Spiseforstyrrelser

Sultekure, provokerede opkastninger og overspisning. Konstant fokus på vægt og dyrkelse af kroppens udseende. En spiseforstyrrelse er en alvor psykisk sygdom. I Danmark lider omkring 75.000 personer – flest yngre kvinder – af en spiseforstyrrelse. Anoreksi er nok den mest kendte af lidelserne, men mere udbredt er bulimi samt overspisning, også kaldet Binge-Eating Disorder (BED). Selvom bulimi og BED ikke nær så ofte som anoreksi har en dødelig udgang, er disse spiseforstyrrelser alvorlige for både de mennesker, der lider af dem, og for de pårørende. Man er også begyndt at tale om nye, beslægtede lidelser; nemlig ortoreksi, som dækker over tvangsmæssig optagethed af sund mad og motion, og megareksi, en tvangstanke, som især findes blandt mænd, om at være for lille, og som medfører overdreven fysisk træning. Spiseforstyrrelser kan have mange forskellige årsager. Senest er det kommet frem, at hårde træningsmetoder med stærkt fokus på vægt på det danske svømmelandshold har medført, at en række landsholdssvømmere har udviklet spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelser.

Begrebet spiseforstyrrelser er en samlebetegnelse for flere beslægtede psykiatriske diagnoser, som har det til fælles, at patienterne har et forstyrret forhold til mad, vægt og krop. Ifølge Videncenter om spiseforstyrrelser og selvskade VIOSS (se kilder) fordeler de omkring 75.000, der lider af en spiseforstyrrelse i Danmark, sig således:

• Anorexia Nervosa, også kaldet anoreksi eller nervøs spisevægring: ca. 5.000 personer 
• Bulimia Nervosa, også kaldet bulimi eller nervøs overspisning: ca. 30.000 personer. 
• Binge-Eating Disorder, også kaldet overspisning eller tvangsspisning: ca. 40.000 personer.

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er der ikke enighed om årsagerne til, at mennesker udvikler spiseforstyrrelser, men man kan opdele de mulige årsager i tre kategorier:

• De sociokulturelle forhold: Vores kultur har stort fokus på den perfekte krop. Den slanke krop ses ikke kun som et skønhedsideal, den opfattes også som et udtryk for selvkontrol og karakterstyrke. For unge, der er usikre og identitetssøgende, kan en overdreven fokus på krop og udseende forstærke usikkerheden og ødelægge selvbilledet. Børnerådets undersøgelse blandt 1400 elever ’Børnerådets Børne- og Ungepanel’ viste i 2016, at slankekure, madritualer og overdreven træning fylder meget i hverdagen hos både piger og drenge. 18% af pigerne fortæller, at de ofte eller meget ofte er på slankekur, 11% har prøvet at kaste op, efter at de har spist, og 18% fortæller, at de ofte eller meget ofte føler, at det er nødvendigt for dem at følge en streng diæt eller overholde madritualer. For drengene handler det generelt ikke om at tabe sig, men om ikke at veje for lidt og være veltrænede. 15% af drengene mod 7% af pigerne træner seks gange om ugen eller mere fremgår det af analysenotatet ’Analyse: Unge og risikoadfærd for spiseforstyrrelser’ fra Børnerådet (se kilder). 
• Familieforhold: Fokus på slankekure i familien, forstyrret forhold til mad og krop, spiseforstyrrelser i familien eller kritiske kommentarer fra familien om vægt og udseende øger risikoen for udvikling af bulimi og anoreksi. Desuden øger det risikoen for udvikling af bulimi og overspisning, hvis der i den nærmeste familie er tilfælde af depression eller alkoholmisbrug, eller hvis en person har oplevet psykisk omsorgssvigt og seksuelle eller fysiske overgreb. 
• Individuelle forhold: Undersøgelser viser, at perfektionisme ofte er forbundet med anoreksi og til en vis grad også med bulimi, mens usikkerhed, negativt selvbillede og få nære venner øger risikoen for alle tre spiseforstyrrelser. Ifølge bogen ’Spiseforstyrrelser’ (se kilder) er der øget risiko for, at en person udvikler en spiseforstyrrelse, hvis han eller hun føler sig anderledes, kommer tidligt i pubertet, bliver mobbet, mister et familiemedlem eller oplever stress.

     Desuden er der ifølge pjecen ”Information om spiseforstyrrelse hos børn, unge og voksne”, udgivet af Region Midtjylland Psykiatri 2014 (se kilder), en arvelig tendens blandt patienterne til en særlig sårbarhed. Sårbarheden kan medføre, at de reagerer stærkere på utrygge situationer som for eksempel forældres skilsmisse eller mobning i skolen, og en spiseforstyrrelse kan være et udslag af en sådan reaktion.

Spiseforstyrrelser kan skabe problemer i parforholdet. Undersøgelsen ”Når spiseforstyrrelsen er tredje hjul i parforholdet” udgivet af VIOSS i marts 2018 (se kilder) belyser, hvordan parforholdet leves og opleves af par, hvor den ene lider af en spiseforstyrrelse. Undersøgelsen viser, at parforholdet og partneren kan være en vigtig støtte, men også at spiseforstyrrelsen kan sætte parforholdet under stort pres, blandt andet fordi intimiteten bliver udfordret, sexlivet udfordrende, og det sociale liv med andre omkring måltidet begrænset. Partneren kan føle sig utilstrækkelig og udvikle stress og depression. Mange par tvivler på fremtiden og bekymrer sig om, hvorvidt det vil være muligt for dem at stifte familie, og om de kan risikere at give spiseforstyrrelsen videre til deres børn, fremgår det af rapporten.

