Verdensreligioner - Buddhisme

Buddhismen er verdens tredjestørste religion efter kristendom og islam. Den opstod for omkring 2500 år siden i det nordlige Indien omkring Siddhārtha Gautama Buddha. Det er en religion, som byggede på allerede eksisterende traditioner inden for indisk religion, blandt andet ideen om karma og genfødslernes hjul. Buddha anviste dog en ny vej ud af disse genfødsler. Han lærte, at al lidelse i verden stammer fra det forhold, at mennesket har en livstørst, som gør, at det begærer ting og lider ved at adskille sig fra disse ting og fra livet. Hvis mennesket indser lidelsens årsag og formår at slukke begæret eller livstørsten, kan mennesket opnå oplysning og frelse, i buddhismen kaldet nirvana.   Buddhas tilhængere levede i første omgang som munke og nonner, og klostervæsnet er stadig i dag en væsentlig del af buddhismen. Langt de fleste buddhister er dog lægfolk, der typisk gifter sig og får børn. Mange kommer dog jævnligt i et kloster eller giver gaver til munke og nonner for på den måde at optjene god karma (individets handlinger og konsekvenserne heraf,red.)   Buddhismen er især udbredt i Asien, hvor langt størstedelen af verdens buddhister bor. Men buddhismen har også spredt sig til andre verdensdele, herunder Europa, og især den religiøse leder Dalai Lama, der er en højtstående guru inden for tibetansk buddhisme, har været med til at gøre buddhismen kendt i Vesten.

.

Buddhismen er en verdensreligion, der opstod i Asien for omkring 2.500 år siden. Den blev stiftet af Siddhārtha Gautama Buddha, der ifølge legenderne var fyrstesøn og først levede et liv i luksus, inden han levede en årrække som omvandrende asket. Han søgte oplysning og udfrielse fra det kredsløb af genfødsler, som man allerede på den tid i Indien opfattede som en skæbne, mennesket måtte forsøg at blive udfriet fra. Buddha havde svært ved at acceptere, at præsteskabet skulle have særlig adgang til at blive udfriet, og han var formodentlig også imod de mange dyreofringer, som fandt sted inden for indisk religion på det tidspunkt.   Da han havde forsøgt sig med både luksus og askese, fandt han en middelvej, der handlede om at søge indsigt og erkendelse via bl.a. meditation. Ved at udslukke den livstørst, som ifølge Buddha var årsag til lidelsen, blev Buddha oplyst. Han videregav sin erfaring til sine følgere, og hermed var buddhismen skabt.   Buddhismen har meget til fælles med andre indiske religioner, men adskiller sig ved, at man inden for visse retninger ikke tror på nogen form for gud eller guddom.   Buddhismen har mange tusinde skrifter, der anses for autoritative inden for de forskellige buddhistiske traditioner, men de hellige skrifter har dog ikke samme status som inden for kristendom, jødedom og islam.   Det helt grundlæggende, der er fælles for alle buddhistiske retninger, er ”de tre juveler”, som er en form for buddhistisk trosbekendelse. Den lyder:

     Jeg tager min tilflugt til Buddha.   Jeg tager min tilflugt til dharma.   Jeg tager min tilflugt til sangha.   Det vil sige, at man ærer Buddha og følger hans anvisninger og den etik og praksis, som dharma omfatter, og at man er en del af det buddhistiske fællesskab, sangha, hvor man for eksempel som lægperson kan opnå god karma ved at besøge klostre og give almisser til munke og nonner.   Inden for tibetansk buddhisme opererer man med fire juveler, idet man også tager tilflugt til lamaen, den guru, der er retningens åndelige leder.   Buddhismen er langt mest udbredt i Asien, men er også kommet til andre verdensdele. I Vesten praktiserer mange buddhistisk meditation uden nødvendigvis at opfatte sig som buddhister

.

