Verdensreligioner - Islam

Islam er en af verdens største religioner – med omkring to milliarder tilhængere. Islam er ligesom jødedommen og kristendommen en monoteistisk religion, og islam har samme rødder som disse to religioner og benævnes ligesom disse en abrahamitisk religion, fordi alle tre religioner opfatter Abraham (på arabisk Ibrahim) som deres stamfader. Islam opstod på Den Arabisk Halvø i 600-tallet og spredte sig derfra hurtigt til store dele af verden. I dag bor der muslimer over det meste af verden. Islam blev grundlagt af profeten Muhammed, der fra 40-årsalderen oplevede at modtage åbenbaringer fra Gud via ærkeenglen Gabriel. Åbenbaringerne, som handlede om, hvordan mennesket bør leve efter den ene Guds vilje, blev efter Muhammeds død i 632 samlet i en bog, Koranen, som er islams hellige skrift. Ifølge islam er Koranen Guds åbenbarede ord, som blev givet til menneskene via Muhammed på arabisk, og derfor er det i princippet ikke muligt at oversætte Koranen til andre sprog. Derfor lærer mange muslimer også at recitere dele af Koranen på arabisk. Langt de fleste muslimer har dog i dag ikke arabisk som modersmål, og Koranen findes på en lang række sprog, også dansk.

Islam er en monoteistisk religion, hvilket vil sige, at man inden for islam opererer med, at der findes én Gud, kaldet Allah (arabisk for Gud). Denne Gud har ifølge islam åbenbaret sin vilje for menneskene via en række profeter, herunder også profeter og personer, som er kendt inden for jødedom og kristendom. Ifølge islam blev budskabet fra Gud dog forvansket af jøder og kristne og fremstår derfor ikke korrekt i Toraen og Bibelen. Gud besluttede derfor at sende en sidste profet, Muhammed, kaldet profeternes segl, fordi han afslutter rækken af profeter. Muhammed blev født på Den Arabiske Halvø, og da hans forældre døde, mens han var barn, voksede han op hos en onkel, der var købmand. Muhammed rejste med karavaner som købmand og giftede sig med en rig forretningskvinde, Khadija. Fra han var 40 år, modtog Muhammed en række åbenbaringer fra Gud, formidlet via ærkeenglen Gabriel. Disse åbenbaringer, som lagde vægt på troen på den ene Gud og desuden gav en række praktiske anvisninger på, hvordan mennesket bør tilbede Gud og organisere sit liv, blev efter Muhammeds død samlet i den hellige bog, Koranen. Mens Muhammed levede, oplevede han modstand mod sit budskab fra magtfulde folk i sin fødeby, Mekka, og han udvandrede derfor sammen med sine tilhængere til Medina. Udvandringen fandt sted i år 622, og dette tidspunkt bliver regnet som år 0 i islamisk tidsregning. I 630 indtog Muhammed og hans tilhængere Mekka, og i den forbindelse rensede Muhammed en sort bygning, Kabaen, for afgudsbilleder, og gjorde den til centrum for tilbedelsen af Gud. Alle muslimer beder i dag i retning af Kabaen i Mekka, og det er en af de fem såkaldte søjler, grundlæggende elementer, i islam, at muslimer tager til pilgrimsfærd hertil mindst én gang i livet

.

Efter Muhammeds død opstod der splittelse blandt hans følgere om, hvem der skulle efterfølge ham som leder af det muslimske samfund. Nogle mente, at Muhammeds efterfølger skulle være hans svigersøn Ali, fordi han angiveligt havde fået overleveret en særlig indsigt, som gjorde han i stand til at forstå en dybere åndelig dimension i de åbenbaringer, Muhammed havde modtaget fra Gud. Dem, der ville have Ali som Muhammeds efterfølger, blev kaldt shiat Ali, Alis parti, og blev siden til den gren af islam, der kendes som shiitter. Modsat mente en anden gruppe, at Muhammed burde efterfølges af Abu Bakr, som de anså for at være mest vidende og bedst egnet som leder til at sikre, at muslimerne fremover fulgte Koranen og Muhammeds sædvane (sunna). Dem, der holdt på Abu Bakr som leder, vandt i første omgang magtkampen og blev siden til den dominerende gren af islam, sunni-islam. Da Husein, der var søn af Ali og profetens yndlingsdatter, Fatima, i 680 blev myrdet ved Kerbala i Irak på ordre fra den sunnimuslimske kalif, blev splittelsen i sunni- og shia-islam for alvor en realitet, og denne splittelse eksisterer fortsat

.

