Dansk landbrug

Danmark er i manges øjne stadig et landbrugsland. Landbruget har i mange århundreder domineret både det danske landskab og det danske samfund, men landbrugets økonomiske betydning er faldende. Indtil midten af 1900-tallet var de danske gårde landets vigtigste arbejdspladser, og stort set alle danskere kendte nogen, der boede på en gård, hvis de da ikke også selv boede på en. I dag er dansk landbrug præget af nogle få, effektive og højteknologiske bedrifter, der i mange tilfælde nærmest kan sammenlignes med industrivirksomheder. Nutidens syn på landbruget er også præget af hidsige debatter om landbrugets påvirkning af klima, miljø og dyrevelfærd. En stigende andel af de danske landbrug finder svaret ved at omlægge deres landbrug til økologi.

Landbrugsarealet udgjorde i 2017 62% af Danmarks samlede areal. Det fremgår af artiklen ”Næsten to tredjedele af Danmarks areal er landbrug” fra Danmarks Statistik (se kilder). Det gør Danmark til Europas mest opdyrkede land. Samlet set er kun 26% af EU's areal opdyrket.

     Landbrugserhvervet krydsede ifølge artiklen ”Færre end 10.000 heltids-landbrug tilbage i Danmark” en vigtig milepæl i 2016, da antallet af heltidslandbrug dykkede under 10.000, hvilket er næsten en halvering på 10 år. Antallet af deltidslandbrug er ikke præget af samme nedgang og udgjorde i 2016 18.445 bedrifter.

     4/5 af Danmarks opdyrkede areal bliver brugt til at dyrke foder til dyr, særligt svin og malkekvæg.

Økonomiprofessor Niels Kærgård skriver i artiklen ”Dansk landbrug i fortid, nutid og fremtid” (se kilder), at der er sket et dramatisk fald i landbrugets økonomiske betydning siden 2. Verdenskrig. I 1946 var over 525.000 danskere ansat i landbruget. Men det tal var i 1980 faldet til 195.000, og i dag er det nede på kun 63.000, hvilket svarer til 2-3% af arbejdsstyrken. Hvis man ser på landbrugets andel af bruttonationalproduktet, er landbrugets andel nede på 2-3%, mens det lå på cirka 20% i årtierne frem mod 1950. Ser man på eksporten, er andelen noget højere – med 13% af vareeksporten og 8% af den samlede eksport.

     En del aktører, herunder landbrugets egne organisationer, tager ofte udgangspunkt i den såkaldte fødevareklynge, som inkluderer en række virksomheder omkring fødevareproduktion, eksempelvis mejerier og producenter af landbrugsmaskiner, når de analyserer landbrugserhvervets samfundsmæssige betydning. Det forøger sektorens betydning. Men ifølge Niels Kærgård er konklusionen stadig: ”at landbruget i dag økonomisk set er et erhverv med en vis, men ikke afgørende betydning for dansk økonomi og beskæftigelse; heller ikke for beskæftigelsen i Udkantsdanmark spiller landbruget nogen afgørende rolle.”

Man deler normalt de danske landbrug op i to hovedgrupper. Konventionelt landbrug, der omfatter langt størstedelen af de danske landbrug, og økologisk landbrug. Økologisk fødevareproduktion er karakteriseret ved, at man ikke bruger kunstgødning og pesticider, ligesom husdyrholdene skal fodres med ikke-sprøjtet foder og leve op til en række krav om dyrevelfærd. Økologisk landbrug bygger på den kredsløbstankegang, der også tidligere prægede dansk landbrug. Gården producerer i høj grad selv plantefoder til dyrene, som til gengæld producerer husdyrgødning til markerne.

