Det danske sundhedsvæsen

I dag betragter de fleste danskere det som en selvfølge, at vi kan søge hjælp hos læger og på hospitaler, hvis vi bliver syge og får brug for behandling. Det danske sundhedsvæsen udgør ligesom bl.a. børnehaver og skoler en central del af den danske velfærdsmodel. Men sådan har det ikke altid været. Statsmagtens interesse for befolkningens sundhed går tilbage til i midten af 1700-tallet, hvor man begyndte at se en sund og rask befolkning som forudsætning for et lands rigdom. Måske netop fordi sundhedsvæsenet i dag er blevet så central en del af det danske velfærdssamfund, er det ofte til debat, når systemet fejler. Corona-pandemien har lagt et ekstra pres på et i forvejen presset sundhedsvæsen. Manglen på både læger og sygeplejersker vokser, og den langvarige strejke blandt sygeplejersker i sommeren 2021 har gjort manglen på sygeplejersker endnu mere akut. Samtidig bliver det danske sundhedsvæsen udfordret af et voksende antal ældre borgere i samfundet, en stadigt større brug af data samt en kompliceret teknologisk udvikling, der stiller nye krav til medarbejderne.

Patienter i det danske sundhedsvæsen har en række rettigheder. Blandt andet ret til:

• at få foretaget abort 
• at blive steriliseret 
• frit at vælge, på hvilket offentligt hospital, de vil undersøges og behandles 
• at blive behandlet inden for de gældende fastsatte garantier for ventetid 
• at blive medinddraget i beslutninger om behandling 
• at takke nej til behandling 
• at søge erstatning ved fejlbehandling 
• i en vis udstrækning at blive undersøgt og behandlet i udlandet.

     Man kan læse mere om patientrettigheder under Patientrettigheder på Region Hovedstadens hjemmeside (se kilder).

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år indført digitale løsninger for at gøre kontakten mellem sundhedsvæsen og borger mere direkte, effektivisere kommunikationen og sikre patienterne, at forskellige sundhedspersoner i forskellige dele af sundhedssystemet kender deres sygehistorie. Det gælder bl.a. Medicinkortet.dk, som er en app, der samler informationer om recepter og medicin, der giver den enkelte patient og det sundhedsfaglige personale overblik over, hvilken medicin patienten har fået ordineret de seneste to år. Formålet med IT-systemet Sundhedsplatformen var også at skabe overblik og samle viden om den enkelte patients forløb for at gøre behandlingen bedre og arbejdsgangene på hospitalerne mere effektiv. Det nye system har dog affødt voldsom kritik, bl.a. for at medføre, at patienter har fået forkerte doser medicin, for at true patientsikkerheden, fordi data ikke opbevares korrekt, og for at tage unødvendige ressourcer fra i forvejen presset sundhedspersonale, der skal registrere langt flere oplysninger om patienterne end tidligere. Digitale løsninger bliver ellers af mange udråbt som en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets store udfordring med at sikre bedre sammenhæng i behandlingen og udnytte ressourcerne bedst muligt. Det er blevet endnu vigtigere, fordi mange patienter i dag lider af flere sygdomme på én gang og derfor er i kontakt med flere dele af sundhedsvæsenet. Digitalisering spiller en nøglerolle i “ambitionen om udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal bidrage til, at flere patienter vil opleve behandlingsforløb, der går på tværs af hospitaler og sektorer”. Det kan man læse i Sundheds- og Ældreministeriets Strategi for Digital Sundhed 2018-2022 (se kilder).

Det primære sundhedsvæsen er den del af sundhedsvæsenet, der er tættest på borgeren i hverdagen. Det består bl.a. af egen praktiserende læge, sundhedspleje, hjemmepleje og forskellige plejecentre.

Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark og hører under Ældre- og Sundhedsministeriet. Sundhedsstyrelsen hjælper sundhedsministeren og ældreministeren og rådgiver en række kommunale og regionale myndigheder. Styrelsen skal sørge for, at patienterne får sundhedsydelser af høj faglig kvalitet. Styrelsens hovedopgave er at forebygge sygdom ved at oplyse borgerne om en sund livsstil, at påvirke uddannelsen af sundhedspersonale og lægge planer for sundhedsvæsenet, så det fungerer optimalt, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside (se kilder).

