Unge og sex
Læsetid: 18 min
Indhold
Indledning
Trods talrige sikker-sex-kampagner, som opfordrer unge til at dyrke beskyttet sex, har halvdelen af de unge mellem 15-24 år haft ubeskyttet sex det seneste år, viser en undersøgelse fra 2017-2018. De færreste unge er bekymrede for at få en sexsygdom, men de 15-29-årige står for 80 procent af de konstaterede tilfælde af klamydia hvert år. Mens de unge bliver eksponeret for stadig mere sex og porno via medierne, advarer nogle psykologer og rådgivere om, at det skader deres selvværd. Debatten om MeToo, krænkelser og den nye samtykkelov, der kræver, at begge parter samtykker før sex, har hjulpet unge til at fornemme deres grænser. Men danske unge er dårlige til at tale om sex, samtykke og grænser med hinanden. De mener, at man bør gribe ind, hvis andre får overskredet deres grænser, men har svært ved at gøre det i praksis, viser en ny undersøgelse. På baggrund af undersøgelsen lanceres en kampagne, der skal hjælpe de unge med at tale om samtykke og grænser. Samtidig er en sammenslutning af organisationer gået sammen om initiativet Grænseløst.dk, der skal hjælpe unge, der bevæger sig ud i gråzoneprostitution, med at finde deres seksuelle grænser.
Relaterede emner
Undervisere fra Sex & Samfund svarer på spørgsmål
Undervisere fra Sex & Samfund svarer på spørgsmål om den første gang. Sex & Samfund, 01-02-2021.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Unges seksuelle debut og vaner
Hvornår begynder unge at have sex?
Gennemsnitsalderen for de unges seksuelle debut har ikke ændret sig siden 1950’erne og ligger fortsat på omkring 16 år for både kvinder og mænd. På Sexlinien.dk kan man læse, at omkring halvdelen af danske unge har prøvet at have sex første gang, når de er cirka 16 år (se kilder). I offentligheden er der måske et indtryk af, at den seksualiserede verden, vi lever i, påvirker unge til at være vilde og uansvarlige på det seksuelle område. Men sådan er det ikke, siger Christian Graugaard, professor i sexologi på Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet, i artiklen “Unge får sex-debut som 16-årige – sådan har det været i 50 år” på DR.dk (se kilder). Han og en kollega har gennemgået en række undersøgelse om den seksuelle lavalder fra 1950’erne og frem til i dag, og konklusionen er, at den både for drenge og piger har ligget relativt stabilt de sidste knap 60 år.
Hvad får unge til at have sex første gang?
Af undersøgelsen området UNG2006: 15-24-åriges seksualitet – viden, holdninger og adfærd udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2007 (se kilder) fremgår det, at langt de fleste har deres seksuelle debut, fordi de føler lyst. Det er overvejende mændene (83,5 procent), der svarer, at det var lyst, der ansporede deres seksuelle debut. Lidt færre kvinder (73,1 procent) svarer i undersøgelsen, at det var lysten, der drev dem. Der er tilsvarende flere kvinder end mænd, der svarer, at de følte sig presset af deres partner. Det svarer 7,9 procent af kvinderne og 2,4 procent af mændene. Mens 8,7 procent af mændene og 8,1 procent af kvinderne svarer, at det var venners/veninders seksuelle debut, der fik dem til at have sex for første gang. 14,5 procent af mændene og 1,3 procent af kvinderne svarer, at de havde deres første samleje, fordi de var fulde eller skæve. I rapporten Unges opfattelser af køn, krop og seksualitet fra VIVE fra 2018 (se kilder) fortæller både unge piger og drenge, at de har oplevet, at seksuel debut har været væsentlig for at føle sig inkluderet blandt kammeraterne, og at man bliver mere attraktiv, når man har haft sin seksuelle debut. Både piger og drenge har oplevet et pres for at debutere seksuelt, men de fleste er enige om, at presset er lidt større, hvis man er dreng, kan man læse i undersøgelsen.
