Feminisme og kvindebevægelsens historie

Feminisme er en ideologi og et begreb, som på en gang har ændret sig i takt med tiden og samtidig bærer de samme kampe for ligestilling, ligeværd, valgret, ligeløn, frigørelse, respekt, ret til at bestemme over sin egen krop, karriere, økonomi m.m. Danske feminister har kæmpet og kæmper fortsat for at ændre samfundets opfattelse af køn og politik. Kvindebevægelsen har rødder langt tilbage i historien og opstod i USA og Europa i sidste halvdel af 1800-tallet – dengang talte man ikke om feminisme, men om kvindesagen. Feminismen og kvindekampen har historisk rullet i bølger med op og nedgangstider. Derfor bruger man ofte denne bølge-metafor i beskrivelsen af kvindebevægelsens faser – første, anden, tredje og nu fjerde bølge feminisme, som er fulgt i kølvandet på MeeToo bevægelsen. Den såkaldte fjerde bølge bærer en bredere kamp for mangfoldighed, der rækker ud over køn og rummer kampe for blandt andet omfordeling, omsorg og natur – med begreber som feministisk økonomi og økofeminisme. Feminisme er et komplekst begreb. Denne artikel tegner et historisk overblik og opridser den overordnede udvikling fra feminismens opståen som udløber af den franske revolution til den såkaldte fjerde bølge feminisme, der slår bredere kampe for strukturel forandring an.

Kvinder har fra tidernes morgen gjort oprør. Men i nyere tid opstod de første egentlige organiseringer i kølvandet på Den Franske Revolution, hvor det franske samfund blev grundlæggende forandret efter parolen ”frihed, lighed og broderskab”. Revolutionen betød, at styreformen blev ændret – kongen blev frataget magten som enevældig, og demokratiet med folkevalgte repræsentanter blev indført. Det var denne stemning et samfundshierarki i opbrud, den franske forfatter, feminist og revolutionær Olympe de Gouges skrev sig ind i, i sin kamp for  kvinders rettigheder, blandt andet som forfatter til pamfletten ”Declaration des droits de la femme et de la citoyenne” – (Erklæring om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder), hvor hun argumenterede for kvinders ret til at ytre sig offentligt, ”bestige talerstolen” og stemme, som man kan læse i artiklen Olympe de Gouges i opslagsværket Den Store Danske

. Dengang (i 1793) var Olympe de Gouges krav til kvinders rettigheder dog så kontroversielt, at hun blev dømt til døden og henrettet. Også i USA startede kvindebevægelsens kamp på skuldrene af en anden frihedskamp – uafhængighedserklæringen – det var den og de tanker om frihed, der inspirerede den såkaldte Seneca Falls kongres, hvor kvinderetsbevægelsen på skrift nedfældede, hvad der bliver betragtet som hovedmanifester – om lige og umistelige frihedsrettigheder for begge køn.

Fordi kvinder ikke havde adgang til fagforeninger, måtte de skabe deres egne. Første skridt var ikke ligeløn, men at skabe adgang til arbejdsmarkedet for kvinder ved etablering af arbejdspladser. I tiden fra 1873 til 1900 blev 27 kvindefagforeninger til. Kvindefagforeninger kom hermed til at spille en central rolle i kvindebevægelsen.

I 1886 fremlagde Frederik Bajer det første forslag om at indføre, at kvinder kunne stille op til Københavns Borgerrepræsentation (originalkilde – se kildeliste). Selvom forslaget blev vedtaget i Folketinget, skulle det behandles i Landstinget for at blive til virkelighed, og her faldt det. Året efter forsøgte Frederik Bajer igen – denne gang med et forslag til Folketinget om kvindelig kommunal valgret for ugifte kvinder og enker. Også dette forslag blev vedtaget i Folketinget, men afvist i Landstinget med begrundelsen: ”Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret”, kan man læse i artiklen Den kommunale Valgret i Rigsdagen på Kvinfo.dk

