Public service

Skal DR og TV2 sende underholdningsprogrammer som X Factor? Kan politikerne sikre, at børn og unge læser og ser dansksprogede nyheder, som oplyser dem om kultur og samfund? Skal der skæres i støtten til DR, så der i stedet kan gives flere penge til aviser og internetmedier? Spørgsmål som disse indgår i den aktuelle debat om public service. Begrebet public service, som betyder offentlig tjeneste, har i Danmark især dækket over ikke-kommerciel radio- og tv-virksomhed, der udbyder alsidige og afbalancerede programmer med nyheder, oplysning, kunst og underholdning. Det har historisk været Danmarks Radio (DR) og siden også TV2, der har lavet public service til danskerne. Men i takt med borgernes ændrede og mere forskelligartede medievaner har flere mediefolk og politikere talt for, at den statslige støtte skal omlægges, så flere medievirksomheder får tilskud til at lave public service. I juni 2018 vedtog den daværende regering en ny medieaftale for 2019-2023, som reducerer støtten til DR og i stigende grad giver private medier – såvel etablerede som nye – mulighed for at søge om finansiering til at lave bestemte public service-produkter.

Public service er et begreb, der er sammensat af de engelske ord public, som betyder ’offentlig’, og service, som betyder ’tjeneste’ eller ’service’. Ifølge ordnet.dk (se kilder) har begrebet været kendt i dansk sammenhæng siden 1984. Ifølge samme kilde kan public service defineres som ”virksomhed, som en (ikkekommerciel) radio- eller tv-kanal yder i offentlighedens interesse, især i form af et alsidigt og afbalanceret programudbud”.

     På linje hermed forklares begrebet i Gyldendals Encyklopædi Den Store Danske (se kilder) som ”oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio, f.eks. Danmarks Radio” med det formål at ”sprede programmer til hele befolkningen af alsidig, kulturel og oplysende art”. Det fremgår desuden, at virksomheden skal ”være uafhængig af direkte økonomiske og partipolitiske interesser”.

I bl.a. Vesteuropa har public service generelt været underlagt offentlige myndigheder og har typisk været finansieret gennem en særlig radio- og tv-afgift, licens. Mange lande i Vesteuropa har indrettet deres public service-lovgivning og -virksomhed efter britisk forbillede, hvor den nationale public service-udbyder af radio og tv, BBC (British Broadcasting Corporation), har været model og inspirationskilde.

     Da de elektroniske medier brød igennem i 1920’erne, begyndte man i Vesteuropa fra myndighedernes side at udvikle offentlige radio- og siden tv-stationer, som i begyndelsen havde monopol på at sende. I modsætning til totalitære regimer i andre dele af verden, som styrede de statslige monopolmediers indhold totalt, var der dog i de fleste vesteuropæiske lande en vis politisk uafhængighed på public service-medierne. I bl.a. Frankrig var radio og tv dog reelt den siddende regerings talerør, mens man i bl.a. Skandinavien var mere opsatte på at tilstræbe en politisk balance.

     Monopolet blev ophævet de fleste steder i løbet af 1980'erne, og public service-medierne stod nu over for spørgsmålet om, hvorvidt de skulle konkurrere med de kommercielle radio- og tv-stationer på antal seere, eller om man skulle satse på klassisk public service og til gengæld have færre seere og lyttere. Denne udvikling beskrives i Den Store Danskes opslag om public service (se kilder).

I Danmark som i andre vesteuropæiske lande var public service til at begynde med lig med offentlige radio- og siden tv-kanaler, som havde monopol. Til at yde public service oprettedes Danmarks Radio (nu DR), som ifølge den danske radiolov fra 1926 skulle sprede programmer til hele befolkningen af ”alsidig, kulturel og oplysende art”. Et politisk sammensat Radioråd, hvor også lytter- og seerorganisationer var repræsenteret, skulle kontrollere, at Danmarks Radio levede op til formålet i loven. Der var også i de første årtier ofte debat om, hvorvidt DR var politisk afbalanceret og leverede et alsidigt indhold. Der blev i de første årtier især sendt undervisende og oplysende radio og siden tv, og DR hørte 1940-61 under Undervisningsministeriet. Efterhånden kom flere underholdningsprogrammer dog til, især på grund af øget konkurrence fra kommercielle medier, og fordi man fra 1950’erne begyndte at tolke kravet om alsidighed i public service bredere.

