Verdensreligioner - Kristendom

Kristendommen er en verdensreligion, der opstod for omkring 2000 år siden i det område, som vi i dag kender som Israel. Siden har den spredt sig til hele verden og er i dag den religion, der har flest tilhængere, globalt set, nemlig over 2 milliarder. Fælles for de kristne er, at de tror på Jesus Kristus som Guds søn og frelser. De tror på en treenig gud, Fader, Søn og Helligånd, og de er også fælles om Bibelen som hellig bog og om dåb og nadver som vigtige ritualer. Derudover der dog stor forskel på, hvordan kristne lever og praktiserer deres tro, og hvordan de forstår de fortællinger, der findes i Bibelen. Der findes en række store kirkesamfund, hvoraf den katolske kirke er den største, og mange mindre kirkesamfund, herunder flere protestantiske kirker. I Danmark er kristendommen den største religion, og op mod tre fjerdedele af befolkningen er medlemmer af Folkekirken, som er en protestantisk kirke. Der bor dog også medlemmer af andre kirkesamfund i Danmark, herunder en del, som er indvandret fra andre dele af verden, og som har anderledes kristne praksisser end dem, vi kender fra folkekirken.

Kristendommen opstod efter, at Jesus af Nazareth, en historisk person og religiøs figur i datidens jødedom for omkring 2000 år siden vandrede omkring i Galilæa i det nuværende Israel og prædikede. Da han blev arresteret og korsfæstet – og ifølge hans tilhængere – genopstod på tredjedagen for sin død og kort tid efter for til himmels, var grunden til kristendommen lagt. Historien om Jesu liv, død og opstandelse spredte sig hurtigt i Mellemøsten, hvor nogle af de første kristne rejste rundt og fortalte om Jesus og opfordrede mennesker til at lade sig omvende og døbe.

. Især apostlen Paulus rejste flittigt i Middelhavsområdet og grundlagde menigheder, som han siden skrev breve til, hvoraf en del indgår i Det Nye Testamente i Bibelen. Paulus lagde vægt på, at kristendommen var en religion for alle mennesker, ikke kun for jøder, og det var afgørende for, at kristendommen kunne sprede sig hurtigt over store afstande. Også bykulturen i Romerriget, de gode kommunikationslinjer og en vis religiøs tolerance var afgørende for, at kristendommen bredte sig i Romerriget

. De kristne blev dog også forfulgt på grund af deres tro under flere romerske kejsere.

I løbet af 300-tallet blev kristendommen accepteret i Romerriget og siden gjort til den officielle religion, hvis troslære man samledes til store kirkemøder (konciler) for at blive enige om. Kejser Konstantin den Store gjorde først kristendommen til en tilladt religion, han fik bygget kirker og støttede kirkens ledelse. I år 391 bestemte kejser Theodosius, at kristendommen skulle være den officielle religion i Romerriget og forbød ale andre religioner (3). Man kan sige, at kirken og statsmagten indgik en alliance, hvor staten støttede byggeri af kirker, og til gengæld havde kejseren en form for overopsyn med kirken

. På et kirkemøde i Nikæa (i det nuværende Tyrkiet) i år 325 nedskrev man en trosbekendelse, som slog fast, at Jesus Kristus både var helt Gud og helt menneske. Det skete for at udgrænse de personer i kirken, som mente noget andet. I 367 besluttede man, at de bøger, som i dag findes i Bibelen, skulle være kanon, det vil sige autoritative skrifter for kristendommen

. I løbet af 300- og 400-tallet bredte kristendommen sig til hele Romerriget, fra Nordafrika i syd til England i nord.

