Fascisme

”Intet over, intet ved siden af og intet uden for staten.” Denne sætning af Italiens diktator i årene 1925-1943, Benito Mussolini, sammenfatter kernen i fascismen. Den italienske nation skulle være en stærk, samlet organisme under ledelse af dens fører. Den italienske fascisme var en vigtig inspirationskilde for de tyske nazister, som dog gik endnu længere i deres ekstreme anvendelse af vold og undertrykkelse. Siden 2. Verdenskrig er mange blevet beskyldt for at være fascister. I de fleste tilfælde har der dog snarere været tale om, at påståede fascister har gjort brug af fascismens kraftfulde symboler end om, at de har tilsluttet sig en egentlig fascistisk ideologi.

Det er svært at give en entydig definition af fascisme, for fascismen er fyldt med selvmodsigelser og nationale særpræg og kan derfor dårligt kaldes en sammenhængende ideologi. Alligevel er der en række karakteristika, der kan kædes sammen under fællesbetegnelsen fascisme, som det er blevet praktiseret af en række beslægtede politiske bevægelser i det 20. århundrede.

     Den oprindelige italienske fascisme, som opstod lige efter 1. Verdenskrig, var ifølge Peter Frederiksens ”Ideologiernes kamp” (se kilder) bygget op om en stærk stat med en stærk fører i spidsen. Den fascistiske leder Benito Mussolini blev kaldt Il Duce, Føreren. Samfundet skulle organiseres korporativt, så fagforeninger og arbejdsgivere gik sammen under statens ledelse i stedet for at bekæmpe hinanden. Samfundet blev betragtet som en samlet organisme under ubestridt ledelse af føreren. Nationen og det nationale fællesskab blev dyrket som en stærk og skabende kraft. Vold blev anset som et legitimt politisk middel, der ligefrem havde en opbyggelig effekt for nationen. Ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) havde fascismen også militæret, masseorganisationer og propaganda som omdrejningspunkter.

     Det vigtigste element i fascismen er nok dens konsekvente og voldelige modstand mod kommunisme, socialisme, liberalisme og demokrati. Fascismen kan ses som reaktion på det, der af dens tilhængere opfattes som samfundets tegn på forfald, der derfor må ryddes af vejen ved en fuldstændig omvæltning af samfundsforholdene og samling omkring en stærk stat og en stærk fører.

Ordet fascisme er sammensat af fasces og -isme. I opslaget ”fasces” på denstoredanske.dk (se kilder) fortælles det, at fasces er et gammelt romersk magtsymbol, der består af et risknippe for enden af en stage. Den er dermed et billede på den italienske fascismes dragning mod det gamle romerrige, der også blev afspejlet i ambitionerne om at skabe et imperium omkring Middelhavet. Den italienske leder Benito Mussolini så de sammenknyttede stave som symbol på ”enhed, kraft og retfærdighed”.

     I kommunistisk sprogbrug anvendes fascisme ifølge ”De europæiske ideers historie” (se kilder) som samlebegreb for alle ikke-kommunistiske politiske anskuelser med autoritært eller antidemokratisk præg. Herfra stammer formentlig også den udbredte brug af fascisme som skældsord mod højreorienterede anskuelser.

     Den italienske fascisme var en vigtig inspirationskilde for den tidlige tyske nazisme, og tankesættene er dermed beslægtet. Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og anså den for en hovedfjende. Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ’et sundt folk’. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede, gerne i ens uniformer og snorlige rækker. Ligheder og forskelle mellem nazisme og fascisme gennemgås i bogen ”Nazismens epoke” (se kilder).

     Nazismen og fascismen fjernede sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændig nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer. Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen ved sin racisme og antisemitisme (jødehad). Se i øvrigt faktalink-artiklen om Nazisme.

Den tyske historiker Ernst Nolte har defineret syv ideologiske punkter, som enhver fascist til alle tider vil tilslutte sig. De er refereret i artiklen ”Er vi ved at blive fascister?” (se kilder) og er som følger:   Fascisten er:

• antimarxistisk 
• antidemokratisk 
• ultranationalistisk

     Fascisten foretrækker:

• en centralistisk statsmagt 
• en stærk fører 
• en aktivistisk politisk kultur

     Fascisten bruger:

• vold til at fremme sine holdninger.

Fascismen opstod i Italien efter 1. Verdenskrig. Italien stod på den sejrende side, og krigen styrkede ifølge Flemming Larsens ”Fascismens Italien” (se kilder) nationalfølelsen i den unge nation, der først var blevet samlet i årene 1860-1870. Til gengæld havde italienerne lidt store tab på slagmarken, og økonomien hang i laser. Det var svært at skaffe mad til alle, og både i byerne og på landet var der revolutionær stemning. Dette gjorde borgerskabet og småborgerskabet angste for en mulig kommunistisk revolution som den, man havde set i Rusland i 1917.

