Realityprogrammer og - stjerner

Reality-tv er både elsket og hadet blandt danskerne. Siden tv-genren slog igennem i 1990’erne med ”Robinson Ekspeditionen” og ”Big Brother” er vi kommet på fornavn med Linse, Amalie, Gustav, Paris, Kim, Courtney og de andre danske og udenlandske reality-stjerner. Det begyndte som underholdning og et hidtil uhørt kig ind under dynen. Siden har reality-tv udviklet sig til en magtfuld industri, der sidder tungt på programfladerne hos ikke blot de kommercielle tv-kanaler. Reality-tv skaber stjerner og underholder. Det flytter grænser og nedbryder tabuer – og har efterhånden udviklet sit helt eget univers med egen prisuddeling og nyhedssite.

Reality-tv er en ofte følelsesmæssig og dramatisk iscenesættelse, der blander fiktion med virkelighed. Der er mange forskellige genrer inden for reality-tv, og derfor bidrager programmerne også med noget forskelligt. Nogle er primært underholdning, hvor seerne som en flue på væggen får et kig ind i almindelige menneskers eller kendtes private liv. Andre skildrer en bestemt befolkningsgruppe eller et erhverv og giver seerne en indsigt i og ny viden om emner, som de måske ellers ikke ville have mulighed for at få kendskab til. Nogle inddrager seerne direkte gennem blandt andet tv-afstemninger.

Reality-tv har igennem årene opbygget en stor og bred gruppe af seere. Mange voksne følger fast med i programmer som ”Bonderøven”, ”Gift ved første blik”, ”Vild med dans” og ikke mindst “Den Store Bagedyst”, som sæson efter sæson trækker rekordmange seer til skærmen. Talentshowet ”X Factor”, der kørte på DR fra 2008 til 2018, fik ligeledes opbygget en stor målgruppe, ofte hele familier, der fulgte sangernes udvikling fra udsendelse til udsendelse.

     Når unge kvinder skal forklare, hvorfor de gerne slænge sig på sofaen og ’tjekker ind’ på ”Paradise Hotel”, lyder begrundelsen ofte: ’Det er underholdende og afslappende’. Medieforsker Karen Klitgaard Povlsen forklarer i en artikel i Information 16. februar 2010 (se kilder), at de unge kvinder får en ’feelgood’-stemning ud af at sidde og se andre opføre sig på en måde, som de ikke selv kunne finde på. Tendensen de seneste år har været, at også de unge er begyndt at efterspørge reality-tv med mere indhold. DR3 har de senere år skabt en række substantielle og roste reality-programmer om almindelige menneskers almindelige og ualmindelige liv. For eksempel “Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling” og “Prinsesser fra Blokken”.

Reality-tv er en ofte følelsesmæssig og dramatisk iscenesættelse, der blander fiktion med virkelighed. Der er mange forskellige genrer inden for reality-tv, og derfor bidrager programmerne også med noget forskelligt. Nogle er primært underholdning, hvor seerne som en flue på væggen får et kig ind i almindelige menneskers eller kendtes private liv. Andre skildrer en bestemt befolkningsgruppe eller et erhverv og giver seerne en indsigt i og ny viden om emner, som de måske ellers ikke ville have mulighed for at få kendskab til. Nogle inddrager seerne direkte gennem blandt andet tv-afstemninger.

Listen over reality-genrerne er konstant voksende, og nye koncepter kommer løbende til. Blandt de mest udbredte genrer er:

• Socialt eksperimenterede: Deltagerne i programmet medvirker i et slags eksperiment, hvor de ofte med hjælp af eksperter forsøger at ændre på noget, der har negativ indflydelse på deres tilværelse. Eksempler på denne genre er ”Gift ved første blik” og ”BS og recepten på lykke”. Også DR-programmet ”Øen” fra 2019 kan siges at være et socialt eksperiment, hvor 14 deltagere skal forsøge at overleve i en måned på en øde ø. 
• Docu Soap: Seerne følger en gruppe mennesker igennem en længere periode. Personerne kan være knyttet til en bestemt lokalitet eller have noget andet til fælles. Programmet kan eksempelvis skildre livet på et hospital eller i en lufthavn. Programmet har ofte et stærkt præg af socialrealisme over sig. Eksempler på denne genre er ”De unge mødre” og ”Historier fra en politistation”. 
• Reality-magasin: Reality-program med et overvejende journalistisk præg. Her fremlægger en studievært forskellige cases. Deltagerne er både professionelle og helt almindelige mennesker. Dramatiske rekonstruerede situationer spiller en vigtig rolle. Eksempler på denne genre er ”Station 2” og ”Alarm 112”. 
• Forbrugerorienteret reality-tv: Deltagerne får hjælp af eksperter til at få styr deres liv. Det kan være økonomer, der hjælper en gældsplaget dansker med at få rettet op på sin skrantende økonomi. Et eksempel på denne genre er programrækken ”Luksusfælden”. 
• Talentshow: Deltagere optræder med et særligt talent og dyster mod hinanden. Et af de mest kendte er ”X Factor”, der blev udviklet af britiske Simon Cowell og siden blev produceret i en dansk udgave. 
• Gameshow: Deltagerne samles et isoleret og ofte eksotisk sted, hvor de udsættes for en række udfordringer under ekstreme vilkår. Eksempler på denne genre er ”Jeg er celebrity – få mig væk herfra” og ”Robinson Ekspeditionen”. 
• Datingshow: Det primære formål er at matche singler. Undervejs i serien søges der ofte bevidst fra producenternes side at skabe konflikter mellem deltagerne for at øge spændingen og skabe mere drama. Et eksempel er ”Paradise Hotel”. 
• Konkurrence: Almindelige danskere eller kendisser konkurrerer inden for et afgrænset felt. Eksempler på denne genre er ”Masterchef”, ”Vild med dans” og “Den Store Bagedyst”.

Reality-tv har igennem årene opbygget en stor og bred gruppe af seere. Mange voksne følger fast med i programmer som ”Bonderøven”, ”Gift ved første blik”, ”Vild med dans” og ikke mindst “Den Store Bagedyst”, som sæson efter sæson trækker rekordmange seer til skærmen. Talentshowet ”X Factor”, der kørte på DR fra 2008 til 2018, fik ligeledes opbygget en stor målgruppe, ofte hele familier, der fulgte sangernes udvikling fra udsendelse til udsendelse.

     Når unge kvinder skal forklare, hvorfor de gerne slænge sig på sofaen og ’tjekker ind’ på ”Paradise Hotel”, lyder begrundelsen ofte: ’Det er underholdende og afslappende’. Medieforsker Karen Klitgaard Povlsen forklarer i en artikel i Information 16. februar 2010 (se kilder), at de unge kvinder får en ’feelgood’-stemning ud af at sidde og se andre opføre sig på en måde, som de ikke selv kunne finde på. Tendensen de seneste år har været, at også de unge er begyndt at efterspørge reality-tv med mere indhold. DR3 har de senere år skabt en række substantielle og roste reality-programmer om almindelige menneskers almindelige og ualmindelige liv. For eksempel “Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling” og “Prinsesser fra Blokken”.

”Robinson Ekspeditionen” på TV3 var det første reality-tv-program, der blev produceret i Danmark og sendt på dansk tv. En gruppe ukendte danskere skulle leve uden deres daglige fornødenheder på en øde tropeø og dyste mod hinanden i to hold. Sæson 1 blev sendt i efteråret 1998, og fængselsfunktionæren Regina gik ud som vinder af første sæson og 250.000 kroner. Pludselig kom ellers ukendte danskere på forsiden af formiddagsaviserne og i de kulørte ugeblade. Tre år senere introducerede TvDanmark ”Big Brother”. En række ukendte danskere flyttede ind i Big Brother-huset, hvor hvert et skridt blev optaget af snurrende kameraer. Vinderen blev Jill Liv Nielsen, der fik tilnavnet Dildo-Jill.

