevægelserne opfatter som truslen mod den ”sande” orden ændret, så de i dag – i hvert fald i den vestlige verden – langt hen ad vej identificeres med antimuslimske bevægelser. Som Matthew Taylor skriver i artiklen ”Det ekstreme højres nye kulørte ansigt” i Information den 15. juni 2010 (se kilder), så kan højreekstreme bevægelser i den fælles, globale kamp mod islam i dag bl.a. godt favne homoseksuelle og transseksuelle, der tidligere blev lagt for had.

     Mens der fortsat er tilfælde af højreekstremistisk gadevold især i Tyskland, England og i Sverige, hvor nye løsere strukturerede bevægelser ser dagens lys, så er det også en generel tendens, at ældre grupperinger bliver mere parlamentarisk orienteret. Det har bl.a. været tilfældet med Sverigedemokraterne, med BNP i England og med Front National i Frankrig. En række højreekstreme partier er ifølge samfundsforskeren Piero Ignazi i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder) dermed blevet mere midtsøgende og bredt populistiske.

     På mange måder bliver højreekstremisme i dag derfor brugt som et meget overordnet begreb. Derfor bliver det også vigtigt at fastholde, at der eksisterer en grænse mellem det, man med Anita Bay Bundegaards ord i artiklen ”Det fælles ideologiske tankegods” (se kilder) kan kalde for højreekstremisme, og det man kan kalde for parlamentarisk højrepopulisme. Selvom der er ”fælles ideologisk tankegods” imellem de forskellige bevægelser og et vist tematisk sammenfald i holdninger, for eksempel i form af en nationalkonservativ grundholdning, grundsynet på indvandring, internationalt samarbejde og EU, så går der en helt afgørende grænse ved, hvordan de forsøger at gøre deres indflydelse gældende og nå deres mål. Mens højrepopulismen gør sin indflydelse gældende ad parlamentarisk vej, så vil denne udvikling aldrig være hurtig eller vidtgående nok for de ekstreme bevægelser. De vil i stedet bekende sig til voldelige aktioner, og er i deres natur dermed grundlæggende antidemokratiske.

Højreekstremisme har traditionelt stået meget stærkt i Tyskland. Både i en blødere partipolitisk udgave og i form af voldelige, antidemokratiske grupperinger. I 00’erne stod højreekstremismen især stærkt i det tidligere Østtyskland, hvor høj arbejdsløshed og sociale problemer øgede tilslutningen til bevægelser, der kom med løfter om totalitære politiske løsninger. Både i form af en tilbagevenden til tidligere tiders kommunisme, men også i form af en vending hen imod de højreekstreme og nynazistiske bevægelser. Vendingen mod højreekstremismen er også blevet set i lyset af, at der i 00’erne var generationer i Tyskland, der voksede op med en anderledes stolthed over at være tysk end tidligere generationer, som voksede op i skyggen af 2. verdenskrig. Bruddet med dette voldsomme tabu over national stolthed affødt af 2. verdenskrig har formentlig en vis betydning for, at nationalistisk og fremmedfjendsk retorik i 00’erne blev mere almindeligt og bredt tolereret i samfundet.

Det største højreekstreme parti i Tyskland var i 00’erne Nationaldemokratische Partei Deutschland (NPD) der blev stiftet i 1965. Allerede ved landdagsvalgene i 1966 fik partiet henholdsvis 7,9 og 7,4 % af stemmerne i Hessen og Bayern. Ved forbundsdagsvalget (valg til det nationale parlament Forbundsdagen) i 2009 fik partiet 1,5 % af stemmerne, men det er endnu ikke lykkedes partiet at komme ind i Forbundsdagen. NPD ledes af den tidligere fysioterapeut Frank Franz og har været under overvågning i flere år. Partiet er nationalkonservativt i sin grundholdning, er skeptisk overfor indvandring og EU, og ønsker bl.a. at Polen skal afstå nogle af de landområder, som blev en del af landet ved grænsedragningen ved afslutningen på 2. verdenskrig. For eksempel mener partiet, at områder som Schlesien, og Østpommern skal indlemmes i Tyskland.

Ifølge det tyske efterretningsvæsen, Verfassungsschutz (se kilder), fandtes der ved udgangen af 2010 i alt 219 højreekstremistiske organisationer og personsammenslutninger i Tyskland, der omfattede i alt 26.000 personer. Til sammenligning var det samlede antal personer med tilknytning til det højreekstreme miljø i 2001 opgjort til 49.700. Af de 26.000 kan cirka 5.600 klassificeres som nynazister, 8.300 tilhører højreekstreme subkulturer, 9.600 tilhører parlamentariske partier, og 2.500 tilhører øvrige højreekstreme organisationer og sammenslutninger. (Opgørelsen medregner de samme personer i flere kategorier. Hvis den effekt modregnes, nedskrives det samlede antal personer til 25.000.)

     Højreekstreme fra de subkulturelle miljøer omfatter f.eks. skinheads. De har typisk ikke nogen klar ideologi, men er grundlæggende fremmedfjendske og lever i en kultur med højt indtag af alkohol, stoffer og dyrker hård rockmusik med racistiske tekster. De arrangerer ofte marcher og demonstrationer, og skinheads står ofte bag voldelige overfald på personer som indvandrere og flygtninge. De fleste skinheads er unge mænd.

     De nynazistiske grupperinger bestod i 00’erne af både unge og gamle personer, som bekender sig til en mere klassisk nazistisk ideologi. Idealet er, at Tyskland (gen-)etableres som en totalitær stat, der styres af en suveræn leder med Hitler som forbillede. Organisationerne er inspireret af litteratur om 2. verdenskrig, revisionistisk historieskrivning og forsøger at gøre op med det, de kalder ”løgnen” om Holocaust.