Hvad er de unges forhold til gråzoneprostitution?
Fra 2014 til 2018 skete der en stor stigning af antallet af profiler på såkaldte sugardating-sider på nettet – sider, hvor man kan møde partnere, der betaler for seksuelle ydelser med materielle goder. Forskningsrapporten Unges udveksling af intimitet for materielle goder udgivet af VIVE i 2021 (se kilder) afdækker og kortlægger de unges brug af og motiver for at kaste sig ud i sugardating eller anden gråzoneprostitution. Knap fem procent af de 18-30-årige har mindst én gang i deres liv prøvet at kysse, udveksle billeder af seksuel karakter eller dyrke sex til gengæld for materielle goder. Og knap halvdelen af de 18-30-årige, der har udvekslet intimitet til gengæld for materielle goder, angiver, at det skete, fordi de følte sig forpligtede til at kysse eller dyrke sex efter at have modtaget denne form for betaling. De kvinder, der har erfaringer med denne form for gråzoneprostitution, er socialt udsatte med øget risiko for psykisk sygdom og seksuelle overgreb, kan man læse i undersøgelsen Unges udveksling af intimitet for materielle goder fra 2021 (se kilder). Undersøgelsen viser også, at mænd er lidt mere positivt indstillede over for sugardating end kvinder, og at de 18-21-årige i mindre grad end de 26-30-årige mener, at sugardating er en form for prostitution.
Prævention og seksuel sundhed
Hvor bekymrede er unge for at få en sexsygdom?
De fleste unge er ganske ubekymrede for selv at blive smittet med en sexsygdom. I 2018 foretog Megafon en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen, der skulle kortlægge de unges risikovurdering. Den viste, at 75 procent af unge mellem 18 og 23 år vurderede deres smitterisiko for at være enten lille, meget lille eller slet ikke til stede. Det kan man læse i håndbogen Sikker sex indsats 2020 – Håndbog til kommuner (se kilder). Det er særligt blandt unge, at sexsygdommene klamydia og gonorre er udbredt. 80 procent af alle årligt registrerede klamydiatilfælde findes blandt unge i alderen 15-29 år, konkluderer undersøgelsen Sex i Danmark – nøgletal fra Projekt SEXUS (se kilder), der peger på, at særligt følgende faktorer får unge til at dyrke sex uden beskyttelse: alkoholindtag, byture og ture til udlandet eller festivaler, lavt selvværd og øget seksuel erfaring.
Derfor er klamydia så akavet
Klamydia er den mest udbredte kønssygdom i Danmark. Hvert år får flere end 30.000 mennesker diagnosen. Videoen forklarer symptomerne, hvordan man kan undgå at blive smittet, og hvorfor det er vigtigt at blive testet. Derfor er klamydia så akavet.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvor gode er unge til at beskytte sig?
Trods massive præventionskampagner er der stadig mange unge, der dyrker ubeskyttet sex. Prævention er det fjerde hyppigst forekommende emne, som unge ringer og spørger efter råd om, når de henvender sig til Sex & Samfunds hotline, kan man læse i rapporten Unges viden om og holdninger til prævention (se kilder). Blandt de 15-24-årige har fem ud af ti haft usikker sex inden for det seneste år, konkluderer undersøgelsen Sex i Danmark – nøgletal fra projekt SEXUS (se kilder).
Hvilke former for prævention bruger de?
Over halvdelen af de unge bruger enten kondom eller hormonel prævention såsom p-piller, minipiller eller p-ring, mens omkring syv procent bruger ‘afbrudt samleje’, og 24 procent af de unge har brugt nødprævention inden for det seneste år, viser Statens Institut for Folkesundheds rapport UNG19 – Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser 2019 (se kilder). Til sammenligning viser undersøgelsen Sex i Danmark – Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018 (se kilder) følgende om de 15-24-åriges mest anvendte præventionsmiddel det seneste år: 61 procent har brugt kondom, 71 procent har brugt p-piller, 56 procent har brugt mini-piller, tre procent har brugt kobberspiral, syv procent har brugt hormonspiral, mens 12 procent har brugt afbrudt samleje, og ti procent har brugt nødprævention.