     Salget af økologiske føde- og drikkevarer anslås i rapporten ”Økologisk markedsnotat 2019” (se kilder) at udgøre 11,5% af det samlede salg af føde- og drikkevarer i Danmark i 2018. 10,5% af Danmarks samlede landbrugsareal dyrkes økologisk. Både det økologiske areal og salget af økologiske fødevarer har været stigende igennem mange år, men ligger altså stadig væsentligt lavere en salget af produkter fra det konventionelle landbrug.

Formålet med EU's landbrugspolitik er ifølge artiklen ”Støtten fra EU er fortsat vigtig for danske landbrug” fra Danmarks Statistik (se kilder) blandt andet at sikre en rimelig levestandard for landbefolkningen. Man får landbrugsstøtte til sine arealer ved at leve op til fælles standarder indenfor miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Støtten er ikke afhængig af, hvor meget man producerer, så den er med til at stabilisere indkomsten for landmandsfamilier mellem år, hvor priser eller udbytter svinger meget. Under den nuværende ordning gives omkring 80% af EU’s landbrugsstøtte som støtte til landbrugsjorden.

     Chefkonsulent i Danmarks statistik Henrik Bolding Pedersen udtaler i artiklen: ”Set i forhold til produktionens størrelse er støtten til landbruget i Danmark ikke så stor sammenlignet med andre EU-lande, men det er den derimod, når vi sammenligner landmændenes indkomst. (...) Tallene her viser, at mange landmænd ville få det svært, hvis man fjernede eller skar kraftigt i EU’s landbrugsstøtte fra den ene dag til den anden.”

     Der arbejdes i EU med en revision af landbrugspolitikken fra 2020, hvor capping (omfordeling fra store til mindre landbrug), greening (miljø- og klimaindsats) og mere støtte til yngre landmænd er vigtige temaer.

Omkring 4000 f.Kr. i stenalderen begyndte mennesker i Danmark at rydde små lodder omkring deres bosteder for den urskov, der dengang dækkede Danmark. De dyrkede svedjebrug, også kaldet flyttemarksbrug, hvor man brændte plantedækket af og opdyrkede jorden ved hjælp af næringsstofferne i den askeblandede jord. Efter et par år var næringsstofferne i jorden opbrugt, og et nyt område blev afbrændt og opdyrket.

     I vikingetiden blev bosættelserne mere permanente, og markerne forblev nu samme sted omkring landsbyerne. Til gengæld indførte man sædskifte, hvor forskellige afgrøder og brakperioder uden opdyrkning roterede mellem de forskellige marker, også kaldet vange. Vangene blev gødet med husdyrgødning fra dyr, der græssede på brakmarkerne og omkringliggende naturområder. Bønderne var i høj grad selvforsynende, og landbrugsdriften skete i et lukket system uden tilførsel af næringsstoffer udefra.

     Fra midten af 1200-tallet blev landsbyfællesskabet og fæstegårdsdrift almindeligt, særligt i Østdanmark. Ved fæstegårdsdrift lejer bonden sin gård og jord af godsejeren, og fæstebønderne blev senere også pålagt at arbejde på godsejerens jord. Hver gård i landsbyen havde mange smalle markstrimler, der var fordelt på landsbyens fælles vange, som der typisk var tre af. På den måde var både den gode og dårlige jord fordelt mellem landsbyens gårde. Man kan læse mere om dansk landbrug før landboreformerne på denstoredanske.dk i opslagene ”Dyrkningssystemer”, ”Trevangsbrug” og ”Jordfælleskab” (se kilder) samt en række andre opslag.

Dyrkningsfællesskabet i landsbyen bestod til langt op i 1700-tallet. Det sikrede en social samhørighed i landsbyen, men var samtidig uproduktivt og fastholdt dyrkningen i gamle mønstre. 75% af landbrugsjorden var ifølge ”Naturgeografi – Jorden og mennesket” (se kilder) i midten af 1700-tallet ejet af få hundrede godsejerfamilier. De drømte om højere produktion, der kunne give højere fæsteafgifter og en større eksport af danske landbrugsvarer, samtidig med at bøndernes kår blev forbedret. Samtidig var nogle af godsejerne blevet påvirket af oplysningstidens ideer om fornuft og frisættelse fra traditioner og sædvaner. 75% af landbrugsjorden var ifølge ”Naturgeografi – Jorden og mennesket” (se kilder) i midten af 1700-tallet ejet af få hundrede godsejerfamilier. De drømte om højere produktion, der kunne give højere fæsteafgifter og en større eksport af danske landbrugsvarer. Samtidig skulle reformerne også forbedre bøndernes kår.