I løbet af 1990’erne og 00’erne var der utallige højreekstreme aktioner i Tyskland, bl.a. i form af voldelige overfald på indvandrere og flygtninge, ildspåsættelse af asylcentre og drab. I 00’erne førte afsløringen af en nazistiske celle, der står bag en lang række etnisk motiverede mord, til dramatiske debatter i Tyskland og krav om selvransagelse i den tyske efterretningstjeneste. Gruppen, der bestod af de tre medlemmer Uwe Mundlos, Uwe Böhnhardt og Beate Zschäpe, blev i pressen kendt som ”Braune Armee Fraktion” – dvs. som et slags højreekstremt modstykke til den venstreradikale terrorgruppe ”Rote Armee Fraktion”. Gruppen blev dannet i 1998 og menes bl.a. at stå bag de såkaldte ”Dönermord” fra 2000-2006, hvor ni ”tyrkisk-udseende” mænd blev dræbt i forskellige tyske byer. Mordene blev af politiet indtil afsløringen af gruppen betragtet som resultatet af et internt tyrkisk ”mafiaopgør”, men er senere blevet mødt af massive antiracistiske demonstrationer flere steder i Tyskland, ligesom Angela Merkel har kaldt mordene for en skændsel for Tyskland. Gruppen stod også bag drabet af en ung kvindelig politibetjent i 2007 og bag et bombeattentat i 2004, der sårede 22 mennesker. Derudover er gruppen anklaget for at have gennemført 14 bankrøverier. Og det var netop i forbindelse med et bankrøveri udført af gruppens to mandlige medlemmer – der i jagten blev omringet af politiet og begik selvmord – at optrævlingen af gruppens aktiviteter tog fart.

     I kølvandet på optrævlingen af gruppens aktiviteter i 00’erne viste det sig, at gruppen allerede var kendt af den tyske efterretningstjeneste, og ydermere at efterretningstjenesten rent faktisk gennem et mislykket forsøg på at lokke gruppen frem i lyset havde været med til at finansiere nazistiske aktiviteter – i størrelsesordenen 200.000 DM, dvs. omkring 1. mio. kr. – gennem brugen af en meddeler i miljøet. Sagen vakte stor opstandelse i hele Tyskland, også på regeringsniveau, og førte til diskussioner af, hvilken værdi efterretningstjenesten egentlig har, når den ikke kan forhindre denne type højreekstreme mord, der finder sted gennem en længere årrække. Sagen førte også til konspirationsteorier om, at efterretningstjenesten grundlæggende nærede antidemokratiske sympatier og derfor vendte det blinde øje til gruppens aktiviteter, hvilket dog ifølge Troels Heeger i artiklen ”Truslen fra højre” (se kilder) kan afvises som forklaring, da det tyske civilsamfund generelt har en stærk og aktiv modstand mod nynazismen.

     En tredje diskussion i kølvandet på gruppens afsløring var, hvorvidt de tre medlemmer af gruppen var støttet af et større netværk. Meget tyder på, at gruppen havde haft kontakt til forskellige fremtrædende nazister, hvilket blot har øget kritikken af efterretningstjenesten. Samtidig havde medlemmerne også haft forbindelser til forskellige medlemmer i partiet NPD, hvilket førte til en fornyet diskussion af, om det parlamentarisk opstillede parti skal forbydes.

Sverige var i 00’erne det skandinaviske land, der havde den største gruppering af højreekstreme og nynazister. Flere forskere påpegede, at nynazismen havde særlig stor udbredelse i Sverige, fordi landet aldrig har taget et reelt opgør med de nazistiske sympatisører under 2. verdenskrig. Sverige var neutral under krigen, og der var derfor ikke samme anledning til et retsopgør, som der var i Danmark og Norge.

     Desuden rekrutterede nynazistiske grupper i Sverige mange nye sympatisører og medlemmer via såkaldt ”Hvid magtmusik”. Den racistiske musik blev introduceret i Sverige i 1993 under navnet ”Vikingerock” og blev siden en stor industri og centrum for en bred ungdomskultur. Mange unge deltog i koncerterne uden at have noget indgående kendskab til ideologien bag musikken men blev via det sociale miljø omkring koncerterne involveret i de ekstreme grupper. Ifølge svensk politi rekrutterede nazister i stigende grad i 00'erne nye folk blandt indsatte . Ifølge bogen ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder) var der i 00’erne over 3.000 aktive nynazister i Sverige. Samme tal nævnes af det svenske nettidsskrift Expo (se kilder). Der eksisterede i 00’erne flere højreekstreme grupper i Sverige. Den mest markante var Svenska motståndsrörelsen (SMR), en svensk militant nynazistisk organisation, der gennem en revolution vil skabe en nordisk nationalsocialistisk republik bestående af de nordiske lande. Organisationen blev stiftet i 1997 og er den mest voldelige højreekstreme bevægelse i Sverige ifølge organisationen Expo, der afdækker højreorienterede miljø i Sverige. Medlemmer fra organisation stod bl.a. i 1999 bag mordet på Björn Söderberg, der var fagforeningsleder. Tilsyneladende som hævn for, at han havde afsløret, at en medarbejder i den lokale fagforening var nynazist. En undersøgelse fra 2009 af 95 personer med tilknytning til SMR foretaget af Expo viste, at de 95 personer i fællesskab havde mere end 40 forskellige domme bag sig, herunder adskillelige domme for grov vold og våbenbesiddelse.

Der var i 00’erne to partier i Sverige, der blev betegnet som henholdsvis højreekstremt og højrepopulistisk: 

• Svenskarnas parti (SVP) er Sveriges største nazistiske organisation, og den blev stiftet i 1994 under navnet Nationalsocialistisk Front (NSF). Organisationen tog i 2008 navneforandring til Folkefronten og i 2009 til Svenskarnas parti. Flere af medlemmerne i organisationen har voldsdomme, og organisation arbejde under navnet NSF bl.a. sammen med den voldelige engelske nazistiske gruppering Combat 18. Organisationen var især kendt for store marcher, demonstrationer og konfrontationer med antinazistiske og -fascistiske organisationer. I et lokalvalg i 2010 fik SVP 102 stemmer i Grästorps kommunalvalg og blev tildelt en plads i kommunalbestyrelsen. SVP var dermed det første skandinaviske parti siden 2. verdenskrig, som åbent bekendte sig til nazismen og samtidig blev valgt ind i en demokratisk forsamling. Det viste sig dog senere, at partilederen, Daniel Höglund, der var blevet valgt ind, ikke var bosiddende i kommunen, og derfor forblev pladsen i kommunalbestyrelsen ubesat.    
• Derudover opfatter mange Sverigedemokraterna, stiftet i 1988, som et kontroversielt og grundlæggende racistisk parti. I 2010 fik partiet 5,7 % af stemmerne i riksdagsvalget (svarende til det danske folketingsvalg). Partiet gik i sit oprindelige partiprogram ind for en assimilation af indvandrere og flygtninge i en svensk enhedskultur, men sidst i 00’erne bekendte partiet sig mere direkte til at være imod fortsat indvandring. Partiet indtog også mere åbent en antimuslimsk position med udtalelser om, at islam var en trussel mod det svenske samfund.

