Socialisme

Socialisme betegner både en samfundsorden, hvor produktionsmidlerne er kollektivt ejet, og en bevægelse, der arbejder for at frembringe denne samfundsorden. Begrebet er blevet brugt siden slutningen af det 18. århundrede som modsætning til individualisme. Fra 1830erne begyndte organiserede arbejdere at bruge ordet til at beskrive deres vision for et nyt samfund. Socialisme og kommunisme er nært beslægtet, og nogle vil mene, at man ikke kan være socialist uden samtidig at være kommunist, fordi socialisme i marxistisk teori er et forstadie til kommunisme. Men særligt fra starten af det 20. århundrede begyndte arbejderbevægelsen og dens partier og organisationer at orientere sig i forskellige retninger, og nogle af de partier, der i dag kalder sig socialistiske, tager afstand fra kommunisme.

     Fra slutningen af det 19. århundrede forgrenede den socialistiske bevægelse sig i en revolutionær og en reformistisk retning, og den socialdemokratiske bevægelse i er i dag entydigt reformistisk i det meste af verden. Det vil sige, at den arbejder for større retfærdighed gennem gradvise reformer. Revolutionære socialister mener modsat, at et grundlæggende brud med kapitalismen er forudsætningen for at opbygge en ny, socialt retfærdig samfundsorden.

     De fleste, der kalder sig socialister, bruger imidlertid – på forskellig vis – Karl Marx’ værker til at forstå og kritisere kapitalismen.

Ordet socialisme kommer af det latinske ord ’socialis’, der betyder samfundsmæssig, og er afledt af ’socius’, der betyder kammerat eller forbundsfælle. Endelsen ‘-isme’ betegner, at det er en ideologi eller verdensanskuelse. Ifølge historiker Morten Things opslag ”Socialisme” på Lex.dk (se kilder) opstod begrebet socialisme i begyndelsen af 1800-tallet som modsætning til individualisme. Fra 1830erne blev socialisme i stigende grad brugt om forskellige retninger inden for økonomisk og politisk teori. Ordet blev også brugt blandt arbejdere, som ønskede en ny indretning af samfundet, hvor der – i modsætning til det kapitalistiske samfund – ikke var privat ejendomsret til fabrikker og produktionsanlæg. Ifølge socialistiske ideer skulle samfundets produktion og distribution af varer foregå under kollektive former og efter en samlet planlægning. Senere i århundredet blev socialisme også brugt om statsovertagelse af dele af produktion eller distribution. Frem til 1870erne blev socialisme ofte brugt synonymt med kommunisme.

I løbet af 1800-tallet opstod socialistiske bevægelser med udgangspunkt i faglig organisering af arbejdere i byområderne i blandt andet Rusland og mange europæiske lande. Herfra opstod også politiske partier. Mange af disse tidlige socialistiske partier kaldte sig socialdemokratiske og/eller arbejderpartier – f.eks. Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (se også faktalink om Den Russiske Revolution) og Det Tyske Socialdemokratiske Parti (SPD). Begge blev dannet i 1890erne, men på baggrund af tidligere organiseringer og på et revolutionært marxistisk grundlag.

     Nogle af disse socialdemokratiske partier, som f.eks. SPD, udviklede sig i reformistisk retning, hvor ideen om et revolutionært brud med kapitalismen blev opgivet. Fra især starten af det 20. århundrede blev den socialistiske bevægelse dermed delt i en revolutionær og en reformistisk retning. De partier, der i dag kalder sig socialdemokratiske, har typisk en reformistisk dagsorden og ønsker ikke længere at afskaffe kapitalismen.