Anorexia Nervosa er den fulde latinske betegnelse for nervøs spisevægring. Navnet refererer til, at anorektikeren er sygeligt angst for at være for tyk, og at vedkommende har et helt urealistisk syn på sin krop. Det er en del af anoreksien, at patienten mangler selverkendelse i forhold til sygdommen, og derfor ikke mener, at den lave vægt er et urealistisk eller usundt mål. Det fremgår af ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). Uanset hvor tynde anorektikerne bliver, føler de sig alligevel for tykke. Det er desuden kendetegnende for anorektikere, at de er voldsomt optagede af mad, så deres tanker konstant kredser om det. I rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) hedder det, at diagnosen kan stilles, når følgende er opfyldt:

• Vægttab på mindst 15% af normalvægten eller et BMI på mindre end eller lig med 17,5 (BMI, Body Mass Index, udregnes ved hjælp af vægten (i kilo) divideret med højden gange højden (i meter)). 
• Intens frygt for at opretholde selv en normal kropsvægt, hvilket giver sig udslag i selvinduceret vægttab ved at undgå ‘fedende mad’ eller ved at tvinge sig til at kaste op, misbrug af laksantia (afføringsmidler), umådeholden motion, anvendelse af appetithæmmende midler og diuretika (lægemidler, som øger udskillelsen af urin fra kroppen, vanddrivende medicin). 
• Forstyrret kropsopfattelse og -billede. Den unge føler sig tyk på trods af undervægt. 
• Forsinket pubertetsudvikling. Efter puberteten, ophør af menstruation.

Anoreksi er ikke et nyt fænomen. Historien kan give flere eksempler på kvinder, der har lidt af anoreksi. Blandt andet den portugisiske kongedatter Wilgefortis (o. 1000 f.Kr.) og den hellige Catherina af Siena (1347-1380). I middelalderen havde selvvalgt faste ud fra religiøse motiver et sådant omfang, at man ligefrem taler om anorexia mirabilis, hellig anoreksi. I 1694 omtaltes anoreksi for første gang som en sygdom af den engelske læge Richard Morton, men først i 1874 blev den navngivet af hans kollega William Gull.

     Man kan læse mere om anoreksi historisk set i bøgerne ’Kroppens tyranni. Om anoreksi, bulimi og andre spiseforstyrrelser’ og ’Anorexia og Bulimia nervosa og hypnose, fødselstraume, korttids analytisk hypnoterapi. Teori, praksis og opgørelse’ (se kilder).

Anoreksi kan ramme alle mennesker, men rammer særligt piger og unge kvinder i alderen 12-24 år. Det fremgår af Region Midtjyllands pjece ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). I et registerstudie udgivet i 2015 har forskere gennem 15 år fulgt 966.141 unge født i perioden 1989-2006. Af dem udviklede 2136 piger anoreksi, mens det gjaldt 188 af drengene. Tallene er med stor sandsynlighed underestimeret, da kun de officielt registrerede tilfælde af anorektikere i behandling er regnet med. Piger med anoreksi bliver ofte diagnosticeret omkring 15-årsalderen, For drengene ofte i 13-årsalderen. Det kan skyldes, at et vægttab er mere usædvanlig for unge drenge og derfor bliver opdaget tidligere. En norsk undersøgelse fra 2008 angiver ifølge artiklen “Flere mænd har et sygt forhold til mad” (se kilder), at der er en stigende tendens til, at både unge drenge og voksne mænd får anoreksi. Ph.d. Simon Sjørup siger i samme artikel, at årsagen er, at det ikke længere er nok for mænd at sørge for indtægten til familien, men at de nu skal være attraktive på mange forskellige fronter.   Den store skam, som mænd med spiseforstyrrelser ofte oplever, betyder, at der er et stort mørketal på området, og at mange mænd aldrig bliver behandlet for deres lidelser, forklarer projektleder ved Videncenter for Spiseforstyrrelser og selvskade Rasmus Thastum i artiklen ’”Mænd med spiseforstyrrelser lever i skam’” på NetAvisen (se kilder):”Traditionelt har spiseforstyrrelser været anset som en kvindesygdom, og det bevirker, at mænd med spiseforstyrrelser føler sig stigmatiserede (altså stemplede som sociale afvigere fra normen) og derfor ikke råber op og søger hjælp. Der er et stort tabu forbundet med at lide af en spiseforstyrrelse, hvis man er en dreng eller en mand”.

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) starter anoreksi typisk med en slankekur. Men når det første mål er nået, sætter anorektikeren et nyt og lavere mål for sin vægt. I stedet for at begynde at spise almindeligt, fortsætter anorektikeren altså med at tabe sig. Udover at anorektikeren kontrollerer sit madindtag, er vedkommende ofte overdrevent fysisk aktiv og anvender afføringsmidler og vanddrivende medicin eller fremprovokerer opkastninger for at tabe sig. Et andet kendetegn er, at anorektikeren helst spiser alene, kun indtager små mængder, men bruger lang tid ved bordet og ofte ’roder’ med maden.

