Verdensreligioner - Jødedom

Jødedom er en af de fem verdensreligioner. Det er en religion, som opstået i og omkring det, vi kender som Israel, og som har troen på én gud i centrum. Jødedommen er en lovreligion, hvis samling af hellige tekster, Toraen, indeholder 613 lovbud. I jødedommens historie er der blevet lavet mange fortolkninger af lovbuddene og af, hvordan de skal overholdes. Det har ført til mange forskellige måder at praktisere jødedom på og flere forskellige retninger inden for jødedom.   I jødedommen findes ritualer, som udføres hjemme og i synagogen, hvor man mødes til bøn og gudstjeneste. Mange jøder anser den ugentlige hviledag, sabbatten, for at være meget vigtig. På sabbatten, som begynder fredag ved solnedgang og slutter lørdag ved solnedgang, mødes man i familien, spiser et særligt måltid fredag aften, går i synagogen lørdag og spiser igen et festmåltid. Under sabbatten skal man ikke arbejde, lave mad eller gøre rent.  Man kan være født ind i en jødisk familie og have en jødisk identitet, selv om man ikke praktiserer religionen. Identiteten kan handle om kulturelt tilhørsforhold og om at tilhøre en gruppe, som har et særligt fællesskab, fordi jøderne har været udsat for forfølgelse mange gange, blandt andet under nazismen, hvor omkring 6 millioner jøder blev slået ihjel.  

Jødedom – er sammen med kristendom og islam – en af de tre store monoteistiske religioner, det vil sige en religion, hvis tilhængere kun tilbeder én gud. Jødedommen er den ældste af de tre store monoteistiske religioner, og den skiltes sig for alvor ud fra andre religioner for omkring 2500 år siden. Dengang var det almindeligt at tilbede flere guder, der havde hver deres religion, for eksempel en solgud og en månegud. Jødedommen slog fast, at der kun findes én gud.   I jødedommen er det en vigtig tanke, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk. Gud har indgået en pagt, en slags aftale, med dette folk om, at han vil velsigne dem, hvis de følger ham.   I toraen, der svarer til Det Gamle Testamente i kristendommen, findes 613 lovbud samt en beskrivelse af, hvordan Gud indgik en pagt med det jødiske folk. Det beskrives i Mosebøgerne, hvordan Abraham, jødernes stamfader, af Gud fik til opgave at rejse ud og bosætte sig i Kanaans land. Samtidig lovede Gud, at Abrahams folk ville blive stort. Som et tegn på aftalen, pagten, skulle folket lade deres drengebørn omskære.   Moseloven med de 613 bud blev ifølge jødedommen givet til Moses på Sinaibjerget, og Gud indgik en pagt med Moses om, at hvis folket fulgte buddene, ville Gud velsigne dem.  Jødisk praksis handler i høj grad om at efterleve disse bud, som handler om alt fra bøn til spiseregler. Desuden er der mange fester og højtider i jødedommen, som minder om vigtige begivenheder i det jødiske folks historie. Jødedommen er som den eneste religion bundet til en bestemt etnicitet. At være jøde er både en etnisk, kulturel og religiøs betegnelse. Jødedom er desuden knyttet til Jerusalem og Israel på en særlig måde – og dermed også forbundet med Israel-Palæstina-konflikten. 

Jødedommens rødder går flere tusinde år tilbage før vor tidsregning. Ifølge de jødiske fortællinger, som man kan finde i Toraen, var Abraham den første jøde, og han blev stamfader for det jødiske folk

. Ifølge den fortælling levede Abraham for 4000 år siden i oldtidsbyen Ur i nutidens Irak.   Jødedommen fik dog først en form, som minder om den, vi kender i dag, for omkring 2500 år siden, da israelitterne var i eksil i Babylon, efter at de var blevet fordrevet fra Jerusalem. Under eksilet udviklede de en religion, som blandt andet omfattede troen på én skabergud, omskærelse af drengebørn som et tegn på pagten mellem Gud og det jødiske folk og overholdelse af den ugentlige hviledag, sabbatten

.

