At være på

Det handler om at være på. På nettet, på mobilen, på skærmen. Med indtoget af ny teknologi i alle hjem, skoler, tasker og lommer dyrker især børn og unge de mange muligheder for døgnet rundt at være i kontakt med venner og klassekammerater. Der bliver sendt sms, så mobilerne gløder og Facebook-profilerne fyldes med daglige opdateringer om stort og småt. Samtidig drømmer mange om at blive et kendt ansigt i medierne og opnå berømmelse i et af de mange reality-programmer, X Factor eller MGP.

     De yngre generationer færdes hjemmevant på de sociale medier og er ikke bange for at iscenesætte sig selv uden smålig skelen til fakta eller kundskaber. Den teknologiske revolution har på den måde skabt andre former for samvær og identitetsdannelse, men det har også resulteret i nye generationsskel og en række helt nye dilemmaer.

Begrebet ’at være på’ dukkede op i medierne omkring årtusindeskiftet, hvor den moderne teknologi havde fået en bred udbredelse og en række såkaldte reality-programmer som Robinson med almindelige mennesker havde skabt en helt ny type tv-kändisser. Da det ofte drejede sig om unge, blev de betegnet med et nyt generationslabel - på-generationen - men det er ikke længere et begreb, der benyttes.

     Ifølge Politikens Nudansk Ordbog betyder det at være på da også at ”være genstand for manges opmærksomhed, f.eks. på en scene, i fjernsynet el. i radioen.” Jørn Lund, chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, beskriver i sin bog ”Kampen om opmærksomhed”, hvordan kampen om tilværelsen i vores kultur har forvandlet sig til en kamp om opmærksomhed: Ikke nok med at reklame- og erhvervsfolk, politikere og underholdningsindustrien kappes om at erobre vores opmærksomhed gennem medierne; flere og flere krænger også gerne deres inderste hemmeligheder ud for åben skærm for at være på og opnå den eftertragtede opmærksomhed.

Når man taler om at være på, henviser det ofte til især unge, der ved hjælp af moderne teknologi er på både mobil, internet og iPod hele tiden og på samme tid. De er online og dermed tilgængelige for chat, snak og sms med vennerne i alle døgnets vågne timer.

     Institut for folkesundhed skriver i deres rapport ”Skolebørnsundersøgelsen 2010”, at 33% af 15-årige drenge bruger fire timer eller mere i døgnet på at sidde foran en computer. Det tilsvarende tal for piger er 4 %. Disse tal rummer ikke tid brugt på mobiltelefoner. Carsten Schwarz Laursen, der er cand. mag. i informationsvidenskab og partner i Seismonaut, udtalte til konferencen ”Digitaliser Danmark 2011”, at ”unge er på nettet 44 timer i døgnet”, forstået på den måde, at mange unge er online på flere platforme ad gangen og generelt er storforbrugere af nye medier, digitale løsninger og den moderne teknologis mange muligheder.

     Udover at være på online, kan man også være på på skærmen. Tv-mediet har udviklet sig fra at være en enkelt scene for eliten, fagkundskaben og magthaverne til at være en mangfoldighed af scener for nært sagt alle og enhver.

     De amerikanske talkshow-værter Oprah Winfrey og Ricki Lake var de første til at invitere helt almindelige mennesker i fjernsynet. I deres populære talkshows talte de med både kendte og ukendte mennesker, og det var begyndelsen på en mediekultur, hvor det ikke er et krav at være kendt for at komme i fjernsynet. Danske realityshows som f.eks. Robinson, Big Brother, Baren og Stripperkongens piger var de første til at lade ukendte mennesker optage sendefladen i programmer, der balancerede på kanten mellem fiktion og virkelighed. Senere er programmer som Talent, X Factor og Paradise Hotel kommet til, og det viser en større spændvidde i udsendelser baseret på virkeligheden og virkelige mennesker. Nogle af disse programmer er talentkonkurrencer, hvor man kæmper om at være den bedste til noget, mens andre er konkurrencer om blot at være den bedste til at være sig selv. Fælles for begge slags optrædener i tv er den store udbredelse og den potentielt enorme berømmelse, der kan følge i kølvandet på tv-eksponering.