Flere unge kvinder oplever, at det forventes af dem, at de er på p-piller, særligt hvis de er sammen med en fast partner. Samtidig har flere haft dårlige oplevelser med p-piller eller er yderst kritiske over for hormonel prævention pga. bivirkninger og historier i medierne om særligt p-piller. Det kan man læse i undersøgelsen Unges viden om og holdninger til prævention (se kilder), udarbejdet af Sex & Samfund, som viser, at mange af de unge ikke bryder sig om at bruge kondom og eller har svært ved at bringe det på bane, fordi de er bange for at blive afvist. En undersøgelse vedrørende unges brug af kondom, som Megafon lavede på vegne af Sundhedsstyrelsen i 2018 i forbindelse med ‘Kun med kondom’-kampagnen har dog vist, at langt størstedelen (hele 85 procent) ville reagere positivt på, at en partner foreslog kondom, fremgår det af håndbogen Sikker sex indsats – Håndbog til kommuner (se kilder).
Hvilke seksuelt overførte sygdomme er mest udbredte?
I en gennemsnitskommune med 59.000 indbyggere skønner Sundhedsstyrelsen, at der årligt er 236 unge i alderen 15-24 år, som diagnosticeres med klamydia, ti, der diagnosticeres med gonorré, to, der smittes med HIV samt158 kvinder mellem 15 og 49 år, som får foretaget en provokeret abort, fremgår det af undersøgelsen Unges viden om og holdninger til prævention fra Sex & Samfund (se kilder). Det er ikke alene en udfordring, at de unge glemmer at beskytte sig eller beskytter sig forkert, men også at de unge ikke i tide finder ud af, at de er smittede med en kønssygdom. 50 procent af alle mænd mærker ikke symptomerne på klamydia, mens det samme gælder for 75 af alle kvinder, fremgår det af håndbogen Sikker sex indsats 2020 – Håndbog til kommuner, som Sex & Samfund står bag (se kilder). En stor del af de unge lader sig aldrig teste for sexsygdomme. Hver tiende af de unge, der deltog i Sex & Samfunds undersøgelse ved ikke, om de har haft en sexsygdom, viser rapporten Unges viden om og holdninger til prævention (se kilder).
Hvor meget ved de unge om de forskellige sexsygdomme?
Ifølge informations- og rådgivningsportalen Sexlinien er de 15-17-åriges primære kilde til viden om sexsygdomme lærere eller andre undervisere. 84 procent af unge er opmærksomme på, at svie kan være symptom på en sexsygdom. Undersøgelsen Unges viden om og holdninger til prævention udarbejdet af Sex & Samfund (se kilder) påpeger store huller i de unges viden om, hvordan de beskytter sig mod seksuelt overførte sygdomme. F.eks. viser undersøgelsen, at hver femte unge tror, at spiral beskytter mod sexsygdomme, og 24 procent tror, at p-piller/minipiller beskytter mod sexsygdomme. 58 procent af de unge angiver, at de ikke ved, om pessar beskytter mod sexsygdomme, og 44 procent ved ikke, om slikkelapper gør. Det indikerer, at de unge mangler viden om sexsygdomme, og at mange tror, at præventionsmidler, der ikke beskytter mod sexsygdomme, faktisk beskytter. Undersøgelsen viser også, at der er en sammenhæng mellem de unges risikoadfærd ift. brug af prævention og deres trivsel og viden om prævention.
Hvordan har sikker-sex-kampagner virket på de unge?