I 586 f.v.t. ødelagde babylonierne det jødiske tempel i Jerusalem og tvang jøderne i eksil i Babylon, en oldtidsby, der lå ved floden Eufrat i det nuværende Irak En del af dem kom tilbage til Jerusalem i 539 f.v.t. og genopbyggede templet, men mange forblev i eksil i Babylon, og her skete der en afgørende udvikling. Mange af de jødiske præster, der var i eksil, nedskrev forskellige udlægninger af loven fra Sinai-bjerget

. De samlede og redigerede og nedskrev de traditioner, der havde udviklet sig. På den måde blev den israelitiske offerreligion, som var knyttet til templet, til en lovreligion, hvor man mødtes til gudstjeneste i forsamlingshuse, kaldet synagoger, flere gange dagligt, på sabbatten og ved særlige helligdage

. Denne praksis bredte sig med jødiske grupper, som udvandrede til andre steder i Mellemøsten og omkring det østlige Middelhav.

Efter at nogle af jøderne var vendt tilbage til Jerusalem i år 539 f.v.t. og havde genopbygget templet, begyndte det, der kaldes det andet tempels tid eller den antikke jødedoms tid

. Herodes den Store byggede et nyt stort tempel omkring år 19/20 f.v.t. Det blev dog totalt ødelagt i år 70, da romerne ødelagde Jerusalem

. På det tidspunkt fandtes tre store jødiske grupperinger. Den største gruppe, farisæerne, lagde især vægt på Toraen, som folket ifølge overleveringen fik på Sinai-bjerget. Saddukæerne gik mest op i ofringerne og de øvrige aktiviteter i templet, mens den sidste lille gruppe, essenerne, boede isoleret i ørkenen. Efter templets ødelæggelse blev det farisæerne, der videreførte jødedommen. De var ikke afhængige af templet for at kunne dyrke religionen, men samledes i synagoger og skoler for at holde gudstjeneste og udlægge skrifterne.   Siden templets ødelæggelse i 70 e.v.t. har størstedelen af jøderne levet uden for Israel. Det ændrede sig først i 1948, da staten Israel blev oprettet

.

Jødedommen spredte sig i middelalderen til blandt andet Spanien, hvor den oplevede en guldalder under arabisk og siden kristen dominans fra 950-12150 [4]. Jøder udmærkede sig blandt andet inden for filosofi, naturvidenskab og litteratur, fortolkninger af toraen og jødisk mystik (kabbala). 1 1492 blev 200.000 jøder imidlertid fordrevet fra Spanien, mens andre blev tvangsdøbt. En del søgte tilflugt i Det Osmanniske Rige, hvor de generelt havde gode forhold og som andre minoritetsgrupper fik lov at regulere deres egne indre anliggender. Andre steder i Europa blev jøder tvunget til at leve adskilt fra byernes øvrige borgere i såkaldte ghettoer og havde kun begrænsede rettigheder. De måtte for eksempel ikke arbejde som håndværkere eller uddanne sig på universitetet.

Der findes mange retninger inden for jødedommen; de største er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom

. De voksede frem i Europa i 1800-tallet.

• Ortodoks jødedom opstod som en modreaktion på de bevægelser, der i høj grad tilpassede sig ikke-jødiske skikke. Den fastholder toraens uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Der findes mange retninger inden for ortodoks jødedom, hvoraf nogle lever næsten isoleret, mens andre integrerer sig, men ikke på bekostning af overholdelse af jødisk lov. 
• Reformjødedom opstod i 1800-tallets Tyskland og er nu især udbredt i USA. I reformjødiske menigheder kan der være kvindelige rabbinere, man praktiserer ikke omskærelse og opfatter overholdelse af jødiske spiseregler som et frit valg. Gudstjenesten holdes på det lokale sprog, ikke hebraisk. 
• Konservativ jødedom opstod i Tyskland sidst i 1800-talet som mellemvej mellem reformjødedom og ortodoks jødedom. De fastholder overholdelse af sabbatten og jødiske spiseregler.

