Nationalisme

Mange samfundstænkere troede, at nationernes rolle gradvist ville blive mindre i takt med den stigende globalisering, så nationalismen ville dø stille ud. I de senere år ser det dog ud til, det vil gå stik modsat. Nationalismen blomstrer, og det internationale samarbejde i regi af f.eks. EU og FN er under angreb fra mange sider. Gennem de seneste århundreder har nationalfølelse og kampen for folkets ret til selvbestemmelse spillet en afgørende politisk rolle. Nationalismen har stået centralt i opbygningen af moderne demokratiske nationalstater, men har også vist sin mørke side – allerværst under nazismen og fascismen under 2. Verdenskrig.

Ordet nation stammer fra det latinske natio, der betyder fødsel, afstamning eller folk. Begreberne 'folk' og 'nation' har ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) haft overlappende betydninger op gennem historien. Nationsbegrebet har siden 1800-tallet haft pladsen som den altafgørende fælles identitet – til tider i konkurrence med klassebegrebet. Dermed er nationen også noget, folk har skullet være villige til at dø for.

     En nation er ifølge denstoredanske.dk (se kilder) en gruppe mennesker, som føler sig beslægtede og/eller er bevidst om en fælles historisk og kulturel baggrund, som giver denne gruppe en særlig identitet over for andre grupper. Gruppen føler sig typisk knyttet til et afgrænset territorium, og de ønsker at opretholde nationen ved at bevare eller skabe en statsdannelse i dette geografiske område. Ofte har gruppen et fælles sprog, og sprog er ofte blevet fremhævet som den afgørende faktor for en nation.

     Siden slutningen af 1700-tallet har ideen om folket og nationen været med til at sætte dagsordenen for europæisk politik og sidenhen også i andre dele af verden. Det er i dag svært at forestille sig en verden uden nationer, da de spiller en så grundlæggende rolle både politisk, økonomisk og kulturelt.

Den fremtrædende britiske nationalismeforsker Anthony D. Smith oplister i bogen ”Nationalisme” (se kilder) nationalismens seks grundlæggende påstande:

1. Verden er opdelt i nationer, som hver har deres egen karakter, historie og skæbne. 
2. Nationen er den eneste kilde til politisk magt. 
3. Loyalitet over for nationen tilsidesætter alle andre loyaliteter. 
4. For at være fri må ethvert individ tilhøre en nation. 
5. Alle nationer kræver fuld selvudfoldelse og autonomi. 
6. Global fred og retfærdighed kræver en verden af autonome nationer.

     Det er dog ikke sådan, at nationalister altid lever op til samtlige af de seks idealer. Nationalisme er ikke som sådan en politisk ideologi, da den ikke forholder sig til en lang række væsentlige politiske og sociale spørgsmål. Smith skriver videre: ”Nationalisme opnår kun altafgørende betydning i forbigående perioder med kriser som nationsdannelse, erobringer, udefrakommende trusler, omstridte territorier, eller når det indadtil opfattes, som om man domineres af en fjendtlig etnisk eller kulturel gruppe.”

     I denstoredanske.dk (se kilder) bliver nationalisme defineret på følgende måde: ”(...) i daglig tale en stærk eller yderligtgående nationalfølelse, der ofte er forbundet med fremmedhad, racisme og aggressiv militarisme.” Denne definition lægger altså vægt på nationalismens destruktive potentiale, som har vist sig op gennem historien.

Denstoredanske.dk (se kilder) definerer patriotisme som fædrelandskærlighed. En patriot elsker sit fædreland og arbejder for det uden at tænke på at få noget ud af det selv. Patriotisme kan ses som en form for politisk nationalisme, fordi personers statsborgerskab, nationalfølelse og patriotiske handlinger ses som afgørende, ikke borgerens afstamning, sprog og kulturelle tilhørsforhold.