Kort efter Muhammeds død indledte kalifatet (det muslimske samfund) et militært angreb på Det Byzantinske Rige og det Sassanidiske Rige, og i løbet af få år lykkedes det muslimerne at erobre det område, der i dag udgøres af Syrien, Libanon, Israel/Palæstina, Jordan og Irak. Siden erobrede de også Egypten og store dele af Iran samt Nordafrika og store dele af det centrale Asien. I 711 erobrede muslimerne også det meste af Spanien, og fra 1300-1400-tallet indtog de muslimske osmanner Balkan. I middelalderen mødte muslimerne imidlertid modstand, bl.a. fra det kristne Europa, som fra slutningen af 1000-tallet indledte flere korstog for at tilbageerobre Jerusalem fra muslimerne, og fra den mongolske hærfører Djengis Khan, der angreb muslimerne langs Silkevejen og nåede helt til Bagdad. I 1492 mistede muslimerne også kontrollen over den Iberiske Halvø, og dermed skrumpede riget også mod vest. Islam spredte sig altså med militære midler, men generelt var hverdagen i de erobrede områder ikke præget af vold mellem de lokale befolkninger og erobrerne. De lokale blev ikke tvunget til at konvertere til islam, men mange konverterede dog, blandt andet fordi der var visse økonomiske og sociale privilegier forbundet med det. Handelsforbindelser med Vest- og Østafrika og Centralasien og Sydøstasien førte til, at islam også spredte sig hertil

.

I 1500-tallet var flere muslimske imperier på deres højdepunkt. Det gjaldt safavidere med udgangspunkt i Iran, osmannerne med udgangspunkt i Konstantinopel og mogulerne med udgangspunkt i Delhi. Det Osmanniske Rige eksisterede – dog i svækket og mindre form – frem til 1923, hvor det moderne Tyrkiet blev etableret i resterne af det. I dag findes der ingen muslimske imperier. Mange af de områder, som blev erobret i 600-700-tallet har dog stadig et flertal af muslimer, mens et område som Spanien i dag kun har et lille antal muslimer. Indvandring til Europa i nyere tid fra lande i blandt andet Asien og Nordafrika har dog betydet, at der i dag er en stigende muslimsk tilstedeværelse i Europa, hvor der også er bygget moskeer og etableret muslimske institutioner som skoler og foreninger

.

I de første århundreder efter Muhammeds død blev fortolkningen af islam især forestået af islamiske lærde, og der udviklede sig forskellige fortolkningstraditioner og retsskoler. Man udviklede både islamisk teologi, filosofi og retsvidenskab. Sideløbende udviklede der sig især fra 100-tallet en strømning, sufismen, hvis tilhængere udviklede særlige teknikker, der skulle hjælpe den enkelte troende med at få en personlig oplevelse af det guddommelige. Inden for sufismen opstod en række broderskaber, hvor muslimer fandt sammen for at dyrke Gud. Disse sufiordener, som findes inden for både sunni- og shiaislam, medvirkede også til at udbrede islam geografisk, især i Asien og Afrika. Fra 1700- til 1800-tallet har der udviklet sig forskellige reformbevægelser inden for islam, hvoraf nogle af fået en politisk karakter. Nogle har især vendt sig mod de europæiske kolonimagter og har også vendt sig mod demokrati, mens andre har forsøgt at udvikle en syntese mellem islam og vestlige liberale værdier og institutioner

.

Det er et udbredt ritual inden for islam, at man hvisker kaldet til bøn (som indeholder den islamiske trosbekendelse) i barnets højre øre umiddelbart efter fødslen. Nogle opfatter barnets første skrig som et udtryk for, at Satan har rørt ved barnet, som derfor behøver beskyttelse. Man navngiver typisk barnet syv dage efter fødslen, og det er enten barnets far eller en imam, der står for det. Blandt nogle muslimer er det desuden fast praksis at barbere håret af barnets hoved og slagte et offerdyr som tak for barnet.   Drengebørn omskæres, hvor al forhuden eller dele af den fjernes fra penis. Det foregår ofte, når drengen er spæd og senest, når han er syv år. Omskæringen opfattes, ligesom blandt jøder, som tegn på den pagt, som Gud indgik med Abraham, hvor Gud påbød israelitterne at lade deres børn omskære

.