I Norge er antallet af højreekstreme og nynazister meget lavere end i Sverige, og det skyldes sandsynligvis blandt andet, at Norge ligesom Danmark gennemførte et retsopgør med nazismen efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Flere forskere mener, at nutidens ekstreme især findes blandt børn og børnebørn af straffede nazister. Denne forklaring på højreekstremismens udvikling i 00’erne i Norge og Sverige præsenteres af den danske historiker og Holocaust-ekspert Uffe Østergaard i artiklen ”Stockholms internationale forum mod intolerance” i Jyllands-Posten 4. februar 2001 (se kilder). Ifølge Antirasistisk Senter i Norge (se kilder) var der i 00’erne omkring 150 aktive nynazister i Norge. I Ole Lindboes bog ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder) beskrives omkring 25 mindre nazistiske grupper i Norge, blandt andet den stærkt voldelige Boot Boyz og Zorn 88.

Næsten alle europæiske lande havde i 00’erne højreekstreme grupper, foreninger og partier. De mindre og mest radikale foreninger og grupper har generelt kun haft få medlemmer. Til gengæld har mange højreorienterede partier, som ligger mere eller mindre på kanten til højreekstremismen, fået politisk indflydelse mange forskellige steder. Den udvikling startede for alvor i 00’erne. Denne overordnede højredrejning er bl.a. blevet beskrevet af den italienske samfundsforsker Piero Ignazi i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder).

     Flere forskere peger på, at der i nogle europæiske lande ikke er sket et tilstrækkeligt gennemgående opgør med fortiden. I for eksempel Østrig, Frankrig og Italien var mange tilhængere af nazismen og fascismen under 2. verdenskrig, men der har aldrig været noget grundigt forsøg på at forstå og gøre op med denne del af fortiden. Det påpeger eksempelvis sociologen Henrik Dahl i kronikken ”Højreradikale lever af vores løgne” i Politiken 4. maj 2002 (se kilder).

     Derudover kan man pege på, at højreekstremismen i Vesteuropa i 00’erne florerede i mange forskellige subkulturer rundt omkring, som beskrevet i forbindelsen med gennemgangen af højreekstremismen i Sverige og Tyskland. F.eks. i forbindelse med en bestemt type racistiske musikmiljøer, eller i hooliganmiljøet, hvor højreekstreme samles i tilknytning til bestemte fodboldklubber.

     Endelig har der ifølge flere forskere været en undertrykt og skjult racisme i den tidligere Østblok. Med overgangen til mere demokratiske styreformer, indlemmelsen i EU og øget ytringsfrihed er der her sket en fremvækst af racistiske og højreekstreme partier og bevægelser. Desuden har økonomisk krise og stigende arbejdsløshed, skabt frustration og usikkerhed i store dele af befolkningen. Det har bl.a. ført til, at det fascistisk inspirerede og højreekstreme parti Jobbik i 2010 fik regeringsmagten i Ungarn, men også mange andre steder i Østeuropa er højreekstremismen vundet frem, som det blev beskrevet af Kalika Bro-Jørgensen i artiklen ”Armbind og støvler trækker vælgere i Østeuropa” (se kilder). 

• I Frankrig var Front National i 00’erne det største højreekstreme parti i landet. Partiet blev stiftet i 1972 og var ledet af Jean-Marie Le Pen. Partiet kæmper for fransk nationalisme, store stramninger af immigrationspolitikken, og er blevet beskyldt for at være xenofobisk og antisemitisk. Jean-Marie Le Pens datter, Marine Le Pen, overtog i 2011 lederskabet af partiet.  
• I Holland talte den karismatiske nationalistiske politiker Pim Fortuyn frem mod parlamentsvalget i maj 2002 for, at indvandringen til Holland skulle stoppes, og Islams indflydelse på samfundet mindskes. Kort før valget blev han myrdet af en ekstremistisk dyreretsforkæmper og miljøaktivist, og det gav ekstra sympati for hans parti, Pim Fortuyns Liste (LPF), som fik 18 % af stemmerne og otte repræsentanter i parlamentet. Efterfølgende har især politikeren Geert Wilders fortsat den høreekstreme parlamentariske tradition i Holland, og i 2006 stiftede han Frihedspartiet, der først og fremmest indtager en antimuslimsk position, enten i form af kulturel assimilation af eksisterende muslimer i landet eller som et stop for indvandring. Ved det hollandske parlamentsvalg i 2010 fik Frihedspartiet omkring 15 % af stemmerne og blev dermed det tredje største parti i Holland. I dannelsen af den nye regering fik Frihedspartiet en rolle som støtteparti og parlamentarisk grundlag. Meget lig den rolle Dansk Folkeparti spillede i VKO regeringerne fra 2001-2011.  
• British National Party (BNP) var det mest markante højreekstreme parlamentariske parti i Storbritannien i 00’erne og blev stiftet i sin nuværende form i 1982. Ligesom de fleste øvrige højreekstreme og nationalistiske partier er BNP imod EU, kæmper for et stop for indvandring, og argumenterer desuden for hårdere straffe herunder genindførelse af dødsstraf for terrorisme, pædofili og mord. Partiet havde frem til 2009 kun haft vælgersucces på lokalt niveau, men ved europaparlamentsvalget i 2009 vandt BNP to ud af Storbritanniens 72 sæder i Europaparlamentet.

     En anden ekstrem britisk organisation er English Defence League (EDL), der blev dannet i 2009. Grupperingen er i hastig fremvækst og udspringer især af det britiske hooliganmiljø. Bevægelsen er især kendt for sin antimuslimske position og sine mange voldelige sammenstød med muslimske grupperinger i forbindelser med marcher og demonstrationer. Den norske terrorist Anders Breivik var stærkt inspireret af EDL og refererede flere gange til organisationen i sit manifest. 