”In the future everybody will be world famous for fifteen minutes.” Sådan sagde den amerikanske popkunstner Andy Warhol i et udstillingskatalog hos Moderna Museet i 1968 og spåede dermed, at flere og flere helt almindelige mennesker vil komme i medierne og for en kort stund snuse til, hvordan det er at være en celebritet. Citatet rummer en tro på, at alle mennesker har mulighed for at virkeliggøre sig selv, hvilket for Warhol var særlig positivt, da han mente, at oplevelsen af at være berømt har en terapeutisk virkning for den enkelte. I midten af 1980’erne producerede Andy Warhol et tv-program på MTV, Andy Warhol Fifteen Minutes, der satte den flygtige berømmelse i scene ved i kortvarige øjeblikke at sætte fokus på kendte og ukendte gæster. I dag kan vi se, at Andy Warhol fik ret i sin spådom om de 15 minutters berømmelse, for antallet af ukendte mennesker i medierne er steget gevaldigt i de senere år: De fylder for en kort stund godt i mediebilledet, men forsvinder herefter ofte hurtigt ud i glemslen.

At tilhøre en generation er ikke kun biologisk betinget i forhold til ældre generationer. Den store danske encyklopædi skriver om generationer: ”Generationsbegrebet fik indflydelse på sociologisk tænkning i 1920'erne. Den ungarskfødte Karl Mannheim offentliggjorde i 1927 sit indflydelsesrige essay, The Problem of Generations, hvor han talte for at anskue samfundets kulturelle forskelle som generationsmæssige forskelle” (se kilder). I 1960’erne begyndte man at operere med generationsbegrebet som en fællesnævner for de - primært unge mennesker - der tilhørte en bestemt kulturel og social sfære. Nye strømninger inden for kultur, samfund og tænkemåde kan binde en generation sammen til f.eks. 68’er-generationen.

     · Efter 1968’er-generationen fulgte generation X, der er opkaldt efter en roman af samme navn skrevet af den canadiske forfatter Douglas Coupland i 1991. Generationen, der er født mellem 1963 og 1977, er defineret ved at være veluddannede, modstandere af forbrugerkultur og generelt sortsynede omkring verden og fremtiden.

     · Efter X kommer Y. Generation Y er født mellem 1978 og 1994 og er kendetegnet ved bl.a. en stor interesse for og brug af digitale medier og nye kommunikationsformer. Begrebet optrådte første gang i 1993 i en leder i magasinet AdAge til at beskrive datidens teenagere. Generationen er vokset op i et overflodssamfund med alle muligheder økonomisk, materielt og uddannelsesmæssigt og har et naturligt forhold til nye medier: ”Der har aldrig været en generation med så meget teknologisk viden oppe under neglene. De er opvokset med det. De er innovative og ikke mindst internationalt orienterede. Samtidigt er de 110 % forandringsparate.” Sådan siger Kenneth V. Mortensen, der er Managing Partner i Boyden International (Nana Toft: Generation Y - knalddygtige primadonnaer). Mortensen nævner også bagsiden ved den dygtige generation: ”De har en forventning om, at de er sendt på jorden for at opleve, ikke for at arbejde.” Generation Y er også blevet kaldt ”De digitale indfødte” af Marc Prensky. (se kilder)

     · Efter generation Y kommer en generation, der endnu er så ung, at den ikke har fået et fast navn: de er født efter 1994 og bliver kaldt generation z, generation c (for content og connected) eller generation 2012 (de er født i internettets fødselsår 1994 og bliver myndige i 2012). De er kendetegnede ved at være den første generation, der er vokset op i den digitale tidsalder: de har fået internet og interaktive medier ind med modermælken og har alle en mobiltelefon på sig døgnet rundt. Søren Schultz Hansen skriver i artiklen ”Connected årgang 2012”, at denne generation bruger sociale medier privat og ikke skelner mellem digital og ’virkelig’ virkelighed: Facebook er ikke en parallel virkelighed, men håndterer den almindelige verden og det sker, at den digitale og den analoge verden smelter sammen på alle niveauer af ens liv: ”Kroppen er næsten bogstaveligt talt vokset sammen med mobiltelefonen, dagligdagen invaderer medier, ligesom medierne invaderer dagligdagen.” (Søren Schultz Hansen: Connected årgang 2012).