Sex og afklædte kvinder og mænd er en rød tråd i mange reality-programmer. Fra ”Big Brother” til ”Paradise Hotel” og ”Singleliv”. Og grænserne for, hvad deltagerne gør på tv, har gradvist rykket sig. Først var det primært ukendte danskere, der skrev sig på deltagerlisten til realityshows. I dag står også kendte i kø. Samtidig er de mere ’seriøse’ og ikke-kommercielle tv-kanaler hoppet med på reality-vognen. At reality-genren er blevet ’stueren’ hos public service-kanalerne skyldes til dels, at programmerne har mere substans end sex. Det gælder for eksempel ”Bonderøven” på DR1 og ”Årgang 0” på TV2. Samtidig har seerne vænnet sig til at se meget private ting udspille sig på tv, og chokeffekten og nyhedens interesse er dampet lidt af. Tv-seerne var i chok, da Jill Liv Nielsen i 2001 tog en dildo med ind i Big Brother-huset. Ti år senere havde ”Paradise Hotel”-deltagerne Sheila-Maria og Nick sex i et badekar for rullende kameraer. Men måske har danskerne nået et mætningspunkt. Gennem nogle år har “Paradise Hotel” haft dalende seertal, og programmet drejer nøglen om på TV3 efter 15 år fra 2020.

     Ifølge en artikel fra Politiken den 29. juli 2018 (se kilder) er der sket en normalisering og udbredelse af reality-tv, hvilket betyder, at greb fra reality-genren bliver stadig mere benyttet i tv – også på Public Service-kanaler. Se for eksempel “Bonderøven” og “Øen” på DR. Lektor Anne Jerslev, der citeres i artiklen, siger således om den til tider udskældte reality-genre: “Det interessante ved reality-tv er, at den beskæftiger sig med såkaldt almindelige mennesker. Det er det individuelle portræt af enkelte personers liv (…) Programmerne har handlet om det ordinære og det banale og ikke om liv eller død.” Her påpeger Anne Jerslev dog, at visse formater har været med til at give genren et dårligt ry ved at handle for meget om sex og alkohol. Men der er også vellykkede reality-programmer, der viser reality-genrens styrke, siger hun.

Med et langt større antal reality-programmer på flere tv-kanaler er det begrænset, hvor meget tv danskerne kan nå at se. Ifølge en optælling fra Politiken den 29. juli 2018 (se kilder) sendte de danske tv-kanaler i 2017 mere end 270 timers nyt dansk reality tv. Eller sagt på en anden måde: I 2017 kom der et nyt danskproduceret reality-program om ugen. DR og særligt DR3 stod for størstedelen af produktionen. Sideløbende er vi blevet mere selektive med, hvad vi bruger vores tid på at se. Udenlandske treamingtjenester som Netflix, Viaplay og HBO byder på helt andre tv-oplevelser.

Flere danskere mener, at hardcore reality-programmer medvirker til en generel undertrykkelse af kvinder ved at udstille dem som uintelligente sexobjekter, der vil gøre hvad som helst for at blive set og hørt. Jakob Olsen, broadcast-direktør hos mediebureauet IUM, sagde allerede i 2013 til Mediawatch (se kilder): ”Det virker, som om, at hardcore reality-genren har toppet”. Folk er i dag mere interesseret i at følge med i, hvordan bonderøven Frank på DR forsøger at skabe sig et mere enkelt liv for sin familie på Kastaniegården på Djursland. Eller hvordan ukendte, udsendte danskere klarer sig alene på en ø, eller hvordan amatørbagere mestrer forskellige kagediscipliner.

Reality-tv har vist sig at være en effektiv vej til hurtig berømmelse og nogen gange rigdom og stor magt. Verdens mest populære boyband, One Direction, blev dannet, da fem håbefulde drenge i 2010 stillede op til ”X Factor” i Storbritannien. Reality-stjernen Kim Kardashian er med sin eksponering på tv-kanaler og sladderblade over hele verden i dag så stor en forbrugermæssig magtfaktor, at hun ifølge det amerikanske magasin Harpers Bazar (se kilder) får udbetalt op mod 500.000 amerikanske dollars for et enkelt Instagram-opslag. Omtale fra reality-dronningen får salget af en given vare til at eksplodere.

     Den amerikanske præsident Donald Trump fik skabt en stor del af sit brand som skrap og dygtig forretningsmand i reality-programmet ”The Apprentice” (”Lærlingen”, der kørte på den store amerikanske tv-kanal NBC fra 2004 til 2017.