Hvis en person bliver anorektisk, inden puberteten er afsluttet, bliver vedkommende hæmmet i sin vækst og udvikler en række symptomer:

• Hormonelle forstyrrelser med nedsat eller manglende produktion af kønshormoner 
• Nedsat kønsdrift og udebleven menstruation hos piger 
• Nedsat kønsdrift og impotens hos drenge 
• Nedsat knoglemineralisering med efterfølgende knoglesmerter 
• Lavt stofskifte, hvilket igen medfører: 
• Lav kropstemperatur 
• Tør hud 
• Forstoppelse 
• Lav puls 
• Lavt blodtryk 
• For at kompensere for den lave kropstemperatur får anorektikeren ofte vækst af dunhår i ansigtet og på ryggen. 
• Langvarig sult kan endvidere medføre skader på en række organer, for eksempel hjerte, muskler og hjerne.

     Informationerne er hentet fra rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder).

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er det mest udtalte psykiske symptom, at anorektikeren har forvrænget kropsopfattelse og manglende erkendelse af at være syg og have behov for behandling. Anorektikeren har høje præstationskrav til sig selv og et behov for kontrol, som øges i takt med vægttabet, så anorektikeren med tiden vil kontrollere alt – for eksempel kalorieindtag, skolearbejde og motion. Udsultningen medfører ofte koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, irritabilitet og tristhed. Hun/han er uglad, har ringe selvtillid og kan udvikle egentlig depression med medfølgende selvmordstanker.

Ifølge rapporten ’Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling’ (se kilder) benyttes følgende behandlingstilbud:

• Psykoterapi. Der er dog ikke foretaget nogen fyldestgørende undersøgelse af effekten. I Danmark benyttes især individuel terapi og gruppeterapi. Sidstnævnte skal man dog passe på med i den akutte fase, idet man risikerer, at patienterne konkurrerer med hinanden om at være tyndest. Familieterapi har vist sig effektiv over for børn og unge. 
• Behandling med psykofarmaka, altså medicin der påvirker psyken, har ikke vist sig effektiv på anorektikere. Det anbefales dog, at den benyttes, hvis patienten stadig lider af depression, angst eller OCD (en lidelse med tilbagevendende tvangstanker), når anorektikeren har opnået normal vægt. Det er vigtigt at få anorektikeren til at opnå normal vægt, da det kan forebygge varige organskader, hvis behandlingen starter i tide og gennemføres.

     I rapporten anbefales det desuden, at anoreksipatienter har mulighed for at blive behandlet både ambulant, i daghospital og under indlæggelse. Det anbefales desuden, at der indgås en behandlingskontrakt med patienten med aftaler om forløbet. I rapporten ”National Klinisk Retningslinje for Behandling af Anorexia Nervosa”, udgivet af Sundhedsstyrelsen 2016 (se kilder) konkluderer arbejdsgruppen bag undersøgelsen, at børn og unge med anoreksi får lige så godt udbytte af en kortere som af en længere indlæggelse, og at den kortvarige er at foretrække for at minimere stigmatisering (at patienten bliver stemplet som social afviger) og indgriben i patientens hverdag og sociale liv. ”For børn og unge kan en kortvarig indlæggelse muliggøre hurtig tilbagevenden til skolegang i eget miljø og derved i mindre grad påvirke barnets/den unges udvikling”, står der i rapporten. Men arbejdsgruppen understreger samtidig, at det kan være hårdt for forældrene at bære ansvaret for at passe på anorektikeren alene.

Patienthåndbogen (se kilder) kan per 5. november 2015 oplyse, at cirka halvdelen af de anoreksiramte, som kommer i behandling, bliver raske, men ca. 2/3 af alle anoreksiramte vil fortsat bekymre sig om mad og vægt. Omkring 15% af anorektikerne får det slet ikke bedre. Man kan dø af anoreksi. Ca. 5% af de, som har sygdommen, dør for tidligt. Halvdelen af disse dør ved selvmord. Resten dør af følgesygdomme til den langvarige underernæring f.eks. hjertesvigt, skriver speciallæge Anne Marie Råberg Christensen i Patienthåndbogen. Ifølge artiklen ”Trods fremskridt: Høj dødelighed ved anoreksi” i Kristeligt Dagblad (se kilder) har specialiseret behandling nedbragt dødeligheden væsentligt de sidste 25 år. I 1993 havde anoreksipatienter således 11 gange højere risiko for at dø af sygdommen. Trods dette er anoreksi fortsat den mest dødelige lidelse blandt alle psykiatriske diagnoser og trækker i gennemsnit 10-20 år fra patientens forventede levetid, viser et studie fra Oxford University, fremgår det af artiklen.

Bulimi betyder oksehunger. Bulimia Nervosa er en betegnelse for nervøs overspisning. Et menneske, der lider af bulimi, spiser ikke kun, når hun eller han er sulten, men af andre grunde. Bulimikeren overspiser eller ‘panikspiser’, og efter at have overspist kompenserer vedkommende med vægtregulerende adfærd, f.eks. at tvinge sig til at kaste op. Det er ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (se kilder) forskelligt, hvor ofte en bulimiker overspiser og kaster op. Nogle gør det et par gange om måneden, mens andre gør det mere end 20 gange om dagen. Ligesom anorektikeren har bulimikeren et urealistisk syn på sin egen krop. Men i modsætning til ved anoreksi og overspisning svinger bulimikeren ofte ikke meget i vægt og er hverken under- eller overvægtig. Derfor kan det være svært at se på et menneske, at han eller hun har bulimi, og i gennemsnit går der da også 8 til 10 år, fra en person får bulimi, til vedkommende kommer i behandling.

     Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) kan diagnosen stilles ud fra følgende betingelser:

• Overspisning mere end to gange ugentligt i tre måneder 
• Overdreven spisetrang 
• Forsøg på at modvirke vægtøgning ved mindst et af følgende midler: opkastning, afføringsmidler, faste, brug af afmagringspiller 
• Forstyrret kropsopfattelse

Betegnelsen Bulimia Nervosa blev ifølge bogen “Anorexia og Bulimia nervosa og hypnose fødselstraume korttids analytisk hypnoterapi. Teori, praksis og opgørelse” (se kilder) lanceret første gang i 1979 af den engelske psykiater Gerald Russell, altså mere end 100 år senere, end betegnelsen Anorexia Nervosa blev benyttet første gang.

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er det især kvinder mellem 15 og 45 år, der lider af bulimi. I rapporten angives, at omkring 21.000 danske kvinder i den aldersgruppe lider af sygdommen, svarende til to procent af befolkningen. Der er stort set ingen piger under 12 år, der har bulimi, men der er kvinder over 45 og også mænd i alle aldre, som lider af bulimi. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (se kilder) anslår, at 30.000 danskere lider af bulimi. Ifølge ovennævnte rapport er der cirka 2-300 nye tilfælde af bulimi i Danmark årligt.

Ifølge rapporten ”Spiseforstyrrelser. Anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) begynder sygdommen typisk i 16-20årsalderen, men kan ses fra 12-årsalderen. Som regel starter bulimi med, at patienten forsøger at tabe sig ved at faste eller begrænse sit indtag af kalorien, men ikke kan gennemføre det. I stedet medfører sultfølelsen en oplevelse af kontroltab, og vedkommende reagerer med kaotisk overspisning efterfulgt af vægtkompenserende adfærd, som kan bestå i opkastninger, faste, overdreven motion eller misbrug af afføringsmidler, vanddrivende medicin eller slankemidler.

De fysiske følgevirkninger af bulimien vil typisk være:

• Smerter i spiserør og mave 
• Menstruationsforstyrrelser 
• Væskeophobning i kroppen 
• Hævelse af spytkirtler 
• Kaliummangel 
• Nyresvigt 
• Muskelkramper 
• Ætsning af tænderne som følge af opkastninger

     I sjældne tilfælde kan bulimi føre til nyresvigt, væskeophobninger i kroppens væv og epileptiske kramper, og i få tilfælde er bulimikere døde på grund af elektrolytforstyrrelser (forstyrrelser af kroppens saltbalance) eller sprængning af mavesækken.

     Informationerne er hentet fra rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder).

Bulimikeren isolerer sig og deltager ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) kun sjældent eller nødtvungent i måltider med andre. Den sociale isolation skyldes dels skamfuldhed over ikke at kunne kontrollere spisningen, dels at de sammenligner sig med andre og føler sig mindreværdige og ulækre. De føler, at andre er pænere, dygtigere og tyndere, og at de selv er uværdige, fordi de ikke kan kontrollere spisningen og tabe sig. En bulimiker bruger megen tid på ritualer, der kan få karakter af tvangsprægede handlinger, for at få kontrol og fremtræde perfekt. Overspisning bruges som et beroligende middel i et forsøg på at få kontrol over indre tomhed eller kaotiske følelser.

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er de hyppigst anvendte behandlingstiltag:

• Psykoterapi. En central metode i behandlingen af bulimikere. Flere psykoterapeutiske retninger har dokumenteret effekt. Kognitiv terapi er meget anvendt og fokuserer specifikt på spiseforstyrrelsessymptomerne, en anden anvendt metode er interpersonel psykoterapi. 
• Kostvejledning. Benyttes til at give informationer om sunde kostvaner og for at motivere og rådgive patienten i forhold til dennes konkrete kostplan. 
• Farmakologisk behandling, primært i form af antidepressiv medicin, kan benyttes til at reducere overspisninger og opkastninger eller til at behandle psykiatriske sygdomme og symptomer såsom depression, angst og OCD (psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger).

     Ifølge ovennævnte rapport opnås der bedst resultater med en kombinationsbehandling, som omfatter både psykoterapi, kostvejledning og farmakologisk behandling.

Speciallæge Anne Marie Råberg Christensen skriver i Patienthåndbogen 2016 under ”Bulimi, prognose” (se kilder), at langtidsprognosen for at blive rask er god. Efter fem år vil cirka 50% være blevet raske, men omkring 10-15% får et kronisk forløb. Risikoen for at blive rask er mindre, hvis man samtidig har et stof- eller alkoholmisbrug, lider af vedvarende depression, led af fedme før sygdommen, lider af personlighedsforstyrrelser, eller hvis ens forældre er overvægtige.

Binge-Eating Disorder er den mest hyppige spiseforstyrrelse og er anerkendt i det amerikanske diagnosesystem, men endnu ikke en anerkendt diagnose i det danske og europæiske diagnosesystem. Binge betyder orgie, og Eating Disorder betyder spiseforstyrrelse. På dansk betegnes lidelsen overspisning. I artiklen ”Den tredje spiseforstyrrelse – Binge Eating Disorder”, udgivet i Psykiatri-Information 2010 (se kilder) forklares overspisning som en kompensation for svære og uhåndterbare følelser, eksempelvis indre tomhed. Det er karakteristisk for en person, som lider af overspisning, at han eller hun oplever episoder med tvangsmæssig overspisning ledsaget af en følelse af kontroltab. I den forstand minder lidelsen om bulimi, men i modsætning til bulimikerne foretager overspiserne ikke efterfølgende vægtregulering. De centrale problematikker for overspiserne er kampen mod den tvangsmæssige overspisning og en ofte betydelig fedme som konsekvens af overspisningen.