     I 1988 blev monopolet på public service i Danmark brudt, da TV2/Danmark kom til som en public service tv-kanal, der skulle fungere som alternativ til DR.

     Udviklingen beskrives i Den Store Danskes opslag om public service (se kilder).

     I 2010 besluttede den daværende VK-regering, at det på radioområdet var vigtigt med en konkurrent til DR og dermed et alternativ til de danske lyttere. Derfor udbød den daværende regering en fjerde landsdækkende FM-radiokanal, som Radio24syv vandt. Radio24syv gik i luften den 1. november 2011 og sendte indtil den 31. oktober 2019, hvorefter Radio4 overtog sendetilladelsen.

     Med den nye medieaftale for 2019-2023 (se kilder) fordeles public service-støtten til endnu flere forskellige medier. Aftalen foreskriver bl.a. oprettelsen af en ny digital radiokanal til formidling af kultur og en ny tv-kanal. Radiokanalen har været i udbud og blev vundet af Radio Loud, som efter planen går i luften den 1. april 2020. Hvem der får sendetilladelsen til tv-kanalen, er endnu ikke fastlagt.

Public service-virksomheden i Danmark udøves i dag af en række forskellige aktører, bl.a. DR, TV 2 Danmark A/S, de regionale TV 2-virksomheder, Radio4 og Radio Loud:

• DR er en selvstændig offentlig institution og er den største aktør inden for public service i Danmark. DR skal lave programmer og tjenester til befolkningen via tv, radio, internet og andre relevante platforme. Det skal omfatte nyhedsformidling, oplysning, undervisning i form af uddannelse og læring, kunst og underholdning. 
• TV 2 gik i luften den 1. oktober 1988 som et alternativ til DR’s fjernsynsvirksomhed. Det var oprindeligt en selvejende institution, men den landsdækkende del af TV 2 blev i 2003 omdannet til et aktieselskab, som ejes 100 % af den danske stat, og som skal drive public service-virksomhed på hovedkanalen TV 2. Programmerne skal omfatte nyhedsformidling, sport, oplysning, kunst og underholdning. Derudover har TV 2 en række nichekanaler, som ikke er omfattet af krav til public service. 
• De regionale TV 2-virksomheder er otte selvstændige public service-virksomheder, der sender regionale tv-programmer: TV2/Lorry, TV S yd, TV 2/NORD, TV 2/Bornholm, TV ØST, TV 2/Østjylland, TV MIDTVEDT og TV 2/FYN. De fungerer redaktionelt og økonomisk uafhængigt af TV 2 Danmark A/S, selv om de historisk har været en del af TV 2 og stadig har et tæt samarbejde med TV 2 Danmark A/S. De regionale TV 2-virksomheders programmer skal omfatte nyheds- og aktualitetsprogrammer samt programmer med kultur, oplysning og underholdning. 
• Radio4 er en privatejet, statsfinansieret public service-radio, der sender taleradio og har forpligtet sig på at sende både nyheder, aktualitetsprogrammer, debatprogrammer, reportager, sport og kultur. Ejerne af selskabet Radio FM4 A/S, som står bag radiokanalen, er ni regionale dagblade med Jysk Fynske Medier i spidsen. De øvrige mediehuse er Bornholms Tidende, Flensborg Avis, Lolland-Falsters Folketidende, Mediehuset Herning Folkeblad, Nordjyske Medier, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad og Radio ABC. Kanalens hovedredaktion ligger på Banegårdspladsen i Aarhus, mens der også er en filial i København i form af et studie i Studiestræde. 
• Radio Loud er en privatejet, statsfinansieret, public service-radio med fokus på kultur, der går i luften den 1. april 2020. Kanalen drives af selskabet Kulturradio Danmark A/S, som ejes af et konsortium bestående af Radio Diablo ApS, Klinkby ApS, Radio Max Danmark ApS, Our Media ApS og Foreningen Radio Limfjord. Derudover har ejerne allieret sig med en række danske kulturinstitutioner som Roskilde Festival, Nationalmuseet, Enigma, teatret Mungo Park og spillestedet Vega, der vil fremgå som producenter af kanalens indhold og programudvikling. 
• Public service-puljen: Desuden findes en public service-pulje, som administreres af Det Danske Filminstitut. Puljen støtter dansk tv-drama og tv-dokumentarprogrammer samt public service-tv-programmer, der er målrettet børn og unge. Denne pulje kan søges af produktionsselskaber og ikke-kommercielle lokale tv-stationer og andre, som ikke allerede får støtte til public service via statsstøtten. I medieaftalen for 2015-2018 blev reglerne ændret, så puljen nu også kan støtte tv-programmer på on demand-tjenester målrettet et dansk publikum, hvis programmerne efterfølgende sendes på en flow tv-kanal. I medieaftalen for 2019-2023 blev kriterierne udvidet yderligere, så der kan ydes støtte til udvikling, produktion og distribution af nyt dansksproget audiovisuelt indhold, radio og podcast mv. på alle platforme (eksklusiv på skrift).