• I Østrig var Frihedspartiet (FPÖ) det mest indflydelsesrige højreekstreme parti i 00’erne. Frihedspartiet er et nationalistisk liberalistisk parti, hvis tidligere leder, Jörg Haider, af mange anses for at være højrepopulismens mest succesfulde eksponent. Ved valget i 1999 opnåede FPÖ 26,9 % af stemmerne og dannede sammen med det konservative ÖVP en koalitionsregering. Denne regering blev fordømt af de øvrige 14 EU-landes ledere, som besluttede at lave en diplomatisk boykot af Østrig. Denne boykot varede i otte måneder og var medvirkende til, at Jörg Haider trak sig som partileder. Boykotten blev blandt andet begrundet med, at Haider havde udtalt sig positivt om nazister under 2. verdenskrig. Ved et veterantræf for SS-soldater i 1995 sagde han for eksempel: ”Det er stadig anstændige mennesker med en god karakter, som også står ved deres overbevisning på trods af den største modstand, og som er forblevet tro mod deres overbevisning helt frem til i dag.” Grundet intern splittelse trådte Jörg Haider senere ud af partiet og stiftede i 2005 Alliancen for Østrigs Fremtid (på tysk Bündnis Zukunft Österreich) (BZÖ). Ved det nationale parlamentsvalget i 2008 fik FPÖ, med partilederen Heinz-Christian Strache i front, 17,5 % af stemmerne og blev Østrigs tredjestørste parti. Jörg Haiders BZÖ blev Østrigs fjerdestørste parti med 10,7 % af stemmerne. Kort tid efter døde Jörg Haider i et trafikuheld.  
• I de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa er der registreret en voldsom stigning i tilslutningen til nazistiske og fascistiske grupperinger, ligesom der er sket en stigning i racistiske voldshandlinger. Det er bl.a. tilfældet i Ungarn, Tjekkiet, Rumænien og i flere af landene på Balkan, der både vender sig mod indvandrere og flygtninge såvel som romaer og andre etniske minoriteter.

Der findes også en markant højreekstremisme i USA, men det er på mange måder en lidt anderledes og mere sammensat betegnelse end i Europa. Hvor nyere europæisk højreekstremisme næsten uden undtagelse er forenet i en antimuslimsk position og modstand mod flygtninge og indvandrere, så er det ekstreme højre i USA præget af flere forskellige underliggende strømninger.

     I tiden efter 2. verdenskrig har der bl.a. været tale om det, som man – af mangel på bedre – kunne kalde ”klassisk” racisme, dvs. diskrimination mellem hvide amerikanere og afroamerikanere. Først i løbet af 1960’erne blev der indført ensartede rettigheder for hvide amerikanere og afroamerikanere på grundlag af en række store, folkelige protestmarcher og voldelige sammenstød. En af de mest kendte racistiske bevægelser er Ku Klux Klan, der typisk har haft flest tilhængere i USA’s sydstater. Organisationen eksisterer stadig, og ifølge den jødiske organisation The Anti-Defamation League (ADL) (se kilder) har Ku Klux Klan i dag omkring 5.000 medlemmer.

     Der eksisterer også flere nynazistiske bevægelser, som minder om de nynazistiske bevægelser i Europa. De bekender sig f.eks. til en revisionistisk historieskrivning, en benægtelse af Holocaust og en forherligelse af den nazistiske æstetik og propaganda. Det amerikanske nynazistiske miljø er bl.a. blevet skildret i spillefilmen ”American History X”.

     Derudover er der også en stærk kristen højreekstremisme i USA, der bl.a. manifesterer sig i striden mellem pro-life tilhængere (at være for liv) og pro-choice tilhængere (at være for valg). I løbet af de sidste 30 år har radikale abortmodstandere ved ildspåsættelser, bombninger af kliniker og ved regulær nedskydning af sundhedspersonale, dræbt otte mennesker og såret adskillelige flere. Der har ligeledes været hundredvis af tilfælde af hærværk og dødstrusler. Et af de dødsfald, som tilskrives bevægelsen, var drabet på lægen George Richard Tiller i 2009.

     Den mest voldsomme højreekstreme terroraktion i USA’s historie var Oklahoma City-bombningen i 1995, hvor den 27-årige tidligere soldat Timothy James McVeigh med en bilbombe dræbte 168 og sårede mere end 800 mennesker. Indtil angrebet på World Trade Center i 2001 var det den mest blodige terroraktion i USA’s historie. McVeigh er blevet beskrevet som en militant kristen fundamentalist, og bombeaktionen fandt præcis sted på toårsdagen for drabet på den protestantiske sektleder David Koresh og 75 andre sektmedlemmer i forbindelse med den politiaktion, der senere blev kendt som Waco-massakren. McVeigh var imidlertid også imod hele ideen om den føderale stat, og dens indblanding i almindelige menneskers liv i form af skatter, og så var han imod restriktioner i forhold til at bære våben.

Mikhail Gorbatjovs ideer om omstrukturering (perestrojka) og ny åbenhed (glasnost) fra sidst i 1980’erne betød, at politiske organisationer og grupper i Rusland gradvist blev i stand til at mødes uden at risikere at blive forfulgt af politi eller andre myndigheder. Selvom der således ikke var nogen officiel højreekstremisme i Sovjetunionen (eller i den tidligere Østblok i det hele taget) før Mikhail Gorbatjov igangsatte sit reformprogram, så var der allerede ved Sovjetunionens opløsning i 1991 etableret forskellige netværk. Højreekstremismen i Rusland optræder dog også hyppigt i form af en (ultra) stærk nationalisme. I den forstand kan man derfor også godt føre den højreekstreme tradition væsentligt længere tilbage i russisk historie – måske helt tilbage til tiden for det første zardømme i det 16. århundrede.

     Fremvæksten af de højreekstreme bevægelser i Rusland kan forklares af mange faktorer, men hænger formentlig sammen med det identitetstab og generelle tab af stolthed, som russerne oplevede ved Sovjetunionen opløsning. Samtidig var der store immigrationsstrømme fra det sydlige Kaukasus og problemer med afledt kriminalitet. Man kan også pege på den voldsomme globale økonomiske krise, som Rusland blev særligt hårdt ramt af i årene 2008-2009. Det skabte en situation med et stærkt socialt pres, fattigdom og høj ledighed, hvilket let kan vende folkestemningen i en mere kritisk retning i forhold til indvandrere og flygtninge.

     På den parlamentariske scene er Ruslands Liberale Demokratiske Parti (LDPR) et af de ældste nationalistiske partier i Dumaen (det russiske parlament), hvor det har været repræsenteret siden 1993. Ved det valg fik partiet knap 23 % af stemmerne. Ved valget i 2011 fik partiet 11,4 %, hvilket var en fremgang i forhold til valget i 2007 (8,1 %). Siden stiftelsen i 1991 har partiet været ledet af den kontroversielle tidligere oberst Vladimir Zhirinovsky, der kategorisk både afviser kommunismen og den liberale kapitalisme.

     En endnu mere radikal organisation er Russisk National Enhed (RNU), som er en paramilitær organisation, der er baseret i russisktalende lande uden for Rusland. Bevægelsens program er en udvisning af alle ikke-russiske grupper, og det gælder især jøder og folk fra det sydlige Kaukasus, dvs. befolkningsgrupper der ifølge RNU har ”deres hjemland uden for Rusland”, jf. Right-Wing Extremism in The Twenty-First Century (se kilder). Organisationen er stiftet af Alexander Barkashov i 1990.