I Danmark begyndte arbejdere i byerne og bønder på landet også at organisere sig i løbet af 1800-tallet (se også faktalink om Andelsbevægelsen og Arbejderbevægelsen), nogle af dem inspireret af socialistiske ideer. Fra omkring 1870 opstod den første egentlige organisering i Danmark på et socialistisk grundlag – Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Den var inspireret af udviklingen i andre lande i Europa og byggede på Karl Marx' ideer om, hvordan kapitalismen fungerede, og hvordan den kunne afskaffes og erstattes af en mere retfærdig samfundsorden i form af socialisme og siden kommunisme (se også faktalink om Marxisme og om Den Russiske Revolution). Denne bevægelse var en sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning (siden kendt som Første Internationale), der var blevet dannet på en kongres i London i 1864.

     Blandt de mest kendte grundlæggere af den danske sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning er Louis Pio (1841-1894). Ifølge historiker Erik Strange Petersens opslag ”Den socialistiske arbejderbevægelse” på danmarkshistorien.dk (se kilder) skabte Pio et socialistisk parti med basis i fagopdelte medlemssektioner, der umiddelbart også kunne dække behovet for faglig organisering. Den borgerlige presse reagerede med at fordømme Den Internationale Arbejderforening for Danmark, men bevægelsen fik i løbet af et halvt år op mod 5.000 medlemmer i København og halvt så mange i de større provinsbyer. I maj 1872 blev Pio og bestyrelsesmedlemmerne Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928) anholdt og idømt lange fængselsstraffe, mens Internationale blev forbudt i Danmark. Det stoppede dog ikke den socialistiske bevægelse.

Efter forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev bevægelsens faglige sektioner reorganiseret som egentlige fagforeninger. Disse nye fagforeninger arbejdede sammen med ”demokratiske arbejderforeninger” og med det nye politiske parti – formelt adskilt fra fagforeningerne – Socialdemokratisk Forbund, der blev stiftet I 1878. Avisen Social-Demokraten (tidligere kaldet Socialisten, og siden udgivet under skiftende navne – senest Aktuelt, der lukkede i 2001) fungerede som fælles talerør for den socialistiske arbejderbevægelses fagforeninger, arbejderforeninger og politiske parti.

Som man kan læse i opslaget om Louis Pio på Socialdemokratiets hjemmeside (se kilder), opfatter det nuværende danske parti Socialdemokratiet sig som arvtager til denne tidlige socialistiske organisering i Danmark og beskriver Louis Pio som partiets første formand. Der er imidlertid ikke mange af de tidlige socialistiske ideer tilbage i Socialdemokratiets aktuelle partiprogram og praktiske politik. Man kan blot sammenligne de første linjer i Gimleprogrammet fra 1876, der opfattes som Socialdemokratiets første principprogram, og så Socialdemokratiets principprogram ”Sammen om Danmark” fra 2017:

     I 1876 stod der bl.a.: “Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder” og målsætningen var “Afskaffelsen af Lønarbejds-Systemet, samt enhver Slags Udbytning, ligemeget i hvilken Form den optræder.” I 2017 stod der bl.a.: “For mange danskere er stadig uden for arbejdsmarkedet. Det skaber utryghed,”, samt at “Vores samfundsmodel bygger på en social kontrakt. Vi sikrer, at virksomheder har gode forhold.”

Marxisme er en fællesbetegnelse for ideerne og analyserne i Karl Marx’ (1818-1883) forfatterskab – og de senere fortolkninger og videreudviklinger. Socialisme som ide og som bevægelse opstod, før Karl Marx skrev sine værker om kapitalismen som politisk økonomi og formulerede sine teorier om, hvordan kapitalismen kunne omstyrtes. Den første del af, hvad der ofte opfattes som Marx’ hovedværk, ”Kapitalen”, udkom i 1867. Forinden havde Marx dog i samarbejde med Friedrich Engels skrevet programmet for den internationale revolutionære organisation Kommunisternes Forbund, og dette program fra 1848 blev kendt som ”Det Kommunistiske Manifest” (på tysk ”Manifest der Kommunistischen Partei”). Dette manifest gjorde blandt andet op med de hidtidige socialistiske ”utopiske” tanker og rummede en koncentreret fremstilling af den materialistiske historieopfattelse, der opfatter historiens gang som drevet af klassekamp. Manifestet rummer også den grundlæggende kritik af det kapitalistiske samfund og dets udviklingstendenser, som Marx siden videreudviklede, og som blev et referencepunkt for de fleste socialistiske og kommunistiske bevægelser, også i nutiden. Du kan læse hele ”Det Kommunistiske Manifest” på f.eks. den danske afdeling af Marxistisk Internetarkiv (se kilder).