. I 1989 blev foreningen Kvindelig Valgretsforening stiftet med kvinders valgret som hovedmål. Foreningen lavede epokegørende aktioner, men det var op ad bakke, for det var stadig langt fra kutyme, at kvindernes fik lov at ytre sig, som det også kom til udtryk ved et kommunalt valgmøde i København 1890, hvor kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund af ordstyren Carl Ploug blev introduceret med ordene: ”Der vil nu ske noget mærkeligt, mine Herrer; en dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os.” Det kan man læse i ”Håndbog for feminister (og deres modstandere)” af Gretelise Holm

. Efter at foreningen i 1898 blev nedlagt, overtog en række andre foreninger kampen for kvinders valgret. De Samlede Kvindeforeninger (1890-1894), Danske Kvinders Nationalråd, paraplyorganisationen Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg med 22 foreninger under paraplyen, som var med til at føre den danske kvinderetskamp ind i den internationale kvinderetsbevægelse med indmeldelse i International Woman Suffrage Alliance (IWSA). København var vært for IWSA’s kongres i 1906, og det blæste liv i håbet og kampen og organiseringen. Medlemstallet i Dansk Kvindesamfund steg massivt, og i 1910 nåede foreningen 7000 medlemmer. I 1907 blev Landsforbundet for Kvinders Valgret oprettet, og i 1910 havde foreningen 156 lokalforeninger spredt over hele landet, med i alt 11.000 medlemmer. Kvindernes internationale kampdag blev vedtaget på konferencen i København i august 1910, og i 1911 blev kampdagen for første gang i Danmark, Tyskland, Østrig, Schweiz og USA, og i 1921 blev det vedtaget, at kampdagen skulle have en fast dato 8. marts. Ved Grundlovsændringen den 22. april 1915 bar de mange års kampe endelig frugt efter 29 år fra første forslag om kvindevalgret blev fremsat. Det kan man læse i artiklen ”Historien om 8. marts” på Arbejdermuseet.dk

.

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af ægteparret Frederik og Mathilde Bajer (foreningens forkvinde), og var en af de første af mange nye danske kvindeorganisationer, som opstod. Foreningen havde til at starte med to hovedmål: kvinder skulle ligestilles i ægteskabet, og kvinders vilkår på arbejdsmarkedet skulle forbedres. Ligestilling krævede uddannelse, lød rationalet, derfor var foreningens første indsatsområde at oprette af uddannelser for kvinder.  Perioden fra 1870 til 1920 bliver beskrevet som den første bølge af feminisme. Det var den, der gav kvinder valgret, stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.

Selvom tiden mellem Første og Anden Verdenskrig var stille, hvad angår bemærkelsesværdige kampe, var der også sejre. I 1918 blev de første kvinder valgt ind i Rigsdagen. I 1919 blev der indført ligeløn på det offentlige arbejdsmarked med den såkaldte ligelønslov. Inden da var det helt almindelig praksis, at lærerinder fx fik 2/3 af den løn, som mandlige lærere fik for samme arbejde, som det fremgår af artiklen ”De første skridt mod ligelønnen, 1875-1950” på danmarkshistorien.dk

. I 1921 blev endnu en arbejdsmarkedspolitisk lov om lighed vedtaget: Loven om lige adgang for mænd og kvinder til stillinger i staten. Den første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang, blev udnævnt i 1924. I de politiske partier begyndte kvinderne at organisere sig i udvalg, og debatten om prævention og ret til fri abort tog fart, blandt andre anført af forfatteren Thit Jensen. Efter 2. Verdenskrig kommer kvinderne for alvor ud på arbejdsmarkedet, og det bliver stadigt mere almindeligt, at også gifte kvinder får lønarbejde. Særligt i omsorgsarbejde på de offentlige arbejdspladser som børnehaver, sygehuse vokser antallet af stillinger, som overvejende bliver kvindernes.