Sammenlignet med den amerikanske reality-branche bliver de danske stjerner ikke voldsomt rige af at deltage i reality-programmer. Men kendte bliver de. Nogle gør ligefrem karriere i at deltage i det ene realityshow efter det andet. Andre får job som værter på tv og tjener penge på at reklamere for produkter, for eksempel som influencere. Reality-tv kan i bedste fald være et springbræt til berømmelse og karriere på tv. Linse Kessler – og hendes datter Geggo – har været nogle af danskernes favoritter. Ifølge en meningsmåling, som Yougov lavede for MetroXpress, blev Linse Kessler i både 2014 og 2015 kåret som den mest populære danske realitystjerne. En optælling, foretaget af TV2 i 2016 (se kilder) viser, at Geggos blog er meget populær målt på følgere. En anden højt på listen er Gustav Salinas. Og hvorfor? ”Fordi Gustav og Linse er tro mod sig selv og lever deres drømme ud”, siger underholdningsjournalist Nikolaj Vrå i et interview med MetroXpress 12. marts 2015 (se kilder). Linse Kessler har blandt andet deltaget i ”Familien fra Bryggen”, ”Paradise Hotel” og ”Linse og Gustav på udebane – og næsten en halv million følger hende på Instagram. Selv siger hun i interviewet med MetroXpress (se kilder), at hun forsøger at udnytte sin popularitet til at fremme de sager, der ligger hende på sinde. Herunder kæmper hun imod dyremishandling. Linse Kessler har tidligere haft sin egen stripklub og en overgang drev hun et Bed & Breakfast i Spanien. I slutningen af 2019 åbnede hun en restaurant i Carlsberg Byen i København.

Reality-tv har som genre udviklet sig, men det har hele universet omkring reality-deltagerne også. I dag har genren vokset sig så stor, at den har fået sin egen nyhedsside, realityportalen.dk, der opdaterer med nyheder om reality-programmer- og reality-deltagernes liv. At reality-tv har fået sin egen nyhedsside vidner om, at interessen for programmerne såvel som deltagerne er solid. Deltagerne har opnået en status som ‘stjerner’ på linje med mange andre kendte, hvilket man også kan se ved, at reality-tv har sin egen, årlige prisuddeling, Reality Awards. Her kåres vindere inden for kategorier som Årets Par, Årets Bedste Bryster, Årets Vært, Årets Bitchfight og Årets Bedste Overkrop. Derudover kåres den henholdsvis bedste mandlige og kvindelige reality-deltager. I 2019 gik prisen til Didde fra “Familien fra Bryggen” og Lenny Pihl fra “Paradise Hotel”, mens Årets Ærespris gik til TV2-programmet “Årgang 0”.

Mens reality-tv er et karriereboost for nogle, fortryder andre deres medvirken i et reality-program. For man risikerer som deltager at blive stemplet og udsat for chikane. Joy K. Petersen medvirkede i ”Singleliv” og ”Mig og min mor” på Kanal 4. To uger før hun skulle møde op til et aftalt praktikophold på et fritidshjem, fik hun besked på ikke at komme alligevel. Begrundelsen var, at personalet havde fået kendskab til hendes fortid på reality-tv. ”Pludselig ville de ikke have mig. De mente, at de ikke kunne håndtere en offentligt kendt person som mig”, fortæller hun til Newspaq (se kilder).

     Der er ingen tvivl om, at nogle reality-stjerner betaler en høj pris for at være på tv, og nogle får også psykiske mén af at medvirke. To deltagere i den engelske udgave af programmet ”Ex on the beach” har begået selvmord efter at have deltaget, og nu vil den britiske reguleringsmyndighed på tv-området, OfCom, beskytte programdeltagerne bedre. Også danske deltagere har fortalt, at de har lidt psykisk overlast som følge af at medvirke i et reality-program. Beskyttelsen kommer formentlig også til at gavne de danske deltagere, da en række af TV3 og Kanal 4’s programmer hører under engelske regler. Ifølge en artikel fra TV2 den 5. august 2019 (se kilder) går forslaget konkret på, at der skal “tages behørigt hensyn til programdeltagernes mentale helbred og værdighed”, og at “deltagerne ikke må udsættes for unødig angst ved at deltage, eller når programmet sendes”. Forslaget skal eftersigende føres ud i livet i løbet af 2020.