Utopisk socialisme er en bred betegnelse for de tidlige socialistiske ideer, som opstod fra slutningen af 1700-tallet. Ifølge Niels Finn Christiansens opslag ”Utopisk socialisme” på lex.dk (se kilder) var civilisationskritik fælles for de utopiske socialister. De afviste den kapitalistiske ideologi, særligt individualisme og dyrkelse af konkurrence, og analyserede også årsagerne til fattigdom, ulighed og samfundskonflikt. Deres visioner var imidlertid forskellige. Nogle søgte tilbage til agrar- og håndværkersamfundets små produktionsenheder og nære sociale relationer; andre mente, at den industrielle produktionsform, der var vokset frem over det meste af Europa fra 1700-tallet og frem, rummede muligheder for at tilfredsstille den brede befolknings materielle behov, hvis blot økonomien blev indrettet anderledes.

     Et fælles svagt punkt hos de utopiske socialister – som også var årsagen til den nye retning, socialismen tog fra midten af 1800-tallet – var, at de var meget vage omkring vejen til et andet samfund. De tidlige utopiske socialister var inspireret af oplysningstidens rationalitet og mente, at eftersom deres ideer var så indlysende rigtige – og ville føre til større lykke for flertallet – så ville selv de herskende klasser indse, at samfundet burde indrettes anderledes. Socialister i marxistisk tradition mener derimod, at de herskende klasser ikke vil opgive deres magt og rigdom uden kamp. Derfor må arbejdere og bønder organisere sig og kræve deres ret gennem kamp – f.eks. faglig kamp – fremfor at forsøge at overbevise kapitalisterne med argumenter.

Inden for marxistisk tænkning betegner socialisme og kommunisme to forskellige historiske stadier på vejen mod afskaffelse af kapitalisme og en ny ordning af samfundet. Ifølge Karl Marx’ analyser ville modsætningen mellem arbejderes og kapitalisters interesser føre til udvikling af en arbejderbevægelse (se også faktalink om Arbejderbevægelsen), som ville overtage den politiske magt og afskaffe den private ejendomsret over centrale dele af samfundet, herunder produktion og infrastruktur. Socialisme betegner i denne sammenhæng den statsform, som skulle forberede overgangen til kommunisme – altså det klasseløse samfund, hvor der ikke længere er behov for en central statsmagt til at forvalte goderne i samfundet.

     I bogen ”Kapitalisme, Socialisme, Kommunisme” (se kilder) skriver Bente Hansen: ”Socialisme og kommunisme er det samme i den forstand at socialisme er en nødvendig overgang til det kommunistiske samfund. Man kan derfor ikke være konsekvent socialist uden også at være kommunist, men mange mennesker i de seneste årtier har valgt at kalde sig socialister for ikke at blive forvekslet med dem der er medlemmer af de gamle kommunistpartier”.

     Med det henviser Bente Hansen til f.eks. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der frem til Murens Fald var det største parti i Danmark, der åbent bekendte sig til kommunisme som ideal, men var tæt knyttet til det statsbærende Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Store dele af den danske venstrefløj var (ligesom mange socialister og kommunister i andre dele af verden) ikke tilhængere af udviklingen i Sovjetunionen og mente ikke, at det havde meget med kommunisme at gøre, særligt ikke efter Stalins magtovertagelse (se også faktalink om Den Russiske Revolution). Derfor ønskede de andre organiseringer, som arbejdede for socialisme – og kommunisme – ikke at blive slået i hartkorn med f.eks. DKP og SUKPs linje.