I 2005 blev en kommunalreform vedtaget i Folketinget af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reformen indebar, at de dengang 13 amter blev lagt sammen til fem regioner, og at de dengang 271 kommuner blev lagt sammen til 98. Hidtil havde hospitalerne været amternes opgave. Nu overtog de fem regioner opgaven med at tage vare på danskernes sundhed; regionernes vigtigste opgave blev at drive sygehusene, psykiatrien og sygeforsikringen, herunder praktiserende læger og speciallæger. Regionerne fik, modsat de tidligere amter, ikke ret til at udskrive skatter. Det kan man læse i Lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Til gengæld skulle staten fastsætte og tildele ressourcer direkte til regionerne. Formålet med kommunalreformen var at sikre den enkelte borger “mere kvalitet for pengene i den offentlige service, navnlig sundhedsvæsenet”, ifølge regeringens præsentation af reformen ‘Kommunalreformen kort fortalt’ (se kilder). Reformen vakte en del debat. I artiklen “Reformen der forandrede Danmark” på Altinget.dk (se kilder), kan man læse, hvordan nogle borgmestre kalder reformen en succes, mens andre mener, at reformen har været på bekostning af nære relationer mellem borgere og systemet. Centraliseringen af sundhedsvæsenet har haft en pris, vurderer en række kommunalforskere i artiklen. Ikke mindst i landsbyer og mindre byer på landet, som har måttet vinke farvel til hospitaler, tandlæger og praktiserende læger i nærmiljøet.   “Udgangspunktet for den daværende regerings udspil var ‘mennesket først’. Men sådan blev det ikke, det blev systemet først. Når nærheden forsvinder, kan det få nogle meget værdifulde ting til at smuldre, som ikke lige indgår i de teknokratiske regneark,” siger kommunalforsker Roger Buch i artiklen.

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år indført digitale løsninger for at gøre kontakten mellem sundhedsvæsen og borger mere direkte, effektivisere kommunikationen og sikre patienterne, at forskellige sundhedspersoner i forskellige dele af sundhedssystemet kender deres sygehistorie. Det gælder bl.a. Medicinkortet.dk, som er en app, der samler informationer om recepter og medicin, der giver den enkelte patient og det sundhedsfaglige personale overblik over, hvilken medicin patienten har fået ordineret de seneste to år. Formålet med IT-systemet Sundhedsplatformen var også at skabe overblik og samle viden om den enkelte patients forløb for at gøre behandlingen bedre og arbejdsgangene på hospitalerne mere effektiv. Det nye system har dog affødt voldsom kritik, bl.a. for at medføre, at patienter har fået forkerte doser medicin, for at true patientsikkerheden, fordi data ikke opbevares korrekt, og for at tage unødvendige ressourcer fra i forvejen presset sundhedspersonale, der skal registrere langt flere oplysninger om patienterne end tidligere. Digitale løsninger bliver ellers af mange udråbt som en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets store udfordring med at sikre bedre sammenhæng i behandlingen og udnytte ressourcerne bedst muligt. Det er blevet endnu vigtigere, fordi mange patienter i dag lider af flere sygdomme på én gang og derfor er i kontakt med flere dele af sundhedsvæsenet. Digitalisering spiller en nøglerolle i “ambitionen om udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal bidrage til, at flere patienter vil opleve behandlingsforløb, der går på tværs af hospitaler og sektorer”. Det kan man læse i Sundheds- og Ældreministeriets Strategi for Digital Sundhed 2018-2022 (se kilder).

Sundhedsvæsenet er samfundets samlede indsats for at kunne forebygge, diagnosticere og behandle syge, både i offentligt og privat regi. Også forskning i sundhedsvidenskab er en del af sundhedsvæsenets opgave. Kommunerne skal forebygge sygdom ved at tilbyde borgerne forskellige sundhedstilbud, og regionerne er ansvarlige for at drive sygehuse. Serviceloven og Sundhedsloven sætter rammerne for sundhedsvæsenet i Danmark.

Det primære sundhedsvæsen er den del af sundhedsvæsenet, der er tættest på borgeren i hverdagen. Det består bl.a. af egen praktiserende læge, sundhedspleje, hjemmepleje og forskellige plejecentre.

Det sekundære sundhedsvæsen er den del af sundhedsvæsenet, der overtager eller fortsætter behandlingen af patienten på hospitalet eller hos en speciallæge, efter at patienten har været i kontakt med det primære sundhedsvæsen. Det sker f.eks., hvis en patient går til sin praktiserende læge og derfra bliver henvist til en speciallæge som en øre- eller øjenlæge.

Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark og hører under Ældre- og Sundhedsministeriet. Sundhedsstyrelsen hjælper sundhedsministeren og ældreministeren og rådgiver en række kommunale og regionale myndigheder. Styrelsen skal sørge for, at patienterne får sundhedsydelser af høj faglig kvalitet. Styrelsens hovedopgave er at forebygge sygdom ved at oplyse borgerne om en sund livsstil, at påvirke uddannelsen af sundhedspersonale og lægge planer for sundhedsvæsenet, så det fungerer optimalt, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside (se kilder).

Lægemiddelstyrelsen godkender og kontrollerer lægemiddelvirksomheder (virksomheder, der producerer medicin og andre lægemidler) og lægemidler på det danske marked, holder øje med bivirkninger ved lægemidler, godkender kliniske forsøg (dvs. test af medicin), beslutter, hvilke lægemidler der skal have tilskud, fører tilsyn med medicinsk udstyr, som er tilgængeligt i Danmark, og overvåger alvorlige hændelser med medicinsk udstyr, udpeger apotekere, tilrettelægger apoteksstrukturen og fører tilsyn med apoteker og forhandlere. Herudover er styrelsen med til at udvikle politik og regler på lægemiddelområdet, både i Danmark og i dialog med EU’s lægemiddelmyndigheder. Lægemiddelstyrelsen er en del af Sundheds- og Ældreministeriet, fremgår det af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside (se kilder).

Styrelsen for Patientsikkerhed er den overordnede sundhedsfaglige tilsynsmyndighed i Danmark. Styrelsen holder øje med, at behandlingssteder, læger, kirurger og andet sundhedspersonale udfører deres arbejde, som de ifølge loven skal og bør, og giver dem tilladelser til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Styrelsen holder også øje med smitsomme sygdomme, f.eks. epidemier (dvs. sygdomme som spreder sig meget hurtigt i et bestemt område) og rådgiver og oplyser befolkningen i forbindelse med smitsomme sygdomme, vandforurening og kemiske udslip. Det er også Styrelsen for Patientsikkerheds opgave at tage imod og indrapportere anonymiserede utilsigtede hændelser (f.eks. lægefejl under operationer eller medicinering) i Dansk Patientsikkerhedsdatabase og bruge indberetningerne til at afværge, at noget lignende sker igen for andre patienter, kan man læse på styrelsens hjemmeside (se kilder).

Med strukturreformen i 2005 blev finansieringen af det danske sundhedsvæsen ændret. Amterne blev nedlagt, og fem regioner overtog administration og drift af sundhedsvæsenet. Før reformen betalte amterne ca. 70 procent af de offentlige sundhedsudgifter, der gik til drift af sygehuse, sygesikring (f.eks. praktiserende læger) og medicin, og kommunerne stod for ca. 30 procent af udgifterne, især til ældrepleje og hjemmesygepleje. Efter reformen skulle hver kommune nu være med til at betale udgifterne til hospitalsbehandling af kommunens borgere, som amterne indtil da havde betalt for. Ideen var at få kommunerne til at gøre sig mere umage med at gøre den enkelte patients forløb mere sammenhængende – og arbejde på at forebygge sygdom hos borgerne. Efter reformen giver staten tilskud til regioner og kommuner til deres sundhedsudgifter ud fra en særlig fordelingsnøgle, der tager hensyn til, hvor meget den enkelte kommunes borgere bruger sygehusvæsenet. Det kan man læse i oversigtsnotatet “Hvordan finansieres sundheds- og hospitalssektoren efter strukturreformen?” (se kilder).

Der findes forskellige måder at opgøre udgifterne til sundhedsvæsenet på, så det er ikke let at afgøre, hvad det samlede beløb reelt er, fremgår det af artiklen “Sundhedsøkonom: Dumt spørgsmål, men hvad koster sundhedsvæsenet?” på Altinget.dk (se kilder), hvor professor i sundhedsøkonomi ved SDU (Syddansk Universitet), Kjeld Møller Pedersen, efterlyser en ny og gennemskuelig måde at beregne de offentlige sundhedsudgifter på. Men ifølge rapporten Hvordan opgør man de danske sundhedsudgifter? løb de samlede danske offentlige sundhedsudgifter i 2019 op på 185.441 milliarder kroner, baseret på tallene fra OECD’s Health Statistics 2019 (se kilder).

