Bådflygtninge
Læsetid: 17 min
Indhold
Indledning
Begrebet bådflygtninge opstod i 1970’erne, da desperate vietnamesiske flygtninge forlod landet i synkefærdige både. Nogle blev samlet op af store skibe og blev fordelt til de lande, som disse skibe var indregistreret i. Derfor kom der også vietnamesiske bådflygtninge til Danmark, og danskere, som er gamle nok til at huske tilbage til 1970’erne, husker som regel billeder af bådflygtninge i Asien og ofte også af deres ankomst til Danmark. Derfor har mange også fået mindelser om disse bådflygtninge i de seneste cirka 10 år, hvor medierne mange gange har bragt billeder af desperate mennesker, som flygter over havet fra krig, fattigdom og undertrykkelse i håbet om at nå i sikkerhed i Europa. Mange drukner undervejs eller bliver fanget af kystvagten i det land, de sejler sted fra, og tvunget tilbage. De fleste har betalt menneskesmuglere mange penge for at blive hjulpet over havet. De lande i Europa, der modtager flest bådflygtninge, er Italien, Spanien og Grækenland, og disse lande ønsker derfor, at der laves nye regler i EU for fordelingen af de mange migranter. Det diskuteres både nationalt og i EU, hvordan man bedst kan bremse strømmen af bådflygtninge. Der er stor uenighed om, hvis ansvar flygtningene er både moralsk og juridisk, og hvordan årsagerne til de store strømme af bådflygtninge kan bekæmpes. Nogle mener, at det er hyklerisk, når politikerne udtrykker sorg over døde bådflygtninge samtidig med at de afviser at tage imod dem, der når frem med livet i behold. Andre hævder, at hvis EU hjælper de bådflygtninge, der er i fare for at drukne, vil det blot få endnu flere til at sige ja til menneskesmuglernes tilbud om dyre og risikable rejser over havet.
Relaterede emner
Vietnamesiske bådflygtninge bydes hjerteligt velkommen i 1975
Bådflygtninge modtages i Danmark i 1975. Tv-indslag fra 1974 om modtagelse af vietnamesiske bådflygtninge fra Hong Kong, der er blevet samlet op af det danske containerskib Clara Mærsk.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Definition af bådflygtninge
Hvad er bådflygtninge?
Det kan være mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, eller migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter. Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015
[1]beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet, og andre sejler over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England i håb om at få asyl i Storbritannien, ofte efter at have fået afslag på asyl i Frankrig.
Fakta om bådflygtninge
Hvem var de vietnamesiske bådflygtninge?
De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager tusindvis af dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.
Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015
[2]fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.
På grund af borgerkrigen i Syrien opstod nye smuglernetværk og -ruter, og flugten blev ofte organiseret med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015
[3], hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”
Hvordan flugten organiseres i forskellige typer af både på de forskellige ruter, beskrives af EU’s grænseagentur Frontex
[4].
Hvem er bådflygtningene i vor tid?
Det kan være mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, eller migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter. Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015
[1]beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet, og andre sejler over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England i håb om at få asyl i Storbritannien, ofte efter at have fået afslag på asyl i Frankrig.
Hvordan har antallet af bådflygtninge udviklet sig?
Antallet har generelt været stigende, og det ser ikke ud til, at den store risiko ved flugten afskrækker flygtningene. Udviklingen i krige og konflikter samt aftaler mellem EU og de lande, som migranterne forsøger at tage af sted fra, om at forsøge at forhindre de mange sejladser, har dog betydet, at antallet har været svingende de seneste ti år, men at der ankom allerflest i 2015, især på grund af krigen i Syrien. UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat opgør jævnligt antallet af flygtninge, der ankommer til EU via Middelhavsområdet
[5], og heraf ankommer langt de fleste over havet. Tallene inkluderer ankomster over havet til Italien, Cypern og Malta og ankomster til Grækenland og Spanien (inkl. De Kanariske Øer) over både land og hav. Tallene viser, at der ankom lidt over 1 million migranter i 2015, mens tallet i 2016 var faldet til cirka 375.000. Fra 2017 til 2022 lå antallet mellem 185.000 og 95.000, mens det i 2023 steg til 270.000. I 2024 var antallet af ankomster over havet nået op på omtrent 102.000 i slutningen af august. En opgørelse over antallet af migranter, der sejler over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England
[6]viser, at antallet af ankomster især i små både er steget betydeligt fra 2018 til 2024. I 2022 var antallet næsten 46.000, i 2023 nåede antallet lidt op over 29.000. I første halvdel af 2024 var antallet over 12.000.