     Ifølge rapporten ”Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) kan diagnosen stilles, når følgende gælder:

• Gentagende episoder med overspisning 
• Overspisningen skal være forbundet med tre af følgende karakteristika: 1. spiser hurtigere end normalt, 2. spiser, så man føler sig ubehageligt mæt, 3. spiser store mængder mad uden at være sulten, 4. spiser alene, fordi man skammer sig over, hvor meget man spiser, og 5. føler væmmelse, tristhed eller skyld efter overspisning. 
• Overspisningen skal være forbundet med betydeligt ubehag. 
• Overspisning forekommer mindst to dage om ugen set over en seks måneders periode. 
• Overspisningen er ikke forbundet med regelmæssig brug af kompensatorisk adfærd såsom opkastning.

Ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside ”Binge Eating Disorder” (se kilder) er ca. 3% af den voksne befolkning i Danmark ramt af sygdommen, svarende til 40.000-50.000 personer, og blandt overvægtige lider omkring 8% af Binge-Eating Disorder. I modsætning til de to øvrige spiseforstyrrelser er der mange mænd blandt overspiserne, op imod 40%.

     Selve overspisningsepisoderne bruges i et forsøg på at finde ro i det indre følelsesliv præget af blandt andet ensomhed og angst.

     Et projekt på Psykoterapeutisk Center Stolpegård og ét projekt i regi af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har i perioden 2012-2015 søgt at afklare diagnosen og patientgruppen, der udvikler BED, og behandlingsmulighederne. Af notatet ”Behandling af Binge Eating Disorder – sammenfatning af resultater fra to satsepuljemidler” (se kilder) fremgår det, at sygdommen typisk begynder i 20-40 årsalderen, og at patientgruppen ofte er længere tid om at henvende sig til behandlingssystemet end patienter med andre spiseforstyrrelser.

Sygdommen starter oftest med overspisningsepisoder i 17-20 årsalderen og resulterer i fedme i starten af 30’erne. Nogle patienter har kæmpet med slankekure og overvægt siden barndommen. Psykolog Birgitte Hartvig Schousboe, ansat ved Psykoterapeutisk Center Stolpegården, beskriver problematikken i sygdommen således: ”Binge Eating Disorder kan sammenlignes med andre vane- og impulshandlinger i modstrid med sund fornuft og på trods af uhensigtsmæssige følger. Men bulimiske overspisninger handler ikke om at søge spænding eller at afsøge grænser. Overspisningerne har tværtimod den effekt at dulme uro eller lægge låg på svære følelser. Mennesker med BED står desuden i det dilemma, at de ikke kan afstå fuldstændig fra mad, men må finde en måde at leve hensigtsmæssigt med maden på.” Citatet er hentet fra artiklen ”Den tredje spiseforstyrrelse – Binge Eating Disorder”, udgivet af Psykiatri Fonden i 2010 (se kilder).

     Overspiserne er utilfredse med deres krop og er optaget af mad, diæt og vægt. De ønsker at blive slanke eller blot normalvægtige, men magter det ikke. Spisemønstret er kaotisk, og overspisninger med kontroltab dominerer hverdagen. Med overvægten følger for mange fysisk inaktivitet, som får endnu flere kilo til at sætte sig på kroppen og forværrer følelsen af skam og skyld.

Med inaktivitet og overvægt følger risiko for en række følgesygdomme:

• Sukkersyge – type-2-diabetes 
• Hjertekarsygdomme 
• Visse kræftformer 
• Galdesten 
• Urinsyregigt 
• Slidgigt 
• Lungeproblemer 
• Søvnforstyrrelser

Den manglende indre kontrol gør, at overspiserne bliver mere og mere opgivende. Resultatet er lavt selvværd, depressivitet og skamfuldhed over ikke at kunne kontrollere spisning eller vægt. De føler sig iagttaget og nedvurderet og isolerer sig, fordi de synes, at andre er dygtigere og pænere. Hvis de ydermere udsættes for diskrimination i skolen, på arbejdet eller i fritiden på grund af deres overvægt, øges de psykiske problemer. De bruger meget tid og energi på at planlægge indkøb, måltider og slankekure. Mange overspisere ved godt, at de har et misbrugslignende forhold til mad. Ifølge artiklen ’Den tredje spiseforstyrrelse – Binge Eating Disorder’ af Birgitte Hartvig Schousboe (se kilder) viser undersøgelser, at 22% af patienterne med Binge Eating Disorder lider af angst, og hele 58% lider af depression.

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) ved man ikke, hvad den bedste behandling til overspisere er. De metoder, der benyttes, er følgende:

• Psykoterapi med brug af kognitiv terapi. Terapiformen resulterer i færre overspisningsepisoder og mindre psykiske symptomer som f.eks. angst og depression men ikke vægttab. 
• Livsstilsbehandling, hvor der undervises i ændret spiseadfærd, motion og terapi med fokus på at ændre kognitive mønstre. Ved stor overvægt intensiveres behandlingen ofte med kontroller, restriktiv diæt og medicinsk behandling eller udførelse af den såkaldte ballonoperation, hvor mavesækken gøres mindre, så patienten kan indtage mindre mængder mad. 
• Behandling med antidepressiv medicin skal forbedre overspiserens psykiske velvære og kan være effektiv, hvis den kombineres med en omlægning af patientens livsstil.

