Lykkepiller

Lykkepillens historie er over 40 år gammel, men begyndte først at indtage de danske avisspalter i løbet af 1990'erne. Siden da har den populære pille jævnligt været til debat, og forbruget har været støt stigende. Der bliver årligt udskrevet næsten en halv million recepter på lykkepiller alene i Danmark, mens der stadig sættes spørgsmålstegn ved, om pillen overhovedet virker. Men hvad er en lykkepille egentlig? Bliver man virkelig lykkelig af at indtage den? Hvorfor bliver der udskrevet så mange piller? Kan lykkepiller ligefrem være farlige? Og er der andre behandlingsformer, som fungerer bedre? Senest har ny dansk forskning vist, at lykkepillerne ikke har nogen målelig gavnlig effekt på depression. Det har vakt ivrig debat i lægekredse. Lægemiddelstyrelsen advarer dog patienter i behandling mod uden videre at droppe medicinen, og er i gang med at lave en større gennemgang og vurdering af de nye forskningsresultater.

Lykkepillens opfindelse begyndte, da det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly udviklede stoffet LY110141 i 1971. Virksomheden havde oprindelig påtænkt at anvende stoffet mod forhøjet blodtryk, siden mod fedme. Men det var først, da man begyndte at eksperimentere med behandling af psykiske lidelser, at LY110141 viste mærkbare resultater. Ikke ved behandling af tunge, psykiske lidelser, f.eks. psykose, som man først forsøgte, men derimod ved patienter med mildere former for depression. Stoffet blev lanceret under navnet Prozac i 1987, men er i medicinske kredse kendt som fluoxetin.

Ordet lykkepiller kan spores tilbage til 1950'erne, hvor det blev brugt om nerve- og sovemedicin, ifølge ”Nye ord i dansk” (se kilder). Det var dog først i 1994, at ordet blev brugt i sin nuværende form, f.eks. af Bjørn Bredal, der i artiklen ”Deprimerende” i Politiken (se kilder) beskrev de udbredte depressionsdiagnoser og pilleindtag i Frankrig, navnlig amerikanske Prozac. Bjørn Bredal beskrev dem som ”humørpiller”, men korrigerer efterfølgende: ”Humørpiller – ikke noget godt ord. Lykkepiller skulle de hellere hedde.”

     Betegnelsen ”lykkepiller” er siden blevet kritiseret af både læger, psykiatere og patienter. De kalder det misvisende, eftersom medicinen ikke gør folk lykkelige – de genopretter blot, ideelt set, en kemisk ubalance i hjernen. Med andre ord gør ”lykkepiller” det muligt for patienten at vende tilbage til en normaltilstand, snarere end at skabe en (falsk) lykketilstand.

     Ifølge en artikel i Ugeskrift for Læger (se kilder) blev ordet anvendt i 2.795 artikler fra 1994-2003, mens betegnelsen SSRI kun blev brugt i 88 tilfælde. Sammenlignet med USA, optræder tilsvarende ord på engelsk kun 1.332 gange i samme periode, og det er fordelt over mange flere medier. I USA bliver SSRI'erne i stedet ofte benævnt efter det første produkt på markedet, nemlig Prozac.

     Kritikken af ordet blev i 2004 taget op af Politiken (se kilder), der opfordrede læserne til at finde på en ny betegnelse. Det endte med ordet ”depressionspiller” (se kilder), og af artiklen fremgår det ligeledes, at ordet i flere år har været forbudt at anvende i Jyllands-Postens spalter. Siden da er ordet blevet brugt 153 gange i Politiken mod 484 gange i en tilsvarende periode før ordskiftet. Noget nyttede navneskiftet altså, men det fjernede ikke lykkepiller fra de danske medier, og samlet set har det optrådt i 6.430 artikler, siden Politiken opfordrede til et navneskift. Dette skyldes givetvis, at ordet er så indgroet i dansk sprogbrug, at det er umuligt helt at afskaffe. Af samme grund vil ordet blive brugt side om side med betegnelsen ”SSRI” i denne Faktalink-artikel.

Nogle deprimerede føler sig kede af det eller er triste, mens andre kan have svært ved at føle noget overhovedet. De kan føle handlingslammelse og have nedsat energi. Derudover plages en deprimeret ofte af skyldfølelse og selvbebrejdelser. Søvnløshed eller besvær med at sove forekommer også ofte samt en følelse af indre uro og angst, som gør den deprimerede ude af stand til at finde hvile. Omkring 10-15 % af de svært deprimerede begår selvmord. Kvinder rammes dobbelt så hyppigt som mænd. En årsag kan dog være, at kvinder er bedre end mænd til at bede om hjælp og man derfor registrerer flere deprimerede kvinder.

     Følgende symptomer vil være karakteristisk for en depressiv tilstand. Man skal have lidt af mindst fire af nedenstående symptomer i minimum 14 dage, før en patient diagnosticeres som havende en depression:

     · Følelse af nedtrykthed

     · Markant nedsat lyst/interesser

     · Reduceret energi, svær træthed

     · Nedsat selvtillid eller selvfølelse

     · Selvbebrejdelser eller svær skyldfølelse

     · Tanker om død eller selvmord

     · Tænke- og koncentrationsbesvær

     · Svær indre uro eller modsat: hæmning

     · Søvnforstyrrelse

     · Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit

Behandlingen bør tilpasses sværhedsgraden af sygdommen. Depressioner udgør nemlig et spektrum fra ret milde former til svære og livstruende sygdomme. Ved de milde til moderate former virker bestemte typer samtaleterapi effektivt, ligesom meget tyder på, at motion kan hjælpe på psykiske symptomer og øge koncentrationen af manglende signalstoffer i hjernen (se kilder).