     I 2017 var puljen på 42,5 mio. kr., hvoraf 70 % gik til tv-drama og 30 % til tv-dokumentar. Blandt de serier, puljen har finansieret over de seneste år, er: HBO Nordics tv-drama ”Erobreren” instrueret af Per Fly (som dog i 2019 blev droppet af HBO Nordic), Kanal 5’s tv-drama ”Gidseltagningen”, TV 2’s tv-drama ”Lykke-Per” instrueret af Bille August, TV 2’s tv-drama ”Badehotellet” og DK4’s tv-dokumentar ”Özlems Jomfrurejse”. Ifølge medieaftalen for 2019-2023 (se kilder) skal beløbet i public service-puljen gradvist øges i løbet af aftaleperioden til 100,6 mio. kr. i 2023.

Public service-produktionerne finansieres gennem licensen, som er en særlig afgift, alle danskere over 18 år, der har et licenspligtigt apparat (tv, radio, computer eller smartphone), skal betale. I 2020 er medielicensen på 1.353 kr. om året og kan betales månedligt eller halvårligt. I medieaftalen for 2019-2023 er det imidlertid besluttet, at medielicensen udfases frem mod 2022, hvor den omlægges til en medieskat, så public service i Danmark fra 2022 finansieres over finansloven. Allerede i 2019 blev der skåret 600 kr. af licensen per husstand, og i 2020 er den yderligere skåret med 574 kr.

     I 2019 gik 67 % af medielicensen til DR, 9 % til de regionale TV 2-stationer og 2 % til Radio24Syv, mens 1 % gik til lokalradio- og -tv rundt om i landet og 1 % gik til public service-puljen.

• DR, som er den største producent af public service i Danmark, drives fuldt ud for licensmidler. DR må ikke sende reklamer for at finansiere sin programvirksomhed. DR fik i 2018 3,7 mia. kr. om året, men med den nye medieaftale for 2019-2023 skal støtten beskæres med 20 % over den fireårige periode. Således var deres støtte i 2019 faldet til knap 3,6 mia. kr. 
• TV 2 Danmark har ikke modtaget licens siden juni 2004 og har fra det tidspunkt finansieret sin drift med reklameindtægter fra sine nichekanaler. 
• De regionale TV 2-virksomheder har ingen reklameindtægter og finansieres næsten udelukkende af licensmidler – ca. 65 mio. kr. om året per virksomhed. Radio4’s driftstilskud udgør 108 mio. kr. det første år og falder herefter løbende indtil det foreløbigt sidste sendeår i 2027, hvor det ender på 93 mio. kr. 
• Radio Loud står til at blive finansieret med omtrent 70 mio. kr. årligt i fire år.

Public service i Danmark reguleres af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (se kilder), hvor der i kapitel 3 er et afsnit om public service-virksomhed. Her står i §10: ”Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.”