     Ifølge ovennævnte rapport er ingen af de tre behandlingsmetoder tilstrækkelige i sig selv. Patienterne taber sig stort set ikke, hvis behandlingen kun er psykologisk. Vægtkontrol fører typisk til vægttab, men ikke til, at patienten slipper af med de psykiske problemer, der ligger bag overspisningen.

     Artiklen “Den tredje spiseforstyrrelse – Binge Eating Disorder” (se kilder) omtaler vanetænkning som en del af sygdommen. Derfor er et brud på de vaner, der er forbundet med overspisningen, som eksempelvis måltider foran tv’et eller at spise alene, en del af behandlingsprocessen.

     Rapporten ’Behandling af Binge Eating Disorder (BED)’ (se kilder) er en afrapportering af resultaterne af satspuljeprojekterne på Psykoterapeutisk Center Stolpegård og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade i perioden 2012-2015. Blandt rapportens anbefalinger er:

• at BED bør sidestilles med andre spiseforstyrrelser og anerkendes som diagnose på linje med dem i det danske og europæiske diagnosesystem. 
• at det er vigtigt at vigtigt at gøre en ekstra indsats for at sikre viden om BED til sundhedspersonale og patienter - særligt til og om mænd. 
• at tidlig opsporing af patienter med BED er vigtigt for at få gang i behandling så tidligt som muligt.  
• at patienter med BED bør tilbydes et selvstændigt specialiseret behandlingstilbud, da sygdommen adskiller sig fra øvrige spiseforstyrrelser på væsentlige punkter, især den hyppige og alvorlige overvægt. 
• at man ikke bør arbejde med vægttab som en del af behandlingen af BED, da det ofte vil forværre symptomerne. Først når spiseforstyrrelsen har været i ro gennem længere tid, bør vægttab forsøges.

Behandling af overspisere fører ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) til, at overspisningsepisoderne på kort sigt reduceres hos 60-90%. Vægtreduktion er sværere at opnå. Hvordan behandlingen virker på lang sigt, er der foreløbigt kun sparsom viden om. En undersøgelse foretaget seks år efter diagnosticering viste, at hovedparten af patienterne ikke længere havde Binge-Eating Disorder, men en fjerdedel var fortsat fede. Undersøgelsen er refereret i rapporten “Binge eating disorder: treatment outcome over a 6-year course” (se kilder).

Når en person lider af megareksi, er vedkommende optaget af at leve op til et perfekt kropsligt ideal. Mens anorektikeren ser sig selv som for fed, så har en person med megareksi en tvangstanke om at være for lille. Personen træner, spiser og tager væksthormoner for at bygge kroppen op, og vedkommende risikerer hellere at blive impotent af hormonindtaget end ikke at blive helt perfekt. Især 15-25årige mænd rammes af megareksi, ifølge psykolog Søren Nørskov, netdoktor.dk om megareksi (se kilder).

     Også en norsk undersøgelse, som refereres i artiklen ’Megareksi – sykelig kroppsbygging’ (se kilder), bekræfter, at især mænd lider af megareksi. På baggrund af undersøgelsen konkluderes det, at omkring 6,5% af de norske mænd, som træner i et træningscenter, har tegn på megareksi, og især store, muskuløse og toptrænede mænd er i farezonen.

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (se kilder) kan dyrkelse af sund livsstil udvikle sig til en besættelse af sund mad og motion. Lidelsen kaldes ortoreksi – et ord der trækker på ‘orto’, som betyder rigtig, og ‘reksi’ som betyder appetit. Landsforeningen skriver desuden, at lidelsen ortoreksi første gang blev benævnt af den amerikanske læge Steve Bratman i 1996. Ortoreksi er altså en relativt ny spiseforstyrrelse sammenlignet med de øvrige. Som ved anoreksi, bulimi og overspisning er ortorektikeren så optaget af mad, at det hindrer ham eller hende i at føre en normal tilværelse. I modsætning til de tre nævnte lidelser er ortorektikere dog ikke fokuseret på mængden af mad, men dens kvalitet. Ortorektikeren er ikke decideret bange for at blive fed, men for ikke at leve sundt. Ortorektikeren har dannet sig sit eget billede af, hvad der er sundt, og laver sine egne diæter, regler og ritualer. Måske vælges maden efter farve, råvaretype eller bestemte kostråd. Vedkommende er så optaget af at spise sundt og rigtigt, at hun eller han medbringer sin egen mad, når hun skal ud, og risikerer efterhånden at isolere sig. Den typiske ortorektiker er mellem 20 og 40 år. I artiklen ”Ortoreksi: nogle bliver syge af sundhed” på Politiken.dk (se kilder) forklarer psykolog Neela Maria Sris, at hun møder stadig flere ortorektikere blandt de patienter, hun har i behandling.

     ”Langt de fleste kommer ikke i klinikkerne, for de ved ikke, de har et problem. Det er forbundet med enorm stolthed at leve op til sundhedsnormerne, og du oplever, at folk misunder dig din livsstil og opfordrer dig til den. Derfor er der en meget lille sygdomsindsigt hos de ramte, og omgivelserne,” forklarer hun i artiklen.