     I dette politiske og sociale minefelt øjnede den tidligere socialist og soldat Benito Mussolini chancen for at få sin fascistiske bevægelse til magten. Dens politiske program var ifølge ”Fascismens Italien” (se kilder) noget forvirret, men det virkelig nye var dens vilje til at bruge vold som politisk middel mod sine modstandere, særligt socialister. Efter en march mod Rom i 1922 blev Mussolini leder af en højreorienteret regering støttet af konservative grupper, der troede, de kunne tøjle ham. Mussolini og fascisterne fik dog hurtigt undermineret demokratiet, og fra 1925 stod Mussolini som ubestridt diktator i Italien.

Mussolini og fascisternes styre var ifølge opslaget ”Italien – historie (1796-1991)” i denstoredanske.dk (se kilder) imperialistisk, militaristisk og antidemokratisk. På hjemmefronten blev statsmagten styrket, og den unge italienske nation blev moderniseret via velfærdsinitiativer og teknologisk udvikling. Politiske modstandere blev undertrykt, mens det lykkedes Mussolini at få kirkens opbakning til sit regime.

     Udenrigspolitisk ønskede regimet at opbygge et imperium, hvilket blev forfulgt gennem blodige kolonikrige i Libyen og Abessinien (Etiopien). Imperiet blev i 1939 også udvidet med Albanien. I Spanien nød oprørsgeneralen Franco godt af italiensk militær opbakning i den spanske borgerkrig, der endte med Francos sejr i 1939.

     Mussolinis italienske fascister havde fra starten været en inspirationskilde for den nazistiske leder Adolf Hitler, selv om det nazistiske styre i Tyskland fra magtovertagelsen i 1933 begyndte at bevæge sig væk fra den italienske fascisme. Italien indgik en militærpagt med Nazi-Tyskland, som skulle vise sig skæbnesvanger, efter at Italien i 1940 meldte sig ind i 2. Verdenskrig som Tysklands allierede. Italien kom dermed til at gøre sig medskyldig i Holocaust og nazismens øvrige forbrydelser. Da Italien blev invaderet af de allierede magter i 1943, blev Mussolini væltet, og Italien skiftede til de allieredes side. Det var dog først efter langvarige og blodige kampe, at både nazister og de resterende fascister var nedkæmpet i hele Italien.

Fascismen er som nævnt vanskelig at definere, og derfor er det ligeledes vanskeligt at udpege rendyrket fascistiske regimer. Den amerikanske historiker Robert Paxton skriver i artiklen ”Five Stages of Fascism” (se kilder), at et af problemerne ved at definere fascisme er de mange efterligninger af fascismens virkemidler. Særligt i fascismens storhedstid i 1930'erne var der mange regimer, der ikke var reelt fascistiske, men lånte fascistisk symbolik for at fremme massemobiliseringen omkring sig.

     Ud over Italien og til dels Tyskland er der dog også andre lande, hvor fascistiske ideer har spillet en rolle. I de tyskbesatte lande i Europa under 2. Verdenskrig kom fascistiske og nazistiske bevægelser tæt på magtens centrum i en række lande, men i Skandinavien fik fascismen aldrig betydelig folkelig opbakning. Ungarn blev for eksempel brutalt regeret af det nazistiske Pilekorsparti fra 1944 til 1945.

     I Spanien tog general Francisco Franco magten ved et kup og en efterfølgende borgerkrig, som blev vundet i 1939 med italiensk og tysk hjælp. Francos regime, der holdt indtil hans død i 1975, kan næppe kaldes rendyrket fascistisk, men rummede særligt i begyndelsen en række fascistiske træk såsom nationalisme og modstand mod demokrati og kommunisme. Franco-staten søgte at udbrede sin kontrol til hele det spanske samfund, og Franco blev udpeget som nationens frelser.

     Også Latinamerika har haft regimer, der var inspireret af fascistiske ideer, blandt andet under Argentinas præsident Juan Peron (præsident 1946-1955 og 1973-1974) og Chiles Augusto Pinochet (præsident 1974-1990).

