Marxisme

Marxisme er opkaldt efter den tyske revolutionære socialist og samfundsteoretiker Karl Marx. Det er en samlet betegnelse for den teori om samfundets udvikling, som han forfattede i anden halvdel af 1800-tallet, og de mange forskellige teoriretninger, som siden er kommet til på grundlag af Marx' pionerarbejde. Marxismen har spillet en stor rolle som grundlag for kritik af det kapitalistiske samfund og for opbygning af arbejderbevægelser og politiske partier i demokratiske samfund. Den har dog også været det ideologiske fundament for kommunistiske regimer verden over, som meget ofte har været kendetegnet ved undertrykkelse af egne befolkninger. Det gælder ikke mindst i den tidligere Sovjetblok.

     Berlinmurens fald i 1989 og det efterfølgende sammenbrud af Sovjetunionen markerede et brat fald i marxismens politiske indflydelse, men dens betydning som kapitalismekritik har fået fornyet kraft i forbindelse med den globale finanskrise.

Marxisme er en teoriretning om samfundets indretning, der dækker meget bredt og omhandler blandt andet økonomi, politik og historie. I sin essens er marxismen en kritik af kapitalismen og samtidig en analyse af den kapitalistiske produktionsform. Analysen leder til den konklusion, at kapitalismen uundgåeligt med tiden vil blive afløst af først socialisme, dernæst kommunisme.

     Marxismen har dannet ideologisk grundlag for arbejderbevægelser, politiske partier og samfundssystemer af ret forskellig karakter verden over. Siden sin opståen har marxismen udviklet sig i mange retninger, og selv folk, der er enige om at betegne sig som marxister, kan være meget uenige om den rette udlægning af marxismen.

Marxismen har fået navn efter den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883), der i midten af 1800-tallet skrev en række bøger og stod i spidsen for den første internationale sammenslutning af arbejderbevægelser. En stor del af hans arbejde blev foretaget i samarbejde med den tyske forfatter og forretningsmand Friedrich Engels (1820-1895), der også udgav flere værker af Karl Marx efter hans død. Marx og Engels kaldte selv deres teorier for videnskabelig socialisme. Betegnelsen ’marxisme’ blev først udbredt efter Marx' død.

     De vigtigste udgivelser er ”Det kommunistiske manifest” (1848) af Marx og Engels, og ”Kapitalen”, der blev udgivet i tre bind i 1867-1894 (se kilder).

Historiker Kjeld Mazanti Sørensens bog ”Ideologier og diskurser” (se kilder) beskriver, hvordan Marx anså historiens udvikling for at være et resultat af modsætningen mellem produktivkræfterne (arbejdere, viden, maskiner) og produktionsforholdene (ejerskabet af produktivkræfterne og organiseringen heraf). På et tidspunkt vil produktionsforholdene sakke bagud i forhold til produktivkræfternes udvikling, og som konsekvens heraf vil den herskende samfundsform bryde sammen, og der vil komme en revolution. Ifølge marxismen kan dette udviklingsforløb både spores tilbage i tiden og forudsiges for fremtiden, da marxismen i sin selvforståelse er videnskabelig og baseret på lovmæssigheder.

     Historiens gang er ifølge marxismen præget af fremskridt med følgende trin: Slaveejersamfund --> Feudalsamfund --> Kapitalistisk samfund --> Socialistisk samfund (proletariatets diktatur) --> Kommunistisk samfund.

     Socialistiske og kommunistiske samfund vil ifølge den marxistiske teori efterfølge det kapitalistiske samfund, men eksisterede altså endnu ikke i Marx' levetid.

Karl Marx gav ifølge bogen ”De europæiske ideers historie” (se kilder) ikke detaljerede anvisninger på, hvordan de kommende socialistiske og kommunistiske samfund ville blive indrettet, men angav dog nogle overordnede principper.

     Socialisme, også kaldet proletariatets diktatur, ville afløse kapitalismen efter revolutionen. Under socialismen ville der være en stærk stat, og de vigtigste produktionsmidler ville være statsejede. De sidste rester af borgerlig tankegang skulle udryddes i denne fase for at undgå en kontrarevolution. Derfor ville det være nødvendigt med et diktatur. Der ville stadig være lønarbejde for at skabe motivation for at sætte produktionen op. Alle skulle ”yde efter evne, nyde efter indsats”, og alles behov ville blive dækket.   