     Historikeren Uffe Østergård forklarer i artiklen ”Den særlige danske nationale identitet” (se kilder) forskellen mellem patriotisme og nationalisme med udgangspunkt i ordenes latinske udspring: ”Patriotisme henviser til patria, altså fædrelandet, mens nationalisme kommer af natio, det vil sige _folke_t. Patriotismen gør sig altså ingen forestillinger om et særligt folk. Den er ikke blodsbundet, men tager blot udgangspunkt i de mennesker, der er født inden for et afgrænset område.”

Gennem tiden har der været to nationsbegreber, der både har overlappet og været i konkurrence: det franske og det tyske. Det franske nationsbegreb lægger vægten på sprog, kultur og det at være del af et bestemt politisk-kulturelt fællesskab. Indtil 1990erne gav Frankrig automatisk indfødsret til alle, som fødtes på fransk territorium.

     Det tyske nationsbegreb lægger vægt på fødsel og afstamning i lighed med ideen om en fælles historie og kultur. Ifølge denne tankegang bliver nationen opfattet på en måde, der er sammenligneligt med et menneske, og man taler derfor om en særlig nationalkarakter hos de enkelte nationer. Ifølge denstoredanske.dk (se kilder) har såkaldte afstamningstyskere (Volksdeutsche) fra Østeuropa og Rusland uden videre ret til tysk statsborgerskab, selvom de ikke taler et ord tysk, mens det har været næsten umuligt for fjerdegenerationsindvandrere fra Tyrkiet at få statsborgerskab.

En nationalstat er ifølge ”Gads Historieleksikon" (se kilder) en: ”betegnelse for de statsdannelser, hvor der er større eller mindre sammenfald mellem statens territorium og det pågældende folk eller nation.” Det virker måske indlysende i vore dage med dette sammenfald, men indtil slutningen af 1700-tallet var det normen, at staten var afgrænset alene i forhold til det område, som fyrsten regerede over. Det betød, at en sådan territorialstat oftest rummede flere sprog og kulturer. Et eksempel er de riger, der i århundreder blev regeret af fyrsteslægten Habsburgerne. De har rummet så forskellige områder som Spanien, Syditalien, Nederlandene og en stor del af Centraleuropa. Også den danske stat har rummet danskere, nordmænd, tyskere, islændinge og flere andre folk på samme tid.

     Forestillingen om en nationalstat har ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) udgjort normen for mange statsdannelser i 1800- og 1900-tallet, men har af forskellige grunde været svær at realisere fuldt ud.

Hvornår nationerne og nationale følelser opstod er stærkt omdiskuteret. Ofte er holdningerne nøje sammenhængende med, om man mener, at nationalstaterne kan og bør stå centralt i den politiske og kulturelle udvikling, eller om man mener, at globalt politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde bør spille en større og vigtigere rolle.

     Grundlæggende kan man tale om to hovedspor i debatten. Et hvor nationerne mere eller mindre er opstået naturligt på baggrund af fælles geografiske, biologiske, kulturelle eller sproglige fællestræk. Her anses nationerne for at være meget gamle og nationalfølelsen som noget, der så at sige 'bor' i den enkelte. Her taler man om en særlig national karakter i de enkelte nationer, og nationalfølelse som noget, der er naturligt for mennesket.

     Et andet hovedspor taler om nationerne som noget konstrueret, der er blevet opbygget for at samle landets befolkning på tværs af klasseskel. Her er nationerne og nationalfølelse bundet op på 'forestillede fællesskaber', som det hedder i den britiske historiker og sociolog Benedict Andersons bog af samme navn (se kilder). Disse fællesskaber er opstået på baggrund af fortællinger, der blev gjort til fælles, nationale forestillinger gennem masseproduktion af bøger, aviser, skolevæsen og fælles institutioner. Industrialiseringen og urbaniseringen havde svækket kirkens og familiens rolle, hvilket efterlod et tomrum for nationen som centralt fællesskab og kilde til identitet og mening. Nationerne er altså i denne optik et moderne fænomen.    Inden for begge hovedstrømninger anerkendes det dog ofte, at den moderne nationalisme voksede frem i Europa i 1800-tallet.

Ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) er der særligt tre ting, der er værd at bemærke ved nationalismens fremkomst. For det første er nationalismen udsprunget af et virkeligt eller forestillet fællesskab, der har manifesteret sig i fælles sprog, historie og territorium. For det andet har nationalister søgt at gøre dette kulturelle fællesskab til en politisk realitet ved at skabe sammenfald mellem dette folks udbredelse og statens grænser. Det var dette forhold, der gjorde nationalismen politisk sprængfarlig i især Central- og Østeuropa. Her var der enten få, store stater, som i de store multinationale riger Østrig, Rusland og Osmannerriget, eller nationer, der var delt op i mange små statsdannelser som i det nuværende Tyskland og Italien. For det tredje har nationalismen rødder i Den Franske Revolution fra 1789 og Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Både under revolutionen og Napoleonskrigene blev den franske nationalisme udnyttet til at mobilisere massehære imod de mange europæiske fjender, ligesom den spirende nationalisme blev søgt udnyttet i resten af Europa i kampen mod Napoleon.

     Mellem 1815 (afslutningen på Napoleonskrigene) og 1850 var de fleste nationalister også stærkt involveret i kampen for liberalt demokrati. De demokratiske nationalister troede på folket som den eneste legitime kilde til politisk magt, og derfor skulle de folkevalgte politiske forsamlinger repræsentere et samlet folk med fælles sprog, kultur og national loyalitet. Dette står ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) i modsætning til senere tiders nationalisme, der sjældent har kæmpet for mere demokrati og personlig frihed.

Fra midten af 1800-tallet voksede nationalismen samtidig med, at Europa blev urbaniseret og industrialiseret. Fremkomsten af nationalstater som Tyskland og Italien – eller noget, der mindede om – var ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) medvirkende til at skabe stærke nationale følelser blandt folkene. Europas borgere følte en stærk tilknytning til deres nationer, og nationalismen var en drivende kraft i opbygningen af politiske institutioner som nationale parlamenter og opbygningen af de moderne europæiske stater og samfund. Selv den frembrusende socialisme, der ellers i udgangspunktet var international, fik et stærkere nationalt præg.

     Nationalismen var mange steder en forenende kraft, der var med til at dæmpe sociale spændinger i de fremvoksende industrisamfund og fremme en følelse af nationalt fællesskab og loyalitet. Samtidig var nationalismen også kilde til voksende spændinger og konkurrence imellem staterne. Det var kraftigt medvirkende til udbruddet af 1. Verdenskrig (1914-1918), der blev udløst af en serbisk nationalists mord på den østrig-ungarske tronarving.

     Efter 1. Verdenskrig lå store dele af Europa i ruiner. De krigstrætte lande var præget af politiske og sociale uroligheder, hvilket gav grobund for fremvækst af fascisme og nazisme, der kan ses som ekstreme, perverterede former for nationalisme.

De ubegribelige forbrydelser i nazismens og fascismens navn under 2. Verdenskrig gav nationalismebegrebet en negativ betydning i store dele af den vestlige verden. Efter 2. Verdenskrig støbte de sejrende vestlige lande internationale institutioner – NATO, EU og Verdenshandelsorganisationen WTO – som havde til formål at bevare fred gennem fælles militær magt og fælles velstand. De fremmede demokratiske idealer og international handel blandt andet med den begrundelse, at internationalt samarbejde var modgift mod destruktiv nationalisme.

     Nationalisme har dog fortsat spillet en hovedrolle i politisk mobilisering, bl.a. i de daværende koloniers kamp for selvstændighed efter 2. Verdenskrig og i kampen for national selvstændighed for blandt andet kurdere og baskere. Balkankrigene i 1990erne skyldtes også i høj grad nationalistiske strømninger. I de seneste årtier er nationalismen kommet stærkt tilbage som central politisk drivkraft i både USA og Europa. Modstand mod indvandring, EU og globalisering har givet medvind til nationalistiske partier i bl.a. Tyskland (AfD) og Frankrig (Front National).