     Vi bruger i Danmark i gennemsnit lidt mindre eller det samme på sundhedsvæsenet som andre medlemslande i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), som vi typisk sammenligner os med. I Danmark bruger vi lidt mindre af vores BNP (bruttonationalprodukt) eksklusive pleje- og omsorgsudgifter end gennemsnittet blandt de 22 mest sammenlignelige OECD-lande. Men medregner vi udgifter til pleje og omsorg, ligger Danmark meget tæt på gennemsnittet. Sundhedsudgifterne per indbygger er i Danmark højere end i Finland og England, men lavere end i Sverige, Tyskland, Holland, Norge og Schweiz. Danmark brugte i 2017 omkring 165 mia. kr. på sundhedsområdet, svarende til 31 procent af det samlede offentlige forbrug. Det fremgår af rapporten Flere ældre og nye behandlinger – Hvad kommer det til at koste? fra VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (se kilder).

Corona-pandemien har bragt et i forvejen presset sundhedsvæsen næsten i knæ. Operationer er blevet udskudt, behandlinger aflyst, og ventetiderne er vokset som følge af det pres, pandemien har lagt på sundhedsvæsenet. Samtidig presser det sygehusenes økonomi, at mange kræftpatienter og andre alvorligt syge patienter bliver væk fra behandling, fordi de er bange for smitte, kan man læse i artiklen “De syge bliver væk: Coronavirus kan få økonomien til at skride på sygehuse” på Berlingske.dk (se kilder). Alene i corona-pandemiens første år løb merudgifterne til sundhedsvæsenet op i mindst 12 milliarder kroner, kan man læse i artiklen “Så meget kostede COVID-19 sundhedsvæsenet i 2020” på dssnet.dk (se kilder). I baggrundspapiret: “NOTAT til ekspertgruppen for en langsigtet strategi for genåbning af Danmark – sundhedsvæsenet” fra 15. september 2021 (se kilder) anslår ekspertgruppen, at det vil koste 275 millioner kroner at indhente udsatte behandlinger som følge af corona-pandemien i 2021. Det ekstraordinære pres på sundhedsvæsenet, som corona-pandemien har forårsaget, fik i december 2021 Regeringen og en række af Folketingets partier til at afsætte en milliard kroner ekstra til at fastholde sundhedspersonale og styrke aktiviteten på sygehusene, kan man læse i artiklen “Coronavinterpakke giver en milliard ekstra til et presset sundhedsvæsen” på Dr.dk (se kilder).

Den 19. juni 2021 udbrød en sygeplejerstrejke som konsekvens af utilfredshed med udfaldet af forårets overenskomstforhandlinger. Sygeplejerskerne var utilfredse med, at deres løn ligger langt under lønningerne hos klassiske sammenlignelige mandefag, hvis løn er fastsat af samme reform, Tjenestemandsreformen af 1969. 4.750 sygeplejersker begyndte den 19. juni strejken, den 17. august blev strejken udvidet med 225 sygeplejersker. Strejken varede ti uger, indtil et flertal af Folketingets partier bestående af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance ved en debat i Folketinget den 27. august i Folketinget sommerferie vedtog et lovindgreb i form af en hastelov. Det fik sygeplejersker på en række hospitaler, f.eks. Rigshospitalet, Roskilde Hospital, Horsens og Aarhus Universitetshospital, til at afholde ulovlige strejker, såkaldte time-strejker, hvor de nedlagde arbejdet for at demonstrere deres utilfredshed, selv om de risikerede bøder, erstatningskrav og bortvisning. Det fremgår af artiklen “Sygeplejersker i ulovlig strejke: Bare prøv at fyre os – så vil sundhedsvæsenet jo kollapse” på Dr.dk (se kilder). Allerede i efteråret 2021 var der knap 5.000 ubesatte sygeplejerskestillinger i Danmark ifølge artiklen “Kortlægning: Der mangler næsten 5.000 sygeplejersker og flere hundrede læger” på sundhedspolitisktidsskrift.dk (se kilder). Og i notatet “Prognose for sygeplejemangel 2030”, som DSR Analyse har udarbejdet for Dansk Sygeplejeråd (se kilder), vurderes det, at der i 2025 vil mangle 6.423 sygeplejersker. 