     For denne generation er det prestigefyldt at være på hele tiden. De er børn af en tid, hvor internet og tv spiller en dominerende rolle, og hvor grænserne mellem det offentlige og det private rum er under nedbrydning. I takt med, at tv og internet i stigende grad sætter dagsordenen i Danmark, er der flere og flere unge, der ikke vil nøjes med at se på, men selv vil være på i det offentlige rum og også tør forfølge drømmen om at blive berømt.

     Der er mange muligheder for at være på og få anerkendelse og opmærksomhed. Man kan stille op til talentkonkurrencer og reality-programmer på tv, man kan uddanne sig til studievært eller man kan skabe sin egen fortælling på internettet via egen hjemmeside, blogs, sociale medier etc.

Det er ikke noget nyt fænomen, at mennesker gerne vil være berømte. Men tidligere har det nok primært været forbundet med en særlig samfundsindsats eller en markant position inden for kunst eller kulturlivet, som så har affødt en form for berømmelse eller anerkendelse. På den måde har drømmen om berømmelse fulgte det gamle ordsprog om ’først yde så nyde’. Siden eksplosionen af nye tv-kanaler og internettet op igennem 1990’erne og den stadig stærkere dyrkelse af individet som helt unikt har det for mange unge fået en særlig værdi i sig selv at være berømt eller kendt. Hvor man tidligere over en længere årrække skulle dygtiggøre sin inden for sit fag og sit felt, gælder der nu helt andre regler for at blive berømt. I dag kan man blive berømt for at synge næsten rent eller flytte ind i et overvåget hus. Det kræver blot, at du kan brænde igennem på tv-skærmen og er god til profilere din egen person.

     Det samlede mediebillede i dag viser en nivellering af tidligere skel mellem finkultur og lavkultur. Det er ikke længere kun ugeblade og formiddagsaviser, der bringer billeder af kendte mennesker. Også lødige medier, både tv og aviser, bruger sendetid og spalteplads på kendisser, hvilket styrker kendiskulturen og breder den ud over alle medier og platforme. At være på er for mange blevet ensbetydende med at blive kendt og dermed have succes.

     Det er i særlig grad de unge, der higer efter berømmelsens fortryllende tinder, og mange unge søger i dag ind i medie- og reklamebranchen, da de gerne vil arbejde med ’noget med medier’, f.eks. studievært eller tv-reporter. En rundspørge blandt gymnasieelever i sommeren 2000 viste da også, at det mest populære job var at blive tv-studievært. Man kan se længslen efter berømmelse som en logisk udvikling af det moderne samfund, idet vi som moderne mennesker har brug for at blive eksponeret for at få bekræftet, at vi er til som mennesker. Hvor den enkeltes identitet tidligere var fastlagt i forhold til familien og lokalsamfundet, skal vi i dag i langt højere grad skabe vores egen plads i verden. I dagens samfund er det populært, at man ’er noget’, og man er i særlig grad noget, hvis man er på.

Der er efterhånden et væld af muligheder for at opnå hurtig berømmelse på en af de mange forskellige medieplatforme. Børn ned til otte år kan tilmelde sig og optræde i børnenes Melodi Grand Prix, MGP, og for en aften være superstjerner i prime time. Opmærksomheden omkring deltagerne breder sig ud til børnekanalen Ramasjang, musikken udsendes på cd og børn i hele landet synger med på sangene. I 2011 blev MGP afholdt på samme scene som Melodi Grand Prix, hvilket viser det store fokus på børneunderholdning. Det er en heftig eksponering med stor umiddelbar opmærksomhed og forholdsvis lang levetid.

     For unge over 15 kan man f.eks. blive berømt ved at stille op til sangkonkurrencen X Factor, der sendes på DR. Deltagerne bliver bedømt på sangtalent og såkaldt x-factor og får med seertal på over 2,4 mio. en enorm eksponering. (Anne Romanelli: 2,4 mio. så Sarah vinde X Factor. Tjektv.dk. 2011-03-28.)