Efter at kvinderne har fået ret til uddannelse og medbestemmelse, retter kvindekampen sig mod private frihedsrettigheder. Det næste store feministiske slag kommer til at stå om retten til selv at beslutte, hvor mange børn, man vil føde, og hvornår og med hvem, man vil have børn. Prævention er dengang ikke en mulighed, og det er ulovligt at få foretaget en abort. Derfor kan det at blive gravid få store konsekvenser for kvinders liv, til tider livsfarlige, fordi det er forbundet med fare for at miste livet at få foretaget illegal abort.      Thit Jensen var en af frontkæmperne for retten til fri abort. Hun havde oplevet, hvordan hendes egen mors mange børnefødsler havde tæret hårdt på kroppen og givet moren et slidsomt liv. Det blev Thit Jensens drivkraft i en vedholdende kamp for at ændre kvinders vilkår i årene fra 1909-1930. Både som journalist, romanforfatter og foredragsholder rejste hun landet rundt og talte for ”frivilligt moderskab” og var medstifter af Foreningen for Sexuel Oplysning, der forsvarede kvinders ret til fri abort, som man kan læse i artiklen ”Thit Jensen” på Litteratursiden.dk

. I 1937 blev abort gjort lovlig, hvis kvindens liv var i fare. Men der skulle gå mange år endnu, før kvinders ret til abort i 1973 blev vedtaget ved lov. Den fri abort er således endnu et eksempel på, hvordan feminismen har båret kampe, der har krævet lange seje træk.

Rødstrømpebevægelsen hentede inspiration fra kvindebevægelser i USA, England og Holland, og tog navn efter den socialistiske kvindebevægelse The Redstockings i USA. Den danske Rødstrømpebevægelse startede sit virke med en protestaktion mod skønhedsindustriens kvindesyn, som fandt sted på Strøget i København den 8. april 1970. Efter kort tid havde bevægelsen, som kun kvinder havde adgang til, spredt sig til hele landet med kvindegrupper i de fleste større danske byer, der kæmpede for at gøre op med de traditionelle kønsroller og undertrykkelse af kvinder. Rødstrømpernes slogan var, at Det private er politisk”. Målet var at revolutionere samfundet og gøre op med kapitalismen og patriarkatet og opbygge et nyt socialistisk samfund, hvor hverken børn, kvinder eller mænd blev undertrykt. Således var den feministiske kamp for Rødstrømperne også en klassekamp. Deres virke bestod blandt andet i aktioner, besættelse af kvindehuse, ø-lejre, kvindefestivaler, og oprettelse af en kvindehøjskole og kvindekrisecenteret Danner, kan man læse i ”Rødstrømpebevægelsen – kort fortalt” på Det Kgl. Biblioteks fagside for Rødstrømpebevægelsen

. Inspirationen til 70’ernes kvindekamp leverede den franske forfatter Simone de Bevauoir grundargumenterne for allerede i 1949, med udgivelsen af trebindsværket ”Det andet køn”, som er blevet en slags manifest for kvindebevægelsen. ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det,” konkluderede Simone de Bevauoir i sin undersøgelse af århundredes syn på kvinden, som man kan læse i artiklen ”Kvinde, kend din kamp! Her er bøgerne, der gør dig klogere” på Dr.dk

.

Ø-lejre, kvindehuse og festivaler har spillet en afgørende rolle i kvindebevægelsen. Her mødtes kvinderne og delte deres drømme og visioner for en anden form for samfund. Det var i 1971, at flere hundrede kvinder for første gang tog færgen til Femø for at tilbringe sommeren med at debattere deres visioner. ”Kvinderne må handle, organisere sig, solidarisere sig, udvide deres egen selvbevidsthed, udvikle en ny kollektiv bevidsthed om deres situation,” skrev en række rødstrømper i en fælles kronik, som blev bragt i Information den 6. maj 1970. Målet med kvindelejrene var netop i fællesskab at frigøre sig. Ligeledes var de såkaldte basisgrupper centrale for Rødstrømpebevægelsen. I basisgrupperne organiserede kvinderne sig og mødtes for at diskutere kvinderollen. Målet var i fællesskab at bevidstgøre hinanden om, at de var fælles om de udfordringer i at være kvinde, som de oplevede hver især, kan man læse i artiklen ”I 50 år har Femølejren afspejlet drømmene og debatterne i den danske kvindebevægelse” på Information.dk

.