     Hvert år omkring den 4. november afholdes der er en stor nationalistisk march, både i selve Rusland og i de russisktalende lande uden for Rusland, hvor flere forskellige mindre nationalistiske organisationer deltager.

     Derudover findes der adskillelige mere løst organiserede grupperinger på den russiske radikale højrefløj. Som i Tyskland og Sverige er der en del skinheads, men der er også store højreekstreme grupper i forbindelse med fodboldkampe, som man tidligere så det i England.

Ved udgangen af 2016 er det store debatemne i den europæiske og amerikanske offentlighed højrepopulismens globale fremgang. Efter et år, hvor den britiske befolkning med Brexit stemte for, at Storbritannien skal forlade EU, Donald Trump til stor overraskelse blev valgt som USA's næste præsident, og højrepopulistiske partier havde fremgang i de fleste europæiske lande, er fremgangen det altovervejende debatemne på tværs af landegrænser. Fokus har i højere grad været på højrepopulismen i form af politiske partier end på højreekstreme folkelige bevægelser, omend flere analytikere peger på, at der er et stort sammenfald i begge parters ideologi. Den højrepopulistiske fremgang er kommet som en stor overraskelse for mange, og ifølge kommentatorer kan den betyde ”enden på Vesten, som vi kender det”. De ord skrev den amerikanske forfatter Anne Applebaum i marts 2016, hvor hun forudså en afvikling af den liberale verdensorden, hvis Brexit blev vedtaget, Trump vandt det amerikanske præsidentvalg og Front Nationals Marine Le Pen bliver præsident i Frankrig. Mindre end et år efter er to ud af de tre scenarier blevet virkelighed, skriver Politikens Michael Jarlner i en analyse (se kilder), hvor han konstaterer, at ”vi står kort sagt i et opbrud mellem et politisk establishment og en samling europæiske og nu også amerikanske populister, der imidlertid har evnet at opfange og udnytte en folkelig utilfredshed.” Ligesom mange andre analytikere mener Jarlner, at de højrepopulistiske partiers fremgang skyldes visse vælgergruppers utilfredshed med globaliseringen, finanskrisens efterdønninger, eksplosionen af terrorisme i Europa i 2010’erne, flygtningekrisen i 2015 og en følelse af at føle sig udenfor samfundet og blive gjort til nar af eliten: De er imod the establishment, som er den politiske elite og de intellektuelle medier. Højrepopulismen er dermed drevet af de samme værdier, der er centrale for højreekstremismen, som blev beskrevet tidligere i denne artikel.

Højrepopulistiske partier har haft stor fremgang i Europa i 2010’erne. Næsten alle europæiske lande har set partier på den yderste højrefløj skyde op eller vokse sig større: 

• Storbritannien valgte i 2016 at forlade det europæiske samarbejde. Brexit, briternes valg om at forlade den europæiske union, betegnes som den hidtil største højrepopulistiske sejr i Europa. Folkeafstemningen fandt sted i sommeren 2016, og 51,9 % af briterne stemte for at forlade EU, mens 48,1 % stemte for at blive, skriver DR (se kilder og artiklen om Brexit). Den franske filosof Bernard-Henri Lévy kalder i en debatartikel i Politiken (se kilder) Brexit-sejren for ”den ekstreme højrefløjs sejr over det moderate højre og den radikale venstrefløjs sejr over de liberale venstreorienterede”. Samtidig gav Brexit-afstemningen højrepopulistiske partier over hele Europa medvind: “Den britiske Brexit-afstemning har givet medvind til parolen om, at det er muligt at gøre sig fri af EU’s ’totalitære monster’ og genvinde den nationale frihed, selvbestemmelsesret og kontrol med egne grænser”, skriver Jørgen Steen Nielsen i Information (se kilder).  
• I Tyskland opstod i 2013 det højreekstreme parti Alternative für Deutschland, AfD. Mens det dermed endnu ikke har deltaget i et forbundsvalg, så har det vundet stort i flere lokalvalg. AfD har i høj grad overtaget rollen som højrepopulistisk parti fra NPD. Partiet vil stoppe indvandring til Tyskland, opløse euroen og genindføre nationale valutaer og genindføre værnepligten. Det står generelt for euroskeptiske, nationalkonservative og anti-indvandringsstandpunkter. Partiet stjal vælgere fra samtlige gamle partier, inklusive det mere højreekstreme NPD, skrev Berlingskes Tysklandskorrespondent Troels Heeger i 2016 (se kilder). Partiet er nu repræsenteret i 10 ud af Tysklands 16 lokale forsamlinger, og det spås at få et godt resultat, når der i 2017 er forbundsvalg til Bundestag, den nationale lovgivende forsamling, skriver Deutsche Welle (se kilder). Flere AfD-politikere fejrede Trumps valgsejr på sociale medier. Samtidig har flere højreekstreme bevægelser, såsom den islamkritiske og, ifølge flere eksperter, nynazistiske bevægelse Pegida, afholdt flere demonstrationer. De er dog som regel blevet mødt af større moddemonstrationer. Efter flygtningekrisen i 2015, hvor den tyske forbundskansler, Angela Merkel åbnede Tysklands døre for 1 million arabiske flygtninge, var der også store demonstrationer mod flygtningepolitikken. I november 2016 sagde Merkel, at hun vil stille op igen og kæmpe for at blive genvalgt som kansler, når der er valg i 2017.  
• Siden 2011 er Frankrigs højreekstremistiske parti Front National blevet ledet af Marine Le Pen, der har overtaget styringen af partiet efter sin far, den karismatiske Jean-Marie Le Pen, som af mange er blevet beskrevet som nazist. Ifølge bogen ”Racisme” af Cath Senker (se kilder) har Le Pen for eksempel udtalt, at mordet på seks millioner mennesker under Holocaust var en ”historisk detalje”. Le Pen slår i sin ideologi især på modstand mod indvandring og islam, kampen mod arbejdsløshed og kriminalitet samt skattelettelser. Marine Le Pen har efter at have fået overdraget lederskabet af partiet i vidt muligt omfang netop forsøgt at lægge afstand til de antisemitiske holdninger, som hendes far var kendt for. Som beskrevet i artiklen ”Hun har valgt sin syndebuk med omhu” af Solveig Gram Jensen (se kilder) vælger hun dermed at lægge afstand til fascismen og nazismen og gøre partiet troværdigt som regeringsalternativ. Samtidig vender hun i højere grad kritikken mod de franske muslimer i en antimuslimsk position, som også ses i øvrige europæiske højreekstreme bevægelser. Efter terrorangrebene mod Frankrig i 2015 og 2016 er partiet vokset voldsomt, og efter Trumps valgsejr skrev flere medier – blandt andet Politikens Michael Jarlener (se kilder) – at der er en chance for, at hun vinder præsidentposten, når der er valg i Frankrig i 2017. Ligesom andre højrepopulistiske partier i Europa fejrede Marine Le Pen og hendes parti Trumps valgsejr i USA. ”Deres verden kollapser. Vores er ved at blive bygget op,” skrev hendes nærmeste rådgiver i et tweet, der er blevet citeret af medier verden over.  
• Norsk højreekstremisme forbindes i dag først og fremmest med terrorangrebet den 22. juli 2011, hvor nordmanden Anders Behring Breivik stod bag en af den vestlige verdens mest voldsomme højreekstreme terroraktioner siden 2. verdenskrig. Ved sprængning af en bilbombe på en af de centrale gader i Oslos regeringskvarter blev 8 personer dræbt, og på øen Utøya skød og dræbte Breivik – som falsk uniformeret politibetjent – efterfølgende 69 unge mennesker, der var samlet i forbindelse med den årlige sommerlejr arrangeret af det norske arbejderpartis ungdomsorganisation (AUF). Størstedelen af ofrene på Utøya var således børn og unge. Breivik blev pågrebet på Utøya af politiet samme dag og overgav sig uden kamp. I de efterfølgende afhøringer erkendte Breivik at stå bag de to aktioner, men han afviste samtidig at erklære sig skyldig i nogen forbrydelse. Tværtimod påpegede han, at han havde gennemført sin aktion af nødvendighed og som en moralsk forpligtelse. Breivik handlede på egen hånd, og han havde brugt flere år på at planlægge aktionen.

