Antisemitisme

Antisemitisme er fordomme og had mod jøder som samlet gruppe. Antisemitisme har eksisteret i flere tusinde år, men fik først betegnelsen antisemitisme i slutningen af 1800-tallet. Holocaust, hvor nazisterne forsøgte at udrydde alle Europas jøder, er det mest ekstreme udtryk for antisemitisme nogensinde. Men antisemitisme er ikke forsvundet efter 2. Verdenskrig, og den findes i mange former også i dag, både i Danmark, Europa og resten af verden. I de seneste år har der endda været en stigning i antallet af antisemitiske hændelser, bl.a. gravskændinger, overfald, chikane og terrorangreb, og den stigende antisemitisme får mange jøder til at føle sig utrygge og til at udvandre til Israel eller andre lande, hvor de føler sig mere sikre. Også i Danmark oplever jøder antisemitiske angreb. Så sent som på 81-årsdagen for Krystalnatten den 9. november 2019 blev 84 jødiske gravsten på en kirkegård i Randers skændet. Mange politikere, organisationer og borgere tager afstand fra antisemitismen og forskere anbefaler, at skolebørn og andre får oplysning om antisemitisme for at forebygge, at de overtager de negative fordomme om jøder, som antisemitismen bygger på.

Antisemitisme er antijødiske holdninger, fordomme, fjendtlighed og had mod jøder som samlet gruppe. Antisemitisme rummer og bygger ofte på fordomme om, at jøder deler en række negative egenskaber og karaktertræk og udgør en trussel mod det omgivende samfund og mod andre grupper af mennesker. Begrebet antijudaisme ligger tæt op ad antisemitisme, men antijudaisme handler om modstand og had mod jødisk religion, mens antisemitisme omfatter fjendtlighed og had mod jøder og alt jødisk. En definition af begrebet antisemitisme findes på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder).

Ordet antisemitisme stammer fra et skrift af den tyske forfatter Wilhelm Marr, ”Der Sieg des Judentums über das Germanertum“, som udkom i 1879. Her bruger Marr ordene semit og semitisme i stedet for ordene jøde og jødedom og skriver nedladende og nedgørende om begge dele i tråd med datidens racistiske teorier, hvor man mente, at der fandtes forskellige racer, som havde forskellige egenskaber og karaktertræk, og at nogle racer var mere værd end andre. Marrs brug af ordene semit og semitisme adskilte sig fra den brug af ordene, man havde kendt fra omkring år 1800, hvor man begyndte at bruge betegnelsen semitter om de folk, som talte semitiske sprog (arabisk, hebraisk, assyrisk, etiopisk, aramæisk og babylonsk). Semitter var dem, der talte semitisk.

     Med tiden blev ”semit” lig med ”jøde”, og semitisme blev en anden betegnelse for jødedom.

Antisemitisme har blandt andet sin baggrund i konflikter mellem religiøse grupper og i fordomme og fremmedangst. Oftest har antisemitismen været mest udbredt, når der har været krisetider, og befolkningen har haft behov for at finde en årsag til krisen. Så har det været forskellige minoritetsgrupper, som er blevet udpeget som syndebukke. I 1930erne, da Europa var i økonomisk krise, og kristen ramte Tyskland særlig hårdt med inflation, arbejdsløshed og fattigdom, blev jøderne udpeget som syndebukke, og det udviklede sig til antisemitismens voldsomste konsekvens nogensinde: nazisternes forsøg på at udrydde alle Europas jøder.

     I dag peger forskere desuden på uvidenhed om minoriteter og om fortidens antisemitisme og forfølgelse af jøder som en af årsagerne til, at antisemitismen igen kan brede sig. Undersøgelser i Frankrig har f.eks. vist, at hver femte unge mellem 15 og 35 år aldrig har hørt udtrykket Holocaust. Det fremgår af et interview med den franske historiker Marc Knobel i Kristeligt Dagblad den 12. december 2019 (se kilder).