Bøn indgik formodentlig ikke i den oprindelige jødedom, hvor det centrale var at ofre til Gud i templet

. Men i dag, hvor gudstjenesten i synagogen står centralt, er bønnen meget vigtig i jødedom. Jødiske mænd skal bede tre faste bønner hver dag, som helst skal bedes i synagogen, om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen. I morgen- og aftenbønnen indgår shema, den jødiske trosbekendelse, der indledes med denne passage fra 5. Mosebog: ”Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én”

. Ud over de tre faste daglige bønner skal jøder sige en bestemt bøn før og efter et måltid. Bøn indgår i gudstjenesten i synagogen og i begravelsesritualer samt på sørge- og mindedage for døde. Man beder også bestemte bønner ved bryllupper, omskærelse og andre vigtige begivenheder

. I mange jødiske hjem hænger der på dørkarmene en mezuzah, en rituel beholder, som indeholder vigtige skriftsteder, bl.a. shema-bønnen.

Under den jødiske gudstjeneste læses der tekster fra Toraen og der bedes faste bønner. I reformmenigheder foregår gudstjenesten på lokalsproget, og der kan indgå orgelmusik, i ortodokse menigheder holdes gudstjenesten primært på hebraisk. Den oplæsning af Toraen, der foregår under gudstjenesten, er inddelt i afsnit, så de fem Mosebøger læses igennem hvert år

. Der læses også fra Profeternes Bøger, og andre bibelske bøger læses der fra i forbindelse med gudstjenester på særlige helligdage. Under gudstjenesten holder rabbineren ofte en prædiken for at forklare de tekster, der er blevet læst op. I ortodokse menigheder sidder mænd og kvinder hver for sig under gudstjenesten, mens de sidder sammen i reformjødiske og konservative menigheder.

Omskæring af drengebørn, som traditionelt finder sted, når drengen er otte dage gammel, er et centralt ritual i jødedommen, om end reformjøder er gået bort fra denne praksis. Omskærelsen ses som et tegn på den pagt, som Gud har indgået med det jødiske folk ifølge 1. Mosebog 17.

. Omskærelsen er vigtig for den jødiske identitet, og når det har været diskuteret at forbyde omskærelse af drengebørn i Danmark, har jøder i Danmark givet udtryk for, at et sådant forbud ville kunne føre til, at jødisk liv i realiteten ville dø ud i Danmark over få generationer

. Også jøder, der ikke er religiøse, men har en kulturel eller social tilknytning til jødedommen, opfatter ofte omskærelse som en vigtig og uomgængelig del af den jødiske identitet.

Vigtige overgangsritualer inden for jødedom er bar mitzvah/bat mitzvah, bryllup og begravelse

.   Bar mitzvah er et ritual, som finder sted, når en jødisk dreng er 13 år. Det fejres med en fest for familien og med, at drengen læser op af Toraen til en sabbatgudstjeneste.   For piger hedder overgangsritualet bat mitzvah. I ortodoks jødedom finder det sted, når de er 12 år, i reformjødedom når de er 13 år. Bat mitzvah-ceremonien varierer fra menighed til menighed. I nogle menigheder læser pigen op af Toraen, i andre menigheder, fx i Det Jødiske Samfund i Danmark, som er knyttet til synagogen i Krystalgade i København, holder pigen normalt i stedet en lille tale over et emne inden for jødisk teologi

, men det er også sket, at pigen har læst op af Toraen

.

Hvem der er jøde, er ikke noget enkelt spørgsmål, og der findes ikke en definition, som alle er enige om

. Inden for ortodoks jødedom er definitionen på, hvem der er jøde, at man er jøde, hvis man er født af en jødisk mor, eller hvis man er konverteret til jødedommen ifølge de ortodokse forskrifter. Det er dog meget kompliceret af konvertere, så det er der kun få, der gør. Inden for andre retninger af jødedommen er det lettere at konvertere, og man anerkender også ofte personer med for eksempel en jødisk far og en ikke-jødisk mor som jøder. Hvem der føler sig som jøde, er et endnu mere komplekst spørgsmål, da mange identificerer sig med det jødiske folk og jødedom uden at praktiske jødisk religion i hverdagen.