     Selv om orthorexia nervosa er i tæt familie med anorexia nervosa og bulimia nervosa, er ortoreksi endnu ikke godkendt som officiel diagnose. Derfor er der heller ikke tal på udbredelsen af lidelsen. Men behandlere vurderer samstemmende, at antallet stiger, fremgår det af førnævnte artikel.

Spiseforstyrrelser i idrætten (også kaldet idrætsrelaterede spiseforstyrrelser) er spiseforstyrrelser, der er tæt forbundet med idrætsudøverens træningsvaner, men på mange måder ligner andre spiseforstyrrelser. De idrætsrelaterede spiseforstyrrelser udvikler sig i sammenhæng med idrætsudøverens træning og udspringer i mange tilfælde ikke af et psykisk problem, som det er tilfældet for andre spiseforstyrrelser. Den mest almindelige form for idrætsrelateret spiseforstyrrelse er bulimi (bulimia nervosa på lægesprog) og mere uspecifikke spiseforstyrrelser, som ikke kan passes ind i nogle af de eksisterende diagnoser og derfor går under betegnelsen EDNOS (Eating Disorder Not Otherwise Specified).

Der var en smule opmærksomhed omkring problemet, da en kvindelig norsk elitegymnast døde af anoreksi midt i 1980’erne. Men problemet kom først for alvor på dagsordenen i Danmark, da den mangeårige danmarksmester i taekwondo Karin Schwarz i 1997 stod frem og fortalte om sin spiseforstyrrelse. Hun havde i årevis brugt skrappe sultekure, afføringsmidler og svedeture i sauna for at holde vægten nede, særligt op til store konkurrencer. Hun var overbevist om, at mange havde samme problemer, måske endda inspireret af hendes adfærd og flotte resultater.

Rapporten “Spiseforstyrrelser blandt sportsudøvere” udgivet af Team Danmark og Dansk Idrætsforbund i 2011 refererer norske studier af elitesportsudøvere på landsholdsniveau, “da der ikke findes tilsvarende undersøgelser af danske forhold”. Norske studier viser, at ca. 20% af kvinderne og 8% af mændene har en spiseforstyrrelse. 7% af de kvindelige elitesportsudøvere led af spiseforstyrrelsen bulimi, mens 3% af de kvindelige elitesportsudøvere havde anoreksi. Atypiske spiseforstyrrelser eller EDNOS (Eating Disorder Not Otherwise Specified) er de hyppigst forekommende spiseforstyrrelser i sportsverdenen. Således har undersøgelser vist, at 10% af de kvindelige elitesportsudøvere havde en atypisk spiseforstyrrelse. De norske studier kortlagde bulimi hos 3% af de mandlige elitesportsudøvere og anoreksi hos 1%, mens 4% af de mandlige elitesportsfolk led af atypiske spiseforstyrrelser (se kilder).

Når forekomsten af spiseforstyrrelser blandt eliteidrætsudøvere er højere end i resten af befolkningen, skyldes det sandsynligvis, at nogle af de person- lighedstræk, man ofte finder hos en person med en spiseforstyrrelse (f.eks. stærk vilje, pligtopfyldenhed, konkurrencelyst, perfektionisme eller evnen til at fortrænge træthed og smerte) er karaktertræk, der fremmer succes i sportens verden. Spiseforstyrrelser udvikles ofte i et samspil mellem disse personlighedstræk og en eller flere udløsende faktorer, fremgår det af rapporten “Spiseforstyrrelser blandt sportsudøvere” (se kilder).

Med dokumentaren ”Svømmestjerner - under overfladen” afslørede DR i april 2019, hvordan højt profilerede landstrænere i over to årtier har været med til at skabe en kultur, der har givet anledning til spiseforstyrrelse blandt danske elitesvømmere. Dokumentaren fortæller historien om, hvordan skærpede krav til at levere internationale topresultater i en samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion satte gang i en benhård træningskultur, hvor trænere talte nedværdigende til de kvindelige svømmere og gennemførte seancer, hvor kvinderne blev vejet offentligt for at presse dem til at tabe sig. Det hele startede ifølge dokumentaren med ansættelsen af den australske toptræner Mark Regan, der begyndte som landsholdstræner på det nationale træningscenter NTC i Farum den 1. marts 2003. I dokumentaren fortæller Jens Frederiksen, en af de øvrige trænere fra dengang, hvordan Mark Regan kastede badestole gennem svømmehallen, talte nedsættende og vejede svømmerne foran hinanden. Den 2. december 2004 gjorde han ifølge dokumentaren opmærksom på metoderne i en mail til Dansk Svømmeunions daværende formand. Men de hårde kropsfikserede metoder stoppede ikke. Det gjorde til gengæld den femdobbelte OL-finalist Mette Jacobsen. Også det senere opråb fra Team Danmarks daværende diætist i april 2005 blev ignoreret. Her rådede hun ellers forbundets sportschef og Mark Regan til at stoppe de offentlige vejninger, fordi hun ment, at de netop kunne anspore til, at svømmerne begyndte at sulte sig. Selv om sportschefen og Mark Regan gik med til at stoppe vejningerne, og selv om Dansk Svømmeunion i samarbejde med Team Danmark indførte retningslinjer om, at vejningerne skulle være frivillige og foregå i et privat rum, fortsatte de offentlige vejninger.