Politiken photographer in The Mediterrenean: Should I take a photo or save a life? Short documentary
Politikens fotograf Jacob Ehrbahn var to uger om bord på et tysk redningsskib med frivillige fra græsrodsorganisationen Sea-Watch og var med til flere redningsaktioner, hvor de samler udmattede flygtninge op på åbent hav i Middelhavet. 26. juni 2017.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvor rejser bådflygtningene fra og til?
Bådflygtningene følger bestemte ruter, som typisk bliver bestemt af menneskesmuglerne. Hvor benyttede de enkelte ruter er, afhænger blandt andet af, hvordan antallet af migranter og flygtninge udvikler sig – afhængig af krige, kriser, tørke m.m. – samt af, hvor menneskesmuglernetværkene udvikler sig, og hvor landene rundt om Middelhavet sætter ind med øget grænsekontrol til havs. EU’s grænseagentur Frontex opgør løbende antallet af illegale ankomster til EU via forskellige flugtruter
[4]. Denne oversigt omfatter fem ruter over havet, nemlig:
- Den vestafrikanske rute, der forbinder Vestafrika (og Afrika længere nordpå) med de spanske Kanariske Øer og som de senere år er brugt meget af migranter fra bl.a. Senegal, Mali og Marokko.
- Den centrale Middelhavsrute, som forbinder Nordafrika (især Libyen og Tunesien) med Italien og Malta, og som benyttes af migranter fra bl.a. Tunesien, Guinea og Elfenbenskysten
- Den østlige Middelhavsrute med afgange fra især Libanon, Libyen og Syrien mod Cypern, Grækenland og Bulgariens landgrænse mod Tyrkiet. Migranter på denne rute stammer ofte fra Syrien, Afghanistan og Palæstina.
- Den vestlige Middelhavsrute, som forbinder det nordvestlige Afrika med det sydlige Spanien. Denne rute benyttes især af marokkanere og algeriere.
- Ruten over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England, som især benyttes af migranter med baggrund i Afghanistan, Irak og Syrien.
Opgørelsen viser, at den centrale Middelhavsrute, den vestlige Balkanrute og den østlige Middelhavsrute de seneste år har været de tre mest benyttede ruter, hvis man kigger på antallet af illegale grænsekrydsninger, og Frontex forudser, at antallet af bådflygtninge i de kommende år især vil stige på den østlige og den centrale Middelhavsrute.
Der åbnes dog hele tiden ny ruter af menneskesmuglerne. Efterhånden som kystbevogtningsskibe opererer flere og flere steder i Middelhavet for at forsøge at tvinge menneskesmuglernes både tilbage til land eller tilbage ud på havet, finder smuglerne nye ruter.
Bådflygtninges betydning
Hvordan bliver flugten over havet organiseret?
De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager tusindvis af dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.
Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015
[2]fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.
På grund af borgerkrigen i Syrien opstod nye smuglernetværk og -ruter, og flugten blev ofte organiseret med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015
[3], hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”
Hvordan flugten organiseres i forskellige typer af både på de forskellige ruter, beskrives af EU’s grænseagentur Frontex
[4].
Hvad sker der med bådflygtningene på havet?
For mange bådflygtninge bliver turen et mareridt, og for en del ender den med døden. Ofte tager turen meget længere, end de er blevet stillet i udsigt, fordi de mister kursen, eller der opstår uvejr. Ofte har flygtningene for lidt mad og vand til at klare den lange rejse. Så en del flygtninge er tæt på at dø af sult og tørst, nogle ser andre dø, og en del falder overbord og bliver kun i sidste øjeblik reddet af et forbipasserende skib eller ved at svømme i land, hvis skibet kæntrer tæt på kysten.
Der er flere og flere eksempler på, at menneskesmuglerne for ikke selv at blive opdaget og anholdt, sender skibe af sted uden besætning eller med en besætning, som kun bliver om bord i kort tid. Udtjente fragtskibe sendes af sted med hundredvis af flygtninge i lasten. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015
[3].