Antisemitisme kaldes indimellem ”den ældste form for had”, og sikkert er det, at antisemitisme går flere tusinde år tilbage, helt tilbage til antikken. Antisemitisme har siden da – gennem historien – haft forskellige udtryk og konsekvenser. I perioder har antisemitismen især været knyttet til religiøse modsætninger og fordomme, og den kristne kirke har været medvirkende til at udbrede fordomme og had mod jøder og forfølge dem. Ofte har der været tale om en blanding af tiltag og holdninger fra institutioner som kirken og de sekulære magthavere og folkelige fordomme og reaktioner. Siden middelalderen har der fundet jødeforfølgelser sted i Europa iværksat af kirken, ofte fulgt op af folkelige pogromer. Kirken og folket gav jøderne skylden for alverdens ulykker og gjorde dem altså på den måde til syndebukke. Jøderne blev beskyldt for at forårsage naturkatastrofer, pest og andre sygdomme, og de blev anklaget for at dræbe kristne børn.

     I 1492 gik det så vidt, at alle jøder, der nægtede at blive døbt som kristne, blev fordrevet fra Spanien, og i 1497 blev alle jøder i Portugal tvangsdøbt. Reformationen i 1500-tallet førte nogle steder til lidt bedre forhold for jøder, men reformationens fader, Martin Luther, udtrykte i flere skrifter stærkt antisemitiske holdninger og skrev blandt andet, at jødernes synagoger burde brændes, deres huse ødelægges og jøderne selv drives ud af Tyskland. I århundrederne efter reformationen forsøgte man i europæiske storbyer at isolere jøder i såkaldte ghettoer, og i 1800-tallet førte stigende nationalisme til undertrykkelse og forfølgelse af etniske og religiøse minoriteter, herunder jøder. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev jøder udsat for pogromer flere steder i Østeuropa og Rusland.

Nazisternes udryddelse af omkring 6 millioner jøder i Europa i årene op til og under 2. Verdenskrig er det voldsomste udtryk for antisemitisme historisk set. Antisemitismen tog allerede fart i 1933, da jødiske butikker i Tyskland blev boykottet, og herefter fulgte i årene 1933-1944 over 2.000 racelove og forordninger vendt imod jøder.

     Under Krystalnatten den 9. november 1938 blev titusindvis af jøder fængslet i kz-lejre, og jødiske butikker, ejendomme og synagoger over hele Tyskland blev ødelagt.

     Siden fulgte nazisternes systematiske forsøg på at udrydde alle Europas jøder i kz-lejre, ved nedskydninger m.m.

Antisemitisme kan begrundes religiøst, politisk, socialt eller racistisk, men grænserne er flydende, og mange udtryk for antisemitisme indeholder flere forskellige af disse argumentationsformer. Også i Europa i dag findes en række forskellige udtryk for antisemitisme, som trives i forskellige miljøer, og alle har på en eller anden måde rod i eller forbindelse til tidligere tiders antisemitisme. Det fremgår af et interview med den franske historiker og ekspert i antisemitisme Marc Knobel i Kristeligt Dagblad den 12. december 2019 (se kilder): ”Det er Europas gamle antisemitisme, der kommer til live igen og igen, snart på højrefløjen, snart på venstrefløjen eller i muslimske miljøer. Den antager forskellige former i forskellige lande. Højreekstremistisk antisemitisme i Tyskland, muslimsk og nynazistisk i Sverige. I Ungarn er der meget få jøder, men meget stærke antijødiske stereotyper.”

Der findes flere former for religiøst baseret antisemitisme, som består af fordomme eller had mod jøder på grund af deres jødiske religion. Denne form for antisemitisme går helt tilbage til hellenistisk tid, hvor den opstod på grund af jødisk modstand mod den hellenistiske gudedyrkelse. Den religiøse antisemitisme har dog siden kristendommens opståen især været et kristent fænomen, og i perioder har antisemitisme ligefrem været en del af den kristne kirkes politik.

     Det er især ideen om, at jøderne var ansvarlige for Jesu død, der er blevet lagt vægt på i kristne antisemitiske kredse. Desuden blev jøder i middelalderen anklaget for at dræbe kristne børn for at bruge deres blod i deres egne religiøse ritualer.

