Verdensreligioner - Hindusime

Hinduisme er – i hvert fald ifølge nogle forskere - verdens ældste religion, og det er den tredjestørste religion på verdensplan med lidt over en milliard tilhængere. Den har sit udspring i Indien og baseres på traditioner og tekster, der er adskillige tusinde år gamle. 

     Hinduismen adskiller sig fra de andre store verdensreligioner ved ikke at operere med én enkelt gud, men mange forskellige guder, og ved ikke at have nogen egentlig stifter i form af en person, som har forkyndt en bestemt tro. Det betyder også, at praksis for tilbedelse af guderne og de ritualer, der knytter sig til hinduismen, er mange og meget forskelligartede.    Hinduisme er karakteriseret ved en tro på reinkarnation eller genfødslernes hjul, samt karma  (individets handlinger og konsekvenserne heraf – se boks). 

     Har visse fællestræk med buddhisme, som er inspireret af hinduisme. Der er dog også forskelle, især omkring synet på og forståelsen af karmaloven og vejen til udfrielse af genfødslernes hjul. Desuden spiller kastesystemet  (et system, der i indisk mytologi og samfundsliv inddeler mennesker i sociale grupper, som hver har forskellige rettigheder og pligter – se boks) en stor rolle i hinduismen, mens man i buddhisme primært skelner mellem munke/nonner og lægfolk.   Hinduisme er i dag især udbredt i Asien, og omkring 95 % af alle verdens hinduer lever i Indien, men hinduisme findes over stort set hele verden. I den vestlige verden findes der dels hindumiljøer, som opstået via indvandring fra f.eks. Indien, dels hinduistiske miljøer, hvor vesterlændinge følger en bestemt guru. Desuden har hinduistiske praksisser i form af yoga, meditation og tantra vundet stor udbredelse, også blandt mennesker, der ikke opfatter sig som hinduer.      

Hinduismen er på mange måder anderledes end de andre store verdensreligioner. I modsætning til kristendommen med Jesus, islam med Muhammed og buddhismen med Buddha har hinduismen ingen stifter, som har sat ord på, hvad troens indhold er. Hinduer har også hellige skrifter, ligesom kristne har Bibelen og muslimer har Koranen, men det er en lang række meget forskellige skrifter, som er skrevet gennem en lang periode. Det betyder, at det kan være svært præcist at sætte årstal på, hvornår hinduismen har sit historiske udgangspunkt, og også hvad der gjorde den til en særlig religion. Faktisk begyndte man først at bruge betegnelsen hinduisme i 1800-tallet, da europæerne, som koloniserede Indien ville finde et ord til at beskrive den form for gudsdyrkelse, som ikke var kristendom og islam. Først endnu senere begyndte inderne selv at bruge betegnelsen.

     Mange hinduer – og forskere – er dog enige om, at hinduismen har sine rødder i det, der kaldes veda-tiden, som er en periode i Indien, hvor en række tekster, kaldet vedaerne, blev nedskrevet. Det var fra mellem 1500 til ca. 1000 f.Kr. Disse skrifter opfattes af de fleste hinduer – sammen med andre skrifter – som vigtige for at forstå, hvordan verden blev skabt, og hvordan man som menneske lever et etisk korrekt liv. I disse tekster er der forskellige bud på, hvordan verden blev skabt, men generelt fortæller de, hvordan guderne greb ind og ordnede verden ved at skabe kosmos ud af kaos.

     Hinduismens mange skabelsesberetninger og andre fortællinger betyder, at man som hindu kan tro og praktisere på mange måder, og at der ofte er lokale variationer. For eksempel er der ofte templer til en lokal gud. Det, som hinduer, har tilfælles, er, at de tror på, at mennesket skal følge dharma (regler for moral, etik og levevis) for at opnå bedst mulig karma og dermed sikre sig bedst mulig genfødsel og til slut også blive frigjort fra genfødslernes kredsløb og opnå det, der kaldes moksha. Når det sker, forenes menneskets atman, evige sjæl, med verdensaltet, brahman, som gennemstrømmer alt. En del af disse forestillinger har hinduisme til fælles med andre indiske religioner som buddhisme, jainisme og sikhisme. Til hinduismens dharma-begreb knytter sig også ideen om et kastesystem, som er lagt ind i verden fra skabelsen, og som betyder, at menneskets pligter afhænger af, hvilken kaste det er født ind i

.