Et eksempel på, hvordan en flugt kan udvikle sig, findes i artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015
[2], hvor en 24-årig mand fra Nigeria fortæller om en flugt, som han med nød og næppe overlevede ved at blive bragt tilbage til Libyen. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. ”’Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.’ Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. ’Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord’”.
Smuglerne sender ofte skibene af sted i storm og om natten, da der så er mindre risiko for at blive opdaget af kystbevogtningsskibe. Til gengæld øger det risikoen for kæntrings- og drukneulykker. I nogle tilfælde bliver skibene opdaget af kystbevogtningsfartøjer og tvunget tilbage til land, eller forbipasserende skibe hjælper de nødstedte bådflygtninge.
Hvor mange mister livet undervejs?
Det vides ikke med sikkerhed, da ingen ved, hvor mange der rejser af sted, og det er ikke sikkert, at alle de mennesker, der drukner undervejs, bliver fundet. Men FN vurderer, at hver tiende dør undervejs. En opgørelse fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR
[5], viser, at antallet af døde og savnede har ligget på mellem 1500 og næsten 5100 i årene fra 2015 til 2023. I 2024 vurderes antallet frem til slutningen af august at være 875.
Kun meget få af de personer, der dør under flugt eller migration over Middelhavet, bliver nogensinde identificeret, så deres familier kan få besked. For selv når ligene bjærges eller dukker op, er det oftest meget vanskeligt at identificere dem. Ifølge artiklen ”Flertallet af Middelhavets døde får aldrig en gravsten” fra Kristeligt Dagblad den 16. september 2016
[7]viser opgørelser, at to tredjedele af de omkomne, som er blevet bjerget i det sydlige Europa i perioden fra 1990 til 2013, stadig ikke er identificeret.
Hvad sker der med bådflygtningene i Europa?
De bådflygtninge, der når frem til et europæisk land, får ved ankomsten typisk et lægetjek og interneres så i centre, hvor de venter på, at deres asylsag behandles. Alle lande, der har tilsluttet sig EU’s såkaldte Dublinkonvention, skal samarbejde om, at asylsøgere registreres med fingeraftryk i det første EU-land, de ankommer til, og så skal deres sag behandles der. I praksis har både Italien og Grækenland – fordi de modtager så mange flygtninge – i en del år undladt at tage fingeraftryk på mange bådflygtninge. Flygtningene kan derfor rejse videre til andre lande og søge asyl der. Nogle bådflygtninge undgår bevidst at blive registreret i f.eks. Italien. De skjuler sig og lever illegalt, mens de forsøger at samle penge sammen til at rejse videre til et andet land – i håb om at få arbejde der. Flere lande har planer om at sende en del af de migranter, der ankommer illegalt, til lejre i andre lande. For eksempel har Italien planer om at overføre migranter, der opsamles af militærbåde på Middelhavet ud for Italiens kyst, til lejre i Albanien. Det meddelte den italienske premierminister Giorgia Meloni, der er kendt for sin hårde linje over for migranter og asylsøgere, i november 2023, ifølge artiklen ’”I åbenlys modstrid med folkeretten og EU’s regler”: Italien vil sende migranter fra Middelhavet til lejre i Albanien” i Kristeligt Dagblad den 7. november 2023
[8]. Ifølge artiklen vurderer eksperter, at denne ordning vil være i strid med EU’s regler og folkeretten.
Problemstillinger ved bådflygtninge
Kan EU-landene fordele flygtningene på en mere solidarisk måde?
Dublinforordningen siger, at det land, som en asylansøger først ankommer til og bliver registreret i, skal behandle ansøgningen om asyl. Det er ofte i sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Grækenland, hvilket især gælder for bådflygtninge. Derfor er presset på asylsystemet i disse lande også større end i de nordeuropæiske lande. Det bliver derfor diskuteret, om EU bør have en tvungen fordeling af flygtninge, så lande med god økonomi og få flygtninge skal tage flere end lande med dårlig økonomi og mange flygtninge. EU-Kommissionen har foreslået at justere Dublinforordningen, så man i perioder med mange flygtninge kan bede EU’s medlemslande træde til og tage nogle af de flygtninge, der kommer til f.eks. Italien og Grækenland.
[9]Skal EU indgå samarbejdsaftaler om migration med flere lande?