Ægteskabet har høj status i islam, og det at gifte sig opfattes af mange muslimer som en pligt, der hører med til at leve et godt islamisk liv. Derfor er indgåelse af ægteskab en vigtig overgang. I Koranen står der blandt andet om ægteskab: "Allah har gjort så I har ægtefæller fra jer selv, givet jer børn og børnebørn med jeres ægtefæller og givet jer rizq (forplejning) fra det gode. Er det falskhed de tror på, og Allahs velsignelser som de benægter?" (sura 16:72). Den sidste sætning henviser til mennesker, der ikke gifter sig, og det tolkes sådan, at ægteskabet er en velsignelse, som mennesket bør sætte pris på. Seksuelt samkvem er en del af denne velsignelse, og ifølge islam skal det alene foregå inden for ægteskabets rammer. Ægteskabet markerer også overgangen til familieliv og til den fase af livet, hvor man kan give troen videre til næste generation

.

Når en muslim dør, skal begravelsen helst finde sted inden for et døgn efter, at døden er indtruffet, og det skal helst ske i særligt indviet jord. Den afdøde muslim skal vaskes efter bestemte rituelle regler og klædes i et ligklæde (ofte hvidt). Begravelsesceremonien ledes af en imam, og selve ritualet ved graven minder en del om det kristne med jordpåkastelse og bøn. Ofte går man i sørgeoptog til graven, og det er almindeligt, at mænd og kvinder er adskilt. Hvis det er muligt, skal den afdøde begraves uden kiste, siddende og med ansigtet vendt mod Mekka (bederetningen mod Kabaen). Det er almindeligt blandt muslimer at besøge gravsteder på særlige mindedage for den afdøde og på fredage, som er den islamiske helligdag, og bede samt eventuelt spise ved graven

.

Ritualer som daglig bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd er helt centrale i islam. Til hver af disse knytter sig også mere detaljerede rituelle handlinger. Desuden er afsigelsen af trosbekendelsen, som finder sted, hvis man for eksempel ønsker at blive muslim (konvertere), og som indgår i alle daglige bønner, essentiel. Derudover kommer ritualer, som knytter sig til bestemte højtider. Der findes to store muslimske højtider, kaldet eid (højtid eller fest), nemlig eid al-adha (også kaldet den store eid) og eid al-fitr (også kendt som den lille eid). Eid al-adha markerer afslutningen på valfartsperioden til Mekka og kaldes også offerfesten, idet den markerer Ibrahims (Abrahams) hengivenhed over for Gud og hans vilje til at ofre sin søn (ifølge islam er det sønnen Ismael, Gud beder ham om at ofre). Eid al-fitr afslutter ramadanen, den muslimske fastemåned

.

Islams fem søjler er en sammenfatning af de vigtigste pligter og praksisser for en muslim. De fem søjler er

:

1. Trosbekendelsen (shahada), hvor man bekender, at der kun findes en Gud, Allah, og at Muhammed er hans profet. Når man konverterer til islam, foregår det ved, at man udsiger trosbekendelsen. Den indgår også i kaldet til bøn.  
2. Den daglige bøn, tidebønnen (salat), som foretages fem gange om dagen. I bønnen indgår trosbekendelsen. Bønnen kan foregå i hjemmet eller i en moske eller andre steder. Man skal vaske sig rituelt med vand, eller alternativt med sand, hvis vand ikke er tilgængeligt. inden bønnen, som udføres med bestemte bevægelser og i retning mod Mekka. 
3. At give almisse (zakat), svarende til 2,5 % af ens årlige indkomst. Zakat går til velgørende formål. 
4. At faste i ramadanen (sawn). I ramadan, som er den niende måned ifølge den islamiske månekalender, skal muslimer faste fra solopgang til solnedgang. De må ikke spise, drikke, ryge eller dyrke sex i disse timer. Ramadanen afsluttes med en fest, eid al-fitr.  
5. At tage på pilgrimsfærd til Mekka (hajj). Muslimer, der er fysisk i stand til og har økonomi til det, bør en gang i livet deltage i pilgrimsfærd til Mekka, hvor man over fem dage gennemfører en række ritualer i en bestemt rækkefølge. Det mest kendte er, at man går rundt om Kabaen i Mekka. Alle pilgrimme er klædt i ens tøj for at markere, at man er lige for Gud. Man kan også udføre en valfart til Mekka på andre tider af året, som kaldes umrah.

     De to hovedretninger inden for islam, sunni og shia, er grundlæggende enige om de fem søjler. Men i visse grene af shiaislam er der nogle tilføjelser, f.eks. til trosbekendelsen, hvor Ali (Muhammeds svigersøn og ifølge shiitterne hans retmæssige efterfølger og den første imam) nævnes.