Hinduismen har sine rødder i det, man kalder den vediske religion eller veda-religionen, som fandtes i det nuværende Indien tilbage omkring ca. 1500 f.Kr. og frem til ca. 500 f.Kr. I denne periode var kernen i det religiøse liv præget af at, man ofrede til guderne for at opretholde verdens orden og sikre frugtbarhed og lykke. Ofrene var ofte ildofre, hvor man brændte forskellige ting af, og de kunne foregå både hjemme og i templet, hvor hele fire grupper af præster kunne deltage. Man kender til disse offertraditioner fra de såkaldte veda’er, skrifter fra den vediske periode, der blandt andet beskriver de fire præstegruppers forskellige roller og forpligtelser i forbindelse med offerritualerne. Der er levn af disse vediske ritualer i moderne hinduisme, for eksempel udføres stadig visse ildofferritualer, og vediske mantraer reciteres ved bryllup og begravelse

.

Det, vi i dag kender som hinduisme, opstod fra ca. 500 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. – på baggrund af den vediske religion. I vediske tekster far ca. 600-300 f.Kr. kan man se, at fokus skifter fra de vediske ildofre til en søgen efter indsigt, som kan hjælpe mennesket fri af karma og genfødslernes kredsløb, samsara. Denne udfrielse kaldes moksha, og i hinduismen, som vi kender den nu, er målet netop at opnå moksha ved at erkende, at atman, menneskets inderste kerne, sjælen, er identisk med brahman, den upersonlige kraft, som opretholder universet. Efterhånden opstår der to hovedstrømninger inden for hinduismen, centreret omkring hver sin centrale Gud, Shiva og Vishnu.   Vigtig i den klassiske hinduisme er også dharmasatra-literaturen. Dharmasatra betyder læren om dharma, og dharma er den guddommelige orden, som hersker i verden. Den vigtigste dharmasatra-tekst er Manus Lovbog, som er ca. 2000 år gammel. Den fortæller, hvordan man bør handle for at leve i overensstemmelse med dharma – og det afhænger blandt andet af ens kaste og livsstadium

.

Hinduismen har udviklet tre forskellige frelsesveje. Den første handler om at leve efter dharmareglerne, altså opfylde de forpligtelser, som er knyttet til ens kaste og livsstadium.   Den anden, som blandt andet udviklede sig som et forsøg på at markere sig i modsætning til buddhismen, handler om åndelig oplysning. Denne frelsevej blev blandt andet udviklet af den sydindiske filosof Sankara omkring 800 e.Kr. Han opfattede gudernes mangfoldighed som blændværk og mente, at åndelig indsigt i Brahman som det eneste virkelige, var målet for et menneskes oplysning. Det kunne nås gennem et liv som asket. Sankara stiftede en hinduistisk klosterorden, som stadig findes over hele Indien.   Den tredje vej, bhakti-vejen, har blandt andet vokset sig stærk i mødet med islam i Nordindien fra 1100-tallet. Bhakti-vejen handler om den enkeltes hengivelse til en personlig gud, som så kan skænke dette menneske frelse. Der er udbredte bhaktikulte omkring for eksempel guden Krishna. Bhaktitraditionen har siden 7. århundrede vokset sig stærkere og er nu den dominerende inden for hinduismen

.

Hinduismen i Indiens formes siden 1700-tallet af stigende britisk dominans. Under det britiske herredømme i 1800-tallet vokser en hindunationalisme frem, der baserer sig på forestillingen om Indien som en hinduistisk nation. En del af hindunationalisterne var meget kritiske over for andre religioner som kristendom og islam, og nogle bevægelser havde som mål at genomvende indiske kristne og muslimer til hinduismen.