     En af dommerne fra programmet, Mich ”Cutfather” Hansen, siger i forbindelse med X Factor 2011, at de unge mennesker ikke tager hensyn til janteloven, og at det lige præcis er det, der gør dem til stjerner: ”Det tænker de overhovedet ikke på. De er unge mennesker, og man skal ikke lave om på folk. Desuden skal artister jo have lidt kant. Det går jo ikke, hvis de sidder totalt anonyme ovre i hjørnet” (se kilder).

     Deltagerne er ikke kun eksponenter for sig selv, de skal også være forbilleder for dem hjemme i sofaen, hvis det står til Thomas Blachman, der ad flere omgange også har været dommer i X Factor. Han siger i et interview med B.T. om sine deltagere: ”De giver noget, så vi kan lære noget. Således at man kan sidde derhjemme og tænke 'De er sateme et objekt for det efterstræbelsesværdige'. Det som jeg ønsker er, at to millioner mennesker skal finde sig selv. Mod og selvtillid til netop at turde blive sig selv.” (se kilder) Til radioprogrammet Vita siger Thomas Blachman, at hans generation er præget af ansvarsfralæggelse overfor både deres børn og samfundet som sådan, og at det resulterer i et fattigere samfund, hvor der ikke er plads til originaler og kreativitet. ”Prisen for denne ansvarsforflygtigelse er”, siger Blachman, ”at vi ikke ved hvad vi er vi gode til og hvad vi er dårlige til. Og det gælder også på det overordnede plan. Danmark er endt i en formørkelse.” (Blachman og ansvarligheden. Vita, 2011-01-13) Blachman mener, at forældre overlader al opdragelse til institutionerne og selv undlader at tage ansvar for børnenes udvikling: ”Vi er bange for at tage det ansvar, det er og siger: "Jeg elsker dig, jeg er bange for at miste dig, jeg har allerede mistet mig selv for mange år siden og nu er jeg bange for at miste dig. Jeg tør ikke tage nogen konfrontation med dig, fordi så bliver du sur på mig resten af weekenden og så mister jeg dig måske.” Og af frygt for at ødelægge den gode stemning sender mange forældre deres børn til audition i X Factor. (Blachman og ansvarligheden. Vita på P1, 2011-01-13).

I en verden, hvor interessen for at være kendt er kombineret med en virkelighed, hvor alle kan blive det, kan man se mere eller mindre ekstreme tilfælde af personer, der kun er kendte for at være kendte. En dansk reality-stjerne som Sidney Lee har deltaget i forskellige reality-programmer på TV3 og har sideløbende travlt med at optræde som gæstebartender, i andre tv-programmer og endda i sit eget tv-program, Rock N’ Roll Camping, der blev vist på TV5 i 2010. Hans historie er enestående, fordi hans berømmelse udelukkende stammer fra tv, hvor han har optrådt som sig selv. På den måde kører medierne i ring og fortæller historier fra medieverdenen selv. Sidney Lee har ifølge et interview i Politiken (se kilder) danmarksrekorden i flest optrædener i reality-shows og er eksponent for den hurtige berømmelse, der forsvinder lige så hurtigt, som den kom. En mediekæledægge som Paris Hilton er også eksempel på at være kendt for at være kendt. Det er en klassisk medievirkelighed med stor berømmelse og omtale.

Der ligger teknologiske landvindinger til grund for, at man i dag kan iscenesætte sig selv så minutiøst, som tilfældet er. Opkomsten af internet, nye kommunikationsformer og den nemme adgang til digitale gadgets giver den enkelte mulighed for at udgive sin egen musik, bog, modelfotos eller fortælling om sig selv. Der er ingen censurerende instanser til at kvalitetsvurdere indholdet, stort set alle har adgang til en computer og en internetforbindelse, og meget kommunikation foregår kun online. Medieforbrugeren har ændret sig fra at være passiv seer (af fjernsyn og video) til aktiv bruger (af interaktive medier).

     En samlebetegnelse for den måde, brugerne af medier i dag selv er med til skabe indholdet, kalder man web 2.0. Det er et betegnelse for det fænomen, man kalder brugergenereret indhold, at brugerne - ofte unge mennesker - selv skaber indhold og på den måde er med til at bestemme mediebilledet. Det ophæver et tidligere fast defineret modtager-afsender forhold, da der i dag er mange både modtagere og afsendere. På blogs kan man skrive sine egne indlæg, og ens læsere kan kommentere bloggen direkte uden at skulle igennem et redigerende og censurerende led som f.eks. en debatredaktør. Hvert enkelt menneske bliver på den måde både afsender og modtager.