     Socialismen skulle dog kun ses som en midlertidig fase inden realiseringen af kommunismen, som var historiens endemål. Den private ejendomsret skulle helt afskaffes, hvilket ville få den indbyggede modsætning mellem kapitalister og arbejdere til at forsvinde, og det klasseløse samfund ville opstå. Staten ville smuldre væk, da der ikke længere ville være behov for den. Alle ville ”yde efter evne, nyde efter behov”.

Marx mente, at der i det kapitalistiske samfund skete en udbytning af arbejderklassen, fordi kapitalejerne skulle have overskud fra produktionen. Dette overskud blev skabt gennem medarbejdernes arbejde, men merværdien tilfaldt kapitalejeren, ikke arbejderne. Den hårde konkurrence mellem virksomhederne betød, at arbejdernes forhold til stadighed blev forringet, og der opstod derfor tilbagevendende kriser med fattigdom og arbejdsløshed.

Marx mente ikke, at kapitalejernes og arbejdernes interesser kunne forenes, og han forudså derfor, at kapitalisternes stigende udbytning af arbejderne i sidste ende ville føre til revolution. Der var altså ifølge Marx ikke grund til at vente på, at arbejdernes vilkår vil blive forbedret i det kapitalistiske samfund, da det blot ville forsinke den uundgåelige revolution. ”Det kommunistiske manifest” (se kilder) afsluttes på denne måde: ”(Kommunisterne) erklærer aabent, at deres Maal kun kan naas ved, at hele den bestaaende Samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende Klasser skælve for en kommunistisk Revolution. Ved den har proletarerne kun deres Lænker at tabe. De har en Verden at vinde. Proletarer i alle Lande, foren Jer!”

En lang række tænkere og praktikere havde før Marx talt imod den private ejendomsret til produktionsmidlerne og for et samfund præget af lighed og fælles indsats. Ifølge ”De europæiske ideers historie” (se kilder) kan disse tanker spores tilbage til antikken. Senere kan man genfinde lignende tanker i nogle af middelalderens kirkekritiske bevægelser og hos den engelske politiker og forfatter Thomas More, der i 1520 skrev om idealsamfundet 'Utopia'.

     Industrikapitalismen og den medfølgende massefattigdom gav i første halvdel af 1800-tallet anledning til en række forslag til socialistiske idealsamfund. Marx kaldte nedsættende disse ideer for utopiske, fordi de ifølge ham havde karakter af drømmerier og ikke var baseret på den indsigt, at klassekamp var eneste vej til fremskridt.

Den revolutionære socialisme ligger i tråd med den oprindelige marxisme, som den blev formuleret af Marx. Den mest markante fakkelbærer for den revolutionære socialisme var russeren Vladimir Lenin (1870-1924), der videreførte den både i teori og praksis.

     Lenin udbyggede Marx' teorier med sin analyse og kritik af imperialismen, som han anså som kapitalismens sidste stadie inden revolutionen. Lenins vigtigste bedrift var dog hans rolle i Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917.Som en af de ledende skikkelser bag revolutionen indførte Lenin et socialistisk styre i Rusland, som han selv var leder af frem til sin død i 1924. Lenin argumenterede for, at revolutionen og overgangen til kommunisme skulle styres stramt af en lille elite i kommunistpartiets top. Denne udlægning kom til at præge kommunistiske regimer verden over. Sovjetunionens næste leder, Josef Stalin (1879-1953), indførte på den baggrund en særlig blanding af Marx' og Lenins skrifter, kaldet marxisme-leninisme, som blev den officielle statsideologi i Sovjetunionen frem til landets opløsning i 1991.

Marxismen har været en del af statsideologierne i talrige kommunistiske regimer med Sovjetunionen som den centrale aktør. Hele Østeuropa, Kina samt en række lande i Asien, Latinamerika og Afrika har haft kommunistisk statsstyre i løbet af 1900-tallet. Efter Berlinmurens fald i 1989 har langt færre lande bekendt sig til kommunisme eller socialisme, men der er stadig kommunistiske regimer i lande som Kina, Cuba og Vietnam.