     Strejken ramte et i forvejen coronapresset sundhedsvæsen. Alene i strejkens første uge fik flere tusinde patienter aflyst deres operation, kunne man læse på DR.dk i artiklen “Se kortet: Flere end 2.500 patienter får aflyst operation i strejkens første uge” (se kilder).         

     Ifølge en beregning, som Sundhedsstyrelsen lavede i august 2021, vil det tage to år at indhente efterslæbet af strejken, hvis regionerne øger aktiviteterne med fem procent, kan man læse i notatet “Sundhedsstyrelsens aktuelle vurdering af konsekvenser af sygeplejestrejken” på sst.dk (se kilder).

Teknologi og ny viden er blandt de største udfordringer for det danske sundhedsvæsen de næste 10-20 år. Det viser rapporten Fem megatrends der udfordrer fremtidens sundhedsvæsen (se kilder).

     Dels skaber den voksende mængde af informationer til patienterne et A- og et B-hold, da der er stor forskel på patienternes evne til selvstændigt at opsøge og forstå informationerne, lyder en af konklusionerne i rapporten. Den teknologiske udvikling udfordrer også, fordi den nye viden og dens muligheder ikke altid kan realiseres i praksis. F.eks. er det svært at få kunstig intelligens ind på hospitalerne. Selv om Danmarks ambitioner er høje – ifølge regeringens Life Science-strategi skal Danmark være “et udstillingsvindue” for kunstig intelligens – så kæmper forskerne med at få godkendt projekter, så de kan anvendes på hospitalerne. F.eks. giver ny teknologi som brug af algoritmer og kunstig intelligens mulighed for at læse røntgen- og scanningsbilleder mere ensartet og automatiseret til gavn for patienten, hospitalet og samfundet. Men teknologien er vanskelig at implementere, fordi der mangler et godkendelsessystem og en måde at opdatere det indkøbte udstyr på. Den nye teknologi er baseret på algoritmer, der ændrer sig over tid, og som løbende skal gentrænes for at kunne bearbejde de data, den præsenteres for. Det er en tung proces, bl.a. pga. persondataloven, som forskerne kalder “en kæmpe bremseklods i det økosystem, der skal være til stede for at overholde sundhedsloven”, kan man læse i artiklen “Forskere oplever kæmpe benspænd i at få kunstig intelligens ind på hospitalerne” på sundhedspolitisktidsskrift.dk (se kilder). Det er ambitionen, at brug af kunstig intelligens på hospitalerne skal forbedre forebyggelse, diagnostik og behandling og effektivisere sundhedsvæsenet, fremgår det af Region Hovedstadens hjemmeside (se kilder). Det er også planen, at kunstig intelligens skal afhjælpe det pres på sundhedsvæsenet, som corona-pandemien har skabt, ved at hjælpe til at identificere, hvilke covid-patienter der får brug for intensiv behandling, f.eks. ved ud fra kliniske data og scanningsbilleder af covid-patienters lunger at give en hurtig kvalificeret vurdering af, hvilke patienter der får brug for behandling på en intensivafdeling, fremgår det på innovationsfonden.dk (se kilder).

Et stort problem for det danske sundhedsvæsen er, at der mangler uddannede læger og sygeplejersker, og at denne mangel ser ud til at stige. Der er mangel på læger både i mange små byer og i Københavnsområdet. De Praktiserende Lægers Organisation, PLO, vurderer i en analyse, at 300.000 patienter vil stå uden egen læge i 2023, kan man læse på laeger.dk (se kilder). Da der vil blive flere ældre borgere i Danmark fremover og flere borgere med kroniske sygdomme som KOL og type 2-diabetes, vil endnu flere få brug for hjælp fra deres praktiserende læge, og det gør lægemanglen til et endnu større problem. Det kan man læse i artiklen “Sundhedsminister og læger: Lægemanglen er en tikkende bombe under det danske sundhedsvæsen” på Jyllands-Posten.dk (se kilder).