     Antisemitismen i den tidlige kristendom kan forklares med, at de fleste af de første kristne oprindeligt var jøder og opvokset i en jødisk tradition. Disse kristne, som havde antaget en ny tro, lagde derfor ofte vægt på modsætningen mellem kristendom og jødedom og opfattede jøder som dem, der ikke havde taget ’det sande budskab’ til sig. Der findes også i Ny Testamente en række antijødiske udsagn, men kristendommen giver ikke i sin helhed basis for antisemitisme, og der er da også mange eksempler på, at kristne betoner fællesskabet mellem jøder og kristne snarere end forskellene, ligesom kirken i nyere tid har gjort en indsats for at bekæmpe antisemitisme.

     Den kristne antisemitisme beskrives bl.a. på Folkedrab.dks temaside om antisemitisme (se kilder).

Der har især i nyere tid udviklet sig antisemitisme i visse muslimske miljøer, og man kan derfor tale om en islamisk antisemitisme. Ligesom med den kristne antisemitisme betyder det dog ikke, at antisemitisme er en implicit del af islam, selv om man kan finde eksempler på umiddelbart anti-jødiske udsagn i Koranen. Historisk set har jøder ofte søgt tilflugt i muslimske lande, når de har været forfulgt af kirken eller kristne magthavere. I nyere tid har der dog i miljøer i en del muslimske lande og blandt muslimer i Vesten udviklet sig en stærk antisemitisme, som kombinerer bestemte jødefjendtlige læsninger af islamiske religiøse tekster med antivestlige holdninger. Ofte spiller Israel-Palæstina-konflikten og krigene i Mellemøsten en stor rolle, og der bliver sat lighedstegn mellem staten Israels politik og alle jøders holdninger. Den franske historiker Marc Knobel siger f.eks. i en artikel i Kristeligt Dagblad den 12. december 2019 (se kilder): ”Konflikten importeres til Frankrig, hvor muslimer identificerer sig med palæstinenserne og sætter lighedstegn mellem jøder, også i Frankrig, og israelsk politik. At man i dagens Frankrig skal høre nogen råbe ’død over jøderne’ er hårrejsende.” Og i en artikel i samme avis fra 2009 (se kilder) siger den britiske historiker og Mellemøstekspert Bernard Lewis om antisemitiske holdninger blandt muslimer i Mellemøsten, at den europæiske antisemitiske oprindelige var fremmed for islamisk tradition, men at ”de europæiske idéer er blevet adopteret af vor tids islamister, der blander kritik af Israel med klassisk antisemitisme (…) i forskrækkende omfang har europæisk antisemitisme, nazisternes værste opfindelser og dem, der kom før dem, undergået en slags islamisering i løbet af de seneste årtier”. Af samme artikel fremgår det, at det på syrisk, iransk, egyptisk og saudiarabisk tv er almindeligt at se statsstøttede tv-serier, der omtaler jøder som aber, svin eller roden til alle internationale sammensværgelser.

Den socioøkonomiske antisemitisme blev ifølge Folkedrab.dks temaopslag om antisemitisme (se kilder) for alvor udbredt i middelalderen, hvor jøder i Europa ofte var fattige og socialt udstødte. På det tidspunkt skulle man være medlem af særlige, kristne lav for at udøve bestemte erhverv som f.eks. tømrer eller bager. I lange perioder var det forbudt for jøder at være medlem af disse lav. De søgte derfor ofte over i erhverv, der ikke krævede medlemskab af et lav, eller som det var forbudt for kristne at udøve. Det betød, at mange jøder blev købmænd, diamantslibere eller pengeudlånere, og det blev grundlag for fordomme om, at jøder var rige, ”ågerkarle” og pengegriske. Disse fordomme trives stadig som en del af antisemitismen.

Den politiske antisemitisme opstod i løbet af 1800-tallet. Den har ændret sig markant gennem historien, men fælles for de forskellige former for politisk antisemitisme er, at den tager farve af de politiske teorier og ideologier, der er fremherskende i tiden, og samtidig er præget af behovet for at finde syndebukke og gøre nogen ansvarlige for politiske og økonomiske kriser. I den politiske antisemitisme bliver generaliserende og negative beskrivelser af jøders egenskaber og karaktertræk brugt som en forklaring på diverse kriser i stedet for, at man søger politiske forklaringer.