     Det var en del af baggrunden for, at der i 1700-tallet blev gennemført en række lovændringer og andre tiltag, kaldet landboreformerne, som tilsammen var en gennemgribende juridisk, økonomisk og social forandring af det danske landbosamfund. De tre vigtigste tiltag var følgende:

     · Landsbyudskiftning: Udskiftningen betød, at den enkelte gårds jord blev samlet i stedet for at ligge spredt. Det var et enormt arbejde at fordele jorden retfærdigt, og udskiftningen medførte også udflytning af mange gårde fra landsbyen, så de kunne ligge ude på gårdens nye arealer.

     · Selveje: Godsejerne solgte i stort omfang landbrugsjorden til deres fæstebønder. I perioden 1790-1810 blev cirka 60% af fæstebønderne til selvejerbønder, altså bønder der selv ejede deres jord. Pengene til at købe jorden fik de ofte ved at få lån hos godsejere.

     · Stavnsbåndets ophør: Stavnsbåndet var blevet indført i 1733 og betød, at den mandlige befolkning ikke måtte flytte fra deres gods og sogn. Stavnsbåndet var forhadt blandt bønderne, og ophævelsen af det blev et vigtigt symbol på bondens frigørelse.

     Landboreformerne betød, at produktionen blev meget mere effektiv, og allerede fra 1770 til 1800 voksede den samlede danske landbrugsproduktion til det dobbelte.

Det næste store udviklingsspring for dansk landbrugsproduktion begyndte ifølge artiklen ”Landbrugets produktionsomlægning” på danmarkshistorien.dk (se kilder) i 1880. I den sidste fjerdedel af 1800-tallet var europæisk landbrug i krise på grund af faldende kornpriser. Det skyldtes, at korn fra USA og Ukraine væltede ud på verdensmarkedet som følge af forbedrede transportmuligheder med tog og dampskibe. Danske landmænd begyndte derfor i stedet at satse mere på at avle dyr og sælge forskellige former for kød og mejeriprodukter i udlandet, og det kom til at betyde, at landbruget begyndte at forarbejde deres råvarer industrielt. Køernes mælk blev lavet til smør og ost på nyoprettede mejerier, og svin blev til skinke og bacon på slagterier. Mejerierne og slagterierne blev organiseret som andelsselskaber, hvor landmændene var ejere og havde stemmeret. Landbrugsproduktionen gik fra overvejende at være til selvforsyning til at være markedsorienteret og blev nu solgt til den voksende bybefolkning og til eksport, særligt til England.

Landbrugsproduktionen blev endnu engang voldsomt forøget, men antallet af gårde holdt sig stabilt omkring de 200.000 frem til 1950. Her begyndte ifølge Niels Kærgård og Tommy Dalgaards artikel ”Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. Verdenskrig” (se kilder) en gennemgribende teknologisk udvikling, som betød, at mange gårde blev nedlagt, og jorden og dyrene blev ejet af færre. Det betød, at langt færre danskere var ansat i landbruget, der gik fra at være den største sektor i landet til at spille en meget mindre rolle. Denne udvikling beskrives normalt i tre hovedfaser:

     · Mekanisering: Det vigtigste teknologispring var indførelsen af traktorer efter 2. Verdenskrig. Sammen med mejetærskerens ankomst var de årsag til et skarpt fald i antallet af både heste og ansatte. Mange flyttede fra land til by, og gårdene blev fra 1960'erne til familiebrug, hvor der kun i perioder var hyret folk ind udefra. Tidligere havde gårdene været store husstande med karle, fodermester, malkepiger mm.