     Ved svære former anses det ifølge bogen ”Depression – en folkesygdom” (se kilder) for urimeligt over for patienten, hvis ikke samtalerne kombineres med medicinsk antidepressiv behandling for hurtigt at få symptomerne under kontrol. De sværeste depressioner kan behandles med elektrochok, men det er heller ikke uden bivirkninger.

     Førstevalgsbehandlingen af depression i Danmark har i årevis været SSRI-medicin. Der har i mange år været fokus på, at SSRI ikke altid er den bedste løsning. Ifølge artiklen ”Terapi billigere end piller” i Information (se kilder) er det dokumenteret, at samtaleterapi i mange tilfælde virker bedre end medicin på længere sigt.

     ”Der ville være masser af penge at spare, hvis man brugte terapi i stedet for medicin. Ved terapi holder virkningen ofte over ti år, mens der er et højt tilbagefald, hvis man tager medicin,” siger Esben Hougaard, som er lektor i psykologi på Aarhus Universitet, i artiklen.

I Danmark behandles følgende angstlidelser ofte med SSRI: Socialfobi, agorafobi, hypokondri og OCD.

     Socialfobi er overdreven angst for at blive kritisk bedømt af andre og komme til at opføre sig pinligt. Ifølge Angstforeningen lider syv procent af befolkningen i den vestlige verden af socialfobi, mens det i Danmark ifølge ”Patienthåndbogen” (se kilder) drejer sig om tre procent. Lidelsen kan allerede begynde i 4-5-års-alderen, men starter typisk i teenageårene, og den rammer næsten lige så mange drenge som piger. Socialfobi opleves som en følelse af anspændthed og ubehag, der opstår i bestemte situationer, når man er sammen med andre. Man oplever sig utilstrækkelig, tænker at man er "forkert", skammer sig over, at man er nervøs og frygter, at de andre skal opdage, hvordan man har det. Et flertal af socialfobikere har også andre angstlidelser.

     Hypokondri er overdreven sygdomsangst. Mennesker med denne lidelse er optagede af muligheden for at have en eller flere alvorlige og fremadskridende fysiske sygdomme. Patienter giver udtryk for vedvarende kropslige gener og bliver urolig over for selv almindelige og ufarlige fornemmelser i kroppen. Ifølge undersøgelser hos de praktiserende læger lider ca. 1 procent af befolkningen af hypokondri, mens andelen ifølge udenlandske studier ligger på 3-6 procent. Hypokondri kan ofte opstå i kombination med, samt udløse, andre angstlidelser.

     Agorafobi betyder ”angst for markedspladsen” og drejer sig om frygten for at færdes steder, hvor der er mange mennesker, og hvor man ikke umiddelbart kan komme væk fra. Ifølge ”Patienthåndbogen” menes seks procent af den danske befolkning at lide af agorafobi (se kilder). Agorafobikere er ofte bange for at færdes i supermarkeder eller offentlige transportmidler. De er især bange for at få panikanfald i situationer, hvor de ikke kan komme væk. I svære tilfælde isolerer patienter sig ofte i hjemmet og må køres til og fra skole eller arbejde af pårørende. Ofte udløses agorafobi af panikanfald og sygdomsangst.

     Obsessiv kompulsiv lidelse, eller som det oftere betegnes, OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er tvangstanker/tvangshandlinger, som den OCD-ramte føler sig nødsaget til at tænke eller udføre, selv hvis vedkommende finder dem meningsløse. Lidelsen viser sig ofte i angst for urenheder og smitte, med deraf følgende overdreven håndvask. Det kan også være kontrolritualer (som at åbne og lukke døren mange gange, før man forlader lejligheden) eller angst for at gøre skade på sig selv eller andre. Ifølge Psykiatrifonden er lidelsen underdiagnosticeret, og mindst 100.000 danskere lider af OCD.

SSRI-behandlingens effekt på en patient viser sig typisk efter to uger til en måned. Ifølge ”Patienthåndbogen” giver SSRI-medicin ingen ruseffekt eller umiddelbar lykkefølelse og heller ikke afhængighed (se kilder).   Man kan dog opleve ubehag, når man ophører med medicinen. I 2003 fremgik det i artiklen ”Få klager over lykkepiller” i Politiken (se kilder), at Lægemiddelstyrelsen havde modtaget 17 indberetninger om det, der tidligere blev kaldt nedtrapningssyndrom, siden 1989. Det viser sig typisk ved en række fysiske og psykiske ubehageligheder, som kan optræde, når en person ønsker at afvikle brugen af lykkepillerne.

     Fænomenet har optaget en række forskere, og i 1997 afholdt det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly et symposium om problemet. Medicinalfirmaerne havde hidtil hævdet, at syndromet kun ramte et par procent af brugerne, men i et forsøg fra samme år oplevede mellem 22 og 78 procent af forsøgspersonerne nedtrapningssyndrom, afhængig af SSRI-typen (se kilder). Konferencen resulterede blandt andet i, at nedtrapningssyndrom (withdrawal syndrome) blev omdøbt til seponeringssyndrom (discontinuation syndrome), i et forsøg på at adskille problemet fra afhængighed (se kilder).

     Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var der i 2002 rapporteret om 4.891 tilfælde af seponerings/nedtrapningssyndrom på verdensplan og kun 294 tilfælde af afhængighed (se kilder).