     Marx havde ikke selv givet udførlige anvisninger på indretningen af det kommunistiske samfund, men det gjorde senere ideologiske retninger som marxisme-leninisme og den kinesiske maoisme. De kommunistiske lande blev oftest styret af en lille partielite med hård undertrykkelse af dem, der ikke rettede ind. I lande som Sovjetunionen, Kina og Cambodia er mange millioner mennesker blevet slået ihjel under kommunistiske regimer.  Økonomien blev styret fra centralt hold efter fastlagte produktionsplaner og var altså ikke en markedsøkonomi.

I løbet af 1890'erne begyndte tyske socialister ifølge Kjeld Mazanti Sørensens ”Ideologier og diskurser” (se kilder) at sætte spørgsmålstegn ved marxismens centrale påstand om revolution som middel til sociale forandringer. De kunne konstatere, at arbejdernes forhold rent faktisk blev forbedret, og derfor ville de hellere kæmpe for en gradvis evolution af det kapitalistiske samfund frem for afskaffelse af kapitalismen gennem revolution. Forbedringerne skulle man kæmpe for på demokratisk vis gennem parlamentarisk arbejde og faglige kampe via fagforeninger.

     Den demokratiske socialisme blev efterhånden rygraden i socialdemokratier verden over. I Danmark og resten af den vestlige verden blev socialdemokratierne til samfundsopbyggere i stedet for samfundsomstyrtere. Særligt efter 2. Verdenskrig kom de til at spille en central rolle i opbygningen af velfærdsstater, herunder i Danmark. Her kom kommunistpartier sjældent til at spille den store politiske rolle, da den socialdemokratiske bevægelse opsugede mange af arbejderne.

I lande som Cuba og Vietnam er kommunismen stadig den dominerende statsideologi, men det største og vigtigste kommunistiske land er uden tvivl Kina. Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949 med Mao Zedong som øverste leder. Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende instans overalt i samfundslivet.

     Efter Maos død blev Deng Xiaoping Kinas leder i 1978. Han liberaliserede delvist økonomien, men ifølge journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) betød det imidlertid ikke, at den politiske magt blev frigjort. Kommunistpartiet beholdt sit monopol på magten og kontrollen med samfundet. Afvigende holdninger blev stadig ikke tolereret, selv om der blev indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Kina har nu i flere årtier haft meget høje vækstrater og er ved at overhale USA som verdens største økonomi.

Finanskrisen, der begyndte i 2007-2008, har været med til at sætte fornyet fokus på kapitalismens indbyggede ulighed og tendens til kriser, som Marx beskrev. I artiklen ”Karl Marx er tilbage” (se kilder) beskrives det eksempelvis, hvordan studier af Marx er kommet tilbage på universiteterne i Danmark og mange andre steder efter at have været forsvundet helt efter Berlinmurens fald.

     Selv blandt fremtrædende aktører i det kapitalistiske økonomiske system er der en vis åbenhed at spore over for dele af marxismens tankegods. Et eksempel herpå findes i artiklen ”Saxo Banks cheføkonom: Karl Marx havde ret” (se kilder), hvor Saxo Banks cheføkonom giver en marxistisk inspireret forklaring på, hvorfor vi har svært ved at komme ud af den økonomiske krise: ”Den såkaldte arbejdskapital – eller arbejder- og middelklassen for at blive i det sprogbrug – skal have en så høj disponibel indkomst, at de bliver købere af de produkter, som de producerer. Men sådan er det bare ikke længere. Det er i virkeligheden et marxistisk problem. Du giver arbejder- og middelklassen så små lønstigninger, at man udmagrer de forbrugere, der skal bære økonomien.”

De vesteuropæiske socialdemokratier har gennemgået en hastig vælgerflugt i de seneste år. Den socialdemokratiske netavis Piopio.dk er i artiklen ”Opbakning til yderfløje fordoblet siden 2010” (se kilder) kommet frem til, at de vesteuropæiske socialdemokratier havde en gennemsnitlig vælgeropbakning på 31 % ved årtusindskiftet. På det tidspunkt havde socialdemokratiske ledere som Tony Blair, Gerhard Schröder og Poul Nyrup Rasmussen ført deres partier ind på en midtsøgende linje, ’den tredje vej’, der kombinerede gammelkendt socialistisk politik med opbakning til det frie marked og privatiseringer. Det havde givet vælgersucces og mange steder også regeringsmagt til socialdemokratierne, der rejste sig efter at have været i krise mange steder i 1980’erne. I 2016 var den gennemsnitlige tilslutning til socialdemokratierne faldet til 23 %, og siden da har der været dårlige valg for partierne i Frankrig, Holland og Tyskland.

