Arbejderbevægelsen

Arbejderbevægelsen opstod i Danmark i løbet af det 19. århundrede som et modsvar på undertrykkelsen af arbejderklassen. Det var en periode, hvor flere og flere flyttede ind til de større byer for at finde arbejde i den voksende industri. Arbejdere begyndte at organisere sig i (fag)foreninger og partier for at skabe et socialt sikkerhedsnet og en modvægt til virksomhedsejerne – og for at kæmpe for politisk indflydelse på samfundets indretning. I Danmark stod arbejderbevægelsen stærkest i midten af det 20. århundrede, hvor et flertal af arbejdere var organiseret i fagforeninger og stemte på partier, der havde arbejderklassens interesser i fokus. Fra slutningen af det 20. århundrede begyndte en ny indretning af økonomien og nye politiske styrkeforhold at udfordre arbejderbevægelsens organisationer. Samtidig var klasseforhold blevet mindre entydige. I dag er det omdiskuteret, hvem arbejderbevægelsen egentlig består af, hvad dens rolle er, og hvordan man definerer arbejderklassen. Men den stigende økonomiske og sociale ulighed – både globalt og i Danmark – har samtidig sat klassemodsætninger på dagsordenen igen.

Arbejderbevægelse er en samlebetegnelse for forskellige former for organisering af arbejdere – fra fagforeninger over kooperative virksomheder til politiske partier – samt en række organisationer med forskellige sociale formål, f.eks. begravelseshjælp, undervisning og fritidsaktiviteter. Fælles for disse organisationer er, at de har arbejderes interesser i fokus.

     For fagforeninger gælder det især løn- og arbejdsvilkår samt social sikring i forbindelse med f.eks. arbejdsløshed eller sygdom. For kooperative virksomheder, også kaldet andelsvirksomheder (se faktalink om andelsbevægelsen), handler det om, at dem, som arbejder for virksomheden – og dem, som forbruger virksomhedens produkter – skal have medindflydelse på virksomhedens drift og andel i overskuddet. Politiske partier, der historisk er blevet opfattet som en del af arbejderbevægelsen, har politiske programmer, som tilgodeser arbejderklassens interesser bredt set; f.eks. økonomisk omfordeling og kollektive goder såsom gratis uddannelse, offentligt sundhedssystem og daginstitutioner.

     Historisk har arbejderbevægelsen udgjort et social sikkerhedsnet og et socialt fællesskab ’fra vugge til grav’ – fra børnepasning til begravelseshjælp. Særligt i perioden før uddannelse blev offentlig og tilgængelig for hele befolkningen, stod arbejderbevægelsen også for undervisningstilbud til arbejdere. Denne tradition lever også i dag i form af f.eks. aftenskolen AOF, grundlagt i 1924 som Arbejdernes Oplysningsforbund.

I midten af 1800-tallet var der stor fattigdom i Danmark, hvilket satte en folkevandring i gang: mod byerne og til udlandet, især til Amerika. Ud af den daværende befolkning på omkring to millioner flyttede en halv million fra land til by og en kvart million til Amerika i perioden fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Arbejderbevægelsens start” (se kilder). I byerne var fattigdommen imidlertid også stor, og arbejdsvilkårene i den industri, der var begyndt at vokse frem, var hårde. Det fik arbejderne til at søge sammen i fællesskaber og til at søge inspiration fra arbejdere i udlandet, der var begyndt at organisere sig.

     I 1871 opstod Pariserkommunen i Frankrig, hvor revolutionære overtog hovedstaden og erklærede den socialistisk. Pariserkommunen bestod kun i to måneder, før myndighederne knuste oprøret – 20.000 blev slået ihjel – men kommunen blev inspiration for revolutionære arbejdere verden over.

     I Danmark havde postembedsmand Louis Pio fulgt udviklingen i Frankrig og begyndte under navnet ’En Arbeider’ at udgive Socialistiske Blade, som han sammen med sin fætter, boghandleren Harald Brix, lavede til ugebladet Socialisten. Dette ugeblad blev et af de første talerør for arbejdernes krav om bedre vilkår.