     I artiklen ”Medicinen virker ikke, men bivirkningerne er gode nok” i Information (se kilder) problematiserer forsker ved Nordisk Cochrane Institut, Margrethe Nielsen, betegnelsen seponeringssyndrom: ”Man ændrede definitionen på afhængighed, da SSRI’erne kom på markedet, således at de ikke kunne karakteriseres som afhængighedsskabende, men nu med en eufemisme kaldes seponeringssyndrom.” Nielsen mener altså, at ”seponeringssyndrom” er en pæn omskrivning af afhængighed, men dette er til stadig diskussion.

     Det eneste man kan gøre for at undgå seponeringssyndrom og andre gener ved ophør af SSRI, er at nedtrappe langsomt og gradvist, i konsultation med læge eller psykiater.

Ifølge undersøgelsen ”Listening to Prozac but Hearing Placebo: A Meta-Analysis of Antidepressant Medication” foretaget af psykologerne Irving Kirsch og Guy Sapirstein (se kilder) skyldes mellem halvdelen og to tredjedele af virkningen af antidepressiv medicin den såkaldte placeboreaktion. Placeboeffekten betyder, at det er patientens forestilling om at få det bedre af medicinen, men ikke selve medicinen, der skaber forandringen.

Debatten om lykkepiller er omfattende og kan være svær at hitte rede i. Det skyldes dels, at der er mange forskellige interesser involveret. Her drejer det sig ikke kun om medicinalindustrien, der bruger milliarder af kroner på at markedsføre produkterne og gennem lobbyarbejde søger at påvirke lovgivningsprocessen i en række lande, men også om andre interessenter som psykologer, hjerneforskere, læger, alternative behandlere samt medier, der af den ene eller anden årsag ønsker at tegne et bestemt billede af lykkepiller. Alene ordet ’lykkepiller’ antyder, at præparatet anvendes til folk, der ikke magter at være lykkelige på egen hånd – og dette er, som nævnt ovenfor, ikke dækkende for hverken medicinens virkning eller for de patienter, der behandles med den.

     Inden for de seneste år har flere læger kritiseret, at det er nemmere at få tilskud til medicin end til psykologbehandling. Argumenterne mod SSRI-præparaterne lyder især på, at de udskrives for bredt. Mens flere undersøgelser peger på, at medicinen kun er brugbar i forhold til sværere depressioner, så udskrives den i et vist omfang stadig til patienter med let til moderat depression. Undersøgelser peger også på, at behandling med SSRI bør ske i kombination med terapi. I mange tilfælde bliver patienter altså udsat for ”halv” behandling, hvis de nøjes med piller. Det kan betyde, at processen tager uforholdsmæssigt lang tid, og at det er symptomerne, snarere end sygdommen, der behandles.

     Kritikken af SSRI har desuden drejet sig om bivirkninger. Udskrivning af SSRI til børn og unge, samt gravide, uden oplysning om evt. risici eller manglende kendskab til disse, alvorlige og ligefrem sygdomslignende bivirkninger ved ophør af medicinering, udbredte påvirkning af patienters sexliv, øget selvmordsrisiko blandt børn og unge (paroxetin, se kilder), for at nævne nogle af de mere alvorlige.

     Argumenterne for lykkepiller lyder på, at bivirkningerne oftest er milde og relativt sjældne, sammenlignet med andre former for medicin, samt at pillerne i mange tilfælde gør hverdagen udholdelig for de mange sygdomsramte, og i nogle tilfælde redder liv. I de seneste år har debatten udviklet sig til i højere grad at dreje sig om den korrekte anvendelse af SSRI, samt at behandlingen skal være et alternativ eller supplement til samtaleterapi.

Omfanget af bivirkninger ved indtagelse af antidepressiv medicin er fortsat et hyppigt diskuteret spørgsmål. Umiddelbart i forlængelse af udgivelsen af det danske studie, der sandsynliggjorde, at SSRI hverken havde nævneværdig effekt på let eller svær depression, viste et andet stort studie, at en lignende type medicin har alvorlige bivirkninger også hos mennesker uden depression. I artiklen ”Forskere: ’Lykkepiller’ giver bivirkninger som kan føre til selvmordsadfærd” på Videnskab.dk (se kilder) kan man læse om studiet foretaget af forskere fra det Nordiske Cochrane Center.   Næsten en fjerdedel af kvinderne i fire store placebokontrollerede forsøg med det antidepressive præparat duloxetin oplevede bivirkninger som søvnløshed, angst, nervøsitet, rastløshed, mareridt og mærkelige tanker og følelser. Kvinderne havde ingen depression og deltog i kliniske forsøg, som skulle vise duloxetins effekt på urininkontinens. Duloxetin skulle virke ved at øge styrken i blærens lukkemuskel.   ”Det her er kvinder uden psykisk sygdom, som pludselig udvikler søvnløshed, forstyrret følelsesliv og irritabilitet. Det øger risikoen for selvmord,” siger ph.d. fra Cochrane Centeret, Emma Maund. Emma Maund og hendes kollega Louise Schow Guski fra det Nordiske Cochrane Center har gennemgået de næsten 7.000 siders rapporter, som medicinalfirmaet Eli Lilly indsendte til EU’s lægemiddelstyrelse i 2004 for at få godkendt duloxetin til urininkontinens.