     Hvordan public service-medierne mere konkret skal leve op til disse krav, fremgår af aftaler (kontrakter), som indgås mellem kulturministeren og de enkelte medier. DR’s public service-forpligtelser fremgår således af en public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, og hver af de otte regionale TV 2-stationer har også indgået en kontrakt med ministeren, hvor deres public service-forpligtelser er beskrevet. Kravene til TV 2 Danmarks public service-virksomhed findes i dens public service-tilladelse. En oversigt over public service-aktører og de aftaler, deres virksomhed er reguleret af, findes på Kulturministeriets hjemmeside (se kilder), hvor der også er links til kontrakter og aftaler.

Medievirksomheder, eksperter og politikere peger bl.a. på, at dansksproget medieindhold af høj kvalitet er under pres på grund af konkurrence fra udenlandske medievirksomheder. I en kommentar i Berlingske Tidende 11. oktober 2017 (se kilder) skriver repræsentanter for den såkaldte Public Service Alliance (bestående af bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund og Producentforeningen): ”Danmark er en lille nation og et lille kultur- og sprogområde. Vi definerer os gennem sprog, fortællinger og vores kultur i bredeste forstand. Der er imidlertid et stort, udenlandsk pres på dansk kultur og demokrati, der betyder, at Danmark netop i disse år bør styrke, ikke svække, public service. Vores demokratiske samtale og kvaliteten af vores nyheder og kultur er truet i den internationale konkurrence.”

     Desuden nævnes det ofte i debatten, at børn og unge i stigende grad fravælger public service-medierne og i stedet bruger sociale medier som Facebook og YouTube til at orientere sig. En 6. klasses elev, Jasmin, fra en skole i Haderslev, udtrykker det i en artikel i Information i juni 2017 (se kilder) sådan: ”Vi bruger jo ikke DR1 og TV 2 og alt det der. Det er noget, de voksne ser for at se, hvordan vejret bliver. Vi har alt muligt andet i vores hoveder, end de ældre har. Vi tænker mere på, hvad vores venner laver.”

     Af samme artikel fremgår det, at forskellen på yngre og ældre danskeres mediebrug er stor, og at der især blandt ældre er stor tilslutning til DR. Der henvises i artiklen til den dengang nyeste public service-redegørelse, ifølge hvilken 95 % af danskerne bruger en eller flere af DR’s tilbud hver uge. Tallet i DR’s public service-redegørelse for 2018 ligger dog på 94 %.

Børn og unge orienterer sig i højere grad via sociale medier på mobil og iPad end via traditionelle medier som aviser og flow-tv og -radio. Derfor er det vanskeligt at sikre, at børn og unge i praksis har adgang til eller bruger det indhold, som public service-virksomhederne producerer. Både medieeksperter, medievirksomheder og politikere er derfor optaget af, hvordan de kan sikre, at børn og unge får den oplysning, som det er public service-virksomhedens formål at give alle danskere, og hvordan man også kan skabe et fællesskab mellem yngre og ældre mediebrugere. I en artikel i Information den 15. juni 2017 (se kilder) følger journalisten kulturminister Mette Bock (LA) under hendes besøg i en 6. klasse i Haderslev, og her siger hun: ”Der er bred politisk enighed om, at vi gerne vil sikre et niveau af dannelse og oplysning i befolkningen. Men det skal være på en ny tids præmisser. Og når vi ikke kun har DR, TV 2 og papiraviser, men unge med helt andre medievaner, hvordan sørger vi så for, at den dannelses- og oplysningstradition kan blive ført videre? Det er opgaven.”

     Før besøget på skolen var eleverne i 6. klasse blevet spurgt om, hvilke tre medier de brugte mest, og undersøgelsen viste, at 65 % af eleverne brugte Snapchat mest, mens kun én procent brugte DR mest.

     Til det sagde Mette Bock: ”Jeg var godt klar over, at der var en generationskløft. Men der er virkelig en generationskløft. Da jeg var barn og gik i sjette klasse, fulgte man med og så TV-Avisen mange aftener om ugen. Det var ligesom det, familien var samlet om. Men det er en total illusion at tro, at vi som politikere kan styre disse børns medieforbrug, og det skal vi heller ikke gøre. Vi kan i stedet for at holde fast i en diskussion om at være for eller imod DR forsøge at finde ud af, hvordan vi kan få indholdet derud, hvor de unge er.”