Noget tyder på, at kampagner, der opfordrer til sikker sex, virker på de unge, når det kommer til af advare om uønsket graviditet. For antallet af teenagepiger, der får foretaget abort er faldende. Mens 2.895 piger mellem 15 og 19 år i 2008 fik foretaget abort, blev der i 2018 udført under det halve antal, svarende til 17 provokerede aborter pr. 1000 kvinde mellem 15 og 19 år i 2008 til cirka otte provokerede aborter pr. 1000 kvinde mellem 15 og 19 år i 2018. Det kan man læse på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside under overskriften “Færre unge får foretaget en provokeret abort” (se kilder). Om dette skyldes, at de unge i højere grad tager fortrydelsespiller eller føler et øget pres for at få barnet, siger tallene i sig selv naturligvis ikke noget om. Kampagner har også hjulpet unge til at lade sig teste for kønssygdomme. F.eks. har Sex & Samfund i en årrække sendt hjemmetests for klamydia og gonorré ud til unge i flere kommuner. Det har vist sig, at omkring hver femte af de unge, der bestiller test, ikke ville være gået til egen læge for at blive testet, fordi de oplever selve det fysiske fremmøde som en barriere. Ti procent af de unge svarer, at de synes, det er pinligt at gå til læge og blive testet. 17 procent svarer, at de ikke vil spilde lægens tid, 31 procent svarer, at de synes, at det går hurtigere med en hjemmetest end test hos lægen, og 40 procent svarer, at de synes, det er besværligt at finde tid i kalenderen til et lægebesøg, kan man læse i Sikker sex indsats 2020 – Håndbog til kommuner (se kilder).
Grænser, samtykke og seksuelt selvværd
Hvad viser undersøgelser om unges forbrug af porno?
Unge er den gruppe i samfundet, der har det største forbrug af porno, viser projekt Sexus, som blev udgivet i 2019 og er verdens største befolkningsundersøgelse af sin art. 84 procent af mændene og 23 procent af kvinderne mellem 15 og 24 år havde ifølge undersøgelsen set porno mindst en gang om ugen det foregående år. Det kan man læse i artiklen “Er det virkelig skadeligt? Og fem andre spørgsmål om børn og unges pornoforbrug” på TV2.dk (se kilder). Ni ud af ti danske unge har set eller er stødt på porno, før de er fyldt 14 år, oftest før deres seksuelle debut. Forskningsprojektet Sexus viser også, at 26 procent af danske mænd og 12 procent af danske kvinder mener, at porno giver dem noget, som et seksuelt forhold ikke kan give dem, at 20 procent af danske mænd og fem procent af danske kvinder ser mere porno, end de egentlig selv ønsker, og at brugen af pornografi falder kraftigt med alderen. Det kan man læse i undersøgelsen Sex i Danmark – Nøgletal fra projekt SEXUS 2017-2018 (se kilder).
Hvordan kan pornografi påvirke de unges seksualitet?
Debatten om pornografiens påvirkning af unges seksualitet og selvværd deler vandene. Nogle argumenterer for, at unge bør skærmes fra porno, fordi den påvirker deres seksualitet negativt og ødelægger deres selvværd. Det argumenterer blandt andre sexolog Tanja Glückstadt for i artiklen “Porno-debat: Vi har ikke haft forståelse for, at pornoen har haft og har skadelige virkninger” på Berlingske.dk (se kilder). Her forklarer hun, at hun møder unge i sin praksis, for hvem pornoen får negative konsekvenser for deres liv, enten i form af afhængighed, lavt selvværd eller udfordringer i parforholdet. Andre mener derimod, at porno sagtens kan indgå i en sund seksuel udvikling. Danske og hollandske forskere har undersøgt, hvordan porno påvirker unge: “Vores studie viser, at vi ikke skal fortabe os i den frygt, at unge får en særlig type seksuel adfærd, hvis de ser pornografi,” siger Gert Martin Hald, lektor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, der er en af forskerne bag studiet i samme artikel. Undersøgelsens konklusioner bygger på spørgsmål, som 4.600 hollandske unge mellem 15-25 år har besvaret. Men Gert Martin Hald mener, at de hollandske og danske unge ligner hinanden så meget, at studiet også kan give et billede af pornos påvirkning af danske unge.
Hvordan påvirker sociale medier de unges sexliv?