Islam har seks grundlæggende trosartikler, som ifølge sunniislam er

:

1. Tawhid (Guds enhed). Gud er én og udelelig (hvilket af muslimer ses som en modsætning til den kristne forståelse af en treenig gud) 
2. Malaikah (engle). Englene er Guds tjenere, som udfører Guds vilje. Blandt englene er ærkeenglen Gabriel, som overbragte Guds åbenbaringer til Muhammed. Ifølge Koranen har hvert menneske to skytsengle, der holder rede på den enkeltes gode og onde gerninger.  
3. Kutub (skrifter). Islams centrale, hellige skrift er Koranen, hvor Muhammeds åbenbaringer er samlet. Derudover anerkender islam Det Gamle Testamente (som de dog mener, er blevet forvansket). Derudover findes hadith, som er skrifter, der beskriver Muhammeds sædvane. Ikke alle islamiske lærde mener, at hadith hører med til tredje trosartikel. 
4. Nubuwwah (islamiske profeter). Islam anerkender en række profeter, begyndende med Adam. Blandt andre profeter, som også optræder i Bibelen, er Noah, Abraham, Isak, Jakob, Moses, Johannes og Jesus. Jesus anerkendes som profet, men ikke som Guds søn. Muhammed er den endegyldige og sidste profet, Profeternes segl.  
5. Mi’ad (dommedag), som ifølge islam indvarsles ved, at en engel, Israfil, blæser i trompet. De døde bliver dømt til Helvede eller Paradis.  
6. Al-Qadr (forudbestemmelse). Ifølge denne trosartikel sker Guds vilje altid. Gud bestemmer suverænt, hvornår et menneske dør. Mennesket har en fri vilje og må selv vælge sine handlinger og stå til ansvar for dem. Men Gud har forhåndsviden om, hvordan hvert menneske vil handle. 

     I shiismen defineres trosartiklerne lidt anderledes, i tolver-shiismen (der anerkender 12 imamer), som er den største shiitiske gren, har man følgende fem trosartikler: Gud (tawhid), Guds retfærdighed (adl), islamiske profeter (nubuwwah), autoriteten af Muhammeds slægt (imamah) og dommedag (mi'ad).

Muhammed er ifølge islam den sidste profet, der er sendt for at åbenbare Guds vilje for menneskene og lede dem på rette vej. Muhammed opfattes ikke som guddommelig, men han opfattes som det tætteste på et perfekt menneske, man kan forestille sig, og som et ultimativt eksempel på korrekt livsførelse. Derfor går mange muslimer op i at følge hans eksempel både i stort og småt. Det kan dreje sig om, hvordan man udfører bønnen, hvordan man behandler sine naboer, eller hvordan man går klædt.    En del vers i Koranen fremhæver netop Muhammed som forbillede, for eksempel står der i sura 33, vers 21: ”I har et smukt eksempel i Guds udsending, for enhver, som sætter sit håb til Gud og den yderste dag og ofte ihukommer Gud”. Når muslimer ønsker at følge Muhammeds eksempel, kan de læse hadith-litteratur. Hadith er beretninger om profetens sædvane (sunna), om hvad han har gjort og sagt. Der er dog ikke enighed blandt muslimer om, hvilke hadithsamlinger der er mest troværdige.    En anden kilde til inspiration, når man vil følge Muhammeds eksempel, er en sira, en Muhammedbiografi.

.

Det er en tradition inden for islam, at kvinder dækker deres hår og ofte store dele af overkroppen til. Det skyldes især et vers i Koranen, hvor der står: "Og sig til troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og bevare deres dyd og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster..." (Sura 23, 32). Det er meget forskelligt, hvordan dette krav om ikke at vise sin skønhed åbenlyst bliver fortolket og praktiseret. I mange muslimske lande er det almindeligt at bære et tørklæde, der dækker håret, i andre lande og områder går nogle kvinder næsten helt tildækket og dækker også ansigtet. Der er dog også mange muslimske kvinder, der slet ikke bærer tørklæde, da de mener, at det i en nutidig kontekst ikke er den måde, man bør omsætte Koranens ord til praktisk virkelighed. Det har i en række europæiske lande været diskuteret at indføre forbud mod at bære tørklæde eller tildække sit ansigt, og der er i en række lande indført restriktioner på tildækning i det offentlige rum

.