     Til gengæld har der ifølge Piopio.dk (se kilder) været en stigende tilslutning til de politiske yderfløje både til højre og venstre siden finanskrisens udbrud i 2008. De har tilsammen fordoblet deres vælgertilslutning fra 15 % til 30 %. Siden flygtningekrisen i 2015 er opbakningen til disse partier accelereret. Ph.D og medlem af Enhedslisten, Rune Møller Stahl, skriver i kronikken ”Den midtsøgende socialdemokrat er en truet art” (se kilder), at socialdemokraternes krise skyldes indre splittelse i partierne og sparekrav fra EU som følge af finanskrisen. EU’s hårde sparekrav betyder, at socialdemokraterne er splittet mellem at underkaste sig sparepolitikken og dermed miste sit sociale ansigt eller helt at bryde med den midtsøgende økonomiske politik. I vigtige lande som Frankrig og Storbritannien er de socialdemokratiske partier gået væk fra ’den tredje vej’ og følger nu en mere rendyrket socialistisk bane.

Gennem tiden er marxismen blevet kritiseret for mange ting, herunder mangel på frihed, økonomisk ineffektivitet, tungt bureaukrati, korruption og tendens til at fostre vold og undertrykkelse. En stor del af kritikken retter sig mod den måde, som kommunistiske regimer i Sovjetunionen, Kina, Cambodia og andre steder konkret har forvaltet det marxistiske tankegods. Det er derfor blevet heftigt diskuteret, om det er marxismen i sig selv, der er noget i vejen med, eller om den er blevet misforstået eller fordrejet af kommunistiske ledere. Nogle hævder, at regimer som det sovjetiske i virkeligheden ’kun’ var socialistisk og ikke kommunistisk (selv om de kaldte sig kommunister), og at der slet ikke findes eksempler på realiseret kommunisme. Dermed kan man stadig forsvare det synspunkt, at et kommunistisk samfundssystem vil være det bedste af alle tænkelige.

     Den oftest fremførte kritik af kommunismen peger på, at mange regimer, der har kaldt sig kommunistiske, har medført undertrykkelse og nød. En frafalden kommunist, Jørgen Grimstrup giver i debatindlægget ”Pas nu på med jeres flirt med marxismen” (se kilder) et bud på, hvorfor det er gået sådan: ”Fordi revolutionære i kampen mod dårligdomme eller urenheder i samfundet mener at have fundet mirakelmidlet, der kan kurere al elendighed. Mirakelmidlet er marxismen-leninismen, hvis lovmæssigheder anses for lige så nagelfaste som naturvidenskabelige love. Men betragtes kommunismen som en videnskab på linje med naturvidenskab, bliver den farlig. Den gør det let for revolutionære at ofre mennesker i bekæmpelsen af urenheder i samfundet.”

Ovenstående spørgsmål blev stillet i Informations leder ”Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod” (se kilder). Her argumenterede chefredaktør Rune Lykkeberg på den ene side for, at Karl Marx ikke længere er relevant, mens journalist Søren Mau i samme leder forklarede, hvorfor Marx i hans øjne er mere relevant end nogensinde.

     Rune Lykkeberg giver tre årsager til, at Karl Marx’ ideer ikke længere er relevante. For det første findes der i vore dage mange forskellige former for kapitalisme, og derfor er det vigtigste spørgsmål ikke længere om vi skal have kapitalisme, men hvilken form for kapitalisme, vi bør have. For det andet er klassesamfundet langt mere komplekst end bare en kamp mellem arbejderklassen og kapitalister. Endelig ser Marx verden som styret af økonomi og reducerer dermed fejlagtigt politik, ideer og kultur til bare at være produkter af kapitalen.

     På den anden side mener Søren Mau, at Marx er mere relevant i dag end for 150 år siden. For det første fordi kapitalismen er endnu mere dominerende, end den var dengang, og derfor er kapitalismekritik mere påtrængende end nogensinde. For det andet minder nutidens kapitalisme med globalisering, finansielle kriser mv. på mange måder meget om kapitalismen på Marx’ tid. For det tredje er Marx’ revolutionære kommunisme stadig det bedste bud på den kommende samfundsform efter den kapitalistiske samfundsform, der ifølge Mau (og Marx) uundgåeligt må bryde sammen.