Kristendommen spredte sig videre op i Europa, og da Karl den Store omkring år 800 blev kejser over et område, der svarer til nutidens Tyskland, Frankrig og Italien, sørgede han for at gøre alle sine undersåtter kristne. Norden blev kristnet i løbet af 900-tallet, og Rom blev det kirkelige centrum for alle disse kristne.  I øst bredte kristendommen sig fra Grækenland op over Balkan og ind i Rusland. Denne østlige kristendom havde Konstantinopel (det nuværende Istanbul) som sit centrum. Disse østlige kirker ville ikke anerkende Roms biskop som pave og den øverste leder. Blandt andet derfor blev kirken i 1054 splittet mellem vest (den katolske kirke) og øst (de ortodokse kirker)

.

     I 1500-tallet blev den katolske kirke splittet, da munken Martin Luther gjorde oprør mod nogle af de praksisser og dogmer, som han fandt problematiske i den katolske kirke. Han mente, at mennesket blev frelst alene ved tro og Guds nåde, ikke på grund af bestemte handlinger eller præstationer. Desuden var kan kritisk over for, at kirken lavede afladshandel, hvor man kunne betale præster for at blive tilgivet for sine synder eller for at sikre sig selv eller sine familiemedlemmer et evigt liv. Reformationen medførte tre nye kirker, den lutherske, den reformerte og den anglikanske, som alle sagde nej til paveembedet og til helgendyrkelse og kun ville anerkende to sakramenter (hellige handlinger), dåb og nadver. De var også imod, at præster skulle leve i cølibat, og at der skulle være klostre for munke og nonner

. Inden for de seneste århundreder har der udviklet sig en række protestantiske frikirker, hvoraf mange lægger vægt på Helligåndens gaver, for eksempel tungetale, og har en mere fri gudstjenesteform end de ældre kirkesamfund.

Efter reformationen gjorde den katolske kirke en stor indsats for at sprede kristendommen til flere verdensdele via missionsvirksomhed i blandt andet Sydamerika. Her omvendte missionærerne mange oprindelige folk, nogle med tvang. Samtidig prøvede de at forhindre slavehandel

. De katolske missionærer bragte også kristendommen til Østen – Japan, Kina og Filippinerne, og det lykkedes blandt andet ved at vise respekt for lokale sprog og kulturer. Da Indien, Afrika og Stillehavsområdet blev koloniseret, fulgte kristendommen med. Protestantiske kristne bragte kristendommen til Nordamerika, mens spanske og portugisiske katolikker bragte den til Sydamerika. I Afrika var der både katolske og protestantiske missionærer

.

Der findes en række forskellige ritualer i kristendommen, men ikke alle er fælles for alle kristne kirker. Fælles for alle er dog at holde gudstjeneste, hvor man læser fra Bibelen og beder. Derudover er dåb og nadver fælles og vigtige ritualer, som har været brugt lige fra kristendommens tidligste historie. Dåben er et ritual, der kun foretages en gang i livet, hvor den, der bliver døbt, modtager Helligånden og optages i kirken. I nogle kirkesamfund benytter man især barnedåb, i andre voksendåb. Nadveren består i, at man (som regel under en gudstjeneste) modtager brød og vin til minde om Jesu død og opstandelse. Det er forskelligt, om man opfatter nadveren som symbolsk, eller om man tror på, at Jesus reelt er til stede i brødet og vinen, og om brødet og vinen forvandles til hans legeme og blod

.

Siden 1100-tallet har man i den katolske kirke haft syv sakramenter, altså hellige handlinger, som er særligt vigtige ritualer, nemlig: Dåb, firmelse (styrkelse af dåben, minder om konfirmation), bod (skriftemål), eukaristi (nadver), ægteskab, ordination af præster samt ’den sidste olie’ (også kaldet de syges salvelse).    Også i protestantiske kirker har man ritualer omkring konfirmation, vielse og ordination af præster, men det opfattes ikke som sakramenter. I alle kristne kirker har man desuden ritualer ved begravelse

. Derudover kan der være ritualer, som knytter sig til bøn, pilgrimsvandring og lignende. Det er også blevet mere almindeligt at have ritualer med lystænding i folkekirken og med processioner med lys omkring for eksempel allehelgensdag.