De kommercielle medier, ikke mindst udenlandske, er en udfordring for public service, fordi de økonomisk set er stærkere end danske medier og bl.a. er med til at svække danske medier ved at ’æde’ mange af de annoncekroner, som f.eks. dagbladene før fik. Det fremgår af en kommentar i Berlingske Tidende 11. oktober 2017 (se kilder), hvor repræsentanter for den såkaldte Public Service-Alliance (bestående af bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund og Producentforeningen) skriver: ”Facebook i dag er danskernes foretrukne nyhedskanal, og danske medier er helt afhængige af mediegiganten. Dermed har Facebook kontrol med den vigtige distributionskanal, ligesom Google æder en stor del af de annoncekroner, der før tilfaldt medierne. YouTube, som ejes af Google, er nu også blevet Danmarks største streaming-medie og når dagligt ud til flere danskere end DR2 og TV3. Samtidig forsvinder 56 pct. af annoncekronerne ud af landet til netop Google og Facebook.”

Debatten om public service handler både om, hvad public service er, og hvad det skal være, f.eks. hvor bredt public service-begrebet skal forstås. Er public service både nyheder og underholdning, og skal public service-medierne lave underholdningsprogrammer som f.eks. X Factor for at konkurrere med de kommercielle medier og dermed fastholde et fællesskab omkring f.eks. DR?

     Debatten handler også om, hvordan public service-medierne kan klare sig i konkurrencen med kommercielle medier, men også om, hvorvidt det er en god ide at beskære DR. Eller om det er nødvendigt at give endnu mere støtte til traditionelle medier som DR og dagbladene for at sikre dem i konkurrencen mod medievirksomheder som Facebook og Google, der i stigende grad tager de annonceindtægter, som f.eks. aviserne før fik.

     Desuden har diskussionen gået på, om licensen bør omlægges til en medieskat, hvilket den daværende regering, som sammen med Dansk Folkeparti vedtog den seneste medieaftale for 2019-2023, har besluttet, at den skal.

De seneste år har flere politiske partier samt brancheorganisationen Danske Medier argumenteret for, at DR bør beskæres med op til 25 %, og i medieaftalen for 2019-2023 er beskæringerne fastsat til 20 % over aftaleperioden. Medieaftalen er indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. I Medieaftalen 2019-2023 (se kilder) forklares besparelserne som en nødvendig målretning af DR’s opgaver af hensyn til konkurrenterne: ”DR skal derfor fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt reducere antallet af flow-tv-kanaler. DR skal omlægges fra den brede medievirksomhed, som DR er i dag, til et markant fyrtårn inden for bl.a. nyheder, oplysning, kultur og læring. DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.” Brancheorganisationen Danske Medier mener, at hvis DR beskæres, vil det gavne den private mediesektors økonomi.

     Nogle debattører mener modsat, at det er vigtigt med et DR på mindst samme størrelse som nu, fordi en stor statslig public service-institution er den bedste garant for, at danskerne i alle aldre fortsat kan samles om store begivenheder og fiktionsprogrammer og om indhold, som giver viden og oplysning.

     Professor emeritus i medievidenskab ved Aarhus Universitet Frands Mortensen siger i en artikel i Information den 1. september 2017 (se kilder) om de politikere, der ønsker at skære i DR’s budget: ”Skal man op og spare den lille milliard, som blandt andet DF har snakket om, så bliver man altså nødt til at tage fat der, hvor politikerne siger, at det er noget af det vigtigste: gode nyheder, gode fiktionsprogrammer, gode børneprogrammer.”

     Flere af Folketingets partier ønsker heller ikke at beskære DR’s budget. Det gælder bl.a. Alternativet og Enhedslisten. Sidstnævntes medieordfører, Søren Søndergaard, siger i førnævnte artikel: ”vi har brug for en stærk public service-institution, hvor folk ved, at de kan finde det, de leder efter. Internettet er uoverskueligt, så der skal være en samlende institution, som folk føler sig trygge ved at søge information hos, fordi de har tillid til den.”