Professor i statskundskab Lorenzo Pregliasco udtaler i artiklen ”The dark side of Italian politics” (se kilder) om italienernes forhold til deres fascistiske fortid: ”Jeg vil mene, at stigmaet er mindre stærkt end i Tyskland, og at en del af befolkningen ikke ser fascismen i så dårligt lys, som de ser nazismen. De har en tendens til at mene, at Mussolini gjorde nogle forfærdelige ting, men han gjorde også noget godt for landet. På den måde blev verdenskrig og holocaust forårsaget af Hitler, og fejlen lå i alliancen med Hitler.” (citatet er oversat af forfatteren til denne artikel)

     Ifølge artiklen ”Partiet Lega har droppet Nord for at erobre hele Italien” (se kilder) forbyder den italienske forfatning partierne at definere sig som fascistiske, og det kan være en af grundene til, at kun få, mindre bevægelser toner rent flag som fascister. Partier som Fratelli d'Italia (Italiens Brødre), der vandt 4,4% af stemmerne ved parlamentsvalget i marts 2018 og på nuværende tidspunkt stadig har mulighed for at indgå i en kommende regering, har dog ifølge seniorlektor Daniele Albertazzi en fascistisk baggrund, der går tilbage til Mussolini-tiden, selv om partiet ikke selv definerer sig som fascistisk. Det italienske parlamentsvalg gav stor vælgeropbakning til højrefløjskoalitionen bestående af partierne Lega, Forza Italia og Fratelli d'Italia.

     I artiklen ”The dark side of Italian politics” (se kilder) refereres en undersøgelse, der viser, at 32% af Forza Italias og samme andel af Fratelli d'Italias vælgere havde en ”positiv eller meget positiv mening” om Mussolini, mens det samme gjorde sig gældende for hele 38% af Lega-vælgerne. Omkring 24% af vælgerne i det nye store protestparti Femstjernebevægelsen havde også en positiv holdning til Mussolini, mens det samme kun gjorde sig gældende for en encifret procentandel af venstrefløjspartiernes vælgere.

Fascismen er efter nogles mening begyndt at stikke sit hoved frem igen mange steder i Europa. Det gælder i øst i Ukraine og Rusland, men også i EU-lande, hvor partier som Ungarns Jobbik og Grækenlands Gyldent Daggry udviser fascistiske tendenser. Også i det gamle EU-land, Frankrig, er Front National, hvis leder Marine Le Pen blev nummer to ved præsidentvalget i 2017, blevet beskyldt for fascisme. I USA er præsident Donald Trump blevet anklaget for tegn på fascisme på grund af sin nationalistiske politik og en uklar linje over for vold mod politiske modstandere.

     I artiklen ”Mellem masserne og moderniteten” (se kilder) udtaler flere eksperter dog, at man bør være varsom med at kalde nutidens nationalistiske højrefløjspolitikere for fascister. Seniorforsker Cecilie Banke siger f.eks.: ”Der går meget hurtigt automatik i den måde, vi forstår ekstreme politiske fænomener på højrefløjen. Der bruger vi alt for hurtigt fascismebegrebet.” Det er ifølge hende problematisk at definere nutidens politiske fænomener ud fra begreber hentet i fortiden: ”Man mister en forståelse af, hvad der sker i nutiden. (...) Man forstår dem ikke ud fra deres egne vilkår og deres egen tid.”

     Professor Morten Heiberg peger i samme artikel på, at nutidens højreekstreme grupperinger er konservative og tilbageskuende i modsætning til Mussolinis fascister, der omfavnede det moderne: ”Det, der kendetegner Gyldent Daggry og nogle af de andre bevægelser, er, at de først og fremmest vil skrue tiden tilbage. Det ville fascisterne ikke.”

Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, skrev i 2016 et debatindlæg i Berlingske Tidende med titlen ”Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker” (se kilder). Her opponerede han kraftigt mod regeringens smykkelov, der gav politiet ret til at konfiskere nyankomne asylsøgeres værdier, og den danske flygtningepolitik i det hele taget. Kirkskov skrev blandt andet: ”Vi ved, at kombinationen af stærk nationalisme og racisme, eller fremmedhad i bred forstand, er en hovedingrediens i fascismen, som den væltede frem i Europa i 1930erne. (...) Lige nu synes det i lige så høj grad at være åndeligt armod, dårligt forklædt som frygt og selvglæde, der ligger til grund for fascismens spirende succes. Men er vi ikke på vej det samme sted hen?”

     Debatindlægget blev kritiseret og latterliggjort for sin påstand om fascisme i Danmark. I artiklen ”Er vi ved at blive fascister?” (se kilder) kritiserer historikeren Claus Bundgård Christensen brugen af fascisme som skældsord med henvisning til Morten Kirkskovs debatindlæg: ”Når vi bruger historien på denne måde, mister vi evnen til at identificere fascismen, når den endelig viser sig. Der sker en devaluering af sproget.” Det er ifølge Bundgård Christensen vigtigt, at vi passer på med at bruge ordet, fordi vi netop i en tid med flygtningestrømme, grænsestrid og opbrud i Europa har behov for at kunne identificere fascismen. Der kan nemlig muligvis opstå fascistiske massebevægelser i Europa igen, mener han.