     Der findes både højre- og venstreorienterede former for antisemitisme. I en ny bog af den amerikanske historiker Deborah Lipstadt (se kilder) beskrives det, hvordan den højreorienterede antisemitisme ofte begrunder sit had mod jøder med religiøse motiver og derudover med, at jøder var revolutionære samfundsomstyrtere, der ikke var tro med nationalstaten. De blev ofte beskyldt for at være kommunister. Omvendt har den venstreorienterede antisemitisme typisk anklaget jøder for at være kapitalistiske og pengegriske og på den måde være en forhindring for en retfærdig socialistisk forandring af samfundet.

     Da den politiske antisemitisme opstod i 1800-tallet, blev jøder fra forskellig side beskyldt for både at være kapitalister og kommunister.

     Siden opstod – i takt med at racetænkningen voksede frem – en ny form for politisk antisemitisme i form af den nazistiske antisemitisme, som under 2. Verdenskrig førte til nazisternes forsøg på helt at udrydde jøderne. Nazisternes teori handlede om, at jøder tilhørte en særlig race, der var andre racer underlegen, og at det var nødvendigt at uskadeliggøre denne race, fordi den havde en række farlige og samfundsnedbrydende egenskaber.

I dag er antisemitismen sjældent rettet mod jøderne som ’race’, men i stedet imod deres religion, kultur og identitet. Der er dog fortsat eksempler på ’brun antisemitisme’, som kaldes sådan fordi den har nazismen og Adolf Hitler som forbillede for synet på jøder. Ifølge en analyse af forsker Jakob Feldt på religion.dk (se kilder) er denne form for antisemitisme de senere år dukket frem på internettet og i forskellige sociale fora i overraskende stort omfang, og han beskriver, hvordan den er præget af konspirationsteorier: ”Jøderne er aktive onde agenter, der ”forurener fællesskabet”, hvilket er symbolik, som stammer helt tilbage fra middelalderen.”

”Zions Vises Protokoller” er et af de mest udbredte antisemitisme skrifter nogensinde. Det er en udgivelse fra slutningen af 1800-tallet, lavet af den russiske zars efterretningstjeneste. Bogen indeholdt et dokument, som angiveligt beskrev, hvordan det jødiske ældsteråd planlagde at omstyrte verdensordenen. Det var forfalsket og opfundet af efterretningstjenesten for at retfærdiggøre det russiske styres forfølgelse af den jødiske minoritet. Forfalskningen dukkede op i Tyskland i 1919, og blev af antisemitter set som et bevis for, at det var jøderne, der var skyld i, at Tyskland havde lidt nederlag i 1. Verdenskrig. Adolf Hitler brugte skriftet til at retfærdiggøre sin nazistiske raceideologi. Siden er ”Zions Vises Protokoller” blevet udgivet i en række lande, og den er i dag udbredt i både Mellemøsten og Afrika, hvor den er med til at sprede fordomme om, at jøder i hemmelighed planlægger at overtage verdensherredømmet. Den spiller derfor ofte en afgørende rolle i antisemitismen i muslimske miljøer. I Danmark blev bogen senest udgivet af en gruppe nazister i 1986.

Ifølge Folkedrab.dks temaside om antisemitisme (se kilder) er Holocaust-benægtelse altid forbundet med antisemitisme, selv om det ikke altid kommer direkte til udtryk. Nogle af dem, der benægter, at Holocaust har fundet sted, forsøger således at nedtone eller delvist skjule antisemitismen. Men undersøger man Holocaust-benægternes argumentation nærmere, vil man som regel finde antisemitiske påstande, f.eks. ideen om, at jøderne har en global sammensværgelse, som går ud på at tage magten i hele verden. Andre beskriver Holocaust som noget, jøder har fundet på for at få opmærksomhed og politisk indflydelse, og også i den sammenhæng bliver jøder typisk beskrevet på en generaliserende måde, hvor alle jøder tillægges bestemte negative egenskaber og motiver.