     I tiden efter Anders Breiviks terrorangreb var der mange forskellige fortolkninger af begivenhederne, og hvordan det kunne ske. Lige fra politiske forklaringer, der tager udgangspunkt i vestens forhold til multikulturalismen, til Breiviks nazistiske ideologi og religiøse fundamentalisme, den skærpede debatkultur og tone i medierne, den øgede højreekstreme debat og propaganda på forskellige internetfora, voldelige computerspil, presset på den traditionelle manderolle i det moderne samfund, psykologiske beskrivelser af Breivik som forfængelig, paranoid skizofren osv.

     Breivik offentliggjorde samtidig med angrebene et manifest på mere end 1.500 sider, ”2083 – a European Declaration of Independence”, hvor han redegjorde for sin ideologi og sine motiver for aktionen. Her fremstår Breivik først og fremmest som en radikal antimuslim og tilhænger af den ekstremistiske Eurabia-ideologi, som bl.a. er beskrevet af journalist Sebastian Gjerding i artiklen ”Breivik og den ensomme ulvs flok” (se kilder). Ideologien er båret af idéen om, at der med tiden vil ske en gradvis ”islamisering” af det europæiske kontinent og udfasning af den på nuværende tidspunkt dominerende kristne kultur. Ved at tillade en ”masseindvandring” af muslimer står vestlige politiske ledere i ledtog med de ekstreme islamister, der også har til hensigt at ”invadere” og ”erobre” landene i Europa. Breiviks had mod islam er altså i ligeså høj grad et had mod den dominerende politiske kultur, eller det Breivik kalder for ”kulturmarxismen”, der har tilladt muslimer at komme til Norge. Det forklarer på sin vis det paradoksale i, at Breivik i sin antimuslimske ideologi ikke rettede sine angreb mod muslimer, men mod selve det etablerede politiske system og de kræfter, der argumenterede for en fredelig sameksistens med muslimer i et multikulturelt samfund. I Breiviks øjne var det netop de herskende socialdemokrater, der var landsforrædere. 

     I sit manifest beskriver Breivik sig også som ”Tempelridder" – en korsfarer, der er på en hellig mission – og derfor ser han også sig selv som moralsk forpligtet til at gennemføre sin aktion. Breivik er dog ikke – i modsætning til den umiddelbare holdning efter angrebene – en kristen fundamentalist i en traditionel forstand, idet han mere opfatter sig selv som en ”forsvarer af kristen kultur”, forstået som en vestlig enhedskultur, snarere end som en forkæmper for en bestemt religiøs overbevisning. I manifestet bekender Breivik sig også til en grundlæggende kulturkonservatisme, til kernefamilien, til markedsøkonomien og til en proisraelsk position, men samtidig er han også fascineret af den nazistiske retorik og æstetik. Manifestet består af egne tekster med refererencer til forskellige kilder som f.eks. det højreekstreme English Defence League, men består også af kopier og lettere redigerede tekstuddrag fra manifestet skrevet af den amerikanske ”Unabomber”, Theodore Kaczynski.

     Breiviks ekstremisme er på denne måde en meget sammensat, og i nogle tilfælde også modstridende, samling af politiske holdninger, populære referencer og forskellige tanker og ideer, der er løsrevet fra deres originale sammenhæng. Breivik er således også et eksempel på, at moderne højreekstremisme i dag både kan være meget sammensat, men samtidig have klare referencer til et klassisk nazistisk, racistisk eller fascistisk ideologisk udgangspunkt.

     Også i mange andre europæiske lande er højrepopulistiske partier vundet frem. I Danmark fik Dansk Folkeparti ved det senest Folketingsvalg over 20 % af stemmerne, hvilket betyder, at partiet i dag er et af Danmarks største, om end politiske skandaler i 2016 har ført til stor tilbagegang.   I Holland er Geert Wilders’ højreekstremistiske parti blevet et af landets største partier, og efter præsidentvalget i USA har Wilders sagt, at han går efter magten, når der er valg i Holland i 2017. Partiets mærkesag er at stoppe, hvad de kalder "islamiseringen af Holland", og de står generelt for en nationalkonservativ dagsorden.

     I Sverige var det højreekstreme parti Sverigedemokraterne i 2015 landets største parti ifølge en meningsmåling, som fik omtale i flere europæiske medier. Meningsmålingen viser, at mere end hver fjerde svensker vil stemme på det højreekstreme parti, skriver Berlingske i 2016 (se kilder).