     I samme periode begyndte flere grupper af arbejdere, heriblandt murere i København, at strejke. På initiativ fra Pio, Brix og skolelæreren Paul Geleff blev Den Internationale Arbeiderforening stiftet i efteråret 1871. I foråret 1872 mødtes tusinder af arbejdere på Fælleden i København – et møde, som myndighederne slog hårdt ned på, og som siden blev kendt som Slaget på Fælleden (se faktalink om samme emne).

     Den Internationale Arbeiderforening blev forbudt, men arbejderne insisterede på deres ret til at organisere sig, og i årene 1871-1873 blev adskillige uafhængige fagforeninger dannet. I 1874 blev Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København dannet og blev den koordinerende politiske og faglige ledelse for den gryende arbejderbevægelse i Danmark.

     Ikke alle arbejdere var imidlertid tilfredse med Pio, Brix og Geleffs politiske linje og ledelsesstil. Oppositionen – ført an af ledere fra de nye fagforeninger – indkaldte til kongres i 1876 på Gimle (et forsamlingshus, der dengang lå på Frederiksberg), hvor der blev vedtaget et program for det nye socialdemokratiske Arbejderparti. ”Gimleprogrammet”, der kan læses i sin helhed på danmarkshistorien.dk (se kilder), er bygget op om to hovedpunkter:

1. ”Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder.” 
2. ”Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.”

     Derudover indeholdt programmet en række krav, som det socialdemokratiske arbejderparti ville arbejde for ”under det nuværende kapitalistiske Herredømme”.

Et arbejderparti er et politisk parti med et program, der har arbejderklassens interesser i fokus. Historisk har arbejderpartiernes repræsentanter, medlemmer og sympatisører typisk defineret sig som arbejdere. Arbejderpartier har som oftest en ambition om at få valgt repræsentanter til Folketinget, så de ad parlamentarisk vej kan arbejde for at ændre samfundsindretningen, så forholdene bliver bedre for arbejderklassen.

     Da det socialdemokratiske Arbejderparti blev stiftet i 1876, bestod det af både et politisk parti og en fagforeningsorganisering. Et par år senere blev fagforeningsorganisering og partiorganisering delt i to, men med tæt samarbejde. I 1884 fik partiet (der nu hed Socialdemokratisk Forbund) valgt sine to første medlemmer af Folketinget. Det fremgår af opslaget ”Det socialdemokratiske Arbejderpartis 1888-program” på danmarkshistorien.dk (se kilder). Det nuværende parti Socialdemokratiet har rødder i Socialdemokratisk Forbund, men har ændret sit politiske program mange gange siden.

     I løbet af det 20. århundrede opstod mange andre arbejderpartier – og nogle er siden gået i opløsning. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP, grundlagt i 1919), Socialistisk Folkeparti (SF, grundlagt i 1959), Venstresocialisterne (VS, 1967-2013), Fælles Kurs (1986-2003), og Socialistisk Arbejderparti (SAP, grundlagt i 1980, men med rødder i tidligere organiseringer), og Enhedslisten (grundlagt 1989) er eksempler på arbejderpartier. Da Enhedslisten blev dannet, var det som et samarbejde mellem DKP, VS og SAP.

     Historisk har arbejderpartier befundet sig på den politiske venstrefløj, men i nyere tid er også partier, der opfattes som en del af højrefløjen, begyndt at kalde sig arbejderpartier. Det gælder især Venstre og Dansk Folkeparti. I forbindelse med folketingsvalg og meningsmålinger opgør medier som Altinget jævnligt, hvem der er ’det største arbejderparti’. Det gør de ved at tælle, hvor mange faglærte og ufaglærte arbejdere, der støtter de forskellige partier. Den 1. maj 2019 (se kilder) meddelte Altinget, at Socialdemokratiet havde vundet titlen som Danmarks største arbejderparti tilbage fra Dansk Folkeparti.

Efter opdelingen mellem arbejderparti og fagforeninger fik arbejderbevægelsen en tredje gren: Kooperationen (se også faktalink om andelsbevægelsen). Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe, som det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Snorens 3. Streng – om kooperation” (se kilder).

     I slutningen af det 19. århundrede var der allerede mange mindre fagforeninger, særligt i Københavnsområdet. I 1898 mødtes 405 delegerede, som repræsenterede 70.000 fagforeningsorganiserede arbejdere, til møde i Folkets Hus på Enghavevej i København for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF) som en koordinerende organisation. DsFs første opgave var at administrere en konfliktfond og regulere strejkebevægelser ved at tildele økonomisk støtte fra fællesskabet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”DsF og Septemberforliget” (se kilder).