Antisemitismens udvikling i Danmark beskrives på Folkedrab.dks temaside om antisemitisme (se kilder). Herfra fremgår det, at der også i Danmark har været antisemitiske strømninger både før og efter 2. Verdenskrig. I begyndelsen af 1800-tallet, hvor arbejdsløsheden var høj, klarede mange medlemmer af den jødiske minoritet sig godt. Det var medvirkende til, at de danske jøder blev gjort til syndebukke for den økonomiske krise. Den antisemitiske folkestemning kulminerede i 1819 i den såkaldte Jødefejde, hvor jøder blev angrebet i København og i enkelte andre byer i landet.

     Op til 1. Verdenskrig var der antisemitisme både på den politiske højre- og venstrefløj, men i årene op til og under Holocaust var det især på højrefløjen, at man fandt antisemitiske holdninger. Selv om de færreste aktivt talte imod jøderne, var der omvendt kun få, der stillede sig kritisk til nazismens syn på jøderne. Lige siden Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 har det dog generelt i Danmark været opfattet som politisk ukorrekt at udtale sig antisemitisk, og i dag er det meget få mennesker i Danmark, der åbent giver udtryk for den form for antisemitiske, der var fremherskende i Nazi-Tyskland. Der findes dog nynazistiske grupper, og visse steder på internettet trives antisemitisme, som minder om mellemkrigstidens, fremgår det af en analyse af Jacob Egholm Feldt på religion.dk (se kilder).

     Desuden findes der nye former for antisemitisme, som blandt andet er forbundet med Israel-Palæstina-konflikten, og der ses en sammenhæng mellem udviklingen i Mellemøsten og graden af antisemitisme i Danmark – bl.a. har man set flere racistisk motiverede angreb på jøder i form af bl.a. graffiti og tilråb, når der har været mest politisk uro i Israel-Palæstina.

     En såkaldt værdiundersøgelse, hvor man over en årrække har målt danskernes tolerance over for forskellige minoritetsgrupper som jøder, romaer, muslimer og homoseksuelle, viser dog ifølge en analyse på religion.dk den 5. december 2019 (se kilder), at ”Jøder er den gruppe blandt de etnisk/religiøse grupper, der bliver spurgt ind til (…), som befolkningen har den største grad af tolerance overfor. Modsat er ’romaer’ den gruppe, som flest danskere er intolerante overfor.” Desuden fremgår det af analysen, at danskernes tolerance over for jøder – målt på, om de ønsker at undgå jøder som naboer – ifølge værdiundersøgelsen har været stigende fra 1999 til 2017.

På årsdagen for Krystalnatten, 9. november 2019, var der flere antisemitiske hændelser i Danmark og Sverige. I Randers blev 84 gravsten på en jødisk gravplads overmalet med grøn graffiti, en bygning i Randers med en davidsstjerne på facaden blev ramt af kasteskyts med sort maling, og der blev sat en davidsstjerne på en postkasse hos en jødisk familie i Silkeborg. Desuden blev der klistret en davidsstjerne på en bil hos en familie i Aarhus med jødisk tilknytning, og i Vallensbæk blev der malet en davidsstjerne og logoet for den nynazistiske bevægelse Nordfront på et hus, hvor der bor et kendt medlem af Det Jødiske Samfund.

     I Sverige blev der desuden klistret jødestjerner på et jødisk menighedshus og en synagoge.

     Få dage senere sigtede politiet to personer for hærværket mod den jødiske gravplads, som ifølge sigtelsen var en overtrædelse af straffelovens §266b, også kaldet racismeparagraffen. Den ene af de to var et ledende medlem af den nynazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse. Det fremgår af en artikel på Dr.dk den 13. november 2019 (se kilder).

     I en artikel i Information den 12. november 2019 (se kilder) vurderer den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, at hærværket og chikanen på 81-årsdagen for Krystalnatten var et led i en koordineret kampagne over hele Norden: ”Med det her prøver de at vise, at de er stærke i alle lande, at der findes en handlingskraft, og at det kan eskalere til sager, der er mere voldsomme. Det er derfor, det er en koordineret operation,” og han vurderede, at en nynazistisk organisation stod bag.