     Selv om Indien i dag er en sekulær stat, hvor religion og politik i princippet ikke blandes, fylder hindunationalismen meget i indisk politik i dag. Det politiske parti BJP (Bharatiya Janata Party) har siddet på magten meget af tiden siden årtusindskiftet og har i dag regeringsmagten med premierminister Narendra Modi i spidsen. Partiet er knyttet til organisationen RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh), der ønsker at gøre Indien hinduistisk ud fra tanken ét land, én race, én religion, én kultur og ét sprog. RSS menes at være ansvarlig for meget af den vold, der har været rettet mod Indiens religiøse mindretal, især muslimer, men også sikher og kristne, i de seneste år

.

Det vigtigste ritual i hinduismen, som udføres dagligt både i templerne og i hjemmet, hedder puja. Det betyder tilbedelse på sanskrit, det oldindiske sprog, som mange af de vigtigste hinduistiske hellige tekster er skrevet på. Puja indebærer, at man behandler den gud, der tilbedes, som en gæst. Det kan se ved at ofre vand, blomster, mad og røgelse til guden og ved at give den bad ved at gnide den ind i f.eks. sesamolie og yoghurt og herefter give den tøj, pynt og parfume på. I templet foretages puja-ritualerne af præster, og hinduer, der besøger templet, får del i helligheden ved at tage imod resterne fra ofringerne til guden. Guden holder til i en statue eller et billede og kan forlade statuen eller billedet, hvis den f.eks. ikke er tilfreds med de ofre, den får. Derfor er det vigtigt at give guden tilstrækkelig god mad og underholdning. Det gælder både i templerne og i hjemmet, hvor hinduer typisk har et husalter med et eller flere gudebilleder eller gudestatuer. Hvis guden er tilfreds, kan den, der tilbeder guden, til gengæld få hjælp med at opnå f.eks. velstand, godt helbred, børn, god karma osv.

.

Der findes mange forskellige fester og højtider i hinduismen, fordi der ofte er en fest knyttet til en guds fødselsdag eller historie, og derudover er der regionale og lokale fester knyttet til et valfartssted eller en bestemt tempeltradition. Blandt de mest udbredte fester, som er fælles for stort set alle hinduer, er:    - Holi, som afholdes over to dage ved fuldmåne i februar eller marts og markerer overgangen fra vinter til forår. Første dag tændes bål, som man springer hen over eller ofrer mønter til for at få held i fremtiden. Almindelige regler for opførsel suspenderes, og man kaster farvet vand eller pulver på hinanden, ligesom rige og fattige mødes på lige fod.   - Ganga Dhaaraa (fejring af Ganga), hvor man i juni mindes gudinden Gangas ankomst til jorden. I ti dage er det særlig gunstigt at bade i Gangesfloden, som er opkaldt efter gudinden, og hinduer valfarter til bestemte byer langs floden, bader og sætter både af blade fyldt med blomster og røgelse ud i floden.   - Ganesh Charturthi (elefantgudens fest), hvor man i august eller september fejrer guden Ganesh’ fødselsdag. En statue af guden tilbedes i ti dage, og på den 11. dag bæres statuen i optog til floden, hvor den sænkes i for at tage al ulykke og uheld med i dybet.   - Diwali (lysets fest), hvor man i november fejrer guden Ramas besejring af dæmonen Ravan. Hinduer renser deres hus og udsmykker dem med lamper og tager nyt tøj på, for at gudinden Lakshmi skal besøge hjemmet og bringe lykke i det kommende år. Diwali fejres også af jainister, buddhister og sikher

.

Der er mange andre fester, som har stor betydning for mange hinduer. Blandt dem er:   - Maha Shivratri (Shivas nat), som fejres natten før nymåne i februar eller marts til ære for den ødelæggende og livgivende gud Shiva. Hinduer faster hele dagen og holder sig vågne om natten, mens de reciterer et bestemt mantra og mediterer. Festen er især vigtig for gifte kvinder, der beder for deres mænds og sønners helbred, og ugifte kvinder, der beder om at få den perfekte ægtemand.   - Rath Yatra (festen for stridsvognene), hvor man i juni laver et stort optog med tre stridsvogne af tre, omkring hvilke der danse, chantes og spilles tromme. På vognene er billeder af tre guder, hvis billeder bæres hen i templet, hvor de er i ni dage.    - Raksha Bandan (kærlighedens bånd), hvor forholdet mellem søskende fejres i slutningen af juli.   - Dasara: Fest for de kvindelige guder, hvor man i september eller oktober i ti dage fejrer modergudinderne Lakshmi, Saraswati og Durga (Kali), bl.a. ved at ofte geder og gå i optog med billeder af gudinderne, som sænkes i en flod.    - Durga Puja (modergudindens fest), hvor man i oktober fejrer gudinden Durga og hendes sejr over den onde bøffeldæmon Mahishasura

.