New York Times-artiklen ”The Post-World War II Order Is Under Assault From the Powers That Built It” (se kilder) beskriver hvordan nationalismen sætter de internationale institutioner under pres. I stedet for fælles tilgange til samfundsproblemer – f.eks. handelskonflikter, sikkerhed, klimaforandringer – har nationale interesser fået forrang. Et tydeligt eksempel er valget af den amerikanske præsident Donald Trump. Han har angrebet globaliseringen og dens institutioner blandt andet ved at skabe usikkerhed om det amerikanske engagement i NATO og ved at kalde WTO en katastrofe.

USA er dog langt fra alene om at udfordre den gamle verdensorden. Storbritanniens Brexit udtrykker en dyb folkelig skepsis over for den europæiske integration. Det nylige valg i Italien gav også stor tilslutning til EU-skeptiske partier. Polen og Ungarn fører en EU-fjendtlig politik og har sammen med andre lande nægtet at tage imod immigranter til EU. Hertil kan også nævnes Ruslands konfrontatoriske udenrigspolitik, stigende hindu-nationalisme i Indien og en stigende modstand mod indvandring i en stor del af verdens lande.

Artiklen ”Nationalisme” på danmarkshistorien.dk (se kilder) fortæller, at dannelsen af nationalstater i mange tilfælde, herunder i Danmark, kunne ske på grundlag af riger med århundredlange historier.

     Den moderne nationalisme, der udvikledes fra sin spæde begyndelse i slutningen af 1700-tallet frem mod midten af 1800-tallet, indebar oftest det politiske krav, at staten måtte svare til ’nationen’ eller ’folket’. Nationalismen var dermed tæt forbundet med ønsket om en fri forfatning (grundlov), der anerkendte grundlæggende, universelle borger- og menneskerettigheder.

     Senere ændrede nationalismen dog gradvis sin politiske funktion: Fra mest at handle om frie forfatninger, kom nationale krav op gennem århundredet i højere grad i konflikt med de liberale idealer på tværs af landegrænserne. Man har talt om et skift fra politisk baseret nationalisme til etnisk baseret nationalisme. I Danmark er det især sket som følge af kampe mod tysk indflydelse. Herunder frem til treårskrigens udbrud i 1848, op til krigen 1864, ved afstemningen om Sønderjyllands fremtid i 1920 og under den tyske besættelse 1940-45.

Den danske nation og nationalisme spiller en stor rolle i den nuværende hjemlige debat. Hovedpunkterne er oftest tilstrømningen af flygtninge og indvandrere fra især Mellemøsten og Danmarks integration i EU. Dansk Folkeparti og i stigende grad også andre partier har en tydelig national dagsorden, der er skeptisk over for EU og vil bremse tilstrømningen af flygtninge og indvandrere. Dette skaber en debat om, hvorvidt 'danskheden' og den danske kultur er truet.

     Sociologen Christian Albrekt Larsen har imidlertid i bogen ”Den danske republik” (se kilder) dokumenteret, at danskerne i stigende grad finder det mindre vigtigt, om befolkningen i Danmark deler en ældgammel dansk kultur. Derimod er det vigtigt, at man bakker op om de politiske institutioner, samt at man kan og vil indgå i det danske samfund.

     I spørgeskemaundersøgelser i 2003 og 2013 blev danskerne spurgt, hvor vigtige forskellige kriterier er for at være rigtig dansk. Her viste det sig, at der var sket et fald inden for alle kategorier fra 2003 til 2013.

     Blandt de kriterier, som deltagerne vurderede som de vigtigste, var:

• At kunne tale dansk 
• At respektere danske politiske institutioner 
• At føle sig dansk

     De mindst vigtige var:

• At være kristen 
• At have dansk familiebaggrund 
• At have levet det meste af livet i Danmark

     Nationalkonservative forestillinger om en autentisk dansk kultur er ifølge ”Den danske republik” (se kilder) under afvikling. Denne udvikling vil givetvis fortsætte, da de yngre generationer lægger klart mindre vægt på kulturelle og etniske faktorer. En stadig større del af den etnisk danske befolkning ser indvandrere og flygtninge som ’rigtige danskere’.