De unges selvfølgelige brug af sociale medier påvirker også deres sexliv. Artiklen “Gymnasieelevers sexliv udstilles på sociale medier – og de unge må bare bide det i sig” på b.dk, beskriver, hvordan meget intime billeder og videoer bliver delt via de sociale medier og dermed eksponeret for offentligheden, og hvordan det i kommentarspor fremgår, hvem opslagene på medierne afbilder. Fænomenet er ikke nyt, mener psykolog og direktør for organisationen Girltalk.dk Anna Bjerre. Der er adskillige eksempler på unge, der hænger hinanden sexliv ud online, forklarer hun i artiklen. Hun oplever ofte, at de unge vælger at tie episoderne ihjel, fordi de er bange for at virke snerpede, og fordi der eksisterer nogle uskrevne regler om, hvad man er nødt til at bide i sig.
“For dem, jeg taler med, har det stor indflydelse på deres liv. Der er piger, der fortæller om, at de føler sig krænket, misbrugt, og nogle af dem bliver halvparanoide, fordi de tror, at folk vil dokumentere alt, hvad de laver på gaden. De mister deres selvværd, selvtillid og troen på andre mennesker,” siger Anna Bjerre i artiklen (se kilder).
Efter en række sager om digitale krænkelser, hvor unge har delt intime videoer og billeder på nettet, er der kommet massiv fokus på at komme de digitale krænkelser til livs. En spørgeskemaundersøgelse fra Red Barnet viser f.eks., at ti procent af de 13-17-årige har delt andres intime billeder uden samtykke inden for det seneste år, mens 30 procent af de 13-17-årige har oplevet, at unge i det skjulte har taget seksuelle billeder af andre unge og delt dem på nettet. I 2020 lancerede daværende ligestillingsminister Mogens Jensen (S) kampagnen ‘Digitale krænkelser koster’, der ved hjælp af personlige beretninger fra henholdsvis tidligere krænkere og ofre for krænkelser skal få de unge til at forstå, at krænkelser på sociale medier og internettet kan være ulovligt. Kampagnen indeholder tre korte film, hvor den første er med musikeren Anthon fra Citybois, der i 2019 blev dømt for at dele en krænkende video på sociale medier. I de andre film fortæller henholdsvis en ung kvinde om, hvordan det var at få delt en krænkende video med seksuelt indhold på nettet, og en ung mand, der er engageret i at få stoppet krænkelser på nettet, om, hvordan unge kan sige fra. Det fremgår af pressemeddelelsen “Ny kampagne: Unge skal vide, at det koster, hvis de krænker hinanden på sociale medier” (se kilder).
Sexpanelet med Olivia Salo 💛 Har du tjek på dit privatliv online?
Samtale, om hvordan man holder sit online-liv privat. Hvad er god stil, når man flirter online? Hvad kan man gøre for at undgå, at noget privat og sårbart bliver delt, og hvad gør man, hvis det er sket? Sex & Samfund, 2020-11-11.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvor tilfredse er unge med deres sexliv?
I undersøgelsen UNG2006: 15-24-åriges seksualitet, viden, holdninger og adfærd (se kilder) svarer lidt over halvdelen, at de har et godt eller virkelig godt sexliv. Mens kun fire procent af mændene og under to procent af kvinderne svarer, at de har et dårligt eller rigtig dårligt sexliv.
Hvordan har de unges seksuelle grænser flyttet sig?
Spørger man projektleder i Sex og Samfund og på Sexlinien for Unge Jeppe Hald, lyder meldingen, at unges sexliv er blevet mere avanceret. Han har i knap 20 år arbejdet med rådgivningen, der hvert år har 11.000 samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som ringer ind for at få råd om sex.
“Jeg oplever, at flere unge er meget åbne over for seksualitet. Både over for forskellig seksuel orientering, men også over for seksuelle praktikker. Der er flere unge, der viser en større grad af eksperimentering inden for eksempelvis analsex og sexlegetøj,” siger Jeppe Hald i artiklen “Sex og sammenhold” på B.dk (se kilder).