Der er bred enighed blandt forskere og jødiske organisationer om, at antisemitismen stadig er udbredt og også stigende over hele verden, herunder Europa og Danmark. Antisemitismen viser sig bl.a. i form af hadefulde ytringer på internet, hærværk mod jødiske gravpladser, graffiti på synagoger, antisemitiske tilråb eller endda overfald og fysisk chikane mod jøder i det offentlige rum og i ekstreme tilfælde også i form af terrorangreb mod jødiske institutioner.

     En rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, FRA, fra december 2018 bekræftede, at antisemitismen er i vækst i flere europæiske lande. I undersøgelsen medvirkede 16.395 personer fra 12-EU-lande, alle med jødisk baggrund. Ud af disse svarer ni ud af ti, at de har oplevet en stigning i antisemitiske ytringer og handlinger i løbet af de seneste fem år, og næsten to tredjedele vurderer, at problemet er vokset ”meget” de seneste fem år. En tredjedel fortæller, at de har oplevet antisemitisk chikane mindst en gang det seneste år. De fleste tilfælde af chikane foregår på internettet.

     Ifølge undersøgelsen oplever flest jøder i Frankrig og færrest i Danmark antisemitisme som betydeligt. I Frankrig opfatter 65% af de adspurgte problemet med jødehad som ”meget stort”, og 30% vurderer det som ”rimeligt stort”, mens de tilsvarende til i Danmark er 14 og 42%.

     I Frankrig registrerede indenrigsministeriet i samklang hermed, 501 antijødiske handlinger i 2018, en stigning på 74% i forhold til 2017.

     I Tysklands hovedstad Berlin registrerede organisationen Rias, som arbejder med forskning og oplysning om antisemitisme, flere end 1.000 antisemitiske hændelser i 2018, en stigning på 14% i forhold til året før.

Rapporten fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder beskriver, at konsekvensen af den stigende antisemitisme er, at mange jøder frygter for deres egen og deres families sikkerhed, og at mange beskytter sig mod chikane og overgreb ved ikke at bære synlige jødiske tegn som kalot, ligesom nogle undgår bestemte områder i deres byer eller bliver væk fra jødiske arrangementer. Også i Danmark har jøder i medierne fortalt, at de undlader at bære kalot eller smykker med davidsstjerne, eller at de undgår at færdes i bestemte kvarterer, hvor de frygter eller har erfaring for, at de kan blive chikaneret. I en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, FRA, fra december 2018 (se kilde) svarede 80% af de 592 jødiske respondenter fra Danmark, at de ”altid” (9%), ”ofte” (32%) eller ”indimellem” (39%) undgår at bære eller vise ting, der gør, at de kan blive genkendt som jøder.

     Desuden har der gennem nogle år været en stigende udvandring af jøder fra Europa, især fra Frankrig, typisk til Israel, og en del af denne udvandring forklares som en konsekvens af den stigende antisemitisme. Den franske historiker Marc Knobel, der er ekspert i antisemitisme og selv har jødisk baggrund, siger i en artikel i Kristeligt Dagblad den 12. december 2019 (se kilder) om konsekvensen af den stigende antisemitisme: ”Resultatet er, at en million jøder i Europa nu spørger sig selv, om de stadig har en fremtid i Europa. (…). Der er en reel risiko for, at jøderne rent faktisk vil forsvinde fra Europa. Europæerne bliver nødt til at udøve en form for selvkritik. Tyskland har haft mod til at tage et opgør med sin fortid, som få lande har gjort det. Men der, hvor det ikke er sket, som i det tidligere Østtyskland, kommer antisemitismen igen lynhurtigt (…) Antisemitisme og racisme er en trussel for hele samfundet.”