Der er lidt over 2 milliarder muslimer i verden, og antallet af stigende. Det gør islam til den næststørste religion på verdensplan, kun overgået af kristendommen. Islam opstod på Den Arabiske Halvø, men i dag bor der muslimer over stort set hele verden, dog med en overvægt i det nordlige og centrale Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien. I mange lande i disse områder er over 90 % af befolkningen muslimer. Det gælder for eksempel lande som Egypten, Afghanistan, Syrien, Pakistan, Tyrkiet og Iran. Det land i verden, hvor der bor flest muslimer, er Indonesien, hvor der bor omkring 231 millioner muslimer, svarende til 86,7 % af landets befolkning og 13 % af alle muslimer i hele verden. Omkring 35 % af verdens muslimer bor i Afrika, især i Nordafrika, men også i stater som Etiopien, Tanzania og Nigeria, hvor der også bor mange kristne

.

På verdensplan udgør sunnimuslimer langt størstedelen af det samlede antal muslimer, formodentlig omkring 85 %, men forskellige opgørelser angiver alt fra 80 til 90 %. Andelen kan variere efter, hvorvidt man regner grupper som alevier og ahmadiyaer med som shia-muslimer. Disse grupper opfattes af nogle (også blandt religionsudøverne selv) ikke som muslimer, mens andre regner dem med som shiitiske undergrupper.    Shia-islam er især udbredt i lande som Irak, Pakistan, Yemen og Aserbajdsjan. I Iran er omkring 90 % af befolkningen shiitter, og shiismen er statsreligion. Sunni-islam er stærkt repræsenteret i lande som Indonesien, Egypten og Algeriet samt Saudi-Arabien, hvor sunni-islam er den eneste lovlige religion, og der er forbud mod at konvertere til andre religioner og dødsstraf som konsekvens, hvis nogen alligevel gør det

.

I løbet af de seneste ca. 50 år er antallet af indvandrere med muslimsk baggrund og efterkommere af disse steget betydeligt i Europa. I dag lever der ca. 25 millioner muslimer i Europa, tilsammen omkring 5 % af den samlede befolkning. Det eneste land i Europa med en overvejende muslimsk befolkning, er Albanien. Derudover er der en stor andel af muslimer i Bosnien. I resten af Europa udgør muslimerne forholdsvis små, men en del steder voksende, religiøse mindretal. I Danmark bor der formodentlig lidt over 300.000 muslimer, men tallet er usikkert, da det bygger på fra antallet af flygtninge, indvandrere og efterkommere fra lande med store muslimske befolkningsgrupper, fx Tyrkiet, Pakistan, Irak, Afghanistan, Somalia og Syrien. Dertil kommer et mindre antal etniske danskere, der er konverteret til islam. Formodentlig er langt størstedelen af muslimerne i Danmark sunnimuslimer, men der er også shiamuslimer og andre muslimske retninger

.

Islam er en religion i vækst, forstået på den måde, at den muslimske befolkning på verdensplan vokser kraft, og islam er den hurtigst voksende religion i verden. Befolkningsprognoser og beregninger forudser, at omkring år 2050 vil antallet af muslimer i verden overgå antallet af kristne, så muslimer vil blive den største religiøse gruppe. I 2060 vil antallet af muslimer formodentlig nå op på 3 milliarder og udgøre omkring 31 % af verdens befolkning. Væksten i den muslimske befolkning forudses at blive dobbelt så høj som i verden som helhed frem mod 2060. Dette skyldes blandt andet, at der er en høj fødselsrate blandt muslimer. I gennemsnit får muslimske kvinder 2,9 børn mod 2,2 for ikke-muslimer og 2,6 for kristne. Desuden er der kun relativt få muslimer, der konverterer til en anden religion, hvilket blandt andet skyldes, at det i nogle muslimske lande er forbudt og medfører straf at fravælge islam

.

Islams tilhængere er splittet i to hovedretninger, sunnier og shiitter, hvilket stadig fører til eller kan medvirke til konflikter mange steder. Desuden står muslimer, især i lande, hvor de lever som mindretal, over for mange spørgsmål om, hvordan de kan kombinere udøvelsen af islam med at leve i moderne, ofte sekulariserede samfund med stor religiøs mangfoldighed. Det kan handle om så forskellige spørgsmål som forholdet mellem kønnene, tildækning i det offentlige rum, forholdet til homoseksualitet og forskellige kønsidentiteter samt spørgsmål om dyrevelfærd, fosterdiagnostik eller genteknologi. Islamiske lærde og almindelige muslimer må altså forholde sig til nye spørgsmål, som de med afsæt i religiøse traditioner samt islams hellige skrifter skal forsøge at finde svar på. Samtidig udfordres islam af, at nogle muslimer fortolker deres religion i ekstremistiske og voldelig retning, som kan føre til terrorisme, og af at dele af befolkningen i eksempelvis Europa er meget kritisk over for islam

.