     · Specialisering: I 1972 stemte et flertal af danskerne ja til medlemskab af EF (nu EU). Det betød, at markedet for landbrugsprodukter blev markant større, og landmændene investerede voldsomt i nye, automatiske teknologier for at udnytte dette. Det betød dog, at mange fik en stor gæld. Ejendomspriserne steg, og det blev dyrere at overtage en gård. Før var der mange forskellige husdyr og afgrøder på gårdene, men nu begyndte man at koncentrere sig om en enkelt type husdyr, eksempelvis svin eller malkekøer, og/eller enkelte afgrøder på marken. Til gengæld blev der så investeret voldsomt i den produktion, og driften blev effektiviseret.

     · Industrialisering: Mekaniseringen, specialiseringen og automatiseringen har tilsammen gjort landbrug til et erhverv, der kræver stor specialviden og store investeringer. Det har betydet, at der nu er færre, men større heltidslandbrug samt mange mindre landbrug, hvor deltidslandmanden har et andet job ved siden af. De mellemstore landbrug er der til gengæld ikke ret mange af.

Det er i de seneste årtier blevet diskuteret heftigt, hvordan og hvor meget dansk landbrug påvirker miljø og natur. To af de vigtigste aktører i debatten er landbrugets brancheorganisation, Landbrug & Fødevarer (L&F), og Danmarks Naturfredningsforening (DN).

     I artiklen ”Kæmpe faktatjek slår fast: Intensivt landbrug presser dyr og natur” (se kilder) udtaler den daværende formand for DN, Ella-Maria Bisschop-Larsen: ”(...) der er ingen tvivl om, at det meget intensive industrilandbrug i Danmark er en af kerneudfordringerne for at få skabt bedre vilkår for naturen.” Naturen presses særligt af landbrugets brug af sprøjtegifte og gødning, som mindsker biodiversiteten og truer vandmiljøet. Andelen af beskyttet natur er også meget lav i Danmark.

     Landbrug & Fødevarer lægger på deres hjemmeside (se kilder) vægt på, at dansk landbrug er højeffektivt samtidig med, at man siden 1985 har formået at nedsætte blandt andet kvælstof- og fosforoverskuddet fra markerne samt brugen af sprøjtegift. Landbruget har ifølge Landbrug & Fødevarer på den måde blandt andet været medvirkende til, at Danmarks grundvand fortsat kan drikkes ubehandlet.

     Selv om DN og L&F generelt er meget uenige, lavede de i 2019 et fælles forslag, der skal gøre det muligt for landmændene at tage lavtliggende, dårlig landbrugsjord ud af drift til gavn for natur, klima og vandmiljø. I et fælles debatindlæg ”Naturformand og landbrugsformand: Derfor er vi kravlet op af skyttegravene” (se kilder) lægger de to organisationer op til, at landbrug og natur ikke behøver at være hinandens modsætninger.

I de senere år har der været debat om, hvor meget dansk landbrug belaster klimaet og er medvirkende til at skabe klimaforandringer ved at udlede klimagasser. Landbruget udleder flere forskellige drivhusgasser, og det sker på mange måder. Det bevirker tilsammen, at landbruget står for cirka en femtedel af Danmarks udledning af drivhusgasser. I artiklen ”Ko-bøvser og lattergas: Her er landbrugets store klimaproblemer” (se kilder) udpeges landbrugets to største kilder til drivhusgasser. Det er metangasudslip fra køer og andre drøvtyggeres bøvser, prutter og afføring samt udledningen af lattergas fra gylletanke og marker gødet med kvælstofgødning.