Overgangsritualer, kaldet samskara-ritualer, er der mange af inden for hinduismen, men ikke alle er lige så udbredte, som de har været. Tidligere var det almindeligt at udføre en række før-fødselsriter, inden barnet blev født, men det er ikke længere så almindeligt. Det er til gengæld meget almindeligt at udføre bestemte riter lige efter barnets fødsel for at beskytte moren og barnet. Det gør man bl.a. ved hjælp af ild, som skal beskytte mod onde ånder. Desuden giver faren det nyfødte barn noget yoghurt i munden, mens han reciterer mantraer – for at give barnet intelligens, langt liv og styrke. Man bruger desuden det præcise fødselstidspunkt til at lave et horoskop for barnet. Da en fødsel opfattes som noget urent, skal rummet, hvor fødslen har fundet sted, også renses, og i ti eller tolv dage er mor og barn underlagt bestemte restriktioner. Herefter får barnet sit navn. Desuden markerer et ritual første gang, barnet er uden for huset, og når det er omkring seks måneder, er der et ritual for at markere, at barnet begynder at spise fast føde. I 1-3-års-alderen kronrages barnet som en måde at fjerne urenhed og sikre barnet sundhed. Tidligt i barnets liv får det også huller i ørerne; det gælder både piger og drenge

.

Tidligere var uddannelsesriter for højkastedrenge, der skulle uddannes inden for religionen, meget vigtige, men de fylder mindre i dag. Nogle markerer dog stadig, når drengen anses for voksen og dermed ansvarlig for at beskytte sin kastes renhed og ikke omgås lavere kaster. Det kan se som et ritual lige før brylluppet. For piger er det vigtigste overgangsritualet brylluppet. Brylluppet er i det hele taget meget vigtigt, da ægteskabet opfattes som helligt. Ægteskaber arrangeres som regel ud fra kastetilhørsforhold og astrologiske beregninger. Bryllupsritualerne kan variere, men indebærer stort set altid, at brudens far giver bruden til brudgommen og hans far, og der udveksles gaver, ofres i ilden og reciteres mantraer. Brudeparrets tøj bindes sammen, deres hænder forenes, og parret tager sammen syv skridt rundt om den hellige ild, ledsaget af bønner for for mad, styrke, velfærd, visdom, frugtbarhed, helbred og venskab ægtefællerne imellem. Gommen ofrer i ilden og maler brudens hårskilning rød, hvilket markerer, at hun er gift

.

I forbindelse med døden er der et ligbrændingsritual. Det indebærer blandt andet, at der dryppes vand fra den hellige flod Ganges i munden på den døende og reciteres mantraer. Den døde bades, smøres med balsam og pakkes ind i et klæde. Mænd fra familien bærer liget til ligbrændingspladsen, helst samme dag. Her lægges det på bålet med fødderne mod syd, retningen mod dødsguden Yamas verden. Den ældste søn tænder ligbålet, og mens liget brænder, udføres bestemte ritualer af familien. Nogle dage efter indsamles resterne af den afdøde og begraves eller kastes i en hellig flod. I de første tolv dage efter ligbrændingen må familien ikke komme i templet, da de opfattes som urene, og en enke skal bære hvidt tøj og fjerne det røde mørke i hårskilningen, som har været tegn på hendes status som gift.    Ritualerne opfattes som vigtige for at sikre, at den afdøde kommer godt videre til forfædreverdenen og ikke bliver et spøgelse, der kan genere sine slægtninge. Den afdøde lever i forfædreverdenen, indtil hans karma er opbrugt, hvorefter hans sjæl tager bolig i et foster

.

Der findes ritualer, som kan udføres i krisesituationer og i forbindelse med pilgrimsfærd til helligsteder. Desuden ofrer en del hinduer til forfædrene og planeterne, ligesom der også nogle steder laves ildofre, hvilket er en tradition, der stammer fra den vediske religion, som gik forud for hinduismen

.