Også faglig leder af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard argumenterer i artiklen for, at de unges seksuelle grænser og åbenhed i forhold til forskellige former for seksuel orientering har rykket sig ret markant. De unge har adgang til et langt mere seksualiseret medieunivers, end deres forældre og bedsteforældre havde. Men de er også langt bedre til at navigere i det, end vi voksne ofte tror, forklarer han.
“Dagens unge lever i en udpræget frisindskultur, som indebærer, at de forholder sig åbent over for eksperimenter. Af samme grund har ganske mange prøvet oral- og analsex eller forskellige typer sexlegetøj. Seksualiteten er blevet mere legende og flydende end for blot en eller to generationer siden. Og så længe de unge passer på sig selv og hinanden, er det for mig at se en glædelig udvikling,” siger Christian Graugaard i samme artikel. Han mener, at vi bør slå koldt vand i blodet, når vi rynker panden over unge og deres forhold til sex.
Hvor gode er de unge til at tale om sex og grænser?
Selv om de unge mener, at det er vigtigt at tale om seksuelle grænser og hjælpe andre til, at deres grænser ikke bliver overskredet, er det udfordrende for unge at efterleve idealerne i praksis, viser en undersøgelse, som Voxmeter har foretaget blandt unge mellem 16 og 29 år for Sex & Samfund og RFSU. Fire ud af fem unge (80,7 procent) mener, at man bør gribe ind i en situation, hvor en person tydeligvis oplever noget grænseoverskridende af seksuel karakter, f.eks. til en fest eller i byen. Men hver fjerde ung (24,8 procent) har oplevet en situation, hvor en person oplevede noget grænseoverskridende, og de følte, at de burde have grebet ind, men ikke gjorde det. Og kun halvdelen af de unge (50,4 procent) oplever, at deres venner griber ind, hvis de eller andre oplever noget grænseoverskridende, viser undersøgelsen, som samtidig belyser, at hver fjerde unge (25,8 procent) ville ønske, at de kunne tale med deres venner om dårlige oplevelser i forbindelse med sex og flirt, mens hver fjerde unge (25,9 procent) ville ønske, at de i det hele taget kunne tale mere med deres venner om seksuelle oplevelser.
“Resultaterne af undersøgelsen overrasker os desværre ikke. Sårbare seksuelle oplevelser er et tabu for mange, og unge har meget nemmere ved at dele de gode eller sjove seksuelle erfaringer med hinanden. Vi ved, at særligt mange unge har svært ved sårbarheden og mangler et sprog i det seksuelle møde, og det gælder særligt unge mænd, som vi ved taler meget mindre om sex med venner og partnere,” siger national chef for Sex & Samfund Lene Stavngaard i pressemeddelelsen “Nye tal: Danske unge dårlige til at tale om sex, samtykke og grænser med hinanden” (se kilder).
Sammen med undersøgelsen lancerer Sex & Samfund og kondomproducenten RFSU online-kampagnen ‘Sex is a dialogue’ (se kilder), der skal give unge gode råd og mulighed for at teste, hvor gode de er til at tale om sex – også selv om det indebærer at vise sårbarhed.
Hvordan forholder de unge sig til samtykke?
Selv om de unge ikke synes, at den offentlige debat om samtykke i Danmark er nuanceret og konstruktiv, og at de derfor har svært ved at genkende og spejle sig i den, har samtykkeloven gjort også de unge mere opmærksomme på uønskede eller grænseoverskridende oplevelser. Interesseorganisationen Sex & Samfund har spurgt et repræsentativt udsnit af hele den danske befolkning over 18 år, hvordan samtykkeloven har påvirket dem. 20,2 procent svarer, at loven har ændret deres forståelse af voldtægt, mens 23,2 procent svarer, at lovændringen har gjort dem mere opmærksomme på, hvorvidt deres partner har samtykket til sex. De unge er generelt positivt stemte over for MeToo-dagsordenen og mener, at krænkelser, grænser og samtykke er vigtige emner at tage op, og flere af de unge peger på potentialet i, at de kan spejle sig i andres historier, så det gør det lettere for dem selv at genkende grænseoverskridende oplevelser og tage samtalen med deres venner. Det kan man læse i undersøgelsen Unges forhold til og forståelse af samtykke og grænser i seksuelle relationer udarbejdet af Sex & Samfund (se kilder).