Valget af den republikanske præsidentkandidat Donald Trump ved præsidentvalget i 2016 ses som højrepopulismens største internationale sejr. Han gik til valg på en hård nationalkonservativ og isolationistisk linje. Blandt andet lovede han at bygge en mur mellem USA og Mexico for at holde de mexicanske indvandrere ude, nægte muslimer indrejse til USA (et løfte han senere modererede), deportere samtlige illegale indvandrere i landet, rive USA's frihandelsaftaler over, skaffe arbejdspladser ved at gøre USA til en industrimagt igen, og at USA med ham som præsident ikke vil beskytte andre NATO-lande, medmindre de begynder at betale mere til den fælles kasse. Hans sejr fik analytikere til at tale om et ”revolutionsår for højrepopulismen" (Nick Cohen i Information, se kilder), og hans sejr betegnes som et opgør med eliten og med den internationale økonomiske globalisering, som har præget verdensordenen siden Berlinmurens fald (Jarlner i Politiken, se kilder).

     Allerede under præsident Obama var højrepopulismen imidlertid i udvikling.

     En form for stærk nationalistisk højreekstremisme, der stiller spørgsmål ved statens legitimitet og indblanding i privatsfæren, blev ifølge The Southern Poverty Law Center – en anerkendt borgerrettighedsorganisation – styrket under Barack Obamas præsidentskab. I rapporten ”Rage on the Right” (se kilder) skrev organisationen, at den øgede tilslutning til disse grupperinger, som potentielt set er voldelige, blandt andet skyldes en mere populistisk politisk argumentation generelt i USA. F.eks. når Obamas politik bliver karakteriseret som socialistisk eller som fascistisk under slogans som ”Obamacare = Obamafascism” (Obamas sundhedsreform = Obama-fascisme). Den form for retorik bruges for eksempel af den højreorienterede Tea Party-bevægelse, der opstod som en protest mod gennemførslen af de forskellige offentlige støttepakker, bl.a. til finanssektoren, i forbindelse med finanskrisen i 2008.

     Den 8. januar 2011 blev det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords under et offentligt møde i Tucson, Arizona udsat for et attentatforsøg, hvor hun blev skudt i hovedet på klods hold. Giffords overlevede, men sagen gav efterfølgende anledning til heftig diskussion af den hårde debatkultur. Især Sarah Palin – tidligere vicepræsidentkandidat og fremtrædende figur i Tea Party-bevægelsen – var udsat for kritik, efter at hun på Facebook havde offentliggjort et kort over USA med sigtekorn på forskellige demokratiske valgkampsdistrikter, heriblandt også Giffords distrikt. Endelig har den økonomiske krise med høj gældsætning på det offentlige budget og øget arbejdsløshed helt generelt medført større mistillid til det politiske system og skabt grobund for udviklingen af konspirationsteorier, der hastigt bliver videredistribueret på internettet og i øvrige medier.

• På lokalt plan har myndighederne i flere europæiske lande, bl.a. i Tyskland, Norge og Sverige, haft succes med EXIT-projekter, som handler om at hjælpe unge nynazister ud af det højreekstreme miljø og hjælpe dem med at etablere nye sociale kontakter. Det sker i et samarbejde med de unges forældre, skole og politi. Projekterne støtter især personer, der vil fortælle offentligt om deres beslutning og på den måde påvirke andre til at forlade de højreekstremistiske grupper.  
• Svenske medier har i flere tilfælde spillet en afgørende rolle i kampen mod nazisme og højreekstremisme, bl.a. med etableringen af det journalistiske netværk Expo, der foretager en systematisk overvågning af højreekstreme grupper og tilbyder oplysningskampagner og informationsmateriale til skoler og uddannelsesinstitutioner. I december 1999 offentliggjorde Sveriges fire største aviser i en fælles aktion navne og fotografier af 56 aktive nynazister og seks medlemmer af kriminelle rockergrupper. Det førte blandt andet til, at en af de navngivne nynazister blev fyret fra sit arbejde og ekskluderet af sin fagforening. Siden opsøgte journalisten Ylva Floreman nogle af de navngivne nynazister og lavede filmen ”Hvad rager det mig!” (se kilder). Under arbejdet med filmen gik Floreman i dialog med de unge nynazister og argumenterede imod deres holdninger. Siden forlod fem af de syv medvirkende det nynazistiske miljø.  
• I Tyskland har det siden 2. verdenskrig været forbudt at etablere partier, foreninger eller organisationer, der kan opfattes som nazistiske. Det første parti der blev forbudt var Hitlers nazistiske parti, NSDAP, der blev forbudt på initiativ af de allierede besættelsesstyrker, som ønskede at sikre sig mod en gentagelse af rædslerne fra 2. verdenskrig. Siden da har loven flere gange været brugt.  

     Debatten om at forbyde politiske partier i Tyskland blussede op i forlængelse af afsløringen af den højreekstreme gruppe, der stod bag de såkaldte ”Dönermord”. Efterforskningen tyder på, at gruppen har haft kontakt til og er blevet assisteret af flere personer i det højreekstreme miljø, herunder også medlemmer af NDP.

     I mange andre europæiske lande er der også lovhjemmel til at udstede forbud mod højreekstreme foreninger og partier. 

• I Østrig har politikerne flere gange strammet lovgivning og hævet strafferammerne for at udbrede nazistisk propaganda. I 1992 blev strafferammen for at fremsætte nynazistisk propaganda – for eksempel påstande om, at Holocaust ikke fandt sted – hævet til tyve års fængsel i særligt grove tilfælde.  
• I Storbritannien overvejede det britiske indenrigsministerium i september 2004 at fremlægge et lovforslag om, at medlemmer af det højreekstremistiske British National Party (BNP) skal udelukkes fra at arbejde som embedsmænd i statsapparatet. Formålet er at forhindre åbenlyst racistiske embedsmænd i at diskriminere personer med etnisk minoritetsbaggrund. Flere politikere og forskere har dog påpeget, at forbud generelt kan føre til en ophævelse af den vigtige skelnen mellem holdninger og handlinger. Derudover kan forbud føre til, at medlemmerne af de forbudte partier får en martyrstatus, og dermed radikaliseres grupperingerne yderligere. 

     EU vedtog i 1986 en fælleserklæring mod racisme og fremmedhad, og siden da har flere EU-institutioner i forskelligt omfang haft racismebekæmpelse på dagsordenen. Det førte i 1997 til oprettelse af Det Europæiske Observatorium til Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad, nu Den Europæiske Unions Agentur for grundlæggende rettigheder (FRA) (se kilder), som ligger i Wien. Agenturet skal ”forsyne Fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger på europæisk plan om fænomenerne racisme, fremmedhad og antisemitisme.” Agenturet udgiver hvert år en rapport om omfanget af og udviklingen i racisme og fremmedhad i EU og har desuden udgivet en internetguide til bevægelser, institutioner, organisationer og foreninger, der bekæmper racisme og fremmedhad.