Det er svært at svare enkelt på, hvordan hinduismen forholder sig til det guddommelige, fordi der inden for de hinduistiske traditioner er meget forskellig måde at omtale og forstå de guddommelige kræfter i verden og mange måder at beskrive dem på. Man kan sige, at hinduismen er polyteistisk, fordi den har mange guder. Man kan også sige, at hinduismen er monoteistisk, fordi den opererer med én overordnet guddom (brahman, verdensaltet). Man kan desuden kalde hinduismen monistisk, det vil sige, at den tror på et guddommeligt princip. Desuden vil nogle mene, at man kan kalde hinduismen ateistisk, altså uden gud eller guder, fordi man inden for visse filosofiske retninger af hinduismen ikke opererer med egentlige guder. Også forståelsen af forholdet mellem guder og mennesker varierer. Inden for visse hinduistiske traditioner tror man, at menneskets skæbne alene afgøres af dets gerninger og dermed karma, mens man i andre traditioner tror på en personlig nådig Gud, som kan vælge at frelse det enkelte menneske på grund af dettes hengivenhed over for guden og til trods for dets karma

.

Hinduismen kan sammenlignes med et træ, der vokser, sætter nye gerne og skud uden at blive beskåret. I over 3000 år er der blevet skrevet tekster, som bruges af hinduer i dag, når de udfører offerritualer i templerne, skal finde ud af, hvordan de skal handle korrekt i hverdagen, eller skal finde vej til forløsning. Desuden findes store fortællinger om guder og mennesker, der beskriver verdens skabelse og verdens gang. Der skrives stadig tekster, som sammen med de gamle tekster er med til at forme hinduernes verdensopfattelse og praksis. Det er dog kun sjældent, man ser bøger med disse tekster ligge fremme på alteret eller andre vigtige steder i hindutempler eller i hinduers hjem. Præsterne lærer mantraer og andre vigtige tekster udenad, og mange hinduer får genfortalt vigtige tekster og fortællinger, men har ikke nødvendigvis læst dem selv

.

Der findes mange forskellige hellige skrifter inden for hinduismen. Man skelner mellem de åbenbarede tekster, som ikke er skabt af mennesker, og de menneskeskabte tekster. De åbenbarede tekster kaldes shruti (af ordet for ’at høre’ på Indiens gamle sprog, sanskrit). De menneskeskabte tekster kaldes smriti (af ordet for ’at huske’ på sanskrit). Blandt de åbenbarede tekster er veda-skrifterne (om ritualerne), brahman -skrifterne (mere præcis forklaring af ritualer), upanishaderne (filosofiske skrifter) og tantra (om dyrkelse af guden Shakti og brug af seksualitet som en drivkraft i meditation). Blandt de menneskeskabte er de store fortællinger som Mahabharata (hvortil hører Bhagavadgita), Ramayana om gudernes bedrifter samt Manus Lov. Manus Lov indeholder regler for, hvordan man som hindu bør leve i de fire livsstadier: barndom, ungdom, manddom og alderdom, og de pligter, der hører til de forskellige sociale klasser og kaster

.

Fordi hinduismen er så mangfoldig, og fordi der knytter sig forskellige pligter til forskellige kaster og sociale klasser, er det svært at sige noget entydigt om, hvordan hinduer bør leve eller lever. Mange hinduer er dog vegetarer, og mange holder fredag hellig, hvor de går i templet. Mange har også en daglig praksis, hvor de ofrer til en gud enten hjemme eller i det lokale tempel, ligesom det er almindeligt at tage på valfarter til hellige steder. Nogle faster på bestemte dage. Mange deltager desuden i religiøse højtider og fester, som der er mange af i de fleste hinduers kalender. Det er desuden almindeligt at bruge horoskoper, især i forbindelse med indgåelse af ægteskab, hvor de to parters fødselshoroskoper er en af de ting, der skal passe sammen, for at ægteskabet opfattes som lykkebringende. Mange hinduer, især i Indien, omgås desuden især mennesker fra samme kaste som dem selv. Til gengæld er der stor frihed til at besøge andre religioners helligsteder og spise mad, der bliver ’ofret’ til andres guder. Som hindu skal man gennemgående især være opmærksom på, at ens handlinger har en betydning for ens karma

.