     I artiklen på Videnskab.dk roser overlæge og leder af Copenhagen Trial Unit, Center for Klinisk Interventionsforskning på Rigshospitalet, Christian Gluud, det nye studie. Det bør give anledning til, at læger overvejer en ekstra gang, om duloxetin er det rigtige at give til patienterne, mener han. Duloxetin blev godkendt til behandling af urininkontinens hos kvinder i EU i august 2004. I december samme år blev medicinen godkendt til behandling af depression. Eli Lilly søgte desuden om godkendelse af medicinen i både USA og Canada. Begge lande afviste at godkende medicinen til urininkontinens. USA's fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA’s (Food and Drug Administration), begrundelse var netop, at der var flere selvmordsforsøg i såkaldte open label forsøg, hvor kvinderne, som fik duloxetin mod deres inkontinens, blev fulgt, efter de placebokontrollerede forsøg var afsluttet. Det er baggrunden for, at forskerne fra det Nordiske Cochrane Center besluttede at undersøge, om der lå nogle selvmordsforsøg skjult i de kliniske rapporter, hvor virkninger og bivirkninger af medicinen er beskrevet i detaljer.   Professor på Cochrane Centret Peter Gøtzsche og hans kollegaer fandt ingen tilfælde af selvmord, selvmordsforsøg eller selvmordstanker i de kliniske rapporter. Alligevel er Peter Gøtzsche ikke i tvivl om, at den antidepressive medicin er farlig.   Ph.d. og overlæge på Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse i Region Hovedstadens Psykiatri, Jens Otto Drachmann Bukh, er ikke enig med Peter Gøtzche. I førnævnte artikel på Videnskab.dk (se kilder) peger han på, at forskerne ikke har fundet nogle tilfælde af selvmordsadfærd i deres forskningsgennemgang. Det er for langt at gå at definere bivirkningerne, som forsøget har kortlagt som forløbere for selvmord, argumenterer han.

Behandlingen bør tilpasses sværhedsgraden af sygdommen. Depressioner udgør nemlig et spektrum fra ret milde former til svære og livstruende sygdomme. Ved de milde til moderate former virker bestemte typer samtaleterapi effektivt, ligesom meget tyder på, at motion kan hjælpe på psykiske symptomer og øge koncentrationen af manglende signalstoffer i hjernen (se kilder).

     Ved svære former anses det ifølge bogen ”Depression – en folkesygdom” (se kilder) for urimeligt over for patienten, hvis ikke samtalerne kombineres med medicinsk antidepressiv behandling for hurtigt at få symptomerne under kontrol. De sværeste depressioner kan behandles med elektrochok, men det er heller ikke uden bivirkninger.

     Førstevalgsbehandlingen af depression i Danmark har i årevis været SSRI-medicin. Der har i mange år været fokus på, at SSRI ikke altid er den bedste løsning. Ifølge artiklen ”Terapi billigere end piller” i Information (se kilder) er det dokumenteret, at samtaleterapi i mange tilfælde virker bedre end medicin på længere sigt.

     ”Der ville være masser af penge at spare, hvis man brugte terapi i stedet for medicin. Ved terapi holder virkningen ofte over ti år, mens der er et højt tilbagefald, hvis man tager medicin,” siger Esben Hougaard, som er lektor i psykologi på Aarhus Universitet, i artiklen.

Angst er som udgangspunkt en vigtig alarmmekanisme, hvis formål er at advare os mod fare. Hvis man befinder sig i en farlig situation, er det meningen, at kroppen skal kunne reagere lynhurtigt, inden fornuften og eftertanken når at følge med. Hjernen sætter kroppen i gang, hjerterytmen stiger og adrenalinen pumper. Mens angstreaktionen er øjeblikkelig, så bliver hjernens hukommelsescenter, hippocampus, koblet på næsten lige så hurtigt. Hippocampus sætter situationen i forhold til lignende situationer og er med til afgøre, om der er noget at være bange for. Hvis nogle bevidst forskrækker dig, reagerer du fysisk, hjertet banker og du bliver stakåndet, men du indser hurtigt, at forskrækkelsen ikke er farlig, og reaktionen aftager. I mange tilfælde når vi ikke engang at opleve angstreaktionen, inden hippocampus slår til.

     Mennesker, der lider af sygeligt angst, har det problem, at hippocampus i bestemte situationer ikke slår til. Reaktionen bliver altså ren følelseskemi, og kan opleves meget stærkt, både fysisk og psykisk. Situationerne drejer sig ofte om noget bestemt, det kan f.eks. være sociale situationer, meget lukkede eller meget åbne rum, højder, bestemte dyrearter, snavs, sygdomme osv.

     Ifølge Angstforeningen (se kilder) findes der fire forskellige angsttyper: Panikangst, fobier, generaliseret angst og posttraumatisk stressforstyrrelse. Disse typer dækker over en række sygdomsvarianter. Det skal dog understreges, at personer kan lide af forskellige former for angst, hvilket ofte er tilfældet, ligesom én type angst kan udløse en anden.

I Danmark behandles følgende angstlidelser ofte med SSRI: Socialfobi, agorafobi, hypokondri og OCD.

     Socialfobi er overdreven angst for at blive kritisk bedømt af andre og komme til at opføre sig pinligt. Ifølge Angstforeningen lider syv procent af befolkningen i den vestlige verden af socialfobi, mens det i Danmark ifølge ”Patienthåndbogen” (se kilder) drejer sig om tre procent. Lidelsen kan allerede begynde i 4-5-års-alderen, men starter typisk i teenageårene, og den rammer næsten lige så mange drenge som piger. Socialfobi opleves som en følelse af anspændthed og ubehag, der opstår i bestemte situationer, når man er sammen med andre. Man oplever sig utilstrækkelig, tænker at man er "forkert", skammer sig over, at man er nervøs og frygter, at de andre skal opdage, hvordan man har det. Et flertal af socialfobikere har også andre angstlidelser.