De nutidige socialdemokratier har ikke længere som mål at indføre socialisme som en ny ordning af samfundet. Deres politik sigter i stedet mod at administrere kapitalismen på en mere retfærdig måde – i skandinavisk udgave kaldet velfærdssamfund (se også faktalink om Velfærdsstaten). Det skal typisk ske ved hjælp af en stærk statsmagt og det, der kaldes trepartssamarbejde eller klassesamarbejde. Denne linje står i modsætning til klassekamp. Hvordan klassesamarbejds-strategien har udviklet sig i dansk sammenhæng, kan du f.eks. læse om i bogen ”Klassesamarbejde og klassekamp: den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Danmark 1940-78” (se kilder).

     Ideen er i trepartssamarbejdet eller klassesamarbejdet er, at kapitalister (dem, der ejer produktionsmidlerne, i Danmark f.eks. repræsenteret ved Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv), staten og arbejdernes organisationer (fagbevægelsen) kommer til indbyrdes enighed om, hvordan økonomien skal indrettes, så alles interesser tilgodeses. Et sådant trepartssamarbejde er også hovedideen i f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). ILO er et FN-organ, hvis målsætning er at skabe social retfærdighed ved at bringe arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringer sammen på internationalt niveau og aftale fælles spilleregler for arbejdsmarkedet.

Socialister – og kommunister – mener ikke, at det er muligt at administrere kapitalismen på en retfærdig måde: Kapitalisternes (dem, der tjener på andres arbejde) ønske om mest mulig profit og arbejdernes (dem, der sælger deres arbejdskraft) ønske om retfærdig fordeling af goderne kan ifølge socialister og kommunister ikke forenes. Kapitalistklassen og arbejderklassens interesser står altså i modsætning til hinanden. Socialister og kommunister i marxistisk tradition mener ikke, at økonomiske og politiske magthavere nogensinde vil opgive deres privilegier frivilligt, og derfor må en nyordning af samfundet og en grundlæggende anden fordeling af goderne foregå gennem kamp.

     Socialdemokratiets stadigt mere udtalte klassesamarbejdslinje har derfor også betydet, at partiet gradvist har fjernet sig fra de aktivistiske dele af fagbevægelsen.

I Folketinget har Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten et historisk forhold til socialisme og kommunisme. De tre partier mener – især i deres nutidige form – imidlertid noget meget forskelligt med socialisme. Socialdemokratiet nævner kun socialisme et sted på deres nuværende hjemmeside, nemlig under opslaget ’Partiet’ (se kilder), hvor der står: ”De socialdemokratiske mål er enkle og klare (…) At udbrede demokrati, demokratisk socialisme, global lighed, international solidaritet og sikkerhed.” Som socialdemokraten Magnus Barsøe skrev i debatindlægget ”At være eller ikke være socialist” på netmediet Pio (se kilder): “Socialdemokraterne er ikke et socialistisk parti (…) I den seneste udgave af programmet fra 2011 optræder hverken ordet socialist eller socialistisk. Begrebet ’socialisme’ optræder kun to gange i teksten og aldrig uden tillægsordet 'demokrati'.”

     I debatindlægget tager Magnus Barsøe afstand fra socialister, der ifølge ham er nogen, som står på en ølkasse og råber ”100 kr. mere i løn i dag eller vi brænder fabrikken ned ved daggry!”, mens de fornuftige socialdemokrater beder om 10 kroner mere i timen og “lader fabriksejeren være i fred”.

     At Socialdemokratiet formelt og på ledelsesplan ikke længere kalder sig socialister, betyder dog ikke, at der kan være menige medlemmer af partiet, der opfatter sig som socialister.