     I januar 2000 besluttede 14 EU-landes regeringer f.eks. at gennemføre en diplomatisk boykot mod den nydannede østrigske koalitionsregering. Det skete i protest mod det østrigske frihedsparti, FPÖ, og dets leder Jörg Haider, som man mistænkte for nazisympatier. I løbet af 2012 opstod der en diskussion om Ungarns nye forfatning, som flere iagttagere påpeger, underminerer de demokratiske rettigheder, som er sikret i EU-retten.

Efterretningstjenester i de fleste europæiske lande overvåger systematisk de højreekstreme miljøer i en jævnligt opdateret trusselsvurdering. Typisk udgiver de hvert år en rapport og status for det nationale trusselsbillede, hvor de vurderer udviklingen og omfanget af ekstremistiske gruppers aktiviteter, herunder højreekstreme og nazistiske grupper. Derudover findes der i mange lande forskellige ordninger, der specifikt sigter mod at bekæmpe trusler fra det højreekstremistiske miljø. F.eks. etablerede det tyske efterretningsvæsen, Verfassungsschutz, i 2001 helt konkret en telefonrådgivning for personer, der ønsker at komme ud af et højreekstremistisk miljø. Lignende ordninger findes i andre lande.

     Den nøje overvågning af grupperne betyder formentlig, at mange højreekstreme forbrydelser bliver forhindret, samt at de fleste af de højreekstreme forbrydelser, der bliver begået, også bliver opklaret. Effekten af efterretningstjenesternes overvågning har dog været genstand for en intens og fornyet debat i flere forskellige lande, oven på bl.a. Breiviks terrorangreb i Norge i 2011, og afsløringen af den tyske højreekstreme gruppe bag ”Dönermordene i 2011.

     Svensk politi har desuden siden midten af 1990’erne forsøgt at bekæmpe nynazisterne ved at undersøge de økonomiske forhold i de nynazistiske musikselskaber og rejse sigtelser for skattesvig og lignende. Lokale myndigheder har desuden nægtet at udleje lokaler til koncertarrangørerne.

     Politiet i flere europæiske lande bruger også i et vist omfang meddelere og hemmelige agenter, der under dække infiltrerer de højreekstreme miljøer. Både med hensigt på at afsløre konkrete forbrydelser, men også med hensigt på at få et bedre overblik og mere viden om de forskellige miljøer.

     En stor del af efterretningernes overvågning foregår i dag på internettet, hvor der op igennem 00’erne er blevet bemærket en stadigt mere radikaliseret debatkultur på forskellige sociale fora.

Mens man kan lovgive mod de mest ekstreme grene af de højreorienterede bevægelser, så er højrepopulisme et accepteret politisk position, der dermed ikke kan adresseres ved hjælp af lovgivning. Flere eksperter, blandt andet Politikens Michael Jarlner og Nick Cohen i Information (se kilder) advarer mod, at den højrepopulistiske dagsorden kan underminere den verdensorden, vi har levet i siden Berlinmurens fald. De mener dermed, at højrepopulismen er skadelig for den fredelige verdensorden, og at europæiske og oversøiske samfund skal kæmpe for at bekæmpe højrepopulismen såvel som højreekstremismen. Et af de helt store debatemner ved udgangen af 2016 er, hvordan man kan overbevise vælgerne om, at højrepopulismen ikke er svar på de udfordringer, som globaliseringen, den internationale migration, finanskrisens efterdønninger og bølgen af terrorisme har stillet verden i.

     Analytikere mener, at det er afgørende at forhindre marginalisering: Ifølge den tyske filosof Axel Honneth kan højreekstremismen bekæmpes ved at sørge for, at alle mennesker i et samfund føler sig hørt og anerkendt. Det kan blandt andet sikres ved, at marginaliserede grupper – for eksempel arbejdsløse unge – får udbetalt borgerløn til gengæld for, at de yder sociale tjenester, altså for eksempel besøgstjenester hos ældre og ensomme. Herved får de en værdi i samfundet og vil føle en loyalitet over for dette samfund, vurderer Honneth ifølge artiklen ”Hvordan skal de udstødte protestere?” i Information 20. november 2004. Også den danske kriminolog Flemming Balvig mener, at det især er sociale og forebyggende indsatser, der er brug for. I artiklen ”Nynazisme kan ikke bekæmpes i retten” i Aktuelt 31. august 2000 (se kilder) argumenterer han for, at hårde fængselsstraffe ikke har nogen effekt i sig selv. Der er snarere risiko for, at de dømte i fængslet møder andre personer, som er bitre på systemet og kan rekrutteres til de højreekstreme grupper. 

• Genskrive og oplyse om historien:

     Ifølge sociologen Henrik Dahl er det i en række europæiske lande nødvendigt at lave en ny form for historieskrivning, hvor man erkender den nazistiske og fascistiske fortid. I kronikken ”Højreradikale lever af vores løgne” i Politiken den 4. maj 2002 (se kilder) argumenterer han for, at danske skoleelever bør præsenteres for en mere nøgtern danmarkshistorie, hvor Danmarks samarbejdspolitik over for Nazityskland i begge verdenskrige og i mellemkrigstiden indgår.

     I rapporten ”Våld, populism och extremism i Norden–Nordiska indsatser mot nynazism, våldsbenägna ungdomsgäng och andra extremistiska rörelser”, der blev udgivet af Nordisk Ministerråd i 2003 (se kilder), understreges det, at de nye generationer af forældre ikke selv har oplevet nazismen under 2. verdenskrig. Derfor giver de ikke altid deres børn den nødvendige viden om nazismen, og den rolle bør skolen påtage sig.

     Også den danske journalist Ole Lindboe understreger i sin bog ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder), at historiefaget i skolen kan spille en afgørende rolle i forebyggelse og bekæmpelse af nynazisme: ”Eleverne skal for eksempel lære at være kildekritiske og lære at kunne gennemskue de propagandatrick, som bl.a. nazisterne benytter sig af.”

Ved udgangen af 2016 taler analytikere om, at året har været et ”revolutionsår for højrepopulismen" (Nick Cohen i Information, se kilder) og at USA rider øverst på en global bølge af højrepopulisme (Washington Post, se kilder). I løbet af det næste år er der valg i flere lande, hvor højrepopulistiske partier forventes at gå frem: Det gælder blandt andet Østrig, Holland, Frankrig, Tyskland og Norge. Dermed er der udsigt til endnu mere fremgang for højrepopulismen og endnu mere debat om, hvordan højrepopulismen kan begrænses.