     Et site som Facebook viser web 2.0 i sin yderste konsekvens: Det eneste Facebook-staben yder, er at stille rammerne til rådighed. De har lavet en skabelon og den software, der er nødvendig for at brugerne kan komme i kontakt med hinanden, kommentere hinandens profiler og linke til sites uden for Facebook. Det er brugerne selv, der gør alt arbejdet - ulønnet, frivilligt og meget gerne. Fremkomsten af Facebook er en revolution af internettet, da det viser, i hvor høj grad det enkelte menneske er villig til at bruge sig selv i skabelsen af digitale fællesskaber.

I modsætning til den store berømmelse med eksponering i fjernsynets bedste sendetid er den lille dagligdags berømmelse, som mange kender fra sociale medier som Facebook, Myspace, Habbo Hotel, Arto m.fl. I disse brugergenererede medier har man mulighed for at fortælle den historie, man finder mest flatterende om sig selv og vise sine venner, hvem man er - eller gerne vil være. Hvor man før forekomsten af sociale medier skulle vente på at blive opdaget af magasiner, aviser og tv, kan man i dag selv tilrettelægge sin promovering ved at lægge sit eget billede på forsiden hver dag. På Facebook kan man uploade billeder af sig selv, sine venner og sin familie, opdatere sin profil med hvad man laver og oprette begivenheder, som man kan invitere sine venner til. På den måde er det muligt at iscenesætte sit eget liv til perfektion.

     Facebook har på kort tid fået et imponerende antal brugere: I december 2004 var der ifølge Socialbakers 1 million aktive brugere på verdensplan, i februar 2011 680 millioner brugere. I Danmark var der pr. april 2011 2,6 mio. brugere, hvilket svarer til 48,7% af befolkningen (se kilder). Der er med andre ord et helt enormt potentiale i dette medie, som er skabt af brugerne selv.

Grænserne mellem privatliv og offentligt liv udviskes i takt med, at sociale medier vinder frem. Hvor man tidligere havde en stak billeder fra sommerferien, som man kunne vise til sin nærmeste familie, lægger mange i dag billederne direkte ud på Facebook, så snart de er skudt. Via f.eks. sin telefon kan man uploade billeder, så ens venner kan følge med i ens liv, næsten 1:1. Man kan ’checke ind’ på f.eks. Foursquare, der viser ens venner, præcis på hvilken restaurant eller museum, man befinder sig. Fortællingen om ens liv forløber simultant med, at man lever det.

     Der er stor forskel på forskellige generationers grænser for privatliv. Mens Generation X er vokset op med skarpt skel mellem privat og offentlig har Generation Y og Z ikke oplevet andet, end at ens liv er til skue og har dermed ikke samme skrupler med at udlevere personligt indhold på nettet. Internettet er så integreret del af deres virkelighed, at det ikke giver mening at skelne imellem om man viser billeder henne i skolen eller lægger dem på Facebook.

     I sociale medier er det muligt at lege med identiteter, stjæle andres identiteter og opfinde falske identiteter. I filmen ”Catfish” indleder en mand et forhold til en kvinde på Facebook, og han bliver slemt skuffet, da han møder hende i virkeligheden og indser, at hun ikke er den unge smukke kvinde, hun har givet sig ud for at være. Det er måske en af faldgruberne ved de sociale medier, at man kan nøjes med at leve sit liv via nettet og fjerne sig fra virkelige sociale sammenhænge. Hvordan denne konstante selviscenesættelse indvirker på ens identitet og integritet, er der endnu ingen som kan ane konsekvenserne af.

De danske unge er de absolut mest aktive på sociale medier, da 98% af de 16-24-årige har brugt sociale medier i 2017, viser Kulturministeriets rapport ”Brug af sociale medier 2017” (se kilder).

     Men det er langtfra kun de unge, der har taget de nye medier til sig. Således har 75% af den danske befolkning mellem 16-89 år brugt sociale medier. Til sammenligning var det i 2014 67%.