Buddhismen opstod i det nordlige Indien omkring dens grundlægger, fyrstesønnen Siddharta Gautama, der fik tilnavnet Buddha (vakt eller oplyst). Der er uenighed om, hvornår han præcis levede, men det anslås at være i tidsrummet mellem 560 og 370 f.Kr. Efter Buddhas død opstod der hurtigt uenighed blandt hans tilhængere, og der udviklede sig tre store retninger inden for buddhismen i Indien, indtil buddhismen forsvandt derfra omkring 1200 e.Kr. Den kom tilbage til Indien i 1900-tallet, men er i dag langt større uden for Indien, i andre asiatiske lande, som den tidligt havde spredt sig til. En vigtig faktor for denne spredning var kong Ashoka (268-233 f.Kr.), som sendte buddhistiske missionærer ud fra Indien til bl.a. Sri Lanka

.

Af de tre retninger, der udviklede sig i Indien i århundrederne efter Buddhas død, overlevede kun én, theravada-buddhisme (de ældstes lære). Den er i dag især udbredt på Sri Lanka, i Myanmar, Thailand, Laos og Cambodja og kaldes også den sydlige buddhisme. Den er karakteriseret ved, at munkevæsnet fylder meget. Nonneordenen, som Buddha stiftede, er uddød i de fleste lande med theravada-buddhisme, og det er derfor i de fleste af disse lande ikke muligt for kvinder at blive buddhistiske nonner. Theravada-skolens vigtigste hellige skrifte er den såkaldte trekurv (Tripitaka) med tekster, som blev nedskrevet nogle århundreder efter Buddhas død i forbindelse med et buddhistisk møde i 1. årh. f.Kr. på Sri Lanka. Tripitaka, som blev nedskrevet på palmeblade og angiveligt gemt i tre kurve, omfatter 29 værker om bl.a. Buddhas lære og klosterreglerne

.

For omkring 2000 år siden opstod en ny retning inden for buddhismen. Den blev kaldt mahayana, det store fartøj. Tilhængerne af denne retning var kritiske over for de gamle retningers munkeideal, hvor munkene var optaget af deres egen frelse. Mahayana-tilhængerne kaldte de gamle skoler for hinayana (det lille fartøj), fordi det var en vej til frelse for de få. Inden for mahayana-buddhismen er det religiøse mål at blive en boddhisattva, en kommende Buddha. Boddhisattvaen udskyder imidlertid sin egen indgåen i nirvana for at hjælpe sine medskabninger ud af genfødslernes strøm. Boddhissatvaerne har guddommelige status inden for mahayana-buddhismen, og her opfatter man også Buddha som et guddommeligt væsen. Mahayana-buddhismen er udbredt i Bangladesh, Kina, Japan, Vietnam, Singapore, Taiwan, Nepal, Sri Lanka, Tibet, Bhutan, Malaysia og Mongoliet

.

Vajrayana, også kaldet diamant- eller tordenkilefartøjet samt tibetansk buddhisme eller tantrisk buddhisme, er en tredje buddhistisk retning, som udviklede sig inden for mahayana-retningen og med afsæt i dennes filosofi om en frelse for mange. Den udviklede sig for alvor i Himalaya omkring år 600 e.Kr, hvor mahayanbuddhisme mødte den tibetanske bön-religion, som er en form for shamanisme. Vajrayana indeholder derfor naturreligiøse elementer, såsom tro på magi og ånder. Vajrayana tilbyder mange ritualer, som kan føre til oplysning og frelse, bl.a. mantraer, glidefald, tantrisk meditation og pilgrimsfærd. Desuden er der det særlige kendetegn ved vajrayna-buddhisme, at den har en åndelige leder, lamaen, hvoraf den mest kendte til dato er Dalai Lama, som er leder af Gelug-skole, en af fire hovedretninger inden for vajrayana.     Vajrayana er især udbredt i Tibet, Mongoliet og Bhutan

.

Især fra midten af 1800-tallet opstod der en stor interesse for buddhistisk litteratur i Vesten, og også uden for intellektuelle kredse begyndte folk at interessere sig for buddhismen. I flere europæiske lande blev der stiftet buddhistiske foreninger i begyndelsen af 1900-tallet. I Europa var der især interesse for theravada-buddhismen, mens der i USA var større interesse for mahayana-buddhisme. Især siden 1960’erne har flygtninge og migranter fra Asien etableret buddhistiske centre og klostre i Vesten, og der er sideløbende opstået en bred interesse for buddhisme blandt vesterlændinge, bl.a. med afsæt i den åndelige tibetanske leder og buddhist Dalai Lamas offentlige virke.