Den ugentlige kristne helligdag er søndag, hvor der holdes gudstjeneste til minde om Jesu opstandelse. I mange kirker holdes der også gudstjenester andre dage, men søndag holdes højmessen, den vigtigste gudstjeneste.   De vigtigste kristne helligdage i løbet af året er jul, påske og pinse. Jul markerer Jesu fødsel og er især i Danmark og mange andre lande med et flertal af protestanter den største kristne fest, folkeligt set.    Påske fejres for at markere Jesu lidelse, død og opstandelse. Påskens helligdage omfatter palmesøndag, hvor man fejrer Jesu indtog i Jerusalem, skærtorsdag, hvor Jesus spiste med sine disciple sidste gang og indstiftede nadveren, langfredag, hvor Jesus blev dømt og korsfæstet og døde samt påskedag, hvor Jesus genopstod, og 2. påskedag. I mange lande, hvor der er mange ortodokse og katolske kristne, er påsken den vigtigste højtid, også folkeligt og kulturelt.   Pinse fejres for at markere, at Helligånden kom til disciplene, og at de blev sendt ud i verden for at fortælle om Jesu død og opstandelse og døbe mennesker. Man kalder også pinsen for kirkens fødselsdag.

Kirkeåret begynder første søndag i advent, som er den periode, der indleder ventetiden frem til jul, og slutter søndagen før. I løbet af kirkeåret er der en række helligdage og markeringer, hvoraf mange er fælles for alle kirkesamfund, mens nogle kun fejres i bestemte kirkesamfund

.    Mellem påske og pinse fejres Kristi Himmelfart, hvor Jesus for til himmels. Desuden er der i en række kirker en fasteperiode i advent samt op til påske, og nogle kirkesamfund, især de østlige og ortodokse, har også andre fasteperioder. Desuden fejres i den katolske og de ortodokse kirker en række dage til ære for jomfru Maria, ligesom man markerer andre helgeners særlige festdage. I folkekirken i Danmark havde man indtil 2024 en særlig fri- og helligdag Store Bededag, som oprindeligt blev indført for at samle en række bededage på én dag. Fejringen af allehelgendag, hvor man i folkekirken mindes de afdøde og i den katolske kirke mindes alle helgener (og dagen efter også alle afdøde i øvrigt), har fået stigende folkelig gennemslagskraft i Danmark i de senere år.

Bøn er en meget vigtig del af den kristne praksis. Bøn indgår i gudstjenesten og i alle kristne ritualer. Der findes faste bønner, som har udviklet sig gennem kirkens historie, og derudover er det især i nogle kirkesamfund almindeligt med fri bøn, som improviseres. Bønnen kan ledsages af bestemte bevægelser eller foretages med foldede hænder. En bøn, som er fælles for alle kirkesamfund, er fadervor, som findes i Bibelen og ifølge Bibelen er en bøn, som Jesus lærer sine disciple at bede til Gud Fader.

Kristne holder gudstjeneste for at være samlet med Gud i Jesu Kristi navn

. De samles altså for at minde hinanden om, hvad Gud har gjort for dem ved at sende sin søn til verden, men også for at have fællesskab med Jesus. Ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente har Jesus sagt: ”hvor tro eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Så kristne tror altså på, at Jesus er til stede, når de er samlet i hans havn. Gudstjenesten foregår normalt i en kirke og adskiller sig på den måde fra bøn eller andagt i private hjem. Den vigtigste gudstjeneste, højmessen, finder sted om søndagen, til minde om Jesu opstandelse fra de døde. Under gudstjenesten er der bøn, læsning fra Bibelen, prædiken og ofte også navner, samt eventuelt salmesang.