Efter flygtningekrisen ramte Europa i 2015, indgik EU-landene en aftale med Tyrkiet, som lagde en dæmper på strømmen af flygtninge og migranter gennem landet. Bør EU indgå lignende aftaler med lande som Libyen, Tunesien, Egypten og Marokko? Nogle mener, at det er nødvendigt. Andre er bekymrede for, om flygtninge og migranter vil blive behandlet ordentligt i lande, der ikke har underskrevet FN's konventioner om menneskerettigheder. Det gælder særlig i Libyen, som i de seneste år har været i en borgerkrigslignende situation, og hvor menneskerettighedsorganisationer har rapporteret om overgreb, seksuel vold og tortur mod afviste migranter.
[9]Skal EU oprette flygtningelejre i Afrika?
I flere EU-lande, bl.a. i Danmark, diskuteres det, om EU bør oprette lejre forskellige steder i Afrika, hvor mennesker kan søge om asyl i Europa uden først at tage den farlige rejse hertil. I lejrene kan man så finde ud af, hvem der har behov for beskyttelse i Europa, og hvem, der må afvises. Statsminister Mette Frederiksen (S) har foreslået, at Danmark skal være med til at oprette lejre for asylsøgere i Rwanda, i samarbejde med regeringen i Rwanda, og regeringen har været i forhandlinger med Rwanda om denne mulighed. Disse forhandlinger har dog længe været sat i bero, og regeringens officielle holdning er nu, at et modtagecenter også kan placeres i et andet land end Rwanda, blot det bliver uden for Europa. Argumentet for at oprette centre i for eksempel Afrika er at man muligvis på den måde kan undgå, at flygtninge og migranter betaler en masse penge til menneskesmuglere, som sender dem ud på en farlig rejse over Middelhavet. Andre mener, at det kan være svært at garantere sikkerhed og ordentlige forhold. Nogle mener også, at det vil få langt flere mennesker til at søge asyl i Europa.
[8][9]
Skal EU hjælpe mere i nærområderne og mindre i Europa?
Størstedelen af flygtninge fra mellemøstlige lande som Syrien og Irak kommer slet ikke til Europa, men opholder sig i nabolande som Jordan, Libanon og Tyrkiet. Faktisk er Tyrkiet det land i verden, som huser flest flygtninge. Bør EU tage færre flygtninge og i stedet give økonomisk støtte til nabolandene til de steder, som mennesker flygter fra, så de kan få hjælp der i stedet for at komme til Europa? Også dette diskuteres af både eksperter, politikere og ngo’er.
[9]Flere migrationsforskere har foreslået, at EU-landene tillader en kontrolleret indvandring af ufaglært arbejdskraft fra de områder, hvor bådflygtningene kommer fra. Dette forslag er bl.a. kommet fra den danske migrationsforsker Jesper Bjarnesen, der i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015
[10]siger: ”De migrantarbejdere, jeg har talt med, siger alle sammen, at de helst vil blive hjemme i deres eget land, men de har ikke noget at leve af. De vil til Europa for at arbejde og tjene penge, som de kan sende hjem til familien i nogle år, og så rejser de hjem igen.”
Debat: For og imod bådflygtninge
Hvorfor mener nogle, at NGO’er skal forbydes at samle migranter op i Middelhavet?
Nødhjælpsorganisationer som f.eks. Red Barnet og Læger uden Grænser opererer i Middelhavet, hvor de samler nødstedte mennesker op og bringer dem i sikkerhed i Europa. Det er igennem længere tid blevet diskuteret, om det får flere mennesker til at tage den farlige rejse over Middelhavet, hvis de ved, at de har en chance for at blive samlet op af en nødhjælpsorganisation og sejlet til Europa. Nogle mener, at nødhjælpsorganisationernes arbejde får flere til at søge mod Europa, og organisationernes arbejde derfor skal stoppes
[9]. I februar 2023 vedtog Italien et dekret, der betyder, at det bliver ulovligt for ngo’er, der samler nødstedte bådflygtninge op i Middelhavet, at samle mennesker fra mere end én migrantbåd op ad gangen.
[11]Hvorfor mener nogle, at NGO’er skal have lov fortsat at samle migranter op i Middelhavet?