     I 1959 skiftede De samvirkende Fagforbund navn til Landsorganisationen i Danmark – LO. Syv år tidligere var der blevet stiftet en anden samling af fagforeninger, Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF). De to organisationer blev i januar 2019 slået sammen til Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH – der udgør et fælles talerør for omkring 1,3 millioner arbejdere i mange forskellige fagforeninger og brancher.

Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag Dansk Arbejdsgiverforening, DA) og De samvirkende Fagforbund (i dag FH) (se også faktalink om ”Den danske model”). Her blev de to parter enige om nogle grundlæggende spilleregler på arbejdsmarkedet. Blandt andet anerkendte DsF arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger.

     Dele af arbejderbevægelsen opfattede forliget som en sejr, der kunne sikre arbejdernes mulighed for – lovligt – at kæmpe for deres krav. Andre dele af arbejderbevægelsen mente, at det var en fejl at anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og at de juridiske rammer for f.eks. lovlige strejker ville blive en hæmsko for arbejderbevægelsen.

     Denne kritik af Septemberforliget findes stadig både i dele af fagbevægelsen og i dele af arbejderpartierne til venstre for Socialdemokratiet.

Efter Socialdemokratiet havde fået valgt repræsentanter ind i Folketinget i slutningen af det 19. århundrede, begyndte partiets ledere at føre en mere reformorienteret linje, hvor man accepterede langsomme, små fremskridt, frem for at arbejde for et revolutionært brud med den eksisterende samfundsorden. Det betød, at der opstod stigende ideologiske modsætninger i den danske arbejderbevægelse.

     Første Verdenskrig førte til et brud i den socialdemokratiske bevægelse i hele Europa. Anledningen var ikke mindst, at socialdemokratierne – mod de løfter, der var givet i den socialistiske internationale (et tværgående samarbejde mellem arbejderbevægelser og -partier verden over), havde stemt for krigsdeltagelsen i deres nationale kontekster.

     Uenighed om holdningen til Den Russiske Revolution i 1917 gav yderligere anledning til et brud. I årene 1917-20 blev arbejderbevægelsen dermed splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk del, som det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder). I Danmark førte det i 1919 til dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), der året efter skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

     Der opstod siden også andre politiske strømninger inden for arbejderbevægelsen. Heriblandt trotskisme – en politisk tradition, der udsprang af modstand mod den retning, Sovjetunionen tog under Stalin, både de udemokratiske elementer og den manglende mobilisering mod nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det fremgår blandt andet af Leksikon.orgs opslag ”Trotskisme” (se kilder). Siden har trotskistiske organisationer været aktive i faglig organisering, antiracistisk og antifascistisk arbejde og i arbejdet for en samling af venstrefløjen (til venstre for Socialdemokratiet og SF).

     En anden strømning inden for arbejderbevægelsen, som udviklede sig i første halvdel af det 20. århundrede, var syndikalisme. Syndikalister afviser staten som organiserende kraft i den økonomiske omfordeling og dermed også de politiske partiers rolle i kampen for socialisme. Forandringen af samfundet skal ifølge syndikalismen ske gennem arbejdernes faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Målet er at erstatte kapitalisme og statsmagt med det klasseløse samfund. Det fremgår af Leksikon.orgs opslaget ”Syndikalisme” (se kilder). Syndikalismen kom ikke til at stå stærkt organisatorisk i Danmark, men har haft større indflydelse i blandt andet Sverige.

     Det danske socialdemokrati fortsatte sin parlamentarisk orienterede kurs og blev regeringsbærende parti i lange perioder af det 20. århundrede, samtidig med at socialdemokrater fortsat spillede en central rolle i fagbevægelsen.

Foruden de tre grene – arbejderparti, fagbevægelse og kooperation – udviklede arbejderbevægelsen i løbet af det 20. århundrede en lang række andre organiseringsformer. Ifølge Den Store Danskes opslag ”Arbejderbevægelsen i Danmark” (se kilder) regnes følgende organisationer typisk som en del af arbejderbevægelsen: lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer som f.eks. DUI – Leg og Virke, kulturelle organisationer som oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Arbejdermuseet, Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH), hjælpeorganisationen ASF – Dansk Folkehjælp samt dagblade og fagpresse.