     Ifølge Kulturministeriets rapport var der i Danmark i 2017:

• 3.144.494 brugere af Facebook 
• 1.451.617 brugere af Snapchat 
• 1.419.838 brugere af Instagram 
• 1.216.464 brugere på LinkedIn 
• 624.004 brugere af WhatsApp 
• 580.357 brugere af Pinterest 
• 525.177 brugere af Twitter

     I Danmarks Radios undersøgelse ”Medieudviklingen 2017” (se kilder) fremgår det, at de unge (15-29 år) brugte mest tid på mobilen og sociale medier – gennemsnitligt 60 minutter om dagen – hvilket er over dobbelt så meget i forhold til brugerne over 30 år.

     Undersøgelsen fra Kulturministeriet viser, at der er forskel på, hvilke medier mænd og kvinder foretrækker. Langt flere kvinder end mænd bruger Instagram, og denne tendens er steget med årene. Samme tendens ses på Facebook, hvor andelen af kvinder stiger. Det omvendte gør sig imidlertid gældende for Twitter, hvor der er flere mænd end kvinder til stede:

• 76 % kvinder og 67% mænd var til stede på Facebook i 2017 
• 57 % kvinder og 38% mænd var til stede på Instagram i 2017 
• 9 % kvinder og 17% mænd var til stede på Twitter i 2017

     Danmarks Radios undersøgelse om ”Medieudviklingen 2016” (se kilder) viser, at kvinder i 2016 brugte lidt mere tid end mænd på sociale medier – kvinderne brugte dagligt i gennemsnit 48 minutter på at være sociale medier på mobilen, mens mænd brugte 37 minutter.

Kulturministeriets rapport fra 2017 viser, at danskerne for første gang er begyndt at bruge færre sociale medier. Hidtil har der været en tendens til, at brugerne af sociale medier blev aktive på flere og flere platforme.

     I 2016 benyttede 28 % af brugerne af sociale medier kun ét af de syv sociale medier, der indgår i undersøgelsen, i løbet af en uge. Denne andel var i 2017 steget til 37%. Samtidig er andelen, der benytter to eller tre sociale platforme, faldet i perioden.

     Af de brugere, der kun bruger et enkelt medie, vælger suverænt flest (91 %) at være på Facebook. Facebook er således også det mest brugte sociale medie blandt de danske internetbrugere, og dét medie som flest brugere bruger dagligt:

• 72% bruger Facebook dagligt 
• 50% bruger Snapchat dagligt 
• 49% bruger Instagram dagligt 
• 20% bruger WhatsApp dagligt 
• 14% bruger Twitter dagligt 
• 11% bruger LinkedIn dagligt 
• 9 % bruger Pinterest dagligt

     Ifølge Danmarks Radios rapport om medieudviklingen i 2016 er de unge dog ikke lige så aktive på Facebook som tidligere. Andre sociale medier som f.eks. Snapchat, Instagram og Youtube har i den grad vundet indpas. På Snapchat deler unge indhold mere flittigt, mens deres adfærd på Facebook eftersigende er blevet mere observerende og passiv. Af rapporten fremgår det også, at unge – og danskerne generelt – bruger mere tid på sociale medier end på nyheder på mobiltelefonen.

I takt med at ny teknologi og sociale medier ændrer vores medievaner og vores digitale samvær, opstår nye problemstillinger i forhold til dannelse og etik på nettet. Eftersom både unges kommunikationsformer og grænser mellem privat og offentlig udvikles hele tiden, må konsensus om omgangstone og god opførsel følge med. En ting er, at man kan lægge ting ud om sig selv, men andre kan også lægge f.eks. billeder ud af en, som man ikke selv synes om. Hvem har retten til disse billeder? Kan man kræve dem fjernet? Hvordan håndterer man mobning og udstilling af andre mennesker på nettet? Der er ikke nogen klare svar på disse spørgsmål, men på f.eks. skoler bliver eleverne opfordret til at opføre sig ordentligt – også på nettet.