Ifølge en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra 2018 (se kilder) oplever færre jøder i Danmark end i de 11 andre EU-lande, der indgår i undersøgelsen, antisemitisme som et stigende problem. Men også i Danmark oplever jøder ifølge både denne og andre undersøgelser antisemitisme i stigende omfang. Det Jødiske Samfund i Danmark har siden 2011 haft en Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH), som registrer antisemitiske hændelser og laver årlige kortlægninger af omfanget og arten heraf. Ifølge den seneste kortlægning, som udkom i 2019, havde AKVAH i 2018 registreret 45 antisemitiske hændelser i Danmark fordelt på kategorierne ”overfaldssituationer og fysisk chikane”, ”trusler”, ”hærværk”, ”antisemitiske ytringer”, ”diskrimination” samt ”anden chikane”. Man har bl.a. registreret fire tilfælde af overfaldssituationer og fysisk chikane, tre tilfælde af hærværk og 35 tilfælde af antisemitiske ytringer. De 45 antisemitiske hændelser i 2018 var en stigning i forhold til de 30 hændelser, AKVAH registrerede i 2017.

     Rigspolitiets rapport om hadforbrydelser i 2018, som omtales i en artikel i Berlingske Tidende den 11. november 2019 (se kilder) viser, at i alt 26 anmeldelser om religiøse hadforbrydelser, svarende til 23% af alle denne type anmeldelser, omhandler handlinger begået mod jøder. Antallet var dog lavere end i 2017, hvor der blev anmeldt i alt 38 hadforbrydelser mod jøder.

     I nyere tid har den alvorligste antisemitiske handling i Danmark været et angreb på synagogen i Krystalgade, hvor terroristen Omar El-Hussein skød og dræbte den 37-årige jødiske mand Dan Uzan, der stod vagt uden for bygningen.

Ifølge forskere findes antisemitiske holdninger i dag både på dele af venstrefløjen, som kobler antizionisme og modstand mod Israel sammen med den jødiske tilstedeværelse i Europa, og i muslimske indvandrermiljøer, hvor et negativt syn på jøder skabes og forstærkes af den palæstinensiske konflikt med Israel.

     Statsminister Mette Frederiksen pegede også på dette i et interview med Politiken den 20. januar 2020 (se kilder), hvor hun bl.a. sagde: ”Jeg tror, der er en tendens til, når det handler om antisemitisme, at vi hurtigt har fokus på den yderste højrefløj på grund af koblingen til holocaust, nazismen og det, vi for eksempel så sidste år i Danmark. Men der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen.”

     En undersøgelse fra 2009, som refereres i en artikel i Kristeligt Dagblad den 27. november 2009 (se kilder) viste, at op mod 75% af indvandrerne med baggrund i Tyrkiet, Pakistan, Somalia, Palæstina og Eks-Jugoslavien og knap 20% af de etniske danskere havde antijødiske holdninger. Samlet svarede 65,8% fra de fem indvandrergrupper, at man ”ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark”, mens 75,2% bekræftede, at de ”ser ikke så gerne et familiemedlem gifte sig med en dansk jøde”. Og 31,9% mente, at ”der er for mange jøder i Danmark.”

     Blandt etniske danskere mente 18,2%, at man ”ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark”, og 14,7% ønskede ikke, at et familiemedlem giftede sig med en dansk jøde.

     Dette billede bekræftes af en ny undersøgelse fra 2019, der ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad den 3. december 2019 (se kilder) viser, at hver femte dansker mener, at det formentlig er rigtigt, at jøder har for meget magt i erhvervslivet. Ifølge samme artikel vurderer historiker Sofie Lene Bak, at der er en tendens til, at antisemitiske forestillinger er blevet mere mainstream eller acceptabelt at udtrykke i Danmark i de senere år, og at antisemitiske fordomme trives blandt et bredt udsnit af befolkningen.

     En analyse af religionssociolog Brian Arly Jacobsen på religion.dk i december 2019 (se kilder) bruger tal fra den såkaldt Værdiundersøgelse blandt danskere fra 1999 og 2017 til at tegne et billede af udviklingen i antijødiske holdninger og af, hvem den typiske person med antijødiske holdninger er. Brian Arly Jacobsen skriver bl.a.: ”Den typiske antijødiske person i Danmark i dag er ifølge værdiundersøgelsen en mand, stemmer på et parti i blå blok, har ingen, kort uddannelse eller en erhvervsuddannelse og bor typisk i landområder, landsbyer, mindre byer og/eller mellemstore byer i Danmark. (…) kvinder med de længste uddannelser og politiske synspunkter i centrum-venstre af det politiske højre-venstre spektrum udgør en tydelig gruppe af personer, for hvem tolerance overfor jøder (…) er højere end blandt den generelle befolkning.”