Uanset om det kan få nogle mennesker til at søge ud i faldefærdige båd, at de ved, at de eventuelt kan blive reddet af en nødhjælpsorganisation, skal man altid gøre en indsats for at redde migranter, der risikerer at drukne. Det mener en række nødhjælpsorganisationer og politikere, som blandt andet peger på, at så længe mange mennesker ikke kan se nogen fremtid, hvor de kommer fra, og ikke har andre muligheder for at søge asyl i Europa end at sejle over havet og krydse grænsen illegalt, er det Europas ansvar at forsøge at redde flest muligt fra druknedøden
[9].
Perspektiv på bådflygtninge
Hvordan er fremtidsudsigterne?
Efter Ruslands krig i Ukraine har problemet med bådflygtninge i de senere år ikke fået helt samme opmærksomhed som tidligere, særligt under den store flygtningekrise i 2015 og 2016, hvor antallet af asylansøgere i EU satte rekord. Men problemet med bådflygtninge bliver næppe mindre i fremtiden, vurderer eksperter.
"Europa må fortsat forberede sig på at modtage et større antal flygtninge i fremtiden, selv om dette er upopulært hos de fleste europæiske regeringer,” migrationsforsker Marcus Engler fra Tysk center for integrations- og migrationsforskning (DeZIM) i Berlin, ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad i december 2022
[12]. Marcus Engler påpeger, at når der er et sammenfald af flere kriser – for eksempel klimaforandringer, krig, ekstremisme og dårlige økonomiske fremtidsudsigter – risikerer antallet af flygtninge – herunder bådflygtninge – at stige. Desuden påpeger han, at det er meget vanskeligt at forhindre mennesker i at søge væk: ”Vi ved fra forskning, at vi ikke uden videre kan forhindre personer med stærke flugt- eller migrationsmotiver i at gennemføre deres planer. De er villige til at sætte deres liv på spil for at komme til Europa, fordi de ser fremtidsudsigter her,” siger han. EU har dog for nylig indgået en aftale om fremover at koordinere modtagelsen af asylansøgere på en ny måde, så de lande, der modtager flest flygtninge, ikke skal bære så stor en del af byrden. Det kan give håb for, at modtagelsen af bådflygtninge vil foregå mere organiseret og føre til bedre forhold for de flygtninge, der når frem til Europa. Desuden har EU i nogle år lavet projekter i nogle af de lande, hvorfra der kommer mange migranter, hvor de oplyser om risikoen ved at lade menneskesmuglere hjælpe sig over Middelhavet. Samtidig støttes nogle af de potentielle bådflygtninge i små erhvervsprojekter, der kan give dem en økonomisk bæredygtig fremtid i deres oprindelseslande
[13]. Marcus Engler mener i samklang med andre forskere, at det derudover kan være en løsning at skabe lovlige veje for folk til at rejse regelmæssigt til EU med arbejdstilladelse. På den måde vi EU’s mangel på arbejdskraft muligvis kunne afhjælpes, samtidig med at færre mennesker risikerer deres liv på farlige sejladser over Middelhavet.
“Politikerne skal forholde sig til, at folk kommer til os, og at de ønsker at arbejde. Staterne bør støtte dem i begyndelsen, så de kan lære det lokale sprog og fuldføre deres uddannelse. Det giver meget mere mening end at forsøge at holde migranter og flygtninge ude med alle midler,” mener Marcus Engler.
[12]Citerede kilder
- Kopier link
’Der er ingen stemmer i medmenneskelighed’
Artikel
Information, 19-04-2015
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
People crossing the English Channel in small boats
Artikel
The Migration Observatory at the University of Oxford, 28-06-2024
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
Flertallet af Middelhavets døde får aldrig en gravsten
Artikel
Kristeligt Dagblad, 16-09-2016
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
”I åbenlys modstrid med folkeretten og EU’s regler”: Italien vil sende migranter fra Middelhavet til lejre i Albanien
Artikel
Kristeligt Dagblad, 07-11-2023
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
Hvordan skal EU løse krisen?
Temaartikel
Folketingets EU-oplysning
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
’Der er ingen stemmer i medmenneskelighed’
Artikel
Information, 20-04-2015
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
Italien spænder ben for ngo-redningsskibe i Middelhavet
Artikel
Kristeligt Dagblad, 13-02-2023
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
Flere flygtninge og migranter søger til Europa. 2023 kan sætte ny rekord
Artikel
Kristeligt Dagblad, 18-12-2022
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
Mere information skal bremse strøm af flygtninge
Artikel
Kristeligt Dagblad, 16-07-2015
Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link