I slutningen af 1970’erne opstod også en række kvindefestivaler, som ikke var eksklusivt for kvinder. Både børn, kvinder og mænd deltog. Men det var kvinder, der arrangerede dem og udelukkende kvindelige kunstnere, der optrådte. Kvindefestivalerne manifesterede således kvindebevægelsens krav om større repræsentation af kvinder. For at demonstrere og udfordre den skæve kønsbalance i mændenes favør i kunst og kultur, var det udelukkende kvindebands, der indtog scenerne, kvinder der tog ordet på talerstolen, film skabt af kvinder, der blev vist osv. Kvindebevægelsen lod sig også inspirere af BZ-bevægelsen i kampen mod undertrykkelse. Således besatte en gruppe kvinder den 2. november 1979 Dannerhuset på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Nansensgade. Huset var ejet af Grevinde Danners fond. Danner havde i fundatsen skrevet, at huset altid skulle danne husly for fattige kvinder fra arbejderklassen. Da der ikke var flere penge tilbage i fonden, blev Dansk Kvindesamfund tilbudt at købe huset. Men de havde ikke råd, huset var derfor ved at blive solgt til et firma, der ville rive det ned og opføre kontorlokaler på adressen. Det fik kvinderne til at besætte huset for at sikre Grevinder Danners ønske med huset. Selvom besættelsen af huset var ulovlig, greb politiet ikke ind. For både fagforeninger, organisationer, kendte kvinder, også ikke erklærerede feminister, bakkede op om projektet at oprette et kvindekrisecenter i huset, som fik stor opbakning i befolkningen. Med en landsindsamling lykkedes det at samle 2,8 millioner kroner ind – købsprisen for huset, som den til formålet stiftede forening Kvindecenterforeningen havde forhandlet sig frem til. Det kan man læse i artiklen ”Milepæle i dansk kvindehistorie 1960-2004”, som KVINFO har udgivet

. Perioden fra 1960’erne til og med 1970’erne, hvor rødstrømperne førte an i kampen for ligeløn, fri abort, repræsentation og opgør med gældende skønhedsidealer har fået navnet Anden bølge feminisme.

Selvom Rødstrømpebevægelsens aktivitetsniveau faldt og ebbede ud, så man i midt 1980’erne ikke længere talte om en decideret bevægelse, fulgte en række lovændringer på familieområdet i kølvandet på de kampe, Rødstrømpebevægelsen havde kæmpet. I 1983 ratificerede, det vil sige bekræftede, Danmark FN’s internationale konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder. I 1984 fik mænd adgang til barselsorlov. I 1985 vedtog Folketinget loven om fælles forældremyndighed, så begge forældre kunne beholde forældremyndigheden over deres børn, selvom de blev skilt. Samme år (1985) blev det vedtaget ved lov, som skulle sikre, at kvinder og mænd blev ligestillet i adgangen til at blive udpeget til kommissioner, offentlige udvalg og lignende. Og i 1986 vedtog Folketinget en plan for, hvordan kvinder kunne blive stærkere repræsenteret i forskningen på Universiteterne. I sommeren 1999 fik vi for første gang en minister for ligestilling i Danmark, Jytte Andersen (S), og i 2000 blev lovforslaget ”Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd”

  vedtaget, og Ligestillingsministeriet blev oprettet.