     Landbrugets vigtigste organisation Landbrug & Fødevarer konkluderer i pressemeddelelsen ”Ny rapport: Nedskæring af dansk landbrug vil øge den globale klimabelastning” (se kilder) med henvisning til en beregning fra Det Miljøøkonomiske Råd, at: ”Hvis dansk landbrugsproduktion presses ud af landet, så vil en stor del af produktionen flytte til udlandet, og resultatet vil blive, at det samlede klimaaftryk fra den globale landbrugsproduktion vil stige. (...) Det skyldes, at Danmark har et af de mest klimaeffektive landbrug i verden.” Landbrug & Fødevarer præsenterede i 2019 en klimavision om, at hele det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt senest i 2050.

     Det diskuteres blandt forskere, hvor meget dansk landbrug belaster klimaet sammenlignet med landbrug i andre lande. Op til valgkampen i 2019 tjekkede TV2 i artiklen ”Faktatjek: Er dansk landbrug verdens mest klimavenlige, og har regeringen skåret i udviklingsbistanden?” (se kilder), om det kunne passe, at dansk landbrug var et af verdens mest klimaeffektive. Konklusionen er uklar, for i de to mest citerede studier, når det ene frem til, at dansk landbrug er blandt de laveste udledere i EU, mens det andet når frem til, at Danmark ligger i den tunge ende. Forskellen handler blandt andet om, hvordan man medregner udledningen fra importeret sydamerikansk soja til foder i danske svinestalde.

Fødevarestyrelsen foretager hvert år en stribe kontrolbesøg på danske landbrug for at undersøge, om reglerne for dyrevelfærd bliver overholdt. I rapporten ”2017 – Dyrevelfærd i Danmark” (se kilder) kan man læse, at 16% af kontrolbesøgene udløste indskærpelser, påbud eller politianmeldelser til de landmænd, der blev kontrolleret. Svinebesætningerne havde klart størst problemer med dyrevelfærden. Her havde næsten en tredjedel af de undersøgte besætninger problemer med dyrevelfærden.

     Landbrugets største interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, mener dog, at dansk landbrug klarer sig rigtig godt i forhold til dyrevelfærd: ”På den internationale scene inden for dyrevelfærd udmærker Danmark sig, og på en række områder er den danske lovgivning om dyrevelfærd mere vidtgående end EU's krav. Det gælder f.eks. reglerne om hold af grise samt ikke mindst transport af dyr, der er strammere i Danmark end i EU,” fremgår det af organisationens hjemmeside (se kilder).

     Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening er dog ikke enige. I statistiksamlingen ”Sådan ligger landet” (se kilder) skriver de to organisationer, at 97% af de danske grise halekuperes, selv om rutinemæssig halekupering er forbudt, og at 51% af søerne får mavesår. Det fortælles også i rapporten, at 24.300 pattegrise om dagen dør som følge af selvdød, dødfødsel eller aflivning. Rapporten fortæller også, at ifølge de seneste tal kan under 1% af slagtekyllingerne i konventionel produktion gå normalt og ubesværet.

     Når det gælder malkekøer, kommer 25% af alle danske malkekøer på græs om sommeren. I 2003 var det 75%. De 25% dækker både økologiske og ikke-økologiske køer. Ser man alene på de ikke-økologiske besætninger, er det kun 15% af køerne, der kommer på græs.

Ifølge ”Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. Verdenskrig” (se kilder) kan et mellemstort landbrug ikke fås for under 30 millioner kroner og det gør det umuligt for unge landmænd at få fod under eget bord.

Landbrugets samlede gæld udgør 360 milliarder kroner, og mange landmænd har svært ved at afdrage gælden og optage nye lån. I artiklen ”Konkurs-boom i landbruget” (se kilder) fortælles det, at de 126 konkurser i første halvdel af 2019 allerede overstiger de 121 konkurser i landbruget i hele 2018. Landmændene har haft svært ved at tjene penge på grund af lave priser på mælk og svinekød. Den langvarige tørke i 2018 gav også mange landmænd en dårlig høst.