.

Især i lande i Sydøstasien er det almindeligt at kvinder, der bekender sig til buddhismen, tager til det nærmeste tempel eller kloster hver dag for at give munkene mad. Eller kvinderne sørger for at være parate derhjemme, når munkene kommer forbi på deres daglige rute for at samle almisser (mad, medicin, penge). Det gør de for at vise respekt for den buddhistiske lære og give noget til den buddhistiske menighed. Når de ofrer i templerne, er det for at ære Buddha og/eller de lokale guder og ånder. På den måde kan de optjene god karma.    Inden for den sydlige buddhisme er der hver 14. dag en helligdag, hvor man mødes i templet med både lægfolk og munke.   Buddhister, især i Japan, tager også på pilgrimsfærd til templer, klostre, monumenter og steder, som er knyttet til Buddhas liv. Formålet er at få hellig kraft fra stedet, man besøger. Pilgrimmene klæder sig i hvidt og tager ofte af sted på helligdage, da de siges at være mest lykkebringende

.

Den vigtigste buddhistiske højtid er vesak, også kaldet Buddhadagen. Man markerer denne dag for at fejre Buddhas fødsel, oplysning og død. I Japan fejres disse begivenheder på tre forskellige dage i årets løb, mens man i andre lande samler fejringen på en dag. Især Buddhas fødsel er populær at fejre. Det gør man bl.a. ved at hælde sød te over en statue af Buddha som barn, mens man ønsker et godt liv fremover. Buddhas oplysning og død fejres især ar munkene og de meget interesserede lægfolk, der i den anledning eventuelt tager til et kloster for at høre en prædiken eller se munke og præster lave ofringer og prostrationer (knæfald for Buddha,red.).   I ugen op til fejringen af Buddhas oplysning er der ekstra megen aktivitet i de zen-buddhistiske klostre, og det forventes, man mediterer ekstra mange timer hver dag for at fokusere på sin egen oplysning. Især den sidste nat op til fejringen af Buddhas oplysning er det almindeligt at sidde i meditation hele tiden.   En del kulturelle fester, blandt andet nytår, fejres ofte med et buddhistisk kloster som centrum for festlighederne, ligesom det kan være tilfældet ved lokale landsbyfester

.

Buddhismen har nogle steder indoptaget lokale traditioner i forbindelse med fødsel og overgang til voksenliv samt ægteskab. Men der er sjældent noget specifikt buddhistisk ritual forbundet med dem. Det skyldes, at disse overgange symboliserer tørst efter livet, som er årsagen til menneskets lidelse – og som gør det vanskeligt at blive befriet fra genfødslerne. Desuden var Buddhas tilhængere oprindeligt munke og nonner, der levede i cølibat, og derfor var et bryllupsritual for eksempel ikke relevant. Der findes i dag heller ikke noget officielt buddhistisk bryllupsritual. I stedet følger brylluppet ritualer, som er præget af den lokale kultur. Parret bliver typisk gift på rådhuset, og derefter kan der finde en vielse sted i templet, hvor parret velsignes af en munk og reciterer det, der kaldes den buddhistiske trosbekendelse. Ægteparret vil typisk ofre noget til templets Buddhastatue, og blandt vietnamesere er det almindeligt at ofre til forfædrene

.