     Hypokondri er overdreven sygdomsangst. Mennesker med denne lidelse er optagede af muligheden for at have en eller flere alvorlige og fremadskridende fysiske sygdomme. Patienter giver udtryk for vedvarende kropslige gener og bliver urolig over for selv almindelige og ufarlige fornemmelser i kroppen. Ifølge undersøgelser hos de praktiserende læger lider ca. 1 procent af befolkningen af hypokondri, mens andelen ifølge udenlandske studier ligger på 3-6 procent. Hypokondri kan ofte opstå i kombination med, samt udløse, andre angstlidelser.

     Agorafobi betyder ”angst for markedspladsen” og drejer sig om frygten for at færdes steder, hvor der er mange mennesker, og hvor man ikke umiddelbart kan komme væk fra. Ifølge ”Patienthåndbogen” menes seks procent af den danske befolkning at lide af agorafobi (se kilder). Agorafobikere er ofte bange for at færdes i supermarkeder eller offentlige transportmidler. De er især bange for at få panikanfald i situationer, hvor de ikke kan komme væk. I svære tilfælde isolerer patienter sig ofte i hjemmet og må køres til og fra skole eller arbejde af pårørende. Ofte udløses agorafobi af panikanfald og sygdomsangst.

     Obsessiv kompulsiv lidelse, eller som det oftere betegnes, OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er tvangstanker/tvangshandlinger, som den OCD-ramte føler sig nødsaget til at tænke eller udføre, selv hvis vedkommende finder dem meningsløse. Lidelsen viser sig ofte i angst for urenheder og smitte, med deraf følgende overdreven håndvask. Det kan også være kontrolritualer (som at åbne og lukke døren mange gange, før man forlader lejligheden) eller angst for at gøre skade på sig selv eller andre. Ifølge Psykiatrifonden er lidelsen underdiagnosticeret, og mindst 100.000 danskere lider af OCD.

Antallet af danskere, der indtager SSRI-præparater er steget markant de seneste 10 år. I 2008 havde Danmark det højeste forbrug pr. indbygger af antidepressiva, herunder SSRI, af de i alt 18 såkaldte OECD-lande, som vi normalt sammenligner os med (se kilder).

     Ifølge Lægemiddelstyrelsen (se kilder) fik 316.527 danskere ordineret SSRI i 2010. Til forskel fik kun 176.240 personer udskrevet lykkepiller i 2000 – det svarer til en stigning på næsten 80 procent. Siden 2010 er der sket et fald i antallet af udskrevne SSR-recepter. I 2016 fik 248.786 personer udskrevet recept på SSRI. Af dem var 87.560 mænd og 161.226, altså knap dobbelt så mange, til kvinder.

     Forbruget er størst blandt de 40-64-årige, efterfulgt af de 65-79-årige og de 20-39-årige. Der er færrest brugere pr. indbygger i hovedstadsområdet og flest i Midtjylland. Der findes ingen undersøgelser, der påviser, at forbruget er større i bestemte socialklasser.

     SSRI-forbruget er langt mindre blandt børn og unge, men stigende, fra 1.731 i 2001 til 7.486 i 2014 med et lille fald til 6.519 i 2016. Det viser tal fra medstat.dk (se kilder)

     I 2001 var omsætningen ved salg af SSRI-produkter på lige knap en halv milliard kroner. Omsætningen faldt i årene 2001-2006, og lå i 2016 på 59 millioner kroner, hvilket sandsynligvis skyldes udløbet af Lundbeck og Eli Lillys patenter og de billigere kopipræparaters indtog på markedet, snarere end det er udtryk for et fald i brugen af medicinen.

Den store stigning i forbruget af SSRI kan skyldes en række faktorer. Ifølge artiklen ”Terapi billigere end piller” i Information (se kilder) kan den store stigning op igennem 90'erne for det første, som professor i samfundsfarmaci på Danmarks Farmaceutiske Højskole, Ebba Holme Hansen, forklarer, hænge sammen med, at mange læger mente, at de nye piller var helt ufarlige og uden bivirkninger og derfor gerne udskrev dem.

     Forklaringen på stigningen kan også hænge sammen med udbuddet. En dansk undersøgelse offentliggjort i ”The International Journal of Risk and Safety in Medicine” (se kilder) viser, at stigningen i forbruget af SSRI-medicin er proportionel med fremkomsten af nye produkter på markedet. Ifølge undersøgelsens forfattere indikerer det, at det store forbrug ikke skyldes beviseligt positive effekter, hvilket de understøtter med en række undersøgelser, der betvivler de påståede effekter af SSRI.

     Stigningen kan også skyldes, at mildere psykiske sygdomme generelt er blevet mindre tabubelagte, og at det er blevet mere acceptabelt at gå til lægen og bede om hjælp. Aftabuiseringen er i så fald mest udbredt blandt kvinderne, som dobbelt så ofte får en depressionsdiagnose og lige så hyppigt udskrevet SSRI.