Ja, siger Frederikke Bertelsen, der 23 år gammel i 2011 i et interview i Politiken (se kilder) kaldte reality-genren for fordummende og kvindeundertrykkende: ”I dag skal man ikke engang bruge hovedet for at komme i mediernes søgelys. Jeg er ganske enkelt træt af, at disse programmer får så meget tid på sendefladen og derudover giver et indtryk af, at hele vores generation opfører sig lige så uansvarligt.” Som mange andre mener Frederikke Bertelsen, at reality-tv legitimerer unges ansvarsløse forhold til alkohol og sex.

     Professor på Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet Kirsten Drotner mener dog, at programmerne også har en positiv funktion – at de bliver et forum for diskussioner om moral og om, hvordan vi lever sammen. I en artikel i Politiken 10. november 2012 (se kilder) siger hun: ”Programmerne fungerer, fordi de italesætter vigtige problemer i en kultur, hvor det hele tiden handler om at sælge sig selv. Man kan sige rigtig meget skidt om reality-tv, men det er tv til tiden”.

     I 2019 diskuteres det stadigvæk, om realitygenren er fordummende, eller om den kan berige tv og seerne. I en artikel i Dagbladet Information fra 17. januar 2019 (se kilder) argumenterer Nikola Nedeljkovic Gøttsche for, at realitygenren kan tilbyde indsigt og refleksion. Samtidig afviser hun kritikken af, at reality skulle være fordummende: “(…) bare fordi realitysatsningerne ikke er strøget i pressefolder og bundet i stramme slipseknuder betyder det ikke, at genren er intellektuelt indholdsløs. Tværtimod er mange reality-programmer mere indsigtsfulde og oplysende end æggehovedspekulationer (…) Reality-tv tager udgangspunkt i enkeltindividers adfærd, refleksioner og samspil med andre (oftest fremmede) på en måde, der som regel giver anledning til, at seeren kan spejle sig i de sociale dilemmaer og moralske kvaler, der opstår.”

”Ingenting”, mener europaparlamentarikeren Morten Messerschmidt, der selv har deltaget i Big Brother. Reality-tv har ifølge Messerschmidt udviklet sig i en dybt skadelig retning ved at skabe en kultur blandt unge, der handler om, at succes i livet kan måles ved, om man har været på tv og har ”smarte venner”, som han siger i et interview med Politiken 19. september 2014 (se kilder). Andre mener, at reality-tv opildner os til at mobbe. I en artikel i Politiken 19. september 2014 (se kilder) forklarer medieforsker Stig Hjarvard, at han ser kvaliteter ved genren, som han mener, kan være med til at afdramatisere problemer og virke som inspiration for andre.

     Henrik Høgh-Olesen, professor i social-og personlighedspsykologi på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, forklarer i en artikel på DR 17. november 2019 (se kilder), at reality-tv kan gøre seeren mere empatisk. Ved at se forskellige sider af de medvirkendes personligheder og indbyrdes sociale forhold, øver man sig nemlig i at sætte sig i andre menneskers sted, forstå deres følelsesliv og lære af hinandens erfaringer. Medieforsker Ib Bondebjerg, der også citeres i artiklen, er enig i den betragtning: “Realitygenren er det seneste skud på stammen, hvor du kan se almindelige menneskeliv udspille sig. Hvis du kan spejle dig i karaktererne, kan du muligvis også lære noget om dig selv.”

Uanset om reality-tv deler vandene, så er genren ikke på vej væk fra sendefladen. Medieforsker Ib Bondebjerg siger i en artikel i Horsens Folkeblad (se kilder), at

     reality-programmer i dag i højere grad handler om sociologiske eksperimenter og helt almindelige menneskers hverdag end om konkurrence, som det gjorde med “Robinson Ekspeditionen”. Han peger på, at der kommer flere programmer med helt almindelige mennesker i fremtiden, og at vi kommer længere ind i folks privatliv – og at det formentlig bliver ‘vildere’ eller mere privat: “Programmerne handler om følelser, men skaber også følelser i tilskuerne. Forskellige slags følelser. Men som gør, at vi som seer forarges, underholdes eller kan pudse vores egen glorie.” Virkelige følelser hos virkelige mennesker sælger billetter og optager os mennesker. Og mens tv-stationerne konstant forsøger at ’tænke ud af boksen’ for at komme op med det næste nytænkende reality-koncept, deltager vi hver især – hvad enten vi vil det eller ej – i hver vores eget lille realityshow, når vi lægger film og billeder på Facebook og deler vores liv og levned på de sociale medier.