Det er svært at drage konklusioner på den nye medievirkelighed, da vi befinder os midt i den, men der er allerede forsket en del på området. Et studie fra Københavns Universitet fra 2005 viser de positive effekter af unges brug af online tjenester: ”Timerne foran skærmen gør ikke de unge asociale – tværtimod. Børn har nu muligheder for at omgås jævnaldrende i helt andet omfang end bare min generation havde” (se kilder). Christiane Vejlø, der har forsket i unges medievaner, mener ikke, at unge mennesker tager skade af at bruge mange timer foran computeren hver dag. Kun hvis det er på bekostning af at gå til fodbold og se sine venner, men hendes erfaring er, at de unge i dag både går til fodbold og bruger tid foran computeren. Christiane Vejlø nævner flere positive særtræk ved den nye medievirkelighed:

• Computeren stiller i modsætning til fjernsynet krav til brugeren om selv at handle, skabe og vurdere information. 
• Nettets sociale dimension: der er altid nogen, der kan lægge øre til ens bekymringer og har man et problem med f.eks. skilsmisse hos forældrene kan man lynhurtigt poste et spørgsmål i et debatforum og få respons med det samme. 
• Unges brug af internettet er en god forberedelse til nutidens arbejdsmarked, som efterspørger ”flexperter”, der er i stand til hurtigt at omstille sig, frem for eksperter kun med viden om et bestemt område.

     I en artikel i tidsskriftet Ungdomsforskning beskriver adjunkt Thomas Ryberg fra Aalborg Universitet generation Y som kompetente og ressourcefyldte ved deres naturlige evne til at manøvrere i en digital verden (se kilder).

Nye medier er med til at konstruere en virkelighed for unge mennesker, som er karakteriseret af individualitet (fordi det handler om at vinde over andre), og ekspressivitet (fordi det handler om iscenesættelse). Adjunkt Rune Gregersen mener, at unges identitetsdannelse bliver forvrænget ved denne ”iscenesættelse, hvor fremstillingen og ydre udtryk som påklædning, stil og personlighed på overfladen bliver kvaliteter, der fremhæves.” (se kilder) På den måde mister indhold, fællesskab og mangfoldighed betydning, og ungdomskulturen bliver mere ensartet og med fokus på stil og udseende. Gregersen fortsætter: ”Så selvom de unge er gode til at afkode mediernes signaler, er der i dag også tegn på, at medierne er et billede på samfundet i dag.” (se kilder).

     For unge mennesker, der er vant til at dokumentere deres liv med billeder på Facebook, Flickr eller Myspace, kan det have utilsigtede konsekvenser, som de måske ikke selv er opmærksomme på. Andrew Hoskins, der er forsker i new media ved Nottingham Universitet, fortæller til DR Kultur (se kilder), at de unge slet ikke er klar over rækkevidden af deres handlinger på nettet: ”Du ser så mange eksempler på konsekvenserne af, at hvis du uploader hele dit personlige liv, kan det komme tilbage og jage dig senere. Og det er en vigtig og endnu ikke forstået konsekvens af de nye sociale medier,” siger han og giver som eksempel, at fuldemandsbilleder, der for ti år siden blev grint af og glemt, i dag florerer på nettet og kan komme f.eks. potentielle arbejdsgivere for øje. Alt, hvad der lægges på nettet, bliver liggende og det kan have vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser for den enkelte.

     Thomas Ryberg er i sin artikel ikke udelukkende positiv over for de digitalt opflaskede unge. Han nævner, at godt nok er de unge helt hjemmevante i al teknologi, men deres hjerner har fjernet sig så langt fra deres forældres generation, at de risikerer at blive tabt i et skolesystem, der er skabt til analog læring.

     Ph.d. Estrid Sørensen skriver i en artikel (se kilder), at Facebook på trods af sit tilforladelige udgangspunkt ikke er et forum for de utjekkede unge: ”Facebook er en teknologi for ”de tjekkede”. Det er en teknologi for de mennesker, der lever et liv, der er entydigt genkendeligt inden for en veletableret social gruppe, hvor koderne for, hvad der er offentligt og privat er klare. Eller for mennesker, der er entydigt genkendelige inden for flere sociale grupper, som uproblematisk lader sig kombinere.” Så selvom Facebook kalder sig selv et demokratisk fællesskab, kan f.eks. psykisk syge, teknologiforskrækkede unge eller andre føle sig udenfor det fællesskab, som på dem virker tjekket og afvisende. Sørensen uddyber: ”Der er tale om en ”teknologisk diskrimination”, fordi det er indskrevet (Akrish 1992) i teknologien, at nogle udtalelser er offentligt tilgængelige, og at brugere, der ikke gennem tilhørsforhold til bestemte sociale grupper får reguleret koderne for, hvad der kan siges om og til dem offentligt, mister kontrollen over deres ”identitets-politik”.”