     I bogen ”Danmark på briksen – Et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det senmoderne samfund” (se kilder) peger cand.psych., ph.d. og professor i klinisk psykologi Carsten René Jørgensen på, at der i dagens Danmark stilles enormt høje krav til det enkelte individ, samt at det ikke længere er samfundets skyld, når den enkelte har problemer – men individets. Professoren nævner også en række andre årsager til stigningen i psykiske lidelser, herunder den førnævnte aftabuisering, samt at behandlingstilbuddene er blevet udvidet. Men han understreger, at samfundets krav og individets forventninger til sig selv – samt den skyld og skam, der er forbundet med ikke at leve op til disse – er hovedårsagen til det store antal danskere med psykiske diagnoser.

SSRI-behandlingens effekt på en patient viser sig typisk efter to uger til en måned. Ifølge ”Patienthåndbogen” giver SSRI-medicin ingen ruseffekt eller umiddelbar lykkefølelse og heller ikke afhængighed (se kilder).   Man kan dog opleve ubehag, når man ophører med medicinen. I 2003 fremgik det i artiklen ”Få klager over lykkepiller” i Politiken (se kilder), at Lægemiddelstyrelsen havde modtaget 17 indberetninger om det, der tidligere blev kaldt nedtrapningssyndrom, siden 1989. Det viser sig typisk ved en række fysiske og psykiske ubehageligheder, som kan optræde, når en person ønsker at afvikle brugen af lykkepillerne.

     Fænomenet har optaget en række forskere, og i 1997 afholdt det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly et symposium om problemet. Medicinalfirmaerne havde hidtil hævdet, at syndromet kun ramte et par procent af brugerne, men i et forsøg fra samme år oplevede mellem 22 og 78 procent af forsøgspersonerne nedtrapningssyndrom, afhængig af SSRI-typen (se kilder). Konferencen resulterede blandt andet i, at nedtrapningssyndrom (withdrawal syndrome) blev omdøbt til seponeringssyndrom (discontinuation syndrome), i et forsøg på at adskille problemet fra afhængighed (se kilder).

     Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var der i 2002 rapporteret om 4.891 tilfælde af seponerings/nedtrapningssyndrom på verdensplan og kun 294 tilfælde af afhængighed (se kilder).

     I artiklen ”Medicinen virker ikke, men bivirkningerne er gode nok” i Information (se kilder) problematiserer forsker ved Nordisk Cochrane Institut, Margrethe Nielsen, betegnelsen seponeringssyndrom: ”Man ændrede definitionen på afhængighed, da SSRI’erne kom på markedet, således at de ikke kunne karakteriseres som afhængighedsskabende, men nu med en eufemisme kaldes seponeringssyndrom.” Nielsen mener altså, at ”seponeringssyndrom” er en pæn omskrivning af afhængighed, men dette er til stadig diskussion.

     Det eneste man kan gøre for at undgå seponeringssyndrom og andre gener ved ophør af SSRI, er at nedtrappe langsomt og gradvist, i konsultation med læge eller psykiater.

Tal fra Lægemiddelstyrelsen (se kilder) viser, at børn og unge udgør den mindste andel af det samlede SSRI-forbrug. I 2010 blev der udskrevet SSRI til ca. 5.700 børn og unge under 18 år, og det er hovedsageligt de 13-18-årige, der modtager denne behandling. Forbruget er steget fra 1.731 i 2001. Og i 2016 fik 6.519 børn og unge under 18 udskrevet SSRI. I 2011 satte danske politikere fokus på området (se kilder), særligt på det faktum, at det oftest er praktiserende læger, der udskriver SSRI til børn og unge. Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har i den forbindelse udsendt en vejledning (se kilder), hvor de fastslår, at praktiserende læger ikke må udskrive lykkepiller til børn og unge under 18 år. Førstevalgsbehandlingen skal være samtaleterapi, lyder det i vejledningen, og hvis børn skal behandles med lykkepiller – eller andre former for antidepressiva – bør det ske hos en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller en speciallæge i psykiatri, med efterfølgende overvågning af egen læge.

     Lægemiddelstyrelsen fraråder som udgangspunkt at udskrive antidepressiva til børn. Det er kun tre af de seks typer SSRI, der er godkendt til salg i Danmark, som må udskrives til børn: Fluoxetin, fluvoxamin og sertralin. Alligevel var citalopram det næstmest solgte præparat til børn under 18 år i 2010, og der blev udskrevet næsten lige så meget escitalopram, som det godkendte fluoxetin, til denne gruppe (se kilder).

     Produktinformationen for samtlige SSRI-produkter (uanset om de er godkendt til børn) indeholder særlige advarsler om øget risiko for selvmordsrelateret adfærd (selvmordstanker og selvmordshandlinger) samt fjendtlig adfærd (ag- gression, vrede m.m.).

Ifølge undersøgelsen ”Listening to Prozac but Hearing Placebo: A Meta-Analysis of Antidepressant Medication” foretaget af psykologerne Irving Kirsch og Guy Sapirstein (se kilder) skyldes mellem halvdelen og to tredjedele af virkningen af antidepressiv medicin den såkaldte placeboreaktion. Placeboeffekten betyder, at det er patientens forestilling om at få det bedre af medicinen, men ikke selve medicinen, der skaber forandringen.

Ifølge bogen ”Depression – en folkesygdom” (se kilder) kan et menneskes følelsesliv ikke reduceres til et spørgsmål om samspil mellem kemiske stoffer. De kemiske systemer i menneskets hjerne fungerer i et indviklet samspil med det øvrige psykiske og sociale liv og kan ikke ses isoleret. Moderne scanningsundersøgelser af hjernen tyder ifølge bogen på, at hvad enten man behandler bestemte psykiske sygdomme med psykoterapi, dvs. med f.eks. samtaleterapi hos en psykolog, eller med medicin, så medfører begge behandlingsprincipper meget ens forandringer inde i hjernen.