Hvad er samtykke?
Marko fra Sexlinien forklarer, hvad seksuelt samtykke er, og hvordan man aflæser hinandens signaler. Sex & Samfund, 30-04-2019.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvordan bruger de unge sex?
I artiklen “Sex er blevet en væsentlig del af unges cv” på B.dk (se kilder) argumenterer blandt andre ph.d. og forsker i psykologi ved Københavns Universitet Torben Bechmann Jensen for, at unges forhold til sex er blevet distanceret fra følelser og i højere grad er blevet et middel til at opnå noget andet end oplevelsen i sig selv.
“Unge ser sig selv og hinanden som en vare, der skal markedsføres, og her udgør seksualiteten en ikke ubetydelig del af cv’et. Grænserne for, hvad man vil vise af sin seksualitet, er rykket, og mange unge gør det til en del af deres image,” forklarer han i artiklen. Det er blandt andet datingsider som Sugardating.dk, hvor det er muligt at bytte seksuelle ydelser med materielle goder, eller hjemmesider, hvor man kan finde en seksuel partner, selv om man er i et parforhold, der er med til at gøre de unges forhold til sex mere strategisk. Den vurdering deler han med psykolog Ulla Dyrløv. I sin praksis møder hun jævnligt unge kvinder, der har brugt sex som et middel til at højne deres popularitet, forklarer hun.
“Pigerne forsøger at fange de mest populære drenges opmærksomhed ved at have sex med dem, men det virker ikke. Samtidig føler drengene, jeg møder, at sex bliver uden følelser, og det har også drengene det svært ved,” siger Ulla Dyrløv.
For at oplyse om og forebygge såkaldt gråzoneprostitution, som sugardating er en del af, har Socialstyrelsen igangsat og finansieret sitet Grænseløst.dk, som er et digitalt univers for viden om seksuelle rettigheder, sugardating, prostitution og grænsesætning. Sitet indeholder personlige fortællinger fra unge, der har oplevet, at deres grænser er blevet overskredet, eller som har bevæget sig i gråzonerne mellem parforhold og prostitution. Bag sitet står organisationerne Center for Digital Pædagogik (CfDP), LivaRehab, RedenUng, Kvisten og Ungtilung.com. Formålet med kampagnen er at starte refleksioner om gråzoneprostitution, blandt andet ved at provokere – f.eks. kan man via sitet besøge en webshop, hvor man kan vælge at betale med enten VISA, afbetaling eller såkaldte byttehandler som for eksempel “en tur på hotel med en ældre mand”. En del af projektet er en såkaldt gruppechatindsats, hvor unge mellem 15 og 30 år kan mødes og chatte om emner som sugardating, homoseksualitet, overgreb, BDSM (Bondage, Dominans, Sadisme og Masochisme – en betegnelse for en lang række seksuelle praksisser, der er kendetegnet ved rolleleg med ulige magtforhold og smerte), porno og andre emner. Det kan man læse under overskriften “Porno, sugar og selvværd: Kampagne om seksuel grænsesætning gør stort indtryk på unge” på cfdp.dk (se kilder).
Citerede kilder
- Kopier link
Nye tal: Danske unge dårlige til at tale om sex, samtykke og grænser med hinanden
Artikel
Ritzau, 14-09-2021
- Kopier link
Porno-debat: »Vi har ikke haft forståelse for, at pornoen har haft og har skadelige virkninger«
Artikel
Berlingske, 30-05-2019
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
Unges forhold til og forståelse af samtykke og grænser i seksuelle situationer
Rapport
Sex & Samfund, 2021
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link