Kvindebevægelsens mål om ligestilling fik stor indflydelse på arbejdsmarkedet. I 1940’erne og 1950’erne var de fleste danske kvinder hjemmegående husmødre, men kvindebevægelsens kampe for at kvinder fik ret til og mulighed for uddannelse og plads på arbejdsmarkedet bar frugt. Særligt i efterkrigsårene, hvor Danmark havde stærkt brug for arbejdskraft, fik mange kvinder lønnet arbejde, og vuggestuer og børnehaver overtog børnepasningen, så kvinderne kunne arbejde uden for hjemmet. Ligebehandlingsloven i 1978, som sikrede kvinder og mænd lige behandling på arbejdsmarkedet, det at kvinder i 1966 fik mulighed for at beskytte sig mod graviditet med p-piller og i 1973 fik mulighed for at få foretaget abort, styrkede også kvinders mulighed for at skabe sig et liv og en karriere på arbejdsmarkedet, som man kan læse i artiklen ”Ændringer i samfundet ligestillede mænd og kvinder mere” på Dr.dk

.

Den danske MeeToo-bevægelse, som tv-vært Sofie Linde med sin opråbs-tale ved Zulu Comedy Galla i 2020 antændte, og som de følgende år fik en række kvinder til at stå frem og dele deres oplevelser af krænkelser, har fået flere kønsforskere til at kalde MeeToo den for ”den tredje store kvindebevægelsesbølge”. I artiklen ”Ligestillingsforsker: MeToo er det største siden kvindekampen i 70’erne”

, kan man læse, hvordan ligestillingsforsker Anette Borchorst, professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet forklarer, at MeeToo har givet ligestillingsdebatten et nyt udgangspunkt. MeeToo har tydeliggjort, at sexisme og krænkelser er et problem, som vi som samfund er nødt til at erkende og bekæmpe. Således har MeeToo bevægelsen formået at tydeliggøre, at krænkelser er strukturelt og kulturelt problem, ikke det enkelte offers, argumenterer hun i artiklen og bakkes op af Rikke Andreasen, der er professor i kommunikation og forsker i køn, magt og mangfoldighed på Roskilde Universitet. MeeToo har således givet kvindebevægelsen og feminismen større og bredere appel ved at skabe bred folkelig bevidsthed og anerkendelse af sexisme og krænkelser. Og skabt momentum for at debat på arbejdspladser, politisk, og ind i stuerne i privaten.

Da feminisme er en kompleks ideologi med flere mål, perspektiver, sager, og en lang historie, bliver den inddelt i bølger, der repræsenterer de skift og tilføjelser, de forskellige epoker og kampe repræsenterer.  Tredje bølge feminisme opstår i 1990’erne, hvor man begynder at tale om køn som en social konstruktion. Tredjebølgefeministerne argumenterede for, at vi skal holde op med at betragte køn som en fastlåst kategori. Køn er noget, vi gør og skaber, blandt andet i den måde vi taler om køn og behandler hinanden, og ikke noget, vi pr. definition er, lød det fra kønsforskere som blandt andre Dorte Marie Søndergaard, der med bogen ”Tegnet på kroppen” var en af de toneangivende danske kønsforskere i debatten.

Fjerdebølgefeminismen fangede an omkring 2008 og bar et opgør med seksualisering af kvinder. Både i forhold til at gøre op med udskamning af kvinders beklædning og fremtoning i det offentlige rum, men også en kamp for at stoppe, at seksualisering bliver brugt som et våben mod kvinder i form af fx offentlig deling af nøgenbilleder og andet seksualiseret video- og billedmateriale. Fjerdebølgefeminismen krævede nye normer for accept af kvinder på kvinders egne præmisser – at kvinder ikke skal passe ind og underordne sig maskuline opfattelser af, hvornår kvinder er, udtrykker eller fylder for meget. Det gælder ikke kun krop, også arbejdsmarkedspolitiske kampe – og et opgør med, at kvinder stadig står for langt størstedelen af arbejdet i hjemme, en debat der går under betegnelsen #thementalload, der problematiserer, at kvinderne fortsat står for langt størstedelen af omsorgsarbejde, planlægning og praktik i familierne. Fjerdebølgefeministerne kæmper ikke alene for kvinders rettigheder. Den gør mere bredt op med maskulinitetsidealer, der skaber undertrykkelse – også af andre minoriteter og udvider begrebet feminisme til også at kæmpe for ligestilling, når det kommer til race, seksualitet og køn.