Antisemitiske kan forebygges og bekæmpes på mange måder, bl.a. via lovgivning. Antisemitiske ytringer og chikane, trusler og lignende mod jøder er forbudt ifølge både den danske og andre landes straffelovgivning, ligesom internationale konventioner forbyder had mod mennesker på baggrund af deres race, religion eller etnicitet. Efterretningstjenester og politi kan overvåge de ekstreme miljøer, hvor antisemitisme trives. I Frankrig oprettede indenrigsministeriet i 2018 et national kontor under det militært organiserede politikorps, som skal undersøge antisemitiske, antimuslimske og antikristne angreb.

     Antisemitisme kan også bekæmpes via oplysning, som gør op med fordomme og vrangforestillinger om jøder og jødisk kultur og religion. Den danske regering vil ifølge et interview med statsminister Mette Frederiksen (S) i Politiken den 20. januar 2020 (se kilder) netop i en kommende handlingsplan øge brugen af folkeoplysning og uddannelse i antisemitisme og desuden indføre en officiel definition af antisemitisme.

Jødiske organisationer laver oplysningsarbejde for at bekæmpe de fordomme, som ligger til grund for antisemitismen, ligesom en del jøder, der oplever chikane, vælger at politianmelde det.

     Der bliver også lavet kampagner, hvor jøder protesterer imod antisemitismen og insisterer på deres ret til at leve i tryghed og sikkerhed.

     I 2018 blev der lavet en international kampagne under hashtaget #firstantisemiticexperience, hvor tusindvis af jøder delte deres første oplevelse med antisemitisme. Kampagnen blev startet på opfordring af en britisk rabbiner, inspireret af den verdensomspændende #Metoo-bevægelse, hvor kvinder har delt oplevelser med sexchikane og overgreb. Også danske jøder har delt deres oplevelser under hashtaget, men den danske overrabbiner Jair Melchior udtaler i en artikel i Kristeligt Dagblad i januar 2019, at han ikke mener, at der er behov for en decideret bevægelse a la Metoo for jøder på sociale medier, og han ser hellere , at der kommer mere fokus på positive historier om jøders liv i dag.

Menneskerettighedsgrupper og antiracistiske organisationer i mange lande laver kampagner imod antisemitisme og arrangerer demonstrationer til støtte for og i solidaritet med jøder. I de senere år har der blandt andet været store demonstrationer imod antisemitisme og i solidaritet med jøder i Tyskland og Frankrig efter antisemitiske hændelser der, ligesom politikere i disse og andre lande udtalt sig fordømmende om antisemitisme og erklæret deres støtte til de jødiske mindretal.

     I Tyskland arrangerede det jødiske samfund i 2018 en kampagne, ”Berlin bærer kalot”, i protest mod at en formand for en jødisk forening havde frarådet jøder at gå med kalot for på den måde at undgå chikane. En række aviser bakkede kampagne op ved at trykke kalotter på deres forsider.

     Repræsentanter for muslimske organisationer og kristne kirker har også ytret sig til støtte for det jødiske mindretal, og formanden for Muslimernes Centralråd i Tyskland, sagde ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad i april 2018 (se kilder): ”Antisemitisme, racisme og had er store synder i islam, derfor vil vi heller aldrig tolerere dem,” sagde han og tilføjede, at centralrådet organiserer møder mellem jøder og flygtninge og arrangerer besøg ved mindesmærker i tidligere koncentrationslejre.

     Dronning Margrethe kom i sin nytårstale i 2019 (se kilder) også ind på antisemitismen og sagde – med henvisning til en række antisemitiske hændelser i Danmark på 81-årsdag den for Krystalnatten 9. november 2019 og erfaringerne fra 2. Verdenskrig: ”Vi skal stadig stå på vagt for de værdier, vi kæmpede for, og som vort samfund stadig bygger på. Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde.”