Socialistisk Folkeparti (SF) har bevaret ordet socialistisk i deres navn, men har ligesom Socialdemokratiet fjernet det mange andre steder i deres offentlige profil. SF kalder sig ”et rødt og grønt” parti og formulerer sig i abstrakte vendinger om ”lighed” og ”lige muligheder”. Et socialistisk samfund er imidlertid fortsat partiets mål, hvilket fremgår af deres principprogram fra 2012 (se kilder). SF blev stiftet af tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, men har bevæget sig langt væk fra DKPs principper og er i dag et primært reformistisk parti. SF mener altså ikke, at det er nødvendigt at omstyrte kapitalismen, men at et socialistisk samfund kan opnås gennem gradvise reformer. SF er dog ikke så entydigt reformistisk som Socialdemokratiet og arbejder i princippet stadig på et marxistisk idegrundlag. Der er også SF-medlemmer, der går ind for klassekamp frem for klassesamarbejde og har en mere revolutionær tilgang til, hvordan et socialistisk samfund kan skabes.

Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget, der fortsat mener, at vejen til et socialistisk samfund kræver mere end bare reform af kapitalismen. Kapitalismen skal ifølge Enhedslisten ”erstattes” af et socialistisk samfund, og ”som socialister er vi imod kapitalisme”, som der står i partiets principprogram. Tidligere talte Enhedslistens partiprogram også direkte om behovet for revolution, men det blevet taget ud af partiets formelle politiske profil. Blandt medlemmerne såvel som i ledelsen kan man finde både revolutionære socialister og socialistiske reformister. Der findes også organiserede revolutionære strømninger inden for Enhedslisten, f.eks. Socialistisk ArbejderPolitik (SAP) – dansk sektion af Fjerde Internationale, som var et af de tre partier, der var med til at danne Enhedslisten i 1989. De to andre partier var Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti. Førstnævnte har siden opløst sig selv. DKP findes derimod stadig som selvstændig organisation uden for Enhedslisten, men mange har meldt sig ud af DKP og er nu blot medlemmer af Enhedslisten. Af andre organiserede revolutionære marxistiske strømninger i Enhedslisten kan nævnes foreningen Socialisten, som udgiver et blad af samme navn. SAP har også et medie på nettet, som hedder Socialistisk Information.

     Både SAP og foreningen Socialisten hører til den trotskistiske – det vil sige anti-stalinistiske og internationalistiske – tradition på venstrefløjen, men orienterer sig mod forskellige teoretiske videreudviklinger af marxisme og leninisme, og har forskellige strategier i arbejdet for socialisme og kommunisme.

Der findes adskillige mindre partier, organisationer og grupper uden for Folketinget, som er socialistiske i forskellige former. I partitraditionen kan nævnes f.eks. Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), som ligger tæt på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Dertil er der Kommunistisk Parti (KP), der opstod som en sammenlægning af to andre kommunistiske grupper (DKP/ML og Kommunistisk Samling) i 2006. KP udgiver avisen Arbejderen (tidligere udgivet af DKP/ML). Du kan læse mere om disse grupper på deres hjemmesider.

     Der findes også gruppen Revolutionære Socialister, der – ligesom foreningen Socialisten og SAP i Enhedslisten – er trotskister, og ifølge deres hjemmeside (se kilder) arbejder ”for en socialistisk verdensrevolution. Vi kæmper for et stats- og klasseløst samfund, dvs. kommunisme”. Revolutionære Socialister driver Forlaget Marx og udgiver sammen med gruppen Marxistiske Studerende avisen Revolution.

     Dertil kommer en række foreninger, netværk, kollektiver m.m., som orienterer sig marxistisk, socialistisk og kommunistisk, heriblandt feministiske (f.eks. er Kvindehuset i København erklæret socialistisk), antiracistiske, antifascistiske og anarkistiske grupper.

     I 2019 startede netmediet Solidaritet (hvis historie i forskellige former går tilbage til starten af det 20. århundrede), som skriver i deres politiske grundlag (se kilder), at ”Mediehuset Solidaritet har en målsætning om at være den brede venstrefløjs demokratiske, udogmatiske samlingspunkt for debat, nyheder og analyse.” En af ambitionerne med mediet er at skabe et forum for at udvikle og undersøge, hvordan socialistisk organisering og strategi kan tage sig ud i nutiden, både i Danmark og internationalt.