     I 1876 grundlagde fagbevægelsen A-Pressen A/S, også kendt som Fagbevægelsens Presse, der i dag udgiver bl.a. Ugebrevet A4 og avisen.dk. Historisk var en af de største arbejderaviser Socialisten (udsprunget af Pios Socialistiske Blade), siden kendt som Social-Demokraten, Det Fri Aktuelt, og senest Aktuelt, som eksisterede frem til 2001. De fleste fagforeninger har desuden deres egne fagblade, ligesom mindre organisationer på venstrefløjen udgiver aviser og magasiner, f.eks. Dagbladet Arbejderen og netmediet Solidaritet.dk.

     I 1936 grundlagde De samvirkende Fagforbund desuden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der fungerer som det, man i dag vil kalde en tænketank.

     Dertil findes en række ungdomsorganisationer med et mere eller mindre tæt forhold til arbejderpartierne, f.eks. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU, grundlagt i 1920), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU, grundlagt 1961), og Socialistisk UngdomsFront (SUF, grundlagt i 2001 ved en sammenlægning af Enhedslistens Ungdomsnetværk og Rebel – grundlagt 1992), der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.

I lange perioder i 20. århundrede var Socialdemokratiet regeringsparti – ofte i samarbejde med andre partier – nærmere bestemt 1924-1926, 1929-1945, 1947-1950, 1953-1968, 1971-1973, 1975-1981, 1993-2001. Særligt i perioden efter Anden Verdenskrig stod Socialdemokratiet i høj grad for den politiske indretning af samfundet i tæt samarbejde med fagbevægelsen, der var blevet en markant politisk faktor, idet flertallet af danske arbejdere på det tidspunkt var organiseret i en fagforening. Det var i disse årtier, at grundstenene til velfærdsstaten blev lagt. Socialpolitik, økonomisk politik, kulturpolitik og uddannelsespolitik blev indrettet med henblik på, at ressourcerne i samfundet skulle komme flertallet til gode. ”Velfærdsstaten skulle blive til det gode socialdemokratiske samfund. Socialdemokratiets realistiske utopi”, som det formuleres i forskningsartiklen ”Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat” (se kilder).

     Fra cirka 1960 blev staten, kapitalen og organisationerne – ikke mindst fagbevægelsen – i de skandinaviske lande flettet sammen i et gensidigt aftalesystem, som senere fik betegnelsen neokorporatisme eller klassesamarbejde. Dette aftalesystem afløste klassekamp og socialisme som bærende idéer inden for socialdemokratierne. Det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder).

Kvinder var fra begyndelsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i flere sammenhænge forsøgt udelukket af deres mandlige kammerater, som – ligesom deres borgerlige kønsfæller – mente, at kvindernes plads var i hjemmet. Mange af de tidlige fagforeninger forsøgte også aktivt at holde kvinderne ude fra både det formelle arbejdsmarked og fra fagforeningerne samt fra ledende poster i arbejderpartierne.

     Det førte blandt andet til dannelsen af fagforeninger kun for kvinder, som f.eks. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD), grundlagt i 1901, som eksisterede frem til 2005, hvor KAD fusionerede med SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) og dannede 3F (Fagligt Fælles Forbund). Den historie kan du blandt andet læse om i danmarkshistorien.dks opslag om Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark 1901-2005 (se kilder).

     Andre kvindelige fagforeninger udsprang af det forhold, at arbejdsmarkedet var (og til dels stadig er) kønsopdelt. F.eks. blev fagforeningen Københavns Tjenestepigeforening dannet i 1899 og blev siden til Husligt Arbejderforbund for ufaglærte arbejderkvinder. Disse fagforeninger var forløberen for den nuværende fagforening FOA, hvilket du kan læse mere om i opslaget om FOAs historie på deres hjemmeside (se kilder).