Sabbatten, den ugentlige hvile- og helligdag, er meget vigtig for jøderne og jødisk identitet

.   Sabbatsbuddet findes i de ti bud i 2. Mosebog 20,9-11 og i 5. Mosebog 5,12-15. Sabbatten forklares med, at mennesket en dag om ugen skal koncentrere sig om at bede til Gud og læse i Guds lov, og med at mennesket skal hvile, fordi det er en del af skabelsen, ligesom da Gud hvilede efter at have skabt verden. Sabbatten holdes derfor om lørdagen, som er den syvende dag i ugen ifølge den jødiske kalender. Den begynder fredag aften og slutter igen lørdag aften. Nogle retninger inden or jødedom holder dog sabbat om søndagen for at tilpasse sig det omgivende samfund.   Ortodokse jøder følger mange specifikke regler for sabbatten, som findes i Moseloven

. Under sabbatten må de ikke tænde eller slukke lyset, ryge, lave mad, køre bil eller spille musik. Derfor er al maden til sabbatten tilberedt på forhånd. Fredag aften indledes sabbatten med, at moren i hjemmet tænder to lys og siger en velsignelse. Man vasker hænder, og så siger faren en velsignelse over børnene og over et bæger vin. Efter festmåltidet synger man særlige sange. Lørdag går man til sabbatsgudstjeneste i synagogen og spiser endnu to festmåltider, inden sabbatten afsluttes med en ceremoni, hvor faren velsigner vin, krydderier og lys.

Der findes mange små og større højtider og fester i jødedommen

. Vigtigst er pesach, den jødiske påske, som fejres om foråret, den 15. i måneden nisan. Den fejres til minde om jødernes udfrielse fra Egypten. Fejringen indledes med et måltid, der skal minde om forholdene i Egypten, og fortællingen om udfrielsen reciteres ved bordet. I måltidet indgår usyret brød, bitre urter og saltvand, som symboliserer bitterhed og bitre tårer, et kogt æg, som symboliserer forår og nyt liv, en stegt lammeknogle som symbol for de ofrede lam og brun frugtmos til minde om det ler, som slaverne i Egypten arbejdede med.   Af andre fester kan nævnes sukkot, kaldet løvhyttefesten, hvor man traditionelt bygger løvhytter til minde om ørkenvandringen i 3. Mosebog, yom kippur, hvor man faster og forsoner sig med hinanden, samt rosh hashanah, det jødiske nytår. Hanukkah, der ligger i december, er en lysfest.

Ifølge forskrifter i Mosebøgerne, må jøder kun spise mad, der er kosher, det vil sige tilladt ud fra Guds lov. Det handler både om, hvilke ingredienser der er tilladt, hvordan maden håndteres og tilberedes, og hvilke bønner der skal siges før og efter måltidet

.   Kød fra et dyr er tilladt at spise, hvis dyret er drøvtyggende og har spaltede hove, altså fx okser, får og geder. Svin er ikke drøvtyggere, og derfor er svinekød ikke tilladt, mens kamelkød er forbudt, fordi kamelen ikke har spaltede hove. Fisk med finner og skæl er kosher, men ikke ål og skaldyr. Dyrene skal slagtes af en jødisk slagter ved en metode, der kaldes schæchtning. Dyret skal være sundt, og slagteren skal fremsige en bestemt lovprisning af Gud, inden han slår dyret ihjel med et hurtigt halssnit. Herefter skal al blodet skal løbe ud, fordi blod ikke er kosher. I nogle lande er schæchtning forbudt, men i Danmark er det tilladt, hvis dyret er bedøvet inden slagtningen.   Kød, mælkeprodukter og grønsager skal holdes adskilt under opbevaring og tilberedning, og der skal bruges tre forskellige sæt køkkenredskaber. Da det kan være besværligt at overholde kosher-reglerne, nøjes mange jøder med at undgå svinekød.

Der er omkring 15,2 millioner jøder på verdensplan, hvilket er mindre end før Anden Verdenskrig og Holocaust, hvor omkring 6 millioner jøder mistede livet. Efter Anden Verdenskrig var antallet af jøder på verdensplan nede på omkring 11 millioner. Herefter er antallet dog steget igen og er i fortsat stigning

  Jødedom er dog den klart mindste af de fem store verdensreligioner (hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam). Jøder udgør kun 0,19 % af verdens samlede befolkning, mens kristne udgør 31,1 % og muslimer 24,9 %

.