Hinduisme er verdens tredjestørste religion, og der er omkring 1,2 milliarder hinduer i verden, fordelt på mange forskellige lande. Dog er hinduisme kun den mest udbredte religion i tre lande, Indien, Nepal og Mauritius med henholdsvis 78,9 % 80,6 % og 48,4 % af indbyggerne. Langt de fleste af verdens hinduer, 95 %, bor da også i Indien, nemlig over 1 milliard. De ti lande, hvor der bor flest hinduer antalsmæssigt, er følgende: Indien, Nepal, Bangladesh, Indonesien, Pakistan, Sri Lanka, USA, Malaysia, Storbritannien og De Forenede Arabiske Emirater

.

I Danmark er der formodentlig 19.-20.000 hinduer, hvoraf de fleste er indvandrere eller flygtninge med rødder i Sri Lanka, Indien eller Nepal eller efterkommere af disse. De tre grupper har hver deres religiøse mødesteder, i private hjem eller i lejede lokaler ved større højtider og fester. Der findes ni hinduistiske templer i Danmark; otte tilhører srilankansk tamilske hinduer, de indiske hinduer har ét. De få hundrede nepalesiske hinduer har endnu ikke noget eget tempel.   Udover de hinduer, som har rødder i Asien, er der ganske få danskere, som er medlemmer af hinduistiske eller hinduistisk inspirerede grupper som Hare Krishna. Hertil kommer et antal danskere, som følger andre guruer med hinduistisk baggrund – ofte samtidig med at de er medlemmer af folkekirken. Endnu flere dyrker yoga, ligesom en mindre gruppe dyrker tantra og bruger ayurvediske medicin, der historisk har rødder i hinduismen, men har ændret sig i mødet med det danske samfund

.

Antallet af hinduer i verden vil ifølge beregninger over befolkningstilvækst og religiøse forhold stige en anelse fra 1 milliard i 2010 til næsten 1,4 milliarder i 2050. Væksten i antallet af hinduer svarer nogenlunde til den generelle befolkningstilvækst i verden i samme periode. Derfor vil hinduer også udgøre omtrent samme andel af verdens befolkning i 2050, som de gjorde i 2010 – nemlig omkring 15 %. Fra 2045 vil befolkningsvæksten blandt hinduer dog formodentlig kun være omkring 0,2 % årligt, omkring det halve af væksten for verdens befolkning samlet set, især fordi fødselsraten er faldende i Indien, hvor langt størstedelen af verdens hinduer bor. Da befolkningstilvæksten er større blandt muslimer i Asien og Stillehavsregionen, vil andelen af muslimer i 2050 overstige andelen af hinduer. I 2050 vil andelen af hinduer i denne region være 28 %, og andelen af muslimer være 30 %. I USA vil andelen af hinduer ifølge prognoserne omvendt stige fra 0,7 % af befolkningen i 2010 til 1,3 % af befolkningen i 2050. Også i Europa vil hindubefolkningen vokse, mens befolkningstallet generelt vil falde

.

Hinduisme spiller en stigende rolle i indisk politik, hvor en hindunationalistisk bevægelse, der definerer Indien først og fremmest som hinduistisk, i tiltagende grad er kritisk over for at give plads og rettigheder til andre religiøse grupper. Dette kan fortsat skabe uro og vold, sådan som det allerede har været tilfældet. Derudover møder hinduer især i nogle muslimsk dominerede lande diskrimination og forfølgelse af religiøse årsager. Det gælder f.eks. i Pakistan, hvor både hinduisme, buddhisme og sikhisme har været i tilbagegang i årtier, bl.a. på grund af stigende islamisering af det politiske liv og diskrimination. Også i Malaysia oplever hinduer diskrimination, og mange hindutempler er blevet ødelagt.

     I Vesten, især i USA, er praksisser med rødder i hinduisme, f.eks. yoga og meditation, blevet meget udbredt, og man kan derfor sige, at hinduismen sætter sig spor i majoritetssamfundets kultur, selv om antallet af hinduer ikke nødvendigvis er særlig højt

.