I stedet er det i buddhismen to andre overgange, der har stor betydning, nemlig ordination og død.   Ordinationen, hvor en person bliver munk eller nonne for en periode eller permanent, markerer, at vedkommende går ind i klosterverdenen for at følge i Buddhas fodspor. Det er en stor dag, også for familien, der ved at ’give’ deres barn til Buddha selv modtager religiøs fortjeneste og god karma.   Ritualerne omkring døden er i mange asiatiske lande det vigtigste ritual for klostrene og munkene, som symbol og som indtægtskilde. Forestillingen om, hvad der sker efter døden, varierer fra sted til sted, og derfor gør ritualerne før og efter døden det også. Nogle steder mener man, at den afdøde langsomt bliver til en forfader, og derfor er det vigtigt at ofre og lave ritualer til forfædrene, så de afdøde ikke bliver til ulykkelige spøgelser. Nogle tror, at man efter døden kan komme til Det Rene Land, en form for paradis. Men de fleste mener, at man dør og bliver genfødt i en ny krop, og at der går 49 dage fra døden til den nye genfødsel. I denne periode udføres bestemte ritualer. Især inden for tibetansk buddhisme gør man meget ud af denne fase, bl.a. ved at læse den såkaldte ’dødebog’ for den afdøde på forskellige tidspunkter – for derved at dirigere den afdøde gennem forskellige fysiske og mentale riger, hvor han eller hun står ansigt til ansigt med onde guddomme, som man skal erkende som spejlbilleder af sine egne negative aspekter. Kan den afdøde det, kan han eller hun opnå oplysning. De fleste bliver dog genfødt i en tilstand, som er bestemt af ens opsparede karma

.

I fortællingerne om Buddhas liv indgår Benaresprædikenen, Buddhas første tale. Her fremhævede han flere ting, som han siden uddybede. Han understregede blandt andet, at man bør undgå to yderligheder i livet: et liv, hvor man alene stræber efter at opnå mest mulig nydelse og luksus, og et liv, hvor man plager sig selv med askese og lever i isolation. Buddha havde prøvet begge dele. Han voksede op som en forkælet fyrstesøn. Siden levede han som asket. Men Buddha mente, at for at nå til sand erkendelse og sindsro og dermed opnå nirvana, skulle man følge en middelvej

.

Buddha forkyndte ifølge buddhismen fire ædle sandheder, som hang sammen med det, der kaldes den ædle otteledede vej.

1. Sandheden om lidelsen. Fødsel, alderdom, sygdom og død medfører lidelse. At skilles fra det, man holder af, og ikke at få, hvad man begærer, medfører lidelse.  
2. Sandheden om lidelsens oprindelse. Lidelsen skyldes menneskets tørst efter sansenydelser og fortsat eksistens. 
3. Sandheden om lidelsens ophør. Lidelsen kan bringes til ophør ved at standse denne tørst. 
4. Sandheden om vejen, der fører til lidelsens ophør. Denne vej er den ædle otteledede vej: ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handlemåde, ret levebrød, ret stræben, ret eftertanke og ret selvfordybelse.

     Meget handler altså ifølge Buddha om at nå til erkendelse af lidelsens årsag og derefter arbejde på at neutralisere denne årsag

.

Karma er et begreb, der allerede fandtes i de religiøse strømninger i Indien, da buddhismen opstod, og det er et begreb, som buddhismen har fælles med bl.a. hinduisme. Karma betyder handling, men også frugterne og konsekvenserne af handlingen. Ens karma fra tidligere handlinger i dette og foregående liv bestemmer, om man er på rette vej mod forløsningen – og det er afgørende for, om man fødes som fattig eller rig, som menneske eller dyr eller gud. Inden for buddhismen tror man dog på, at man kan bryde genfødslerne ved at opnå fuld oplysning, men dette er kun meget få forundt. De fleste skal altså genfødes hundrede- eller måske tusindvis af gange, og man må hele tiden forsøge at forbedre sin karma. Inden for buddhismen lægges der vægt på, at man gør dette ved gerninger, som ikke kun gør godt for andre, men også er gjort med den rette intention

.

I sin første prædiken, Benaresprædikenen, kaldte Buddha målet for den religiøse stræben for nirvana (et ord på sanskrit, der kan oversættes til ’udslukkelse’). For at opnå nirvana må man standse begæret eller livstørsten, man må udslukke alle illusioner om sig selv og verden. At bekende sig til Buddhas lære og følge hans anvisninger er dog ikke nok til, at man med sikkerhed indgår i nirvana efter denne eksistens. Det kræver en åndelig modenhed, som de fleste kun kan nå efter mange eksistenser med gode gerninger, meditation m.m. Munkelivet er en mere direkte vej til at opnå denne åndelige modenhed, men i praksis er det kun få buddhister, der er i stand til at leve efter munkelivets regler

.