     Der er meget identitet på spil i sociale medier som Facebook, og hvis man er lidt usikker på sig selv og sin identitet, kan det være en kæmpe udfordring at udstille sig selv på internettet, og man kan på den måde falde helt udenfor ellers oplagte fællesskaber.

     Andre negative konsekvenser er risikoen for digital mobning, ensomhedsfølelse, misbrug af personlig information og at ens forældre ikke anerkender de positive elementer ved brugen af sociale medier.

Unge menneskers nemme adgang til og heftige forbrug af medier giver mulighed for at udvide mobbezonen til også at foregå i cyberspace: Mobbesituationen er rykket ud af skolegården og ind på mobilen eller på nettet. Undervisningsportalen Emu skriver bl.a. om cybermobning: ”Internettet og mobilen gør noget nyt ved gammeldags mobning på følgende måder:

• Mobbende billeder (f.eks. private og intime billeder) og beskeder kan spredes lynhurtigt til mange mennesker. En afart af dette fænomen kaldes ’hævnporno’ og har været et stigende problem de sidste år. 
• Deling af intimt materiale på sociale medier kan få store konsekvenser – både for dem, det går ud over, og dem, der deler. For nyligt er 1.004 unge mennesker blevet anklaget for at have delt en intim video på sociale medier af andre unge under 15 år. 
• Billederne og beskederne kan findes frem mange år frem i tiden. 
• Billeder kan sættes ind i nye kontekster, som giver dem en ny betydning. 
• Mobning kan koordineres i større netværk. 
• Mobningen kan trænge ind også derhjemme, hvor den som bliver mobbet ellers traditionelt ville have haft ’helle’.”

     Disse aspekter kan gøre mobningen synlig for en hel masse mennesker og dermed gøre ydmygelsen større, samtidig med, at afsenderen kan sløres i højere grad end i virkeligheden.

     En undersøgelse fra Red Barnet (se kilder) viser, at 57% af danske unge har været udsat for cybermobning, og en overraskende høj procentdel, 52%, kender ikke mobberen fra virkeligheden. Det peger på et uklart og skævt forhold mellem mobber og mobbet. Samtidig er der en høj grad af usikkerhed hos de unge, fordi de ikke har nogen voksne at hente hjælp hos i mobbesituationen. Hvor de i skolen kan henvende sig til gårdvagten og læreren, er der på nettet ikke nogen voksne kontaktpersoner. Af samme grund har bl.a. Red Barnet uddannet såkaldte Digitale gårdvagter, der kan moderere chat og interaktion på nettet og hjælpe de unge, hvis noget er kørt af sporet. Endvidere har Red Barnet oprettet kriselinjen BuddyGuard, som man kan ringe til anonymt og få rådgivning hos, hvis man har haft ubehagelige oplevelser på nettet (se kilder).

Fremtidsforskeren Tor Nørretranders spåede i sin bog ”Frem i tiden” (1999), at opmærksomhed vil blive den knappe ressource i det 21. århundrede. Udbuddet af materielle goder og informationer vil være meget stort, men der er grænser for, hvor meget information den enkelte kan kapere, og hvor meget opmærksomhed den enkelte kan få. Derfor vil verdens mange informationskanaler samt helt almindelige mennesker kæmpe for at få den knappe ressource, der hedder opmærksomhed: At nogen hører efter eller ser på. Dette indebærer, at de traditionelle grænser for, hvad der er privat, og hvad der er offentligt, og for hvor langt den enkelte vil gå for at komme på, vil blive yderligere udvisket, hvilket tendensen med de mange reality-tv-programmer og den voldsomme selviscenesættelse på nettet også afspejler.

     For 2.000 år siden sagde den romerske digter Ovid: ”Bene vixit it qui bene latuit” (’den har levet godt, som har levet i det skjulte’) – men i dag lyder det snarere fra mediernes æter ’den har levet godt, som har været på’.