23 af de elitesvømmere, DR har interviewet, bekræfter, at den sundhedsskadelige praksis fortsatte, og en række af dem står i dokumentaren frem og fortæller om de spiseforstyrrelser, de har levet med siden. Blandt dem er Jeanette Ottesen, der udviklede både spiseforstyrrelse og depression som følge af træningen under Mark Regan, og som 17-årig stoppede i NTC. Siden hen er hun vendt tilbage og har høstet medaljer som Danmarks mest vindende svømmer. For en række andre kvinder, blev de hårde træningsmetoder og spiseforstyrrelserne, der fulgte, enden på svømmekarrieren. Blandt dem EM-finalisten Kathrine Jørgensen, der udviklede angst, depression og bulimi, kan man læse i artiklen ”Overblik: Spiseforstyrrelser ramte danske landsholdssvømmere” på DR.dk (se kilder). De hårde træningsmetoder har stået på i adskillige år. Også efter at Mark Regan stoppede som træner i 2008, afslører dokumentaren. Den hollandske træner Paulus Wildeboer, som blev hans efterfølger, fortsatte med samme metoder, og i 2011 bredte metoderne sig til ungdomsrækkerne, hvor Michael Hinge dengang var juniorlandsholdstræner. Den 14-årige Sidse Kehlet, der dengang var Europas bedste juniorsvømmer i sin årgang, står frem i dokumentaren ”Svømmestjerner - under overfladen” (se kilder) og fortæller, hvordan hun som konsekvens af Michael Hinges metoder udviklede bulimi, depression og pillemisbrug.

Direktør i Dansk Svømmeunion Pia Holmen Christensen fastholder i et kritisk interview med DR, at hun ikke har kendt til de hårde metoder og de konsekvenser, de har haft for en række kvindelige svømmere.  Samtidig indrømmer hun, at der er sket ting, som ikke må gentage sig.

     “Der er ingen tvivl om, der er sket ting gennem årene, som vi i Svømmeunionen overhovedet ikke er stolte af, og som vi er ekstremt kede af. Jeg vil bare sige, vi også prøver at lære af det og sige: Vi skal have en sund kultur – både på det nationale træningscenter og landsholdet”, siger Pia Holmen Christensen i artiklen ”Dansk Svømmeunion efter alvorlig kritik: ”Vi er ekstremt kede af det” på Dr.dk (se kilder). Selv om mere end 23 svømmere har bekræftet, at de offentlige vejninger har fundet sted som en del af træningen af landsholdet mellem 2005 og 2013, fastholder Dansk Svømmeunion, at der ikke er nogen danske svømmere, der er blevet udsat for offentlige vejninger efter 2015.  “Vores opfattelse er, at de retningslinjer, vi har lavet gennem tiden, er blevet fulgt”, siger Lars Green Bach, der har været sportschef i Dansk Svømmeunion siden 2015 i artiklen ”Dansk Svømmeunion modsiger 23 svømmeres kritik af offentlige vejninger: ”Retningslinjerne er blevet fulgt” på DR.dk (se kilder).  Skandalen om de kontroversielle trænermetoder har fået kulturminister Mette Bock til at indkalde både svømmere og Dansk Svømmeunion til møder for at få belyst sagen og sikre fremtiden for danske svømmere, da hun ikke finder redegørelsen fra Dansk Svømmeunion fyldestgørende.  “Jeg er først og fremmest optaget af svømmerne og deres situation. Og derfor har jeg tænkt mig at indkalde til møde allerede på mandag, for jeg vil gerne præsentere nogle uddybende spørgsmål og høre, hvad det er, man faktisk har tænkt sig at gøre fremadrettet, siger Mette Bock i artiklen ”Kulturministeren vil mødes med svømmere: ”Det er ikke forbundet, der skal beskyttes, det er svømmerne” på Dr.dk (se kilder).

Dansk Svømmeunions etiske kodeks understreger, at trænere har et ansvar for at holde øje med og reagere på tegn på, at svømmere udviser tegn på selvskade eller spiseforstyrrelser. Ligesom det beskriver, at der i denne idræt er tydeligere adgang til at spotte tegn på selvskade eller spiseforstyrrelser, fordi idrætten udøves iført mindre tøj end andre idrætsgrene.  ”Får man som instruktør eller frivillig en fornemmelse af, at der er noget galt og bemærker man et eller flere af nedenstående symptomer hos en person, er det vigtigt, at man handler og udtrykker sin omsorg over for personen”, står der direkte i kodekset på Dansk Svømmeunions hjemmeside (se kilder).

I kølvandet på afsløringerne af de hårde træningsmetoder og der heraf følgende spiseforstyrrelser blandt danske landsholdssvømmere har en række topatleter ytret sig. I artiklen ”Sara Slott: Spiseforstyrrelser er et større problem, end folk tror” på Fyens.dk (se kilder) kan man læse, hvad danske eliteidrætsudøvere kan fortælle om deres kendskab til spiseforstyrrelser. Blandt dem løberen Sara Slott Petersen. ”Det er et rigtig stort problem. Også større end folk aner. Der er ekstremt mange på den internationale scene, som har spiseforstyrret adfærd”, siger hun i artiklen og bliver bakket op af triatleten Helle Frederiksen og orienteringsløberen Maja Alm, som begge kender til atleter med spiseforstyrrelser.