Det vurderes, at der er omkring 506 millioner mennesker i verden, der praktiserer buddhisme, hvilket svarer til 6,6 % af verdens befolkning. Det er dog svært at opgøre med sikkerhed, da en del mennesker, især i Asien, følger visse buddhistiske vaner og praksisser uden nødvendigvis at opfatte sig selv som tilhængere af buddhisme som religion. Desuden er det i blandt andet Japan og Kina almindeligt at opfatte sig som tilhørende flere forskellige religiøse traditioner samtidig, i Japan fx shinto og buddhisme

.

Langt størstedelen af verdens buddhister bor i Asien, og de ti lande, hvor der bor flest buddhister, ligger alle i Asien. Disse ti lande rummer 94 % af alle buddhister i verden og er: Kina (255 millioner), Thailand (66 millioner), Myanmar (41 millioner), Japan (41 millioner), Cambodja (16 millioner), Vietnam 16 millioner), Sri Lanka (15 millioner), Sydkorea (11 millioner), Indien (10 millioner), Malaysia (5 millioner). I Europa er der kun lidt over 2 millioner buddhister i alt, heraf er en del flygtninge og indvandrere fra Asien, mens færre er europæere, der er konverteret til buddhismen

.

Det skønnes, at der er omkring 33.000 buddhister i Danmark. Det første buddhistiske trossamfund i Danmark blev etableret i 1921 af en etnisk dansker. Siden er der især kommet mange buddhister til som flygtninge og indvandrere fra forskellige lande i Asien og efterkommere heraf. De fordeler sig på mange forskellige buddhistiske retninger og traditioner og er samtidig opdelt efter kultur og sprog. Det betyder, at der findes mange forskellige buddhistiske grupper, templer og centre. Herudover findes der en række centre, som især har etniske danskere som medlemmer. En del af disse er formelt konverteret til en buddhistisk retning, men mange er samtidig medlemmer af folkekirken

.

Ifølge en prognose over udviklingen i antallet af buddhister vil antallet af stige fra 2010 til 2030 fra 488 millioner til 511 millioner. Herefter vil antallet falde til 486 millioner i 2050 – altså tæt på udgangspunktet i 2010. I samme periode vil verdens samlede befolkning vokse betydeligt, og derfor vil andelen, der er buddhister, falde fra omkring 7 % i 2010 til 5 % i 2050.    En væsentlig årsag til, at antallet af buddhister vil begynde at falde er, at buddhister generelt er ældre end verdens befolkning som helhed, og at der er en lavere fødselsrate blandt buddhister end blandt mange andre religiøse grupper.    I 2010 boede 99 % af verdens buddhister i Asien og Stillehavsområdet, og det i 2050 formodentlig være faldet til 98 %, bl.a. fordi antallet af buddhister i USA og Europa ventes at stige. I 2050 vil buddhister udgøre 10 % af Asien og Stillehavsregionens indbyggere mod 12 % i dag, og i Japan vil andelen falde fra 36 % til 25 %. I Europa vil der i 2050 være 2,5 millioner buddhister, svarende til 0,4 % af det samlede befolkningstal

.

Buddhismen har visse steder udviklet sig i en nationalistisk retning, hvor munke har medvirket til eller opfordret til vold, det gælder fx på Sri Lanka. Andre steder deltager munke aktivt i fredsbevægelser. Hvordan buddhismen skal forholde sig til politiske spørgsmål, er altså en udfordring. Ligeledes er der blandt buddhister meget forskellige holdninger til kønsligestilling. Traditionelt har kvinder været opfattet som mere ’karmisk urene’, så det er sværere for dem at opnå nirvana. Og selv om Buddha til sidst accepterede oprettelsen af et nonnekloster, skete det først efter overtalelse. Nonner har da også generelt lavere status end munke i buddhismen, og i en del asiatiske lande er der slet ikke nonneordener længere. Inden for zenbuddhismen i Japan accepteres kvindelige præster heller ikke. Der er dog i en del vestlige lande, særligt USA, nonneklostre og også mange kvinder på ledende poster inden for buddhistiske organisationer

.