Jødedommen har spredt sig til stort set hele verden, men et stort flertal af verdens jøder bor i to lande, Israel og USA. Der er næsten 7 millioner jøder i Israel, hvilket gør Israel til det land i verden, hvor der bor flest jøder. USA har den næststørste jødiske befolkning på ca. 6 millioner, hvoraf ca. 1,7 millioner bor i New York og omegn. De lande, der herudover har de største jødiske befolkningsgrupper, er Frankrig (446.000), Canada (393.500), Storbritannien (292.000), Argentina, Rusland, Tyskland, Australien og Brasilien

.

Der bor omkring 7.000 jøder i Danmark, og under halvdelen af dem er medlem af en jødisk menighed

. Der har været jøder i Danmark i 400 år, men antallet af jøder i Danmark har aldrig oversteget 10.000 (4).   De første jøder, der bosatte sig i Danmark, var portugisiske familier. Siden fulgte tyske jøder og herefter også jøder fra Øst- og Centraleuropa. Efterhånden opstod der jødiske menigheder i bl.a. Randers, Fredericia og Aalborg

. I dag bor langt de fleste jøder i Danmark i København

.   Først med Grundloven af 1849, hvor der blev indført religionsfrihed, fik danske jøder fuldgyldige rettigheder som borgere i Danmark.   Den første synagoge i Danmark blev bygget i 1600-tallet i Fredericia, og i 1766 fik København sin første synagoge. Den brændte i 1795, og i 1833 opførtes den synagoge i Krystalgade, som stadig er hjemsted for Det Jødiske Samfund i Danmark. som er en ortodoks menighed.

I Europa er antallet af jøder faldet med omkring 50 % i perioden fra 1970 til 2020. Det største procentvise fald har der været i Ukraine, Hviderusland og Moldova, hvor over 94 % af den jødiske befolkning er forsvundet i denne periode

. I Østeuropa og Tyrkiet er faldet på 85 %. Ifølge en undersøgelse fra Institute for Jewish Policy Research i London skyldes det store fald her især migration til Israel og andre steder. I de fleste vesteuropæiske lande er antallet af jøder også faldet i den nævnte periode, men dog kun 8.5 % i alt. I enkelte vesteuropæiske lande har der været en lille stigning i antallet af jøder i perioden; i Skandinavien har der samlet set været en fremgang fra 23.000 til 24.000 jøder i alt. I Tyskland er antallet af jøder steget fra 30.000 til 118.000. Både i Tyskland og andre vesteuropæiske lande er der ifølge rapporten stigende problemer med antisemitisme, nationalisme og populisme, og en del af antisemitismen findes ifølge rapporten blandt grupper af 2. og 3. generationsindvandrere.   I USA er der de seneste år, ifølge en opgørelse fra Pew Research, sket en udvikling i retning af, at jøder, der er opvokset i konservativ jødedom, skifter til reformjødedom, så denne form for jødedom nu er blevet den største blandt amerikanske jøder

.

Der har været meldinger om stigende antisemitisme (antijødiske holdninger og fjendtlighed over for jøder i Europa i de seneste år, og antallet af antisemitiske hændelser er steget voldsomt i en række lande efter udbruddet af krigen i Gaza i oktober 2023, som var konsekvensen af et voldsomt terrorangreb mod Israel. Cirka en måned efter krigsudbruddet havde man i Frankrig, som er det land i Europa, der har den største jødiske befolkning, registreret over 1000 antisemitiske hændelser

. Der var også en stor stigning i antisemitiske hændelser i lande som Tyskland, Storbritannien og Holland. I Tyskland kunne en sociolog i november 2023 fortælle, at 5,7 procent af den tyske befolkning udviser antisemitiske attituder

. Fra flere sider har der været bekymring for, om den stigende antisemitisme vil betyde, at flere jøder vil føle sig tvunget til at forlade Europa og USA for at rejse til Israel

.