     Behandlingen af depression, angst og andre lidelser i relation til menneskets sindsstemning med SSRI-medicin sker på baggrund af hypotesen om, at disse lidelser skyldes serotoninmangel. Gennem de seneste 10 år har forskere forsøgt at be- eller afkræfte medicinens virkning i forhold til behandling med f.eks. samtaleterapi. Nogle undersøgelser peger ifølge DeRubeis et al. (se kilder), på, at langtidseffekterne af terapi er lige så gode, hvis ikke bedre end medicin, og det anbefales da også, at behandlingen med SSRI kombineres med terapeutisk behandling. Den mest kritiske undersøgelse foretaget af Kirsch et.al., hvor forskerne fik adgang til klausulerede data, fastslår, at antidepressiv medicin kun viser en mærkbar forskel fra placebo (snydemedicin) i sværere tilfælde af depression.

     En undersøgelse ledet af professor dr.med. og speciallæge i psykiatri Poul Videbech fra Center for Psykiatrisk forskning, Aarhus Universitetshospital, viser ifølge artiklen ”Depression kan skade hjernen” (se kilder), at hjernen ændrer sig fysisk under en depression. Depressionen medfører en skrumpning af hjerneområdet hippocampus, som rummer hukommelsen og regulerer kroppens stressfunktioner. Undersøgelsen viser også, at disse skader givetvis kan udbedres ved hjælp af medicin, der får hjernen til at danne nye nerveceller, ligesom Poul Videbech mener at kunne bevise, at samtaleterapi har samme effekt.

Debatten om lykkepiller er omfattende og kan være svær at hitte rede i. Det skyldes dels, at der er mange forskellige interesser involveret. Her drejer det sig ikke kun om medicinalindustrien, der bruger milliarder af kroner på at markedsføre produkterne og gennem lobbyarbejde søger at påvirke lovgivningsprocessen i en række lande, men også om andre interessenter som psykologer, hjerneforskere, læger, alternative behandlere samt medier, der af den ene eller anden årsag ønsker at tegne et bestemt billede af lykkepiller. Alene ordet ’lykkepiller’ antyder, at præparatet anvendes til folk, der ikke magter at være lykkelige på egen hånd – og dette er, som nævnt ovenfor, ikke dækkende for hverken medicinens virkning eller for de patienter, der behandles med den.

     Inden for de seneste år har flere læger kritiseret, at det er nemmere at få tilskud til medicin end til psykologbehandling. Argumenterne mod SSRI-præparaterne lyder især på, at de udskrives for bredt. Mens flere undersøgelser peger på, at medicinen kun er brugbar i forhold til sværere depressioner, så udskrives den i et vist omfang stadig til patienter med let til moderat depression. Undersøgelser peger også på, at behandling med SSRI bør ske i kombination med terapi. I mange tilfælde bliver patienter altså udsat for ”halv” behandling, hvis de nøjes med piller. Det kan betyde, at processen tager uforholdsmæssigt lang tid, og at det er symptomerne, snarere end sygdommen, der behandles.

     Kritikken af SSRI har desuden drejet sig om bivirkninger. Udskrivning af SSRI til børn og unge, samt gravide, uden oplysning om evt. risici eller manglende kendskab til disse, alvorlige og ligefrem sygdomslignende bivirkninger ved ophør af medicinering, udbredte påvirkning af patienters sexliv, øget selvmordsrisiko blandt børn og unge (paroxetin, se kilder), for at nævne nogle af de mere alvorlige.

     Argumenterne for lykkepiller lyder på, at bivirkningerne oftest er milde og relativt sjældne, sammenlignet med andre former for medicin, samt at pillerne i mange tilfælde gør hverdagen udholdelig for de mange sygdomsramte, og i nogle tilfælde redder liv. I de seneste år har debatten udviklet sig til i højere grad at dreje sig om den korrekte anvendelse af SSRI, samt at behandlingen skal være et alternativ eller supplement til samtaleterapi.

I starten af 2017 udkom et dansk studie af effekten af SSRI. Konklusionen lød, at antidepressiv medicin af typen SSRI ikke har større effekt end placebo på depression.

     ”Ifølge det her studie er der ingen effekt, heller ikke hos dem med sværere depression,” siger førsteforfatter på studiet og overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit, Janus Christian Jakobsen i artiklen ”Nyt studie: ’Lykkepiller’ har ingen effekt på depression” på Videnskab.dk (se kilder). Forskerne bag studiet har gennemgået 131 tidligere studier af antidepressiv medicin, hvor i alt 27.422 forsøgspersoner har deltaget. Et almindelig kendt argument i diskussionen af antidepressiv medicins effekt er, at den ikke er så stor på mindre depressioner, men til gengæld virker mod svære depressioner.

     Men også denne tidligere viden underkender de nye forskningsresultater.

     ”Det er forkert. Det tyder ikke på, at der skulle være bedre effekt hos de svært deprimerede,” siger Janus Christian Jakobsen.

     Den nye danske forskning på området fik i februar 2017 Lægemiddelstyrelsen til at udsende en officiel melding om, at patienter i behandling ikke må stoppe deres behandling med SSRI, men i stedet drøfte sagen med deres læge. Samtidig meddelte styrelsen, at den har igangsat en grundig gennemgang af undersøgelsen.