Den danske arbejderbevægelse var fra begyndelsen splittet mellem en nationalt orienteret og en internationalt orienteret del. Det kom blandt andet til udtryk i fagforeningernes holdning til arbejdere, der kom til Danmark fra udlandet. I den tidlige del af det 20. århundrede var det især polske og svenske landarbejdere, som kom til Danmark, og under det økonomiske opsving i 1960erne var det såkaldte gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan, ex-Jugoslavien og Filippinerne, der blev inviteret til at arbejde i industrien og servicesektoren i Vest- og Nordeuropa, blandt andet Danmark.

     Fagforeningerne var ikke altid lige imødekommende over for deres udenlandske kolleger, og mange mente f.eks., at når der var arbejdsløshed, skulle ”gæstearbejderne” rejse hjem igen. Det kan man blandt andet læse om i bogen ”Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier” (se kilder).

     Fra særligt 1990erne begyndte dele af fagbevægelsen at bruge mere energi på at organisere og mobilisere arbejdere med udenlandsk baggrund, blandt andet ved at kommunikere på andre sprog end dansk. En målrettet indsats for at række ud til kolleger med migrantbaggrund førte ofte til højere organiseringsprocent og en stærkere fagforening, som det blandt andet beskrives i artiklen ”Organisering af filippinske stuepiger på københavnske hoteller 1980erne-2000erne” (se kilder).

     Det betød imidlertid ikke, at fagbevægelsen var blevet entydigt imødekommende overfor udenlandske kolleger. I 2000erne førte udvidelsen af EU mod øst og stigende fokus på såkaldt illegale indvandrere til nye kampagner mod udenlandske kolleger fra dele af fagbevægelsen. Det kan du blandt andet læse om i artiklen ”Er den papirløse kollega fjende eller kammerat?” (se kilder). Arbejderbevægelsen er – nu som for hundrede år siden – en politisk mangfoldig størrelse, hvor spørgsmål som køn og ligestilling, racisme, og reform eller revolution skiller vandene.

Den klassiske forestilling om arbejderen er, at det er en mand, der arbejder i industrien. Dette på trods af, at kvinder også altid har arbejdet i industrien – samt at økonomien, især i Danmark, heller ikke for 100 år siden var domineret alene af industri, men også af f.eks. landbrug og servicesektor. I bredere forstand er forestillingen om arbejdere og arbejderklasse blevet opfattet som synonymt med manuelt eller fysisk arbejde. Det kommer også til udtryk, når f.eks. Altinget opgør andelen af ”arbejderstemmer” ud fra antallet af faglærte og ufaglærte arbejdere vælgere, der stemmer på de forskellige partier.

     Da historiske arbejderpartier som Socialdemokratiet og SF i 2000erne og særligt i 2010erne målrettet forsøgte at fremstille sig selv om ’ægte’ arbejderpartier – i modsætning til f.eks. Venstre og Dansk Folkeparti, der havde kapret en del stemmer, som tidligere var gået til venstrefløjen – var det blandt andet ved at henvende sig til nogen, der ”står tidligt op”, smører ”leverpostejmadder” og tager ”kedeldragt” på. Dermed blev et bestemt billede af arbejderen og arbejderklassen genoplivet, som det beskrives i artiklen ”Leverpostejmadden og den eksotiske arbejder” (se kilder).

     De sidste årtiers udvikling af økonomien og politiske opbrud har dog tydeliggjort, at arbejderklassen ikke er en ensartet størrelse; arbejdere i traditionelle kvindefag i den offentlige sektor har f.eks. gennemført lige så markante strejker, som industriarbejdere tidligere var kendt for, og arbejdere i f.eks. såkaldte vidensjob har mange ting til fælles med f.eks. fabriksarbejdere, hvad angår udbytning af arbejdskraft, manglende indflydelse på arbejdstid og arbejdsvilkår og behovet for faglig organisering. Parallelt med stigende økonomisk og social ulighed i Danmark har det igen gjort diskussionen om arbejderbevægelsens rolle, og diskussionen om, hvem arbejderklassen består af, aktuel.

     Der forskes fortsat i, hvordan arbejderbegrebet har udviklet sig historisk og nutidigt, og hvordan forskellige partier har kæmpet om arbejderne. Blandt denne forskning kan nævnes afhandlingen ”Kampen om arbejderne – Arbejderbegrebets politiske historie 1750-2017”, der udkom som bog i 2019 (se kilder).