Flere politiske partier har markeret sig med udmeldinger om, hvilket indhold DR skal tilbyde brugerne. I en artikel i Dagbladet Information den 1. september 2017 (se kilder) slog både Venstre og Socialdemokratiet på vigtigheden af, at DR fortsat prioriterer indhold som nyheder, dokumentarer og generelt dansksproget indhold. I samme artikel gav Det Konservative Folkeparti udtryk for, at ”DR har for mange kanaler og for mange chefer” og mener f.eks., at programmer som ”Bagedysten” og ”Gift ved første blik” ikke nødvendigvis skal laves af DR. Overordnet set har der således hersket bred enighed om, at hvis der skal skæres i DR’s budget, skal det være i underholdningsdelen, så DR fremover sender mindre underholdning, færre udenlandske film og serier og færre genudsendelser.

     Desuden har nogle partier argumenteret for, at flere radiokanaler skal privatiseres (f.eks. P3) eller lukkes (f.eks. P6 Beat, P7 og P8 Jazz). I den pressemeddelelse fra 26. juni 2018, hvor Kulturministeriet annoncerede den nye medieaftale for 2019-2023 (se kilder), udtrykker daværende kulturminister Mette Bock (LA) det på følgende vis: ”DR skal i fremtiden være en kulturinstitution og ikke en bred mediemastodont, som tilfældet er i dag.” I medieaftalen præciseres det, at DR skal fokusere på nyheder, oplysning, kultur, læring samt indhold til børn og unge. Derudover fastslås det, at DR skal fokusere på digital distribution og skal reducere udbuddet af flow-tv-kanaler fra seks til fire. I en artikel fra DR fra den 18. november 2019 (se kilder) omhandlende institutionens spare- og udviklingsplan, fremgår det præcist hvilke kanaler og programmer, der lukkes som del af besparelserne. Det fremgår bl.a., at:

• Radiokanalen P7 MIX lukkede den 2. januar 2020, mens der i 2020 vil komme færre udgaver af ’Liga’ på P3, og radiokanalerne P6 BEAT og P8 JAZZ fortsætter 2020 ud. Derudover er allerede en række programmer på DR’s radiokanaler lukket i løbet af 2019, herunder bl.a. de radioaviser på P1 og P4, der er lavet specifikt til hver kanal, og som nu er slået sammen. Desuden er sportsnyhederne på P3 og P4 lukket samt hele DR’s Radiodrama. 
• DR3 og DR ULTRA flyttede den 2. januar 2020 til DRTV og udgik som flow-tv-kanaler. Samtidig blev DR2 og DR K slået sammen til én ny samfunds- og kulturkanal under navnet DR2, og hertil knyttes også et digitalt indholdstilbud på DRTV, kaldet DR2+, med indhold rettet mod streamere af kultur- og samfundsindhold. I 2019 lukkede DR 14 tv-programmer, herunder ”Vi ses hos Clement” og ”DR2 Dagen”, og i løbet af 2020 lukker yderligere 11 programmer, mens indholdet inden for bl.a. sportsdækning, fredagsunderholdning, film og vidensdeling i form af reportageprogrammer og temalørdage mindskes væsentligt. 
• Derudover lukker dr.dk/ligetil, der er forbeholdt usikre læsere, i sin nuværende form. I stedet for vil DR fremover tilbyde funktioner, der kan understøtte læsningen på hele dr.dk. Disse funktioner udvikles og introduceres løbende, og dr.dk/ligetil vil fortsat guide usikre læsere i retning af relevant indhold.