Nutidens feminisme har fået et langt bredere fokus end ligestilling mellem kønnene. Den favner også mere generelle kampe for repræsentation, omsorg, natur og klima. Økofeminisme er en ny kritisk tænkning, der påpeger, at alle former for undertrykkelse er forbundet: Det patriarkalske kapitalistiske samfund har både undertrykt, kontrolleret og krænket kvinden, naturen og tredje verdens lande, lyder argumentet. Økofeminismens grundkritik er, at det patriarkalsk styrede samfund ophøjer mand/maskulinitet og kultur over kvinden, det feminine og naturen, som bliver tildelt mindre værdi i samfundet, og økofeminister rejser kritik af, at de såkaldte patriarkalske strukturer opretholder magten ved at lave hierarkier som hvid/ikke hvid, vestlig/ikke vestlig, rig/fattig, hetero/homo. Den moderne feminisme blander sig med alle mulige aspekter af indretningen af samfundet. Økofeminismens mål er en verden uden udnyttelse og undertrykkelse – og kobles ofte ind i klimakampen som en retning mod et samfund, der kan håndtere klimaforandringerne ved netop at stoppe udnyttelsen af mennesker og natur. Også byplanlægning og arkitektur. I artiklen ”Kan feminisme hjælpe os med at bygge bedre byer til alle?” på DAC.dk

  kan man læse om, hvordan feministisk byplanlægning går ud på at søge at skabe inkluderende byer for alle og helt konkret indtænke kvinders behov i planlægningen af byrum, hvor det som i alle mulige andre henseender tidligere var mænd, der designede og byggede til mænd. Målet er at skabe mere levende byer, som tager hensyn til minoriteterne i samfundet, og som også er indrettet, så de tager hensyn til naturen og er bæredygtige, socialt og klimamæssigt.

Intersektionalitet er et feministisk begreb, der beskæftiger sig med at vise, at undertrykkelsen af minoriteter er kompleks, fordi den kan tage utroligt mange former. Særligt når den/de undertrykte falder inden for flere forskellige identifikationsmarkører fx køn, race, seksualitet, klasse eller andet, som kan spille ind i den diskrimination, den undertrykte møder. Således kan der opstå dobbelt diskrimination, eller den undertrykte kan opleve, at undertrykkelsen bliver usynlig for resten af minoritetsgruppen, fordi de ikke falder inden for begge identifikationsmarkører.    Den intersektionelle feminisme tydeliggør også, at den undertrykte, også kan  undertrykke andre, og at de binære kategorier ”undertrykt” eller ”undertrykker” – ”privilegeret” eller ”underprivilegeret” ikke er tilstrækkelige til at beskrive og rette kritik mod en kompleks virkelighed, hvor mennesker ikke lever i fastlåste kategorier, men kan tilhøre flere forskellige minoriteter og positioner samtidig. Hermed leverer den intersektionelle feminisme et mere nuanceret og komplekst blik på, hvordan dynamikkerne i undertrykkelse og diskrimination fungerer. 

     Den feministiske retning queer forholder sig grundlæggende kritisk til samfundsopfattelsen, at der kun skulle være to køn, og at heteronormativiteten skulle være det ”normale”. I amerikansk kontekst bliver queer brugt som fællesbetegnelse for seksuelle minoriteter og ikke-heteroseksuelle eller ciskønnede kønsminoriteter. Queer-idealet er den fuldstændige frisættelse- en feministisk retning som vil nedbryde de barrierer, der er indbygget i den binære definition, tænkning og fremtoning af køn og en bevægelse, der i et bredere perspektiv kæmper de underprivilegeredes kamp. Queer er samtidig en kritik af den bestående magt og definition af, hvad et samfund tillægger værdi.