Ordet diakoni kommer af det græske diakonia, som betyder tjeneste. I den tidlige kirke var en diakon en, der delte brød og vin ud ved nadveren og læste tekster. Men siden er diakonien blevet en del af kristendommen, som består af socialt omsorgsarbejde i bred forstand

. Man kan sige, at diakoni er kristendom i form af praktisk handling, og den bygger på næstekærlighed og på Bibelens fortællinger om, hvordan Jesus mødte mennesker. Diakoni kan handle om at hjælpe fattige, udstødte og sårbare mennesker, men også om mere generel omsorg for ældre, børn eller medmennesker i det hele taget. I Danmark er der forskellige kirkelige organisationer, der laver diakonalt arbejde, for eksempel Kirkens Korshær.

Især inden for katolsk kristendom er det almindeligt at tage på pilgrimsvandring til hellige steder, ofte steder hvor bestemte helgener mener at være begravet, eller hvor jomfru Maria har vist sig. Nogle af pilgrimmene håber at opleve mirakler i form af for eksempel helbredelse. Andre tager på pilgrimsvandring eller -rejse for at få afklaring omkring trosmæssige eller eksistentielle spørgsmål eller for at vise taknemlighed over for gud. Pilgrimsvandring til kristne pilgrimsmål er i de senere årtier også blevet mere populært inden for protestantismen og også blandt mennesker, der ikke opfatter sig selv som troende kristne.

    Også praksisser som lystænding, ikonmaleri, kristen meditation samt retræter, hvor man i kortere eller længere tid trækker sig tilbage i bøn og stilhed, er blevet mere almindelige bredt set inden for forskellige kirkesamfund.

Kristendommen har spredt sig til hele verden, og ligesom andre religioner spreder den sig fortsat til nye områder, og forskellige kirkesamfunds medlemmer bliver fordelt anderledes end tidligere på grund af migration og fortsat mission. Ifølge en opgørelse fra 2023 er der nu omkring 2,6 milliarder kristne på verdensplan

, og ifølge samme undersøgelse vil antallet af kristne vokse til omkring 3,3 milliarder i 2050. Andelen af kristne faldt ifølge samme undersøgelse fra 34,5 % af verdens befolkning i år 1900 til 32,3 % af verdens samlede befolkning i år 2000. Herefter steg andelen igen en smule i årene fra 2000 til 2022 - fra 32,3 til 32,4 %. Hvis prognoserne i undersøgelsen holder, vil denne andel være den samme i 2050.

Katolikkerne udgør den største gruppe af kristne, efterfulgt af pinsekristne, protestanter, evangelikale og først herefter ortodokse. Sådan vil rækkefølgen formodentlig fortsætte med at se ud. Ifølge en prognose

  vil der i 2050 være 1,5 milliarder katolikker, 1 milliard pinsekristne, 881 millioner protestanter og 307 millioner ortodokse.

Nye undersøgelser viser, at kristendommen stadig breder sig – ikke mindst i Afrika og Asien. Faktisk er den aldrig vokset så meget som netop nu

. Antallet af kristne er fra 2002 til 2022 vokset med 2,76 % i Afrika, med 1,62 % i Asien, med 1,03 % i Latinamerika, 0,92 % i Oceanien og 0,29 % i Nordamerika. Den lavestede vækstrate er i Europa – med 0,04 %

. Her har væksten formodentlig skyldtes indvandring af kristne fra andre dele af verden, mens mange kirker samtidig har mistet medlemmer blandt de dele af befolkningen, der har boet i Europa i generationer.

Især spørgsmål om spørgsmål, der har med moral og seksualitet at gøre har de seneste årtier præget mange kirkesamfund og har ført til interne konflikter og splittelser. Det gælder blandt andet spørgsmål om kvindelige præster, vielse af homoseksuelle, sex før ægteskabet og spørgsmål kønsidentitet. For nylig var spørgsmålet om vielse af homoseksuelle for eksempel medvirkende til, at en del af medlemmerne i en verdensomspændende frikirke inden for metodismen (en kristen retning, der opstod i England i 1700-tallet) forlod kirken

. Og spørgsmål om vielse af homoseksuelle kan også skabe problemer i dialogen og samarbejdet mellem kristne kirker i Danmark, hvilket fremgik af en debat i Kristeligt Dagblad i april-maj 2024

.