Her er er nogle af argumenterne i diskussionen for og imod licens:

• Licensen rammer socialt skævt, fordi alle danskere over 18 år, der har radio, tv, internet eller smartphone, skal betale lige meget i licens. Det vil sige, at f.eks. tre studerende, der bor sammen i en lejlighed, betaler tre gange så meget i licens som en hel familie i en stor villa. 
• Det koster DR mange penge – 40-50 millioner kroner årligt – at inddrive licens, fordi mange glemmer eller bevidst undlader at betale. Selv om DR bruger mange penge på at få flere til at betale, er der stadig 300.000 sortseere, altså personer der burde betale licens, men ikke gør det. 
• Som alternativ til licensen har der været forslag fremme om at sætte finansiering af public service på finansloven eller at indføre en særlig public service-skat. Sidstnævnte vil ifølge en del iagttagere forhindre, at politikerne vil forsøge at påvirke public service-virksomhederne ved at true med at nedsætte støtten til dem, hver gang der laves finanslovsforhandlinger. Det samme argument bruges af nogle for, at licensen er værd at bevare, da den forhindrer, at public service-mediernes økonomi hele tiden er til forhandling og indgår i politiske spil, som gør det muligt for politikerne at lægge pres på medierne. Dette argument nævnes af medieprofessor Frands Mortensen i et Ritzau-telegram 9. marts 2017 (se kilder), hvoraf det fremgår, at han frygter, at en skattefinansiering vil give politikerne for meget magt over DR’s indhold, hvis DR’s budget skal diskuteres i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger: ”Det vil gøre det nemmere for politikerne at bestemme indholdet i udsendelserne.”

     I januar 2018 fremgik det af debatter i Folketinget og i medierne, at alle partier i Folketinget på nær Liberal Alliance mener, at licensen bør afskaffes, og at der i stedet bør laves en medieskat.   En meningsmåling fra foråret 2017 viste, at et flertal af danskerne foretrækker en medieskat frem for licens. Målingen, som refereres i et Ritzau-telegram 7. marts 2017 (se kilder) viste, at 36 % af danskerne var enige i, at DR bør finansieres over indkomstskatten frem for licensopkrævning, mens 34 % var overvejende enige.   Argumenterne for og imod at afskaffe licensen fremgår bl.a. af en leder i Information 8. januar 2018 (se kilder).

Forskellige modeller for, hvordan public service kan finansieres, og hvordan støtten kan administreres, er blevet inddraget i den danske debat, bl.a. med henvisning til erfaringer og planer i lande som Sverige, Finland, Irland og New Zealand.   I Sverige har et public service-udvalg, som skal aflevere deres endelige anbefalinger i løbet af 2018, foreslået at afskaffe licensen og indføre en medieskat i stedet.

     I en leder i Dagbladet Information den 8. januar 2018 (se kilder) fremhæves erfaringer fra Finland, hvor man har indført en særlig medieskat: ”Siden 2013 har Finland opkrævet en særskat a la kirkeskatten til deres public service-station, YLE. Alle finner afleverer 0,68 procent af deres indkomst til YLE. Der er loft over medieskatten, så den maksimalt kan løbe op i cirka 1.100 kr. pr. borger pr. år, alle under 18 år er fritaget, og de laveste indkomster skal ikke betale. Til gengæld skal finske virksomheder også betale medieskat (i dag betaler danske firmaer ikke licens).” Denne model har flere medieforskere i Danmark argumenteret for som en god afløser for den danske licensmodel.

     I en klumme i samme avis den 6. december 2017 (se kilder) argumenterer journalist og mediekommentator Lasse Jensen imod Venstres forslag om en større public service-pulje, som mange forskellige medier og producenter kan søge penge fra, og som skal finansieres med midler, som i dag går til DR. Han henviser til erfaringer fra Irland og New Zealand, ”de to eneste lande i verden, der rent faktisk har gjort noget lignende” og forklarer, at der efter indførelsen af den særlige public service-pulje i 1999 som afløsning for licensen i New Zealand stort set kun er public service tilbage, som er finansieret af reklamer eller bevilges fra den store nationale pulje. Det new zealandske tv-marked er blevet kommercialiseret og ”udenlandske mediekoncerner og banker har nærmest fuld kontrol med landets medier”, skriver Lasse Jensen. Han vurderer, at kun landets maori-talende mindretal har oplevet bedre public service efter omlægningen, og forklarer, at de samme erfaringer – dog i mindre omfang – gør sig gældende i Irland, hvor 7 % af licensindtægterne fra 2003 på forhånd er blevet lagt i en stor public service-pulje, der efter ansøgning kan støtte public service-projekter (oftest dokumentarprogrammer) fra tv- og radiokanaler, der kan ses/høres i Irland. ”Omlægningen af mediepengene i Irland har – ligesom i New Zealand – primært styrket kanaler og programmer for det gælisk-talende mindretal,” skriver han. Hvis sådanne nationale puljer skal give bedre public service, skal der samtidig opretholdes en stærk, offentligt finansieret public service-station, mener den europæiske radio- og tv-sammenslutning EBU, fremgår det af klummen.