Når vi besøger vores egen læge, er på hospitalet eller er i kontakt med sundhedsvæsenet på andre måder, registrerer læger, sygeplejersker og andre ansatte mange forskellige oplysninger om vores helbred. Det kan f.eks. være oplysninger om diagnoser, indlæggelser, medicin og genoptræning eller om gener, blodprøver og laboratoriesvar. Sundhedspersonalet er forpligtet til at føre journal af hensyn til patientsikkerheden, og derfor registrerer de alle disse oplysninger, som kaldes sundhedsdata. Digitalisering og nye IT-systemer giver mulighed for, at fagpersoner på tværs af afdelinger i sundhedsvæsenet kan dele patientoplysninger, og de gør det lettere for patienten at få direkte indsigt i egen journal. Men digitaliseringen af sundhedsdata har også medført debat om, hvorvidt sikkerheden er stor nok, så de personfølsomme data ikke pludselig bliver delt med personer eller virksomheder, der kan misbruge dem. En anden etisk problemstilling omkring øget brug af data er de tilfælde, hvor sundhedspersonale pludselig får indblik i data om f.eks. en patients genetiske disposition for bestemte sygdomme. Skal lægen f.eks. fortælle sin patient, hvis en gentest ved et tilfælde afslører, at patienten er genetisk disponeret for at udvikle en sygdom, som man ikke kan behandle i dag? Risikoen for, at sundhedsdata bliver et mål for cyber- og hackerangreb, stiger også. F.eks. blev det britiske sundhedsvæsen, National Health Service, i maj 2017 ramt af et angreb, der medførte aflyste behandlinger, og at mange patienter måtte omdirigeres, kan man læse i rapporten Sundhed i fremtiden – Ansvarlig brug af data til gavn for patienten (se kilder), udarbejdet af Sundheds- og Ældreministeriet. Den beskriver også, hvordan danske myndigheder forsøger at styrke cyber- og informationssikkerheden i sundhedsvæsenet.

Mens Danmark for et par år siden blev placeret på en tredjeplads i en undersøgelse, som den private svenske tænketank Health Consumer Powerhouse hvert år foretager, landede Danmark i Tænketankens seneste undersøgelse i 2018 på en fjerdeplads. Tænketanken foretager undersøgelsen en gang om året og sammenligner 35 europæiske landes sundhedssystemer ved at kigge på bl.a. overlevelse efter operation, forebyggelse, patientinformation og -rettigheder samt adgang til hospitaler. Ifølge undersøgelsen er det danske sundhedsvæsen særligt godt på områderne for patientrettigheder og -information, hvor kun Norge og Holland klarer sig bedre. Det kan man læse i artiklen “Det danske sundhedsvæsen er det fjerdebedste i Europa” på Politiken.dk (se kilder).

Politikerne i Folketinget laver de overordnede prioriteringer af, hvordan pengene skal fordeles i sundhedsvæsenet og fastsætter de overordnede rammer. I Sundhedsaftalen 2019-2023, som trådte i kraft 1. juli 2019, kan man læse om de udfordringer og målsætninger, der præger sundhedsvæsenet i disse år. Aftalen skitserer også de fælles visioner for udviklingen af det danske sundhedsvæsen og oplister en række nationale mål for sundhed. I overskrift lyder visionerne:

• Mere sammenhæng i borgerens forløb 
• Mere lighed i sundhed 
• Mere samspil med borgeren 
• Mere sundhed for pengene.

     Sundhedsaftalen fastlægger samtidig nationale mål for følgende områder:

• Bedre sammenhængende patientforløb 
• Styrket indsats for kronikere og ældre patienter 
• Forbedret overlevelse og patientsikkerhed 
• Behandling af høj kvalitet 
• Hurtig udredning og behandling 
• Øget patientindragelse 
• Flere sunde leveår 
• Mere effektivt sundhedsvæsen.

     Man kan læse mere om de forskellige fokusområder, om Sundhedskoordinationsudvalgets arbejde med at følge op på målene og om den administrative styregruppes arbejde med at sikre overblik og varetage de praktiske opgaver med sundhedsaftalens fokusområder og mål. Styregruppen har det overordnede ansvar for arbejdet med sundhedsaftalen. Regeringens sundhedsreform fra 2019, ‘Danmarks nye sundhedsvæsen’ (se kilder), indeholder 22 initiativer fordelt på fire indsatsområder: nærhed, sammenhæng, kvalitet og stærke patientrettigheder. Her kan man bl.a. læse, at regeringen støtter etablering af nye sundhedshuse, at en nærhedsfond på seks milliarder kroner skal sikre, at flere patienter kan blive behandlet tæt på deres hjem, og at man vil styrke uddannelsen af sygeplejersker, så der kan optages minimum 150 sygeplejerskestuderende mere om året.