     ”Formålet med gennemgangen er at vurdere, i hvilket omfang undersøgelsen bidrager med ny viden, og hvorvidt der er grund til at ændre på anbefalingerne for brug af antidepressiva,” skriver styrelsen på sin hjemmeside (se kilder).

     Også forskerne bag undersøgelse advarer patienter mod uden videre at droppe deres medicin på baggrund af deres frembragte viden.   ”Vores resultater siger noget om, hvorvidt du overhovedet skal starte på den her behandling. Man må ikke bare stoppe, hvis man er i behandling. Der skal man snakke med sin læge,” siger Janus Christian Jakobsen i artiklen ”Ny dansk forskning: Såkaldte ’lykkepiller’ virker ikke mod depression” på Dr.dk (se kilder).

Omfanget af bivirkninger ved indtagelse af antidepressiv medicin er fortsat et hyppigt diskuteret spørgsmål. Umiddelbart i forlængelse af udgivelsen af det danske studie, der sandsynliggjorde, at SSRI hverken havde nævneværdig effekt på let eller svær depression, viste et andet stort studie, at en lignende type medicin har alvorlige bivirkninger også hos mennesker uden depression. I artiklen ”Forskere: ’Lykkepiller’ giver bivirkninger som kan føre til selvmordsadfærd” på Videnskab.dk (se kilder) kan man læse om studiet foretaget af forskere fra det Nordiske Cochrane Center.   Næsten en fjerdedel af kvinderne i fire store placebokontrollerede forsøg med det antidepressive præparat duloxetin oplevede bivirkninger som søvnløshed, angst, nervøsitet, rastløshed, mareridt og mærkelige tanker og følelser. Kvinderne havde ingen depression og deltog i kliniske forsøg, som skulle vise duloxetins effekt på urininkontinens. Duloxetin skulle virke ved at øge styrken i blærens lukkemuskel.   ”Det her er kvinder uden psykisk sygdom, som pludselig udvikler søvnløshed, forstyrret følelsesliv og irritabilitet. Det øger risikoen for selvmord,” siger ph.d. fra Cochrane Centeret, Emma Maund. Emma Maund og hendes kollega Louise Schow Guski fra det Nordiske Cochrane Center har gennemgået de næsten 7.000 siders rapporter, som medicinalfirmaet Eli Lilly indsendte til EU’s lægemiddelstyrelse i 2004 for at få godkendt duloxetin til urininkontinens.

     I artiklen på Videnskab.dk roser overlæge og leder af Copenhagen Trial Unit, Center for Klinisk Interventionsforskning på Rigshospitalet, Christian Gluud, det nye studie. Det bør give anledning til, at læger overvejer en ekstra gang, om duloxetin er det rigtige at give til patienterne, mener han. Duloxetin blev godkendt til behandling af urininkontinens hos kvinder i EU i august 2004. I december samme år blev medicinen godkendt til behandling af depression. Eli Lilly søgte desuden om godkendelse af medicinen i både USA og Canada. Begge lande afviste at godkende medicinen til urininkontinens. USA's fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA’s (Food and Drug Administration), begrundelse var netop, at der var flere selvmordsforsøg i såkaldte open label forsøg, hvor kvinderne, som fik duloxetin mod deres inkontinens, blev fulgt, efter de placebokontrollerede forsøg var afsluttet. Det er baggrunden for, at forskerne fra det Nordiske Cochrane Center besluttede at undersøge, om der lå nogle selvmordsforsøg skjult i de kliniske rapporter, hvor virkninger og bivirkninger af medicinen er beskrevet i detaljer.   Professor på Cochrane Centret Peter Gøtzsche og hans kollegaer fandt ingen tilfælde af selvmord, selvmordsforsøg eller selvmordstanker i de kliniske rapporter. Alligevel er Peter Gøtzsche ikke i tvivl om, at den antidepressive medicin er farlig.   Ph.d. og overlæge på Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse i Region Hovedstadens Psykiatri, Jens Otto Drachmann Bukh, er ikke enig med Peter Gøtzche. I førnævnte artikel på Videnskab.dk (se kilder) peger han på, at forskerne ikke har fundet nogle tilfælde af selvmordsadfærd i deres forskningsgennemgang. Det er for langt at gå at definere bivirkningerne, som forsøget har kortlagt som forløbere for selvmord, argumenterer han.

Lægemiddelstyrelsen modtager løbende indberetninger om formodede bivirkninger af SSRI. De hyppigst indberettede er primært symptomer fra nervesystemer, som hovedpine, svimmelhed, føleforstyrrelser og kramper, og psykiske symptomer som angst, konfusion, rastløshed og selvmordstanker. Andre hyppige, formodede bivirkninger er symptomer fra mave-tarmkanalen som diarré́, kvalme og opkastning, generelle symptomer og reaktioner som træthed og utilpashed samt symptomer fra huden som udslæt, kløe og øget svedproduktion. Af andre kendte symptomer kan nævnes nedsat seksuel lyst, besvær med rejsning og orgasme, manglende appetit, søvnbesvær, nedsat spytproduktion samt i sjældne tilfælde udløsning af mani.

     Inden for de seneste år er en endnu mere alvorlig bivirkning blevet observeret, nemlig skader på fostre, hvis mødre har været i behandling med SSRI. Det drejer sig især om hjertemisdannelser, og selv om det ikke er endelig bevist, at det skyldes bivirkning fra medicinen, og bivirkningen er yderst sjælden, er læger blevet mere varsomme med at udskrive SSRI til gravide.