Den gældende medieaftale for 2019-2023 blev vedtaget med et politisk flertal mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti og offentliggjort den 29. juni 2018. Aftalen afspejler partiernes ønske om at skære i DR samt Venstre og Liberal Alliances ønske om at oprette en public service-pulje, som mange forskellige aktører kan søge penge fra. Dét på trods af, at nogle eksperter har vurderet, at sådan en pulje risikerer at blive politisk styret og dermed sætte den frihed, som er central for mediernes udarbejdelse af public service-indhold, over styr.

     Umiddelbart efter aftalens offentliggørelse mødte den skarp kritik af den daværende opposition. Radikale Venstre, Enhedslisten og SF meldte sig klar til at rulle aftalen tilbage efter et folketingsvalg, mens Socialdemokratiets daværende medieordfører, Mogens Jensen, i en artikel på Altinget.dk fra juni 2018 (se kilder), udtalte, at økonomien og implementeringen af aftalen ville være afgørende for, om Socialdemokratiet ville rulle den nye medieaftale tilbage, hvis de fik regeringsmagten efter et folketingsvalg. Da regeringsmagten skiftede i juni 2019, og Joy Mogensen (S) tiltrådte som ny kultur- og kirkeminister, var hun hurtig til at proklamere nye medieforhandlinger i 2020, og i efteråret 2019 fandt hun sammen med regeringens støttepartier penge til at holde radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz kørende i 2020, ligesom hun gav DR ret til igen at publicere lange, dybdegående artikler online.

Forskere og medievirksomheder forudser, at det vil blive vanskeligere for public service-medierne fremover at samle danskerne omkring dansksproget public service-indhold. I en artikel på Altinget.dk fra juni 2016 (se kilder) siger Julie Mejse Münter Lassen, der skriver ph.d. på Københavns Universitet om public service-mediernes omstilling fra broadcast til digital: “Vi bliver mere fragmenterede og får et mere individualiseret forbrug, og så har vi ikke et fællesskab, hvor vi samler os foran tv’et. Og hvilken rolle spiller public service så.” I samklang med hende siger Henrik Søndergaard, der er lektor på Københavns Universitet på Institut for Medier, i samme artikel: “Om ti år tror jeg, at det vil være endnu sværere for public service-medierne at have en tilsvarende kontakt med befolkningen, som man har i dag, fordi udbuddet bare bliver større og større.”

     Begge forskere forudser, at der kan komme flere udbydere af public service fremover. Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) har imidlertid i et Ritzau-telegram den 11. august 2019 (se kilder) udtalt, at det for hende er vigtigt at styrke public service, og at hun fortsat ser DR som en væsentlig udbyder i den kontekst: ”DR er en væsentlig institution i at producere og sikre, at befolkningen også føler, at de på en relevant måde har adgang til public service. Hvis denne her reduktion fortsætter, som det er nu, vil det mål blive væsentligt reduceret.” Hun understreger dog også i pressemeddelelsen, at hun ikke kan love en tilbagerulning af besparelserne på DR, omend hun blandt mange partier opfatter en vilje til at finde pengene til det. I en artikel i Politiken den 14. september 2019 (se kilder) understreger ministeren ligeledes, at hun i de kommende medieforhandlinger ønsker en diskussion fra bunden om fremtidens public service: ”Jeg kunne godt have samlet diskussionen op, som den lå, da jeg trådte ind ad døren her. Men så var den udelukkende kommet til at handle om for og imod det gamle medieforlig. Jeg vil starte de forhandlinger forfra.”